-
Louise ‘Lou’ Koefoed Enemark & Nanna Löwe, som de præsenterer sig på ders hjemmeside. Foto©lou&lowe.com/HenrikSørensen.
Lou & Löwe havde klædt skuespilleren Iben Hjejle på … det gav en lun 2. plads i Billed-Bladets konkurrence om Årets Kjole 2013 mellem tv-vært Lisbeth Østergaards Lasse Spangenberg-vinderkjole og Vild Med Dans-værten Sarah Grünewalds Ane Marie Kofods nummer-3-blondekjole. (Hov … der var vist også en bornhomer mere). Foto©JørgenKoefoed.
BORNHOLMERE i det ganske land gør sig ustandselig bemærket. 1. februar kunne den bornholmske Sara Hauge sætte en guldmedalje på sit brede bryst ved DM i ‘Poetry Slam’, som blev afviklet i Aalborg. Og nogle dage efter skrev to badmintonspillere bornholmsk idrætshistorie ved at vinde henholdsvis DM-guld i mixdouble og DM-sølv i herredouble. Og priserne fortsætter med at regne ned over dygtige bornholmere – og deres efterkommere.
6. februar kårede Billed-Bladets læsere således Lou & Löwes kjole som nummer 2 i bladets konkurrence om ÅRETS KJOLE. Kjolen blev båret af skuespilleren Iben Hjejle til en modefest på Statens Museum for Kunst i oktober 2013.
Og hvem er så Lou og Löwe?
Lad mig slå fast, at det kun er Löwe, der er næsten-ægte bornholmer, så lad os tage 8-delsbornholmeren først.
-
Gennem Gudnitz Design har Lou ofte besøgt prinsesse Marie på slottet i Møgeltønder og lejligheden på Amalienborg for at tilpasse prinsessens Gudnitz-kjoler. Derfor var Lou også inviteret med til barnedåben i Møgeltønder 20. maj 2012. Her går hun sammen med sin mand, politikommissær Søren Enemark. Foto©JørgenKoefoed.
Bag firmanavnet Lou gemmer der sig en Louise Koefoed – som senere giftede sig til det extra efternavn Enemark. Hun er datter af en vis hr. Preben Koefoed, hvis farfar Carl Koefoed var ægte bornholmer. Født og opvokset i Rønne og uddannet her som toldkontrollør. Hans far ejede et teglværk i Rønne og videre går slægten langt tilbage i tiden. Så langt, at Louise kan prale af, at hendes 7 x tipoldefar var bror til navnkundige Jens Koefoed, som bekendt jog svensken på porten i 1658.
-
Nanna Löwe og Ann Wiberg foran et kobbel fotomodeller iført Trash-Couture, som har betaget verden siden 2002. Brandet var det første til at introducere ‘etisk couture’. Af verdens TOP-100 mest anerkendte butikker har Trash-Couture solgt til 72 af dem, og i dag sælges de unikke couture-kollektioner i butikker som Corso Como 10 i Milano, Lèclereur i Paris, Les Habitudes og Maxfield i Los Angeles, Harvey Nichols i Hong Kong og Istanbul og ikke mindst til verdens mest eksklusive butikskæde Etoile i Dubai. Foto©HelleMoos.
Nanna Löwe er næsten en ægte bornholmer. Hendes mor kommer fra Gudhjem og farmand fra Rønne. På et tidspunkt tog de til Grønland for at arbejde. Her blev Nanna født, men da hun var 3-4 år gammel flyttede hun med sine brødre og mor hjem til Bornholm, fordi farmand døde af kræft.
Men Nanna Löwe tog som 16-årig til København for at gennemføre en studentereksamen – og bor der stadig …. nu med mand og barn. Löwe-moren bor fortsat i Rønne og har desuden igen fået tilknytning til Gudhjem via en ferielejlighed i Mølleparken.
Lou & Löwe opstod
De to piger mødte hinanden gennem den københavnske modeverden. Löwe var presseansvarlig og partner med designeren Ann Wiberg inden hun sammen med Louise dannede Lou & Löwe. Louise arbejdede og arbejder stadig for Gudnitz Couture, hvor hun er Showroom Manager med en fortid som mønsterkonstruktør hos Ann Wiberg i Paris.
Designer-duoen mente, at der manglede et trin i damernes selskabsgarderobe, der lå mellem den billige H&M-creation og det hundedyre Haute Couture, så de dannede i 2013 firmaet Lou&Löwe.
I de få måneder firmaet har eksisteret er det gået rigtig godt – og med en 2. plads i Billed-Bladets konkurrence ÅRETS KJOLE 2013 er firmaets navn nu også nået ud til de kroge af Danmark, som ikke holder de danske modeblade.
Ambitionerne er tårnhøje – så der skal også satses på verden uden for de københavnske volde. En god grund til at holde øje med Den Dynamiske Duo.