To gule i gang med opsamling af affald ved havnen i Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

En gul renser op for affald ved Den Sorte Café i Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

De faldefærdige moler på havnen i Gudhjem får også fjernet affald. Foto©JørgenKoefoed.

UNGE MENNESKER iført gule veste, en plastic-affaldssæk i den ene hånd og en gribe-stok i den anden er blevet observeret flere gange på havnen i Gudhjem. De ankommer i en bil mærket MILJØPEDEL JOBCENTER BORNHOLM med 10-14 dages mellemrum.

I følge bilens chauffør er det et projekt, som politikerne har sat i sving. Det er nemlig blevet tilladt, at aktivere unge arbejdsløse under 30 år. Ni personer er blevet tilsluttet Projekt Miljøpedel. Deres opgave er at opsamle hensmidt affald på øens havne og strande.

Ideen er, at det skal træne de unge, arbejdsløse i, at stå op om morgen for at møde op på en arbejdsplads. Det er sjældent, at alle ni møder op. Så vidt vides, er der ingen sanktioner, hvis man foretrækker den lune dundyne.

Miljøpedellerne kommer rundt på hele øen. Foto©JørgenKoefoed.

AFFALDSPOLITI SAVNES

GAD VIDE hvornår man herhjemme opretter et affaldspoliti, der kan udstede strax-bøder til de mange, som er blevet affaldsbeholder-blinde. Det siges, at det er særdeles virkningsfuldt i en by som Singapore, hvor kraftige bøder har afskaffet gadefejerne. Lige som i Paris, hvor hundelorte på gaderne efterhånden er blevet en sjældenhed. Her koster det nemlig tæt på 3.500 kroner at efterlade en hundestinker i byen.

Nedenstående er din Bloggers klumme i gårsdagens WEEKEND-tillæg i Bornholms Tidende:

Det er denne udsigt, som vil blive ødelagt, når og hvis Bornholms Kunstmuseum får lov udvide. Foto: Jørgen Koefoed.

MANGE ØNSKER en stor bil eller et stort hus. Andre et stort kontor eller en stor bunke penge. Nogen higer efter store muskler. Og der er sørme også nogen, der vil ofre alt for store bryster og større-svumlende læber. Kort sagt: Mange higer tilsyneladende altid efter noget større.

Sloganet ’Big Is Beautiful’ blev lanceret i forrige århundrede. Ikke af nogen, der ville være større, men af volumniøse damer, der i protest mod de tynde insisterede på, at stort er smukt. Om det gav nogen lyster til at forstørre deres fedtdepoter vides ikke – men noget kunne jo tyde på det.

Hvorfor være stor?

Tidligere på måneden skrev journalisten Torben Østergaard Møller om Danmarks mindste boghandel i Bornholms Lufthavn. Da den i løbet af et par år havde udvidet en lille bitte-bitte smule citerede han drillende fra sangen Græshoppen og Valmuen: ’Hvorfor dog være stor, når man er lykkelig som lille, de fleste gik det ilde, som store være ville.’

Og så er jeg kommet til min kæphest: Kunstmuseernes trang til at ville være større og større og større …

Høst Museets vokseværk

For nogle år siden satte fru Vang sit store hus til salg. Det lå på Nørresand i Gudhjem og var nabo til det lille Oluf Høst Museum, som erhvervede det til en udvidelse.

Men hvorfor ville Høst-museet udvide?

Ifølge direktør Henrik Sandberg for at øge indtjeningen. Fru Vangs hus skulle nemlig ombygges til gourmet-restaurant og til et udvidet udstillingsareal.

Og hvordan gik så dette eksperiment med at gå fra lille til stor? Fatalt for at sige det mildt. Der var ingen penge til projektet, så direktøren blev smidt på porten – men ikke bestyrelsen – og fru Vangs hus blev frasolgt – med tab. Nu kæmper lille Høst mod druknedøden. Og lad mig atter citere et par strofer fra Græshoppen og Valmuen:

’Historien er ikke så svær at forstå,
den gælder for store, såvel som for små.
Hvad nytter det, man rager op i toppen,
hvis hovedet ingen forbindelse har med kroppen?’

De vildtvoksende museer

Forfængelighed hos kunst-direktørerne er måske årsagen til disse evindelige udvidelser.

‘Oste-Jensen’ der i 1958 erhvervede villaen Louisiana i Humlebæk, og startede det mest succesrige udstillingssted for moderne amerikansk kunst blandt andet, blev også ved med at udvide.

Fra at være et meget hyggeligt og rart sted er det nu en mastodont, hvor cafeteria og souvenirhandel er på vej til at overgå udstillingsarealet. Heldigvis blev Knud W. Jensens sidste plan om endnu en udvidelse til arkitektur bremset.

De kolossale udvidelser har tvunget Lousiana til meget kommercielle udstillinger, der koster det hvide ud af øjnene at samle og ikke mindst forsikre. Det kræver endnu flere gæster, som så kræver stadig større caféområder. Og sådan bider det hele sig selv i halen.

Kunstmuseets vokseværk

Klummen kan passende slutte med vores eget Kunstmuseum, der i øjeblikket også bruger kræfter på at blive større. Direktør Lars Kærulf vil bygge et underjordisk lys-museum samt en længe mod nord vinkelret på den nuværende bygning. Det vil sige, at den meget smukke udsigt ned over marken ødelægges. Det rører imidlertid ikke museumsdirektøren. Som han forklarer: ’Tilbygningen bliver lavet af glas, så man kan kigge lige igennem’. Han mener altså, at den bliver usynlig. Har man hørt mage til vrøvl?

Gennemsigtighed i Paris

I den forbindelse kommer jeg til at tænke på Bibliothèque de France, som var et af præsident Mitterand ti prestigeprojekter, inden han trådte tilbage. Den creative arkitekt Dominique Perrault beordrede en lille bid af en skov i Nordfrankrig fløjet til det østlige Paris. Skoven blev placeret i et aflangt hul garneret med fire vinkel-højhuse af glas forestillende opslåede bøger. De blev også beskrevet som gennemsigtige. Men der opstod et problem, da man flyttede de mange millioner bøger til tårnene. De blev udsat for kraftig varme og lys fra solen. Det havde monsieur Perralt ikke taget højde for. Miseren blev løst ved, at alle glasfelterne blev udstyret med træplader – og så var der sgu ikke meget gennemsigtighed tilbage. Men bøger er vel heller ikke just gennemsigtige.

Hvorfor udvide?

Tilbage til det 120 millioner kroner dyre projekt, som Bornholms Kunstmuseum har i støbeskeen.

Hvorfor skal Kunstmuseet udvides?

Ifølge direktøren: ‘Hvis vi ikke tilføjer noget nyt, kommer der ingen gæster.

Ja, det sagde han.

Nej, der blev ikke spillet DET ER SÅ YNDIGT AT FØLGES AD, da brudeparret gik ud af kirken. Men til gengæld WE ARE SAILING til ære for den gamle sømand, som nu åbenbart er sejlet videre. Foto©JørgenKoefoed.

DENNE BLOGS FØLGERE læste måske Bloggen 15. juni, hvor der var en fyldig reportage fra et celebert kirke-bryllup i Gudhjem: SJETTE GANG ER LYKKENS GANG. Det var den stormomSuste Campus-direktør Mads Kofod, der denne dag gentog sit rådhus-bryllup med kunstneren og fotografen Suste Bonnén. For Mads var det anden gang og for Suste var det sjette gang, at bryllupsklokkerne ringede.

Men ægteskabet varede ultra-kort. Det sprak. Efter lidt over fem-en-halv måned kunne bruden udsende denne meddelelse. Med svar fra brugommen nogle timer efter:

13. august kl. 10:39 Suste Bonnén Kofod på sin  Facebook-side

KÆRE ALLE. Som den værste skæbne, der kan overgå en havfrue, har jeg nu prøvet at miste min stemme. Jeg føler, at jeg blevet revet ud af et favntag. Voldsomt.

Det skete da Mads fortalte, at han ville skilles efter kun otte ugers ægteskab.

Jeg er ulykkelig og slet ikke færdig med at elske. Men jeg har underskrevet skilsmissepapirerne, for er der noget, jeg ikke synes, man skal kræve, så er det kærlighed, når den anden er holdt op med at elske.

Nu skal mit hjerte hele, og jeg har gode mennesker omkring mig. Mine veninder trøster og styrker mig og hjælper mig på hver deres måde op på land igen. Vi er alle chokeret.

Den Lille Havfrue blev opløst som skum på havets overflade – og forsvandt, men jeg skal nok komme op på land igen. For jeg tror stadig på kærligheden. Og jeg ved godt, at den altid ender med en sorg; jeg vidste bare ikke, sorgen ville ramme mig så hurtigt ­– og så hårdt.

14. august 2016 kl. 04:20: Suste Bonnén Kofoed på sin Facebook-side:

I DENNE SENE NATTETIME , mindre end et døgn siden, at jeg nødtvunget krøb til tasterne, og fortalte jer venner her om min sorg over, at Mads ville skilles fra mig, sætter jeg mig igen til harddisken, for at prøve at forstå hvad der er sket.

Den tomhed der opstår, når en meget stor forelskelse ophører, den mildnes faktisk af alle jeres meningsfyldte breve til mig . Her og bagom. På mails og som opringninger. Tak for dem alle. Jeg har læst dem igen og igen. Tak.

Tænk, det hjælper at udfylde fraværet af tosomheden, af kærlighedens smerte, med en anden form for kærlighed.

Sådan opfatter jeg jeres “likes” og kommentarer. Jeres ord giver mig styrke.

Og så alligevel: Det er svært at forstå. Ingen er døde . Ingen er syge. Men vi var bare så lykkelige – for så kort tid siden.

14. august 2016 kl. 8:30 Mads Bonnén Kofod på sin  Facebook-side:

SUSTE OG JEG BLEV GIFT i hemmelighed den 3. marts i år på Frederiksberg Rådhus. Og det fejrede vi med en bekræftigelse og bryllupsfest den 15. juni. Nu, et lille halvt år efter vielsen er vi blevet skilt, og det er uendelig sørgeligt. Der er så mange dejlige ting og så meget stor kærlighed, vi kan glæde os over sammen, men forskelligheden blev for stor for mig. Det ændrer ikke på, at Suste er en fantastisk dejlig kvinde, som har givet mig så meget kærlighed og livsglæde på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg måske trængte allermest til det. Det sætter måske skilsmissen i perspektiv, at jeg for et år siden mistede min første kone til en ond lungecancer, som efterlod mig og vores to drenge i stor sorg.

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.
På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Peer Søndergård med sin hjemmegjorte KAGEDÅSELAMPE. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITAL 12: KURS VENEZUELA

DET SKIB, jeg skulle med, var ikke kommet endnu, men det kom senere på dagen. Det var en tankbåd på 17.000 tons, M/T GRØNLAND. Rederiet var Det Dansk-Franske Dampskibsselskab – også kaldet Dansk-Fransk.

Det var spændende at flyve, men det var uhyggeligt spændende at gå ombord  på et skib, som jeg selv skulle med. Leve, arbejde, spise og sove i. Det fik hjertet til at slå meget hurtigt. Alt det jeg havde drømt om, var nu virkelighed.

EN MEGET UNG MASKIN-ASSISTENT

En mand kom – jeg tror, det var en matros – og spurgte mig, om jeg var den nye messedreng????? ’Nej, jeg er den nye maskin-assistent, og jeg vil gerne tale med 1ste mester’. Det fik jeg lov til.

Han var en ældre, rødmosset herre. Han gloede på mig, uvist af hvilken årsag.

’Jeg har et brev til Dem fra rederiet, værs’go’.

Han tog brevet og læste det med det samme. Da han var færdig udbrød han: ’Det var som syv satanner. Hvor gammel er De??????’

’19 år, hr.’

Det viste sig, at jeg var kommet i stedet for en 4. mester. Ham der var på skibet, skulle over på et andet, derfor de kraftige udtryk.

BLØD OPSTART

Alt var virkelig nyt for mig. Der var en underlig lugt ombord. En blanding af mad og diselolie. Højst besynderligt, men stadig euforisk … indtil jeg lukkede døren op til maskinrummet. Der fik jeg et chok.

Jeg var så chokeret, at jeg havde mest lyst til at rende min vej. Men jeg var jo i England, så der var for langt hjem, så jeg blev.

Tankerne for igennem mit hovede. Hvad nu hvis de sætter mig til noget, som jeg gør forkert og jeg ødelægger noget?

Men jeg havde glemt, at det var voksne mennesker, som udmærket vidste, hvad jeg var værd. Man sætte ikke sig selv i centrum, når man ikke er herre over situationen, men gør det, når du ved, du kan. 90% af de bekymringer man gør sig, bliver aldrig til noget.

Jeg skulle være dagmand, hvilket vil sige: Reparatør og forefaldent arbejde om dagen. Når der var manøvre skulle jeg passe maskintelegrafen og skrive manøvrerne ned samt tage tidspunkt. De skulle gerne være overens med broens i tilfælde af kollision.

HAVET SOM EN KVINDE

Jeg var en meget lykkelig, ung mand. På vej til Venezuela med M/T GRØNLAND. Det var pragtfuldt at være til søs. Jeg elsker havet. Det er som en kvindes sind. Uberegneligt. Den ene dag stille og nærmest dovent, for så at skifte til en frisk tag-fat med vinden, som kan sammenlignes med en kvindes muntre latter, der kan være yderst smittende.

Havet er dragende, som den tiltrækning kvinder har på mænd. Man får lyst til at springe i det. Ligesom at elske med hende i sengen … for så at skifte til det vildeste voldsomme. Som om der var noget indestængt i det, som skal ud. Så bliver man bange. Kvinder kan gøre mænd bange. Men når stormen har lagt sig, bliver det stille igen. Som forsoningens sødme mand-kvinde efter et skænderi og solen atter skinner, står op og går ned i smuk harmoni.

LAND I SIGTE

På tredie-dagen kom en ø-gruppe til syne. Hvad kunne det dog være??? Da vi befandt os i Sydatlanten var mit gæt Azorerne. Forsigtigt spurgte jeg en matros, som nikkede bekræftende. Jeg kom til at tænke på min Mor. Telegrafisten havde sagt ’hvis De har lyst til at sende et telegram, var jeg velkommen’. Det havde jeg. Hvad var mere nærliggende: ’Passeret Azorerne. Alt vel’. Så kunne hun se på landkortet, hvor jeg var.

Efterhånden som dagene gik, blev det varmere, hvilket også var et positivt aspekt, når man til dato kun havde været i Norge og Sverige.

Overraskelserne blev ved. En dag kom jeg på dækket, lå der flyvefisk. Det er en meget interessant fisk. Når den bliver jaget af større fisk, flyver den ud af bølgerne, og når så skibet går i søen, lander den på dækket til skue for sømanden.

Mange tror at livet til søs er kedeligt og trivielt. Men det er det ikke. Der sker utroligt meget og med stor variation. Men man skal have øje for det. F.eks. solopgang. Farverne varsler en ny dags komme. Lyset som overlister mørket. Farvernes spil i skyerne. Skibet får en anden dimension. Det virker nærmest som et rumskib i uendeligheden. Kun vand og univers. Solnedgang som varsler, at dagen er brugt. Farverne bliver mørkere. Natten kommer. Stjernerne bliver tændt. Hele dette vældige rum får evigheden til at være en realitet … og ikke bare et begreb.

Man stiller det ene spørgsmål efter det andet, som der er en forklaring på. Ja, det er der på alt her i livet. Måsker er man ikke gammel nok til at godtage dem endnu.

Fortsættes …

HERUNDER BRINGES DE FOREGÅENDE KAPITLER,
SOM HAR VÆRET BRAGT PÅ BLOGGEN:

KAPITEL 1: AT SKRIVE OM SIT LIV

SOMME TIDER kan man få en ubændig lyst til noget. Man kredser om tanken. Kan ikke blive fri. Tankerne trænger sig på … og på et eller andet tidspunkt giver man efter. Nu tænker du nok, det er en ny bil, sex eller noget så banalt som en øl. Men det er noget af helt andre dimensioner.

Nej, ved du, hvad jeg har lyst til? Jeg har lyst til at skive om mit P.S.-liv. Det er såmænd ikke noget særligt, men jeg tror, at der er dybder i et hvert menneskes liv. Noget at se tilbage på.

ENGHAVEVEJ VAR BARNDOMMENS GADE

DA JEG BLEV FØDT, var min storesøster Nancy allerede forlovet med Willy, som senere blev min svoger. Der er nemlig 13 års forskel på mig og hende og 11 år på min anden søster Erna. Så det var en efternøler, der kom til verden på Enghavevej 208. Det var lige på hjørnet af Sydhavns Plads og Sydhavnsgade … nu hedder den Borgbjergsvej.

Det må have været en svær fødsel for min Mor, for jeg vejede 10 pund. Jordemoderen skulle have sagt: ’Sikken en dejlig, stor dreng, fru Søndergaard’ … og det er jeg stadig … 105 kg i skrivende stund.

Min Mor og Far havde det ikke altid godt sammen. Jeg er nok blevet til i forsoningens sødme. Nå, tak for det!

FATTIG-30’ERNE

30’ERNE VAR EN VANSKELIG TID, så det var små kår Peer Søndergaard kom til verden i. Man skulle være lykkelig for en to-værelses, og det var lige netop sådan en min Far og Mor havde. Fem mennesker i en to-værelses. Det siger sig selv, at der var småt med plads, så hvad gør man så? Ja, man lægger den lille ny i en kommodeskuffe!

Som sagt var 30’erne en vanskelig tid. Nå, ja, hvornår har det ikke været det?! 20’ernes livsglæde var forbi, og det løsslupne liv var ovre. Sorte skyer drev igen sammen. Depression, arbejdsløshed og Hitler gjorde det ikke lettere.

Min Far som var typograf var meget arbejdsløs. Han havde kun arbejde, når Kraks Vejviser og Telefonbogen skulle trykkes, så pengene var små i Sydhavnen.

Min Mor sled i det med at sy for folk, men alt det tænkte en lille dreng slet ikke på. Når man ser fotos af mig, griner jeg altid og  er rund og trind. Jeg har i min opvækst aldrig følt, at vi manglede noget.

DER SKAL VÆRE TO x E

’HVAD SKAL DRENGEN HEDDE, Ella?’ Det hed min Mor. Min Far hed Martin. ’Han skal hedde Peer’, sagde min Mor, ’og det skal staves med to e’er’. Det er der en særlig historie bag. Som sagt var det i 30’erne, jeg blev født. Der skete så meget på verdens arena den gang. Hitler kom til magten, ulykkelig vis, og Prisen af Wales abdicerede, fordi han blev forelsket i Miss Simpson. Men hvad har det med mit navn at gøre?

Jo, det har det i høj grad. Det engelske kongehus var aktuelt stof, det er det stadig. De har mange titler, der i blandt en Peer, som er en Hosebåndsridder … den højeste orden i England. Og da min Far og Mor var lidt snobbede uden at ha’ noget at ha’ det i, så blev jeg kaldt Peer med to e’er.

FAR DØDE

DESVÆRRE NÅEDE JEG ALDRIG at kende min Far. Han døde da jeg var 1,5 år gammel. En dårlig tand og en mindre dygtig tandlæge … ja, tænk engang … så lidt skulle der til. Pencilin’et var ikke opfundet, og betændelsen bredte sig til hjernen. Ja, sørgeligt nok!

Jeg har ladet mig fortælle, at han var en spøjs fyr. Han var pukkelrygget, hvilket måske gjorde, at han var en enspænder. F.eks. har min Mor fortalt, at når han skulle møde på en ny arbejdsplads, kom han med vilje for sent, hvor andre helst ville gøre en god figur.

Fuld af mindreværd satte han sorte rullegardiner op, så man ikke kunne se, om der var nogen hjemme. Det kan selvfølgelig være meget rart, når man er nygift, men det bliver man jo ikke ved med at være. Men alle har gode og dårlige sider ved sin person.

Min Far var helt vild med radio og musik. Jeg tror, hvis han havde levet i dag, havde han haft det dyreste B&O-anlæg, man kunne få. ’Hør, Ella’, sagde han tit, men Ella kunne ikke høre noget. Hun var nemlig ikke musikalsk.

