![Føsselar og præsident · Carsten Seeger her fanget ved et veldækket påskebord, som Karina Topp og Karsten Madsen – sidstnævnte er også bidragsyder til hædersomtalerne. Foto©JørgenKoefoed.]()
Føsselar og præsident: Carsten Seeger her fanget ved et veldækket påskebord hos Balka-vennerne Karina Topp og Karsten Madsen – sidstnævnte er også bidragsyder til hædersomtalerne. Foto©JørgenKoefoed.
![Alle rejste sig op, da Prinsgemalen entrede Østermarie Kirke ved Ærskunstnerarrangementet i foråret – indtagen hr. Seeger. Meget naturligt: En præsident er højere rangeret end en prinsgemal. Det er Kultur Bornholms ceromonimester Christian Dohn i de røde. Foto©JørgenKoefoed.]()
Alle rejste sig op, da Prinsgemalen entrede Østermarie Kirke ved Ærskunstnerarrangementet i foråret – undtagen hr. Seeger. Meget naturligt: En præsident er højere rangeret end en prinsgemal. Det er KulturBornholms ceromonimester Christian Dohn i de røde. Foto©JørgenKoefoed.
MANDEN DER HAR højere rang end Prins Henrik, Præsidenten for KulturBornholm, Carsten Seeger fra Østermarie, fylder ikke alene 70 år i dag, men er også så indbildsk, at holde årti-skiftet på dagen … lige midt i Folkemødet, som ALLE kendte som ukendte agter at deltage i. Så mon der overhovedet dukker nogen som helst gæster op?
I hvert fald skriver Kulturpræsidenten i Bornholms Tidende i tirsdag under rubrikken: ‘HVOR ER POLITIKERNES RESPEKT FOR FOLKET? ’Bare fordi de vælger at udskrive valg lige efter Folkemødet, bliver de væk fra det (…) Jeg må også lide den tort, at jeg på min 70-års fødselsdagsfest i Vores Folkekøkken i Østermarie den 12. juni kl. 13.06 ikke fejres af førende politikere.’
Men hvis gæsterne bliver få, kan Kulturpræsidenten til gengæld glæde sig over det gigantværk, han har sat i scene om sig selv, der på dagen udkommer som en mastodont på ikke mindre end 224 sider. Hans gode ven Jacob Ludvigsen fra Brændesmark har redigeret og samlet de mange hyldestartikler, som han næsten lige så gode ven, Jesper Rovsing Olsen fra Malkestien i Gudhjem, har tilrettelagt rent grafisk.
Bloggen spurgte hr. Rovsing, hvilken artikel der var sjovest. Han nævnte hr. Ludvigsens. Da jeg så spurgte redaktøren selv, mente han hel bestemt, at epos’et fra Camilla Blomst var det allersjoveste – ikke så mærkeligt, hun er nemlig datter af redaktøren. Ak, ja … nepotisme er lige så godt som korruption, hvis man bare selv er med i det.
Men her bringes begge indlæg, og så kan De, kære læser, vælge selv. Og så også et tillykke her fra Bloggen, der helt vil undgå morsomheder i dagens højtidelige anledning.
SVANEKES HUMORIST-LEGAT
PRESSEMEDDELELSE: Det Glade Vanvid, 12 februar 2000
![Bornholms største sprællemand – Jacob Ludvigsen – står bag de alvorlige løjer. Foto©JørgenKoefoed.]()
Bornholms største sprællemand – Jacob Ludvigsen – står bag de alvorlige løjer. Foto©JørgenKoefoed.
VED EN HØJTIDELIGHED på Svaneke Bodega i dag kl. 12 overrækkes Smil-Prisen 2000 til Carsten Seeger, Markusgaard, Østermarie. Den er indstiftet af selskabet
”Det Glade Vanvid”, som blev grundlagt sidste år i forbindelse med maleren og gartneren Emil ”Smil” Malmgreen-Hansens 75 års fødselsdag. Carsten Seeger hyldes for sit glade vanvid, der skaber opmærksomhed i og om Østermarie. Han modtager 100 stk. af det nye Smil-postkort til en handelsværdi af 1.000 kr. Kortet sælges fra mandag i udvalgte forretninger.
Præsidiet for Det Glade Vanvid, der består af ærespræsidenten Emil Malmgreen-Hansen, journalisterne Poul Friis og Jacob Ludvigsen, tegneren Bo Bonfils og rentier Ole Gade, peger på Carsten Seeger, fordi han ”med ihærdighed og held overtaler store scenekunstnere til at lægge navn til gader og gyder i Østermarie City”. Senest var det Bodil Udsen, der fik en Plads opkaldt efter sig, og ved at tage natbåden over til hendes 75 års dag og til fotografernes fryd overrække hende skiltet fik hand Østermarie placeret i de landsdækkende medier, herunder TV2-Nyhederne.
