Det Wærnske Institut startede i 1814 på adressen Allégade 6 på Frederiksberg i baggården. Efter cirka 70 år flyttede skolen til Kastanievej 2 på Frederiksberg (billedet). I dag huser bygningerne Kastanievej Efterskole under Mariaforbundet. Foto©Jørgen Koefoed.
Resumé: LILLE ADDA ROUENVILLE boede med sin familie i Svaneke på Bornholm, hvor hendes far var toldoppebørselskontrollør. Da han døde i 1892 flyttede 7-årige Adda med sin bror og mor til København, hvor moderen to år senere skaffede Adda en friplads på Det Wærnske Institut. Her gik hun fra 1894 – 1902. Da hun i 1938 var 50 år gammel nedskrev hun sine erindringer fra skolen. Disse har jeg fundet under en stabel papirer hos en 92-årige dame på Frederiksberg. Det er første gang de ser dagens lys. Beretningen består af en epilog og 23 kapitler. På baggrund af den herskende hidsige debat om den nye skolereform, kunne det måske være på sin plads med et tilbageblik en frederiksbergsk pigekostskole for over 100 år siden.
. . . . . . . . .
KAPITEL 9 – de tidligere bragte kapitler gengives nederst i texten.
VI KØRTE ad Kastanievej, H.C. Ørstedsvej, Griffenfeldtsgade og Møllegade ud til Strandvejen eller Lyngbyvejen, hvorhen Turen nu skulde gaa, og hele Tiden hylede vi Hurra af vore Lungers fulde Kraft.
Efterhaanden som der faldt lidt ro over Lejren, begyndte vores smaa Godteæsker at gaa rundt. I saadan en Æske var der mange rare Sager, der kunde være for 2 Øre Pebermynter, for 2 Øre Chokoladepastiller, for 2 Øre Bolscher, for 2 Øre Sodapastiller og for 2 Øre Lakridspastiller, det var for hele 10 Øre Herligheder. Æsken gik Vognen rundt og vi fik alle en lille Forfriskning.
Børn var dengang saa glade for lidt. Naar vi saa havde faaet lidt at Styrke paa os, begyndte vi at synge Fædrelandssange, og som vi kunde synge i gamle Dage; man sang sig glad, og tænkte kun paa det ene, at det var Skovtur, og vi var henrykte.
”Rullende hen ad de støvede Veje” klang, saa Folk vendte sig om, stod stille og vinkede til os, og naar vi kom ud til Taarbæk, standsede vi lige nedenfor den store Bakke, og vi raabte Hurra, saa alle vore smaa Struber dirrede, men det lønnede sig, for lidt efter kom Hr. Overlærer Kaper med Familie ud og hilste paa os; han boede derude i Fiskerlejet om Sommeren. De ønskede os alle en dejlig Dag, og Vognen satte sig i bevægelse, og med vældige Hurra-hyl forlod vi Taarbæk.
Vi kørte saa videre og kom omsider til Skodsborg, hvor vi skulde spise Frokost. Themaskinen snurrede allerede i et af Lysthusene ud mod Øresund. Man havde nok ventet os.
Da vi havde spist, fik vi Lov til at gaa over i Skoven. Vi gik i Smaaklynger, nogle med Frk. Staal, andre med Frk. Goll, og atter andre alene. Hvor vi dog havde det dejligt. I en lang Række gik vi Arm i Arm ind under de lysegrønne Kroner syngende ”God Dag I lysegrønne Træer, god Dag du Himmel blaa”, eller ”Jeg elsker de grønne Lunde”, saa hele Skoven genlød af glade Børnestemmer.
Vi sprang efter Blomster, vi glædede os over alt, hvad vi saa, og da vi til bestemt Klokkeslet kom tilbage til Vognene for at køre videre, havde vi haft en dejlig Formiddag.
En Ting havde gjort et mægtigt Indtryk paa Ingrid og mig, vi havde set en hel Del blinde Mennesker staa paa en Trappe med Ansigtet mod Øresund, og de havde saa gribende sunget ”Vi elske vort Land”. Vi var saa betagede og tavse, da vi forlod dem. De havde sunget saa smukt og havde aldrig set Guds herlige Natur.
Vi kom saa atter i Vognene, blev talte efterhaanden som vi gik op, for at ingen af os skulde blive glemt. Naa, vi skulde nok vide at være i rette Tid saadan en dejlig Dag.
