Ole Lynge Madsen bor i Holbæk, men var i sommers på ferie på Bornholm, blandt for at gentage et opsigtsvækkende møde. Foto©JørgenKoefoed.
DET ER ALTID INTERESSANT at møde mennesker, som har haft flere liv. Katten har som bekendt ni af slagsen, men hvor mange har Homo Sapiens?
Godt spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. For vi mennesker kan blive genfødt masser af gange, hvis vi har lyst til at komme tilbage – men det er jo ikke alle, der har energien til at starte forfra og gennemleve livets trædemølle nok en gang.
Ole Lynge Madsen mødte jeg i sommers til kræmmermarked på Norre Brygge på Gudhjem Havn. Vi faldt i snak, da han spurgte rundt, om der var nogen, der kendte Djorn Juni – tidligere journalist på Bornholmeren og kendt verse- og spasmager.
Det gjorde jeg – og det var her, det kom frem, at Ole – Gamle Ole burde man vel kalde ham – var jo i gang med sit fjerde liv, hvor han i år har rundet de 70. Det med Djorn Juni vender jeg tilbage til.
Ole Lynge Madsen besøgte i august kræmmermarkedet på havnen i Gudhjem. Her sammen med sin hutsru Connie I. Madsen. Foto©JørgenKoefoed.
BLOGGEN: Hvordan fandt du ud af, at du havde levet før?
OLE LYNGE MADSEN: Det var, da jeg besøgte en clairvoyant. Hun vidste en del om mig – uden at kende mig. Hun kun fx fortælle, at jeg havde haft en dominerende mor og at jeg havde et sommerhus ved en å eller en flod. Begge dele var rigtige … bortset fra at mit sommerhus ligger ved en kanal. Da hun spurgte til min søn, som hun åbenbart også vidste, jeg havde, kunne jeg fortælle, at ham så jeg ikke så meget til. Det syntes hun ikke var så mærkeligt, da han også havde været min søn i et tidligere liv … derfor havde vi efterhånden ikke så meget at tale om.
BLOGGEN: Det var altså clairvoyanten, der første gang satte dig på sporet af dine tidligere liv?
OLE LYNGE MADSEN: Ja. Hun fortalte, at jeg engang havde været en fattig fisker med mange børn og levede i Kærstrup på Sydfyn. Desuden fortalte hun også, at hun så en lille lyshåret dreng, som var mig, der bevægede sig omkring et hvidt slot, hvor der i gården – dengang – var en rundkørsel med røde roser.
BLOGGEN: Fik du at vide, hvad det var for et slot?
OLE LYNGE MADSEN: Nej, men da jeg meget senere sammen med min hustru kørte forbi Hvidkilde Slot, der ligger 4 km nordvest for Svendborg, stivnede jeg fuldstændig. Hårene rejste sig på mig, og jeg følte mig meget mærkelig … så mærkelig, at jeg måtte bede min kone om at overtage rattet.
BLOGGEN: Var du inde og besøge den nuværende ejer, Christian greve Ahlefeldt-Laurvig?
OLE LYNGE MADSEN: Nej … det er jo privat, og han ville nok glo lidt underligt, hvis jeg fortalte ham historien.
BLOGGEN: Mon dog? De er jo sikkert vant til spøgelser. Med hensyn til dit liv i Kærstrup. Besøgte du byen?
OLE LYNGE MADSEN: Nej, for jeg kunne ikke finde den. Jeg ringede til Bymuseet i Odense. De kendte den ikke, men de henviste mig til en mand på Faaborg Museum, som have stor viden om det sydlige Fyn. Han kunne fortælle, at Kærstrup ikke eksisterede mere, men havde været en lille landsby tæt på Valdemar Slot på Tåsinge.
BLOGGEN: Hvad med din søn, levede han også der?
OLE LYNGE MADSEN: Sikkert nok. Da han gik på Blaagaard Seminarium i København tog han sammen sin daværende kæreste på cykeltur til Fyn. Da han på et tidspunkt stod og kiggede ud på Svendborg Sund udbrød han: “Her vil jeg bo!” Og det kom han også til. Efter seminaret flyttede han nemlig til Rantzausminde tæt på Svendborg og bor der den dag i dag. Ikke så underligt, hvis han i et tidligere liv boede med udsigt til det samme vand.
