Quantcast
Channel: Jørgen Koefoed
Viewing all 2822 articles
Browse latest View live

DET BEHØVER IKKE AT VÆRE TRIST AT SIGE FARVEL

$
0
0

doedsannoncesjovwww

Dødsannonce spottet i Dagbladet Politiken 18. november 2016.


MED ELLER UDEN RUNDBUE?

$
0
0
Sådan ser schöttewallen ud afrenset og uden rund-top. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan ser schöttewallen ud afrenset og uden rund-top. Foto©JørgenKoefoed.

Skal rund-toppen bevares sammen med en pudsning af væggen? Foto©JørgenKoefoed.

Skal rund-toppen bevares sammen med en pudsning af væggen? Foto©JørgenKoefoed.

Hvad er smukkest – og hvad er det mest hensigtsmæssige, når havet skyller ind over mole-væggen? Foto©JørgenKoefoed.

Hvad er smukkest – og hvad er det mest hensigtsmæssige, når havet skyller ind over mole-væggen? Foto©JørgenKoefoed.

SOM NOGEN SIKKERT har bemærket, er store dele af havnen i Gudhjem og på Nørresand i en elendig stand. Men kommunen har bevilget et større beløb til udbedring af tæringerne i cementen, der binder granitten sammen.

Den yderste mole-væg i Gudhjem – den såkaldte schöttewal – har en rund top af cement. Den er nu så undermineret, at den skal rives af. Men skal den erstattes med en ny rundbue sammen med en pudsning af mole-væggen – eller er det smukkere, hvis muren står uden cement-top og bliver afrenset?

Der er delte meninger om sagen. Dels om hvad der ser bedst ud, men også om rund-toppen sørger for at vandet glider af muren, når havet viser tænder. I skrivende stund står begge muligheder åbne.

WIFI: Der er gravet op rundt omkring havnen i Gudhjem. Det skyldes blandt andet, at der skal trækkes kabler, så der kan blive Free Wi-FI i hele havneområdet.

Før var det fjernvarme - nu gælder der Wi-Fi. Foto©JørgenKoefoed.

Hul igen: Før var det fjernvarme – nu gælder det Wi-Fi. Foto©JørgenKoefoed.

 

GUDHJEMS JULE-MAMMA PÅ SKÆRMEN I AFTEN

$
0
0
Det er VJ Maria Vedel Larse  fra TV/Borholm der er i gag med at lave et idslag med Gudhjems ye isse-mamma Yrsa Tragbæk. Foto©JørgeKoefoed.

Det er VJ Maria Vedel Larsen fra TV2/Bornholm, der er i gang med at lave et indslag med Gudhjems nye nisse-mamma Yrsa Trangbæk. Foto©JørgeKoefoed.

NU KAN VI SNART IKKE vente længere … gid det snart var jul. Indrøm det bare. Du glæder dig vanvittigt meget til, at det bliver 1. december og Gudhjems by-julekalender kan starte.

Hvis du godt vil have lidt at vide om dette års kalender og møde den nye jule-bagnisse-kvinde har du muligheden i aften i Kulturkalenderen. Det sker på TV2/Bornholm kl. 19:50.

DEN GAMLE BØLLE ER DØD

$
0
0

fidel2www

EFTER SIGNENDE BLEV FIDEL CASTRO og hans bror Rául smidt ud af skolen, da de var unge knægte. De var simpelthen for uregerlige og voldelige over for de andre elever. Da Fidel senere kom til magten i Cuba, fortsatte han sin voldelige optræden over for de cubanere, der ikke havde helt de samme meninger, som ham selv.

Til gengæld sørgede han for, at alle cubanere lærte at læse, skrive og regne og gav dem gratis lægehjælp. Det var vel også derfor, at han kunne skabe sig et image som ’romantisk revolutionær’.

Da han døde i fredags græd cubanerne, men det var ikke alle, der vidste, om det var af sorg eller glæde.

fide1www

DIN BLOGGER har besøgt Cuba to gange. Første gang i maj 1996, hvor jeg blandt andet opholdt mig i Santiago de Cuba, hvorfra Fidel startede sin succesfulde revolution fra de omkringliggende Sierra Maestra-bjerge. På byens torv kom jeg i snak med en ældre cubaner. Da han hørte, jeg kom fra Danmark, fortalte han om den danske mand, der tog til USA for som den første i verden at få kønsskifte. Det var nemlig den store nyhed, da han selv opholdt sig i USA, udsendt som professionel bokser.

Han var ikke tilfreds med tilværelsen i Cuba. Der var varemangel overalt og meget få ting fungerede, så derfor betroede han mig et par vittigheder, som florerede blandt cubanerne.

HER ER EN AF DEM:

fidel3www

EN HALV SNES MEDLEMMER fra regeringstoppen med Castro i spidsen sidder på en udendørsrestaurant i Havana. Da Castro tager penge frem for at betale, ryger der en 100 $-seddel ud af hans lomme, som lander i et blomsterbed.

Da en fra selskabet rejser sig for at samle den op, siger Fidel: ”Nej, lad den ligge, så er der en cubaner, der bliver glad”.

Raúl: ”Lad os veksle den til 50’ere. Så bliver to cubanere glade

En tredje: ”Hvorfor så ikke veksle til 10’ere, så ti bliver glade”.

Herefter opstår der en pause indtil en fjerde peger på Fidel og siger: ”Hvorfor ikke smide ham ud, så bliver alle glade”.

HER ER EN ANDEN:

fidel4www

EN CUBANER kommer glad hjem til konen. Han har fanget en stor fisk.

”Se her, kone. Nu kan du lave mad til flere dage!”

”Jamen, jeg har ingen pande at stege den på.”

”Jeg tager en bid af bliktaget.”.

”Jamen, jeg har ikke brænde til komfuret”.

”Det skaffer jeg. Jeg saver en af årerne op.”

”Jamen jeg har heller ikke olie til at stege den i.”

Manden gi’r op. Tager fisken og smider den tilbage i havet.

Fisken –  inden den forsvinder: ”Længe leve revolutionen!”.

VAR DE IKKE MORSOMME? Det er lige meget … visse cubanere morede sig kosteligt … sådan hel privat, naturligvis. Hvem gider sidde spærret inde i otte år på grund af en vits eller to!

HER åbnes dagens kalenderlåge kl. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Yrsa og Ole Trangbæk

Åbogade 6 i Gudhjem

HER åbnes dagens kalenderlåge kl. 19:00

$
0
0
Foto@JørgwnKoefoed.

Foto@JørgwnKoefoed.

Hos Lisa Høyrup og Jørgen Koefoed

Kirkestien 1 i Gudhjem

 

ER PUTIN BARE EN BØH-MAND?

