
Filmmanden Tonny Nybirk har mange jern i ilden. Udover filmselskabet Utopia Film, freelanceproducer-jobbet på TV2/Bornholm holder han også dampen oppe i Scala Gudhjem, som betyrelsesformand gennem snart 10 år. Det er den bornholmske kunstner Sunny Asemota, der har malet Scalas kattebillede i baggrunden. Foto©JørgenKoefoed.
DET ER IKKE HVER DAG, at en bornholmsk filmfotograf kan prale af, at have fået solgt en tv-idé til alle de otte regionale tv-stationer. Det er sket for Tonny Nybirk, som ud over at drive sit private filmselskab Utopia Film også er fast freelance-producer på TV2/Bornholm.
Tonny Nybirk, der laver det månedlige natur-program EKKO og havemagasinet KONG GULEROD (sammen med sin hustru Berit Nybirk) – begge til den bornholsmke tv-station – har sammen med Danmarks insekt-expert nummer 1 – bornholmeren Morten Topp – udarbejdet oplægget til et nyt tv-program: KRYB & KRAVL.
Det kommer til at bestå af 24 afsnit af en halv times varighed, og hvert afsnit bringer tre historier fra tre af regionerne. Hvert afsnit får sin egen overskrift, som fx INVASIVE ARTER (væsener, der invaderer landet udefra) og ENDEMISKE ARTER (væsener, der kun lever ét bestemt sted på kloden).
Optagelserne startede i mandags, hvor teamet Nybirk & Topp drog til Rødding på Sjælland for at hente den campingvogn, der bliver kommandostation for deres optagelser landet rundt.
Et par af de første indslag skal laves på Læsø og i Randers Havn.
Det første sted findes der en natsværmer, som udelukkende lever af den porse, der kun vokser på Læsø. For at få nattedyret i linsen dypper filmholdet nogle sisal-snore i rødvin og sukker og hænger dem op. Rødvinen udsender så kraftig en duft, at det tiltrækker de lyssky insekter, som er ligeglade med vinen, men elsker sukkeret.
EGO: Tonny, skal det så være franske slotsaftapninger?
TONNY NYBIRK: Nej – det blive den billigste fra Netto. Jeg skal jo selv betale den!
Det andet sted er det nogle extreme borebiller, der skal være stjerner i afsnittet om endemiske arter. Når optagelserne skal foregå på havnen, er det ikke fordi, de lever her, men fordi Randers er det sted i Danmark, hvor der losses mest træ fra udlandet. Inden træet får lov til at forlade fragtskibene, skal de nøje undersøges af biologer fra Naturstyrelsen. Der er nemlig tidligere blevet observeret nogle meget store og meget specielle borebiller, som er så aggressive, at hvis de kom i land og bed sig fast ville kunne nedlægge alle Danmarks skove.
EGO: Hvad stiller man op med en træstamme med disse borebisser?
TONNY NYBIRK: Stammen bliver lavet til træflis og efterfølgende kogt.
Udsendelsesrækken er planlagt til at starte midt i august næste år.
HVEM ER TONNY NYBIRK
Nybirk er vandmand fra 5. februar 1964 – født og opvokset i Kastrup – ja, der hvor fløjmaskinerne fløjer meget lavt.
Som 18-årig startede han filmselskabet Utopia Film, samtidig bankede han på hos Columbus Film, og spurgte om de ikke havde brug for en frisk, ung mand. Det havde de ikke. Men det havde de så alligvel, for to dage efter ringede chefen efter ham. Allerede som 20-årig blev han chef for en af afdelingerne.
I 1989 blev han som militærnægter udstationeret på Den Danske Filmskole på Christianshavn. Det er normalt sådan noget med at feje gulvet og slæbe kabler, men den unge mand viste sine talenter, så de sidste tre måneder af sit ophold kom han til at arbejde som fotografassistent på et større filmskoleprojekt.
Efter ‘soldater-tiden’ vendte han tilbage til Columbus Film. Da dette selskab blev opløst pga af chefens død, dannede han sammen med den kendte filmmand Steen Herdel filmselskabet STEEN HERDEL & CO, hvor Nybirk var co’en.
I 1991 fik han tilbud om at blive produktionschef på TV2/Bornholm. Det sagde han nej tak til – men hans hustru ville gerne på bo på landet, så nej’et blev kort tid efter ændret til et ja-tak.
Parret købte en gård oven over Gudhjem. Uden at vide det, havde de købt Oluf Høsts legendariske bondegård Bognemark. Her bor de stadig. Men det faste job på den bornholmske tv-station blev dog skippet efter tretten år. Stationen fik på et tidspunkt flere penge og voksede i størrelsen. Så chef-jobbet fjernede ham mere og mere fra fotojobs ude i marken til fordel for papirnusseriet. På den måde blev der atter blæst liv i det gamle Utopi Film – dog stadig med (mange) freelance-timer som producer på stationen i Aakirkeby. Og med Kryb & Kravl kommer der nu fuld power på det utopiske filmmagerværksted – uden at arbejdet på TV2/Bornholm svigtes.