Vi rullede saa videre til et andet Sted, hvor der var Gynge, Keglebane og saadanne Ting, vi kunde more os med. Vi blev saa dér resten af Dagen.
Kl. 7 kørte vi hjem; det kan nok være, det var en Flok trætte Børn Vognene kørte hjem med, men sikken en Dag; jeg tror ikke Skovture nu om Stunder er saa dejlige.
Skønt vi var dødtrætte maatte vi dog af og til synge Fædrelandssange, og da vi naaede Tuborg steg barometret atter, og vi raabte ”Hurra” til alle Gæsterne, der sad og nød den smukke Aften, og de vinkede til os med Hattene paa Stokkene og raabte til os igen.
Da vi ved 9 Tiden kom hjem paa Skolen, var vi alle mere døde end levende, og efter at have sat alle vore visne Blomster i Vand og Theen, som i en Fart var sat paa Bordet i Spisestuen, var skyllet ned, tumlede vi op paa Sovesalene og med det ene Ben i Sengen sov vi allerede og drømte om den herlige Skovtur.
Ja, saa gik Skolen igen sin vante Gang endda med dobbelt Flid, fordi vi havde haft det saa dejligt.
Fortsættelse følger …
. . . . . . . .
Her gengives de tidligere bragte kapiter:
EPILOG: LÆR AT TAGE KAMPEN OP MOD LIVET
DA DET NU er gaaet Fru Wærns Pigeskole i Danmark ligesom det er gaaet hendes Drengeskole i Norge, saaledes at der af hendes engang store formue nu kun kan blive nogle faa Legater – for Drengenes Vedkommende i Norge et par Fripladser paa en Søkadetskole og for Pigernes Vedkommende i Danmark 6-8 Fripladser i Mariasøstrenes Husholdningsskole – synes jeg, at vi skylder Fru Wærn, som Tak for alt hvd hun har gjort for en Mængde danske Børn, at nedskrive vore Erindringer fra vor Barndom paa det Institut, hun selv har stiftet og ønsket skulde bevares igennem Aarhundreder.
Det var Konferensraadinde Wærns Mening at give forældre- eller faderløse Børn et Hjem og en Opdragelse, som kunde gøre de unge Piger skikkede til at tage Kampen op i Livet, naar de 17 Aar gamle forlod Det Wærnske Institut, et Hjem, hvor de smaa fra 6-7 Aars Alderen kunde føle sig hjemme og trygge, et Sted, som var et virkeligt Hjem, som de hele deres Liv kunde se tilbage paa og mindes i Taknemmelighed og Kærlighed.
Jeg føler selv denne Kærlighed og synes, at Det Wærnske Institut var et helligt Sted, som gemte alle vore Barndomsminder, og som genlød af glade Barnestemmer, ja et Hjem som kunde fortælle de dejligste Eventyr. I Tankerene færdes jeg ofte derude, er Barn igen og oplever det alt sammen paany, og jeg sender Fru Wærn min inderligste Tak for de Aar, jeg fik lov at være paa det Wærnske Institut.
KAPITEL 1: FLYTNING FRA SVANEKE TIL KØBENHAVN
DA JEG VAR NI AAR GAMMEL, søgte min Fru Moder en Friplads til mig på det Wærnske Institut.
Min fader som var Toldoppebørselskontrollør i Svaneke paa Bornholm, døde da jeg var syv Aar, og da Pensionen ikke var ret stor, blev min Broder søgt ind paa Herlufsholm og jeg paa det Wærnske Institut.
Den 18’ Maj 1894 om Eftermiddagen spadserede min Mor og jeg fra St. Kongensgade, hvor vi dengang boede, ud paa Kastanievej Nr. 2, hvor Skolen laa, og hvor jeg havde været saa heldig at faa Friplads.
Jeg var en lille pige paa 9 Aar og var jo lidt beklemt ved hele den ny Ordning. Jeg skulde blive ude paa Skolen hele Ugen igennem og først atter komme hjem Søndag Morgen. Naa, jeg marcherede tavs rask af sted, men Graaden sad mig hele Tiden i Halsen.
Da jeg kom til Kastanievej klarede Humøret pludselig op, thi lige foran mig ude midt paa Vejen gik en Mand med en Trækvogn, hvorpaa jeg genkendte min fine nye Kommode, jeg havde faaet, og det allerbedste: min store 3 Værelses Dukkestue, den sidste Julegave fra min Far. Jeg skyndte mig da at komme af sted, og lidt efter gik vi ind ad den store graa Skoleport.
