Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.
På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!
Når man kommer på besøg hos Peer Søndergård, er det som at trænge ind i en skov af lysende træer. Foto©JørgenKoefoed.
I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS
HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år
KAPITEL 27: RIG OG FATTIG I BRASILIEN
EFTER AT HAVE SMAGT lidt på rigdom og uretfærdighed var M/S NORDPOL klar til at forlade Sydafrika. Med stævnen vendt mod vest, var vi på vej til Sydamerika: Brasilien – en lille plads der hed Victoria. Det tog 18 døgn og det blev en rigtig gyngetur.
Vi var ballastet, så godt som tom, og så kom vi til at sejle i udkanten af en ’hurricane’. Det store skib var som en valnøddeskal. Vi var virkelig kommet til søs.
Kokken havde problemer med at holde maden på komfuret, så der var kun lidt varm mad. Man kom til at tænke på gamle dage!!!!!
’Beskøjterne han tærer, de glider ned så småt.’
Det var synd for 2. Mester. Han var ingen sømand. Han var søsyg hele rejsen. Derimod havde forfatteren det fint. Jeg arbejdede det værst tænkelige sted ude i ’Tunellen’, der hvor skrueakslerne kørte rundt.
Nå, det kan ikke blive ved med at storme. Tre dage før vi ankom, spurgte jeg 1. Styrmand, hvornår vi er der?
’”Søndag eftermiddag kl. 14:00.”
Det passede.
TISSETRÆNGENDE
VI BLEV BUDT VELKOMMEN af en kæmpestor havskildpadde omkranset af høje bjerge. Men stemningen var ikke særlig høj. Vi havde fået at vide, at vi skulle laste malm. I forvejen vidste vi, at malm var noget af det hurtigste, man kunne få ombord. Det rutcher ned ad slidsker, så på to timer ville det gode skib M/S NORDPOL være nede på lastemærkerne, og vi var til søs igen. Derfor havde vi ikke taget penge op. Men efter 18 døgn til søs i storm, var vi godt tissetrængende. Vi blev godt overraskede, da vi erfarede, at det var det kæmpebjerg, der lå inde på kajen, vi skulle have ombord. Vi skulle fragte det til Amsterdam i Holland, hvor de ville forsøge at udvinde det.
Det viste sig at opholdet i Brasilien varede i 14 dage. Det var lige før, vi var blevet en del af bybilledet.
Klimaet i Brasilien var vidunderligt og landet smukt. Desværre var der også meget korruption. Tolderen kom dagligt og købte vores cigaretter. Befolkningen var rig eller ludfattig. Ingen mellemting, som man oplever andre steder. Kun kakerlakkerne var store. Alle store som mus.
VENNER OG KAMMERATER
NÅ, 14 DAGE ENDER JO OGSÅ, og som de gode sømænd vi var, længtes vi til søs igen.
De 14 dage havde gjort skibet endnu bedre. Sammenholdet var usædvanligt. Der havde været god tid til at trimme maskinen, så vi havde også god tid i land. Det foregik ikke med tungen ud af halsen. Vi var ikke bare besætningsmedlemmer, men venner og kammerater. En tid jeg altid mindes med glæde.
Stand by for og agter. Klar på maskintelegrafen. Langsom frem, og vi var på vej til Amsterdam. Malm i lasten fylder ikke så meget. Der var kun en lille klat i hvert lastrum, derfor gik skibet, som et pendul i søen hele vejen hjem til Europa.
Fortsættes …
[De første 26 kapitler kan læses på det blog-indlæg, der ligger lige før dette.]