MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Journalisten Douglas Reed kom til Berlin 1928 som engelsk korrespondent, skriver i sin doku-bog GALSKABENS KAVALKADE, der udkom i 1938 udkom 19 oplag i Storbritannien og 4 oplag i Danmark: Jeg begyndte at spejde efter det knuste, hungrende, desperate og forblødte Tyskland, men jeg fandt det aldrig. Jeg fandt et Land, der – med Undtagelse af det korte russiske fremstød i Øst-Presussen i 1914 – aldrig havde kendt til krigen paa egen Jord; som havde afblæst Krigen, da det uundgaaelige Nederlag var overhængende, og som tilsyneladende havde underkastet sig Fjenden og trukket sig tilbage til sit eget Land, der aldrig var blevet hærget; som ved denne tilsyneladende Overgivelse havde afpareret et afgørende militært Nederlag; et Land, som, skønt det endnu næppe vovede at tro det, begyndte at haabe paa, at det havde snydt sine Fjender. Tyskland var blevet sparet for en Knock-out. Det var en international Sværvægtsbokser, som var kendt besejret paa Points, men som selv følte sig som den bedste Mand i Ringen, og som følte paa sine Muskler og drømte om et Come-back.
Journalisten Douglas Reed kom til Berlin 1928 som engelsk korrespondent i sin doku-bog GALSKABENS KAVALKADE, der udkom i 19 oplag i Storbritannien og 4 oplag i Danmark i 1938: Efter seks aars ophold i Tyskland stod jeg paa Unter den Limden sammen med en berømt amerikansk Journalist. Vi var sammen gaaet hen for atse paa en Kvinde, som var slaaet bevidtsløs af nazisktiske Stormtropsmænd. Han var kommet til Europa sammen med den amerikanske Hær og var fyldt med antityske Fordomme, der skyldtes Krigstidspropagandaen, men efter Krigen var han kommet til det før-Hitler’ske Tyskland og var kommet til at elske Tyskland og havde erklæret, at Krigstidens Propaganda havde været Løgn. ”Efter hvad jeg har set i den sidste Tid”, sagde han, ”tror jeg paa alt, hvad der blev fortalt om dem”.
Forfatteren Knud Romer i Kristeligt Dagblad til journalisten Liv Høybye Jeppesen: Mange tror at de kan undgå sammenbruddet. At man kan leve uden fyringer, skilsmisser, sygdom, alderdom – alle livets skyggesider. Vi tror altid, at ulykken rammer de andre. Og de andre er nogle mærkelige nogen. Dem dæmoniserer vi.