Preben Nyborg Madsen har prøvet det meste … også at rapportere fra det berømte franske cykelløb – her til det hedengangne socialdemokratiske Aktuelt.
PREBEN NYBORG MADSEN er hverken gal eller genial, som jeg har skrevet i introen til hans tidligere blog-indlæg – påstår han selv … og så må det jo passe. Ellers er han uddannet journalist og har arbejdet på bla ’alt om Sport’ og TV2/Bornholm.
Her er Preben Nyborg Madsens tredje beretning:
Ægte kærlighed? Jeg havde ikke prøvet at være sådan rigtigt forelsket, før jeg i 1993 kom til Bornholm, men så faldt jeg til gengæld pladask ned i gryden, som ikke kun giver nærende vitaminer men også en hel masse smerte nogle år senere.
Mit møde med den bornholmske kærlighed – en tidligere såkaldt MISS SILD fra Hasles årlige sommerkonkurrence – startede således med, at jeg så et spændende læserbrev i den lokale tidende. Det var et usædvanligt hårdt angreb på en af Bornholms Tidendes nyansatte journalister, som fangede mit blik en tidlig formiddag på redaktionen på TV2/Bornholm.
HÅRD KRITIK
Da kritikken var granithård og uden sidestykke, sendte jeg straks et forsvar af den kvindelige journalists artikler til avisen. Da det blev trykt lå der dagen efter en smuk buket hvide liljer på mit bord på TV-stationen. Kollegaer drillede med, om jeg havde fået en kæreste, men da jeg så det lille kort vedhæftet buketten stod der blot ’Tak for støtten’.
Længe sad jeg halv bevæget over den smukke reaktion. Og tænkte at jeg måtte møde denne kollega, som havde så fine manerer og som skrev så interessant i avisen, så selv jeg tændte på hendes vinkler på kvinde-undertrykkelse. Især hendes person-interviews var overraskende gode og bragte læseren andre steder hen end normalt. De var kort sagt bragende godt skrevet og med intelligens og konsekvens nærmest debatskabende, samtidig med de tegnede et kært portræt af de interviewede.
Jeg ringede til hende og vi aftalte et møde hos hende privat senere på ugen.
SANDHEDER ILDE HØRT
Prebens store kærlighed – fotograferet i en fotobox på en banegård et sted i Danmark. Foto©Premas.
På Klingegade parkerede jeg min Toyota Celica foran et ganske lille fiskerhus og afventede åbning efter at have ringet på døren.
Et lyshåret kvinde midt i 30erne åbnede og modtog mig med et smil i de blå øjne. Hun var høj, vel proportioneret og nærmest modelagtig i udseende, så jeg ville også have stemt på hende til en Miss Sild-konkurrence.
’Kom inden for, jeg har lavet lidt frokost til os’, sagde hun.
Jeg måtte bøje hovedet for at komme gennem stuedøren, men så så et veldækket bord med alt fra vandene omkring øen. Røget torsk, rogn, muslinger dertil citronskiver, dild og persille, små kartofler i creme fraise sovs og tre flasker Alsace Riesling stillet til køl i spande med isvand.
Stearinlysene var tændt og jeg kiggede mig omkring. En ganske lille spisestue. Yderst hyggeligt og med designermøbler. Jeg satte mig på stolen og fik hældt de gyldne vindråber op i glasset.
Efter de indledende samtale-klicheer kom vi hurtigt ind til benet. At være på Bornholm og skrive sandheder var nok den største udfordring en journalist kunne komme ud for. Jeg havde samme problem som hende – bare på fjernsynet, hvor vi ikke bragte noget, som nærmede sig noget interessant eller sandt.
PREBEN RYKKER IND
Så kemien var straks til stede og de tre flasker Riesling forsvandt som dug for eftermiddagssolen. Vi havde så meget at snakke om, at jeg blev til en overnatning og siden aldrig rigtigt kom fra det lille fiskerhus. I stedet rykkede jeg min kuffert fra Aakirkebys førende hotel DAMS PÅ BAKKEN og ind i Klingegade – og vi blev sammen i tykt og tyndt de kommende tre år.
Vi var begge på midlertidige ansættelseskontrakter, som naturligvis ikke blev forlænget. Dertil var vi journalistisk nok for skæve og direkte. Og havde fingeren helt inde på pulsen af Bornholmske nyheder.
Og den går jo ikke.
ØENS FREMMEDE FUGLE
Men kærligheden blomstrede, vi tog på rejser udenlands og fandt nye vitaminer til at kunne klare at leve blandt bornholmerne, hvor vi var ’fremmede fugle’ eller som min kæreste udtrykte det ’drivtømmer’ …
Det endte med vi flyttede fra øen. Først til København og siden Esbjerg og der kunne tømmeret ikke drives til mere. Men de tre år sammen med en kollega, som gav mig al sin kærlighed, ændrede for alvor mit liv, vendte det op og ned. Jeg blev revet ud af normaliteten – om en sådan findes – og svævede om ikke på de lyserøde skyer, så dog gik kapgang på den bornholmske granit. Og da det hele endte, da forholdet som ’drivtømmer’ sluttede ved den jyske vestkyst, havde jeg kun tomhed, lidelse og smerte tilbage som følgesvende.
MENINGEN MED LIVET
Men sådan er kærligheden. Den gør både godt og ondt. Og jeg er glad for at have haft tæt kontakt med den største følelse i et liv. Ja, måske selve meningen og det mest væsentlige ved livet – kærligheden.