KAPITEL 2: MIN NYE KOMMODE
DA VI VAR kommen indenfor Porten glemte jeg straks alle mine Sorger, thi der stod 23 glade Pigebørn smilende over hele Ansigtet og tog imod mig, de bortførte mig straks, og snart var vi inde i de herligste Lege.
Min Moder var gaaet op til Forstanderinderne, Fru Friis, som stod for Husvæsenet, og Frk. Staal, som stod for Undervisningen.
Pludselig blev jeg kaldt op for at hilse paa Damerne og for at sige Farvel til min Mor, og med eet stod Livets Alvor for mig igen, men det varede heldigvis ikke længere, end til jeg saa alle mine smilende Kammerater igen.
Min fine nye Kommode var blevet sat op paa et Værelse ved Siden af Sovesalen og jeg skulde op og vise Lærerinderne, hvad jeg havde bragt med. I denne Kommode laa der en Herlighed, syntes jeg, for jeg havde faaet et helt nyt Udstyr, som jeg efter Reglementet skulde bringe med. Alt havde min Mor saa nydeligt ordnet med lyserøde Baand og Sløjfer, og jeg var meget stolt og glad for det.
Da det var blevet i Orden blev jeg præsenteret for min ”Plejemor” Elisabeth Qvist; det var en af de store Piger, der skulle hjælpe mig med mine Lektier og ordne mit Tøj, medens jeg var lille. Hvert Aar naar de to ældste Elever forlod Skolen, fik vi en ny ”Plejemor”, eller som det senere, da Frk. Goll blev Forstanderinde paa Skolen, kom til at hedde, en ”Hjælper”, hvilket jo også var rigtigere, da det var en ældre Kammerat, der skulde hjælpe en yngre.
Som Tiden gik, vænnede jeg mig til de nye Forhold og kom til at holde af Skolen og Kammeraterne. Min bedste Veninde blev Ingrid Hansen og vort Venskab holder endnu saa mange Aar efter.
KAPIEL 3: ORDNUNG MUSS SEIN
DA DER VAR GAAET et par Aar forlod Fru Friis, som da var fyldt 70 Aar, Skolen. Frk. Staal kom i hendes Sted til at sørge for Husholdningen og vi fik en ny unge Forstanderinde, Frk. Johanne Goll.
Frk. Goll, der kun var 28 Aar gammel, var en rigtig Legekammerat, syntes vi, hun færdedes med os i Haven og legede sommetider Tagfat med os, og vi gik i Ræker med hinanden under Armen og morede os dejligt: men jeg tror Frk. Goll har ment, vi ikke kunde taale, at hun var saa meget Kammerat med os, for pludselig holdt det hele op, og Frk. Goll kom ikke saa ofte i Haven mere. Senere har jeg tænkt, at vi maaske var blevet lidt for raske, maaske lidt næsvise. Og naar man skal være Opdragerinde, maa der være en grænse, som Børn ikke maa overskride, hvis man skal have Magten over dem.
Mens Frk. Staal var den blide Lærerinde, som vi gik til med alle vores Smaasorger, var Frk. Goll den opdragende Lærerinde; mange nye Ting blev indførte og mange Sætninger blev os daglig indprentede, saa vi ikke glemmer dem hele vort Liv.
”Når du skal gøre en Ting saa gør det straks”, sagde Frk. Goll.
Det er en sætning jeg har haft Gavn af hele Livet.
”Opsæt ikke til i Morgen, hvad du kan gøre i Dag.”
”Gør aldrig andre Ulejlighed med Ting du selv kan klare.”
”Gør ikke mod en Kammerat hvad du ikke vil have, hun skal gøre mod dig igen.”
Ja, der var meget der blev od saaledes indprentet, og det har været mig til stor Nytte ude i Livet.
Med Orden var det lige saadan. Naar noget laa og flød efter os, fik vi en Streg i Ordensprotokollen, og naar vi i en Uge havde 6 Streger i orden, fik vi ikke Lov til at komme Hjem om Søndagen. Det var en forfærdelige Straf, men den hjalp.
