Jacob Ludvigsen benægtede i forgårs på FaceBook, at han er falskmøntner. Som han skriver: ‘ Det er korrekt, at Bent Kaas og jeg i 1981 grundlagde Bornholms Nationalbank og udstedte 60 millioner bornholmerdalere, men i modsætning til falskmøntnere stod vores signaturer på hver eneste seddel’.
Politiet konfiskerede hele oplaget med efterfølgende bøder. Men åbenbart blev ikke alle de bornholmske pengesedler opsnappet af politiet. Sidste år modtog en teenager nemlig én af disse sedler i et fødselsdagsbrev med tilsagn om, at den kunne veksles, når den glade giver kom til København. Som ægte teenager kunne hun selvfølgelig ikke vente, så hun strøg strax ned i banken for at veksle den famøse bornholmerdaler til rigtige DK-penge. Da bankmanden fik den i hånden, kiggede han bestyrtet på den og gik fuldstændig i selvsving med ordene: ‘Nej, det går slet ikke. Det er jo en falsk seddel. Det er falskmøntneri’. Af uransagelige grunde tilbageleverede han den bornholmske pengeseddel – endda uden at tilkalde politiet. Foto©JørgenKoefoed.
EN AF DANMARKS mest creative og spøjse reklamemagere – hr. Jacob Ludvigsen – nedkommer på torsdag (12/9) med sin bog nummer atten: HOBBIT I HABIT. Og denne gang handler det hverken om Ertholmene, Hotel Fredensborg eller om Rifbjerg, men om ham selv.
Det celebre forlag Gyldendal har gennem flere år hevet den velskrivende bornholmer-førd i hans overdådige løvemanke, for at få ham til at nedfælde sine erindringer om de mange vanvittige begivenheder, som han enten selv har sat i scene eller har dækket som journalist.
Efter hukommelse kan jeg nævne: Besættelsen af Christania, fremstilling af bornholmske dalere, oprettelsen af Søndagsavisen, først chefredaktør på Ekstra Bladet Søndag, de guddommelige Squash-reklamer i 1980′erne, der udspiller sig i en butik inspireret af Rø Købmandsforretning med de jyske komikere Haugaard og Nørbygaard.
Ja, så var der også de mange reportager fra Thy-lejrens første år, hvor Jacob Ludvigsen forsynede Ekstra Bladets læsere med hampre og blottede skandaler. Og så var der de sagnomspundne tv-ungdomsprogrammer sammen med skuespilleren Jesper Klein …. og sådan kunne jeg blive ved. Hvad den Ludvigsen ikke har haft sine fingre nede i er totalt uoverskueligt. Han har nemlig været med i alt – over alt.
Danmarks store digter Klaus Rifbjerg har aldrig været Jacob Ludvigsens livret. Det fremgår af hans erindringer, men også af den bog han skrev sammen med Ekstra Bladets legendariske chefredaktør Victor Andreasen. ‘Pas På Kasketten, Kaj’ udkom på Stig Vendelkærs Forlag i 1974. Rifs forlag Gyldendal overvejede ifølge journalist Erik Vagns erindringer et sagsanlæg mod de formastelige skribenter. Rif er selv en hård hund, som selvfølgelig ikke tåler kritik udefra. Rifbjergs fætter Henrik Stangerup mente at ‘skamfletromanen’ var på fuld højde med hans fætters skriverier. Foto©JørgenKoefoed.
Jeg fangede i går Jacob Ludvigsen på mobilen, mens han opholdt sig på et københavnsk forlag:
EGO: Hvilken periode dækker dine erindinger?
JACOB LUDVIGSEN: Fra 0 (13. december 1947) til 50 år!
EGO: Det vil så sige, at du ikke har oplevet noget de sidste 15 år?
JACOB LUDVIGSEN: Jo – men jeg har ikke lyst til at skrive min egen nekrolog.
Erindringerne udkommer dagen efter nine-eleven: Tolvte i niende. Hvis du vil have en fyldepenhåndskreven hilsen i bogen fra den finurlige forfatter stiller du dig i kø ved Dams Boghandel i Rønne fredag 20. september kl. 15.
På udgivelsesdagen er der en lukket reception i Huset i københavnske Magstræde i Salon K – netop samme lokale, hvor Jacob Ludvigsen i hine tider satte sig i den nyskabte Søndagsavisens chefredaktionelle tronstol. På den måde bliver ringen sluttet.
Ellers truer ‘Hobitten fra den bornholmske Brændesmark’ med, at der lidt senere på måneden bliver en lokal reception – formentlig på bodegaen i Svaneke. Så følg med på bloggen, så du ikke misser årets begivenhed.
HOBBIT I HABIT. 404 sider med masser af illustrationer. 349,50 kroner. Gyldendal. Forsideillustrationen er udført af den bornholmske kunstner Bent Kaas. Udkommer 12. september 2013.
Hr. Ludvigsen har venligst tilladt bloggen, at plukke godbidder fra hans erindringsbog HOBBIT I HABIT. Jeg har valgt et afsnit, som handler om hans kamp for et FRIT BORNHOLM:
GUDHJEM-DRENG OVERVEJEDE AT BRÆNDE SIG SELV I KAMPEN FOR BORNHOLMS FRIHED
13. maj 1972 – fem måneder efter Jacob Ludvigsen og hans families bosættelse på Bornholm (i Gudhjem) fremførte han det bornholmske frihedsbudskab på en hel sektionsforside i dagbladet Politiken. Siden er pudsigt nok layoutet af din blogger, der på det tidspunkt arbejdede som layouter på avisen. Illustration fra ‘Hobbit i Habit’.
