
Disse skilte har mindsket trafikken og parkeringen på Kranpladsen foran Provianten. Men der er stadig gode indtægtsmuligheder for en P-vagt. Mange trafikanter har åbenbart forladt skolen uden at have lært at læse. Eller også ved de bare, at der aldrig dukker P-vagter op i Gudhjem. En Gudhjem-bo betroede Bloggen, at disse to skilte burde stå ved indkørslen til byen. Fotos©JørgenKoefoed.

11. juli 2014 fældede en bil en kvinde ved Brøddegade. Heldigvis kom hun kun lettere til skade. Sidenhen er trafikken i Gudhjem blevet endnu heftigere. Foto©JørgenKoefoed.
BYGRUPPEN UNDER Gudhjem By- og Mindeforening har det sidste års tid arbejdet hårdt for bl.a. en trafiksanering i Gudhjem om sommeren. Eller rettere foreningen har diskuteret problemerne længe før denne blog så dagens lys – det vil sige siden Kong Volmers tid. Men nu er der kommet nye folk i kommunen, som er åbne over for at kigge på det stigende problem, der er til stor gene for de fastboende, men i virkeligheden endnu større for turisterne. Som en replik fra en ung mand faldt på Brøddegade i juli: ‘Her er lige godt mange biler’.
Bygruppen med den aktive Flemming Willum fra Måns Pærs Huz i spidsen har fået minimeret bilparkering på havnen i Nørresand og på Kranpladsen ved Provianten. Det er sket ved henholdsvis bomme og forbudsskilte.
Men Gudhjem skriger på flere P-pladsen. Ikke i byen, men oven for byen. Det har man en løsning på. Læs Bygruppens brev til Carsten Scheibye, der sidder i kommunalbestyrelsen for Venstre og samtidig er formand for Teknik & Miljø Udvalget

Autoværkstedet ved Toftevej har været til salg længe. Det kunne nedrives og med omliggende arealer inddrages til parkering. Værkstedet ligger i forvejen op til en større P-plads ved tankstationen. Foto©JørgenKoefoed.
Kære Carsten Scheibye
På vegne af Gudhjem By-og Mindeforening (GBoG) gøres herved endnu et forsøg på at anmode TMU om at overveje købet af Gudhjem Auto med tilhørende udenom arealer.
TM har medio juli fotodokumenteret alle byens parkeringsfaciliteter og dokumentationen bekræfter vores iagttagelser om, at alle parkeringsarealer har nået bristepunktet.
Erhvervet og GBoM er fuldstændig enige i, at det vil tjene Gudhjem og ikke mindst turisterne at få den aflastning af trafikken, som der har været arbejdet på i alt for mange år, men desværre uden, at vi har nået den målsætning, som var tilsigtet i Planen For Helhedsorienteret Byfornyelse.
Forklaringen herpå skyldes naturligvis også, at man ikke i tidernes morgen kunne forudse den fulde effekt af turisttilstrømningen som konsekvens af etableringen af hhv. Øresundsbroen samt hurtigfærgen. Ydermere har vi så fået det årlig folkemøde, der i den grad har sat focus på vores unikke og naturskønne ø. Den samlede effekten heraf er naturligvis et massivt behov for flere parkeringsfaciliteter.
Borgere, erhverv samt turister er ikke tjent med dette totale trafik- og parkerings inferno i sommermånederne.
Gudhjems enestående beliggenhed omkranset af de historiske smukke havne og den idylliske skærgård, er naturligvis et trækplaster. Alle turister skal se denne perle. Skønheden fortaber sig desværre, når byen drukner i støjende biler, motorcykler og busser.
Der er ingen, som er tjent med denne maltraktion af Gudhjem og mht. turisterne ja, så er det vel ikke lige dette kaos, de forventer at opleve i skærgårdsbyen. For flertallets vedkommende har de helt sikkert så rigeligt af trafikgener fra de byer, hvorfra de kommer.
Et væsentligt bidrag til at aflaste bykernen for ovennævnte trafikproblemer, vil være erhvervelse af Gudhjem Auto med tilhørende udenomsareal, med henblik på at etablere parkeringsfaciliteter på arealet.
Argumentationen herfor skal kort opsummeres :
Arealet ligger ovenfor byen, men nærheden til bykernen er af stor betydning.
Set i lyset af vores dialog om etablering af en shuttle bus giver det ligeledes god mening at erhverve arealet for herigennem at skabe plads til en terminal med ladestation og tilhørende faciliteter.
Udover at kunne rumme betydeligt flere personbiler, motorcykler, autocampere m.m vil turistbusser med bl.a gæster til Hotel Gudhjem samt alle skolebørnene kunne afsættet her.
GBoM har modtaget en mail fra ejeren af Hotel Gudhjem, der klart tilkendegiver sin støtte til nærværende plan. Herudover støtter Erhvervs- og Handelstandsforeningen ligeledes forslaget.
Arealet, hvorpå Gudhjem Auto er placeret, er efter vores kendskab forurenet og således ikke egnet til opførelse af beboelse.
Vi ved fra ejeren af Gudhjem Auto, at han er interreseret i, at kommunen eventuelt afgiver et tilbud på ejendommen.
Prisen er vel til forhandling, men skulle ligge på omkring kr. 600.000.
Alle nævnte parter er særdeles interesseret i et kommunalt køb af omhandlende ejendom og mener, at det er en enestående chance for at skabe en bedre by for såvel borgere, erhverv som for vores turister.
Venlig hilsen
Flemming Willum
på vegne af Gudhjem By-og Mindeforening