
Jørgen Wagner Knudsen gjorde det, som ingen andre har gjort på Yale i 260 år, skriver journalist Rechendorff i Berlingske Tidende juli 1961. Foto©JørgenKoefoed.
JØRGEN LEVER, bor i Cannes og har det godt … og så har han faktisk også fødselsdag i dag, hvor han runder 81. Men hvem er han, ham Jørgen?
Hans fulde navn er Jørgen Wagner Knudsen. Han er født og opvokset i Rønne. Hans forældre Ellinor og Georg var tandlæger i byen og de boede i den store ejendom på Store Torv 20.
Når Bloggen omtaler ham, skyldes det, at et gammelt avisudklip fra Berlinske Tidende dateret 9. juli 1961 er blevet indleveret til redaktionen. Her fremgår det, at Jørgen var lidt af et unikum. I hvert fald bestod han afgangseksamen fra Yale – verdens bedste og mest ansete universitet beliggende i staten Connecticut i USA – med topkarakter. Faktisk scorede han 98 ud af 100 mulige point. Han blev således ikke alene sit studenterholds nummer ét, men fik også den bedste karakter, der nogensinde er givet på Yale, der blev oprettet i 1701.
Lidt af en præstation.
EXTRA-ORDINÆRE KVALIFIKATIONER
Årsagen til at Jørgen kom til Yale skyldes først og fremmest resultatet af hans studenter-examen fra Rønne Statsskole. Den bestod han med udmærkelse; men kvalifikationerne var så extra-ordinære, at det lå lige til højrebenet at søge en uddannelse ud over det sædvanlige.
Yale University blev sat som mål og takket været The Scandinavian American Foundation fik Jørgen ét års legat til studium på det eftertragtede uddannelsessted, som har over 12.000 elever og 2.000 lærere. Et legat som jævnaldrende Verden over sukker efter. Lad os sige det sådan: Jørgen var selvfølgelig heldig, men hans matematiske resultater på Bornholm var så enestående, at det ikke blot var held.
For at fuldføre uddannelsen og opnå graden ’Bachelor of Arts’ kræves fire års studier. Det er kun muligt for særdeles velhavende forældre, at kunne betale de mange, mange tusinder dollars for tre år på Yale. Men igen var Jørgen heldig … eller rettere, så dygtig at han fik en af universitetets ganske få fripladser.
KOM IKKE SOVENDE TIL RESULTATERNE
Men ikke nok med det. I ferierne skulle deres tjenes lommepenge til resten af året, og her fik den suveræne matematiker anbefalinger fra Yale, så han kunne arbejde i Den Internationale Bank i Washington og i FN i New York.
Jørgen sled i det og forældrene fortæller, at ’Jørgen så godt forslidt og træt ud’ ved sine besøg i Rønne.
Selvfølgelig var Jørgen også én af de tre ud af universitetets 900 matematik-studerende, der blev kaldt op til rektor Griswold til særlig hæder.
Da han som 21-årig sluttede på Yale stod endnu et stipendium klar: Fire år på Californiens Stanford University. Her blev han Masters of Arts, svarende til en doktorgrad i matematik og praktisk økonomi. Og for at det ikke skulle være løgn afsluttede Jørgen sin uddannelse på det ansete Havard University i Massachusetts, som har udknækket ikke mindre end 75 nobelprismodtagere.
GODE STILLINGER PÅ STRIBE
Herefter lå verden åben for Rønne-knægten. Han valgte bankverdenen og kan i dag se tilbage på en række direktør-poster i blandt andet den multinationale bank JPMorgan med hovedsæde i New York og senere i deres afdeling på Place Vendôme i Paris, men også med en afstikker til Handelsbanken i København.
Jørgen er fransk gift, derfor har han slået sig ned i den sydfranske film-by.
Han har aftalt med Lars Thykjær – en gammel skolekammerat fra Bornholm – at de i juni næste år skal deltage i det berømte Folkemøde i Allinge. Her bør Tv2/Bornholm og Bornholms Tidende være vakse ved havelågen. Det er ikke hver dag genier ankommer til klippeøen.
Fødselsdags-tillykke til Bornholms største matematiske geni gennem alle tider fra Bloggen. Hip-hip!