
Gudhjems populære havnecafé PROVIANTEN åbner kalenderlåge på årets korteste dag. Foto©JørgenKoefoed.
JULEKALENDER-ÅBNINGEN I GUDHJEM på fredag foregår på Havneknejpen Provianten kl. 19. Men da denne dag også er årets korteste, vil knejpe-mutter Maria omdanne kalender-åbningen til en solhvervsfest. Og så skal der jo tændes lys – ikke alene i de små barneøjne, men også på hele havnen. Derfor skal du ankomme til Provianten på fredag med en tændt fakkel i hånden, så hele byen oplever denne særlige dag.
Du kan gratis afhente fakler på Provianten, når den har åbent. Enten til fællesspisningen i aften fra 17:30 til 19:45 eller ved kalenderlåge-åbning nummer 20 i morgen torsdag hos Christina på Nørresand 25 kl.19:00 eller på Provianten kl. 16:00 – 24:00. Fredag åbner Provianten kl.16:00.
HUSK: Du skal tænde faklen hjemmefra og gå gennem byen med den tændte fakkel. Det kan blive ret så stemningsfyldt!