100 år efter de to tragiske forlis blev denne mindeplade for de druknede søfolk opsat på Sankt Anna Kapel … eller resterne deraf. Foto©JørgenKoefoed.
FORLEDEN DAG sad jeg og læste i Peter Kochs Tidsbillede fra Bornholm og Christiansø: DET HVISKER FRA HAVET. Den udkom i 1960, hvor forfatteren bla skrev dette forord:
”Et gammel Ordsprog siger: ’Mindet lader som ingenting, er dog et lønligt Kildespring’ – og naar man bliver ældre og ser tilbage paa Tiden der gik, saa dukker forskellige Ting op i ens Erindring, som man synes kan have Interesse for Efterverdenen.”
Og det har den gode Peter Koch så evig ret i … ikke mindst da jeg erfarede, at det i dag er nøjagtig 175 år siden, at elleve brave søfolk fra Finland blev knust mod klipperne ved Grevens Dal, og senere begravet på Gudhjem Kirkegård.
Her er et udpluk af Peter Kochs beretning:
”AAR 1840, DEN 22. MAJ, strandede to finske skibe, betegnet som Galeaser. Et ved Grevens Dal ved Navn DYGGAN, Kaptajn Östmann, og et ved Melsted ved Navn ALEXANDER, Kaptajn Asplund.
DYGGANS FORLIS DRUKNEDE SEKS POERSONER
Ved disse to Strandinger druknede 11 Personer, som blev bisat paa Gudhjem Kirkegaard, nemlig DYGGANs Mandskab, begravet 28. Maj:
Johan Gustav Östmann, 15 Aar,
Johan Ahlkvist, 38 Aar, gift,
Iphaim Strömdahl, 36 Aar, ugift,
Johan Kreander, 38 Aar, gift,
Frederik Holmberg, 20 Aar, ugift,
Vilhelm Björkmann, 18 Aar, ugift,
alle fra Nysted i Finland.
Kaptajn Östmann fra DYGGAN blev reddet, men hans femtenaarige Søn druknede.
ALEXANDERS FORLIS DRUKNEDE FEM PERSONER
Af ALEXANDERs Mandskab begravedes
28. Maj: Isaach Mikkelsen, 21 Aar, ugift,
03. Juni: Gustav Förbom, 22 Aar, ugift,
08. Juni: Hendrik Nordström, 24 Aar, ugift,
10. Juni: Frederik Palmgrreen, 34 Aar, gift,
12. Juni: Gustav Adolf Asplunds, 15 Aar.
Kaptajn Asplund og een ad ALEXANDERs Mandskab blev reddet, men hans Broder, Gustav Asplund druknede.
DEN SØRGELIGSTE HISTORIE
Hvorfor har jeg nu nedskrevet foranførte Beretning?
Ja, for mig er det et af de sørgeligst Minder fra vor gamle Kirke og Kirkegaard, fortalt og overleveret af de forlængst hensovende Slægter, hvis Støv nu hviler i samme Jord. Og det fortæller os tillige den gamle Historie, som nu har gentaget sig og vil gentage sig, saa længe Havet befærdes af Sømænd og Skibe, om Havet, det graadige Hav, som giver Arbejde og Føde til mange Mennesker; men som også har bragt megen Ulykke og Sorg fra Slægt til Slægt.
”Ja, det vil blive en vældig Skare, naar den Dag kommer, da Havet skal afgive sine Døde (Joh. Aab. 20, 13), men vi forventer ogsaa den Dag, da det gaar i opfyldelse, og Havet var ikke mere (21, 20), men kun Floden, klar og skinnende som Krystal, der udvælder fra Guds og Lammets Trone (22, 1)”
HVAD DE GAMLE FISKERE HUSKEDE
Angaaende de nærmere Omstændighder ved disse to Skibes Stranding, skal jeg, saa godt jeg kan huske, berette, hvad der blev fortalt mig af de gamle Fiskere. Skibene kom fra Nystad i Finland, hvor de også var hjemmehørende, bestemt til København med Trælast, som blev solgt i mindre Parrtier direkte fra Skibet til Forbrugerne; et Monopol til at drive denne Handel var givet til de i Nystad hjemmehørende Skibe, fordi de var de første, som bragte Bygningstræ til København, efter at Ildebrand havde hærget Byen.
