Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.
På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!
Peer Søndergård med sin ny-designede Kagedåse-klunkelampe. Foto©JørgenKoefoed.
I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.
KAPITEL 16 – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 2
MILITÆR SKOLING er som at blive presset ned i en form. Det går let for nogle. Gæt, hvem det var svært for????? 39. Mig her, 39! Mig der, 39! Hurtigere, 39! Så en dag blev det for meget. Kudi 25 og mig selv blev enige om, at nu skulle de få noget at råbe for. Hvis delingen ville give os 25 kroner hver, ville vi lade os klippe skaldet. Det ville de gerne. De var helt vilde. Vi havde en barber på stuen. Han ville gøre det. Jeg gik med til det af praktiske grunde, så kunne huen sidde bedre fast, for jeg havde et stort hår den gang.
Tre mand holdt os, for så kunne vi ikke løbe. Først fik den ene klippet en stribe gennem håret, og så den anden. Vi lignede en omvendt mohikaner. De andre skreg af grin. De fik virkelig noget for pengene. Og så faldt resten af håret.
Kudi havde en sjov hovedfacon. Hans nakke var helt flad, og fra nakken gik det skråt ned mod panden. Jeg lignede nærmest en håndbold, og blev omgående udnævnt til formand for Rundhovedeforeningen. Alle skulle hen og føle. Håret var 3 millimeter langt, så det var som fløjl.
De næste dag til paraden blev der kommanderet: ’Kompagni ret! 25 og 39 træd an! Omkring! Huen af!’ Der lød et brøl af latter. Det lyder højt, når 120 mand blæser latter ud, det bedste de kan. Det er også en måde at blive kendt på. Hvad er et cirkus uden en klovn? I dette tilfælde vat det to.
HVAD ER EN SOLDAT UDEN ET VÅBEN?
VI HAVDE ENDNU IKKE fået vores geværer. Men det fik vi. Hvad er en soldat uden et gevær???? Det var helt nye geværer af den type, der blev brugt i 2. Verdenskrig – et såkaldt Garant gevær. Med det gik vi ind i en ny form for eksersits. Geværeksersits. Gevær ved fod! Gevær på skulder! Giv agt, præsentér gevær o.s.v. Men vi skulle også kunne skille det ad, og det var jeg skrap til. Da vi havde prøvet det nogle gange, skulle vi gøre det på tid. Jeg vandt hver gang. Jeg brugte en teknik, som de andre ikke lurede, og som jeg heller ikke vil afsløre her. Kun en gang blev jeg nummer to.
For at få mig ned med nakken, fandt de på, at vi skulle løbe en gang rundt om fortet, skille og samle geværet. Da jeg ikke var så godt til at løbe, blev jeg kun nummer to.
JEG GJORDE MYTTERI
EN ANDEN GANG jeg havde gjort noget, som sergenten synes, jeg skulle straffes for, blev jeg beordret 4 gange rundt om øen. Da den fjerde omgang var taget, sagde sergenten, at nu var det nok. ’Melder at jeg nu er varm, så jeg tager lige en til.’ Og det gjorde jeg.
En morgen da vi sad og skrællede kartofler, besluttede jeg, at det nu var slut med at råbe 39, for nu ville jeg være en seriøs soldat. Men knapt var jeg kommet ud til morgenmønstring, før Drengerøven (sergenten var 20 år) råbet 39. Så blev jeg stiktosset. Tog mit gevær og kylede det hen ad kajgaden, så gnisterne stod omkring det. Der blev dødstille. Alle måbede. Hvad var dog det????? Det var dramatik. Drengerøven var helt hvid i ansigtet og kommanderede: ’39, saml det gevær op!!’ ’Gu’ vil jeg ej’, meldte jeg.
Så gik han hen og hentede en fænrik, som var lærer for Eksrserskolen. Et rigtigt mandfolk, som vi alle havde stor respekt for. Stille og roligt spurgte han mig, hvad det skulle betyde? Roligt svarede jeg: ’Melder overfænrikken og forklarede ham, at nu havde jeg besluttet at vær en god soldat, men at oversergenten altid råbte efter mig, og det gad jeg ikke høre på mere. De to konfererede så om det. Overfænrikken sagde så: ’39, saml deres gevær op og træd ind i geleddet igen’. Det gjorde jeg så. Blev jeg så straffet????? Hvad tror I? Nej, jeg blev forfremmet til første geled, og jeg fik fred for ham resten af min tid på Middelgrunden og mine soldaterkammerater havde stor respekt for mig.
Vær ikke bange for at vove pelsen, Mette!
Fortsættes …