
Villy Henriksen er fra 1954 – og lige om lidt er det tid til efterløn og om 1 år pensionering. Foto©JørgenKoefoed.
VILLY HENRIKSEN kører sin sidste tur med HJEM-IS-bilen onsdag 31. januar. Det sker i Årsballe, Klemensker og Rø. Herefter går han på efterløn og overlader jobbet til Rikke Boss fra Årsballe. Hendes far var lærer for Villy i tidernes morgen, og hun har altid sagt til Villy: “Når du holder op med is-bilen, vil jeg gerne tage over”. Og det gør hun så pr. 1. februar.
Villy er født og opvokset i Ypnasted – den lillebitte, pittoreske, men ukendte landsby på Bornholms østkyst 10 km syd for Gudhjem. Han uddannede sig som slagtermester og startede med at få sin egen slagtebus, hvor han kørte rundt på øen og slagtede for folk. Det var både grise, lam og kvæg. Det gjorde han i 7-8 år, hvorefter han blev ansat hos Håndvæksslagteren i Aakirkeby. Da den lukkede i 2008 begyndte Villy som HJEM-IS-mand. Det foregik i etaper over hele øen fra 13-tiden til 21-tiden ugens fem hverdage. Til Gudhjem kom han fx hveranden onsdag.
DIN BLOGGER: Villy, er det ikke svært at sælge is om sommeren i Gudhjem? Der er jo en meget berømt og meget besøgt isbutik på havnen … og flere er kommet til.
VILLY HENRIKSEN: Nej, faktisk ikke. Jeg har altid solgt meget is i Gudhjem.
DIN BLOGGER: Hvad skal du få tiden til at gå med, når du lægger isen på hylden?
VILLY HENRIKSEN: Jeg bor på en mindre landejendom ved Aakirkeby og har tre sønner også med eget hus. Så mon ikke der kan blive nok at rive i?
DEN SIDSTE TUR I GUDHJEM
Villy tager sin sidste tur i Gudhjem onsdag 24. januar. Kom ud af de lune dagligstuer og sig pænt farvel og tak, når han adviserer sin ankomst med den karakteristiske HJEM-IS-klokke.