DAGEN EFTER mit første møde på gaden med monsieur Carl Johan Bocksch-Juul indfandt jeg mig på hans adresse i 13, rue de la Comète i det eksklusive 7. arrondissement i Paris – præcis klokken 15 som aftalt.
Monsieur Carl bor alene sin sin treværelses på 4. sal i rue de la Comète. Foto©JørgenKoefoed.
Carl kom ned og åbnede vestibule-døren og vi kørte sammen op med en lille to-personers elevator til 4. sal.
Carl bød inden for i sin lille treværelses lejlighed og gik strax i gang med at brygge kaffe. I mens kiggede jeg rundt på lejlighedens mange malerier og andre genstande. Fra væggene kiggede en del damer fra de forrige århundreder, små borde var spækket med mindre skulpturer og reolerne var tætpakket med bøger og ikke mindst CD’ere. Jeg var ikke i tvivl om, at denne monsieur Carl var indbegrebet af kunst og kultur.
Kaffen kom i de kongelige porcelænskopper og samtalen kunne begynde.
DIN BLOGGER: Jeg har allerede fortalt en del om din fortid gennem artiklen i Jyllands-Posten, så der er blot et par punkter, som jeg godt kunne tænke mig, at du ville uddybe for Bloggens veluddannede og kultur-hungrende læsere. Først: Hvordan er kunst-markedet i Paris lige nu?
KUNSTEN I PARIS
Monsieur Carl driver stadig forretning for auktionshuse og andre firmaer under navnet CBJ Services – og det danske design på visitkortet skulle borge for kvaliteten. Foto©JørgenKoefoed.
CARL: Jeg er jo i tæt berøring med den, da jeg stadig arbejder for nogle auktionshuse med vurderinger af indleverede kunstværker. Jeg vil sige det sådan, at det er kineserne, der dominerer markedet. Ikke så meget for vestlig kunst, men for den kinesiske. Hvis der fx er en kinesisk vase i auktionskataloget strømmer forskellige små grupper af kinesere til eftersynet. De befamler og undersøger vasen, som om det var et af verdens vidundere, selv om vasen måske ikke er noget særligt.
Til selve auktionen møder disse små grupper op og overbyder hinanden, så vasen får et hammerslag, der ligger langt over vurderingen. Vasen bliver bragt til Kina, hvor den så bliver solgt videre i flere led – ofte til dobbelt-priser – inden den ender hos en samler. Det er hel forrykt.
Lige meget hvor man ser hen er der fyldt op med kunst. Foto©JørgenKoefoed.
I Frankrig er det sådan, at man ved en auktion højst må betale 1.000 euro i kontanter. Resten skal ske via kort. Man er bange for, at sådanne auktioner bruges til hvidvaskning af penge. I flere dele af verden er beløbsgrænsen helt oppe på mellem 15-20.000 euro.
Hvad værre er, at visse kinesere er begyndt at kopiere ’det sort kort’.
DIN BLOGGER: Hvad er et sort kort?
CARL: Du kender sikkert GOLD og PLATINUM. Her kan du købe for op til 1 million danske kroner plus, at du har en række fordele med rejseforsikringer og benyttelse af diverse lounges i lufthavnene. Og så er der BLACK – det sorte kort. Det gives kun til særdeles rige mennesker, og så vidt jeg ved, har det ingen øvre grænse for køb. Her kan millionerne rulle uden restriktioner. Disse sorte kort er ifølge mine kilder i visse auktionshuse blevet forfalsket af nogle af de kinesiske grupper. De betaler måske fem millioner euro for en vase eller et maleri. Transaktionen bliver gennemført, men et kvarter efter melder banken tilbage, at der alligevel ikke er blevet overfør fem millioner euro. Og hvor er kineserne? De er væk.
DIN BLOGGER: I min barndom talte vi om ’den gule fare’. Det var noget med, at der var så mange kinesere, at hvis de startede en krig, ville der være mindst 1.000 kinesiske soldater til 1 vesterlænding. Det rystede vi lidt i bukserne over dén gang. Det var nok lidt overdrevent, men nu er det faktisk blevet relevant bare på en anden måde. De møver sig jo ind over alt. Sidst ville de bygge to lufthavne i Grønland, indtil Lars Løkke vågnede op, og lod den danske statskasse betale.
CARL: Jeg og mine venner og en række andre parisere spiser ofte på AU PETIT RICHE i 9. arrondissement. Det er en klassisk fransk restaurant med stil. Da de begyndte at lukke store grupper af kinesiske turister ind i de hellige lokaler forlod stampublikummet restauranten.
Inden monsieur Carl blev sendt på FN-mission i Gaza aftjente han sin værnepligt i Den Kongelige Danske Livgarde, som det fremgår af dette fotografi på reolen. Foto©JørgenKoefoed.
BLOGGEN: Går du stadig på museer og gallerier og ser på kunst?
CARL: Nej, det gider jeg ikke rigtig mere. Der er altid så mange mennesker, at man ikke kan komme til at se billederne.
BLOGGEN: Jeg giver dig ret. Jeg har det på samme måde. Og i Danmark består publikummet efterhånden kun af kvinder 60+ med drengefrisure – de såkaldte hjelme. Hvor er mændene?
CARL: Det er nemmere at være pensionist, når man er kvinde. Kvinder har altid noget at tage sig til. Mændene sidder på bistroten og drikker vin eller ligger derhjemme i sofaen og ser fjernsyn.
BLOGGEN: Ja … eller også er de døde!
Ikke alene er Monsieur en meget høj mand – 2 meter? – men også meget veltalende. Her skal man ikke være bange for lange pauser i samtalen. Foto©JørgenKoefoed.
Sidste del af interviewet bringes på Bloggen i morgen. Her fortæller Carl om den danske mode-fotograf Gunnar Larsen i Paris, som han blandt andet var stik-i-rend-dreng for.