27. november 2019
MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Kunstneren Lars Dan i interview med Politikens Ninka oktober 1990: Døden skræmmer mig kolossalt. Jeg tror ikke på noget næste liv overhovedet – når du er død, så er du død – punktum. Jeg ved ikke, om det er det, der er skræmmende – det er lige så skræmmende at opleve folk du elsker gå bort, det kan være ældre, det kan være yngre, det efterlader et tryk inde i dit hoved – de, du er knyttet til, efterlader et hul inde i dig, som er stadig sværere ud udfylde.
Socialrådgiver, brevkasseredaktør med mere Hanne Reintoft til Kristeligt Dagblad, da hun i foråret rundede de 85: Jeg har aldrig ønsket at blive hverken alene og gammel, og nu er jeg blevet begge dele, og det morer mig ikke. Jeg vil gerne ned og ligge ved siden af min mand.
Den kendte kommunist og forsvarsadvokat Carl Madsen [1903-1978] til Hanne Reintoft: Der er kun én mening med livet, og det er at være nyttig.