Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.
På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!
Atter en ny lampe fra Peer creative hånd. Lad os kalden den Jorden-Rundt-Lampen. Foto©JørgenKoefoed.
I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.
KAPITEL 23: TEXAS ER ET COWBOY-LAND
EFTER AT HAVE SEJLET gennem Strædet ved Gibraltar og stukket stævnen ud i Atlanten med kurs mod Texas gik alt stille ombord. Det hele gik sin vante gang. Mange synes at skibe er noget underligt noget. Det er det ikke. Et skib har sjæl. Det er levende. Derfor er det hunkøn, og man elsker det. Det er som en Big Mama, som med sine store patter omsluger een. Man føler sig tryg.
Tænk, nu skulle man til Amerika. Nu tænker du måske: ’Jamen, er der ikke olie i Amerika?????? Jo, da vi sejlede op til Galverston River blev vi mødt af de kendte nikkel-pumper, som netop pumper olie op af jorden, så hvorfor olie fra Persergolfen? Jo, der var nogle additiver i dén olie, som vi kom med, som der ikke var i deres.
I COWBOY-LAND
Vi var selvfølgelig helt skæve for at komme i land. Texas er et Cowboy-Land. Så øjne og alle andre sanser var vidt åbne for nye indtryk.
Jeg glædede mig endnu en gang over det engelske, som jeg lærte, da jeg var i lære. Det kom mig virkelig til gode nu. Der er ikke noget så godt, som at kunne tale med mennesker.
Vi var til et Countrybal i et stort ’balroom’ og med ægte T-bone-steak med stegte kartofler i sølvpapir.
Rejsen til Texas tog 55 døgn. Den næste kun eet: Tampico i Mexico. Tænk kun et døgnssejlads fra Houston, var der en verden til forskel. Jeg begyndte at få øjnene op for livets sociale skævheder og al dens uretfærdighed og dermed fattigdom, der var på jorden. Men sortkrøllet hår var der meget af. Så meget, at de levede af det.
Vi var i de amerikanske farvande i en måneds tid på forskellige pladser. Baltimore, New York, ABC-øerne og Venezuela igen.
PAUSE I HAMBORG
På vej hjem til Europa igen, var den gal med hovedmotoren. Men denne gang opdagede vi det inden det store haveri kom. Det kom os til gode i Hamborg. 10 dage på Grønlands Plads. Det kaldte vi den, hvor vi reparerede.
Når vi gik i land, spurgte vi: ’Hvor forhaler vi hen?’
’Til Grønlands Plads’, lød svaret. Så vidste vi, hvor vi kunne finde ’Damen’.
KRISTINA OG WILMA
Det kan ikke undgås, når man kommer det samme sted gang på gang, at man lærer mennesker at kende. I det miljø lærer man livets gru at kende. Kristina og Wilma var ingen undtagelse. Livet uden for Præstens Mark var noget anderledes, end jeg havde tænkt mig. Fra at være en naiv dreng, der kun tænkte på, hvad jeg kunne få ud af livet, var jeg ved at blive en voksen mand.
Kristina var alkoholiker. Hun kunne nemt drikke en hel flaske cognac alene. Det kunne jeg godt forstå med det liv, hun levede. Hun havde været gift med en dansk styrmand, men ægteskabet var gået i stykker.
Kristina havde en forunderlig stemme. Så sprød som var den af krystal. Hun blev mere og mere en del af mit liv, som jeg senere vil fortælle mere om.
Wilma var et helt andet menneske. Hun var forældreløs. Af polsk afstamning. Hele familien var blevet dræbt i krigen.
Disse to kvinder blev et omdrejningspunkt i mit liv.
Fortsættes …
De foregående kapitler kan læses samlet i det blog-indlæg, der befinder sig lige efter dette.