Min søster Erna har fortalt, at Far var en rigtig vogter. Han passede på os som en smed. Det er da en god egenskab. Samtidigt var han meget kvalitetsbevidst. Han købte dyre ting … dog uden at have pengene til det.

Men uanset hvordan ens Fars personlighed var, er det nok godt, at have sådan én. Jeg tænker tit på, hvordan min opvækst var blevet, hvis jeg havde haft ham.

Det kan være svært for en mor, at styre en knægt. Og svært er det selvfølgelig, at være alene med to opløbne tøser med en lillebror. Selv nu hvor jeg er 63, siger de: ’Det er min lillebror’. Irriterende!’

ALENE-MOR MED TRE BØRN

MEN DET VAR sikkert meget belastende for min Mor. Hun skulle jo tjene penge. Det gjorde hun ved at sy. Herrebenklæder syede hun. Hun gjorde det hjemme. Hvorfor? For at være hjemme for sine børns skyld. Hun var meget selvopofrende. Hun kunne tjene mere på en systue. Så vi har aldrig været nøglebørn. Tak, Mor!

Apropos nøglebørn var begrebet så småt begyndt den gang. Desværre har det udviklet sig enormt til stor skade for samfundet efter min mening. Den tryghed det var for mig at vide, at min mor var hjemme havde stor betydning. Så stor at jeg besluttede at mine børn aldrig skulle på institution, og at min kone så vidt muligt skulle være hjemme, når de kom fra skole. Det har de også senere udtrykt stor glæde ved.

KAPITEL 2: DEN STORE FÆLLESGÅRD

SYDHAVNSKVARTERET ENGHAVE, FREDERIKSHOLM består af store boligkarréer med lukkede gårde. Vores gård var særlig flot, fordi inspektøren boede i den ene ende og havde en stor anlagt have med mange træer og buske og en græsplæne med et springvand i midten. Denne gård var mit et og alt. Og den var så stor, at vi ikke havde behov for at løbe og lege ude på gaden. Det gav i sig selv en stor tryghed.

Vi børn havde et bestemt kaldesignal. Uh-uh. Ganske enkelt op med vinduet. Uh-uh blev der svaret. Uh-uh, så var det bare med at komme ned at lege.

EN VRIMMEL AF BØRN

GÅRDEN VRIMLEDE med børn i alle aldre. Små og store. Fra tidlig til sent var vi nede at lege. Skulle vi have noget at spise, havde vi ikke tid til at gå op. Vi kaldte: ’Mor, kast en mad ned’. Så kastede hun en mad ned og så tilbage til legen.

Fodbold, sjippe, hinke, spille kugler, løbe med trillebånd, et-tag-fat, skjul, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, fri for lur på alle sider og kanter, spille terre (det var vi skrappe til), terningespil.

For nogle år siden tog jeg mine drenge med til Sydhavnen for at vise dem, hvor deres Far var vokset op. Jeg glædede mig til at vise dem gården, men tænk, der var ikke et øje. Min dejlige gård var tom. Ingen glade børn. Ja, tiderne har forandret sig. Nu sidder de oppe i lejlighederne og spiller computer og glor videofilm.

Der skete selvfølgelig meget i gården. Blandt andet husker jeg en episode. En af de store drenge ville af med sit legetøj. Han syntes sikkert, at han var blevet for stor til det, så han kastede det i grams. Vi sloges selvfølgelig om det, mens han frydede sig. Han havde også en seksløber. En stor flot en. Den var lavet af tin og var til knaldhætter. Den skulle der løbes om kap for at få, så alle drengene stillede op til løb. Jeg vidste, at jeg ikke havde en chance, men jeg begærede den pistol. Mens de andre spurtede af sted, overtalte jeg den store dreng til at give mig den. De andre drenge blev selvfølgelig rasende og lovede mig tæv. De var godt sure på mig længe. Desværre havde jeg den kun kort tid. Jeg tabte den og den gik i stykker. Og hvad kan man så lære af det? Ja, arbejd for det du ønsker, så varer glæden længere.

MINE KAMMERATER

JEG TÆNKER TIT på mine kammerater. Holger, Jørgen Malmberg, Vagn, Børge, Preben Vestergård, Jørgen Pedersen, Bent Heise, Mogens Sørensen, svenske Per og pigerne: Ninna, Bente, Tykke Lis, Lis Hansen og alle de andre. Hvor er I henne? Er I glade, og har I haft et godt liv?

KAN DU HUSKE?

DET KUNNE VÆRE interessant at møde jer igen. Så skulle snakken rigtig gå: Kan du huske den gang? Jørgen Malmberg ville sikkert sige: Peer, kan du huske, du var forelsket i Ninna. Det var jeg grænseløst, men jeg fik hende aldrig.

Og Holger, hvis far var [spor]vognstyrer på Linie 3, ville nok grine, så hans store flyveører blafrede, når han talte om, hvordan vi kælkede med Tykke Lis. Hun havde et smukt ansigt og nogle store bryster, så når vi kælkede med hende, sad hun foran, og vi drenge fik lov til på skift til at tage hende på patterne. Hvor Tykke Lis er blevet af, ved jeg ikke, men Holger blev gift med Bente, Ninnas veninde.

DET SORTE SPROG

VI VAR GODE KAMMERATER, selv om atmosfæren var hård. Det sorte sprog i sproget, det jeg i dag kalder sydhavnsk, havde sin egen klang. Min klasselærer yndede at sige, når vores sprogblomster blev for kraftige: ’Vort modersmål er så dejligt, det har så mild en klang’.

Vi sagde tingene, som de var. En spade var en spade, en skovl en skovl, en tissemand en …. (censur). Det modsatte en ….. (censur), et dumt svin var et dumt svin og en kammerat en kammerat.

Vi havde vores egne love, som blev håndhævet med tæv. Der var ingen slinger i valsen. De store beskyttede de små og de store tævede hinanden i gensidig respekt for udfaldet.

Når vi spillede fodbold var vi Frem’ere, og det er vi stadig.

MUSIKKEN PÅ REJSEGRAMMOFONEN

VORES GÅRD var forum for alt …. også musik. Vi spillede 78’ere på rejsegrammofonen. Vi sad drenge og piger og hyggede os. Det var Louis Armstrong, Benny Goodman, Tommy Dorsey, Duke Ellington, Stan Kenton, Jack Tiergarden og Glen Miller for blot at nævne nogle. Alt sammen vidunderlig, svingende musik til forskel på den rædselsfulde rock unge mennesker hører nu til dags.

Og så var der alle schlagerne, som vi hørte på Giro 413 om søndagen. Men så kom Holger, som for øvrigt var meget musikalsk, med en long-playing-plade. Så var det slut med den optrukne rejsegrammofon.

Hele den udvikling, der er sket i den retning, er sket i min tid. Det er ubeskriveligt.

Vi hørte ikke musik hele tiden. Det var en eksperimenterende tid. På et loft sad vi og blandede svovl og andre ting sammen for at lave krudt. Det skulle vi prøve af i gården. Der skete ingenting indtil vi en dag fremstillede en rørbombe. Den sprang med et ordentlig brag, så vi blev bange. Ikke mere af den slags.

KAPITEL 3: DA KRIGEN KOM

DEN 9. APRIL 1940 var jeg seks år. Det er en dag, jeg husker tydeligt. Min Mor og jeg skulle over på Statens Serumsinstitut. Jeg skulle vaccineres mod kopper. Enhver ved, hvad der skete denne dag. Tyskerne besatte Danmark. Andre var nok blevet blevet hjemme på denne dag, men min Mor var en handlekraftig kvinde, og vaccineret det blev jeg. På trods af tyske tropper, kanoner, flyvemaskiner og krigsskibe forcerede min Mor og jeg Langebro og kom til Seruminstituttet, som ligger på Amager, og kom helskindet hjem igen.

SAMMENHOLDET

KRIGEN VAR på en måde en mørk og kedelig tid. Men også en sammenholdets tid. Som Helge Kærulff-Schmidt sang: ’Vi er jo alle i samme båd’ eller Liva Weel: ’Man binder os på hånd og mund’. Men man kan ikke binde ånd.

Det var en tid, hvor der blev diskuteret politik og holdninger. Jeg har altid haft den opfattelse, at hvis man havde en idé, skulle man træde frem med den. Sådan havde min Mors familie det. De fleste var kommunister og mine onkler var modstandsmænd. Ikke 4. maj-frihedskæmpere, men rigtige sabotører. Min onkel Hermand fremstillede bomberne og min onkel Svend fyrede dem af. Han var også med til at likvidere stikkere. Og der gik rygter om, at Hermand var med til at sejle Niels Bohr over til Sverige.

Min onkel Svend var en stor chamør, hvilket gik ud over andre end tyskerne. En dag kom jeg ned til min Mormor. Jeg skulle altid komme ad køkkentrappen og banke et bestemt signal. Hun boede to opgange fra os. Da jeg kom ind, sad der en tre-fire mænd og deres maskinpistoler lå på spisebordet. Det fortæller lidt om tidens alvor.

Da krigen var forbi, lærte jeg dem alle sammen at kende. Alle prægtige mænd fælles om én sag: At drive tyskerne ud af Danmark. Men også for at få en bedre verden bag efter. Det lykkedes desværre ikke.

SABOTAGER I SYDHAVNEN

SYDHAVNEN OG VALBY var fabrikskvarterer. Der gik næsten ikke en dag, uden der lød nogle ordentlige brag og skyderier. Hollesens Fabrikker, Allways – ikke ultra – men radiofabrik, B&W Teglholmen, Adler, Kulkranerne i Sydhavnsgade, Ford, Tuxham i Trekronergade, Vægtfabrikken på Stubmøllevej for blot at nævne nogle.

Pludselig en dag jeg var nede hos min Mormor, kom tyskerne farende og stillede en maskinkanon op og begyndte at skyde vildt lige uden for hendes vinduer. Jo, der skete noget hver dag.

En tysk deling soldater marcherede gennem gaden syngende: ’Wir fahren gegen Engeland’ og ’Alte Kammeraden’. Det var jo en statelig hær, der invaderede os, men som årene gik, blev den mere og mere ynkelig. Man fik helt medlidenhed med de stakkels mennesker. Til sidst var de kun laser og pjalter.

EN SVÆR TID

2. JULEDAG 1944 lød der pludselig skud. Vi for hen til vinduet og så en mand løbe væk og en anden lå blødende på jorden. Det var en Hipo-mand, der var blevet likvideret.

Ja, krigen var stadig i gang, og den kunne mærkes på mange måder. Det var extremt kolde vintre, og der var ingen brændsel. Det var specielt svært for en enlig mor. Hendes brødre som skulle være de første til at hjælpe hende, var jo travl optaget af krigen. Men drengen Peer lå ikke i kommodeskuffen mere, den var byttet ud med en harmonikaseng, han stjal kul fra tyskerne sammen med Holger. Ovre i Scandiagade stod jernbanevogne fulde af kul, og når vagtposterne var nede i den ene ende, sprang vi drenge op, og hev kul ned. Så gik det hjem med kul på vores slæder. Det var ellers nok noget, der gav varme. Det var herligt og spændende.

Men alting har en ende, og den 4. maj, viste det sig, hvem der var hvem. Nogle havde travlt med at komme væk, og andre med at komme efter dem.

KAPITEL 4: DEN FORBANDEDE SKOLE

DET SIGER NÆSTEN SIG SELV, at jeg gik i skole under krigen og i efterkrigstiden. Det undrer mig at alle de børn jeg siden er blevet velsignet med alle er boglige, hvilket man langt fra kan sige, jeg var og er. De otte år jeg gik i skole var et sandt helvede, og en af de lykkeligste dage i mit liv var, da jeg gik ud af den.

Nu var forholdene ikke de bedste under krigen og efter. Men det var ikke det, for selvfølgelig kunne man lære noget. Det var min indstilling, der var negativ. Havde min Far levet, var det nok blevet anderledes. I dag ved jeg godt, hvad der skulle til. Mere myndighed i hjemmet. Min Mor kunne ganske enkelt ikke overskue det.

Det var sådan, at jeg altid sad på sidste række. Det gjorde de såkaldt dumme og hver gang læreren spurgte om noget, lod jeg som om, jeg havde tabt noget på gulvet. Mærkeligt at læreren ikke gennemskuede det. På den både var vi begge dumme.

GOD TIL NOGET

MEN DER ER ALTID NOGET man er god til. Jeg var god til sløjd, samfundskendskab, geografi og sprog. Min tysklærer sagde engang til mig: ’Jeg ville give dig ug, hvis du ville læse på det. Men hvorfor skulle man det, når jeg kunne uden.

Med gymnastik var det helt galt. Men jeg var klassens helt, når jeg bestak læreren med cigarer, og vi fik håndbold. Cigarerne stjal jeg fra min moster Jenny. Hun var ansat på Nobels Cigarfabrik. Hun stjal dem selv, så hun kunne ikke sige noget.

Men når jeg havde cigarer med i skole sagde jeg:
’Må vi få håndbold i dag, hr. Ebert?’
’Nej, I har godt af gymnastik’.
’Nå, et var ellers en skam, jeg har 10 cigarer med i dag’.
’Nå, så lad gå.’
Og så fik vi håndbold.

Men på mange andre områder var han et dumt svin. Jeg kunne ikke fordrage ham.. Han var uretfærdig som de fleste.

SVØMNING I HAVNEN

OM SOMMEREN VAR DER IKKE noget problem med gymnastikken. Der gik vi til svømning i Gasværkshavnen. Nej, vi gik ikke, for vi løb der hen syngende, så vi var godt varme, når vi ankom, så det var godt med en dukkert. Det kunne godt være koldt, men det blev der ikke taget hensyn til. Her var jeg i mit es. Her var er ingen, der kunne lære mig noget. Udspring på hovedet fra vippe, dykke,  svømme under vandet. Det lille og det store Frisvømmermærke tog jeg let, hvor andre havde store kvaler. Og senere det samme med Livredderen.

DA SPANSKRØRET DANSEDE

I DE OTTE ÅR jeg gik i skole, fik jeg forskellige former for diciplinærstraffe. 3 slag med spanskrøret, som havde sin bestemte plads hos læreren, så alle kunne se det … uvist af hvilken årsag! 3 eftersidningstimer, som også blev kaldt ’svedere’ samt et utal af nakkedrag og kind-niv. Det var faktisk lige efter min skoletid, at det blev forbudt. Der var mange lærere, der var rene sadister. Men for lidt og for meget fordærver alt. Det kan man se på børns opførsel nu om stunder.

KAPITEL 5: FÆRDIG MED SKOLEN

DER ER NU GÅET 14 år af mit liv, og det begynder at forme sig anderledes. Som sagt før  var det en lykkelig dag i mit liv, da jeg kylede min skoletaske langt væk. Nu var det tid til at finde en læreplads. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad arbejde var. Mens jeg gik i skole havde jeg adskillige  bypladser. Jeg kørte med rulletøj, gik med den lokale avis, havde plads hos en grønthandler og hos en købmand.. Det sidste kunne være temmelig hårdt. Den var der 50 pilsnere i en kasse, og det var altid dem, der boede på 4. sal, der skulle have varerne bragt. Lønnen var 20 kroner om ugen plus diverse drikkepenge, som var meget mere end selve lønnen. Som Niels Hausgård siger: ’Der er altid arbejde nok til dem, der kan og vil’. Arbejde tager man ingen skade af, modsat det syn man har på den sag nu om dage, at unge mennesker ikke må arbejde. Det strider mod al sund fornuft …

HVILKEN UDDANNELSE SKULLE JEG VÆLGE?

NU VAR TIDEN TIL AT LÆRE NOGET, for at jeg kunne tjene penge. Jeg havde jo lært, at livet koster penge, og ikke som en stor dreng sagde til mig engang: ’Alt hvad der stå uden for forretningerne var gratis’. Den er fin, tænkte jeg og snuppede en honningkage. Da jeg kom hjem med den, sagde min Mor: ’Den må du hellere gå hen med igen’.

Det fag jeg skulle lære, var det, jeg skulle kunne ernære mig af resten af mine dage. Sådan var indstillingen den gang.

At blive smed eller maskinarbejder, det var sagen. Og det man vil, det bliver man. Det man ville, bliver man måske. Underligt at der er så stor forskel på de to ord.

Det viste sig at være et godt valg. Dette fag har bragt mig mange interessante oplevelser, som jeg ikke har villet været foruden.

Min Farfar var smed på centralværkstedet i København (Jernbanen). Han sagde: ’Når du bliver udlært, så søg ind til jernbanen, så er din lykke gjort resten af dit liv’. Jeg ved godt, hvorfor de gamle sagde det. De var hunderædde for at blive arbejdsløse. Men jeg har aldrig været tryghedsnarkoman. Jeg havde andre planer.

NEMT AT FÅ EN LÆREPLADS

NU TIL DAGS KRÆVES DER næsten en studenterexamen for at komme i lære. Men det gjorde det ikke i 1948. Det var en genopbygningstid, så det var forholdsvis let at få en læreplads. Det var min onkel Herman, der skaffede mig den. Han havde en modstandskammerat, der under krigen havde et værksted, der lavede maskinpistoler. De hed stenguns. Det gik fint under krigen, men nu skulle der produceres andre ting.

Det var en svær tid at gå fra skole til læreplads. Jeg var kun en hvalp, som ikke altid kunne se alvoren i livet. Derfor fik jeg mange hug af Mester og af svendene. Jeg lærte at se menneskerne fra en anden side, end jeg var vant til. Tit var de meget modbydelige mod hinanden …. også mod mig, der var yngste lærling.

En gang jeg blandede mig i svendenes samtale, fik jeg én på hovedet og blev spurgt om, at jeg så kunne holde min kæft, til jeg blev spurgt. Og det kunne jeg sagtens.

DAGLIGDAG PÅ VÆRKSTEDET

VI FREMSTILLEDE VÆRKTØJER til fremstilling af ringbind. De var noget anderledes end dem i dag. Vi havde også en produktion, som nogle damer tog sig af. Det var noget være rod, som jeg vil komme ind på om lidt.

Hos sabotøren var der kun én lærling foruden mig. Han hed Bruno. Han var altid så uheldig.. Nu skal I bare høre hvordan:

En dag vi sad og spiste vores frokost, fik vi et chok. Om formiddagen havde vi spildt noget fortynder på gulvet. Det blev suget op med noget savsmuld og fejet sammen i en bunke. Vi havde ingen frokoststue, så vi spiste vores mad på værkstedet. Da Bruno havde spist, tænfte han en smøg og kastede flegmatisk tændstikken over i savsmuld-bunken. Hille, du milde kineser, sikken brand. Det var nærmest en explosion, men selv midt i dramaet var der tid til at stikke Bruno et par flade.

Samme Bruno var også uheldig ved en julefrokost. Bruno var en rask, ung mand, der nok kunne drikke nogle bajere. Det gjorde de i øvrigt alle sammen også kvinderne. Midt i det hele kom en af svendene og spurgte,  om jeg lige kunne smutte hen og købe nogle kondomer, for nu skulle kællingerne ha’, hvad godt var. Jeg gjorde ikke nogen indvendinger, for det var ham, der en gang knaldede mig en lussing. Men jeg synes, det var noget rod, for de var alle gift … men ikke med hinanden.

På vej hjem fra denne julefrokost gik det galt igen for min uheldige lærekammerat. Han var efterhånden blevet godt træt i ansigtet og i Linie 3 blev han syg. Vi blev smidt af. Pludselig gik han helt ud. Der kom en ambulance, og han blev kørt på hospitalet, hvor han blev pumpet ud. I dag ville man ikke tage notits af det, men næste dag stod det i avisen. Det endte med at Bruno blev smidt ud af læren, og han forsvandt ud af mit liv.

FØRSTE OLYMPIADE EFTER KRIGEN

MIN LÆREMESTER BJØRN MADSEN var tosset efter damer, men det blev han også på mig. Peer Søndergaard var en glad, ung mand, som fløjtede og sang dagen lang, og ikke tog livet så alvorligt. Det var i 1948. I det år var der den første Olympiade efter krigen. Vi havde radio på værkstedet, og hvad var mere naturligt end at høre olympiade-reportage med Gunnar NU Hansen? Han talte så bejstret om alle datidens sportshelte: Greta Andersen, Karen Margrethe Harup, Raghild Hveger, Niels Holst Sørensen, guldvinder på 800 meter og senere general i Flyvevåbenet. Danmark vandt bronze i fodbold med navne som John Hansen og Johannes Pløger fra Frem – min klub – Ivan Hansen og Knud Lundberg fra AB. Carl Åge Præst fra ØB og Ejgil Nielsen på mål. Danmark vandt over Italien 5-3. Johan Hansen, som var expert i hovedstød scorede hattrick, og var den første danske fodboldspiller, der blev solgt til Italien. Han blev købt af Juventus for den enorme sum af 111.000 kroner.

