DU HAR MÅSKE allerede set denne geniale idé præsenteret i andre medier. Men da den er så god og enkel, bør den også vises her på Bloggen.
Det er Christine Munck Birch, der er lærer på Sydbornholms Friskole, der pludselig fik den åbenbaring, at supermarkedernes plastic-poser kunne udskiftes med hjemmelavede mule-poser af genbrugsstof.
Som tænkt, så gjort. Meget hurtigt fik Christine syet 40 mule-poser, som nu er fordelt i Daglig’Brugsen i Pedersker og i Gudhjem.
De har fået navnet GENTAG-POSEN, fordi det er meningen, at kunder der har glemt at medtage en taske eller lignenede til deres indkøb, låner en pose gratis – og til gengæld leverer den tilbage igen efter brug. En handling som alle opfordres til at gentage.
BLOGGEN: Du har fortalt, at du gerne vil have, at flere supermarkeder end dem i Pederser og Gudhjem kan tilbyde sine kunder dine GENTAG-POSER. Har du fået nye kontakter?
CHRISTINE MUNCK BECH: Ja! I sidste uge fik jeg henvendelser fra Østerlars Dagli’Brugs og Loppeteket i Rønne. De vil også gerne have mine poser hængende. Samtidig har gruppen HUSFLID i Multihuset i Østerlars og REPAIR-shoppen i Nexø tilbudt at hjælpe med at sy poser.
BLOGGEN: Det lyder som en halv steppebrand. Hvad er endemålet?
CHRISTINE MUNCK BECH: Jeg kunne da godt tænke mig, at samtlige af Coops butikker fik Gentag-posen. Men alle forretninger kan kontakte mig på 2679 8290, hvis de vil være med til at gøre Bornholm plastic-fri.
Projektet har hjemmesiden www.gentag.dk og Facebookside med navnet GENTAG.