IKKE MINDRE END seks kunstnere har fyldt hele Gudhjem Museum op med kunst, når der 5. maj kl. 14:00 – 17:00 åbnes op for den 3. fernisage i år. Du er velkommen denne dag, men ellers varer udstillingen til og med 29. maj hver dag fra kl. 13:00 – 17:00.
Stationsbygninen:
Gudhjem-Melsted-maleren AAGE BACKHAUSEN
[1908-1966]
AAGE BACKHAUSEN blev født i Silkeborg – samme by og på samme tid, hvor Cobra-maleren Asger Jorn tilbragte sin ungdom og fik sin uddannelse på seminariet. Om de har mødt hinanden står hen i det uvisse. I hvert fald gik de i hver sin retning – også rent kunstnerisk.
Backhausen gik ikke på seminaret, men blev uddannet som boghandler, inden han først i 1930’erne – sammen med sin hustru Asta – rejste til Bornholm og slog sig ned i Melsted som billedkunstner. Den lille landsby syd for Gudhjem blev udgangspunktet for hans virke resten af livet.
Han var samtidig med Kunstnerkolonien i Gudhjem, men levede et tilbagetrukket liv, hvad ydre kommunikation angik.
På grund af helbredet rejste han ofte til Italien. Her opholdt han sig i længere perioder, hvorfra han malede landskaber og by-motiver fra blandt andet Elba, Monte Cristo, Taormina og San Cataldo – ligesom han gjorde det på Bornholm. Han arbejdede med tempera og olie.
Mange af de billeder, der blev udstillet på Galleri Kusk i Gudhjem i slutningen af 1990’erne i en periode på 14 dage, var billeder, der aldrig før var blevet vist offentligt. Disse vil igen ‘se dagens lys’ – sammen med billeder, der er malet på Rønne Sygehus umiddelbart før kunstnerens død i 1966.
Aage Backhausen udstillede jævnligt på Charlottenborg i København, men det er første gang, hans malerier udstilles på Gudhjem Museum.
Udstillingshallen:
EARTHBOUND – kærlighed til naturen
EARTHBOUND er en fællesudstilling præsenterende værker af fem kunstnere / kunsthåndværkere med base på Bornholm og med en fælles motivation og inspiration i Bornholms naturlige omgivelser.
Oprindelig skulle denne udstilling have været vist i London – derfor den engelske titel – men den endte – heldigvis – på Gudhjem Museum. Den oser af kærlighed til naturen.
Lørdag 14. maj vil EARTHBOUND-kunstnerne være til stede på udstillingen mellem kl. 14:00 til 17:00.
Keramiker Eva Brandt er uddannet på Skolen for Brugskunst i København. Eget værksted og butik i Rønne siden 1993. Eva er bl.a. kendt for sine store modellerede krukker. Krukker som – tidløse i formsproget – formidler oplevelser i naturen gennem neddæmpede jordfarver og rå matte overflader, evt med små glasur-blink som kontrast eller ekstra dimension. Eva har udstillet mange steder både nationalt og internationalt, og er bl.a. tilknyttet ‘Flow Gallery’ i London.
Lone Schiøtz Nielsen arbejder med akvarel og grafik, og er kendt for sine fortolkninger af øens naturliv. Fra sin tidlige barndom har Lone været fascineret af øens klippeformationer og deres altid omskiftelige møde med det omgivende hav, hvis lys, farve og bevægelse aldrig er den samme. Edderfugle og frøer på Christiansø er en konstant kilde til inspiration.
Hans Henning Pedersen skaber store træskåle af bøg og ask fundet på øen. Han arbejder med og undersøger materialets levende og uforudselige natur. Efter at han har drejet en skål i dette gamle og ‘uperfekte’ træ, vil variationer i luftfugtighed og tørretid skabe vidunderlige let forvredne former. Hans Henning udstiller både i Danmark og i udlandet.
Barbara Sørensen er en engelsk født maler, kendt for sine atmosfæriske fortolkninger af de vilde kyster og skove fra hendes nuværende hjem på Bornholm. Barbara er tiltrukket af ensomme og vilde steder, hvor hun kan sanse de underliggende kræfter i naturen, tegne og hermed internalisere dem, for senere at give dem et udtryk på sit værksted. Barbara er uddannet i England og har udstillet i både Danmark og i udlandet.
Ben Woodhams – også en engelsk ’eksiler’ på Bornholm – arbejder med akvarel. Hans tegninger og akvareller er baseret på meget intens og grundig observation – hvad enten det drejer sig om en død fugl med hver en fjer omhyggeligt afbilledet eller en 30 sekunders skitse af en solnedgang. I denne udstilling arbejde Ben med tidsbilleder, hvor landskaber og udsigter ændre sig i gennem tid. Ben udstiller i Danmark og i udlandet, og er netop blevet medlem af den højt estimerede internationale forening ‘The Society of Wildlife Artists’.