Da min mester så, at jeg hørte radio i arbejdstiden, fik jeg den største skideballe, jeg til dato havde fået. Underlig fyr ham Bjørn, men måske havde han store problemer, for umiddelbart efter gik han fallit, og jeg måtte søge en anden læreplads. Det fik jeg ret let. Paradoksalt nok hos en forhenværende værnemager. Der var så mange forhenværende den gang.

KAPITEL 6: MESTER ROM-SØREN

MIN NYE MESTER blev kaldt Rom-Søren. Ja, livet er uretfærdigt. Sabotøren gik ned, men værnemageren overlevede. Værnemageren, der havde arbejdet for tyskerne, klarede sig bedre. Jeg har altid haft det svært med uretfærdigheder.

Måske var det på sin plads at forklare, hvorfor han blev kaldt Rom-Søren.

Da han som ung maskinarbejder på B&W – motorfabrikken på Christianshavn –  havde han et skab og i det skab … ja, gæt en gang! Hvad tror du, der var i det skab??? Godt gættet! Der var rom. Der blev drukket meget på arbejdspladserne den gang. Og hos Rom-Søren kunne man købe sig en dram. De sagde, at det var på den måde, han skaffede penge, så han kunne blive maskinfabrikant. Det er ganske vist, for en af svendene der hed Dregert, havde arbejdet sammen med ham, bekræftede at det var rigtig nok. Hvilket igen blev bekræftet af Harrald, en svend der stadig var på B&W, da jeg selv blev svend, og fik arbejde der.

DEN PÆNE MAND

ROM-SØREN, hvis rigtige navn var Svend Åge Sørensen, var en højst besynderlig person. Han var i perioder en nydelig mand i pænt jakkesæt og blød hat. Et par gange om  dagen kom han gående gennem værkstedet, og det gik fra mand til mand: ’Søren kommer’.

Han havde en hæslig vane. Han tyggede skråtobak og fy for den lede Augusta, som han kunne spytte. Hans harkere flød alle vegne. Af og til var det helt galt med ham. Så gemte han sig inde på sit kontor. Der sad han og tømte den ene flaske Clock-likør efter den anden. Det kunne han godt gøre en halv snes dage i træk uden at tage hjem. Han blev ikke vasket, og vi så ham kun, når han skulle på lokum … og sikke et syn.

Når han havde disse perioder, var der kun én, der måtte komme ind til ham. Det var cigar-damen henne på hjørnet. Det var hans elskerinde. En nydelig kvinde. Om man begriber hun kunne gøre det.

LØNNINGSDAGEN OG DE ANDRE DAGE

NÅ, SÅDAN ER DER så meget. Men så lidt om torsdagen. Det får mig til at tænke på min løn som lærling. Det første år fik jeg 19,20 kroner om ugen. Det steg til 35,37 kroner om ugen det sidste år.

At være i lære som maskinarbejder, foregik på følgende måde: I kortere eller længere perioder arbejdede man ved de forskellige maskiner. Drejebænk, fræser, schapper, langhøvl, diverse slibemaskiner samt skruestiksarbejde.

Vi var gode til at fremstille værktøjsmaskiner … altså sådanne som vi selv betjente. Det vi fremstillede gik til eksport. Noget arbejde var interessant, andet kedeligt. Jeg stod ved en langhøvl et stykke tid. Når der blev sat spån til, kunne der godt gå flere timer, inden den var færdig, og hvad gjorde man så?

En tur på lokum, og det var rigtige lokummer. Der sad vi så og sked på rad og række. Der var ingen døre men en skillevæg mellem hver tønde. Af og til sad vi der bare uden at have bukserne nede. Nogen gange kom mester og overraskede os. Han blev tosset: ’Sidder I bare der og tør-skider!’ Så kunne vi nok se at komme ud i en fart og på vejen ud, fik vi et los i røven. Underligt, ikke!?

KAPITEL 7: EFTER VERDENSKRIGEN

EFTERKRIGSTIDEN VAR en udfordringens tid for en ung maskinlærling. Der var mange muligheder. Man kunne emigrere til Canada, Venezuela, Sydafrika, Australien eller tage ud og sejle jorden rundt. Alt det drømte vi om. Vi talte om, hvordan det ville være at opleve varmen, palmerne, pigerne, de sorte, de skævøjede. Alt det som krigen havde lukket af for, og som man kun kunne opleve med livet som indsats som soldat.

Der blev krævet meget af en lærling. Vi arbejdede fra kl. 7.00 til 16.00 mandag til fredag. Lørdag til kl. 13.00. Weekend hed det, men i vinterhalvåret skulle vi på teknisk skole hver anden dag. Som sagt fik vi fri kl. 16.00, men kl. 17.30 skulle vi være på teknisk skole til kl. 21.00. Der var ikke meget fritid. Der blev demonstreret for en dag-skole, som man har i dag.

DEN LANGE LÆRETID

LÆRETIDEN SNEG SIG af sted. 4 år og 10 måneder er lang tid. Mange gange havde jeg lyst til at springe, især når andre kom hjem efter at have været ude at sejle. Åh, hvor det trak i det højre ben. Men tak til min Mor. Hun sagde: ’Du kan gøre lige, hvad du vil, når du er udlært’. Og det gjorde jeg.

DE ANDRE LÆRLINGE

HOS ROM-SØREN var der mange lærlinge. Lad mig fortælle lidt om dem.

Der var Henning, som blev kaldt Røde-Karl. Hvorfor? Fordi han var, ja, rigtig gættet, rødhåret. Han var en god kammerat.

Jørgen, som senere fik navnet Rom-Jørgen. Det har en anden forklaring.

Knud Nybæk var en enspænder, som var overladt til sig selv. Hans far var maskinmester hos Stillings i Valby. Knud havde bygget sit eget hus sin far og mors have. Knud tog ikke tingene så tungt. Husets opvarmning var en hel masse varmelegemer, som hang frit ude i luften, så man skulle passe på ikke at støde til dem. De lyste i mørket. De var rødglødende. Det var egentlig ret hyggeligt. Knud var meget experimenterende. De aluminiumsstiger, som alle har i dag, var han med i til at begynde med. Knud var også en af dem, der gjorde alvor af det, han talte om, til stor opmuntring for mig. Han fik senere hyre hos ØK, som sejlede på Fjernøsten. Det var en stor oplevelse for mig, da jeg fik lov til at besøge ham på skibet i Københavns Havn. Men Knud forsvandt, som så mange andre.

Henning var en ordinær person. En af dem der godt kunne stå ved en drejebænk på den samme fabrik hele livet. Beundringsværdigt eller hul i hovedet? Døm selv!

Jørgen var også en af dem, jeg drømte sammen med. Vi skulle erobre verden, men han var af den type, som Osvald Helmuth sang om i visen ’Ved Kajen’. Han blev hurtigt forlovet og gift. Dermed forsvandt drømmen om flugten ud i den store verden.

Jørgen, som senere blev til Rom-Jørgen, kommer vi tilbage til i et senere afsnit.

PENGENE VAR SMÅ

LÆRETIDEN VAR en tid, hvor jeg var temmelig bundet af lærekontrakten. Pengene var små og mulighederne få. Selv om en biografbillet kun kostede 45 øre på de tre første rækker og fra række 4-17 75 øre og resten af salen 1 krone 20 øre, var det svært at få pengene til at slå til. Jeg betalte det halve af min løn hjemme, hvilket var sundt.

KAPITEL 8: KVINDEN I MIT HJERTE

I LÆRLINGEPERIODEN var der en kvinde, som havde en stor plads i mit hjerte. Det var min Mormor. Kristine Jørgensen var en usædvanlig kvinde. Som ung var hun meget smuk, hvilket min Bedstefar Jens så længe før mig. Det blev mit held, for så kunne jeg selv blive til. Min Mormor kunne sommetider godt være foruden ham. Lige så selvopofrende min Mormor var, lige så selvisk var min Bedstefar.

Man kan sige, at modsætninger mødes, men afsløres først hen ad vejen. Min Mormor fik 14 børn, hvor kun de 7 levede til en høj alder. Min Bedstefar var fordrukken, så vilkårene for min Mormor var indlysende hårdt arbejde og uhyrligheder som følge. Rengøring tidlig om morgen, passe rulleforretning om dagen, og så stå til tjeneste for Bedstefar, når han kom fuld hjem. Sikke et liv med så mange børn. Med sådan en tilværelse skulle man tro, at hun var et bittert menneske, men det var ikke tilfældet.

FAMILIENS SAMLINGSPUNKT

HUN VAR SMUK i skind og sind. Man kan sige, at hun lærte ydmyghed af det, hun led … lige som Jesus, men hun var ikke religiøs. Hendes udstråling bevirkede, at hun var samlingspunkt for hele familien.

Den del af familien, der boede inde i byen kaldte hende Bedste. Hun var min Mormor. Hos hende fandt jeg et fristed. Der var så dejligt i hendes stue. Det var så hyggeligt, som hun sad der i sin stue og lavede håndarbejde. Hun hæklede lyseduge, strikkede de pragtfuldeste sokker, man kunne tænke sig … og det gjore hun til hele familien. Hun brugte hele sin pension på materialer og fik sjældent tak.

Disse stunder hos min Mormor var præget af ro. Det var før fjernsynet. Det var ikke fordi vi talte så meget sammen, men det var ligesom om vi tavst forstod hinanden. Hun havde mange gode blade og spurgte ikke om noget, som min Mor altid gjorde. Mor var nærmest ulidelig på det punkt.

BJERGENE AF ÆBLESKIVER

JA samlingspunkt, det var Mormor altså. Sikke nogle familiefester, der blev holdt hos hende, og altid med et fast traktement. Mormors æbleskiver, som hun bagte i bjerge, var efter en speciel opskrift. Hun brugte kun kærnemælk. Selv om andre brugte hendes opskrift, blev de aldrig så gode som Mormors.

Måske fornemmer du som læser dette, at jeg holdt usigeligt meget af denne kvinde. Hun blev 84 år. Desværre var jeg ikke hjemme, da hun døde. Jeg var til søs. Da jeg fik meddelelsen, sagde jeg til telegrafisten, at nu bliver der ballade i familien. Ganske rigtigt. Hun var samlingspunktet og bolværket. Da hun ikke var mere, spredtes familien, og blev aldrig forenet igen. Men mindet om hende lever. Hun var et stort menneske … uden at tro på Gud eller Fanden.

KAPITEL 9: PIGER OG SEX

PÅ ET TIDSPUNKT i en drengs liv ændres ens syn på det andet køn totalt Fra at betragte piger, som nogle snottede, dumme tøser, ændres billedet af dem fuldstændigt. Det kommer samtidigt med, at kroppen gennemgår en forvandling. Personligt har jeg altid haft nemt ved at blive forelsket. Det er både dejligt og destruktivt sygt.

I gården var der en pige, der hed Ninna. Åh, hun var det dejligste, der kunne ses for mine øjne. Hun var rødhåret med hele ansigtet fuld af fregner. Men det blev aldrig Ninna og mig. Hun blev siden gift med min skolekammerat Poul Erik Rosengård Rasmussen. Måske var det fordi, jeg var længe om at blive modem, og hun var temmelig fremmelig. Heldigvis for det, for nu er jeg gift med mine børns mor Lizi. Hun er en enestående kvinde, som jeg vil beskrive senere.

LILLE BUTTEDE VITA

I STEDET VIL JEG fortælle om en anden pige fra Sydhavnen. En lille, buttet pige som hed Vita., Hun var den første pige, jeg fik lov at kysse, så det kunne mærkes. Vita fra K. M. Klausensgade rejste til New Zealand sammen med sin far og mor, og der er hun sikkert endnu. Hej, Vita!

SMUKKE LIS

DERIMOD LIS HANSEN – det var noget helt andet. Lis var en ung, smuk pige, som havde det svært med sig selv. Hendes hjem var ikke særlig godt. Hun talte tit om at ligge 3 alen under jorden, hvilket jeg blev dybt ulykkelig over, hun kunne sige. Sådan en smuk kvinde med fremtiden for sig. Tænk at have så negative tanker om livet. Det foruroligede mig meget, for jeg var altid selv glad – sang og fløjtede dagen lang.

Egentlig var Lis forlovet med Vagn – en af drengene i gården. Jeg kom meget i hans hjem, men så slog han op med hende. Som følge deraf havde hun brug for trøst. Det fik hun både af mig og min Mor, som var glade for hende. Vi var nærmest venner. Vi gik i biffen sammen, var hjemme hos mig, som hun følte som et fristed. Men som jeg altid har sagt til mine sønner: Man kan ikke være ven med en pige. Tiltrækningen er for stor mellem kønnene. Det var den også i dette tilfælde. Lis blev et problem. Jeg blev forelsket i hende, men siden opdagede jeg, at hun brugte mig. Man kan måske sige, hun øvede sig i at have en mand ved sin side. Nå jeg fulgte hende hjem, tog hun mig under armen, og det var altid hende, der gjorde det. Jeg måtte ikke.

En gang fik Lis mig til at græde og blive dybt ulykkelig. Det var i den periode, jeg var soldat. Marine-soldat. Det at fremstille ting, har jeg altid været glad for, så jeg lavede en bordlampe til hende, som hun kunne have på sit værelse. Jeg havde virkelig pudset og kælet for den, som var det at røre ved hende selv. Men da så det store øjeblik kom, hvor lampen skulle afleveres, var hun kold som is. Da forstod jeg, at det aldrig blev Lis og mig. Jeg græd i flere dage. Derfor: Forelsk dig aldrig i fantasien, hav vished for ideen ellers gør det ondt med tiden.

Hvor Lis blev af, det ved jeg ikke, men jeg håber hun har det godt, og har fået noget godt ud af livet. Hvis man leder længe nok, er der gode muligheder.

FØRSTE SEXUELLE OPLEVELSE

NOGLE MENNESKER SIGER: Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får. Det kunne godt være sagt om Vagns mor. Vagns far, Carl, var gift med Vagns mor Inger, fordi Carl reddede Inger fra at drukne på badeanstalten Sønderstrand, som lå der, hvor Sjællandsbroen ligger nu. Som sagt kom jeg meget hos Carl og Inger. For meget. Inger blev min første sexuelle oplevelse, som jeg lige vil nævne, men ikke uddybe nærmere og heller ikke andre.

KAPITEL 10: SÅ TIL SØS

EN MORGEN vi mødte på arbejdet, var der så koldt på fabrikken, så når vi startede maskinerne sprang proppene. Så vi kunne selvfølgelig ikke arbejde. Så da Mester kom på sin morgenrunde, var der helt stille. Han himlede op, om vi så kunne komme i gang. En af de ældste lærlinge sagde, at det kunne vi for fanden ikke, om han ikke kunne mærke, der var koldt? Så måske var det bedre, der blev købt noget kul. Så sagde han ikke noget. Måske kan du gætte, hvem lærlingen var? Ja, ganske rigtigt: Peer Søndergaard.

Men det hævnede sig, da jeg senere skulle lave et svendestykke. Der var normalt tre emner, man kunne vælge mellem: En pluto-stålholder, der bestod af fire dele, en stålholder med vugge til drejebænk samt en stilbar ridseklods bestående af 22 dele.

Jeg blev kaldt ind til Mester Rom-Søren. Han stod med et smørret grin.

’Kan du huske den dag i januar, da du var fræk?’

Jo, det kunne jeg godt.

’Derfor Peer har jeg valgt for dig. Du skal lave en stilbar ridseklods i svendestykke. Her er tegningerne.’

Jeg sank en gang, men det var nu alligevel skønt, at have sagt ham min mening.

Nå, jeg fik lavet de 22 dele, men det var ikke uden kamp. Der skete en katastrofe midt i hovedemnet. Jeg knækkede et bor. Det havde sat sig fast. Men som så mange gange før klarede jeg den. Som min moster Gerda altid sagde: ’Du er Lykkens Pamfelius’.

Da min Farfar lavede sit svendestykke fik han sølvmedalje, men det var med nød og næppe, at jeg selv bestod. Men nu var jeg svend, og da jeg havde givet en kasse øl (50 stk), kunne jeg glæde mig over, at få lov til at sige du til de gamle svende. Det var en lykkelig dag. Ikke længere bundet af en lærekontrakt. Fri som fuglen. Mester var ’rar’ og beholdte mig 2 uger. Der var en årsag til, at det ikke blev til mere. Han gik nemlig fallit.

APPETIT PÅ LIVET

DET VAR FORÅR, og alt så lyst og venligt ud, så jeg travede ud i den store verden med stor appetit på livet. Jeg fik arbejde på B&W i ’Afdeling 6 Værktøj’ hos mester Jessen. En flink mand. B&W satte yderligere fart i mine drømme om at komme ud i den store verden med skib.

Hver dag gik jeg ned i Prøvehallen, dér hvor de byggede de store skibsmotorer. Ih, hvor jeg beundrede og misundte disse mennesker. ’Du må gøre noget ved det, Peer. Go for it.’ Det man vil, det gør man. Det man ville bliver sjældent til noget. Endnu en gang stod lykken mig bi.

Min faster Grethe kendte en styrmand, som var ansat på statens mønstringskontor. Det blev min lykke. Hun sørgede for, at jeg fik en søfartsbog og med den i hånden, lå hele verden – og for den sags skyld Jorden – åben for mig, og jeg var ikke sen til at skrive et nyt kapitel.

KUFFERTEN STOD KLAR

PÅ B&W OM NATTEN. Søge hyre om dagen. Parat til at tage afsted. Kufferten pakket. Så ringede telefonen endelig 12. oktobner 1953 kl. 9.00 om morgenen. Om jeg kunne tage afsted med middagsmaskinen  til London?

Jeg skulle mønstre et skib, der hed M/T Grønland, der lå i Southhampton. Jeg var lige kommet hjem fra natholdet på B&W, så jeg trængte til et par timer på øjet, så det blev ændret til en maskine kl 16.00, der skulle til Amsterdam. Her skulle jeg så skifte til London. Den var jeg med på. Det var virkelig spændende.

KAPITEL 11: PÅ VEJ UD I DEN STORE VERDEN

EFTER AT HAVE sagt pænt farvel til min Mor,  hankede den unge mand op i kufferten, skød hjertet op i livet, mødte forhyringsagenten i lufthavnen, gik ombord i flyet til Amsterdam. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs … men også meget stolt. Underligt var det at blande disse to følelser sammen. Det var som at gå linen ud.

At flyve havde jeg aldrig prøvet. Men der stod den og brummede nok så hyggeligt, og det var egentlig ret beroligende. Det var før jet-tiden.

Som sagt skulle jeg skifte i Amsterdam, men jeg var vist ikke helt herre over situationen, for lige pludselig lød det i højttaleren: ’Mr. Sondergaard, your plane are ready, please go on board’. Det tog jeg ingen notits af, men da det gentog sig, gik det op for mig, at mr. Sondergaard det var mig. Og så skulle det gå stærkt ud til flyet. Knap var døren lukket bag mig før, maskinen lettede. Det var bælgmørkt uden for, men snart blev det et lyshav. Hvad kunne det mon være?

STORBYENS LYSHAV

London! Lys så langt øjet rakte. Storslået! Nu skulle det vise sig, om det engelske jeg havde lært af en nysproglig student til 2 kr. i timen kunne bære. Det kunne det! Omend det ikke var skoleengelsk.

Da rejsen ikke endte i London, skulle jeg med tog til Southhampton, der skulle køre fra Waterloo Street Station. Det var derfor nærliggende at tage en taxi. Det var en rigtig Londonner Taxi. Det var ingen dør, men en kæde ind til chaufføren, som talte udbredt cookney-engelsk. Det var svært at forstå, men meget fascinerende. Han sagde blandt andet: ’It’s a dirty weather to day’. Det kunne jeg give ham ret i, for det regnede.