$
0
0

Nedenstående er Din Bloggers klumme i dagens Bornholms Tidendes WEEKEND:

Ruslandseksperten Mette Skak og oberst Simon W. Andersen beroligede bornholmerne i Bornholms Tidende 26. januar med ordene: ’Russiske kampfly sendes hyppigt på provokerede og nærgående togter over Østersøen fra basen i Kaliningrad, men der er ingen grund til at piske en stemning op’.  Foto©JørgenKoefoed.

Ruslandseksperten Mette Skak og oberst Simon W. Andersen beroligede bornholmerne i Bornholms Tidende 26. januar med ordene: ’Russiske kampfly sendes hyppigt på provokerede og nærgående togter over Østersøen fra basen i Kaliningrad, men der er ingen grund til at piske en stemning op’. Foto©JørgenKoefoed.

ER PUTIN BARE EN BØH-MAND?

’EN ANGRIBER vil – eventuelt forud for de egentlige krigshandlinger – søge at skabe forvirring og modløshed. Han vil bearbejde civilbefolkningen med propaganda og falske meddelelser. Han vil søge at svække befolkningens tillid til regering og folketing, til forsvaret og den enkeltes muligheder for at overleve.’

Ovenstående tekst kunne være fabrikeret i går, som et varsel til den danske befolkning, men er i virkeligheden over 50 år gammel. Den stammer fra pjecen HVIS KRIGEN KOMMER, som blev stoppet ned i alle danske postkasser i januar1962 med Statsministeriet som afsender. Det var mens ’Den Kolde Krig’ rasede mellem den såkaldte frie verden og Sovjetunionen – Ondskabens Imperium, som den amerikanske præsident Reagan udtrykte sig en snes år senere.

ATOM-ANGREB

Det var dengang, der var gang i atomkapløbet. Russerne var hunderædde for, at amerikanerne ville angribe – ikke mindst fordi USA havde opstillet atommissiler i Tyrkiet. Modtrækket fra den russiske præsident Khrusjtjov blev afsløret 14. oktober 1962.

Et amerikansk spionfly opdagede, at russerne var ved at opstille mellem-distanceraketter på Cuba. Dette var en stor trussel for amerikanernes sikkerhed. Præsident Kennedy overvejede situationen. Skulle han trykke på den røde atomknap?

Heldigvis besindede han sig.

Det blev til, at USA anlagde en flådeblokade omkring Castros Cuba. Endvidere proklamerede Kennedy, at hvis raketterne ikke blev fjernet, ville USA optrappe konflikten samt, hvis et eneste missil blev affyret fra Cuba mod et andet land, ville det resultere i et massivt gengældelsesangreb. Den russiske Krudt-chef fik kolde fødder. Han turde ikke yderligere tirre den vestlige supermagt. Det cubanske projekt blev demonteret.

DANSKERNE AFSLAPPET

Så omdelingen af den omtalte pjece, hvor Statsministeriet oplyste befolkningen om farer, forebyggelse og fakta i forbindelse med et eventuelt angreb mod dansk territorium herunder et atomangreb, var faktisk relevant. Men i virkeligheden var en stor del af danskerne temmelig ligeglade. De regnede åbenbart ikke med, at de to stormagter ville ryge i atom-totterne på hinanden.

Så det var de færreste, der fulgte pjeces råd om bl.a. at grave et beskyttelsesrum i baghaven og fylde det op med langtidsholdbar konserves.

Samtidig var pressen temmelig kritisk over for projektet. Overordnet mente de, at de anviste løsninger var urealistiske i forbindelse med et atom-ragnarok. En af de mindre kuriøse kritikpunkter var, at det ’minutkød’, som i pjecen anbefaledes som nødration, var et bestemt mærke fra Irma, og at der derfor var tale om skjult reklame.

FAREN FOR KRIG

Et andet sted i omtalte pjece kunne man læse: ’Faren for krig er ikke udryddet. Den har eksisteret gennem hele menneskehedens historie, og den står stadig som en trussel, uanset hvilken indsats vi og andre øver i FN og andre steder for at afværge en ny krigs ulykker. Vi skylder os selv at være forberedt på at skulle beskytte os bedst muligt mod følgerne af en krig’.

Men står Europa over for en ny krig med Rusland som en genopdukket fjende?

Putin har ikke alene overskredet grænser, han ikke har ret til, men har også påtaget sig rollen som bøh-mand over for ikke mindst Danmark. Hvem husker fx ikke det simulerede missilangreb mod Bornholm sommeren 2014 – samt ’blindflyvning’ med jagerfly tæt på den øresundske civile flytrafik. Eksemplerne er mange.

PUTIN VERSUS TRUMP

Måske vil Putin inden længe afprøve Trumps beslutsomhed og handlekraft ved at sende grønne soldater ind i den østlige del af fx Estland under beråbelse af, at derboende russere savner varmen fra den russiske bjørn.

Men tør han?

Ganske vist er de to drengerøve tilsyneladende imponeret over hinandens selvpromovering og er blevet telefon-venner, men det kunne måske også kamme over i en kammeratlig armlægning omkring, hvem der tør gå længst ud på planken. Men igen: Hvad skulle Putin få ud af endnu flere provokationer? Han får under alle omstændigheder aldrig genskabt det gamle sovjetiske imperium … eller gør han?

Igen: Alt kan ske. Det så vi med Brexit, med Trump og vil se det igen, når Marie le Pen til foråret rykker ind i Elysée-palæet.

DEN MAKABRE SPÅDOM

Boerne – det hvide mindretal i Sydafrika – havde deres egen Nostradamus: Nicolaas Pieter Johannes van Rensburg. Han døde i 1926 i Sydafrika 61 år gammel efter at have modtaget over 700 åbenbaringer. Heriblandt en kommende etnisk udrensning af de hvide afrikaanere i tiden efter en sort leders død. Det var, hvad der skete efter Mandelas død i 2013.

Men hvad der måske er mere opsigtsvækkende, fik han også en åbenbaring omkring en tredje Verdenskrig, som ifølge den sydafrikanske seer starter med, at Rusland angriber Vesteuropa.

Bør vi tro på det?

HER åbnes dagens kalenderlåge kl. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Karna Harild

Kastanievej 13 i Gudhjem


HER åbnes dagens kalenderlåge kl. 19:00

$
0
0
Foto@JørgenKoefoed.

Foto@JørgenKoefoed.

Hos Gene og Claus

Ejnar Mikkelsens Vej 6 i Gudhjem

EN STENBRO-DRENGS HISTORIE [15:61] – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 1

$
0
0

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Peer Søndergård med sin avancerede creation: PIZZA-LAMPEN. Foto©JørgenKoefoed.

