HVIS DU IKKE er i Paris lige nu, skal du sikkert derned om ikke så længe. Så kig ind hos GALERIE MARIA LUND, som er det eneste dansk-ejede galleri i byernes by. Lige nu blænder hun op for den danske glaskunstner PIPALUK LAKE.
Hendes glas-værker fornemmes, som flydende magma direkte fra Jordens indre. På samme tid velkendt og ukendte, forunderlige og lidt skræmmende. De ligner mærkelige blomster, uvirkelige undersøiske vækster … drypsten. Det hele i en brat standset bevægelse.
Når Pipaluk skaber sine glasskulpturer glemmer hun på et tidspunkt sin hensigt med værket og begynder at søge … at gå på opdagelse, at gå ud over grænserne for hvad der er ’teknisk muligt’. Heraf titlen på udstillingen Planlagte Ulykker. Det flydende glas går nogen gange sine egne veje og skaber sine egne former … så udstillingen burde vel i stedet have heddet ’Planlagte og uplanlagte ulykker’.
Pipaluk Lake er født i Danmark i 1962. Uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1988 med afgang i glas og tekstil. Det særlige ved hendes værker er, at de er resultatet af en arbejdsproces, der er eksperimentel og delvis ukontrollabel. Derved adskiller hun sig fra andre kunstnere, der arbejder med glas. Hun er anerkendt i ind- og udland. I 1999 modtog hun Hempel Glaspris, hædrende omtale på II Chongju Internationale Crafts Competition i Korea i 2001 og Sølvmedalje uddelt af Kunsthånderværkerprisen af 1879.
Derudover er hun repræsenteret på Victoria&Albert Museum, London. Corning Museum of Glass, State of New York, USA. Glasmuseum Alter Hof Herding, Coesfeld, Tyskland. Boston Museum of Fine Arts, Boston, Massachusetts, USA. Kunstindustrimuseet, København.
Modtaget legater fra Kunstfonden og Ny CarlsbergFondet.
Udstillet over alt i Europa, Kina, Korea, Canada, USA og Australien Australia. Det er Pipaluks fjerde udstilling i Galeri Maria Lund siden 2008.

Hanging Object XII, IX, XIII, XIV | 63 x 14 x 13 cm, 52 x 21 x 13 cm, 72 x 15 x 9 cm, 57 x 19 x 14 cm | glas og stål | 2014. Foto©AndersS.Berg/GalerieMariaLund.
FAKTA
Hasards Planifiés af Pipaluk Lake
Galerie Maria Lund
48, rue de Turenne
75003 Paris
France
Fernisage lørdag 13. september 17:00 – 20:00, hvor DU også er inviteret!
Åbent til og med 25. oktober 2014
Tirsdag – lørdag 12:00 – 19:00