MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Borgmester i Hörby i Skåne, Cecilia Bladh Zito, Sverigesdemokraterne, i interview med Johan Varning Bendtsen i Kristeligt Dagblad: … Selv i dag er der nogen, der tager afstand fra mig. Men faktisk er de fleste af mine venner kommet tilbage, og mange siger nu, at det var dem, der tog fejl, ikke Sverigesdemokraterne.
Borgmester i Hörby i Skåne, Cecilia Bladh Zito, Sverigesdemokraterne, i interview med Johan Varning Bendtsen i Kristeligt Dagblad: … Jeg er så langt fra højreekstremist, man kan komme, men medierne og de andre partier har tegnet et billede af os som brune. Og det hænger ved.
Borgmester i Hörby i Skåne, Cecilia Bladh Zito, Sverigesdemokraterne, i interview med Johan Varning Bendtsen i Kristeligt Dagblad: … Det jeg kom hjem til i 2016 efter syv år i udlandet var ikke længere mit Sverige. Jeg har boet i udlandet flere gange, uden at jeg har bemærket de store forskelle, når jeg kom hjem. Men denne gang var det anderledes. Måden, folk opførte sig på over for hinanden, var forandret. Jeg oplevede, at der i løbet af få år var opstået en helt ny og dominerende form for utryghed. Det var simpelthen et mere indesluttet samfund, jeg kom hjem til.
Debattøren og sognepræsten Sørine Gotfredsen i sin mediekommentar i Kristeligt Dagblad i forbindelse med digteren Yahya Hassans [1995-2020] død: I offentligheden blev Yahya Hassan en kort og dramatisk historie, der tog sin begyndelse, da han i 2013 i en digtsamling helt uden omsvøb kritiserede sin muslimske kultur, religiøse hulhed, patriarkalske magtmisbrug og den illoyalitet over for Danmark, der i følge ham eksisterede i ghettoen. De sørgmodigt aggressive digte nedfældet med versaler gjorde Yahya Hassan berømt på stedet, og i visse medier blev han fra første dag omklamret og knuselsket. Der var sandt at sige noget usmageligt ved det. Yahya Hassan udtalte meget af det, som fornuftige islam-kritikere havde formuleret i årevis, alt imens man i det pæne selskab havde rystet forarget på hovederne og talt om racisme og beskidt menneskesyn. Nu nikkede det samme segment begejstret lige fra Rådhuspladsen i hovedstadet til Louisiana og ud til bogmessen i Bella Centret, hvor man stimlede sammen for at høre den unge mand messe sine digte.