MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:
80-årige Wang Deshun – fotomodel og skuespiller kaldet ’Kinas Hotteste Bedstefar’ – i interview med Didi Kirsten Tatlow i New York Times: Man kan finde ud af, om man er gammel, ved at spørge sig selv, om man tør prøve noget, man ikke har prøvet før. Naturen bestemmer alderen, men man bestemmer selv over sin tankegang.
49-årige socialdemokratiske Christel Schaldemose i interview med Politiken i anledning af hendes 10-års jubilæum i EU-parlementet: Før jeg kom herned, sagde jeg, at jo mere man ved om EU, des mere positiv bliver man over for det. Det er jeg holdt op med, for jeg tror ikke længere på det.
42-årige Sara Skaarup – journalist og sexolog – i sin klumme i Politiken: Det er på tide vi frigør vores blik på lyst fra en kønnet opfattelse. Kvinden står på ingen måde seksuelt tilbage for manden i dagens Danmark – tværtimod, hun er et rovdyr i bevægelse.