Peer Søndergård med sin avancerede creation: PIZZA-LAMPEN. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO-DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 15 – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 1

PEER SØNDER FRA KOMMODESKUFFEN var nu blevet 20 år i det Herrens år 1954. Det var forår, men af en eller anden grund – pudsigt nok at jeg ikke kan huske det – havde jeg halsbetændelse, den dag jeg ankom til Holmen. Temperaturen var næsten 40 grader, så i stedet for uniform og udrustning, blev jeg indlagt på infirmeriet. Det var meget menneskeligt. Jeg fik en mængde pencillin og hørte soldater-historier fortalt af de andre indlagte. Det var ret hyggeligt. Der gik så en lille uge med det.

Dagen kom så, da jeg fik min udrustning. Det var meget heldigt. Der var god tid til at prøve størrelser, og dermed noget der passede. Den gang var det strafbart at lægge uniformen, så den skulle jeg have på de næste 1 1/2 år. Så skulle man jo gerne se godt ud. Havde jeg nu skulle have udstyret sammen med 100 andre mænd, kunne man jo let forestille sig, hvad der blev kastet i hovedet på een.

Det var dejligt at skille sig ud. Være anderledes, som i mange livssituationer har præget mit liv.

UDSTATIONERET PÅ MEGET LILLE Ø

JEG VAR IKKE taget til rigtig marinesoldat, men til det der gik under betegnelsen Kystbefæstningen, som var en del af Den Kongelige Marine.

Jeg blev udstationeret på Middelgrunds Fortet uden for København. Det smagte da lidt af fugl. Der var da i det mindste vand rundt om. Det var en ø. Det er et skib jo også for den sags skyld, bare med den forskel, at det bevæger sig. Når pæren er i orden, så er den i orden!!!!!

AT SÆTTE SIG I RESPEKT

MINE FREMTIDIGE medmennesker var allerede godt i gang med soldaterlivet. Det vil sige eksercits fra morgen til aften. Træd an! Ret ind! Giv agt! Rør! Se til venstre! Hun af! Giv agt, løb! Min hue er ingen hat. Det skulle jeg så lære. Mit hovednr. var 205218 og mit delingsnr. var 39 … og sergenten brugte det flittigt.

Når man nu skal leve sammen med sådan en flok mænd, unge mænd der ikke har meget hår på brystet, gælder det om at sætte sig i respekt fra start. Man kan sige: Skaffe sig en plads, så der er luft omkring ens person. At masserne ikke kvæler en. Det var der ikke noget problem i. Min opvækst i Sydhavnen viste sig at være en fordel. Det at jeg allerede havde været ude i den store verden og havde et fag, gav en vis respekt fra start. Hurtigt vise hvad man er god til, og det man ikke er god til. Tage det med humør og selvironi. Så går det altid. Modsat var der nogle, der havde dårlige nerver, kom fra socialt belastede kår. Mod dem var verden ond – og blev sikkert ved med at være det. Fortsættes …

 

HERUNDER BRINGES DE FOREGÅENDE KAPITLER,
SOM HAR VÆRET BRAGT PÅ BLOGGEN:

KAPITEL 1: AT SKRIVE OM SIT LIV

SOMME TIDER kan man få en ubændig lyst til noget. Man kredser om tanken. Kan ikke blive fri. Tankerne trænger sig på … og på et eller andet tidspunkt giver man efter. Nu tænker du nok, det er en ny bil, sex eller noget så banalt som en øl. Men det er noget af helt andre dimensioner.

Nej, ved du, hvad jeg har lyst til? Jeg har lyst til at skive om mit P.S.-liv. Det er såmænd ikke noget særligt, men jeg tror, at der er dybder i et hvert menneskes liv. Noget at se tilbage på.

ENGHAVEVEJ VAR BARNDOMMENS GADE

DA JEG BLEV FØDT, var min storesøster Nancy allerede forlovet med Willy, som senere blev min svoger. Der er nemlig 13 års forskel på mig og hende og 11 år på min anden søster Erna. Så det var en efternøler, der kom til verden på Enghavevej 208. Det var lige på hjørnet af Sydhavns Plads og Sydhavnsgade … nu hedder den Borgbjergsvej.

Det må have været en svær fødsel for min Mor, for jeg vejede 10 pund. Jordemoderen skulle have sagt: ’Sikken en dejlig, stor dreng, fru Søndergaard’ … og det er jeg stadig … 105 kg i skrivende stund.

Min Mor og Far havde det ikke altid godt sammen. Jeg er nok blevet til i forsoningens sødme. Nå, tak for det!

FATTIG-30’ERNE

30’ERNE VAR EN VANSKELIG TID, så det var små kår Peer Søndergaard kom til verden i. Man skulle være lykkelig for en to-værelses, og det var lige netop sådan en min Far og Mor havde. Fem mennesker i en to-værelses. Det siger sig selv, at der var småt med plads, så hvad gør man så? Ja, man lægger den lille ny i en kommodeskuffe!

Som sagt var 30’erne en vanskelig tid. Nå, ja, hvornår har det ikke været det?! 20’ernes livsglæde var forbi, og det løsslupne liv var ovre. Sorte skyer drev igen sammen. Depression, arbejdsløshed og Hitler gjorde det ikke lettere.

Min Far som var typograf var meget arbejdsløs. Han havde kun arbejde, når Kraks Vejviser og Telefonbogen skulle trykkes, så pengene var små i Sydhavnen.

Min Mor sled i det med at sy for folk, men alt det tænkte en lille dreng slet ikke på. Når man ser fotos af mig, griner jeg altid og  er rund og trind. Jeg har i min opvækst aldrig følt, at vi manglede noget.

DER SKAL VÆRE TO x E

’HVAD SKAL DRENGEN HEDDE, Ella?’ Det hed min Mor. Min Far hed Martin. ’Han skal hedde Peer’, sagde min Mor, ’og det skal staves med to e’er’. Det er der en særlig historie bag. Som sagt var det i 30’erne, jeg blev født. Der skete så meget på verdens arena den gang. Hitler kom til magten, ulykkelig vis, og Prisen af Wales abdicerede, fordi han blev forelsket i Miss Simpson. Men hvad har det med mit navn at gøre?

Jo, det har det i høj grad. Det engelske kongehus var aktuelt stof, det er det stadig. De har mange titler, der i blandt en Peer, som er en Hosebåndsridder … den højeste orden i England. Og da min Far og Mor var lidt snobbede uden at ha’ noget at ha’ det i, så blev jeg kaldt Peer med to e’er.