På stationen var der et mylder af mennesker, ligesom man ser på film. Jeg fandt perronen og toget. Lokomotivet stod og pustede damp. Husk, det var før dieseltogene, og at det var England. Et land med kul og før BPs fund af olie i Nordsøen.

Kl. 23.00 engelsk tid var toget i Southhampton, som i øvrigt den gang var udskibningshavn for de store amerika-linere Queen Elisabeth og United States.

DEN BESKIDTE VERDEN

De var virkelig givet godt ud, de 2 kr. i timen. ’Can I have a room for to night, please?’ Det kostede eet pund. Dødtræt gik jeg i seng.

Den næste dag vågnede jeg ved, at det kløede så skrækkeligt på mit ene ben. Lopper! ’Hallo, this is the World og det beskidte England.’
Fortsættes …

Hver morgen når Ertholm stævner ud af Gudhjem Havn kurs Christiansø er Gudhjem Havnekor på plads med sang og musik. Foto©JørgenKoefoed.

En glad turist har i dag sendt denne mail til Christiansøfarten:

“Da jeg var 14 år (for 63 år siden) var jeg med skolen på Bornholm, og husker Gudhjem for figentræet.

I år var jeg så derovre igen, og havde den mest rørende og dejlige oplevelse i Gudhjem. Det var, da vi skulle med båden til Chr.Ø, og et kor sang os ud af havnen.

Jeg glemmer det aldrig, og nu er jeg ved at tude igen.

Tusind tak til alle for denne rørende oplevelse.”

Yrsa Trangbæk ææælsker nisser … og de elsker også hende. Foto©JørgenKoefoed.

DU TROR DET SIKKER IKKE – men i dag er der faktisk KUN fire måneder til jul. Og da du godt ved, hvor hurtigt dagene render, er det ikke spor for tidligt, at redde sig en julekalender-låge i Gudhjems store by-julekalender.

I år er det fjerde gang den finder sted. Som noget nyt har ophavsmanden Steiner videregivet det storslåede og velbesøgte arrangement til Yrsa Trangbæk. Hun bor ikke længere i ’Huset med Abetræet’, men i ’Huset med det fældede Abetræ – Åbogade 8 med indgang fra Kirkestien.

Yrsa ææælsker jul med alle dens nisser og hun ææælser også at bage. Derfor serverer hun hjemmebagt chokolade-roulade med kaffe serveret i plastic-bægre til sin egen kalender-åbning, som i år finder sted 1. december.

BLOGGEN: Yrsa, er det som om, der er en vis træghed i tilmeldingen på grund af, at låge-åbningerne bliver ledsaget af større og støre traktementer?

YRSA TRANGBÆK: Det ved jeg ikke. Jeg serverer min roulade, fordi jeg godt kan li’ at bage. Men i princippet behøver der jo overhovedet ikke medfølge et traktement. Det er samværet og julesangene, der er attraktionen.

BLOGGEN: Jeg er total enig. Apropos sangene: Sanghæfterne blev jo efterlyst her på Bloggen i januar. Det var pist forsvundet. Dukkede de nogensinde op?

YRSA TRANGBÆK: Nej, det gjorde de ikke. Derfor har jeg også selv lavet nogle nye. 20 af dem med noder og 40 uden. Så man kan nu medbring    e sin redekam med og spille med.

Bloggen har fået et eksemplar til gennemsyn og er imponeret over  kvaliteten. Alle er indsat i et plastic-chateque, ligesom hver af de 17 sange/salmer. Så nu kan der også synges i snevejr.

I skrivende stund er otte datoer beslaglagt og altså 16 ledige. Det drejer sig om datoerne – alle i december: 2, 3, 4, 5, 6, 7, 9, 11, 15, 16. 17 eller måske 18, 19, 20, 21, 22 og 23. Gudhjem Kirke har som sædvanlig sat sig på juleaften, hvor der synges uden for kirken et kvarter før gudstjenesten starter.

MELD DIG TIL NU, mens der endnu er mange datoer at vælge imellem. Yrsa tager imod – helst på yrsa@trangbaek.dk – næsthelst på sms til 23 84 34 64 og hvis pc’en og mobilen svigter eller ikke er tilstede: Et telefonopkald på 23 84 34 64. Men det er da også mulig at opsøge Yrsa på hjemmeadressen. Men skynd dig, der kan hurtigt blive udsolgt.

Rigmor Mydtskov fotograferet i ateliet i Østbanegade på Østerbro i København. Foto©HusetMydtskov.

Præsentation er vist overflødig – ingen tvivl om det er en ung udgave af Danmarks dronning. Foto©RigmorMydtskov.

Kongelig skuespiller Clara Pontoppidan. Foto©RigmorMydtskov.

To meget kändisser fra begge sider af Øresund: Skuespilleren Ghita Nørby og instruktøren Ingmar Bergman-. Foto©RigmorMydtskov.

DEN VELBESØGTE MYDTSKOV-UDSTILLING synger på sidste vers. Men du kan stadig nå at se den kendte portrætfotografs par hundrede portrætter af fremtrædende danskere og ikke mindst af kongehusets medlemmer på Gudhjem Museum. Sidste dag er på søndag – 28. august. Der er åbent hver dag indtil da mellem kl. 13:00 og 17:00. Det koster 40 kr. i entré med mindre du er medlem af Gudhjem By- og Mindeforening eller er under 18 år.

Oven i hatten kan du se sær-udstillingen GUDHJEM-BANEN 100 ÅR i Stationsbygningen. På førstesalen er det heller ikke kedeligt at opleve den permanente lokalhistoriske udstilling om GUDHJEM I GAMLE DAGE.

 FRA FERNISAGEN:

Fotografen Suste Bonnén – før skilsmissen fra Mads Bonnén Kofod – samme med Rigmor Mydtskovs søn, fotografen Martin Mydtskov, der i dag driver Huset Mydtskov videre. Til højre hans hustru. Foto©JørgenKoefoed.

To skønne sild: Gudhjem-præsten Marianne Ring og fotografen Suste Bonnén Kofod. Foto©JørgenKoefoed.

Jørgen Leths livlæge, professoren Bente Klarlund Pedersen, sammen med Johan Lorentzen, søn af den kendte Bornholmpræst og TV-værtinde Inge Lorentzen. Johan er bestyrelsesmedlem i Gudhjem By- og Mindeforening, som driver Gudhjem Museum. Foto©JørgenKolefoed.

Skuespilleren Birgitte Bruun kom en del i Gudhjem som barn, hvor hun var barne-prøveballon for Birgitte og John Price. De havde sommerhus i Grevens Dal i Gudhjem, og her tog de den bette Birgitte med, for at prøve om de kunne holde ud at have børn. Det kunne de åbenbart. Så Birgitte blev afløst af Adam og James Price. Foto©JørgenKoefoed.

Chefredaktør, administrerende direktør og ejer af Altinget, Rasmus Nielsen, kom sammen med sin hund. Han er netop blevet skilt fra sin hustru, som sidste år drev hans smukt renoverede Hotel Grønbech i Allinge. Rasmus Nielsen var i øvrigt initiativtager til Oluf Høst Museet i 1996. Foto©JørgenKoefoed.

3. februar 2012 præsenterede din Blogger sin doku-krimi i MELLEM OS på TV/2Bornholm.

I FEBRUAR 1995 skriver  kriminalkommissær Torben Nielsen fra Rigspolitiets Rejseafdeling et resumé af en sag, som han har arbejdet med gennem tre-et-halvt år.

Det drejede sig om den tyske statsborger, professor, dr. Gerd Anger født i 1932 i Wilhelmshaven, Tyskland, der den 28. august 1991 blev fundet død i Kattegat, dræbt ved et pistolskud i hovedet. Kriminalkommissæren konkluderede på forsiden af rapporten, at ’det er ikke lykkedes at afklare, om der er tale om DRAB eller SELVMORD.

TÆNDERNE AFSLØREDE LIGETS IDENTITET

I går var det således 25 år siden, at en lystsejler fandt et stærkt opløst lig  i Kattegat cirka 2 km nord for Gilleleje.

Det var takket været den dødes meget specielle tand-arbejde, at hans tyske tandlæge dr. Schöninger, Bad Wörishofen, kunne fortælle politiet, hvem strandvaskeren var.

Yderligere efterforskning afslørede, at Gerd Anger i en årrække var leder af en geologisk forskningsafdeling i den multinationale virkomhed BAYER AG, Leverkusen. Her var han imidlertid blevet afskediget nogen tid forinden, da en intern revision havde afsløret, at han i månederne forud uretmæssigt havde trukket meget store beløb ud af en fond, han var kasserer for.

I årene før sin afsked havde professor Anger også sæde i et såkaldt ekspert-panel, som rådgiver over for EF-kommissionen.

MINERAL-EFTERSØGNING I DANMARK

I 1989 og 1990 var professor Anger involveret i et projekt med udvinding af visse mineraler i Østerild Plantage i Nordjylland. I denne forbindelse havde han kontakt med manden bag projektet i Danmark, en australier ved navn Graeme M. Hanssen, som havde kontor på Hovedvej 2 i Frihavnen i København.

Denne hr. Hanssen boede sammen med danske Charlotte Madsen. Hun var bornholmer og hendes far var læge på øen. Derfor kom Graeme ofte på Bornholm, hvor han en overgang også ejede en chalup, som i flere år lå i havnen i Nexø. Desuden handlede han bla også med fisk og efterlod en milliongæld hos et stort fiske-export-firma i Nexø. Som hovedmistænkt nåede han kun at blive afhørt en enkelt gang af Rejseholdet, inden han forsvandt – formentlig til Tyrkiet.

HVEM MYRDEDE PROFESSOREN

Meget i denn roman er hentet fra den virkelige verden – hvor utroligt det end kan lyde … 288 sider doku-drama fra en verden, der ernærer sig af fup und swindel. Foto©JørgenKoefoed.

Men hvem havde myrdet Gerd Anger? Han var dræbt ved et skud gennem øjet, så teorien om selvmord måtte siges at være noget nær umulig. Så din Blogger, der på tilfældig vis fik indblik i den meget spegede og indviklede sag, satte sig for at opklare mordsagen. Det lykkedes.

Det meste af den komplekse sag, som også forgrenede sig ind i EF’s enorme pengetanke, blev til den trekvart-dokumentariske krimi MANDEN DER BLEV SKUDT GENNEM ØJET, som din Blogger fik udgivet på forlaget mellemgaard i 2012. Den kan stadig kan bestilles til en pris af 269 kr. Ellers kan den lånes på biblioteket.

PS: I romanen er alle navnene ændret eller sløret.

MANDEN DER BLEV SKUDT GENNEM ØJET blev præsenteret i lystfiskermagasinet FISK&FRIs redaktionslokaler på Frederiksberg. Celebre mediefolk var til stede. Her Ekstra Bladets daværende ansvarshavende chefredaktør Bent Falbert og forhenværende redaktør for Berlingske Tidende og sidenhen lokalredaktør i Aakirkeby for Bornholms Tidende Karsten Madsen – blandt uvenner Dobbelt-Madsen kaldet. Foto©LisaHøyrup.

Yras og hendes nisser er ikke sure … men blot kede af det. Foto©JørgenKoefoed.

YRSA TRANGBÆK, som er dette års nye bestyrer af Gudhjems julekalender-låger, søgte 24. august bestyrere af ikke mindre end 16 ledige kalenderlåger. Husk på, på det tidspunkt var der KUN 4 måneder til jul. Så det var ikke spor for tidligt at melde sig under juletræsfanerne.

Man kunne melde sig til via Yrsas mail: yrsa@trangbaek.dk. Men ak, der er sket et netnedbrud hos Yrsa, så hendes mailadresse er lukket indtil videre og i hvert fald de næste 14 dage. Så send i stedet en sms til 23 84 34 64 eller ring eller endnu bedre: Opsøg Yrsa live i Åbogade 6 med indgang fra Kirkestien.

Disse datoer – alle i december – er stadig ledige: 2, 3, 4, 5, 6, 7, 9, 11, 15, 16. 17 eller måske 18, 19, 20, 21, 22 og 23.

HUSK: Ingen jul uden Gudhjems By-julekalender.

MØDET MED FOLKET

DET VAR DET SJETTE FOLKEMØDE I ÅR. Der var trængsel overalt – og i sær på Gæstgiveren, hvor dagbladet Politiken havde sat sat sig selv og en række kändisser i stævne.

[16/6] ANJA BO, som blev droppet fra DRs DEADLINE efter hun sidste år trak statsminister Løkke gennem bilagssølet på DRs åbne scene på havnen i Allinge, mængdede sig med os almindelige dødelige. På spørgmålet om, hvad hun havde og rive i, forklarede hun, at hun havde forskelligt i gang. Senere er det kommet for en dag, at hun nu er blev ansat på Lars Trier Mogensens nye netavis RÆSON. Foto©JørgenKoefoed.

[16/6] FRANK JENSEN, Københavns socialdemokratiske overborgmester, havde fået vredet armen om af Gæstgiverens Henrik Lehmann. Der var ingen vej uden om. Frank måtte servere drikkevarer i flere timer – mon ikke han derefter har fået fri bar under resten af Folkemødet? Foto©JørgenKoefoed.

[17/6] CHRISTIAN JENSEN, nyslåede chefredaktør på Politiken, blev udspurgt af en kollega fra lederkollegiet om både det ene og det andet. Essensen var, at Christian mener, at både den trykte avis, computeren og iPad om kort tid vil være så meget fortid. Fremtiden tilhører en videreudviklet smartphone. Og så betroede den nye chef, at han havde valgt alkoholen fra …fordi han simpelthen ikke havde tid til promiller i blodet. Til gengæld stod han op klokken fem om morgen for at kunne bruge en time på at læse klassisk dansk litteratur. Ja, det sagde han sgu!

[18/6] IDA AUKEN, radikal folketingspolitiker og tidligere miljøminister, har en meget sart, hvid hud, som på dette tidspunkt ikke havde haft mange stævnemøder med solen. Hun havde glemt sin solfaktacreme, men var så heldig at kunne låne af en sidedame. Og så blev der ellers smurt tykt på. Hun havde også glemt sin solhat, så efter en lille halv time måtte hun forlade Gæstgiveren for at søge skygge. Foto©JørgenKoefoed.

[18/6] HENRIK LEHMANN, boss og ejer af Gæstgiveren i Allinge og Ingolfs Kaffebar på Amager sammen med hustruen Malene Botofte, er en stor dreng med udtalt ubehandlet ADHD. På den måde holder han dampen oppe under heeeele Folkemødet. I år overlod han det fysiske arbejde til de ansatte. Til gengæld havde han hypet sig selv så meget op, at han faldt i med kändisserne. Så kunne det ikke blive skønnere. Foto©JørgenKoefoed.

HEAVY METAL TIL LYSTSEJLERNE

[28/6] CHEFEN FOR HAVNENE på Bornholm, Jakob Jensen, vil ikke have, at det arbejdende folk er arbejdsløse i højsæsonen. Derfor satte han en håndfuld folk i gang med at renovere Gudhjem Havn med trykluftsbor og højtryksspulere. Havnen, der var fyldt med det sejlede feriefolk, fik sig en brat opvågen, da musikken startede før syv denne morgen. Havde det ikke været for Christiansøfartens indgriben, ville man have fortsat musikken resten var sommeren. Og det er ikke engang løgn! Foto©JørgenKoefoed.

DET OVERPERFEKTE NEDGANGSBILLEDE

[20/7] Mon ikke de fleste har taget et foto af den nedadgående sol? Men få har vel ramt motivet mere perfektionistisk komponeret som dette her fra Nørresand Havn ved Gudhjem. Foto©Lisa Høyrup.

FEMMASTET LUXUS

[4/8] DET ER IKKE HVER DAG, at man kan glæde sig over et krydstogtskib. Som regel er det overdimensionerede, flydende hotelklodser. Men WIND SURF fra Windstar Cruises  er ikke som de andre. Smukt så det ud, da skibet ankrede op ud for Gudhjem med sine 187 luxus-meter. Der er plads til 310 gæster fordelt i 155 kahytter – alle med havudsigt. Ikke mindre end 191 er ansat til at betjene det kræsne publikum. Foto©JørgenKoefoed.

FÅR OG BEDER OMKRING HAM SPRANG

[23/8] EN TUR PÅ GUDHJEM klippeknold Bokul hensætter én i et Jeppe Aakjær-univers. Det var jo Ole der sad på en knold og sang, mens alle disse dyr sprang ham omkring. Nu kan turisten gøre det sammen – bare han husker skrabe sine såler fri for fårelort inden han betræder de bonede gulve. Fårene er fra Hammerhuslam, der ud over at få føde også holder vegetationen nede, også  gøder jorden. så det hele vokser endnu hurtigere. Foto©JørgenKoefoed.

VAR DET VORES ALLESAMMENS PIA?

[25/8] GUDHJEM HAVNEKOR SANG af hjertens lyst, da Ertholm begav sig ud på dagen første tur til Christiansø. Og hvem var det, der stod smilende på øverste dæk, mens hun ivrigt fotograferede alle de syngende? Var det ikke? Jo, det måtte da være Folketingets formand Pia Kjærsgaard … eller var det bare hendes dobbeltgænger? Foto©JørgenKoefoed.

SVANEKE SKAL CENSURERE GUDHJEM

[25/8] DE TRE SVANEKE-BOERE – Jane Hamilton, Per Ausum og Johanne Thirslund – der alle har en finger dybt inde i kunstens verden, var blevet sat i stævne af Bornholms Tidendes lokalredaktør Niels Ebdrup. Det skete på Svaneke Bodega, hvor man diskuterede den kommende censurerede udstilling på Gudhjem Museum til oktober. Her skal trekløveret tage 3760-kunstnernes værker under kærlig behandling. Se mere på www.gudhjembyogmindeforening.dk. Foto©JørgenKoefoed.

ÅRETS SIDSTE UDSTILLING på Gudhjem Museum er en delvis censureret udstilling. Forstået på den måde, at alle der sender et værk ind – det være sig maleri, keramik, glas, granit, textil med videre – får mindst ét værk antaget. Så er det op til dommerne, at vælge hvilket ét og hvor mange af de medfølgende værker, der skal på udstillingen.

DOMMERNE

De tre Svaneke-dommere bliver interviewet på Svaneke Bodega af lokalredaktør Niels Ebdrup fra Bornholms Tidende. Fra venstre: Jane Hamilton, Per Ausum og Johanne Thirslund. Foto©JørgenKoefoed.

DOMMERNE ER FRA SVANEKE og de har alle haft fingrene dybt begravet i kunst gennem mange år. Lad os tage den enlige herre først:

Per Ausum er ikke kunstner, men har i adskillige år drevet galleri i Det Blå Hus i Svaneke. Derudover er han også kunstmæcén, hvad man kan overbevise sig om, hvis man besøger hans og hans mands pensionat i Svaneke. Det er proppet med kunst.

De to andre er af femininum.

Johanne Thirslund har beskæftiget sig med maleriet i mange år og har haft værker med på de censurerede udstillinger på både Kaffeslottet i Gudhjem og på Svanekegården.

Jane Hamilton er englænder. Hun flyttede til Bornholm i 1986, hvor hun lige siden har ernæret sig som både tegner, grafiker og keramiker.

Alle tre har boet i Svaneke gennem adskillige år og synes, det er både sjovt og spændende, at få lov til at være dommer for kunstnere i Gudhjem.

BETINGELSERNE FOR AT DELTAGE

Kun dem der har bopæl i postdistriktet 3760 Gudhjem kan indsende værker. Man kan deltage med op til 6 værker, hvoraf man er sikker på at i hvert fald ét bliver antaget.

Der kan indleveres på Gudhjem Museum to dage: Mandag 26. september kl. 18:00-20:00 og tirsdag 27. september kl. 11:00-13:00. Alle værker skal være forsynet med en navneseddel fra tilmeldingen, som kan fås på Museet i åbningstiden – 11.-25. september kl. 13:00-17:00 – eller ved indleveringen. Det koster 25 kr. pr. indleveret værk. Værkerne kan sættes til salg, hvis det ønskes. Museet beregner sig 20 pct. i kommission, som trækkes fra det beløb, som køber har indbetalt til Museet.

Ikke-udstillede værker kan afhentes under fernisagen 9. oktober kl. 14:00-16:00 eller i udstillingens åbningstid 10.- 30. oktober kl. 13:00-17:00. Eller 30.+31. oktober kl. 17:00-18:00, hvor man også henter de udstillede værker, som ikke er blevet solgt.

