MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Lægen Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet til Kristeligt Dagblads Karen Sofie Egebo: Danske skolers seksualundervisning hænger i laser.
Kunstneren Lars Dan i interview med Politikens Ninka oktober 1990: Skulle jeg vælge mellem den store kærlighed og mit maleri – så ville jeg male. For hvis jeg skulle opgive at male, ville jeg være et helvede for en kvinde – jeg ER et helvede for en kvinde, hvis jeg ikke maler … jeg ville være selvdestruktiv og umulig at være sammen med.
Den tyske bestseller-forfatter Robert Seethaler til Kristeligt Dagblads tysklands-korrespondent Tobias Stern Johansen, på spørgsmålet: Hvorfor foretrækker De at svare [dette interview] på skrift; føler De Dem bedre hjemme i det skrevne end det talte sprog?: Jeg taler ikke så gerne. Der bliver allerede talt for meget. Alle taler, men de færreste har virkelig noget at sige.