Også Vinduesgalleriet, hvor fremragende kunstnere hænger malerier op i de tomme butikkers udstillingsvinduer, er et Seeger-initiativ. En tredje fortjeneste er formands-skabet i Galleri Kaffeslottets Venner, hvor han har været med til at indføre den censure-rede efterårsudstilling til glæde for frodigheden i bornholmsk kunst.
Vanvids-præsidiet siger endvidere i motiveringen, at Allinge-Gudhjem kommune nu må anerkende Carsten Seegers indsats og sørge for, at alle skuespiller-gaderne får officiel status. Med Ghita Nørbys Runddel, Henning Moritzens Allé og Aage Hauglands Gyde er Østermarie godt på vej til at opnå et særpræg, som gør byen kendt viden om og spiller en rolle for turismen.
”Det Glade Vanvid” har sat sig for at præsentere et årligt postkort med reproduktion af et maleri af Smil. 2000-motivet er en soleksplosion over en af de marker, der omkranser Svaneke. Billedet, der er i privat eje, afspejler endnu et aspekt af Smils store spændvidde som maler, og han medgiver gerne, at det gule lysorgie er inspireret af Van Gogh – uden sammenligning i øvrigt, tilføjer Smil og henviser til, at han ikke har skåret sit ene øre af. Vanviddet må have en grænse.
PROVOKEREDE MED PROCENTER
af CAMILLA BLOMS, forfatter.
![Camilla Blomst – en af Carsten Seeger mange stakkels elever. FotoFraBogen.]()
Camilla Blomst – en af Carsten Seegers mange stakkels elever. FotoFraBogen.
FORÆLDRENE TIL 8.f på Østermarie skole var ikke fra hjertet trygge da vi i 8. klasse fik Carsten Seeger til dansklærer.
Han var kendt for at kæmpe imod den regeltunge skoleinspektør Anker Verner Schubert, kun kaldet ved efternavn.
Seeger nød at udtænke listige drillerier, der ofte var elegant forklædt som et ønske om at opretholde ledelsens stramme linjer inden for sikkerhed og reglementer, men hvis egentlige formål var at more kollegaer.
Den engelske upperclass humor og sarkasme smittede til enkelte (yndlings) elever, der ved at te sig anarkistisk tilsyneladende opnåede fornemme standpunkts karakterer. Sådan en rebelpåvirkning var forældrene kritiske overfor.
Måske reagerede flokken på hans fremtoning: En form for ridekostume (Prins Joakim benytter samme klassiske mondering med høje gummistøvler og habitjakke) og et tungebånd, der kunne få en bondeknold til at føle at herremanden havde sendt lensgreven.
Frygten for Seegers trang til at provokere var uberettiget. Jeg holdt meget af hans undervisning. Ofte fik jeg lov sammen med en anden kvik kammerat at gå ud når de mindre rutinerede blev undervist i opbygningen af et brev til en ven.
Opgaven for os, der havde forladt klassen, kunne være sammen at formulere en skrivelse til myndighederne, til borgmesteren eller at henvende os skriftligt eller telefonisk et firma med et opklarende spørgsmål, som Carsten havde fundet på under vandringen fra lærerværelset til 8.f.
Vi nød at lave telefonfis på skolens regning og vi elskede at formulere lange rækker at fremmedord og belønningen var at se hans små plirrende øjne lyse af fryd, når han læste det.
Han hyldede de klumpede håndskrevne stile jeg afleverede. Seegerslægten blev tvangsindlagt til brudstykker af den unge Ludvigsens formuleringer. Det vat et publikum jeg ikke ville skuffe. Jeg så op til både Christian og Ida Seegers tordnede talegaver og smittende latter, der klædte både skolens grå forhal og skolebussen.
Kærligheden til sproget deler Carsten og jeg. Hans måde at give mig skriftlig selvtillid og kritik på i folkseksolen gør, at han vil være min ven og dommer for al tid.
Ord og mad er mine hjertesager i livet og også på området tilberedelse, kvalitetssans og kreativitet inden for madlavning har Carsten været en mentor.
I hjemkundskab var Seeger en skattet lærer hos eleverne. Han var ikke bange for at starte timen med at stikke hvert hold hundrede kroner og lade den ene halvdel gå uovervåget på indkøb i Brugsen. Mens den anden halvdel havde til opgave at gøre hovedrent i skolekøkkenets skabe og skuffer. Eller i hans bil, der bar præg af hans lange mudrede markvej og livet med hund og hest.
Når indkøbsteamet kom retur med en kasse råvarer, som de i fællesskab havde haft lyst til at købe, skulle de digte en menu ud fra disse indkøb.
