I 2015 LANCEREDE Gudhjem Museum en nyskabelse: Årets Bornholmske Pressefoto. En pendant til Pressefotografforbundets Årets Pressefoto. Forskellen ved de to udstillinger er blot, at ved den bornholmske udgave udvælger en dommerkomité ud fra de fotografier, der har været bragt i Bornholms Tidende. Dog fraregnet arkivbilleder, læsernes billeder, privatfotos samt billeder fra billedbureauet Scanpix. Men fotos fra både de faste og løse fotografer samt de fotograferende journalister.
Ved Pressefotografforbundets udstilling indsender medlemmerne fra hele landet en række fotos af eget valg fra året. Altså ikke nødvendigvis fotos der har været offentliggjort før.
Den bornholmske udstilling har i to år startet sæsonen på Gudhjem Museum. Men det er desværre slut nu. Tidendes tre faste fotografer – Jens-Erik Larsen, Allan Rieck og Berit Hvassum – har meddelt, at de kun vil medvirke, hvis de selv kan få lov til at vælge de fotos ud, som dommerkomiteen skal bedømme. Da det ligesom ikke er udstillingens præmis, har udstillingsudvalget besluttet at droppe denne publikumspopulære bornholmer-udstilling. Ærgeligt for Museet, Bornholms Tidende, de fotograferende samt de mange interesserede gæster.