Preben Nyborg Madsen sætter pris på store mængder mad – og siger heller ikke nej til en røget bornholmer med blomme. Foto©Premas.
Bloggens rejsende reporter på Balkan – Preben Nyborg Madsen – erindrer sit ungdommelige samvær med den tidligere chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten Carsten Juste, som kom ind i et veritabelt stormvejr, da Jyllands-Posten fredag 30. september 2005 offentliggjorde12 Muhammed-tegninger. Men faktisk kom Carsten Juste ind i en endnu værre orkan i sin tid på Journalisthøjskolen.
Jyllands-Postens tidligere chefredaktør, Carsten Juste, stod fast i det muslimske stormvejr, der bla resulterede i, at Danmarks ambassade i Damaskus sættes i brand 127 dage efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne. Som en hæder til den standhaftige jyde malede Gudhjems portrætmaler ham et stort portræt. Maleri©LisaHøyrup.
JEG KOM I KLASSE med en bamse. En kæmpe mand sad over for mig med sine krøller og sit generte smil og virkede lidt kejtet allerede fra den første time. Det var 1978 og vi er på Journalisthøjskolen i Aarhus.
Han kom fra Viby, fortalte han. Og havde studeret alverdens ting på universitetet, men det fængede ikke rigtigt. Så nu ville han være journalist.
Lærer Flemming Steen pegede på mig: “Og hvem er du så?”. Jo, jeg hed dit og dat og kom der og derfra og nu var jeg 19 år og ville egentlig hellere spille fodbold, men jeg ville prøve, om jeg ikke kunne kombinere mit spil i AGF med journalistik.
Og så ville jeg forandre verden, Gøre den mere ærlig.
Juste hævede øjenbrynene og sagde, at jeg vist var på en Mission Impossibel. Ham om det, tænkte jeg.
Et år senere var min store karriere som professionel spiller i AGF forbi – og jeg dinglede rundt paa bøssebarer i København … og arbejdede som praktikant på Politiken, hvor sportsjournalisten Sten Henriksen havde skaffet mig ind. Dog skulle jeg kun være der et halvt år, for ugemagasinet ”alt om Sport” så et lys i netop mig. Nå, men farvel til fodboldkarrieren og goddag til journalistikken.
MADSEN OG JUSTE DRUKNEDØDEN NÆR
Og nu et spring tilbage til skolen i Halmstadgade i Aarhus, hvor Carsten Juste blev en god ven. Han ville have mig med ud og sejle. Vi skulle til hans forældres sommerhus på den anden side af Aarhus Bugt – og have andre kammerater med på turen.
Jeg blev pøllefuld i sommerhuset og begyndte at synes, det var verdens sjoveste idé at få lamperne til at dingle frem og tilbage. Jeg skubbede til dem konstant.
Nå, vi skulle sejle hjemad. Juste havde også fået rigeligt med brændevin og øl. Og pludselig meldte Meteorologisk Institut om storm, men det mente kaptajn Juste ikke var et problem.
Det blev det!
Vi var nær kuldsejlet og druknet, men takket været en thybo, som overtog kommandoen over det lille skib, kom vi frelst i land i Aarhus. Mange blødte fra åbne sår.
Juste tog mig og nogle kammerater – halvfuld som en allike – med på en tur hjem til ham, hvad han siden har fortrudt. Jeg mødte ham 20 år senere, da han var blevet chefredaktør på Jyllands-Posten og stod i Muhammed-shit til anklerne. Alligevel erindrede han sejlturen. ”Den er værre at tænke tilbage på end de her tegninger”, hviskede han til mig. Og så grinede vi begge … vi to klassekammerater fra hold S på Journalisthøjskolen i 1978.
DET GLEMMER JUSTE ALDRIG
Juste understregede, at det bedste ved jobbet som chefredaktør på JP var, at han havde fået råd og tid til at købe en motorcykel. Og nu drog han afsted på de jyske motorveje med fuld fart på drengen. Og den store bamse elskede netop det. Fuld fart på drengen. For Juste er en dreng, en bamse og – en fighter. Både for ytringsfrihed og om at komme i land igen.
Men den dag vi sejlede, gav han op. En thybo reddede hans skib og hans røv. Og det glemmer Juste aldrig.