FAR DØDE

DESVÆRRE NÅEDE JEG ALDRIG at kende min Far. Han døde da jeg var 1,5 år gammel. En dårlig tand og en mindre dygtig tandlæge … ja, tænk engang … så lidt skulle der til. Pencilin’et var ikke opfundet, og betændelsen bredte sig til hjernen. Ja, sørgeligt nok!

Jeg har ladet mig fortælle, at han var en spøjs fyr. Han var pukkelrygget, hvilket måske gjorde, at han var en enspænder. F.eks. har min Mor fortalt, at når han skulle møde på en ny arbejdsplads, kom han med vilje for sent, hvor andre helst ville gøre en god figur.

Fuld af mindreværd satte han sorte rullegardiner op, så man ikke kunne se, om der var nogen hjemme. Det kan selvfølgelig være meget rart, når man er nygift, men det bliver man jo ikke ved med at være. Men alle har gode og dårlige sider ved sin person.

Min Far var helt vild med radio og musik. Jeg tror, hvis han havde levet i dag, havde han haft det dyreste B&O-anlæg, man kunne få. ’Hør, Ella’, sagde han tit, men Ella kunne ikke høre noget. Hun var nemlig ikke musikalsk.

Min søster Erna har fortalt, at Far var en rigtig vogter. Han passede på os som en smed. Det er da en god egenskab. Samtidigt var han meget kvalitetsbevidst. Han købte dyre ting … dog uden at have pengene til det.

Men uanset hvordan ens Fars personlighed var, er det nok godt, at have sådan én. Jeg tænker tit på, hvordan min opvækst var blevet, hvis jeg havde haft ham.

Det kan være svært for en mor, at styre en knægt. Og svært er det selvfølgelig, at være alene med to opløbne tøser med en lillebror. Selv nu hvor jeg er 63, siger de: ’Det er min lillebror’. Irriterende!’

ALENE-MOR MED TRE BØRN

MEN DET VAR sikkert meget belastende for min Mor. Hun skulle jo tjene penge. Det gjorde hun ved at sy. Herrebenklæder syede hun. Hun gjorde det hjemme. Hvorfor? For at være hjemme for sine børns skyld. Hun var meget selvopofrende. Hun kunne tjene mere på en systue. Så vi har aldrig været nøglebørn. Tak, Mor!

Apropos nøglebørn var begrebet så småt begyndt den gang. Desværre har det udviklet sig enormt til stor skade for samfundet efter min mening. Den tryghed det var for mig at vide, at min mor var hjemme havde stor betydning. Så stor at jeg besluttede at mine børn aldrig skulle på institution, og at min kone så vidt muligt skulle være hjemme, når de kom fra skole. Det har de også senere udtrykt stor glæde ved.

KAPITEL 2: DEN STORE FÆLLESGÅRD

SYDHAVNSKVARTERET ENGHAVE, FREDERIKSHOLM består af store boligkarréer med lukkede gårde. Vores gård var særlig flot, fordi inspektøren boede i den ene ende og havde en stor anlagt have med mange træer og buske og en græsplæne med et springvand i midten. Denne gård var mit et og alt. Og den var så stor, at vi ikke havde behov for at løbe og lege ude på gaden. Det gav i sig selv en stor tryghed.

Vi børn havde et bestemt kaldesignal. Uh-uh. Ganske enkelt op med vinduet. Uh-uh blev der svaret. Uh-uh, så var det bare med at komme ned at lege.

EN VRIMMEL AF BØRN

GÅRDEN VRIMLEDE med børn i alle aldre. Små og store. Fra tidlig til sent var vi nede at lege. Skulle vi have noget at spise, havde vi ikke tid til at gå op. Vi kaldte: ’Mor, kast en mad ned’. Så kastede hun en mad ned og så tilbage til legen.

Fodbold, sjippe, hinke, spille kugler, løbe med trillebånd, et-tag-fat, skjul, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, fri for lur på alle sider og kanter, spille terre (det var vi skrappe til), terningespil.

For nogle år siden tog jeg mine drenge med til Sydhavnen for at vise dem, hvor deres Far var vokset op. Jeg glædede mig til at vise dem gården, men tænk, der var ikke et øje. Min dejlige gård var tom. Ingen glade børn. Ja, tiderne har forandret sig. Nu sidder de oppe i lejlighederne og spiller computer og glor videofilm.

Der skete selvfølgelig meget i gården. Blandt andet husker jeg en episode. En af de store drenge ville af med sit legetøj. Han syntes sikkert, at han var blevet for stor til det, så han kastede det i grams. Vi sloges selvfølgelig om det, mens han frydede sig. Han havde også en seksløber. En stor flot en. Den var lavet af tin og var til knaldhætter. Den skulle der løbes om kap for at få, så alle drengene stillede op til løb. Jeg vidste, at jeg ikke havde en chance, men jeg begærede den pistol. Mens de andre spurtede af sted, overtalte jeg den store dreng til at give mig den. De andre drenge blev selvfølgelig rasende og lovede mig tæv. De var godt sure på mig længe. Desværre havde jeg den kun kort tid. Jeg tabte den og den gik i stykker. Og hvad kan man så lære af det? Ja, arbejd for det du ønsker, så varer glæden længere.

MINE KAMMERATER

JEG TÆNKER TIT på mine kammerater. Holger, Jørgen Malmberg, Vagn, Børge, Preben Vestergård, Jørgen Pedersen, Bent Heise, Mogens Sørensen, svenske Per og pigerne: Ninna, Bente, Tykke Lis, Lis Hansen og alle de andre. Hvor er I henne? Er I glade, og har I haft et godt liv?

KAN DU HUSKE?

DET KUNNE VÆRE interessant at møde jer igen. Så skulle snakken rigtig gå: Kan du huske den gang? Jørgen Malmberg ville sikkert sige: Peer, kan du huske, du var forelsket i Ninna. Det var jeg grænseløst, men jeg fik hende aldrig.

Og Holger, hvis far var [spor]vognstyrer på Linie 3, ville nok grine, så hans store flyveører blafrede, når han talte om, hvordan vi kælkede med Tykke Lis. Hun havde et smukt ansigt og nogle store bryster, så når vi kælkede med hende, sad hun foran, og vi drenge fik lov til på skift til at tage hende på patterne. Hvor Tykke Lis er blevet af, ved jeg ikke, men Holger blev gift med Bente, Ninnas veninde.

DET SORTE SPROG

VI VAR GODE KAMMERATER, selv om atmosfæren var hård. Det sorte sprog i sproget, det jeg i dag kalder sydhavnsk, havde sin egen klang. Min klasselærer yndede at sige, når vores sprogblomster blev for kraftige: ’Vort modersmål er så dejligt, det har så mild en klang’.

