MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Justitsminister Albertis motiv til at gøre prostitution strafbart i Kaare R. Skous Alberti-biografi MAGTENS FORBLÆNDELSE: Der findes ikke noget hensyn i verden, som kan berettige til at opretholde det system, vi har, hvor det offentlige tager sig på at ordne utugten for mændene og i alt fald i grumme mange tilfælde tvinger kvinderne til at indordne sig under de i den henseende fornødne regler. Det er efter min opfattelse en så nedværdigende behandling af kvinden, og det udbreder en sådan åndelig pest i vort samfund, at der ikke er noget hensyn, der kan berettige til at opretholde det.
Landstinget forbød i 1905 skiltning med mere om genstande, der tjente til at forbygge følger af et samleje. I Folketinget tilføjede vesntremanden Søren Svendsen i Kaare R. Skous Alberti-biografi MAGTENS FORBLÆNDELSE: Forhandlerne er endog gået så vidt, at de her i byen rundt omkring har udhængt automater, adskillige steder smukt oplyst, med reklame om, at her kunne I købe for 25 øre, når I ikke kunne komme i butikken om søndagen. Man har, som jeg er blevet oplyst om, haft det forargelige syn at se sådan en automat udhængt et sted uden for en pigeskole, så at selv pigerne ikke har kunnet blive fri for at blive gjort opmærksomme på disse historier og også for deres sammensparede 25-ører har forsøgt at se, hvad det var, de kunne få. Jeg synes, det er så uforskammet, at lovgivningsmagten ikke bør tillade, at sligt finder sted, og er glad for, at det nu bliver forbudt.
Justitsminister Alberti kom med denne svada, da han blev anklaget for at udøve censur over for teatrene i strid med Grundloven i Kaare R. Skous Alberti-biografi MAGTENS FORBLÆNDELSE: Vi må huske på, at hver eneste aften drager tusinder og atter tusinder ind på vores teatre, uden at de i forvejen ved, hvad det er, de får se. Tusinder og atter tusinder, som netop gennem den stærkt indvirkende evne, som skuespillere har derved, at forfatterens ord bliver så at sige iklædt kød og blod, gjort levende, påvirkes således, at de i mange henseender og i mange tilfælde får minder deraf for hele livet – får minder, der kan være bestemmende for hele deres livsbane. Teatret har jo en ganske anderledes, henholdsvis forædlende eller neddragende indflydelse, end litteraturen har. Teatret gør anderledes blivende indtryk på dem, der kommer der, end litteraturen gør gennem læsning. Derfor vil det være dårlig trøst at sige: Lad os nu blot have frihed, lad os have lov til at opføre alt, hvad vi vil. Er der noget, der er galt, er der noget, der strider mod lovene, kunne vi jo drages til ansvar bagefter. Det ville svare til at kaste brønden til, efter at barnet er druknet.
Anklager og højesteretssagfører Gerhard Rée om konseilspræsidenten og venstremanden I. C. Christensens ansvar for at føre tilsyn med sine minister efter, at justitsminister Alberti blev afsløret som danmarkshistoriens største svindler i 1908 i Kaare R. Skous Alberti-biografi MAGTENS FORBLÆNDELSE: … det er en del af kulturen i Venstre, at man holdt hånden over selv mislykkede og uværdige medlemmer indtil et tidspunkt, hvor man kunne skille sig af med dem under tildeling af fuld formel honnør.