Fiskerlejet Gudhjem – bjergbyen, som aldrig opnåede købstadsrettigheder – var stadig intakt med helårsindbyggere, slagter, boghandlere, en brugs, to købmænd, to grønthandlere og to bagere, men kun en enkelt skænkestue på Hotel Gudhjem. Engang havde der været 55 røgerier, nu var der kun ét tilbage.
Vi blev kigget an fra vinduerne, hvoraf flere var forsynet med gadespejle. Folk diskuterede, om vi mon var narkomaner eller narkomanbehandlere. Men vi var bare de nye på Norresân i Haagensens hûz og følte os fra første færd som bornholmere.
Vi fik nye venner, eller hvad man nu skal kalde bekendtskaber, som især hænger sammen med, at man opholder sig i samme område. Nogle var hærdede rårygere, andre havde mere hang til flasken, og gennemgående var de dagdrivere.
I de tider var der en del hippier på Bornholm; de var tiltrukket af lave priser på landbrugsejendomme og forestillede sig, at de kunne blive selvforsynende i en bytteøkonomi. Hvis en halv snes unge deltes om et stuehus langt ude på landet, kunne de leve billigt og have råd til et rustent Folkevognsrugbrød.
Rent økonomisk var vi ikke særlig bekymrede. De første tre måneder blev finansieret af Journalistforbundets arbejdsløshedskasse. Planen var at drive journalistik på freelancebasis; bladene var dengang talrigere, fyldigere, mere modtagelige for stof udefra og indforstået med at betale hæderlige honorarer.
Som førstegenerations dansk indvandrer (!) i Bornholm tilkom det egentlig ikke mig at agitere for en form for løsrivelse fra Danmark. Man kunne sige, at bornholmernes frigørelse måtte være bornholmernes egen sag, men da vi ikke alle kan føre vore forfædre tilbage til slægten Kofoed (eller Kofod eller Koefoed), må bosætning være alibi nok til at betegne sig som bornholmer.
Fri mig fra det frastødende førder. Og når de fødte bornholmere var lammet af et mindreværdskompleks i forhold til dem ovrefra og muligheden for at tage fremtiden i egen hånd, var andre nødt til at gøre noget.
Fra begyndelsen så jeg det nærmest som en borgerpligt at fremme bestræbelser for, at Landet Bornholm kunne opnå mindst samme status som Grønland og Færøerne. I hine tider var klippeøen stadig forholdsvis selvhjulpen, men vi var nogle, der bemærkede og drøftede den åbenlyse tilbagegang i befolkningstallet. Da Finland og Portugal underskrev Romtraktaten, sørgede de to lande for, at henholdsvis Åland og Madeira opnåede særstatus inden for EU med skatteordninger, der kunne stimulere økonomien og kompensere for afstanden til fastlandet. Tilsvarende undtagelser var ikke på tale for Bornholms vedkommende, da Danmark forskrev sig til unionen.
Foreningen Bornholm Frit lancerede det røde flag med grønt i stedet for hvidt kors; Skåne har et tilsvarende gult kors på rød bund. I 1972 deltog jeg i flere møder med ligesindede, og vi inviterede Mogens Glistrup til at tale for sine landsmænd ved et folkemøde i forlystelsesparken Brændesgårdshaven.
Han skulle have 1.500 kr., sikkert sort. Rebellen gad overhovedet ikke drøfte selvstyre, men forudså, at Bornholm ville gro til og blive et sted for hippier og livsnydere, mens resten kunne ernære sig som garderobefolk for tyske turister. Det var ikke lige den melodi, der var betalt for.
Vi lejede førstesalen i et gult hus på Møllebakken 8; i stueetagen boede Vivi fra Aalborg. Huset ejedes af Cheviot – en fisker, som var blevet opkaldt efter det blå stof, hvoraf hans simple klædning var syet. Huslejen var 200 kr. om måneden.
Mit kontor på Mølleborg skulle af en eller anden grund, som jeg har glemt, males sort og loftet beklædes med stanniol. Ved siden af kontoret lå vores soveværelse, som vi kalkede gudhjemgult. Det skulle senere på året fungere som barselsstue – det eneste krav fra jordemoderen var, at sengen var høj nok, og vi fik tømrerlærlingen Ove Holm til at opføre en robust bjælkekonstruktion.
Ove var en forvirret idealist. Vi førte lange samtaler om verdens ret og uret, og da han var med på mine tanker om den bornholmske selvstyrebevægelse, erklærede han sig villig til, når tiden var inde, at bringe det størst tænkelige offer; som den tjekkiske frihedshelt Jan Palach var han rede til at brænde sig selv offentligt. Jeg burde nok ikke have luftet emnet, og det regionalpatriotiske bål blussede heldigvis aldrig. Forestillingen om at blive posthumt berømt fascinerede ham, men han var bekymret for sin i forvejen nervøse moder. Det ville unægtelig have skabt opmærksomhed, hvis vi i en tidlig fase havde været i stand til at præstere en martyr. I dag kan man gyse over at have tænkt tanken og indirekte have tilskyndet en brav, men søgende ung gudhjemmebo til en handling, der kunne være blevet skæbnesvanger.
Tænk nu, hvis han havde gjort det. Da havde jeg ikke været stort bedre end kammeraterne Ole Wivel og Knud W. Jensen, der ud fra et storgermansk verdensbillede drev Gudhjem-drengen Ole Høst til at melde sig til Østfronten, hvor han faldt. Et traume, der ramte familien Høst så hårdt.
Ove søgte senere at blive rekrutteret som frivillig til Fremmedlegionen, men blev afvist.