FERNISAGE:

Søndag 9. oktober kl. 14:00-16:00, hvor alle er velkomne. Gratis entré.

ÅBNINGSTIDER

Udstillingen har herefter åbent hver dag til og med 30. oktober kl. 13:00-17:00. Entré: 40 kr. med mindre man er medlem af Gudhjem By- og Mindeforening eller er under 18 år, så er det gratis. Man kan melde sig ind ved indgangen. Det koster 100 kr. pr. næse pr. år. HUSK: Kontanter eller Mobile Pay.

Har du spørgsmål ringer du til Jørgen Koefoed på 2782 0241 eller sender ham en mail på arkivparis@aegir.dk.

Gudhjem Museet opfordrer ALLE i 3760 Gudhjem, der arbejder med en eller anden form for kunst, at deltage. Det være sig professionelle som amatører. Intet er for stort. Intet er for småt. Intentionen er at vise, hvad der arbejdes med rundt om i Gudhjem og omegn i disse år.

11 PRESSEFOTOGRAFER SOM HAR BETYDET ELLER BETYDER NOGET FOR DANSK PRESSEFOTOGRAFI malet af Lias Høyrup i 2002 – 145 x 200 cm – Olie på lærred. Tilhører Politikens Hus.
Stående fra venstre: Lars Hansen og Henrik Saxgren.
Siddende bagest: Jacob Ehrbahn, Heine Pedersen og Jan Grarup.
For bordenderne fra venstre: Nicolai Fuglsig og Joachim Ladefoged.
Forrest fra venstre: Jan Dagø, Claus Bjørn Larsen, Tine Harden og Morten Langkilde

HENRIK SAXGREN hører til blandt de allerbedste fotografer i Danmark. Lad os bare tage Europa med. Saxgren – født 1. april 1953 i Randers – blev uddannet reklamefotograf i sin fødeby 1974 og har blandt andet udgivet bøgerne ‘Point of View’, ‘Landet uden fædre’, ‘Krig og kærlighed’ og ‘Unintended Sculptures‘. Han var i 1979 medstifter af den socialdokumentariske fotogruppe 2. MAJ og var fra 1985 til 1991 billedredaktør på Månedsbladet PRESS.

I 1980′erne dokumenterede han contraernes aktiviteter i Nicaragua, mens han samtidig fotograferede BZ’ernes aktioner i København. I 1985 fotograferede han BZ-aktionen på Københavns Rådhus, hvor han sammen med BZ’ere blev anklaget for ulovlig indtrængen på overborgmester Egon Weidekamps kontor, hærværk, tyveri og frihedsberøvelse ved at sømme dørene til. Han fik en bøde på 1.000 kr., men erklærede, at han blot var dokumentarist, ikke deltager i aktionen. Året efter blev han anholdt på taget af Rigshospitalet i forbindelse med besættelsen af huset Ryesgade 58.

Bloggen mødte Saxgren blandt andet i forbindelse med Pressefotografforbundets ÅRETS PRESSEFOTO, som i mange år fandt sted i Brandts Klædefabrik i Odense. Henrik dannede ofte i-byen-par med sin gode kollega, som dengang arbejdede for Jyllands-Posten, Carsten Ingemann. Kedeligt var det ikke, når vi sammen med slænget af danske pressefotografer sleb gulvet på ALL NIGHT DANCE BOOGIE CAFÉ i Odense Midtby.

For et par uger siden satte Henrik Saxgren nedenstående på sin Facebook-væg:

MIN KONE DØDE

I DAG ER DET 10 ÅR SIDEN, min kone døde. Vi var sammen i 28 år. Kirsten var verdens smukkeste kvinde, og hendes smil kunne oplyse alt omkring hende.

Vi mødtes i 1977. Jeg var bare en snothvalp på 24 år. Hun var en fuldblods kvinde på 33. Hun var en af initiativtagerne og medarrangør af den første kvindefestival i Fælledparken. Og med i redaktionen på bladet KVINDER. De sidste år var hun redaktør i DR.

Kirsten var et sjældent fint menneske. En stærk kvinde med en forførende sensualitet. Og det mest usnobbede mennesker, jeg nogensinde har mødt. På den måde blev hun mit anker i livet. Hun holdt mig fast, når jeg lod mig forblænde og gav los, når jeg søgte udfordringer.

Hvad gør man, når ankerkæden knækker og ens liv får slagside? Det kan du læse mere om i Mads Christoffersens bog, MÆND DER MISTER, der udkom på Dansk Psykologisk Forlag for et par måneder siden. I bogen fortæller jeg hele historien om den svære tid med hendes sygdom og død…

I dag [17/8] skal jeg møde tøserne og mine børnebørn på Frederiksberg Kirkegård. Sofie og Ivalo er hendes smukke døtre. Markus og Karen er hendes børnebørn, som aldrig fik den glæde at møde deres mormor. Og det er måske den virkelige tragedie: – At de aldrig skal møde deres mormor. For Kirsten ville have været en drøm af en mormor. Et hangarskib!

Selvfølgelig er der en stor sorg forbundet med at miste, men man må aldrig dyrke sorgen. Da døden er uafvendelig, er det et vilkår, som man pinedød må finde sig til rette med. Selv fandt jeg trøst i en formulering af Echard Tolle: “Det ligger i universets gener, hvor længe vi hver i sær er her på kloden…”. Man kan mene, at det er noget halv-budistisk new age-sludder, men det rør mig nu ikke. For præcis den lille sætning hjalp mig til at kunne glæde mig over de 28 år, jeg fik sammen med Kirsten – i stedet for at græde over de 20 år, som vi ikke fik.

Livets cyklus går sin gang: – Muld bliver til roser og roser bliver til muld… Som det er tradition lægger jeg i dag én rød rose på hendes grav.

Har Kirsten sat sig spor i historien? Og er det vigtigt?

Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg sad i en lille bygd ved Diskobugten og læste Thorkild Hansens fremragende bog, ‘Det lykkelige Arabien’. Thorkild Hansen skriver i et af bogens sidste kapitler, da Carsten Niebuhr står alene tilbage efter den femte og sidste af hans rejsefæller bukker under for sygdom – og dør: “En ung pige lader en eftermiddag i forfjamskelse en lerkrukke ryge til jorden, og længe efter, at hun selv er blevet til ler, pensles et sjældent dekoreret randskår frem, nummereres, fotograferes og lægges frem med en hvid etikette på en blankpudset glashylde. Historien er gammel og gerrig. I sin ene haand holder den millioner af navnløse skæbner, folkeslagenes vandring, slavernes angst og kongernes nederlag. Med sin anden haand rækker den os et potteskår.”

RIP, min skat.

Vi som kendte og elskede dig bær mindet om dig i vores hjerte.

Bornholmsk Glas by Pernille Bastrup, Gudhjem.

Bornholmsk Glas by Pernille Bülow.

Bornholmsk Glas by Lise Eggers.

Bornholmsk Glas by Ulla Hein.

Bonholmsk Glas by Svend Holst-Pedersen.

Bornholms Glas by Maibritt Jønsson og Pete Hunner fra Baltic Sea Glass.

VÆK MED DE RØGEDE SILD og Krølle Bølle Softice. Nu gælder det GLASSET. Altså ikke det man kommer Svaneke Øl i, men det som visse mennesker rister over en sagte ild og får kunst ud af – glaskunst.

Den står nemlig igen på EUROPEAN GLASS CONTEXT, hvor glaskunstnere fra hele verden udstiller og et internationalt publikum mødes over middage, fernisager, masterclasseses, foredrag med videre.

Det pågår fra 10. september til 13. november på Grønbechs Gård og Bornholms Kunstmuseum.

Men Gudhjem Museum er også hoppet med på vognen – men med den lokale vinkel. Således udstiller otte bornholmske glasmagere på Gudhjem Museum: Pernille Bastrup fra Gudhjem, Elsebeth Belgsting, Pernille Bülow, Lise Eggers, Ulla Hein, Svend Holst-Pedersen, Pete Hunner og Maibritt Jønsson. De er alle medlemmer af Arts & Crafts Association Bornholm – og det skulle borge for kvaliteten.

Lørdag 10. september er STORE FERNISAGEDAG,  idet de tre udstillingssteder har synkroniseret og koordineret deres lommeure, så man kan komme til alle tre fernisager samme dag – med gratis adgang.

Sådan sker det:

Gudhjem Museum kl. 12.00 – 14:00.

Bornholms Kunstmuseum kl. 14:00 – 16:00

Grønbechs Gård kl. 16:00 – 18:00.

GLAS PÅ BORNHOLMSK på Gudhjem Museum har efterfølgende åben hver dag kl. 13:00 – 17:00 til og med 25. september 2016.

Det koster 40 kr. at komme ind, men for mennesker under 18 år og for medlemmer af Gudhjem By- og Mindeforening er det GRATIS. Der kan kun betales med kontanter eller via Mobile Pay. Og man kan melde sig ind i foreningen ved indgangen. Det koster 100 kr. om året.

Glas-udstillingen pågår i Udstillingshallen, mens GUDHJEM-BANEN 100 ÅR genåbner i Stationsbygningen. På førstesalen finder man den PERMANENTE LOKAL-HISTORISKE UDSTILLING om Gudhjem i gamle dage.

NU ER DER KONTROL MED EU-GRÆNSEN

Ikke mindre end to politifolk overfusede mig voldsomt, fordi jeg ville tage et billede af dette skilt. Til sidst fik jeg lov, da de måske indså, at det jo var sat op til oplysning for folket. Foto©JørgenKoefoed.

Klokken er 9:52 den 7. september 2016. Paskontrollen har endnu ikke fået øjne. Foto©JørgenKoefoed.

Om aften tændes hyggebelysningen i paskontrollen og venner og familie dukker op for en snak om livets gang. Foto©JørgenKoefoed.

DE SENERE ÅR har flygtningestrømmen til især de græske øer været pænt lidt for store. [Læs fx bloggen SYMI 8 fra 21. september 2014]. Her på Symi, som ligger meget tæt ind under Tyrkiet, har der de tidligere år været daglige doser af både hvide og sorte. Det har det symiotiske politi taget helt cool. Asylansøgerne er blevet set efter for sygdomme, blevet spulet og fodret og deres tøj er blevet vasket. Så er de efter to dage blevet forsynet med en enkeltbillet til færgen til Piræus. Vupti! Sådan løste man dét problem. Troede man. Nu har Frau Merkel, som åbenbart har tilranet sig magten over Europa, sagt at det klarer vi vist ikke alligevel, så hun har beordret oprettelse af effektiv grænsevagt på alle de mange græske øer. I hvert fald er Symi nu blevet udstyret med en mobil paskontrol yderst på havnen. Her haver alle ikke-europæere at melde sig, hvis de ønsker sig inden for i det forarmede Vesteuropa. Ifølge et skilt er der kontrol hver dag mellem klokken syv morgen til elleve aften – hvis der ellers er åbent. Rart at vide, at denne lille ø nu har kontrol med, hvem der kommer anduvende mellem 07:00 – 23:00. Mellem 23:00-07:00 er der tilsyneladende stadig fri adgang.

IKKE ALT ER TILLADT – TRODS ALT

EN MAND MÅ GODT køre på motorcykel med sin tre-årige datter foran sig,  kone og to lidt ældre sønner bagpå, alt imens farmand har reserveret sin venstre hånd til en længere mobil-samtale med sin mor. Og selvfølgelig er styrthjelmen endnu ikke nået til disse overophedede breddegrader. Det er derfor, det går så godt i Grækenland. Man tager det heeeelt afslappet og lukker bare ørerne, når fx Frau Merkel raser over den vaklende græske økonomi. Herregud, der kommer altid flere penge. Hvis ikke, går de tyske banker jo konkurs. Men der er én ting, man IKKE må her på Symi. Det er at plukke af de kommunale beplantninger langs havnekajen. Advarslen er skrevet på engelsk … for det er jo kun noget turisterne kunne finde på. Foto©JørgenKoefoed.

DET SKAL VÆRE NEMT

HVORFOR PLACERE en vandmåler i hvert et hus? Det ville jo her i denne bjergby tage en bondegård af tid for en simpel aflæsning. Jamen, vil nogen nok indvende, hver husstand kunne jo bare selv aflæse som hjemme i Dannevang. Ja, ja, det kunne grækerne selvfølgelig godt gøre, meeeen …. Frau Merkel ved om nogen, hvad jeg mener. Foto©JørgenKoefoed.

Her sidder Ejgil Søholm [th] sammen med Parkos på sidstnævntes bar på havnen på Symi. Affotograferet©JørgenKoefoed.

Vi ankom samtidigt til båds fra Rhodos. Han rejste sammen med en fotograf fra Information og sin kæmpestore uhandige skrivemaskine – og selvfølgelig med en halvafbrændt cerut i munden. Han var rund og trivelig og lignede en godmodig mand fra Jylland – hvad han jo også var.

Han blev i København især kendt for sine breve fra sin højtelskede ø, som blev offentliggjort i den gamle modstandsavis. Jeg læste ikke Information og derfor ej heller hans breve, men rygtet havde nået mig om denne skarpe iagttager af dagliglivet i havnebyen Yialos – og tvillingebyen på bjergtoppen: Horio.

Der er hyggeligt på Parkos – ikke mindst når aftenmørket har sænket sig. Foto©JørgenKoefoed.

BEGRAVET I BØGER

Han var bogmand om hals, og ofte var han iført en T-shirt med sloganet: ’Bøger begaver’. Imidlertid havde hans hustru drilsk tilføjet er distrekt ’r’ i det sidste ord. En sikker karakteristik af, hvad han brugte det meste af sin tid på.

På Symi oplevede jeg ham ikke som en borgorm. Han sad for det meste nede hos ’Parkos’ – den lokale havnebar, hvor især danske symioter indtager deres daglige ouzo’er.

Det var også her han holdt reception, da hans ’Breve fra Sími’ udkom og hele danskerkolonien var samlet for at fejre udgivelsen.

SYMIOTISK ÆRESBORGER

Gyldendals Kurt Fromberg skrev i sin nekrolog i Bogmarkedet nr. 4-5, 2002 bla:

’… I det sidste brev, jeg fik fra Ejgil, fra hans græske ø Sími, hvor han for øvrigt var æresborger, kunne han konstatere, at selv om han var rekonvalescent, nåede han at skrive årets pensum + at gøre en udstilling færdig. Godt gået, Ejgil. Hvor vil vi savne dig.’

PÅ SPORET

I år prøvede jeg at finde spor efter denne æresborger. Der var et enkelt. Jeg fandt det allerbagerst hos ’Parkos’ til højre på væggen lige før man går ind på toilettet. Her hænger et meget falmet foto, hvor Ejgil sidder sammen med Parkos på ’Parkos’. Jeg spurgte tjeneren om, hvem det var, Parkos sad sammen med. Det beskæmmende svar var: ’Det er en tysker!’.

Så meget for en æresborger!

Ejgil døde midt i januar 2002 65 år gammel. Parkos døde også i januar, men 14 år efter 86 år gammel.

Sønnen har nu taget over og ’Parkos’ kører videre som hidtil. Blot serveres nu færdigblandede ouzo’er med et glas vand ved siden af. Så fortynd ikke. Den er drikkeklar!

DEN SKÆVE FILOSOF

Natale Oggionni med tændt cerut omgivet af dusinvis af tandstikkere. Foto©JørgenKoefoed.

Ja, Oggionnis billeder skal hænge skævt. Foto©JørgenKoefoed.

DEN ITALIENSKE KONCEPTKUNSTNER og filosof Natale Oggionni har flere perioder om året gennem mange år opholdt sig på Symi. I øjeblikket udstiller han i et lokale bagest i havnen og trækker gæster til ved at ophænge flere af sine værker skævt. Det er i hvert fald noget nyt.

54-årige Natale er født, opvokset og bor i Ornago 20 nord for fra Milano. Han blev kunstner ved en tilfældighed efter endte filosof-studier. Fordi han blev fascineret af farvernes mentale tilstand og tingenes visuelle fremtoning. Det bærer hans værker præg af.

Natale Oggionni og det brugte karamelpapir [udsnit]. Foto©JørgenKoefoed.

Der er ikke meget håndværksmæssig kunnen i hans værker – men de er sgu meget sjove og dekorative … og nej, hvis man køber et billede, behøver de ikke at hænge skævt hjemme hos dig selv.

SESAM, LUK DIG OP!

PERSONER, DER ER BLEVET GRÅ i toppen, husker sikkert stadig den velsmagende sodavand VALASH. Hvor den blev af, ved jeg ikke. Men jeg kom til at tænke på den, da jeg fik serveret en store MYTHOS-øl på havnecafeen Elpida. Den var nemlig – ligesom Valash’en – forsynet med en kapsel, som kunne åbnes med fingrene. Genialt! Her opstår ingen panik, hvis du glemmer madonnaen på skovturen.

MEDSVØMMENDE LIVREDDER

EN DAME I SIN BEDSTE ALDER tager hver eftermiddag en timelang svømmetur fra den ene kaj til en anden. Hun har sikkert læst i de 10 baderegler, hvor det blandt andet fremhæves, at man ikke bør bade alene. Så hendes lille, ruhårede gadekryds ledsager hende under hele det lange havne-vand-ræs. Snart svømmer den rundt om hende, snart bag hende, men ved opløbet går den i front, så den kan tage i mod ved kajen. Lidt af en gentledog! Foto©JørgenKoefoed.

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste:

Anya Eskildsen, administrerende direktør for Niels Brock Copenhagen Business College i København, i interview i Politiken: Uddannelsessektoren i Danmark er enorm tung at danse med. Den er styret af et stort bureaukratisk embedsmandsvælde, som slet ikke har føling med, hvad der sker på uddannelsesfronten ude i den store verden, og ingen sætter spørgsmålstegn ved, om de danske uddannelser virkelig er så fantastiske, som vi går og tror.

Bilmekaniker Rikke Henriksen i kronikken ’Livet kan ikke genbruges’ i Politiken: Købelykken er en kortvarig, kemisk camouflage, der ofte ender i dårlig samvittighed og behov for at tjene mere. Lad os i stedet slippe rattet og bruge livet i stedet for at forbruge det.

Historiker og museumsinspektør på Sønderborg Slot, René Rasmussen til Politiken-journalisten Olav Hergel: Det nationale, det danske betyder noget her. Ord som menneskerettigheder og multikultur har ikke helt samme klang som fædrelandskærlighed og hjemstavn.

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Skal der være fest er Peers velassorteret HIK-OG-SKÅL-LAMPE en uundværlig ingrediens. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 13: ENDELIG VENEZUELA

VI ER NU ved rejsens mål: Venezuela – nærmere betegnet Amua Bay. En olieplads i et ørkenlignende landskab. I dissse omgivelser er der ikke megen romantik, men hårdt arbejde.

Knap var der slået færdig på maskintelegrafen, før vi sprang på hovedmotoren. Der skulle skiftes brændstof-dyser i top og bund. Samt mange andre ting, som vi ikke kunne gøre, mens skibet sejlede. Vi fik dog nogle timer i land, før vi skulle sejle igen.

ROM OG COCA COLA

Mit møde med noget som jeg kun havde hørt om i en sang af Andrew Sisters, som de gjorde meget populær var rom og Coca Cola.

Vi drikker rom og Coca Cola for ’the working dollar’ … og det gjorde jeg. Det var dog det dejligste, jeg nogensinde havde smagt, men min karriere som sømand kom til at hænge i en tynd tråd. Uden at ænse faren, fik jeg mere og mere af denne vidunderlige drik, med hvilket resultat??? Jeg blev stærkt beruset, og når jeg blev det, var jeg altid meget lystig!! Så da vi kom ombord, skulle vi alle tørne til. Det gjorde vi med en ordentlig brandert på. 1. Mester og 2. Mester var de eneste, der var ædru. 1. Mester var rasende. Helt ’uforståeligt’ og da han så min tilstand, blev det for meget. Een skulle det gå ud over. Så jeg fik en ordentlig Herre-overhaling med besked om, at jeg kunne rejse hjem, når vi kom til Europa. Det blev jeg meget ked af. Det var ikke min hensigt, så da vi alligevel på en eller anden måde fik skibet fra kaj og ud på havet, var der en meget lille maskinassistent, som bankede på Mesters dør.