KAPITEL 4: DEN ÅRLIGE EKSAMEN NÆRMER SIG
DEN FØRSTE TORSDAG i Maj havde vi altid Eksamen; det begyndte med at der blev gjort Foraarsrengøring i alle Skolestuerne. Medens det gik for sig, var alle vi Børn oppe paa Soveværelserne og læse til Eksamen. Vi læste som Regel to og to sammen, man kunde finde os alle vegne, nogle laa endogsaa inde under Sengene og hørte hinanden i Kongerækken, saa vi andre ikke kunde høre Ørenlyd; ofte var der Skændsmaal, fordi vi ikke kunde faa Fred til at læse.
Medens alt dette stod paa første Sal, færdedes Frk. Staal i Køkken og Spisestue for at gøre alt saa festligt som muligt. Der duftede af de dejligste Sager over hele Huset.
Kiggede man ind i den lille Skolestue, stod Frk. Goll ved Strygebrædtet og lagde sidste Haand paa vores Broderier og andre Haandarbejder, de skulle lægges på lyserødt Papir, saa det kunde tage sig smukt ud, naar Bestyrelsen og Forældre paa Eksamensdagen skulde se dem. Hele Verandaen ud mod Haven var da ordnet med Borde i Hesteskoform, herpaa var der bredt store hvide Duge, hvorpaa hele Aarets Arbejder laa smukt ordnede.
I de tre Dage, der blev gjort i Orden nede i Stuerne, spiste vi alle Maaltiderne i Strygekælderen, det var vældig morsomt, vi var alle som elektrificerede, naar der foregik saadan noget ud over det almindelige.
Nogle Dage før Eksamensdagen kom vor gamle Skomager med nye Sko til os alle sammen. Vi skulde saa alle op paa Vaskeværelset og prøve dem. Hvor var vi alle glade. Naar dertil kom, at vi ogsaa fik ny Kjole, saa var vi vel nok fine alle sammen. Frk. Goll eftersaa alt, om det var i Orden.
KAPITEL 5: DEN STORE DAG
ENDELIG KOM den store Dag. Gangene i Haven havde faaet nyt Grus og alt var beredt til at modtage Gæsterne. Vi gik pænt to og to rundt i Skolestuerne. Vi maatte ikke komme i Haven for ikke at ødelægge de nyrevne Havegange, før de fremmede kom. Vi hørte hinanden i Historie og Vers, og hvad vi ellers kunde finde paa. Pludselig hørtes et Raab gennem Stuerne, der forkyndte, at første Vogn var ankommen med gamle Stiftsprovst Rothe. Saa gik det slag i slag, Vognene rullede ind i Gaarden med Bestyrelsen, Dr. Kallerup Rosenvinge og Hr. Overlærer S. Kaper og alle Lærerne og Lærerinderne samt alle Gæsterne.
Vi kom saa paa Pinebænken; men Hr. Overlærer Kaper, der til daglig kunne være streng, var den Dag saa mild og rar, saa vi alle var glade for at have ham som Censor.
Kl. 11 var der Frokostpause og alle Gæsterne blev beværtede paa det herligste inde i den store Spisestue, medens vi Børn dalede ned i Strygekælderen, hvor vi vidste, store Fade med ”Lækkermad” ventede os.
Ved 2-Tiden var Eksamen forbi, og vi endte altid Dagen med Sangopvisning. Vi havde en dygtig Lærerinde, Frk. Bertram, der lærte os mange smukke Sange. Naar Sangopvisningen var forbi, talte Stiftsprovst Rothe, og han endte altid med at sige ”Ora et labora”! (Red.bemærkning: Bed og Arbejde). Derefter sang vi Salmen ”Saa vil vi nu sige hverandre Farvel”, og saa begyndte alle Børnene at græde af Sorg over, at de to Kammerater den Dag forlod Skolen for at træde ud i Livet.
Vi havde saa fri Resten af Ugen, og tilbragte den i vore Hjem.
KAPITEL 6: DET NYE SKOLEAAR
MANDAGEN DEREFTER begyndte det ny Skoleaar, og da vi gik den dejlige sommer i Møde var alt Jubel og Herlighed.
Vi stod op Kl. 6 om Morgenen. Lærerinderne kaldte på os. Frk. Groll havde de to soveværelser og Frk. Staal de andre to at sørge for. Frk. Staal havde vores Sovesal og ofte gjorde hun Løjer med os for at faa os helt vaagne, inden hun gik igen. Mangen morgen blev vi vækket med den lille Sang: ”Vaagn op min lille Dukke, nu slaar Klokken seks!” eller ”Er Bispinden derovre i Gaasereden vaagen!”, det var mig der var Bispinden, for jeg laa altid saa langt nede under Dynen, at man lige kunde se min Næsetip.
