Quantcast
Channel: Jørgen Koefoed
Viewing all articles
Browse latest Browse all 2822

SÅ KAN DET IKKE BLIVE MERE MODERNE – PÅ CHRISTIANSØ

$
0
0

Howalt med sin kunst inden i Store Tårn. Foto©NicolaiHowalt.

DU ER INVITERET til fernisage i morgen – lørdag 13. april – på Christiansø. Det sker i Store Tårn fra kl. 11:30 til 14:00. Så du kan nå det på en færgeafgang incl. en frokost på kroen.

Bag udstillingen står den efterhånden verdenskendte kunstfotograf Nicolai Howalt. Ja, det var ’Sorte’, der er hans nu afdøde mor – og hvis sommerhus i Melsted, som han nu har indtaget.

DET MODERNE SKAL PÅ MUSEUM
HVIS DU TAGER turen over det store hav for at kigge Howalts værker efter i sømmene, skal du ikke regne med at se klassiske skønmalerier fra dengang kunstnerne kunne gengive hvidklædte ægtepar gående på en strand i solnedgang. De tider er desværre forbi.

Det moderne har for længst holdt sit indtog. Det startede allerede i 1863 i Paris, hvor Édouard Manet brød med den traditionelle malertradition med fx ‘Frokosten i det Grønne’ og ‘Olympia’. Siden hen er det gået ’tilbage’ eller ’frem’ alt efter smag og behag.

Den kendte, kongelige portrætmaler Thomas Kluge har sammen med den konservative forfatter Kasper Støvring skrevet bogen DET MODERNE ER FORTID. Den udkom 9. april i år på forlaget Eksistensen. Her lyder det blandt andet: ”Kunstens grænseoverskridende, provokerende stil har udtjent sit formål og kan ikke længere skabe fornyelse. Den hænger ikke bare på museer, men er selv blevet forvandlet til et museum. Det moderne er blevet fortid” … og de fortæller videre til Berlingske Tidendes Christian Foldager: ”Kunst må godt ligne noget. Og det må også gerne være smukt. Ja, faktisk er skønheden helt afgørende, hvis den vestlige kultur skal overvinde sin nuværende krise og genfinde troen på egen idealer”.

UHA-UHA … det er stadig ikke helt ufarligt at gå imod parnassets vedtagne regler om, hvordan kunst skal se ud i dag. Ingen tvivl om at herrerne Kluge og Støvring står til latterliggørelse og øretæver med deres udgydelser. De havde hel sikkert sprunget Store Tårn over til fordel for en god frokost på Christiansø Kro.

Du kan gøre det samme – eller opleve begge dele. I hvert er maden på kroen ikke moderne.

Bloggen modtager gerne en mail om dine oplevelser i Store tårn – send til arkivparis@aegir.dk.

NICOLAI HOWALT OM SIN UDSTILLING: BOXES & PAPER

Hvad indeholder boxen? Men det er i hvert fald Nicolai til højre. Foto©NicolaiHowalt.

Udstillingen består af to dele:
FØRSTE DEL er en indrammet samstilling af over 100 motivløse, ældede analoge fotopapirer … og 100 æsker fra den legendariske æskefabrik ELVO, der blev grundlagt i 1923 i København.

De analoge fotografiske papirer, der i udstillingen er samlet i en enkelt ramme, er ikke blevet eksponeret fra et fotografisk negativ, men fremkaldt som de er. Det er fremkaldt fotopapir.

På grund af papirernes forskellige alder, kvalitet, opbevaring og patinering afslører hvert papir en unik tonalitet og unikke fejl, når de fremkaldes. Det er altså papirerne selv og tidens tand, der skaber motiverne, ikke fotografen.

Det er i materialets forgængelighed billederne opstår, og tilsammen danner de et visuelt arkiv over materialets egen rejse gennem tiden.

Nogle fremstår abstrakte i skiftende, sarte tonaliteter, nogle fremstår farverige og andre sort/hvide med små fejl, der danner motiver, som kaster tankerne mod galakser, himmellegemer eller stjernetåger og universets både altomspændende og foranderlige uendelighed.

ANDEN DEL er placeret i rummet foran det store billedværk. Her rejser indsamlede historiske papæsker sig i tårne af forskellige højder som håndgribelige, installatoriske og skulpturelle modvægte til fotopapirerenes flygtige billedsprog.