I starten holdt eleverne sig til velkendte retter som kartoffelmos og røde pølser. Men så opdagede de, at han ikke brokkede sig, hvis man købte slik, så længe man kunne argumentere for anvendelsen i en ret eller en dessert. Det kunne også være forklaring nok, at man prøvede at analysere deklarationen og genkendte de forskellige E-numre.
Reglerne var formelige. Især husker jeg, at alle var sendt afsted for at købe ind til pizza. Den drengegruppe, der havde været så opfindsomme at købe en frysepizza fik ikke klø. I stedet blev fabriksproduktet brugt som smagstest. Hvorledes smagte en færdigret kontra en hjemmelavet.
Tilskuere, forældre og de øvrige hjemkundskabslærere mente, at timerne var gennesyret af sjusk og til tider svineri fra underviserens side.
Men vi oplevede frihed og mens maden kogte, måtte vi gerne hoppe ud og ind ad vinduerne og brænde hormoner af med en støjende fangeleg.
Forkuldede maden i mellemtiden, så lærte vi det. Måske frydede læreren sig endda ovre fra kateteret, for mens tilberedte en svær omelet, rettede han iøvrigt vores danske stile med højlydte underholdende lettere udleverende kommentarer.
Måske tippede over den gang, vores søde lærer bad os fabrikere et par cognaclagkager til klassenstime. Han ville gerne have mig og min veninde
Mette Johansen, hvis mor var skolens sekretær, til at forlade klassen, mens de andre lærte noget elementært, som vi havde styr på op til den skriftlige eksamen.
Flasken med cognac skulle vi bare brase ind og hente i hans skab på lærerværelset. Det i sig selv var en øvelse, der krævede ”en opstrammer”.
Men det var i 8. klasse, så vi havde ikke været impliceret i de store branderter. Det værste vi havde været med til var at stjæle tre Rød Tuborg fra lærer Gerlevs kælder, sammen med hans datter og hælde sukker i, for derefter at drikke af den spruttende flaske på skift for så at stå på hovedet op af ungdomsklubbens mur mens, dansemusikken dunkede i discokælderen. Vi var fire piger om tre øller og det var rigeligt.
Carsten havde købt ind til lagkagen og kopieret en opskrift på en opbagt cognaccreme fra en klassisk fransk, men dog oversat, kogebog, den snob.
Jeg husker, at spiritusen skulle måles af med et metal decilitermål, af hvilket vi nippede til de stærke dråber. Vi må have nippet med det store næb, for da kagerne kunne serveres for klassen mindes jeg, at vi ankom med fuld musik gennem gangen og havde et fyrsteligt grineflip over at vi nu, uden advarsel, skulle forgifte vores intetanende klassekammarater og den flinke lærer.
At Carsten Seeger gennem 25 år har været mine forældres bedste ven beror delvis på sympati for denne morsomhed. De hyldede denne lærer, der have spist deres datter fuld med en bunden hjemkundskabsopgave.
Reaktionerne var åbenbart generelt positive, hvilket tvang Carsten til at gentage spøgen, muligvis i håb om bortvisning, hvilket det at servere sprut for børn under 15 år burde udløse. Hans nære kollega toppede ham dog ved at blive kæreste med en pige fra 9. klasse lige for næsen af sine to små børn, der gik på skolen.
Kort tid efter lagkageepisoden blev jeg bedt om sammen med min klasseveninde Irene Trip tid at lave en sherrydesset til klassen.
I skolekøkkenet forsøgte Seeger sig med irsk tema, hvor eleverne lærte at lave irsk stuvning og irsk kaffe.
Alt i alt pønsede Seeger utvivlsomt på endegyldigt at blive smidt på porten af den skindhellige Schubert og hans hof. De ledte altid efter en anledning til at kalde ham til tjenstlig samtale, men børnene sladrede sjældent derhjemme om Seegers flabede facon, for de holdt, med få undtagelser, af hans snurrige humor og varme smil.
Selv var jeg fan og når jeg skriver har jeg ham i baghovedet som mine strenge dommer. Da min første roman udkom på Gyldendal slog Carsten til og lavede en presseevent, der var mere interessant end selv debutanten.
Forlaget elskede den lille mand i campingstolen med cottencoaten uden for an Klareboderne 3, der med skilte påstod, at den unge romanforfatterinde, en tidligere elev, havde skrevet en modbydelig karikatur på ham. Og han fik også en landsdækkende avis til at bide på truslerne om at hive mig i retten.
Min gamle lærer har lært mig meget om at skabe sig, at skabe opmærsomhed og at være opmærksom. Uden ham ville jeg ikke have været den samme og det ville øde Østermarie heller ikke. Ingen andre har kastet sin kærlighed på den gennemkørselsby. Så meget desto smukkere er det at Seeger, der har format nok til Oxford, vælger at lave en årlig kulturevent, der har til formål at more ham selv og hans trofaste følge.
