Dette er rejsebrev nummer 3 fra NOMADEN FRA GUDHJEM:
Rejsebrevsforfatteren Anette Kjær Jørgensen (tv) og hendes rejseveninde Susanne Andersen er sammen med værtens unge hustru Nanda klar til at fejre guderne. Foto©Wid.
KÆRE ALLESAMMEN
BOR NU hos WIDs familie i landsbyen BANJAR SUMAMPAN KEMENUH sådan syd-midt på Bali og er ved at lære at flette en lille bakke af bananblade. Når den er færdig, skal der lidt ris, en sød kage, blomster og noget mosagtigt grønt i den og til sidst stænk af helligt vand fra en plastikflaske. Sammen med en tændt røgelsespind vil en af familiens kvinder stille bakken et strategisk godt sted for at holde alle de onde ånder væk. Min læremester udi offergaver er 20-årige Nanda – vores balinesiske værts smukke, unge kone.
Lektionen foregår i familiens alrum, siddende på et hvidt marmorgulv i et hus uden vægge. Over vore hoveder et bambustag, der hviler på smukt udskårne træstolper og lige ved siden af os siler regnen ned. Det har den gjort i to dage nu. Balineserne smutter fra det ene sted til det andet under hver sin paraply. Skulle nogen undre sig over, at det altid regner på Bali, er vi ankommet i regntiden, og når det regner her på øen, så – ja, så regner det.
HOVEDET ER HOVEDSAGEN
TV’et kører foran os med balinesiske nyheder, og overalt på gulvet står flettede kurve i forskellige størrelser. Kurvene bærer kvinderne ting i på hovedet – først og fremmest offergaver til guderne i templet. Hovedet er nemlig det helligste sted på kroppen, har jeg fundet ud af på et museum med balinesiske malerier. Derfor ikke noget med at bære kurven med blomster og frugt til gudernes ære i hænderne.
Her på Bali er det en kvindeopgave, at familien holder sig gode venner med guderne. Flere gange om dagen går de rundt og placerer de små bakker med offergaver i husene og i gården. I det hele taget bruger balineserne – og nu også mig – utrolig meget tid på guderne. Faktisk synes jeg ikke, de har lavet meget andet i den tid, vi har været her.
Da Susanne og jeg for et par måneder siden sad i Allinge og gennem ‘Airnb’ bookede, hvor vi ville bo på Bali, anede vi ikke, hvilken unik oplevelse netop den booking, vi foretog, skulle blive. På sitet lokkede IWAYAN WIDNYANA med et ophold hos sig og sin familie. Hans far var træskærer, og vi ville blive en del af familien. Vi kunne få hver vores værelse, fremgik det, og da det ikke var så dyrt, slog vi til.
WIDs familie består af fjorten mennesker. Børn og gamle og nogen midt imellem. De bor allesammen i hver sit lille eller store hus bag en mur inde i en gård i landsbyen BANJAR SUMAMPAN KEMENUH. Allerforest ligger et stort familietempel med guldbelagte eller ihvertfald guldmalede udskæringer og ved siden af hustemplet står en levende hellig hane i et meget lille bur. Den skal passe på det hele. Er glad for, jeg ikke er hellig hane og henvist til et bur-liv på Bali, men måske ikke værre end at være burhøne i Danmark?
FAMILIEMEDLEMMERNE
Efter flere år i USA, er Wid blevet meget interesseret i at fotografere. Foto©AnetteKjærJørgensen.
Selv om man er i kriger-dress, skal Far Prau også passe sin mobiltelefon. Foto©AnetteKjærJørgensen.
Mor Larni smukserer sig til aftenens festivitas i templet. Foto©AnetteKjærJørgensen.