’Kom ind’, lød det hvast, og da han så, det var mig, sagde han: ’Hvad vil De?’ ’Jeg, jeg vil bare sige, at jeg var frygtelig ked af det, der var sket, og jeg gerne ville give ham en undskyldning. Forsigtigt stak jeg hånden frem spændt på, om han ville tage den. Det gjorde han, mens jeg bad så mindeligt om at få lov til at blive … og det fik jeg.

DER LØD ET KÆMPE BRAG

To et halvt døgn efter skete der noget, som gjorde, at Mester kunne være stolt af os. Kl. var 15.20. Jeg var så småt ved at gøre klar til udskejning, da der lød et kæmpe brag. Alle i maskinen stod stille. Sekunder efter gik smøreoliealarmen. 2. Mester stoppede omgående hovedmotoren. Hvad var der sket???

Lynhurtigt fik vi lemmene af ind til krumtappen. Ved cylinder 4 var ulykken sket. Et krydshovedleje var faldet ned, og derfor slået et stort hul i bunden af krumtapgraven. Al smøreolien var løbet ud i bunden af skibet. Fuld lastet med olie, lå vi så der med et haveri af dimensioner, midt ude i Atlanterhavet. Ja, hvad gør man så?????????????

Det viste sig, at vi fuldt ud havde de faglige kvalifikationer, der skulle til.

2 1/2 døgn efter blev der slået klar på maskintelegrafen af Peer Søndergaard og M/T GRØNLAND tudedede i tyfonen og sejlede til Hamburg.

De skibe der lå og ventede på, at vi skulle kalde assistance, blev slemt skuffede. De ville jo få bjærgningsenterprisen. Det ville blive mange millioner. Vi var jo fuldt lastet.

DEN NYE AFLØSER: BISSE-POUL

Der blev ikke talt mere om, at jeg skulle i land, når vi kom til Europa. 1. Mester, som var på nervesammenbruddets rand i forvejen, fik det ikke bedre efter haveriet ved Venezuela. Så han blev afløst af en hård banan, som blev kaldt BISSE-POUL. Han kunne styre maskinbesætningen og maskinen. Fortsættes …

HERUNDER BRINGES DE FOREGÅENDE KAPITLER,
SOM HAR VÆRET BRAGT PÅ BLOGGEN:

KAPITEL 1: AT SKRIVE OM SIT LIV

SOMME TIDER kan man få en ubændig lyst til noget. Man kredser om tanken. Kan ikke blive fri. Tankerne trænger sig på … og på et eller andet tidspunkt giver man efter. Nu tænker du nok, det er en ny bil, sex eller noget så banalt som en øl. Men det er noget af helt andre dimensioner.

Nej, ved du, hvad jeg har lyst til? Jeg har lyst til at skive om mit P.S.-liv. Det er såmænd ikke noget særligt, men jeg tror, at der er dybder i et hvert menneskes liv. Noget at se tilbage på.

ENGHAVEVEJ VAR BARNDOMMENS GADE

DA JEG BLEV FØDT, var min storesøster Nancy allerede forlovet med Willy, som senere blev min svoger. Der er nemlig 13 års forskel på mig og hende og 11 år på min anden søster Erna. Så det var en efternøler, der kom til verden på Enghavevej 208. Det var lige på hjørnet af Sydhavns Plads og Sydhavnsgade … nu hedder den Borgbjergsvej.

Det må have været en svær fødsel for min Mor, for jeg vejede 10 pund. Jordemoderen skulle have sagt: ’Sikken en dejlig, stor dreng, fru Søndergaard’ … og det er jeg stadig … 105 kg i skrivende stund.

Min Mor og Far havde det ikke altid godt sammen. Jeg er nok blevet til i forsoningens sødme. Nå, tak for det!

FATTIG-30’ERNE

30’ERNE VAR EN VANSKELIG TID, så det var små kår Peer Søndergaard kom til verden i. Man skulle være lykkelig for en to-værelses, og det var lige netop sådan en min Far og Mor havde. Fem mennesker i en to-værelses. Det siger sig selv, at der var småt med plads, så hvad gør man så? Ja, man lægger den lille ny i en kommodeskuffe!

Som sagt var 30’erne en vanskelig tid. Nå, ja, hvornår har det ikke været det?! 20’ernes livsglæde var forbi, og det løsslupne liv var ovre. Sorte skyer drev igen sammen. Depression, arbejdsløshed og Hitler gjorde det ikke lettere.

Min Far som var typograf var meget arbejdsløs. Han havde kun arbejde, når Kraks Vejviser og Telefonbogen skulle trykkes, så pengene var små i Sydhavnen.

Min Mor sled i det med at sy for folk, men alt det tænkte en lille dreng slet ikke på. Når man ser fotos af mig, griner jeg altid og  er rund og trind. Jeg har i min opvækst aldrig følt, at vi manglede noget.

DER SKAL VÆRE TO x E

’HVAD SKAL DRENGEN HEDDE, Ella?’ Det hed min Mor. Min Far hed Martin. ’Han skal hedde Peer’, sagde min Mor, ’og det skal staves med to e’er’. Det er der en særlig historie bag. Som sagt var det i 30’erne, jeg blev født. Der skete så meget på verdens arena den gang. Hitler kom til magten, ulykkelig vis, og Prisen af Wales abdicerede, fordi han blev forelsket i Miss Simpson. Men hvad har det med mit navn at gøre?

Jo, det har det i høj grad. Det engelske kongehus var aktuelt stof, det er det stadig. De har mange titler, der i blandt en Peer, som er en Hosebåndsridder … den højeste orden i England. Og da min Far og Mor var lidt snobbede uden at ha’ noget at ha’ det i, så blev jeg kaldt Peer med to e’er.

FAR DØDE

DESVÆRRE NÅEDE JEG ALDRIG at kende min Far. Han døde da jeg var 1,5 år gammel. En dårlig tand og en mindre dygtig tandlæge … ja, tænk engang … så lidt skulle der til. Pencilin’et var ikke opfundet, og betændelsen bredte sig til hjernen. Ja, sørgeligt nok!

Jeg har ladet mig fortælle, at han var en spøjs fyr. Han var pukkelrygget, hvilket måske gjorde, at han var en enspænder. F.eks. har min Mor fortalt, at når han skulle møde på en ny arbejdsplads, kom han med vilje for sent, hvor andre helst ville gøre en god figur.

Fuld af mindreværd satte han sorte rullegardiner op, så man ikke kunne se, om der var nogen hjemme. Det kan selvfølgelig være meget rart, når man er nygift, men det bliver man jo ikke ved med at være. Men alle har gode og dårlige sider ved sin person.

Min Far var helt vild med radio og musik. Jeg tror, hvis han havde levet i dag, havde han haft det dyreste B&O-anlæg, man kunne få. ’Hør, Ella’, sagde han tit, men Ella kunne ikke høre noget. Hun var nemlig ikke musikalsk.

Min søster Erna har fortalt, at Far var en rigtig vogter. Han passede på os som en smed. Det er da en god egenskab. Samtidigt var han meget kvalitetsbevidst. Han købte dyre ting … dog uden at have pengene til det.

Men uanset hvordan ens Fars personlighed var, er det nok godt, at have sådan én. Jeg tænker tit på, hvordan min opvækst var blevet, hvis jeg havde haft ham.

Det kan være svært for en mor, at styre en knægt. Og svært er det selvfølgelig, at være alene med to opløbne tøser med en lillebror. Selv nu hvor jeg er 63, siger de: ’Det er min lillebror’. Irriterende!’

ALENE-MOR MED TRE BØRN

MEN DET VAR sikkert meget belastende for min Mor. Hun skulle jo tjene penge. Det gjorde hun ved at sy. Herrebenklæder syede hun. Hun gjorde det hjemme. Hvorfor? For at være hjemme for sine børns skyld. Hun var meget selvopofrende. Hun kunne tjene mere på en systue. Så vi har aldrig været nøglebørn. Tak, Mor!

Apropos nøglebørn var begrebet så småt begyndt den gang. Desværre har det udviklet sig enormt til stor skade for samfundet efter min mening. Den tryghed det var for mig at vide, at min mor var hjemme havde stor betydning. Så stor at jeg besluttede at mine børn aldrig skulle på institution, og at min kone så vidt muligt skulle være hjemme, når de kom fra skole. Det har de også senere udtrykt stor glæde ved.

KAPITEL 2: DEN STORE FÆLLESGÅRD

SYDHAVNSKVARTERET ENGHAVE, FREDERIKSHOLM består af store boligkarréer med lukkede gårde. Vores gård var særlig flot, fordi inspektøren boede i den ene ende og havde en stor anlagt have med mange træer og buske og en græsplæne med et springvand i midten. Denne gård var mit et og alt. Og den var så stor, at vi ikke havde behov for at løbe og lege ude på gaden. Det gav i sig selv en stor tryghed.

Vi børn havde et bestemt kaldesignal. Uh-uh. Ganske enkelt op med vinduet. Uh-uh blev der svaret. Uh-uh, så var det bare med at komme ned at lege.

EN VRIMMEL AF BØRN

GÅRDEN VRIMLEDE med børn i alle aldre. Små og store. Fra tidlig til sent var vi nede at lege. Skulle vi have noget at spise, havde vi ikke tid til at gå op. Vi kaldte: ’Mor, kast en mad ned’. Så kastede hun en mad ned og så tilbage til legen.

Fodbold, sjippe, hinke, spille kugler, løbe med trillebånd, et-tag-fat, skjul, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, fri for lur på alle sider og kanter, spille terre (det var vi skrappe til), terningespil.

For nogle år siden tog jeg mine drenge med til Sydhavnen for at vise dem, hvor deres Far var vokset op. Jeg glædede mig til at vise dem gården, men tænk, der var ikke et øje. Min dejlige gård var tom. Ingen glade børn. Ja, tiderne har forandret sig. Nu sidder de oppe i lejlighederne og spiller computer og glor videofilm.

Der skete selvfølgelig meget i gården. Blandt andet husker jeg en episode. En af de store drenge ville af med sit legetøj. Han syntes sikkert, at han var blevet for stor til det, så han kastede det i grams. Vi sloges selvfølgelig om det, mens han frydede sig. Han havde også en seksløber. En stor flot en. Den var lavet af tin og var til knaldhætter. Den skulle der løbes om kap for at få, så alle drengene stillede op til løb. Jeg vidste, at jeg ikke havde en chance, men jeg begærede den pistol. Mens de andre spurtede af sted, overtalte jeg den store dreng til at give mig den. De andre drenge blev selvfølgelig rasende og lovede mig tæv. De var godt sure på mig længe. Desværre havde jeg den kun kort tid. Jeg tabte den og den gik i stykker. Og hvad kan man så lære af det? Ja, arbejd for det du ønsker, så varer glæden længere.

MINE KAMMERATER

JEG TÆNKER TIT på mine kammerater. Holger, Jørgen Malmberg, Vagn, Børge, Preben Vestergård, Jørgen Pedersen, Bent Heise, Mogens Sørensen, svenske Per og pigerne: Ninna, Bente, Tykke Lis, Lis Hansen og alle de andre. Hvor er I henne? Er I glade, og har I haft et godt liv?

KAN DU HUSKE?

DET KUNNE VÆRE interessant at møde jer igen. Så skulle snakken rigtig gå: Kan du huske den gang? Jørgen Malmberg ville sikkert sige: Peer, kan du huske, du var forelsket i Ninna. Det var jeg grænseløst, men jeg fik hende aldrig.

Og Holger, hvis far var [spor]vognstyrer på Linie 3, ville nok grine, så hans store flyveører blafrede, når han talte om, hvordan vi kælkede med Tykke Lis. Hun havde et smukt ansigt og nogle store bryster, så når vi kælkede med hende, sad hun foran, og vi drenge fik lov til på skift til at tage hende på patterne. Hvor Tykke Lis er blevet af, ved jeg ikke, men Holger blev gift med Bente, Ninnas veninde.

DET SORTE SPROG

VI VAR GODE KAMMERATER, selv om atmosfæren var hård. Det sorte sprog i sproget, det jeg i dag kalder sydhavnsk, havde sin egen klang. Min klasselærer yndede at sige, når vores sprogblomster blev for kraftige: ’Vort modersmål er så dejligt, det har så mild en klang’.

Vi sagde tingene, som de var. En spade var en spade, en skovl en skovl, en tissemand en …. (censur). Det modsatte en ….. (censur), et dumt svin var et dumt svin og en kammerat en kammerat.

Vi havde vores egne love, som blev håndhævet med tæv. Der var ingen slinger i valsen. De store beskyttede de små og de store tævede hinanden i gensidig respekt for udfaldet.

Når vi spillede fodbold var vi Frem’ere, og det er vi stadig.

MUSIKKEN PÅ REJSEGRAMMOFONEN

VORES GÅRD var forum for alt …. også musik. Vi spillede 78’ere på rejsegrammofonen. Vi sad drenge og piger og hyggede os. Det var Louis Armstrong, Benny Goodman, Tommy Dorsey, Duke Ellington, Stan Kenton, Jack Tiergarden og Glen Miller for blot at nævne nogle. Alt sammen vidunderlig, svingende musik til forskel på den rædselsfulde rock unge mennesker hører nu til dags.

Og så var der alle schlagerne, som vi hørte på Giro 413 om søndagen. Men så kom Holger, som for øvrigt var meget musikalsk, med en long-playing-plade. Så var det slut med den optrukne rejsegrammofon.

Hele den udvikling, der er sket i den retning, er sket i min tid. Det er ubeskriveligt.

Vi hørte ikke musik hele tiden. Det var en eksperimenterende tid. På et loft sad vi og blandede svovl og andre ting sammen for at lave krudt. Det skulle vi prøve af i gården. Der skete ingenting indtil vi en dag fremstillede en rørbombe. Den sprang med et ordentlig brag, så vi blev bange. Ikke mere af den slags.

KAPITEL 3: DA KRIGEN KOM

DEN 9. APRIL 1940 var jeg seks år. Det er en dag, jeg husker tydeligt. Min Mor og jeg skulle over på Statens Serumsinstitut. Jeg skulle vaccineres mod kopper. Enhver ved, hvad der skete denne dag. Tyskerne besatte Danmark. Andre var nok blevet blevet hjemme på denne dag, men min Mor var en handlekraftig kvinde, og vaccineret det blev jeg. På trods af tyske tropper, kanoner, flyvemaskiner og krigsskibe forcerede min Mor og jeg Langebro og kom til Seruminstituttet, som ligger på Amager, og kom helskindet hjem igen.

SAMMENHOLDET

KRIGEN VAR på en måde en mørk og kedelig tid. Men også en sammenholdets tid. Som Helge Kærulff-Schmidt sang: ’Vi er jo alle i samme båd’ eller Liva Weel: ’Man binder os på hånd og mund’. Men man kan ikke binde ånd.

Det var en tid, hvor der blev diskuteret politik og holdninger. Jeg har altid haft den opfattelse, at hvis man havde en idé, skulle man træde frem med den. Sådan havde min Mors familie det. De fleste var kommunister og mine onkler var modstandsmænd. Ikke 4. maj-frihedskæmpere, men rigtige sabotører. Min onkel Hermand fremstillede bomberne og min onkel Svend fyrede dem af. Han var også med til at likvidere stikkere. Og der gik rygter om, at Hermand var med til at sejle Niels Bohr over til Sverige.

Min onkel Svend var en stor chamør, hvilket gik ud over andre end tyskerne. En dag kom jeg ned til min Mormor. Jeg skulle altid komme ad køkkentrappen og banke et bestemt signal. Hun boede to opgange fra os. Da jeg kom ind, sad der en tre-fire mænd og deres maskinpistoler lå på spisebordet. Det fortæller lidt om tidens alvor.

Da krigen var forbi, lærte jeg dem alle sammen at kende. Alle prægtige mænd fælles om én sag: At drive tyskerne ud af Danmark. Men også for at få en bedre verden bag efter. Det lykkedes desværre ikke.

SABOTAGER I SYDHAVNEN

SYDHAVNEN OG VALBY var fabrikskvarterer. Der gik næsten ikke en dag, uden der lød nogle ordentlige brag og skyderier. Hollesens Fabrikker, Allways – ikke ultra – men radiofabrik, B&W Teglholmen, Adler, Kulkranerne i Sydhavnsgade, Ford, Tuxham i Trekronergade, Vægtfabrikken på Stubmøllevej for blot at nævne nogle.

Pludselig en dag jeg var nede hos min Mormor, kom tyskerne farende og stillede en maskinkanon op og begyndte at skyde vildt lige uden for hendes vinduer. Jo, der skete noget hver dag.

En tysk deling soldater marcherede gennem gaden syngende: ’Wir fahren gegen Engeland’ og ’Alte Kammeraden’. Det var jo en statelig hær, der invaderede os, men som årene gik, blev den mere og mere ynkelig. Man fik helt medlidenhed med de stakkels mennesker. Til sidst var de kun laser og pjalter.

EN SVÆR TID

2. JULEDAG 1944 lød der pludselig skud. Vi for hen til vinduet og så en mand løbe væk og en anden lå blødende på jorden. Det var en Hipo-mand, der var blevet likvideret.

Ja, krigen var stadig i gang, og den kunne mærkes på mange måder. Det var extremt kolde vintre, og der var ingen brændsel. Det var specielt svært for en enlig mor. Hendes brødre som skulle være de første til at hjælpe hende, var jo travl optaget af krigen. Men drengen Peer lå ikke i kommodeskuffen mere, den var byttet ud med en harmonikaseng, han stjal kul fra tyskerne sammen med Holger. Ovre i Scandiagade stod jernbanevogne fulde af kul, og når vagtposterne var nede i den ene ende, sprang vi drenge op, og hev kul ned. Så gik det hjem med kul på vores slæder. Det var ellers nok noget, der gav varme. Det var herligt og spændende.

Men alting har en ende, og den 4. maj, viste det sig, hvem der var hvem. Nogle havde travlt med at komme væk, og andre med at komme efter dem.

KAPITEL 4: DEN FORBANDEDE SKOLE

DET SIGER NÆSTEN SIG SELV, at jeg gik i skole under krigen og i efterkrigstiden. Det undrer mig at alle de børn jeg siden er blevet velsignet med alle er boglige, hvilket man langt fra kan sige, jeg var og er. De otte år jeg gik i skole var et sandt helvede, og en af de lykkeligste dage i mit liv var, da jeg gik ud af den.

Nu var forholdene ikke de bedste under krigen og efter. Men det var ikke det, for selvfølgelig kunne man lære noget. Det var min indstilling, der var negativ. Havde min Far levet, var det nok blevet anderledes. I dag ved jeg godt, hvad der skulle til. Mere myndighed i hjemmet. Min Mor kunne ganske enkelt ikke overskue det.

Det var sådan, at jeg altid sad på sidste række. Det gjorde de såkaldt dumme og hver gang læreren spurgte om noget, lod jeg som om, jeg havde tabt noget på gulvet. Mærkeligt at læreren ikke gennemskuede det. På den både var vi begge dumme.

GOD TIL NOGET

MEN DER ER ALTID NOGET man er god til. Jeg var god til sløjd, samfundskendskab, geografi og sprog. Min tysklærer sagde engang til mig: ’Jeg ville give dig ug, hvis du ville læse på det. Men hvorfor skulle man det, når jeg kunne uden.

Med gymnastik var det helt galt. Men jeg var klassens helt, når jeg bestak læreren med cigarer, og vi fik håndbold. Cigarerne stjal jeg fra min moster Jenny. Hun var ansat på Nobels Cigarfabrik. Hun stjal dem selv, så hun kunne ikke sige noget.

Men når jeg havde cigarer med i skole sagde jeg:
’Må vi få håndbold i dag, hr. Ebert?’
’Nej, I har godt af gymnastik’.
’Nå, et var ellers en skam, jeg har 10 cigarer med i dag’.
’Nå, så lad gå.’
Og så fik vi håndbold.

Men på mange andre områder var han et dumt svin. Jeg kunne ikke fordrage ham.. Han var uretfærdig som de fleste.