EN PLUDSELIG ORKAN
Som det fremgaar af Beretningen indtraf Strandingen den 22. Maj, altsaa paa den Aarstid, hvor man regner med rolige Vejrforhold i vor Farvande. Skibene var ogsaa kommet lykkeligt og vel op under Bornholm, da det pludselig slog ind med orkanagtig Storm af Nordøst, og da Skibene var tæt inde under Land ud for Listed, skulde der sejles haardt med nordvestlig Kurs for om muligt at sejle klar af Bornholm og komme forbi Hammeren, thi da ville Faren være overstaaet, og Vinden god vestefter. Det saa ogsaa ud, som om det skulle lykkes; men så var det, at DYGGANs Kaptajn under det stærke Sejlpres sejlede Rigningen over Bord og var prisgivet Stormens og Bølgernes Magt.
EN KATASTROFAL FEJLBEDØMMELSE
Da nu Føreren af ALEXANDER, Kaptajn Aspelund, der var Svigersøn af Kaptajn Östermann, saa dette, mente han, at Svigerfaderen selv havde kappet Rigningen, for at Skibet derved bedre kunne holde sammen, naar det kom ind i Brændingen, og nu foretog han de skæbnesvanger Skridt, at kappe Rigningen paa ALEXANDER. Nu var begge Skibe fortabt, og Følgerne blev Stranding og Tab af mange Menneskeliv.
Der var stor sandsynlighed for, at begge Skibe havde klaret sig, hvis det staaende Gods havde holdt, og dette fortæller os, at et eneste Spand Vant eller Tailjereb, som ikke holder til en Storm, er nok til at foraarsage de største Ulykker, og det fortæller endvidere, at Erfaringen er en god og nødvendig Skole for dem, der skal færdes paa Havet.
SØMANDENS LOD ER HAARD: I et af de smukkeste Træhuse i Nystad sad en Hustru og fortalte Børnene om den store By i Danmark, hvortil Skibet var sejlet, om alle de store Bygninger af Mursten, som fandtes der, om alle de rare Ting, som Far skal købe, og om hvor godt det skal blive, naar Far har solgt sin Last og kommer hjem med mange Penge for at lægge op til Vinteren; det skal blive skønt at holde Jul med Far og Storebror hjemme. Børnene lytter og glæder sig.
Men saa en Dag kommer Brevet, som fortæller noget helt andet. Mor bliver tavs – og efter nogen Tid kommer Far hjem som en nedbøjet Mand. Deres Skib, Last og Formue var ødelagt paa Klipperne ved Gudhjem, og Sønnen, Broderen, deres Stolthed, som engang skulde arvetage Faderen, ligger nu begravet op ad Muren ved det lille Sankt Anna Kapel paa Gudhjem Kirkegaard – han var saa nær ved at blive reddet; Faderen greb efter ham for at faa ham paa Land, men fik kun hans Hue, for i det samme slog en Brodsø Dæklasten ned over ham, og Drengen forsvandt i det fraadende Hav.
I et andet Hus sider der ogsaa en Hustru med sine Børn, ogsaa de glæder sig til, at Far snart kommer hjem. Maaske er han kun Matros, og kommer kun hjem for at gaa paa Skovhugst; men blot Far er hjemme, er alt godt – og saa kommer Budskabet: Far kommer ikke mere.
Et par Forældre gaar og venter paa deres Søn, en ung Pige sin Forlovede; disse to unge Mænd skulde paa Styrmandsskole, men højere Magter saa anderledes.
Henning Køie har illustreret Peter Kochs bog med små vignetter. Her til afsnittet om de omkomne søfolk i 1840. Tegning©Henning Køie.