Først i gården bor de vigtigste familiemedlemmer. WIDs søster, som studerer. Far PRAU, der er træskærer, tempelvagt og flot kriger, når han danser i templet, og så er han noget så rar. Og så er der midtpunktet Mor LARNI – en frodig, lattermild kvinde, som styrer hele menageriet, og så snart hun ser os, kommer med frugt og tydeligvis ærgrer sig lige så meget som os over, at vi ikke kan snakke sammen. Så er der en tynd, tynd bedstemor i gul bluse, som har siddet lænket i tredive år, fordi hun er besat af en ond ånd og først slap fri, da WID havde tjent nogen penge i USA, og de havde råd til at få hende til lægen. Hun har den smukkeste sangstemme, og tilbringer det meste af dagen med at fremstille offergaver til guderne, feje gården og snakke med sig selv – og så en gang imellem kigge vredt på mig og sige en hel masse. Har en mistanke om, at hun ikke rigtig kan lide mig. Eller måske nærmere, at hun ikke er helt tilfreds med WIDs idé om at lukke alle disse fremmede mennesker ind i deres gård.
Det er hendes afdøde ægtemand, som har sat den onde ånd i hende, fortæller WID. Først var hun gift med WIDs bedstefar, og de fik sammen WIDs mor, og alt var godt. Men så kastede en anden mand sine øjne på hende, og hun flyttede hen til ham. Den nye mand gjorde hende både gravid og lavede sort magi med hende. En dag døde han, men havde forinden glemt at jage de onde ånder ud af sin kone, så noget familie lagde den besatte og ustyrlige kvinde i lænker de næste tredive år. Men nu går hun dog omkring, som WID siger.
STORFAMILIEN
Så bor her en ugift tante, som også ynder at gå rundt og snakke med sig selv, og skælde lidt ud og passe guderne, og så er der WID selv – som ældste søn nu familiens overhoved.
Bagved i den store gård bor forskellige onkler og tanter og mindre betydningsløse, som jeg ikke rigtig har styr på. En fætter, som snakker fransk bedre end Susanne, bor allerbagerst.
WID er en flot fyr og har boet otte år i USA, hvor han har læst engelsk på universitetet og arbejdet på en japansk restaurant, og så er han god til engelsk. For to år siden vendte han – dels af pligt, men vel også fordi han gerne ville – tilbage til Bali og giftede sig med 20-årige NANDA fra landsbyen. Til april venter de deres første barn. Ansvaret for familiedynastiet bekymrer WID en del, og han spekulerer meget på, hvad han skal lave for at tjene penge. Derfor lejer han nu ud til turister. Han har sat alle de penge, han havde med hjem fra USA i to fine huse med udendørs bad og udsigt over rismarker. Og så er der Susannes og mit nye hjem i familiens gård med to værelser, riskammer og marmorterrasse, som han også lejer ud – hvis du skulle være interesseret i en tur til Bali.
STOR GÆSTFRIHED
Vores nye familie er dejlige mennesker og har modtaget os med åbne arme. I det hele taget er balineserne utrolig søde og gæstfrie, og børnene og de unge vil gerne øve sig på deres engelske. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange, jeg har besvaret spørgsmål som “where do you come from?” og “what is your name?” og “what is your favoured colour?” eller “what are your hobbies?”
GUDERNES 50 ÅRS FEST
Der har været en del festivitas her i de fjorten dage, vi har boet hos WID og hans familie. Centrum for det hele er landsbyens tempel, der ligger to gårde fra vores gård. Balineserne er hinduer og netop, mens vi er på besøg, har de besluttet at afholde den største fest for guderne i 50 år. Hvor meget, man gør ud af festen, afhænger af, hvor rig landsbyen er. Landsbyen, vi bor i, må være ganske godt stillet at dømme efter, hvor flot alt er pyntet, de mange processioner og hvor mange mennesker, der hele tiden deltager fra nær og fjern.
Vi er vist de eneste turister i landsbyen og efter den opsigt vi vækker – de små børns gråd, og de løse hundes knurren, når de ser os – er det ikke noget vanligt syn med mennesker som os på disse kanter. Indimellem ser vi et par hvide i templet – øjensynlig også kommet for at se de mange processioner og farverige og flotte udklædninger, men for det meste har vi al opmærksomheden – og venligheden – for os selv.
Introen: NOMADEN HAR FORLADT GUDHJEM OG DRAGET VIDERE – 6. december 2013
Rejsebrev 1 : NOMADEN MØDER ET SELVSKYLLENDE TOILET – 21. december 2013