Anette Kjær Jørgensen er ikke fotograferet i den thailandske jungle, men under figentræet i haven ved Gudhjem Bibliotek & Universitet lige før hun drog ud på sin lange vinterrejse. Foto©JørgenKoefoed.
HENDES FAR var indremisionspræst på Vestsjælland. Derfor blev hun som 14-årig sendt på en indremissionsk kostskole på Djursland for at få en god, kristent opdragelse. Og det skal jeg lige love for, hun fik. Anette Kjær Jørgensen fortæller, at her lærte hun at ryge hash. Tågerne stod tæt på værelserne. Host! Host! … Amen!
Efter realeksamen kom hun som 17-årig i bedste indremissionsk stil sendt ‘i huset’ i flækken Ans ved Silkeborg. Året efter fik hun arbejde på et soldaterhjem i Odense. Det varede et halvt år. Videre til et børnehjem i Vejle, hvor hendes nomade-gen brusede op og fik hende til at drage udenlands. Da var hun 19.
SUSSEX OG LONDON
Det blev på en skole for spastiske børn i Sussex i det sydlige England. Her tilbragte hun ifølge sig selv ‘et dejligt år’. Men så blev hun igen rastløs. Rykkede til London, hvor hun var nanny for to børn i Islington indtil hendes præstefar et halvt år efter beordrede hende hjem til en uddannelse. Det var den gang, en far stadig kunne styre en datter, der havde rundet den første snes år.
Uddannelsen bestod i et halvt års ophold på højskolen ved Løgum Kloster. Så tilbage til London, hvor hun fik job som servitrice i Den Danske Klub, hvor danske ambassadefolk spiste deres aftensmad. Et halvt år gik. Anette besluttede sig for at blive sygeplejerske. Hun tog tilbage den missionske kostskole på Djursland, hvor hun tog en studentereksamen på to år og et ekstrakursus på Aarhus Universitet. Indimellem studierne arbejdede hun dels frivilligt på Århus Folkeblad og dels som opvasker på Aarhus-Kalundborg Færgerne.
SMAG FOR AT SKRIVE
Anette Jørgensen rundede nu sit kvarte århundrede – det var i 1978 – og arbejdet på avisen havde givet hende smag for at skrive. Søgte og kom ind på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, hvor hun efter fire år kunne skrive journalist på visitkortet.
Hun fik sit første job på Politikens Pressefoto, hvor hun skrev texter til de fotos, der blev sendt ud over telefoto-nettet. Det varede to år. Så fik hun et vikariat på politiredaktionen på Ritzaus Bureau i København.
RUNDT i AFRIKA
Mens hun arbejdede på Ritzau skete, der noget opsigtsvækkende for Anette. Hun stødte ind i Flemming, som også var en person, der ikke kunne være samme sted alt for længe ad gangen. Så efter et år købte de sammen en bil og drønede ned gennem Europa og videre til Afrika. Herfra skrev hun artikler til Berlingske Tidende.
Atter hjemme fik hun to måneders arbejde – igen på Politikens Pressefoto. Derefter til Frederiksborg Amts Avis, hvor hun røg ud med badevandet i forbindelse med en fyringsrunde. Endnu et år var gået. Så til Text-TV i et halvt års vikariat.
Så sker der igen noget opsigtsvækkende: Flemming dør som 49-årig af modermærkekræft. Anette er selv 39. Kort tid efter dødsfaldet får Anette et vikariat på Radioavisen. Det varer omkring halvandet år. Så tilbage i endnu et vikariat på Text TV.
Så rykker nomade-genet igen i frk. Jørgensen.
NOMADEN KOMMER TIL GUDHJEM
Hun redder sig et job på Grønland Radioavis, som hun beholder i tre-et-halvt år. På en ferie kommer hun til Gudhjem, som hun bliver så bjergtaget af (min udlægning, men det er jo en bjergby!), at hun efter jobbet på Grønland i 1997 lejer et hus i Gudhjem samtidig med, at hun bliver ansat som kulturreporter på TV2/Bornholm. Mange bornholmere vil sikkert genkende fra de mange portrætudsendelser, hun lavede om kunstnere på Bornholm, bla med Anna Kligert og Lisa Høyrup.
Året er nu 2012 og er også året, hvor Anette rammer 60-års-muren – og vælger at gå på efterløn.
HVAD SÅ NU?
Anette har stadig denne udlængsel, men er ikke blevet så velhavende i løbet af sit arbejdsliv, at hun bare kan tage af sted. Så hun tænker. I mens lejer hun et meget billigt værelse i et hus ude på landet. Gudhjem Universitet benytter hun som et slags privat kontor, hvor hun kan ordne sine ting via netforbindelsen her.
REJSE MOD DE RIGTIG VARME LANDE
I foråret 2012 har Anette udtænkt en plan. Hun køber et lille kolonihavehus i Rønne på Bornholm, som hun fremover vil bruge som sommerbase. Om vinteren vil hun så rejse ud i den store, vide verden og dyrke sit nomade-gen.
Som sagt så gjort. I november pakkede Anette Jørgensen en kuffert og en rygsæk med kurs Dubai, hvor hun efter to dages visit rejste videre til sin endelige destination, hvorfra hun har sendt en mail til bloggen.
ANETTE JØRGENSEN: Opholder mig lige nu i mit lejede hus i Pay i det nordlige Thailand. Sidder på terrassen under palmetræerne og drikker medbragt nescafe. I midten af december tager jeg til Bali omkring en måned, hvor jeg skal møde en veninde, så tilbage hertil Pay og så formentlig smutture til Cambodia og til Burma.
EGO: Har du tidligere rejst i disse lande?
ANETTE JØRGENSEN: Jeg har for år tilbage været i Burma, hvor jeg som journalist blev smuglet ind over grænsen på en knallert til en flygtningelejr, som blev drevet af en tysk hjælpeorganisation. Den lidt nervepirrende oplevelse skrev jeg om til bladet Ulandsnyt.
EGO: Er det ikke lidt luxus, at have et leje hus stående i Thailand og så samtidig rejse rundt i de omkringliggende lande?
ANETTE JØRGENSEN: Faktisk ikke. Huset er ret primitivt og koster kun 1.250 kr. om måneden. Der er fx intet køkken, så naboen, der er mor til husets ejer, sørger for at jeg får noget at spise, når jeg er i Pay.
EGO: Hvordan har du fået fat i sådan et hus?
ANETTE JØRGENSEN: Ejeren er gift med en dansker og bor på Bornholm. Det er herfra, jeg kender hende.
Anette har lovet at sende rejseberetninger til bloggen. Lad os se, hvor heldige vi er. Vil du vide mere, kan du nå Nomaden på anettesaw@gmail.com.