SVØMNING I HAVNEN

OM SOMMEREN VAR DER IKKE noget problem med gymnastikken. Der gik vi til svømning i Gasværkshavnen. Nej, vi gik ikke, for vi løb der hen syngende, så vi var godt varme, når vi ankom, så det var godt med en dukkert. Det kunne godt være koldt, men det blev der ikke taget hensyn til. Her var jeg i mit es. Her var er ingen, der kunne lære mig noget. Udspring på hovedet fra vippe, dykke,  svømme under vandet. Det lille og det store Frisvømmermærke tog jeg let, hvor andre havde store kvaler. Og senere det samme med Livredderen.

DA SPANSKRØRET DANSEDE

I DE OTTE ÅR jeg gik i skole, fik jeg forskellige former for diciplinærstraffe. 3 slag med spanskrøret, som havde sin bestemte plads hos læreren, så alle kunne se det … uvist af hvilken årsag! 3 eftersidningstimer, som også blev kaldt ’svedere’ samt et utal af nakkedrag og kind-niv. Det var faktisk lige efter min skoletid, at det blev forbudt. Der var mange lærere, der var rene sadister. Men for lidt og for meget fordærver alt. Det kan man se på børns opførsel nu om stunder.

KAPITEL 5: FÆRDIG MED SKOLEN

DER ER NU GÅET 14 år af mit liv, og det begynder at forme sig anderledes. Som sagt før  var det en lykkelig dag i mit liv, da jeg kylede min skoletaske langt væk. Nu var det tid til at finde en læreplads. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad arbejde var. Mens jeg gik i skole havde jeg adskillige  bypladser. Jeg kørte med rulletøj, gik med den lokale avis, havde plads hos en grønthandler og hos en købmand.. Det sidste kunne være temmelig hårdt. Den var der 50 pilsnere i en kasse, og det var altid dem, der boede på 4. sal, der skulle have varerne bragt. Lønnen var 20 kroner om ugen plus diverse drikkepenge, som var meget mere end selve lønnen. Som Niels Hausgård siger: ’Der er altid arbejde nok til dem, der kan og vil’. Arbejde tager man ingen skade af, modsat det syn man har på den sag nu om dage, at unge mennesker ikke må arbejde. Det strider mod al sund fornuft …

HVILKEN UDDANNELSE SKULLE JEG VÆLGE?

NU VAR TIDEN TIL AT LÆRE NOGET, for at jeg kunne tjene penge. Jeg havde jo lært, at livet koster penge, og ikke som en stor dreng sagde til mig engang: ’Alt hvad der stå uden for forretningerne var gratis’. Den er fin, tænkte jeg og snuppede en honningkage. Da jeg kom hjem med den, sagde min Mor: ’Den må du hellere gå hen med igen’.

Det fag jeg skulle lære, var det, jeg skulle kunne ernære mig af resten af mine dage. Sådan var indstillingen den gang.

At blive smed eller maskinarbejder, det var sagen. Og det man vil, det bliver man. Det man ville, bliver man måske. Underligt at der er så stor forskel på de to ord.

Det viste sig at være et godt valg. Dette fag har bragt mig mange interessante oplevelser, som jeg ikke har villet været foruden.

Min Farfar var smed på centralværkstedet i København (Jernbanen). Han sagde: ’Når du bliver udlært, så søg ind til jernbanen, så er din lykke gjort resten af dit liv’. Jeg ved godt, hvorfor de gamle sagde det. De var hunderædde for at blive arbejdsløse. Men jeg har aldrig været tryghedsnarkoman. Jeg havde andre planer.

NEMT AT FÅ EN LÆREPLADS

NU TIL DAGS KRÆVES DER næsten en studenterexamen for at komme i lære. Men det gjorde det ikke i 1948. Det var en genopbygningstid, så det var forholdsvis let at få en læreplads. Det var min onkel Herman, der skaffede mig den. Han havde en modstandskammerat, der under krigen havde et værksted, der lavede maskinpistoler. De hed stenguns. Det gik fint under krigen, men nu skulle der produceres andre ting.

Det var en svær tid at gå fra skole til læreplads. Jeg var kun en hvalp, som ikke altid kunne se alvoren i livet. Derfor fik jeg mange hug af Mester og af svendene. Jeg lærte at se menneskerne fra en anden side, end jeg var vant til. Tit var de meget modbydelige mod hinanden …. også mod mig, der var yngste lærling.

En gang jeg blandede mig i svendenes samtale, fik jeg én på hovedet og blev spurgt om, at jeg så kunne holde min kæft, til jeg blev spurgt. Og det kunne jeg sagtens.

DAGLIGDAG PÅ VÆRKSTEDET

VI FREMSTILLEDE VÆRKTØJER til fremstilling af ringbind. De var noget anderledes end dem i dag. Vi havde også en produktion, som nogle damer tog sig af. Det var noget være rod, som jeg vil komme ind på om lidt.

Hos sabotøren var der kun én lærling foruden mig. Han hed Bruno. Han var altid så uheldig.. Nu skal I bare høre hvordan:

En dag vi sad og spiste vores frokost, fik vi et chok. Om formiddagen havde vi spildt noget fortynder på gulvet. Det blev suget op med noget savsmuld og fejet sammen i en bunke. Vi havde ingen frokoststue, så vi spiste vores mad på værkstedet. Da Bruno havde spist, tænfte han en smøg og kastede flegmatisk tændstikken over i savsmuld-bunken. Hille, du milde kineser, sikken brand. Det var nærmest en explosion, men selv midt i dramaet var der tid til at stikke Bruno et par flade.

Samme Bruno var også uheldig ved en julefrokost. Bruno var en rask, ung mand, der nok kunne drikke nogle bajere. Det gjorde de i øvrigt alle sammen også kvinderne. Midt i det hele kom en af svendene og spurgte,  om jeg lige kunne smutte hen og købe nogle kondomer, for nu skulle kællingerne ha’, hvad godt var. Jeg gjorde ikke nogen indvendinger, for det var ham, der en gang knaldede mig en lussing. Men jeg synes, det var noget rod, for de var alle gift … men ikke med hinanden.

På vej hjem fra denne julefrokost gik det galt igen for min uheldige lærekammerat. Han var efterhånden blevet godt træt i ansigtet og i Linie 3 blev han syg. Vi blev smidt af. Pludselig gik han helt ud. Der kom en ambulance, og han blev kørt på hospitalet, hvor han blev pumpet ud. I dag ville man ikke tage notits af det, men næste dag stod det i avisen. Det endte med at Bruno blev smidt ud af læren, og han forsvandt ud af mit liv.

FØRSTE OLYMPIADE EFTER KRIGEN

MIN LÆREMESTER BJØRN MADSEN var tosset efter damer, men det blev han også på mig. Peer Søndergaard var en glad, ung mand, som fløjtede og sang dagen lang, og ikke tog livet så alvorligt. Det var i 1948. I det år var der den første Olympiade efter krigen. Vi havde radio på værkstedet, og hvad var mere naturligt end at høre olympiade-reportage med Gunnar NU Hansen? Han talte så bejstret om alle datidens sportshelte: Greta Andersen, Karen Margrethe Harup, Raghild Hveger, Niels Holst Sørensen, guldvinder på 800 meter og senere general i Flyvevåbenet. Danmark vandt bronze i fodbold med navne som John Hansen og Johannes Pløger fra Frem – min klub – Ivan Hansen og Knud Lundberg fra AB. Carl Åge Præst fra ØB og Ejgil Nielsen på mål. Danmark vandt over Italien 5-3. Johan Hansen, som var expert i hovedstød scorede hattrick, og var den første danske fodboldspiller, der blev solgt til Italien. Han blev købt af Juventus for den enorme sum af 111.000 kroner.

Da min mester så, at jeg hørte radio i arbejdstiden, fik jeg den største skideballe, jeg til dato havde fået. Underlig fyr ham Bjørn, men måske havde han store problemer, for umiddelbart efter gik han fallit, og jeg måtte søge en anden læreplads. Det fik jeg ret let. Paradoksalt nok hos en forhenværende værnemager. Der var så mange forhenværende den gang.

KAPITEL 6: MESTER ROM-SØREN

MIN NYE MESTER blev kaldt Rom-Søren. Ja, livet er uretfærdigt. Sabotøren gik ned, men værnemageren overlevede. Værnemageren, der havde arbejdet for tyskerne, klarede sig bedre. Jeg har altid haft det svært med uretfærdigheder.

Måske var det på sin plads at forklare, hvorfor han blev kaldt Rom-Søren.

Da han som ung maskinarbejder på B&W – motorfabrikken på Christianshavn –  havde han et skab og i det skab … ja, gæt en gang! Hvad tror du, der var i det skab??? Godt gættet! Der var rom. Der blev drukket meget på arbejdspladserne den gang. Og hos Rom-Søren kunne man købe sig en dram. De sagde, at det var på den måde, han skaffede penge, så han kunne blive maskinfabrikant. Det er ganske vist, for en af svendene der hed Dregert, havde arbejdet sammen med ham, bekræftede at det var rigtig nok. Hvilket igen blev bekræftet af Harrald, en svend der stadig var på B&W, da jeg selv blev svend, og fik arbejde der.

DEN PÆNE MAND

ROM-SØREN, hvis rigtige navn var Svend Åge Sørensen, var en højst besynderlig person. Han var i perioder en nydelig mand i pænt jakkesæt og blød hat. Et par gange om  dagen kom han gående gennem værkstedet, og det gik fra mand til mand: ’Søren kommer’.

Han havde en hæslig vane. Han tyggede skråtobak og fy for den lede Augusta, som han kunne spytte. Hans harkere flød alle vegne. Af og til var det helt galt med ham. Så gemte han sig inde på sit kontor. Der sad han og tømte den ene flaske Clock-likør efter den anden. Det kunne han godt gøre en halv snes dage i træk uden at tage hjem. Han blev ikke vasket, og vi så ham kun, når han skulle på lokum … og sikke et syn.

Når han havde disse perioder, var der kun én, der måtte komme ind til ham. Det var cigar-damen henne på hjørnet. Det var hans elskerinde. En nydelig kvinde. Om man begriber hun kunne gøre det.

LØNNINGSDAGEN OG DE ANDRE DAGE

NÅ, SÅDAN ER DER så meget. Men så lidt om torsdagen. Det får mig til at tænke på min løn som lærling. Det første år fik jeg 19,20 kroner om ugen. Det steg til 35,37 kroner om ugen det sidste år.

At være i lære som maskinarbejder, foregik på følgende måde: I kortere eller længere perioder arbejdede man ved de forskellige maskiner. Drejebænk, fræser, schapper, langhøvl, diverse slibemaskiner samt skruestiksarbejde.

Vi var gode til at fremstille værktøjsmaskiner … altså sådanne som vi selv betjente. Det vi fremstillede gik til eksport. Noget arbejde var interessant, andet kedeligt. Jeg stod ved en langhøvl et stykke tid. Når der blev sat spån til, kunne der godt gå flere timer, inden den var færdig, og hvad gjorde man så?

En tur på lokum, og det var rigtige lokummer. Der sad vi så og sked på rad og række. Der var ingen døre men en skillevæg mellem hver tønde. Af og til sad vi der bare uden at have bukserne nede. Nogen gange kom mester og overraskede os. Han blev tosset: ’Sidder I bare der og tør-skider!’ Så kunne vi nok se at komme ud i en fart og på vejen ud, fik vi et los i røven. Underligt, ikke!?

KAPITEL 7: EFTER VERDENSKRIGEN

EFTERKRIGSTIDEN VAR en udfordringens tid for en ung maskinlærling. Der var mange muligheder. Man kunne emigrere til Canada, Venezuela, Sydafrika, Australien eller tage ud og sejle jorden rundt. Alt det drømte vi om. Vi talte om, hvordan det ville være at opleve varmen, palmerne, pigerne, de sorte, de skævøjede. Alt det som krigen havde lukket af for, og som man kun kunne opleve med livet som indsats som soldat.

Der blev krævet meget af en lærling. Vi arbejdede fra kl. 7.00 til 16.00 mandag til fredag. Lørdag til kl. 13.00. Weekend hed det, men i vinterhalvåret skulle vi på teknisk skole hver anden dag. Som sagt fik vi fri kl. 16.00, men kl. 17.30 skulle vi være på teknisk skole til kl. 21.00. Der var ikke meget fritid. Der blev demonstreret for en dag-skole, som man har i dag.

DEN LANGE LÆRETID

LÆRETIDEN SNEG SIG af sted. 4 år og 10 måneder er lang tid. Mange gange havde jeg lyst til at springe, især når andre kom hjem efter at have været ude at sejle. Åh, hvor det trak i det højre ben. Men tak til min Mor. Hun sagde: ’Du kan gøre lige, hvad du vil, når du er udlært’. Og det gjorde jeg.

DE ANDRE LÆRLINGE

HOS ROM-SØREN var der mange lærlinge. Lad mig fortælle lidt om dem.

Der var Henning, som blev kaldt Røde-Karl. Hvorfor? Fordi han var, ja, rigtig gættet, rødhåret. Han var en god kammerat.

Jørgen, som senere fik navnet Rom-Jørgen. Det har en anden forklaring.

Knud Nybæk var en enspænder, som var overladt til sig selv. Hans far var maskinmester hos Stillings i Valby. Knud havde bygget sit eget hus sin far og mors have. Knud tog ikke tingene så tungt. Husets opvarmning var en hel masse varmelegemer, som hang frit ude i luften, så man skulle passe på ikke at støde til dem. De lyste i mørket. De var rødglødende. Det var egentlig ret hyggeligt. Knud var meget experimenterende. De aluminiumsstiger, som alle har i dag, var han med i til at begynde med. Knud var også en af dem, der gjorde alvor af det, han talte om, til stor opmuntring for mig. Han fik senere hyre hos ØK, som sejlede på Fjernøsten. Det var en stor oplevelse for mig, da jeg fik lov til at besøge ham på skibet i Københavns Havn. Men Knud forsvandt, som så mange andre.

Henning var en ordinær person. En af dem der godt kunne stå ved en drejebænk på den samme fabrik hele livet. Beundringsværdigt eller hul i hovedet? Døm selv!

Jørgen var også en af dem, jeg drømte sammen med. Vi skulle erobre verden, men han var af den type, som Osvald Helmuth sang om i visen ’Ved Kajen’. Han blev hurtigt forlovet og gift. Dermed forsvandt drømmen om flugten ud i den store verden.

Jørgen, som senere blev til Rom-Jørgen, kommer vi tilbage til i et senere afsnit.

PENGENE VAR SMÅ

LÆRETIDEN VAR en tid, hvor jeg var temmelig bundet af lærekontrakten. Pengene var små og mulighederne få. Selv om en biografbillet kun kostede 45 øre på de tre første rækker og fra række 4-17 75 øre og resten af salen 1 krone 20 øre, var det svært at få pengene til at slå til. Jeg betalte det halve af min løn hjemme, hvilket var sundt.

KAPITEL 8: KVINDEN I MIT HJERTE

I LÆRLINGEPERIODEN var der en kvinde, som havde en stor plads i mit hjerte. Det var min Mormor. Kristine Jørgensen var en usædvanlig kvinde. Som ung var hun meget smuk, hvilket min Bedstefar Jens så længe før mig. Det blev mit held, for så kunne jeg selv blive til. Min Mormor kunne sommetider godt være foruden ham. Lige så selvopofrende min Mormor var, lige så selvisk var min Bedstefar.

Man kan sige, at modsætninger mødes, men afsløres først hen ad vejen. Min Mormor fik 14 børn, hvor kun de 7 levede til en høj alder. Min Bedstefar var fordrukken, så vilkårene for min Mormor var indlysende hårdt arbejde og uhyrligheder som følge. Rengøring tidlig om morgen, passe rulleforretning om dagen, og så stå til tjeneste for Bedstefar, når han kom fuld hjem. Sikke et liv med så mange børn. Med sådan en tilværelse skulle man tro, at hun var et bittert menneske, men det var ikke tilfældet.

FAMILIENS SAMLINGSPUNKT

HUN VAR SMUK i skind og sind. Man kan sige, at hun lærte ydmyghed af det, hun led … lige som Jesus, men hun var ikke religiøs. Hendes udstråling bevirkede, at hun var samlingspunkt for hele familien.

Den del af familien, der boede inde i byen kaldte hende Bedste. Hun var min Mormor. Hos hende fandt jeg et fristed. Der var så dejligt i hendes stue. Det var så hyggeligt, som hun sad der i sin stue og lavede håndarbejde. Hun hæklede lyseduge, strikkede de pragtfuldeste sokker, man kunne tænke sig … og det gjore hun til hele familien. Hun brugte hele sin pension på materialer og fik sjældent tak.

Disse stunder hos min Mormor var præget af ro. Det var før fjernsynet. Det var ikke fordi vi talte så meget sammen, men det var ligesom om vi tavst forstod hinanden. Hun havde mange gode blade og spurgte ikke om noget, som min Mor altid gjorde. Mor var nærmest ulidelig på det punkt.

BJERGENE AF ÆBLESKIVER

JA samlingspunkt, det var Mormor altså. Sikke nogle familiefester, der blev holdt hos hende, og altid med et fast traktement. Mormors æbleskiver, som hun bagte i bjerge, var efter en speciel opskrift. Hun brugte kun kærnemælk. Selv om andre brugte hendes opskrift, blev de aldrig så gode som Mormors.

Måske fornemmer du som læser dette, at jeg holdt usigeligt meget af denne kvinde. Hun blev 84 år. Desværre var jeg ikke hjemme, da hun døde. Jeg var til søs. Da jeg fik meddelelsen, sagde jeg til telegrafisten, at nu bliver der ballade i familien. Ganske rigtigt. Hun var samlingspunktet og bolværket. Da hun ikke var mere, spredtes familien, og blev aldrig forenet igen. Men mindet om hende lever. Hun var et stort menneske … uden at tro på Gud eller Fanden.

KAPITEL 9: PIGER OG SEX

PÅ ET TIDSPUNKT i en drengs liv ændres ens syn på det andet køn totalt Fra at betragte piger, som nogle snottede, dumme tøser, ændres billedet af dem fuldstændigt. Det kommer samtidigt med, at kroppen gennemgår en forvandling. Personligt har jeg altid haft nemt ved at blive forelsket. Det er både dejligt og destruktivt sygt.

I gården var der en pige, der hed Ninna. Åh, hun var det dejligste, der kunne ses for mine øjne. Hun var rødhåret med hele ansigtet fuld af fregner. Men det blev aldrig Ninna og mig. Hun blev siden gift med min skolekammerat Poul Erik Rosengård Rasmussen. Måske var det fordi, jeg var længe om at blive modem, og hun var temmelig fremmelig. Heldigvis for det, for nu er jeg gift med mine børns mor Lizi. Hun er en enestående kvinde, som jeg vil beskrive senere.

LILLE BUTTEDE VITA

I STEDET VIL JEG fortælle om en anden pige fra Sydhavnen. En lille, buttet pige som hed Vita., Hun var den første pige, jeg fik lov at kysse, så det kunne mærkes. Vita fra K. M. Klausensgade rejste til New Zealand sammen med sin far og mor, og der er hun sikkert endnu. Hej, Vita!

SMUKKE LIS

DERIMOD LIS HANSEN – det var noget helt andet. Lis var en ung, smuk pige, som havde det svært med sig selv. Hendes hjem var ikke særlig godt. Hun talte tit om at ligge 3 alen under jorden, hvilket jeg blev dybt ulykkelig over, hun kunne sige. Sådan en smuk kvinde med fremtiden for sig. Tænk at have så negative tanker om livet. Det foruroligede mig meget, for jeg var altid selv glad – sang og fløjtede dagen lang.

Egentlig var Lis forlovet med Vagn – en af drengene i gården. Jeg kom meget i hans hjem, men så slog han op med hende. Som følge deraf havde hun brug for trøst. Det fik hun både af mig og min Mor, som var glade for hende. Vi var nærmest venner. Vi gik i biffen sammen, var hjemme hos mig, som hun følte som et fristed. Men som jeg altid har sagt til mine sønner: Man kan ikke være ven med en pige. Tiltrækningen er for stor mellem kønnene. Det var den også i dette tilfælde. Lis blev et problem. Jeg blev forelsket i hende, men siden opdagede jeg, at hun brugte mig. Man kan måske sige, hun øvede sig i at have en mand ved sin side. Nå jeg fulgte hende hjem, tog hun mig under armen, og det var altid hende, der gjorde det. Jeg måtte ikke.

