DIN BLOGGERS KOMMENTAR: Når der er blevet snakket om trafik-reduceringer i SommerGudhjem, er Den Elektriske Shuttle-bus ofte blevet hevet op af posen. Det blev den også, da Gudhjem By- og Museumsforening holdt offentligt møde 29. september i Svømmehallen.
Byforeningen er begyndt at undersøge, hvordan der kan skaffes midler til et bus-indkøb. Problemet er, at den faktisk er temmelig kostbar. Sådan en ’Bluebus’, der er seks meter lang, rummer 22 passagerer plus adgang for kørestole, koster den nette sum af 1.400.000 kroner. Men købet kunne finansieres af P-afgifter oven for byen.
Bussen er fransk, og der kører mange af dem rundt i de franske byer – et tal på 4.000 er blevet nævnt – men ingen på Bornholm. Men så kunne Gudhjem jo være det første sted, det sker her til ø’s.
Men spørgsmålet er, hvad skal den bruges til?
Skal den erstatte turistkørsel af motorcykler, biler og busser ned gennem Gudhjem mellem 10:00 og 17:00? Eller skal den blot være en hjælp til dem, som gerne vil spare P-afgiften nede ved havnen?
De trafik-interesserede i Byforeningen mener absolut, at den skal erstatte turist-trafikken om dagen suppleret med en bus-nedkørsel ad Serpentinervejen med passager-afsætning på den lille P-plads inden husene begynder. For at det kan fungere, skal vejen udvides lige dér, så busserne kan vende og køre tilbage op ad Serpentinervejen. Firmaet ViaTrafik, der servicerer kommunen på trafikområdet, har beregnet udvidelsen til 1,5 til 2,0 meter. Det vil give en vidunderlig ro og og god luft i hele byen samt, at beboerne på Nørresand slipper for den evindelige trafik-støj dagen lang, der er ved at gøre dem høre-udfordret.
Som et første punkt, som Byforeningen har påpeget år efter år efter år efter år er, at under alle omstændigheder skal skolebørn ikke køres op og ned i busser, når de besøger byen. Hvornår mon det bliver gennemført? Suk!
POLITISK HANDLINGSLAMMELSE
Men alt er på skitseplanet, og så længe politikerne fortsat mener, at sommerforretningerne og de fastboende alle skal være enige, sker der jo ikke noget.
Det man kan håbe på er, at de erhverv der ikke ligger i bunden af byen kunne være interesseret i, at de fleste turister skal gå ned, således at de vil passere deres butikker og på den måde skabe mere omsætning Uptown.
Din Blogger tror ikke, der sker noget, før nogen bliver kørt ihjel i de gudhjemske gader. Trafiksanering har man talt om lige siden man byggede Holka-broen og Serpentinervejen i 1957 og dermed skabte Gudhjem om til en gennemkørselsby.
Det var byens kendte maler Oluf Høst og hans venner, der pegede på denne katastrofale trafikløsning ned gennem det idylliske fiskerleje, som dermed var årsag til ’Gudhjem-krigen’, der delte byen i to med maleren Niels Lergaard i spidsen for det modsatte synspunkt – en vej oven for byen – og ikke gennem. De to kunstnere var ellers nære venner, men dette projekt gjorde dem til dødeligt uvenner resten af livet.
Ja, der er rigtig mange følelser i spil hos dem, der gerne vil holde Gudhjem intakt og skåne byen for de såkaldte ’fremskridt’, som pengemændene ofte beskriver deres anbefalede ødelæggelser.