De glæder sig til at få afsløret hvilken en kulturkendis, han har møffet sig ind på i år med smigrende skrivelser og charmerende telefonsamtaler.
En hyldest til min læremester fra hans yndlingselev nummer 70. Han, som med list, har navngivet så mange indkørsler, grusgyder og glemte vendepladser fortjener af få hele byens vejnet. Hvorfor ikke omdøbe Østermarie til Seegersby, eller lyder det som en ny øl uden procenter? I så fald er det ikke noget for vor mand på Aspevej.
HER ER OVERSIGTEN OVER HYLDESTARTIKLERNE:
Han får det til af Jørn Lund
En østersnyder i Østermarie af Bent Jørgensen
Foreningen KulturBornholms Venner af Palle Jæger
Nybyggere på Bornholm af Carsten Seeger
Den flotte skolekammerat af Elisabeth Nolans
Sjov, sarkastisk og generøs af Henrik Grove
Fra charmerende dreng til champagnedreng af Helle Trolle
Min vinven Carsten af Torben Pind
Østermarie skole sommeren 1975 af Vibeke Eskesen
Provokerede med procenter af Camille Blomst
Tale til Benny Andersen af Peter Poulsen
Snerten af kørepisken af Ida Seeger
Ingeborg Brams i Gudhjem af Palle Smed
Verdensmanden Carsten af Christian Seeger
Kaffeslottet af Fie og Erling Waage Beck
Hvidbog om Østermarie Festspillene af Stig Fogh Andersen
Carsten og ”Morgenrøden” af Bent Mortensen
Kirsebærfesten af Kurt Bang
Sladderjournalist med pli af Poul Friis
Stamgæsten af Birte Jensen
Carsten som juridisk person af Kirsten Harboe
Carsten som hippolog af Ejnar Paulsen
Fra Kansleren til Præsidenten af Christian Lunn
Den ihærdige mæcen af Poul Friis
Septuagenarian maecenas af Bill Arthy
Carstens lokumskonsulat af Djorn Juni
Det går aldrig! af Karsten Madsen
Noget om køer af Maja Arthy
Svanekes humorist-legat af Jacob Ludvigsen
Sprogpris af Karen Secher og Ole Meisner
Kronen på Carstens værk af Jacob Ludvigsen
En historie om Carsten og musen Futte af Marlene Tellef
Antropologisk beskrivelse af Thora Kjøller-Hansen
Slentretur i vindjakke af Kirsten Seeger
ÆRSKUNSTNERNE
1995 Henning Moritzen
1996 Ghita Nørby
1997 Bodil Udsen
1998 Ebbe Rode
1999 Aage Haugland
2000 Tina Kiberg
2001 Svend Asmussen
2002 Jesper Klein
2003 Sigurds Barret
2003 Gitte Hænning
2004 John Hahn-Petersen
2005 Palle Huld
2005 Benny Andersen
2006 Søren Hauch-Fausbøll
2007 Flemming Flindt
2008 Per Arnoldi
2008 Seamus Heaney
2009 Stig Fogh Andersen
2010 Bent og Lars Ulrik Mortensen
2011 Niels Jørgen Riis
2012 Gitta-Maria Sjöberg
2013 René Dif
2014 Prinsgemalen
2015 Claude Chichon
KORPSET BAG KULTURBORNHOLM
PROREKTOR Charlotte, komtesse af Rosenborg
PRÆSIDENT Carsten Seeger
FIRST LADY Kirsten Seeger
SECOND LADY Vita Skov
OVERVICEPRÆSIDENT Peter Madsen
1. VICEPRÆSIDENT Kurt Bang
VICEPRÆSIDENT John Thellersen
ETATSRÅD Jesper Klein
ETATSRÅD Erling Haagensen
GENERALGUVERNØR Søren Pind
GENERALKONSUL Elisabeth Ehmer
GENERALSEKRETÆR Esben Haugland
GENERALMUSIKDIREKTØR Steffen Hyldig
GLOBAL AMBASSADØR René Dif
GEHEIMEKONSUL Jan Rainer Bruns
LIVLÆGE Claus Christiansen
LIVVAGT Henrik Sprechler
HOFFOTOGRAF Vita Skov
WEBMASTER Jens Ole Fassel
AMBASSADØRER
![Billede 1www]()
![Billede 2www]()
![Billede 2awww]()
![Billede3 www]()
![Billede 3awww]()
![Billede 4www]()
ØSTERS, MARIE OG MIG
33 analyser af Carsten Seeger
Udpønset af Jacob Ludvigsen
Forlaget Brian Christensen
220 sider, illustreret.
250 kroner.
Oplag: 300 ex.