
Det nye stykke cykelsti skulle starte lidt nord for Bornholms Kunstmuseum løbe i terræn mellem landevejen og den eksisterende redningssti. Fra Stevelen Bro skulle den løbe langs Helligdomsvej for at dykke ned over marken ved 24,5 km pinden målt fra Allinge, som vist på fotoet. Foto©JørgenKoefoed.

Cykelstien skulle så fortsætte langs med stengærdet. Fortovet gøres halvanden meter bredere og omdannes til cykelsti – og den 7 meter brede Nørresand minimeres tilsvarende. Så de gigantiske turistbusser må i gang med at gå på slankekur, så de kan ‘passe tøj’ med de lokale BAT-busser. Foto©JørgenKoefoed.
DET SKULLE VÆRE GANSK VIST. Cykelstien – også kaldet ’oplevelsesstien’ for at tækkes EU’s kassemester – er nu endegyldigt blevet skrottet. Årsagen er, at staten har forhøjet deres bidrag til udvikling af cykelstier på Bornholm. Vel at mærke ganske almindelige cykelstier langs de eksisterende veje. Derfor er der nu ingen grund til at etablere en cykelvej, der i den grad ville skabe problemer for især cyklende turistfamilier.
Formentlig kan der i løbet af næste år cykles sikkert mellem Helligdommen og Gudhjem. Og den vidunderlige redningssti langs havet forbliver intakt og bevarer sin udødelige skøn- og uberørthed.

Bryggerstræde er extrem stejl, men skulle alligevel have været en del af cykelforbindelsen mellem Helligdommen og Gudhjem. Kommer du fra Brøddegade, må du trække din cykel op, hvis du har kræfter nok. Kommer du fra Melsted, er det en god idé at iføre sig styrthjelm samt knæ- og albuebeskyttere. Foto©JørgenKoefoed.