![holka-annoncewww]()
DEN FØRSTE udstilling i HOLKAHESTEN fandt sted på Gudhjem Museum i 2001 med museet som initiativtager og arrangør for at afhjælpe et udtalt savn hos publikum efter et udstillingssted, hvor øens mest fremtrædende billedkunstnere kunne vise nye værker på hjemøen i højsæsonen.
Siden har HOLKAHESTEN, der har taget navn efter et af Gudhjems gamle fabeldyr, udviklet sig til en selvstyrende og selvsupplerende sammenslutning med 18 medlemmer, der ikke nødvendigvis alle udstiller hvert år. Fire af medlemmerne modtager Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
Gennem årene har der været en vis udskiftning, idet man på grund af dødsfald siden starten har måttet sige farvel til fremtrædende navne på den danske kunstscene som Hugo Arne Buch, Anne-Birte Hove, Jan Leth, Jun-Ichi Inoue og Torben Stoltze.
UDSTILLINGEN ÅBNER i morgen lørdag 18. juli kl. 10 – med fernisage kl. 14:00 – 17:00. Her byder Gudhjem By- og Mindeforening på et glas vand eller vin. Du er velkommen!
FAKTA:
Holkahesten 2015
18. juli – 6. september kl. 10:00 – 17:00
Kulturugen 11. – 20. september kl. 14:00 – 17:00
Gudhjem Badgedag onsdag 16. september, hvor der er halv entrépris og 25% rabat på bøger for besøgende med Kulturugens Badge. Her vil der være mindst tre af kunstnerne til stede.
Efterårsferien 10. – 18. oktober 14:00 – 17:00.
![Det er Holkahestens egen Vibeke Glarbo, der har designet plakat og indbydelseskiort.]()
Det er Holkahestens egen Vibeke Glarbo, der har designet plakat og indbydelseskiort.
17 af Holkahestens medlemmer udstiller i år:
Keramikeren Hans Munck Andersen flyttede til Bornholm i 1973 i bolig- og arbejdsfællesskab med kollegaen Gerd Hiort Petersen. Han er især kendt for sine porcelænsarbejder, opbygget af indfarvede lersnore i pastelfarver. I de senere år er Hans Munck Andersen også begyndt at beskæftige sig med fabulerende, organiske former og kubuser.
Billedkunstneren Martin Berge bosatte sig allerede på Bornholm som akademielev i 1996 på Bornholm. Martin Berge arbejder med såvel akvareller som malerier og »bidrager med et begavet og personligt bud på et nyt maleri«, som det hedder i en anmeldelse af Koloristerne, hvor han tidligt blev medlem. Hans billeder indeholder strukturer af stor rumlig virkning.
Billedhuggeren Vibeke Glarbo er opvokset på Bornholm og har gennem familierelationer og udstillingsaktiviteter bevaret sin tilknytning til øen. Hun forlod ret hurtigt den traditionelle opfattelse af skulpturen og har bl. a. arbejdet med installationer. I de senere år har hovedvægten ligget på værker af en mere sluttet karakter, og hun har udført betydelige udsmykningsopgaver.
Keramikeren Marie Hjorth er 4. generation af dynastiet omkring L. Hjorths Terracottafabrik i Rønne, der nu er omdannet til et arbejdende keramikmuseum. Hun eksperimenterer med forholdet mellem dekoration og form, og i porcelænet søger hun med en klassisk, kaligrafisk dekoration at nå den samme enhed mellem formen, glasuren og dekorationen, som i den japanske og kinesiske tradition.
Keramikeren Julie Høm har haft eget værksted i Gudhjem siden 1968 med stentøjet som sit foretrukne udtryksmiddel. Hendes natuinspirerede formverden er ud over mere traditionelle skåle, fade og vaser, en række meget skulpturelle fugleformer, som hun giver liv i relieffer og friskulpturer og som bl. a. har udfoldet sig i adskillige større udsmykningsopgaver rundt omkring i landet.
Maleren Hanne Mailand har fra akademitidens mørke og tunge palet, over lysende lette bornholmske naturskildringer – ikke mindst i farvekridt – arbejdet sig frem til den modne kunstners rendyrkelse af en balance, der markerer hende som en betydelig kolorist og intens skildrer af et landskab placeret midt mellem virkelighed og det store rum for tanken.