Æskerne bærer også præg af tidens tand. Limrester fra afrevne stykker tape, stænkmærker, stempler og blyantskrevne kartoteksnumre er vidensbyrd om hver æskes egen historie. På den måde bliver det tydeligt, at æskerne har hver sin, men de afslører intet om deres tidligere funktion eller om hvorvidt, de i udstillingen er tomme eller ej.

Ligesom æsker og kasser bruges til at gemme, bevare og organisere, er fotografiet forbundet med erindring, bevarelse og dokumentation. Begge fungerer som beholdere for tid, hukommelse og øjeblikke: Den ene for håndgribelige artefakter og den anden for immaterielle visuelle minder.

I udstillingen afslører både fotografier og æsker imidlertid kun deres egne komplekse og materialemæssige forbundethed med tiden. De menneskelige historier, menneskers levede liv, som har omgivet dem i årtier, træder kun frem som sagte ekkoer i de stoiske værkers små mærker og fejl.

Udstillingen inviterer til at reflektere over grænserne mellem det synlige og usynlige, mellem det materielle og det metafysiske, det konkrete og det erindrede. Materialerne er ikke kun medier for fortiden, men selv aktive deltagere i en fortælling om tidens evige transformation.

OM NICOLAI HOWALT

Nicolai Howalt vil opholde sig en del på Ertholmene i løbet af sommeren. Måske får du mulighed for at hilse på ham. Foto©NicolaiHowalt.

FØDT 2. oktober 1970 i København. Uddannet på den legendariske fotoskole FATAMORGANA.

UDSTILLET på Esbjerg Kunstmuseum, Bruce Silverstein Gallery i New York, Martin Asbæk Gallery i København, Center for Fotografi i Stockholm, FOAM i Amsterdam, CO Berlin, Nikolaj Kunsthal i København, Statens Museum for Kunst i København, ARoS i Aarhus, Skagens Museum plus i Korea, Kina, Tyskland, Litauen, Polen, Frankrig, Finland, England, Ungarn og Tyrkiet.

REPRÆSENTERET i adskillige offentlige samlinger, så som Israel Museum i Jerusalem, MUSAC i Spanien, Maison Européenne de Photographie i Paris, Museum of Fine Arts Houston i USA, La Casa Encendida i Madrid, Fondation Neuflize Vie i Paris, Art Foundation Mallorca, Hiscox Art Project i USA plus en lang række danske museer blandt andet Bornholms Kunstmuseum.

SAMMEN MED sin x-hustru – fotografen Trine Søndergaard – startede han forlaget FABRIKBOOKS, hvor de blandt andet udgav bogen OLD TJIKKO, der i 2020 vandt Den Danske Bogdesignpris i kategorien ‘Fagbog’ uddelt af Foreningen for Boghaandværk.

MEDLEM AF Kunstnersamfundet og Dansk Kunstforening.

REPRÆSENTERES i Danmark af Martin Asbæk Gallery, i USA af Bruce Silverstein Gallery og i Frankrig af Galerie Maria Lund.

OG NOK SÅ VIGTIGT: Howalt er medlem af den bornholmske kunstnersammenslutning HOLKAHESTEN.

Nicolai Howalt tog til Christiansø 30. september sidste år for at inspicere Store Tårn og dens muligheder for sin udstilling. Foto©JørgenKoefoed.

FAKTA
BOXES & PAPER
Nicolai Howalt
Store Tårn, Christiansø, Danmark
Åben hver dag fra 13. april til og med 20. oktober
Åbningstiden følger sejlplanen for Christiansøfarten. Tårnene lukker en halv time før sidste afgang fra Christiansø til Gudhjem.
Entré til Store Tårn + Lille Tårn: 50 kroner. Børn 6-15 år: 25 kroner.
Billetter kan købes på Christiansøfartens kontor på havnen i Gudhjem samt på Christiansø i Kiosken, hos Købmanden og i Turistinformationen i Butik Sirene. De lokale guider sælger også billetter.
Prisen for sejlturen tur/retur voksen/barn:
240/33 kroner i mellemsæsonen: 13. april til 28. juni + 12. august til 20. oktober.
290/40 kroner i højsæsonen: 29. juni til 11. august.

God tur – husk brækposen … hvis det blæser!


Viewing all articles
Browse latest Browse all 2822