
Claus Sonne gør klar til at forevige endnu et maleri fra Gudhjem Museums omfangsrige arkiv. Foto©JørgenKoefoed.

Ole Stigemo er vandbæreren, der holder styr på, hvad der er fotograferet, og hvad der ikke er. Foto©JørgenKoefoed.
DER SER MEGET tillukket ud på Gudhjem Museum. Især museums-tilbygningen, som har trukket sine skodder til. Det virker som om, alt er lukket og slukket, og ikke den mindste lille nullermand bevæger sig.
Men faktisk er det lige modsat.
Det store udstillingsrum syder faktisk af aktivitet.
Udstillingsudvalgets to medlemmer – Claus Sonne og Ole Stigemo – er i færd med at affotografere og katalogisere alle museets værker. Det drejer sig om cirka 500 malerier og skulpturer og mindst lige så mange tryk, tegninger og skitser af fx Ernst Køie, Oluf Høst og Tryde. Lidt af en opgave, som bliver 100% professionelt udført.
Claus Sonne – der er formand for Udstillingsudvalget – har i mange år arbejdet som reklamefotograf i København. Fotoudstyret er derefter. Når et maleri bliver affotograferet i extrem høj opløsning, kan man i en knivskarp kæmpeforstørrelse tælle hver eneste fiber i de bemalede lærreder.
BLOGGEN: Claus, hvorfor fotograferer du i så høj en opløsning. Et billede kommer jo til at fylde over 550 MegaBite, hvor et normalt amatør-foto højst bevæger sig op på 6-7 MegaBite?
CLAUS SONNE: Fx kan man se hver eneste ridse på et maleri. Så ved man i hvilken stand værket befinder sig i ved fx udlån.
BLOGGEN: Kommer dette kunst-arkiv på på Museets hjemmeside – lige som de mange historiske fotos fra Gudhjem?
CLAUS SONNE: Ja, det gør det, men her vil billederne optræde i lav opløsning. De tunge originalfotos kommer til at befinde sig på en anden server.
Årets første udstilling, som et et udpluk fra Museets gemmer, har fernisage 13. april kl. 14:00 – 16:00 og har herefter åbent hver dag kl. 11:00 – 17:00 til og med søndag 12. maj 2019.
I øvrigt er der generalforsamling i Gudhjem By- og Museumsforening onsdag 6. marts 2019 kl. 19:30 på Museet. Man kan melde sig ind eller forny sit medlemskab ved indgangen. Men du kan også betale til bankkonto 0650 – 6595 624 620 eller mobilepay 86982 [ja, der er kun 5 cifre]. Medlemskabet koster 125 kroner/pr. næse/året.
Det koster kun 50 kr at komme ind på udstillingerne, men hvis du melder dig ind i Gudhjem By- og Museumsforening, som driver Museet, er det gratis.
HER NOGLE AF DE AFFOTOGRAFEREDE SIGURD VASEGAARD-SKULPTURER:
Fotos©ClausSonne/Gudhjem By- og Mindeforening.