DAGENE I GUDHJEM ligner sjældent hinanden. Den ene dag vælter det rundt med journalister fra verdenspressen – overfra forstås. Den næste dag afsløres der nytrykte tørklæder designet i Gudhjem, men vævet og trykt i Katmandu i Nepal.
Lad os starte med bladsmørerne først.
Helle Mogensen fra Destinationen havde arrangeret en tre dages stroppetur for journalister fra Aller Media med Familie Journal, Mad & Bolig og Femina; Jysk-Fynske Medier, der dækker ikke mindre end 13 dagblade, 64 ugeaviser og 5 radiostationer; Berlingske Rejser plus tre outdoor-bloggere bla. luksus.land. Lidt af en mundfuld. Hvis alle medier bringer mindst én positiv historie om hypede Bornholm er der reklame for tusinder af kroner.

Pressekoordinator Helle Mogensen har samlet en del af sine journalistiske tropper på havnen. Foto©JørgenKoefoed.
Selv om pressen blev indlogeret på Hotel Nordlandet, var det ingen afslapningstur for de damer og gentlemen of the press. Faktisk skulle der skrives om Bornholm, som den oplagte outdoor-destination. Således skulle der blandt meget andet køres mountainbike i Almindingen og sejles i kajak ved Hasle. Måltider blev ganske vist serveret på restaurant, men da holdet nåede til Gården ved Melsted, skulle de atter udfordres – denne gang indoor-sporten med pot og pande og diverse bornholmske råvarer.

Havnekoret sang i vilden sky og den undrende presse kiggede på – og tog et billede eller tolv. I forgrunden Merethe Germundsson, 1. violinisten Jens Riis og Helle Mogensen Foto©JørgenKoefoed.

Journalisten fra Aller Media vil skrive en historie om Havnekoret og mon ikke også om byens egen operasanger Ursula Bambuch. Foto©JørgenKoefoed.

Der var et frygteligt leben på Provianten efter morgensangen. Journalister og gudhjemboere i en skøn blanding, alt i mens Jens Riis og Mikael Hammarlund spillede Bach. Foto©JørgeKoefoed.
Der var dog et enkelt pusterum.
Det skyldtes at journalisten fra Aller Media, gerne ville lave en historie om Gudhjem Havnekor til Familie Journal. Derfor kom hele banden til morgensang på Gudhjem Havn i torsdags i stiv modvind. Af samme årsag kunne koret ikke vinke farvel til gæsterne på Ertholm. Det stormede simpelthen så meget, at det gode skib måtte afgå fra Tejn.
NU bliver det spændende at måle, hvor mange millimeter gratis omtale denne tur vil levere.
GUDHJEM TØRKLÆDET 2017 AFSLØRET
ET PAR DAGE EFTER – lørdag 6.maj – blev der igen trængsel i det lille fiskerleje. Årsagen var, at Thor Hodda ved havnen havde bedt Gudhjem Havnekor være med til at festligholde afsløringen af årets Gudhjem-tørklæde. Det skete klokken 16:30, da tørklæde-kunstneren Helene Høm dukkede op. Motivet var lidt anderledes end de foregående år, nemlig tre Gudhjem-damer med ‘nøler’ på hovedet. Altså de her kyser, som åbenbart var moderne i forne tider, da silden lavede guld til byen.

Susanne Theilgaard med det første Burgundia-tørklæde prydet med et motiv malet af Gudhjem-kunstneren Flemming Møller. Her i naturlige farver. Foto©JørgenKoefoed.
Men ikke nok med dét. Thor Hoddas Hanne Theilgaard starter samtidig endnu en tørklæde-serie, som hun kalder Burgundia. Det er meningen at malerier af bornholmske kunstnere skal pryde de omfangsrige tørklæder. Første motiv er udført af Gudhjem-kunstneren Flemming Møller.
Og hvad sker der ellers.

Dommerkomiteen valgte Berit Hvassums foto fra Folkemødet som ÅRETS BORNHOLMSKE PRESSEFOTO. Hvad for ét vælger du? Foto©BeritHvassum.
I dag er det sidste dag, hvor Årets Bornholmske Pressefoto 2016/17 kan ses på Gudhjem Museum. Her kan du også stemme på dit favorit-foto blandt de 60 udstillingsbilleder og vinde boggaver. Fotoet med flest stemmer får PUBLIKUMSPRISEN, som offentliggøres i Bornholms Tidende i løbet af næste uge. Der er åbent til kl. 17 søndag. Herefter holder Museet lukket i fire dage. Torsdag åbner så den store TEXTIL UDSTILLING med Gudhjem Væverne og Øens Strikker, Filtere og Patchworkere. Den har kun åbent i fire dage.
————
Og for dem der vil opleve det modsatte af Far Til Fire vises den sydkoreanske film THE HANDMAIDEN [Tjenestepigen] i Scala Gudhjem. Den er fandeme fed, men nok ikke for hvem som helst. Den vises til og med onsdag 10. maj hver aften kl. 19:15.
Gudhjem – ikke så død endda!!!