Vi sagde tingene, som de var. En spade var en spade, en skovl en skovl, en tissemand en …. (censur). Det modsatte en ….. (censur), et dumt svin var et dumt svin og en kammerat en kammerat.

Vi havde vores egne love, som blev håndhævet med tæv. Der var ingen slinger i valsen. De store beskyttede de små og de store tævede hinanden i gensidig respekt for udfaldet.

Når vi spillede fodbold var vi Frem’ere, og det er vi stadig.

MUSIKKEN PÅ REJSEGRAMMOFONEN

VORES GÅRD var forum for alt …. også musik. Vi spillede 78’ere på rejsegrammofonen. Vi sad drenge og piger og hyggede os. Det var Louis Armstrong, Benny Goodman, Tommy Dorsey, Duke Ellington, Stan Kenton, Jack Tiergarden og Glen Miller for blot at nævne nogle. Alt sammen vidunderlig, svingende musik til forskel på den rædselsfulde rock unge mennesker hører nu til dags.

Og så var der alle schlagerne, som vi hørte på Giro 413 om søndagen. Men så kom Holger, som for øvrigt var meget musikalsk, med en long-playing-plade. Så var det slut med den optrukne rejsegrammofon.

Hele den udvikling, der er sket i den retning, er sket i min tid. Det er ubeskriveligt.

Vi hørte ikke musik hele tiden. Det var en eksperimenterende tid. På et loft sad vi og blandede svovl og andre ting sammen for at lave krudt. Det skulle vi prøve af i gården. Der skete ingenting indtil vi en dag fremstillede en rørbombe. Den sprang med et ordentlig brag, så vi blev bange. Ikke mere af den slags.

KAPITEL 3: DA KRIGEN KOM

DEN 9. APRIL 1940 var jeg seks år. Det er en dag, jeg husker tydeligt. Min Mor og jeg skulle over på Statens Seruminstitut. Jeg skulle vaccineres mod kopper. Enhver ved, hvad der skete denne dag. Tyskerne besatte Danmark. Andre var nok blevet blevet hjemme på denne dag, men min Mor var en handlekraftig kvinde, og vaccineret det blev jeg. På trods af tyske tropper, kanoner, flyvemaskiner og krigsskibe forcerede min Mor og jeg Langebro og kom til Seruminstituttet, som ligger på Amager, og kom helskindet hjem igen.

SAMMENHOLDET

KRIGEN VAR på en måde en mørk og kedelig tid. Men også en sammenholdets tid. Som Helge Kærulff-Schmidt sang: ’Vi er jo alle i samme båd’ eller Liva Weel: ’Man binder os på hånd og mund’. Men man kan ikke binde ånd.

Det var en tid, hvor der blev diskuteret politik og holdninger. Jeg har altid haft den opfattelse, at hvis man havde en idé, skulle man træde frem med den. Sådan havde min Mors familie det. De fleste var kommunister og mine onkler var modstandsmænd. Ikke 4. maj-frihedskæmpere, men rigtige sabotører. Min onkel Hermand fremstillede bomberne og min onkel Svend fyrede dem af. Han var også med til at likvidere stikkere. Og der gik rygter om, at Hermand var med til at sejle Niels Bohr over til Sverige.

Min onkel Svend var en stor chamør, hvilket gik ud over andre end tyskerne. En dag kom jeg ned til min Mormor. Jeg skulle altid komme ad køkkentrappen og banke et bestemt signal. Hun boede to opgange fra os. Da jeg kom ind, sad der en tre-fire mænd og deres maskinpistoler lå på spisebordet. Det fortæller lidt om tidens alvor.

Da krigen var forbi, lærte jeg dem alle sammen at kende. Alle prægtige mænd fælles om én sag: At drive tyskerne ud af Danmark. Men også for at få en bedre verden bag efter. Det lykkedes desværre ikke.

SABOTAGER I SYDHAVNEN

SYDHAVNEN OG VALBY var fabrikskvarterer. Der gik næsten ikke en dag, uden der lød nogle ordentlige brag og skyderier. Hollesens Fabrikker, Allways – ikke ultra – men radiofabrik, B&W Teglholmen, Adler, Kulkranerne i Sydhavnsgade, Ford, Tuxham i Trekronergade, Vægtfabrikken på Stubmøllevej for blot at nævne nogle.

Pludselig en dag jeg var nede hos min Mormor, kom tyskerne farende og stillede en maskinkanon op og begyndte at skyde vildt lige uden for hendes vinduer. Jo, der skete noget hver dag.

En tysk deling soldater marcherede gennem gaden syngende: ’Wir fahren gegen Engeland’ og ’Alte Kammeraden’. Det var jo en statelig hær, der invaderede os, men som årene gik, blev den mere og mere ynkelig. Man fik helt medlidenhed med de stakkels mennesker. Til sidst var de kun laser og pjalter.

EN SVÆR TID

2. JULEDAG 1944 lød der pludselig skud. Vi for hen til vinduet og så en mand løbe væk og en anden lå blødende på jorden. Det var en Hipo-mand, der var blevet likvideret.

Ja, krigen var stadig i gang, og den kunne mærkes på mange måder. Det var extremt kolde vintre, og der var ingen brændsel. Det var specielt svært for en enlig mor. Hendes brødre som skulle være de første til at hjælpe hende, var jo travl optaget af krigen. Men drengen Peer lå ikke i kommodeskuffen mere, den var byttet ud med en harmonikaseng, han stjal kul fra tyskerne sammen med Holger. Ovre i Scandiagade stod jernbanevogne fulde af kul, og når vagtposterne var nede i den ene ende, sprang vi drenge op, og hev kul ned. Så gik det hjem med kul på vores slæder. Det var ellers nok noget, der gav varme. Det var herligt og spændende.

Men alting har en ende, og den 4. maj, viste det sig, hvem der var hvem. Nogle havde travlt med at komme væk, og andre med at komme efter dem.

KAPITEL 4: DEN FORBANDEDE SKOLE

DET SIGER NÆSTEN SIG SELV, at jeg gik i skole under krigen og i efterkrigstiden. Det undrer mig at alle de børn jeg siden er blevet velsignet med alle er boglige, hvilket man langt fra kan sige, jeg var og er. De otte år jeg gik i skole var et sandt helvede, og en af de lykkeligste dage i mit liv var, da jeg gik ud af den.

Nu var forholdene ikke de bedste under krigen og efter. Men det var ikke det, for selvfølgelig kunne man lære noget. Det var min indstilling, der var negativ. Havde min Far levet, var det nok blevet anderledes. I dag ved jeg godt, hvad der skulle til. Mere myndighed i hjemmet. Min Mor kunne ganske enkelt ikke overskue det.