Vi skyndte os så at komme i klæderne, for der var kun seks Vaskekummer paa Vaskeværelset, og da vi var fire om hver Kumme, gjaldt det om at komme først til, ellers skulde vi staa og vente til de andre var færdige. Vi havde hver en Knage til Haandklæde og Svamp og ovenover en Krog til Krus og Tandbørste. Selvfølgelig var der Navn paa alt.
Kl. 6 3/4 ringede den store Klokke nede paa Trappen og alle skulde være paaklædte og nede i Skolestuen, kom nogen for sent fik de streg. Uha! To af Eleverne, en stor og en lille havde ”Dag” d.v.s. de skulde dække Bord, tage af Bordet og vaske op, dog ikke efter Middagsbordet, den Opvask sørgede Kokkepigen og Stuepigen for.
Kl. 7 ringede Klokken igen, vi skulde da de tre Dage om Ugen i Haven og gøre Gymnastik fra Kl. 7-8. Hvis Vejret var daarligt havde vi Gymnastik oppe i den store Skolestue. Vi havde en dygtig ung Lærerinde Frk. Gabrielsen i Gymnastik. Vi holdt alle meget af hende og glædede os til hendes Timer. Fra Kl. 8-10 havde vi Haandarbejde hos Frk. Goll, vi skulde da reparere vort Tøj, stoppe Strømper eller sy Knapper i, dersom der var noget der ikke var i Orden eller lave andre Haandarbejder, som Frk. Goll lærte os. Hver Morgen i Haandarbejdstimen spurgte Frk. Goll om der var noget i Stykker paa vort Tøj, det skulde da straks repareres.
Kl. 10-101/2 spiste vi Frokost, saa meget vi kunde spise, men uden Paalæg. 1/2 Stykke Ostemad var det eneste Paalæg vi kunde faa, dersom vi gerne ville have det, men Maden smagte herligt alligevel. Øl og Mælk fik vi dertil, saa meget vi kunde drikke.
KAPITEL 7: EFTERMIDDAGENS GØREMÅL
EFTER FROKOST læste vi Lektier til til kl. 12 1/2 . Så skulde alle Børnene ned i Haven i den friske Luft. Kl. 1 blev vi ringet op igen, ofte, ja næsten daglig gik Frk. Goll en Runde paa Soveværelserne for at efterse vores Toiletæsker, om vore Kamme og Børster var rene. Oh Rædsel for den arme, hvis Kam var fuld af Haar, saa vankede der atter en ”Streg” og vedkommende blev sendt op at gøre en i Orden.
Som Børn var vi ofte rasende over alle de ”Streger”, men senere har vi været glade over at have lært Orden.
Kl. 2 spiste vi Middag. Vi bad altid Bordbøn, den store Elev, der havde ”Dag”, bad før Maaltidet, og den lille efter Maaltidet. De to der havde Dag, sad på hver sin Side af det lange Bord helt nede hos Frk. Staal, som sad for Bordenden og rettede Maden an. Den store Elev bragte Maden rundt, først til Frk. Goll, der sad for den øverste Bordende, og derefter til alle de store, der sad på Frk. Golls venstre Side ned langs det store Bord. Den lille Elev bragte Maden rundt til de smaa.
Spildte vi paa Dugen, blev vi sat hen ved et lille Bord Resten af Ugen. Undertiden kunde der være 3-4 Stykker ved det lille Bord, det var jo flovt, men vi maatte jo tage Situationen med oprejst Pande.
En Dag havde vi bestemt, at naar Frk. Staal spurgte om vi ville kunde spise mere, vilde vi alle rejse os, og med vores Tallerken i Haanden vandre ned til hende. Vi skulde den Dag have Øllebrød og Sofie Kokkepige havde været saa uheldig at lade den brænde paa. Nå, Øjeblikket kom da Frk. Staal spurgte, blot sagde Frk. Staal: ”Ja i Dag er der vel ingen, der kan spise mere!” Vi saa paa hinanden, og som et Lyn rejste vi os alle paa een Gang, og vore Stole lavede et frygteligt Rabalder, idet de blev skudt tilbage. Vi vandrede saa ned til Frk. Staal, som leende udbrød: ”Aa, det var da dejligt, saa faar vi spist al den svedne Øllebrød op”.
