Quantcast
Channel: Jørgen Koefoed
Viewing all articles
Browse latest Browse all 2822

GUDHJEM – OM LIDT MED SMØRREBRØD, PERSISK GRILL, STREETFOOD OG GENÅBNING AF BAGERFORRETNINGEN

$
0
0

Den gamle bagerbygning er i fuld gang med at blive renoveret af tømrermester Jesper Blomquist. Foto©JørgenKoefoed.

BRØDDEGADE 16, som tidligere husede byens bager og endnu tidligere en frisørsalon, er ved at blive bygget lidt om. De store vinduer, der var ud til gaden i stueplanet i forne tider, blev formentlig muret til, da bageren rykkede ind og installerede sine maskiner, vender nu tilbage.

Planen er, at der skal åbnes en smørrebrødsforretning på stedet. Det er ejendomsinvestoren Torben Danielsen fra Melsted Langgade 13, der har købt hele ejendommen formedelst 1,9 millioner, som nu vil udleje det gamle bageri til Jon Andersen fra Restauration 3760 i Gudhjem.

Jon vil sammen med sin nye samarbejdspartner – mr. Simon Esfandiari fra det tidligere Persien – tilføre Gudhjem højbelagte madder. Altså klassisk smørrebrød, hvor alt pålæg er hjemmelavet, men overflødig pynt og andre dikkedarer er bandlyst.

Jon Andersen vil ekspandere helt vildt i 2018. Foto©JørgenKoefoed.

BAGEREN ÅBNER IGEN

Ikke nok med det, så vil den gamle bagerforretning genopstå. Jon forhandler i øjeblikket med to lokale bagere om levering af morgenbrød og kager. Det er meningen, at der kan sælges wienerbrød og rundstykker med mere fra klokken 6 morgen til middagstide.

Men her stopper det nye makkerpar ikke.

PERSISK GRILL

Det er her i bagerens have, der skal etableres en udendørs grill-restaurant. Foto©JørgenKoefoed.

Den højtliggende have, der hører til bagerbygningen og ligger ud mod Kirkevej, skal omdannes til en udendørsrestaurant med markiser, muret bar og stor, åben grill. Her kan man indtage sit smørrebrød – hvis man ikke tager det med hjem – eller få sig en kop kaffe med kage fra bageren. Om aften tænder Simon Esfandiari den persiske grill, hvor han vil sørge for kød i alle afskygninger og en lang række salater.

BLOGGEN: Jon, hvordan kom perseren ind i billedet?

JON ANDERSEN: Han er bekendt med den tidligere lejer af 3760 og har været i Gudhjem flere gange. Det er her, jeg er stødt ind i ham.

BLOGGEN: Hvad er han for en mand?

JON ANDERSEN: Han er i starten af 50’erne og bor nu i Gedser. Han har i mange levet af at eksportere mad- og drikkevarer fra Italien til det øvrige Europa. Det er hans to sønner, der nu driver butikken videre fra kontoret i London. Så han har nu lyst til at udnytte sine evner som kok. Og det kommer så til at ske fra ’Gudhjem Have’, som vi tænker at kalde restauranten.

BLOGGEN: Det er måske ikke så godt at bruge dét navn. Bebyggelsen af andelsboliger på den anden side af Melstedvej hedder faktisk ‘Gudhjem Have’.

JON ANDERSEN: Nåh, for pokker. Det var jeg slet ikke klar over. Så skal jeg måske tænke på et nyt.

ENDNU EN MAD-FORRETNING

Det er ved dette hjørne Jon Andersen gerne vil opstille sin streetfood-vogn. Foto©JørgenKoefoed.

Og for at det ikke skal være løgn, starter Jon Andersen til sommer endnu en forretning. Han har ansøgt kommunen om at få lov til at opstille en stor pølsevogn – eller på nydansk: Streetfood-vogn – tæt på trekantsområdet mellem boule-banen, havnen og den store P-plads. Placeringen lægger op til ballade  med byens borgere, hvis det bliver godkendt. Gad vide om Byforeningen har været inde over her?

Kommunen har tidligere givet tilladelser til selvkørende forretninger omkring havnen. For nogle år fik Kjærstrups Chokolade kommunens velsignelse til at opstille en orangefarvet campingvogn med salg af søde sager på Peterspladsen lige foran Provianten. Heldigvis indså de offentlige myndigheder, at her havde de vist [heller] ikke tænkt sig om, så den blev flyttet og nu helt forsvundet, da Kjærstrup lejede sig ind i en lagerbygning på Nordre Brygge.

BLOGGEN: Hvad nu, hvis kommunen ikke giver dig tilladelse til at være nede ved havnen?

JON ANDERSEN: Det vil jeg selvfølgelig være ked af. Men jeg laver dette projekt sammen med min gamle pizza-kok Bjarne Andersen, og under alle omstændigheder har vi fået tilladelse til at stå ved Dagli’Brugsen. Her vil vi være året rundt. Opholdet nede i byen skulle så blot være fx juli og august.

BLOGGEN: Hvad kan man så få fra denne streetfood-vogn?

JON ANDERSEN: Først og fremmest den gode gamle bøfsandwich. Så pølser i alle afskygninger som ved en traditionel pølsevogn. Sidst men ikke mindst byder vi på shawarma og grillkyllinger.

BLOGGEN: Jon, det er lidt af en mundfuld, du her kaster dig over. Selv om du kun er 43, får du jo mere travlt end Pandekagemanden … og han har mere end travlt.

JON ANDERSEN: Det synes min mor også, men jeg skal jo ikke køre disse nye forretninger alene. Jeg har gode folk på … også her i Restaurant 3760, hvor jeg både har hyret en kok til henholdsvis pizzaerne og til restaurationsmaden.

BLOGGEN: Hvornår åbner alt det her?

JON ANDERSEN: Streetfood agter vi at åbne til påske, hvis vejret eller arter sig nogenlunde. Med al det andet satser vi på 1. juni.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 2822

Trending Articles