MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
Maleren Jens Adolf Jerichau med store moderbindinger, som skød sig selv i Paris i 1917, der trods sine kun 25 år var en af de væsentligste i det 20. århundredes danske kunst efterlod et udateret brev fra en synsk person i følge forfatteren Mikael Wivels gigantiske biografi: ’Penslen og Pistolen’: Kære hr. Jerichau. De bliver ingen gammel mand, jeg mener aldrig over 66 år, og De dør pludselig af et hjerteonde, men da det ikke er forundt mig at pleje Dem, for da er De langt, langt borte fra Deres lille fødeland, hvor Deres kære moder har vugget dem på sine arme. Kvinden har spillet en stor rolle i Deres liv, og det bliver også en kvinde, som bliver skyld i Deres pludselige død. [Sigrun Schalburg – 1882-1969 – dannede par med Jerichau, hvor de i lange perioder boede og arbejdede i blandt andet Spanien og Italien. Han friede til hende i 1916, hvor hun afviser giftemålet og forlader ham.]
Professor emeritus, dr.phil., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Mehdi Mozaffari i synspunkt i Kristeligt Dagblad under rubrikken ’Muslimsk bønnekald vil skade muslimer’: Jeg mener, at det muslimske krav om udbredelse af ’Azan’ [bønnekald] i det offentlige rum ikke bare er problematisk, for man kan ikke råbe op fem gange i døgnet, oven i købet på arabisk, i hovedet på folk (muslimer og ikke-muslimer) med, at deres Gud er nul, min Gud er den rigtige, den største og den eneste, og samtidig opfatte sig selv som offer for manglende religionsfrihed. Hvordan kan man føle sig undertrykt og samtidig være så arrogant og intolerant?
Debattøren, radioværten og juristen med speciale i strafferet Nima Zamani på spørgsmålet om racismen i Danmark er systemisk stillet af journalist Johan Storgaard Jespersen i Kristeligt Dagblad: … man kan selvfølgelig påpege, at man med et udenlandsk efternavn kan have sværere ved at komme til jobsamtale, men det ser jeg ikke som systemisk racisme. Der kan være et problem med den enkelte arbejdsgiver, men det har ikke noget at gøre med det danske samfunds strukturer. Jeg synes alle har en fair chance i Danmark.