Det var sådan, at jeg altid sad på sidste række. Det gjorde de såkaldt dumme og hver gang læreren spurgte om noget, lod jeg som om, jeg havde tabt noget på gulvet. Mærkeligt at læreren ikke gennemskuede det. På den både var vi begge dumme.

GOD TIL NOGET

MEN DER ER ALTID NOGET man er god til. Jeg var god til sløjd, samfundskendskab, geografi og sprog. Min tysklærer sagde engang til mig: ’Jeg ville give dig ug, hvis du ville læse på det. Men hvorfor skulle man det, når jeg kunne uden.

Med gymnastik var det helt galt. Men jeg var klassens helt, når jeg bestak læreren med cigarer, og vi fik håndbold. Cigarerne stjal jeg fra min moster Jenny. Hun var ansat på Nobels Cigarfabrik. Hun stjal dem selv, så hun kunne ikke sige noget.

Men når jeg havde cigarer med i skole sagde jeg:
’Må vi få håndbold i dag, hr. Ebert?’
’Nej, I har godt af gymnastik’.
’Nå, et var ellers en skam, jeg har 10 cigarer med i dag’.
’Nå, så lad gå.’
Og så fik vi håndbold.

Men på mange andre områder var han et dumt svin. Jeg kunne ikke fordrage ham.. Han var uretfærdig som de fleste.

SVØMNING I HAVNEN

OM SOMMEREN VAR DER IKKE noget problem med gymnastikken. Der gik vi til svømning i Gasværkshavnen. Nej, vi gik ikke, for vi løb der hen syngende, så vi var godt varme, når vi ankom, så det var godt med en dukkert. Det kunne godt være koldt, men det blev der ikke taget hensyn til. Her var jeg i mit es. Her var er ingen, der kunne lære mig noget. Udspring på hovedet fra vippe, dykke,  svømme under vandet. Det lille og det store Frisvømmermærke tog jeg let, hvor andre havde store kvaler. Og senere det samme med Livredderen.

DA SPANSKRØRET DANSEDE

I DE OTTE ÅR jeg gik i skole, fik jeg forskellige former for diciplinærstraffe. 3 slag med spanskrøret, som havde sin bestemte plads hos læreren, så alle kunne se det … uvist af hvilken årsag! 3 eftersidningstimer, som også blev kaldt ’svedere’ samt et utal af nakkedrag og kind-niv. Det var faktisk lige efter min skoletid, at det blev forbudt. Der var mange lærere, der var rene sadister. Men for lidt og for meget fordærver alt. Det kan man se på børns opførsel nu om stunder.

KAPITEL 5: FÆRDIG MED SKOLEN

DER ER NU GÅET 14 år af mit liv, og det begynder at forme sig anderledes. Som sagt før  var det en lykkelig dag i mit liv, da jeg kylede min skoletaske langt væk. Nu var det tid til at finde en læreplads. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad arbejde var. Mens jeg gik i skole havde jeg adskillige  bypladser. Jeg kørte med rulletøj, gik med den lokale avis, havde plads hos en grønthandler og hos en købmand.. Det sidste kunne være temmelig hårdt. Den var der 50 pilsnere i en kasse, og det var altid dem, der boede på 4. sal, der skulle have varerne bragt. Lønnen var 20 kroner om ugen plus diverse drikkepenge, som var meget mere end selve lønnen. Som Niels Hausgård siger: ’Der er altid arbejde nok til dem, der kan og vil’. Arbejde tager man ingen skade af, modsat det syn man har på den sag nu om dage, at unge mennesker ikke må arbejde. Det strider mod al sund fornuft …

HVILKEN UDDANNELSE SKULLE JEG VÆLGE?

NU VAR TIDEN TIL AT LÆRE NOGET, for at jeg kunne tjene penge. Jeg havde jo lært, at livet koster penge, og ikke som en stor dreng sagde til mig engang: ’Alt hvad der stå uden for forretningerne var gratis’. Den er fin, tænkte jeg og snuppede en honningkage. Da jeg kom hjem med den, sagde min Mor: ’Den må du hellere gå hen med igen’.

Det fag jeg skulle lære, var det, jeg skulle kunne ernære mig af resten af mine dage. Sådan var indstillingen den gang.

At blive smed eller maskinarbejder, det var sagen. Og det man vil, det bliver man. Det man ville, bliver man måske. Underligt at der er så stor forskel på de to ord.

Det viste sig at være et godt valg. Dette fag har bragt mig mange interessante oplevelser, som jeg ikke har villet været foruden.

Min Farfar var smed på centralværkstedet i København (Jernbanen). Han sagde: ’Når du bliver udlært, så søg ind til jernbanen, så er din lykke gjort resten af dit liv’. Jeg ved godt, hvorfor de gamle sagde det. De var hunderædde for at blive arbejdsløse. Men jeg har aldrig været tryghedsnarkoman. Jeg havde andre planer.

NEMT AT FÅ EN LÆREPLADS

NU TIL DAGS KRÆVES DER næsten en studenterexamen for at komme i lære. Men det gjorde det ikke i 1948. Det var en genopbygningstid, så det var forholdsvis let at få en læreplads. Det var min onkel Herman, der skaffede mig den. Han havde en modstandskammerat, der under krigen havde et værksted, der lavede maskinpistoler. De hed stenguns. Det gik fint under krigen, men nu skulle der produceres andre ting.

Det var en svær tid at gå fra skole til læreplads. Jeg var kun en hvalp, som ikke altid kunne se alvoren i livet. Derfor fik jeg mange hug af Mester og af svendene. Jeg lærte at se menneskerne fra en anden side, end jeg var vant til. Tit var de meget modbydelige mod hinanden …. også mod mig, der var yngste lærling.

En gang jeg blandede mig i svendenes samtale, fik jeg én på hovedet og blev spurgt om, at jeg så kunne holde min kæft, til jeg blev spurgt. Og det kunne jeg sagtens.

DAGLIGDAG PÅ VÆRKSTEDET

VI FREMSTILLEDE VÆRKTØJER til fremstilling af ringbind. De var noget anderledes end dem i dag. Vi havde også en produktion, som nogle damer tog sig af. Det var noget være rod, som jeg vil komme ind på om lidt.