Kl. 2 3/4 ringede Skoleklokken igen til Skolegang fra 3-7. I det Kvarter, der var, inden Læreren kom, gik Frk. Goll rundt og saa, om alt var i Orden, om Bøgerne var på Plads og om Blyanter og Grifler var spidsede.
Vore dejligst Timer var de danske hos Frk. Mosolff, den senere Fru Kallerup-Rosenvinge; hun læste saa vidunderligt op for os af Alladin og mange andre dejlige Ting. Tegnetimerne hos Hr. Adolf Larsen var ogsaa herlige. Hr. Larsen var en af de Lærere, vi alle elskede, han var saa flink til at ”hjælpe” os, han kunde sidde i halve Timer og tegne paa vores Tegninger, saa naar vi atter saa dem, var de blevne til hele Kunstværker.
Kl. 7 var Skoletiden forbi, og efter Aftensmaaltidet, som bestod af Sigtebrød, Rugbrød og The, havde vi fri, og maatte læse eller sy til Sengetid, Kl. 8 1/2 for de Smaa under 14 aar og Kl. 10 for de store, der var fyldt 14 Aar.
KAPITEL 8: SKOVTUREN NÆRMER SIG
EFTERHAANDEN SOM S den store Taa, for saa vidste vi, det blev fint Vejr næste Dag-EREN skred frem, og alt i Naturen blev grønt og smukt, begyndte Forstanderinderne saa smaat at tale om Skovtur, og hvor vi jublede den Dag Frk. Goll i Haandarbejdstimen fortalte os, naar den skulle finde Sted. Vi fik travlt, den Dag maate vi have en Vaskekjole paa, som vi rigtig kunde røre os i, men da vi kun havde uldne Kjoler paa Skolen, skulde vi have den med hjemmefra.
Vi mødte alle den næste Mandag Morgen med en Vaskekjole, og da vi vidste det var lige meget hvordan den saa ud. Naar den blev bragt hjem igen, straalede vi af Glæde og Forventning.
Aftenen før Skovturen gik vi alle sammen baglæns i Seng med en rød Traad om den store Taa, for saa vidste vi, at det blev fint Vejr næste Dag.
Skovtursmorgenen var vi tidlig oppe; nogle af os vaagnede allerede Kl. 5, og vi kunde da umuligt sove længere af lutter Spænding.
Først listede vi hen til Vinduet, rullede sagte Gardinet op for at se hvorledes Vejret var, jo, det var da heldigvis Solskin.
Vi kom hurtigt i Tøjet og drejede Nøglen sagte om i Døren for ikke t vække de smaa. Vi listede os saa ganske stille ned ad Trapperne og ind i Skolestuen; men du store Kineser, hvor var Ventetiden dog lang. Vognene fra Vognmand Blyth i Smallegade kom jo først Kl. 9.
Lidt efter lidt kom der Liv i Huset; alle de andre kom ned, og vi spiste Morgenmad. Atter vente-vente. Endelig nærmede Klokken sig 9, og vi stod alle inde i den store Spisestue, der var tre dejlige Vinduer, der vendte ud mod Gaarden. Pludselig hørte vi Hestetrampen og lidt efter svingede to mægtige Charábanc’er ind i Gaarden. Et vældigt Hurra modtog dem.
Nu blev der rigtig nok travlt. Sofie Kokkepige fremtryllede store Stege, mægtige Fade med Stikkelsbærgrød, Sauce, Kartofler og alt hvad vi i Dagens Løb skulde bruge paa Turen. Vi fløj alle saa hurtigt vore smaa Ben kunde fra Køkkenet til Vognene, hvor Sofie Stuepige(hun hed ogsaa Sofie) pakkede alt ned i de store Magasiner unde Bænkepladserne. Endelig, da alt var færdigt og Hjælpegæsterne, Frk. Krag og den gamle Frk. Storm, tidligere Forstanderinde paa Skolen, var komne, maatte vi sætte os op i Vognene, alle ed en Paraply ifald det skulde blive Regnvejr.
Saa rullede vi med et mægtigt Hurra ud af den store Skoleport, bort fra den tomme Skole, thi det var den eneste Dag om Aaret, der ingen var i Huset, da baade Pigerne og Karlen var med paa Turen for at hjælpe til ude i Skoven.
Fortsættelse følger …