I FEBRUAR 1995 skriver kriminalkommissær Torben Nielsen fra Rigspolitiets Rejseafdeling et resumé af en sag, som han har arbejdet med gennem tre-et-halvt år.
Det drejede sig om den tyske statsborger, professor, dr. Gerd Anger født i 1932 i Wilhelmshaven, Tyskland, der den 28. august 1991 blev fundet død i Kattegat, dræbt ved et pistolskud i hovedet. Kriminalkommissæren konkluderede på forsiden af rapporten, at ’det er ikke lykkedes at afklare, om der er tale om DRAB eller SELVMORD.
TÆNDERNE AFSLØREDE LIGETS IDENTITET
I går var det således 25 år siden, at en lystsejler fandt et stærkt opløst lig i Kattegat cirka 2 km nord for Gilleleje.
Det var takket været den dødes meget specielle tand-arbejde, at hans tyske tandlæge dr. Schöninger, Bad Wörishofen, kunne fortælle politiet, hvem strandvaskeren var.
Yderligere efterforskning afslørede, at Gerd Anger i en årrække var leder af en geologisk forskningsafdeling i den multinationale virkomhed BAYER AG, Leverkusen. Her var han imidlertid blevet afskediget nogen tid forinden, da en intern revision havde afsløret, at han i månederne forud uretmæssigt havde trukket meget store beløb ud af en fond, han var kasserer for.
I årene før sin afsked havde professor Anger også sæde i et såkaldt ekspert-panel, som rådgiver over for EF-kommissionen.
MINERAL-EFTERSØGNING I DANMARK
I 1989 og 1990 var professor Anger involveret i et projekt med udvinding af visse mineraler i Østerild Plantage i Nordjylland. I denne forbindelse havde han kontakt med manden bag projektet i Danmark, en australier ved navn Graeme M. Hanssen, som havde kontor på Hovedvej 2 i Frihavnen i København.
Denne hr. Hanssen boede sammen med danske Charlotte Madsen. Hun var bornholmer og hendes far var læge på øen. Derfor kom Graeme ofte på Bornholm, hvor han en overgang også ejede en chalup, som i flere år lå i havnen i Nexø. Desuden handlede han bla også med fisk og efterlod en milliongæld hos et stort fiske-export-firma i Nexø. Som hovedmistænkt nåede han kun at blive afhørt en enkelt gang af Rejseholdet, inden han forsvandt – formentlig til Tyrkiet.
HVEM MYRDEDE PROFESSOREN

Meget i denn roman er hentet fra den virkelige verden – hvor utroligt det end kan lyde … 288 sider doku-drama fra en verden, der ernærer sig af fup und swindel. Foto©JørgenKoefoed.
Men hvem havde myrdet Gerd Anger? Han var dræbt ved et skud gennem øjet, så teorien om selvmord måtte siges at være noget nær umulig. Så din Blogger, der på tilfældig vis fik indblik i den meget spegede og indviklede sag, satte sig for at opklare mordsagen. Det lykkedes.
Det meste af den komplekse sag, som også forgrenede sig ind i EF’s enorme pengetanke, blev til den trekvart-dokumentariske krimi MANDEN DER BLEV SKUDT GENNEM ØJET, som din Blogger fik udgivet på forlaget mellemgaard i 2012. Den kan stadig kan bestilles til en pris af 269 kr. Ellers kan den lånes på biblioteket.
PS: I romanen er alle navnene ændret eller sløret.

MANDEN DER BLEV SKUDT GENNEM ØJET blev præsenteret i lystfiskermagasinet FISK&FRIs redaktionslokaler på Frederiksberg. Celebre mediefolk var til stede. Her Ekstra Bladets daværende ansvarshavende chefredaktør Bent Falbert og forhenværende redaktør for Berlingske Tidende og sidenhen lokalredaktør i Aakirkeby for Bornholms Tidende Karsten Madsen – blandt uvenner Dobbelt-Madsen kaldet. Foto©LisaHøyrup.