Hos sabotøren var der kun én lærling foruden mig. Han hed Bruno. Han var altid så uheldig.. Nu skal I bare høre hvordan:

En dag vi sad og spiste vores frokost, fik vi et chok. Om formiddagen havde vi spildt noget fortynder på gulvet. Det blev suget op med noget savsmuld og fejet sammen i en bunke. Vi havde ingen frokoststue, så vi spiste vores mad på værkstedet. Da Bruno havde spist, tænfte han en smøg og kastede flegmatisk tændstikken over i savsmuld-bunken. Hille, du milde kineser, sikken brand. Det var nærmest en explosion, men selv midt i dramaet var der tid til at stikke Bruno et par flade.

Samme Bruno var også uheldig ved en julefrokost. Bruno var en rask, ung mand, der nok kunne drikke nogle bajere. Det gjorde de i øvrigt alle sammen også kvinderne. Midt i det hele kom en af svendene og spurgte,  om jeg lige kunne smutte hen og købe nogle kondomer, for nu skulle kællingerne ha’, hvad godt var. Jeg gjorde ikke nogen indvendinger, for det var ham, der en gang knaldede mig en lussing. Men jeg synes, det var noget rod, for de var alle gift … men ikke med hinanden.

På vej hjem fra denne julefrokost gik det galt igen for min uheldige lærekammerat. Han var efterhånden blevet godt træt i ansigtet og i Linie 3 blev han syg. Vi blev smidt af. Pludselig gik han helt ud. Der kom en ambulance, og han blev kørt på hospitalet, hvor han blev pumpet ud. I dag ville man ikke tage notits af det, men næste dag stod det i avisen. Det endte med at Bruno blev smidt ud af læren, og han forsvandt ud af mit liv.

FØRSTE OLYMPIADE EFTER KRIGEN

MIN LÆREMESTER BJØRN MADSEN var tosset efter damer, men det blev han også på mig. Peer Søndergaard var en glad, ung mand, som fløjtede og sang dagen lang, og ikke tog livet så alvorligt. Det var i 1948. I det år var der den første Olympiade efter krigen. Vi havde radio på værkstedet, og hvad var mere naturligt end at høre olympiade-reportage med Gunnar NU Hansen? Han talte så bejstret om alle datidens sportshelte: Greta Andersen, Karen Margrethe Harup, Raghild Hveger, Niels Holst Sørensen, guldvinder på 800 meter og senere general i Flyvevåbenet. Danmark vandt bronze i fodbold med navne som John Hansen og Johannes Pløger fra Frem – min klub – Ivan Hansen og Knud Lundberg fra AB. Carl Åge Præst fra ØB og Ejgil Nielsen på mål. Danmark vandt over Italien 5-3. Johan Hansen, som var expert i hovedstød scorede hattrick, og var den første danske fodboldspiller, der blev solgt til Italien. Han blev købt af Juventus for den enorme sum af 111.000 kroner.

Da min mester så, at jeg hørte radio i arbejdstiden, fik jeg den største skideballe, jeg til dato havde fået. Underlig fyr ham Bjørn, men måske havde han store problemer, for umiddelbart efter gik han fallit, og jeg måtte søge en anden læreplads. Det fik jeg ret let. Paradoksalt nok hos en forhenværende værnemager. Der var så mange forhenværende den gang.

KAPITEL 6: MESTER ROM-SØREN

MIN NYE MESTER blev kaldt Rom-Søren. Ja, livet er uretfærdigt. Sabotøren gik ned, men værnemageren overlevede. Værnemageren, der havde arbejdet for tyskerne, klarede sig bedre. Jeg har altid haft det svært med uretfærdigheder.

Måske var det på sin plads at forklare, hvorfor han blev kaldt Rom-Søren.

Da han som ung maskinarbejder på B&W – motorfabrikken på Christianshavn –  havde han et skab og i det skab … ja, gæt en gang! Hvad tror du, der var i det skab??? Godt gættet! Der var rom. Der blev drukket meget på arbejdspladserne den gang. Og hos Rom-Søren kunne man købe sig en dram. De sagde, at det var på den måde, han skaffede penge, så han kunne blive maskinfabrikant. Det er ganske vist, for en af svendene der hed Dregert, havde arbejdet sammen med ham, bekræftede at det var rigtig nok. Hvilket igen blev bekræftet af Harrald, en svend der stadig var på B&W, da jeg selv blev svend, og fik arbejde der.

DEN PÆNE MAND

ROM-SØREN, hvis rigtige navn var Svend Åge Sørensen, var en højst besynderlig person. Han var i perioder en nydelig mand i pænt jakkesæt og blød hat. Et par gange om  dagen kom han gående gennem værkstedet, og det gik fra mand til mand: ’Søren kommer’.

Han havde en hæslig vane. Han tyggede skråtobak og fy for den lede Augusta, som han kunne spytte. Hans harkere flød alle vegne. Af og til var det helt galt med ham. Så gemte han sig inde på sit kontor. Der sad han og tømte den ene flaske Clock-likør efter den anden. Det kunne han godt gøre en halv snes dage i træk uden at tage hjem. Han blev ikke vasket, og vi så ham kun, når han skulle på lokum … og sikke et syn.

Når han havde disse perioder, var der kun én, der måtte komme ind til ham. Det var cigar-damen henne på hjørnet. Det var hans elskerinde. En nydelig kvinde. Om man begriber hun kunne gøre det.

LØNNINGSDAGEN OG DE ANDRE DAGE

NÅ, SÅDAN ER DER så meget. Men så lidt om torsdagen. Det får mig til at tænke på min løn som lærling. Det første år fik jeg 19,20 kroner om ugen. Det steg til 35,37 kroner om ugen det sidste år.

At være i lære som maskinarbejder, foregik på følgende måde: I kortere eller længere perioder arbejdede man ved de forskellige maskiner. Drejebænk, fræser, schapper, langhøvl, diverse slibemaskiner samt skruestiksarbejde.

Vi var gode til at fremstille værktøjsmaskiner … altså sådanne som vi selv betjente. Det vi fremstillede gik til eksport. Noget arbejde var interessant, andet kedeligt. Jeg stod ved en langhøvl et stykke tid. Når der blev sat spån til, kunne der godt gå flere timer, inden den var færdig, og hvad gjorde man så?

En tur på lokum, og det var rigtige lokummer. Der sad vi så og sked på rad og række. Der var ingen døre men en skillevæg mellem hver tønde. Af og til sad vi der bare uden at have bukserne nede. Nogen gange kom mester og overraskede os. Han blev tosset: ’Sidder I bare der og tør-skider!’ Så kunne vi nok se at komme ud i en fart og på vejen ud, fik vi et los i røven. Underligt, ikke!?