Keramikeren Gerd Hiort Petersen startede i 1973 i Rø et bolig- og arbejdsmæssigt fællesskab med keramikeren Hans Munck Andersen. Hun arbejder skulpturelt og malerisk med stentøjsler i robuste fade, skåle, relieffer og organisk, sluttede former – og mere grafisk og kalligrafisk i porcelæn. Hun har bl. a. udført adskillige kirkeudsmykninger.
Maleren og grafikeren Tonning Rasmussen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1960 og er medlem af Grønningen. Han flyttede til Bornholm i 1986. Her genfandt han steder med de kvaliteter omkring lys, farve og vand, som han tidligere havde opsøgt rundt om i verden. Tonning Rasmussen har udført adskillige store udsmykningsopgaver rundt i landet og er bl. a. tildelt Eckersbergmedaljen.
Tekstilkunstneren Margit Rosenmeier har boet på Bornholm siden 1973. Hun debuterede med arbejder på papir som hun – foruden store vævninger – har arbejdet med siden. Margit Rosenmeier har udført flere udsmykningsopgaver, blandt andet en granitmosaik på pladsen foran Bornholms Kunstmuseum i Rø og ved indgangen til Store Torvegade i Rønne.
Maleren Lars Serena bosatte sig på Bornholm i 1980. Indtil 1972 eksperimenterede han med skulpturer, hvorefter maleriet blev hans foretrukne udtryksform. Op gennem 1970′’erne var han stærkt påvirket af den nyere engelske og senere af den klassiske italienske kunst. I dag arbejder han motivmæssigt ud fra notatmateriale og fotografier af bornholmske lokaliteter. Primært omkring bopælen ved Vang.
Sølvsmeden Per Suntum flyttede til Bornholm i 2002. Hans megen rejsen rundt i verden har uden tvivl været medvirkende til, at hans smykker ikke er stedbundne, men alene har udspring i kunsthåndværkets urgamle tradition for at tage udgangspunkt i naturens former. Han er repræsenteret på adskillige museer og samlinger herhjemme såvel som i udlandet.
Maleren og grafikeren Klaus Thommesen bosatte sig på Bornholm kort inden årtusindskiftet. Som kunstner er han autodidakt og debuterede relativt sent på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1976. Hans billedverden kan karakteriseres som visioner med inspiration fra hans omgivende natur. Ikke blot synsindtryk – men også dufte og lyde.
Maleren og grafikeren Maria Thorsen kom til Bornholm i midten af 1990’erne. I sine motiver går hun går tæt på naturen og på forholdet mellem naturen og mennesket og forholdet til det døde. Hendes billeder er meget detaljerede og tilsyneladende realistiske og tilforladelige, men afspejler flere lag af sindets over- og undertoner.
Maleren, grafikeren og billedhuggeren Inge Lise Westman flyttede til Bornholm som færdiguddannetfra Kunstakademiet. Både i maleri, grafik og skulptur fokuserer hun ofte på en voldsom forstørrelse af naturgivne enkeltelementer. Hendes værker ses mange steder i det offentlige rum, f. eks. i Bornholmstrafikkens færgeterminal i Rønne og på færgerne.
Billedkunstneren Emil Westman Hertz tog afgangseksamen fra Kunstakademiet i 2008, og for få år siden vendte han tilbage til Gudhjem, hvor han i dag delvis bor og arbejder. Han har allerede formået at placere sig stærkt på landets kunstscene og er medlem af den fornemme Den Frie Udstilling.
Maleren Anne Sofie Meldgaard er født i Sydkorea, men lever og bor på Bornholm. Hun er uddannet på Kunstakademiet i København 1994 – 2000 og har med sine ’blomstermalerier’ slået hul igennem den kunstneriske lydmur med solo-udstillinger på en række museer og udstillingssteder – sidst på Bornholms Kunstmuseum i 2014.
Maleren Jens Thegler sluttede sin udddannelse på Kunstakademiet i Købebnhavn i 1999. Han blev hurtig en meget efterspurgt kunstner med sine halv-surrealistiske interiør-billeder, der præcist ramte tidens hotteste smag. Han udstillede sammen med Koloristerne i 2013 og har ellers deltaget i et hav af udstillinger. Desuden har han udgivet grafiske billedbøger, været colorist på Zentropa Film og gæstelærer på den estimerede Holbæk Kunstskole. I 1999 blev han nomineret til den prestigefyldte The Carnegie Art Award. I dag bor han i Østermarie, hvor han er den bedre halvdel af Anne Sofie Meldgaard