FLOT PARKERING
KOMMUNEN KAN LAVE alle de P-båse, som de vil. De kan også opsætte alle de forbudsskilte, de kan overkomme. Lige fedt hjælper det. Turister parkerer, hvor der er et hul. Her har en autocamper ikke alene kørt ind, hvor den ikke må. Men ovenikøbet også parkeret monsteret ved siden af BAT-busserne holdeplads. Kan det blive værre? Hvis kommunen ansatte en P-vagt til Gudhjem, kunne vedkommende ikke alene indtjene sin egen årsløn, men samtidig blive en vigtig bidragsyder til kommunekassen, som det ene øjeblik er bugnende fuld og dagen efter har et gabende hul. Foto©JørgenKoefoed
STRIKKEMONSTRENE
HELE VINTEREN bliver der strikket til den store guldmedalje i Gudhjem. Mama Zitta står i spidsen for byens strikkemonstre. Det er en række kvinder, som bare ikke kan lade være med at have gang i pindene hver gang de ikke bruger hænderne til noget andet ufornuftigt. Al den aktivitet er gået ud over en række offentlige og private installationer ved indkørslen til byen. Festligt, originalt og meget blødt! Fotos©JørgenKoefoed.
PETER STANGE I LAG
IFØLGE SIDSTE NYHEDER FRA LAG (Lokale Aktions Grupper, som deler penge ud til projekter fra EUs Struktur- og Investeringsfonde) er skibsreder og skipper Peter Stange Jensen fra Christiansøfarten valgt ind bestyrelsen for den bornholmske afdeling. Som der står i begrundelsen: ‘Peter repræsenterer især den maritime økonomi og møder dagligt sælerne ved Christiansø, og har ud over stor viden om ”søen” også stor viden om projekter og fondsmidler. Er repræsenteret i Sparekassen Bornholms Fond. Valget skete, da bestyrelsesmedlemmet Claus Vesløv ved generalforsamlingen valgte at trække sig fra bestyrelsen. Foto©JørgenKoefoed.