En gang fik Lis mig til at græde og blive dybt ulykkelig. Det var i den periode, jeg var soldat. Marine-soldat. Det at fremstille ting, har jeg altid været glad for, så jeg lavede en bordlampe til hende, som hun kunne have på sit værelse. Jeg havde virkelig pudset og kælet for den, som var det at røre ved hende selv. Men da så det store øjeblik kom, hvor lampen skulle afleveres, var hun kold som is. Da forstod jeg, at det aldrig blev Lis og mig. Jeg græd i flere dage. Derfor: Forelsk dig aldrig i fantasien, hav vished for ideen ellers gør det ondt med tiden.

Hvor Lis blev af, det ved jeg ikke, men jeg håber hun har det godt, og har fået noget godt ud af livet. Hvis man leder længe nok, er der gode muligheder.

FØRSTE SEXUELLE OPLEVELSE

NOGLE MENNESKER SIGER: Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får. Det kunne godt være sagt om Vagns mor. Vagns far, Carl, var gift med Vagns mor Inger, fordi Carl reddede Inger fra at drukne på badeanstalten Sønderstrand, som lå der, hvor Sjællandsbroen ligger nu. Som sagt kom jeg meget hos Carl og Inger. For meget. Inger blev min første sexuelle oplevelse, som jeg lige vil nævne, men ikke uddybe nærmere og heller ikke andre.

KAPITEL 10: SÅ TIL SØS

EN MORGEN vi mødte på arbejdet, var der så koldt på fabrikken, så når vi startede maskinerne sprang proppene. Så vi kunne selvfølgelig ikke arbejde. Så da Mester kom på sin morgenrunde, var der helt stille. Han himlede op, om vi så kunne komme i gang. En af de ældste lærlinge sagde, at det kunne vi for fanden ikke, om han ikke kunne mærke, der var koldt? Så måske var det bedre, der blev købt noget kul. Så sagde han ikke noget. Måske kan du gætte, hvem lærlingen var? Ja, ganske rigtigt: Peer Søndergaard.

Men det hævnede sig, da jeg senere skulle lave et svendestykke. Der var normalt tre emner, man kunne vælge mellem: En pluto-stålholder, der bestod af fire dele, en stålholder med vugge til drejebænk samt en stilbar ridseklods bestående af 22 dele.

Jeg blev kaldt ind til Mester Rom-Søren. Han stod med et smørret grin.

’Kan du huske den dag i januar, da du var fræk?’

Jo, det kunne jeg godt.

’Derfor Peer har jeg valgt for dig. Du skal lave en stilbar ridseklods i svendestykke. Her er tegningerne.’

Jeg sank en gang, men det var nu alligevel skønt, at have sagt ham min mening.

Nå, jeg fik lavet de 22 dele, men det var ikke uden kamp. Der skete en katastrofe midt i hovedemnet. Jeg knækkede et bor. Det havde sat sig fast. Men som så mange gange før klarede jeg den. Som min moster Gerda altid sagde: ’Du er Lykkens Pamfelius’.

Da min Farfar lavede sit svendestykke fik han sølvmedalje, men det var med nød og næppe, at jeg selv bestod. Men nu var jeg svend, og da jeg havde givet en kasse øl (50 stk), kunne jeg glæde mig over, at få lov til at sige du til de gamle svende. Det var en lykkelig dag. Ikke længere bundet af en lærekontrakt. Fri som fuglen. Mester var ’rar’ og beholdte mig 2 uger. Der var en årsag til, at det ikke blev til mere. Han gik nemlig fallit.

APPETIT PÅ LIVET

DET VAR FORÅR, og alt så lyst og venligt ud, så jeg travede ud i den store verden med stor appetit på livet. Jeg fik arbejde på B&W i ’Afdeling 6 Værktøj’ hos mester Jessen. En flink mand. B&W satte yderligere fart i mine drømme om at komme ud i den store verden med skib.

Hver dag gik jeg ned i Prøvehallen, dér hvor de byggede de store skibsmotorer. Ih, hvor jeg beundrede og misundte disse mennesker. ’Du må gøre noget ved det, Peer. Go for it.’ Det man vil, det gør man. Det man ville bliver sjældent til noget. Endnu en gang stod lykken mig bi.

Min faster Grethe kendte en styrmand, som var ansat på statens mønstringskontor. Det blev min lykke. Hun sørgede for, at jeg fik en søfartsbog og med den i hånden, lå hele verden – og for den sags skyld Jorden – åben for mig, og jeg var ikke sen til at skrive et nyt kapitel.

KUFFERTEN STOD KLAR

PÅ B&W OM NATTEN. Søge hyre om dagen. Parat til at tage afsted. Kufferten pakket. Så ringede telefonen endelig 12. oktobner 1953 kl. 9.00 om morgenen. Om jeg kunne tage afsted med middagsmaskinen  til London?

Jeg skulle mønstre et skib, der hed M/T Grønland, der lå i Southhampton. Jeg var lige kommet hjem fra natholdet på B&W, så jeg trængte til et par timer på øjet, så det blev ændret til en maskine kl 16.00, der skulle til Amsterdam. Her skulle jeg så skifte til London. Den var jeg med på. Det var virkelig spændende.

KAPITEL 11: PÅ VEJ UD I DEN STORE VERDEN

EFTER AT HAVE sagt pænt farvel til min Mor,  hankede den unge mand op i kufferten, skød hjertet op i livet, mødte forhyringsagenten i lufthavnen, gik ombord i flyet til Amsterdam. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs … men også meget stolt. Underligt var det at blande disse to følelser sammen. Det var som at gå linen ud.

At flyve havde jeg aldrig prøvet. Men der stod den og brummede nok så hyggeligt, og det var egentlig ret beroligende. Det var før jet-tiden.

Som sagt skulle jeg skifte i Amsterdam, men jeg var vist ikke helt herre over situationen, for lige pludselig lød det i højttaleren: ’Mr. Sondergaard, your plane are ready, please go on board’. Det tog jeg ingen notits af, men da det gentog sig, gik det op for mig, at mr. Sondergaard det var mig. Og så skulle det gå stærkt ud til flyet. Knap var døren lukket bag mig før, maskinen lettede. Det var bælgmørkt uden for, men snart blev det et lyshav. Hvad kunne det mon være?

STORBYENS LYSHAV

London! Lys så langt øjet rakte. Storslået! Nu skulle det vise sig, om det engelske jeg havde lært af en nysproglig student til 2 kr. i timen kunne bære. Det kunne det! Omend det ikke var skoleengelsk.

Da rejsen ikke endte i London, skulle jeg med tog til Southhampton, der skulle køre fra Waterloo Street Station. Det var derfor nærliggende at tage en taxi. Det var en rigtig Londonner Taxi. Det var ingen dør, men en kæde ind til chaufføren, som talte udbredt cookney-engelsk. Det var svært at forstå, men meget fascinerende. Han sagde blandt andet: ’It’s a dirty weather to day’. Det kunne jeg give ham ret i, for det regnede.

På stationen var der et mylder af mennesker, ligesom man ser på film. Jeg fandt perronen og toget. Lokomotivet stod og pustede damp. Husk, det var før dieseltogene, og at det var England. Et land med kul og før BPs fund af olie i Nordsøen.

Kl. 23.00 engelsk tid var toget i Southhampton, som i øvrigt den gang var udskibningshavn for de store amerika-linere Queen Elisabeth og United States.

DEN BESKIDTE VERDEN

De var virkelig givet godt ud, de 2 kr. i timen. ’Can I have a room for to night, please?’ Det kostede eet pund. Dødtræt gik jeg i seng.

Den næste dag vågnede jeg ved, at det kløede så skrækkeligt på mit ene ben. Lopper! ’Hallo, this is the World og det beskidte England.’

KAPITAL 12: KURS VENEZUELA

DET SKIB, jeg skulle med, var ikke kommet endnu, men det kom senere på dagen. Det var en tankbåd på 17.000 tons, M/T GRØNLAND. Rederiet var Det Dansk-Franske Dampskibsselskab – også kaldet Dansk-Fransk.

Det var spændende at flyve, men det var uhyggeligt spændende at gå ombord  på et skib, som jeg selv skulle med. Leve, arbejde, spise og sove i. Det fik hjertet til at slå meget hurtigt. Alt det jeg havde drømt om, var nu virkelighed.

EN MEGET UNG MASKIN-ASSISTENT

En mand kom – jeg tror, det var en matros – og spurgte mig, om jeg var den nye messedreng????? ’Nej, jeg er den nye maskin-assistent, og jeg vil gerne tale med 1ste mester’. Det fik jeg lov til.

Han var en ældre, rødmosset herre. Han gloede på mig, uvist af hvilken årsag.

’Jeg har et brev til Dem fra rederiet, værs’go’.

Han tog brevet og læste det med det samme. Da han var færdig udbrød han: ’Det var som syv satanner. Hvor gammel er De??????’

’19 år, hr.’

Det viste sig, at jeg var kommet i stedet for en 4. mester. Ham der var på skibet, skulle over på et andet, derfor de kraftige udtryk.

BLØD OPSTART

Alt var virkelig nyt for mig. Der var en underlig lugt ombord. En blanding af mad og diselolie. Højst besynderligt, men stadig euforisk … indtil jeg lukkede døren op til maskinrummet. Der fik jeg et chok.

Jeg var så chokeret, at jeg havde mest lyst til at rende min vej. Men jeg var jo i England, så der var for langt hjem, så jeg blev.

Tankerne for igennem mit hovede. Hvad nu hvis de sætter mig til noget, som jeg gør forkert og jeg ødelægger noget?

Men jeg havde glemt, at det var voksne mennesker, som udmærket vidste, hvad jeg var værd. Man sætte ikke sig selv i centrum, når man ikke er herre over situationen, men gør det, når du ved, du kan. 90% af de bekymringer man gør sig, bliver aldrig til noget.

Jeg skulle være dagmand, hvilket vil sige: Reparatør og forefaldent arbejde om dagen. Når der var manøvre skulle jeg passe maskintelegrafen og skrive manøvrerne ned samt tage tidspunkt. De skulle gerne være overens med broens i tilfælde af kollision.

HAVET SOM EN KVINDE

Jeg var en meget lykkelig, ung mand. På vej til Venezuela med M/T GRØNLAND. Det var pragtfuldt at være til søs. Jeg elsker havet. Det er som en kvindes sind. Uberegneligt. Den ene dag stille og nærmest dovent, for så at skifte til en frisk tag-fat med vinden, som kan sammenlignes med en kvindes muntre latter, der kan være yderst smittende.

Havet er dragende, som den tiltrækning kvinder har på mænd. Man får lyst til at springe i det. Ligesom at elske med hende i sengen … for så at skifte til det vildeste voldsomme. Som om der var noget indestængt i det, som skal ud. Så bliver man bange. Kvinder kan gøre mænd bange. Men når stormen har lagt sig, bliver det stille igen. Som forsoningens sødme mand-kvinde efter et skænderi og solen atter skinner, står op og går ned i smuk harmoni.

LAND I SIGTE

På tredie-dagen kom en ø-gruppe til syne. Hvad kunne det dog være??? Da vi befandt os i Sydatlanten var mit gæt Azorerne. Forsigtigt spurgte jeg en matros, som nikkede bekræftende. Jeg kom til at tænke på min Mor. Telegrafisten havde sagt ’hvis De har lyst til at sende et telegram, var jeg velkommen’. Det havde jeg. Hvad var mere nærliggende: ’Passeret Azorerne. Alt vel’. Så kunne hun se på landkortet, hvor jeg var.

Efterhånden som dagene gik, blev det varmere, hvilket også var et positivt aspekt, når man til dato kun havde været i Norge og Sverige.

Overraskelserne blev ved. En dag kom jeg på dækket, lå der flyvefisk. Det er en meget interessant fisk. Når den bliver jaget af større fisk, flyver den ud af bølgerne, og når så skibet går i søen, lander den på dækket til skue for sømanden.

Mange tror at livet til søs er kedeligt og trivielt. Men det er det ikke. Der sker utroligt meget og med stor variation. Men man skal have øje for det. F.eks. solopgang. Farverne varsler en ny dags komme. Lyset som overlister mørket. Farvernes spil i skyerne. Skibet får en anden dimension. Det virker nærmest som et rumskib i uendeligheden. Kun vand og univers. Solnedgang som varsler, at dagen er brugt. Farverne bliver mørkere. Natten kommer. Stjernerne bliver tændt. Hele dette vældige rum får evigheden til at være en realitet … og ikke bare et begreb.

Man stiller det ene spørgsmål efter det andet, som der er en forklaring på. Ja, det er der på alt her i livet. Måsker er man ikke gammel nok til at godtage dem endnu.

Fortsættes …

Flora Veronica Willumsgård poserer i sin penthouselejlighed i Melsted, Bornholm. Foto©JørgenKoefoed.

Bloggen har nu tilknyttet en mad-anmelder. Hun hedder noget så poetisk som Flora Veronica Willumsgaard. Men tag ikke fejl. Hun er en hård hund, når det gælder livets allervigtigste sager: SMAG og BEHAG. Flora lagde 2. august ud med Michelin-restauranten KADEAU i Sømarken på Sydbornholm. Nu er Flora fløjet sydpå til Rivieraen, hvor hun anmelder den populære Nice-restaurant LE SAFARI:

Dette prægtige italienske hus afslutter Blomstertorvet mod øst. Foto©JørgenKoefoed.

PÅ MARKEDET på Marché aux Fleurs i Nice handles der kød og fisk, lokal olivenolie, bugnende boder med bær-bjerge, store fennikel, dybrøde tomater og paradevis af oliven. Franske damer med baguette under armen på vej hjem for at lave frokost mænges med turister på jagt efter kulinariske souvenirs og en bid af den sydfranske levemåde.

Og når man har gjort sine indkøb og fået stillet sin æstetiske sult kan man passende slå sig ned på én af de omkringliggende restauranter og  dernæst få stillet ja, den anden sult og nyde menneskemylderet. Vi valgte at slå os ned på et sted vi havde fået anbefalet fra flere kilder: Le Safari.  Et brasserie der med sine 40 år og middelhavsbaldakiner i blå og hvid er gået hen og blevet en Nicoise institution. Hvilket kun fremmes af den store tilstrømning af turister, der flokkes på stedet. Det skulle så vise sig om dens udenlandske popularitet havde fordærvet restaurantens position, eller om det virkelig var her man skulle tage hen for at få et stykke med Nice.

DEN BERØMTE SALAT

Snacks inden det hele begynder: Pissaladiere. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Mens vi besluttede os fra det relativt store menukort, blev vi budt velkommen med pissaladiere, det provencalske svar på pizzaen, med løgkompot, en kende ansjos og overdynget med småbitte bitre oliven, akkompagneret af et glas kir, den klassiske aperitif på Crême de Cassis og hvidvin, og det var ganske udmærket.

Friteret Calamari – blæksprutte. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Salade Caprese. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Mange overraskes af, at der mellem provencalske retter, havets frugter og Salade Nicoise er et utal af pasta og andet italiensk på menukortet, og årsagen dertil skal findes i, at Nice (Nizza) var en del af Italien indtil 1861.  Vi bestilte et blandet udvalg af forretter fra Nicoise sektionen: friterede calamari, caprese,  salade nicoise og ”torsk a la Nicoise”.

Calamari var kødfyldte stykker med smag og fedme serveret i en spiselig skal, anstændigt ledsaget af en fed og syrlig art urtemayo, og der var langt til triste blæksprutteringe!

Mozzarellaen i Capresesalaten ramte perfekt konsistensmæssigt mellem fast og lindt og smagte af den friskeste forårsmælk, hvilket ikke var hvad man kunne sige om tomaterne, som var de blevet importeret direkte fra en dansk køledisk i december. Hvilket kan undre, når man netop har set naturens gaver tillokkende på markedet få meter derfra. Pestoen var til gengæld lækker og havde en vis sødme – dén tomaterne ikke besad.

Den berømt salat fra Nice. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Og nu til salade nicoisen: Den nok mest famøse ret inden for Nicoise køkkenet, men ingenlunde en opskrift, der er mejslet i sten, for der er muligvis lige så mange variationer som der er niceboere. Basen består næsten altid af tun, tomat, oliven og hårdkogte æg. Herudover er der en del andre råvarer, som tilsættes, heriblandt ansjos, grønne bønner, salat og kartofler, og som enhver salatmager mener er livsvigtige for netop deres version. Så der var en del forventelig spænding om, hvordan en Salade Nicoise serveres på en klassisk Nice restaurant. Og her måtte vi skuffes; den var simpel, og det kan være fint, men ligesom med caprese kræver less is more kvalitet. En seng af blandet salat, lidt rå artiskok på toppen, én ansjos, igen vintertomater og dåsetun, og det er  skam ikke fordi jeg har noget imod tun fra dåse, når det er store lyse fileter af tun indhyllet i en god olivenolie, men lidt udkrattet grå tun, som her, vil jeg helst frabede mig. Denne aften var det ikke særlig troværdigt at dette skulle være Nicoise køkkenets shooting star.

Morue à la Nicoise. Synet fejler ikke noget. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Og nu til mine torskestykker i beignetdej: Det første, der ramte mig, var dyppelsen: sursød sauce – altså som den man får serveret til forårsrullerne i den lokale Kinabiks. Torskefritterne i beignetdej havde ligeledes et asiatisk særpræg, med smag af koriander, og her virkede det altså mere som kejtet varebetegnelse end fusionerende nytænkning, når retten hedder torsk a la Nicoise. Man kunne jo for at pege kompasset mere mod det provencalske, have brugt en anden krydderurt og udskiftet dyppelsen med en aioli eller den lækre mayo fra før, men fred være med det: Det smagte glimrende.

EN MØR KANINBASSE

Kanin eller som de siger på de kanter: Lapin. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Le Safari skulle efter sigende være kendt for deres kanin med hele hvidløgsfed, og det var et stykke mørt kaninbasse jeg fik serveret, med råstegte kartofler, masser af bløde hvidløgsfed og noget ligegyldig rucola. Man opererer ikke med masser af tunge saucer og diminutiv smagskrummelure inden for det Nicoiske køkken, men jeg savnede alligevel en smule mere colour på tossen, med fordel skyen fra kaninen, men alt i alt simpel, gedigen bondemad. Mine medspisende tog henholdsvis lam med samme tilbehør som kaninen, godt kød,  og en daubeinfuseret ravioli i aromatisk, sødmefyldt sauce med syre og bitterhed fra rødvinen og smørmørt kød.

Tripe – komave. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Den sidste ledsager havde taget det nok modigste valg fra menukortet: Tripe, som er en form for komavesuppe, og en lokal favorit. En prægnant smagende ret med en vild animalsk ursmag og så harpiksholdig, at var man gået fra den i en time var den nok blevet til komavebudding. Lad mig sige det sådan, at den kunne have sparket sokkeholderne af selv den mest standhaftige provencebonde, og det var langt fra en spise for alle, men dens ejermand slubrede den i sig med et henført udtryk.

DEN RIGTIGE LYD

Crême Brulée med den rigtige lyd. Foto©FloraVeronicaWillumsgård.

Min dessert, Crême Brulée havde jeg det problematisk med: sukkerlåget sagde det tilfredsstillende knak, men den bagte creme anglaise havde en besynderlig buddingkonsistens, og det lignede den ikke havde fået nok vanilje, og de ikke-eksisterende vaniljekorn havde givet rigeligt plads til æggesmagen, der var meget mere end hvad godt var. Jeg blev nødt til at levne. Til gengæld fik mine medspisende en Tiramisu, der var ingen dikkedarer, den var cremet blød og med god espressosmag.

Betjeningen var kæk med den helt rette portion sydlandske charme, omend der er tempo med omkring 200 spisende gæster, men der var trods alt tid til at én af tjenerne spontant hoppede og gav et nummer med en lokal gademusikant.

En stemningsfuld aften på Le Safari løb op i knap 1.400 danske kroner for tre retters menu til os fire, med mineralvand m/u gas og en pichet de vin rosé de la maison.

Han har også spist på Le Safari – Robert de Niro 17. december 1997. Foto©JørgenKoefoed.

Samlet vurdering: 6,75
Atmosfære: 10/10
Forret: 6/10
Hovedret: 7/10
Dessert: 4/10
Betjening: 7/10
Pris i forhold til kvalitet: 6,5/10

Næsten gang I hører fra mig er det hjemme fra de vesterbroske himmelstrøg, hvor jeg spiser på Osteria 16.