BLOGGEN: Hvordan fik du så nys om endnu et tidligere liv?
OLE LYNGE MADSEN: På grund af ovenstående fik jeg foræret et besøg hos en anden clairvoyant – Hr. Gran, som nu bor i Kalundborg. Han satte mig i trance og spurgte, hvor jeg befandt mig. Jeg kunne fortælle, at jeg var i Frankrig i en lille by ved navn Lormes. Jeg stod på en vej uden for et hus iført en kjortel og med bare tæer. Da han spurgte, hvad jeg så, fortalte jeg, at jeg til højre så en kirke tæt på og til venstre så en by langt nede ad en bakke. Han bad mig derefter om at beskrive huset.
Jeg ser et to-etagers hus med en lille balkon på 1. sal, hvor der en slags karnap. Til højre en vognport og inden for til venstre et køkken.
Det hus i Lormes som Ole Lynge Madsen beboede i et af sine tidligere liv. Foto©OleLyngeMadsen.
BLOGGEN: Men hvad kunne hr. Gran ellers få dig til at fortælle om dit liv der?
OLE LYNGE MADSEN: Jeg fortalte, at min far var borgmester i Lormes og sendte mig til Sorbonnne-universitetet i Paris. Her blev jeg udlært som en slags lærer. I hvert fald vendte jeg tilbage til Lormes, hvor jeg begyndte at arbejde på den skole, som min far havde fået bygget i mellemtiden. Jeg nåede at blive gift og få to børn inden jeg døde forholdsvis ung.
BLOGGEN: Hvad skete?
OLE LYNGE MADSEN: Jeg var ude at ride, pludselig stejlede hesten og kastede mig af. Det døde jeg af. Det mærkelige er så, at i Lormes går min kone og jeg så en tur i et grønt område ved byen og pludselig får jeg samme ubehagelige følelse, som da jeg passerede Hvidkilde Slot.
BLOGGEN: Hvordan det?
OLE LYNGE MADSEN: Jeg tror, at jeg måske pludselig var på det sted, hvor jeg udåndede for mange år siden.
BLOGGEN: Undersøgte du noget fortidigt, da du nu var i Lormes. Omkring huset, skolen og borgmesteren?
OLE LYNGE MADSEN: Nej. Jeg kan ikke fransk, så det opgav jeg.
Tilbage til mødet med Djorn Juni.
Har Ole Lynge Madsen og 5.000-vers-digteren Djorn Juni mødt hinanden i et tidligere liv? Her er poeten fotograferet til bords på Balka Strand til forhenværende medie-mogul Karsten Madsens 60 års fødselsdagsfrokost i april i år. Foto©JørgenKoefoed.
BLOGGEN: Djorn, jeg sendte dig en mail i går, hvor jeg fortalte om Ole Lynge Madsens oplevelse med mødet med dig i din smykke-butik på Tuse Næs formentlig engang i 1960’erne. Havde du samme ‘hårrejsende’ oplevelse?
DJORN JUNI: Jeg kan ikke huske ham og heller ikke mødet. Husk på hvor mange år siden det er – og hvor mange mennesker jeg har mødt.
BLOGGEN: Rigtig nok. Men hvis du havde haft den samme nerveoprivende møde-oplevelse, som Ole havde, da han så dig, ville du jo nok ha’ husket det.
DJORN JUNI: Jo, men jeg husker det ikke. Hvis du sender et foto af manden, kan det jo være, at noget dæmre.
BLOGGEN: Tror du i øvrigt på, at man kan blive genfødt?
DJORN JUNI: Det ved jeg ikke. Tanken er smuk. Og hvorfor ikke. Man ved jo ingenting. Så det er vel kun et spørgsmål om tro.
HVIS DU HØRER TIL DEM, der har levet før, hører Bloggen gerne din historie. Send en mail til arkivparis@aegir.dk eller ring 2782 0241.