
Trine Saabye, når hun hygger sig hjemme i huset i Nexø. Når hun er på skærmen, ser hun helt anderledes ud. Så er du advaret! Foto©TrineSaabyeFacebook.
SOM TIDLIGERE BEBUDET her på Bloggen vil din blog-skriver nu også optræde på fladskærmen. Her vil han styre slagets gang i programmet KUNST PÅ ØEN på Bornholms eget lokal-tv: ØENS TV.
Første gang sker på mandag [19. januar] kl. 21:00 – 21:30, hvor kunstneren Trine Saabye fra Nexø vil deltage i en forhåbentlig interessant samtale om livet og døden og kunsten.
ØENS TV ligger på samme kanal som DRs Tegnsprogskanal og sender hver dag to timer – som regel fra kl. 21 (undtagen torsdage og lørdage hvor der startes 21:30). Fladen indeholder 4 programmer, som ud over KUNST PÅ ØEN består af INGERS HJØRNE (fast 5 dage om ugen altid 21:30) med den tidligere præst Inger Lorentzen (hende med den røde alpe-hue), samtale med politikere samt et indslag fra øen. Der er nye programmer hver mandag, som så genudsendes hen over ugen. Programmerne bliver lagt på YouTube hver tirsdag [søg på oenstv].
Sådan vises KUNST PÅ ØEN:
Mandage 21:00-21:30
Tirsdage 22:00-22:30
Onsdage 22:30-23:00
Torsdage 23:00-23:30
Søndage 21:00-21:30
Fredage og lørdage genudsendes programmer fra 2014.
NU OGSÅ I AVISEN
OG IKKE AT FORGLEMME starter din blog-skriver også som klumme-skriver i Bornholms Tidendes Weekend-tillæg. Det sker hver 8. uge. Første gang lørdag 24. januar.
De øvrige bloggere er journalisten og reklamemanden Jacob Ludvigsen, direktør for DGI Karen-Margrethe Hansen Bager, gymnasie-eleven Siri Topsø Olsen, Tidende-journalisten Torben Østergaard Møller, www.flyttiludkantsdanmark.dk -bloggeren Mette Fuglsang, forfatteren Dennis Gade Kofod samt en ottende, som bliver udpeget blandt avisens læsere – JA, det kunne blive dig, hvis du ringer til Weekendtillæggets redaktør Tommy Kaas.