KAPITEL 7: EFTER VERDENSKRIGEN

EFTERKRIGSTIDEN VAR en udfordringens tid for en ung maskinlærling. Der var mange muligheder. Man kunne emigrere til Canada, Venezuela, Sydafrika, Australien eller tage ud og sejle jorden rundt. Alt det drømte vi om. Vi talte om, hvordan det ville være at opleve varmen, palmerne, pigerne, de sorte, de skævøjede. Alt det som krigen havde lukket af for, og som man kun kunne opleve med livet som indsats som soldat.

Der blev krævet meget af en lærling. Vi arbejdede fra kl. 7.00 til 16.00 mandag til fredag. Lørdag til kl. 13.00. Weekend hed det, men i vinterhalvåret skulle vi på teknisk skole hver anden dag. Som sagt fik vi fri kl. 16.00, men kl. 17.30 skulle vi være på teknisk skole til kl. 21.00. Der var ikke meget fritid. Der blev demonstreret for en dag-skole, som man har i dag.

DEN LANGE LÆRETID

LÆRETIDEN SNEG SIG af sted. 4 år og 10 måneder er lang tid. Mange gange havde jeg lyst til at springe, især når andre kom hjem efter at have været ude at sejle. Åh, hvor det trak i det højre ben. Men tak til min Mor. Hun sagde: ’Du kan gøre lige, hvad du vil, når du er udlært’. Og det gjorde jeg.

DE ANDRE LÆRLINGE

HOS ROM-SØREN var der mange lærlinge. Lad mig fortælle lidt om dem.

Der var Henning, som blev kaldt Røde-Karl. Hvorfor? Fordi han var, ja, rigtig gættet, rødhåret. Han var en god kammerat.

Jørgen, som senere fik navnet Rom-Jørgen. Det har en anden forklaring.

Knud Nybæk var en enspænder, som var overladt til sig selv. Hans far var maskinmester hos Stillings i Valby. Knud havde bygget sit eget hus sin far og mors have. Knud tog ikke tingene så tungt. Husets opvarmning var en hel masse varmelegemer, som hang frit ude i luften, så man skulle passe på ikke at støde til dem. De lyste i mørket. De var rødglødende. Det var egentlig ret hyggeligt. Knud var meget experimenterende. De aluminiumsstiger, som alle har i dag, var han med i til at begynde med. Knud var også en af dem, der gjorde alvor af det, han talte om, til stor opmuntring for mig. Han fik senere hyre hos ØK, som sejlede på Fjernøsten. Det var en stor oplevelse for mig, da jeg fik lov til at besøge ham på skibet i Københavns Havn. Men Knud forsvandt, som så mange andre.

Henning var en ordinær person. En af dem der godt kunne stå ved en drejebænk på den samme fabrik hele livet. Beundringsværdigt eller hul i hovedet? Døm selv!

Jørgen var også en af dem, jeg drømte sammen med. Vi skulle erobre verden, men han var af den type, som Osvald Helmuth sang om i visen ’Ved Kajen’. Han blev hurtigt forlovet og gift. Dermed forsvandt drømmen om flugten ud i den store verden.

Jørgen, som senere blev til Rom-Jørgen, kommer vi tilbage til i et senere afsnit.

PENGENE VAR SMÅ

LÆRETIDEN VAR en tid, hvor jeg var temmelig bundet af lærekontrakten. Pengene var små og mulighederne få. Selv om en biografbillet kun kostede 45 øre på de tre første rækker og fra række 4-17 75 øre og resten af salen 1 krone 20 øre, var det svært at få pengene til at slå til. Jeg betalte det halve af min løn hjemme, hvilket var sundt.

KAPITEL 8: KVINDEN I MIT HJERTE

I LÆRLINGEPERIODEN var der en kvinde, som havde en stor plads i mit hjerte. Det var min Mormor. Kristine Jørgensen var en usædvanlig kvinde. Som ung var hun meget smuk, hvilket min Bedstefar Jens så længe før mig. Det blev mit held, for så kunne jeg selv blive til. Min Mormor kunne sommetider godt være foruden ham. Lige så selvopofrende min Mormor var, lige så selvisk var min Bedstefar.

Man kan sige, at modsætninger mødes, men afsløres først hen ad vejen. Min Mormor fik 14 børn, hvor kun de 7 levede til en høj alder. Min Bedstefar var fordrukken, så vilkårene for min Mormor var indlysende hårdt arbejde og uhyrligheder som følge. Rengøring tidlig om morgen, passe rulleforretning om dagen, og så stå til tjeneste for Bedstefar, når han kom fuld hjem. Sikke et liv med så mange børn. Med sådan en tilværelse skulle man tro, at hun var et bittert menneske, men det var ikke tilfældet.

FAMILIENS SAMLINGSPUNKT

HUN VAR SMUK i skind og sind. Man kan sige, at hun lærte ydmyghed af det, hun led … lige som Jesus, men hun var ikke religiøs. Hendes udstråling bevirkede, at hun var samlingspunkt for hele familien.

Den del af familien, der boede inde i byen kaldte hende Bedste. Hun var min Mormor. Hos hende fandt jeg et fristed. Der var så dejligt i hendes stue. Det var så hyggeligt, som hun sad der i sin stue og lavede håndarbejde. Hun hæklede lyseduge, strikkede de pragtfuldeste sokker, man kunne tænke sig … og det gjore hun til hele familien. Hun brugte hele sin pension på materialer og fik sjældent tak.

Disse stunder hos min Mormor var præget af ro. Det var før fjernsynet. Det var ikke fordi vi talte så meget sammen, men det var ligesom om vi tavst forstod hinanden. Hun havde mange gode blade og spurgte ikke om noget, som min Mor altid gjorde. Mor var nærmest ulidelig på det punkt.

BJERGENE AF ÆBLESKIVER

JA samlingspunkt, det var Mormor altså. Sikke nogle familiefester, der blev holdt hos hende, og altid med et fast traktement. Mormors æbleskiver, som hun bagte i bjerge, var efter en speciel opskrift. Hun brugte kun kærnemælk. Selv om andre brugte hendes opskrift, blev de aldrig så gode som Mormors.

Måske fornemmer du som læser dette, at jeg holdt usigeligt meget af denne kvinde. Hun blev 84 år. Desværre var jeg ikke hjemme, da hun døde. Jeg var til søs. Da jeg fik meddelelsen, sagde jeg til telegrafisten, at nu bliver der ballade i familien. Ganske rigtigt. Hun var samlingspunktet og bolværket. Da hun ikke var mere, spredtes familien, og blev aldrig forenet igen. Men mindet om hende lever. Hun var et stort menneske … uden at tro på Gud eller Fanden.

KAPITEL 9: PIGER OG SEX

PÅ ET TIDSPUNKT i en drengs liv ændres ens syn på det andet køn totalt Fra at betragte piger, som nogle snottede, dumme tøser, ændres billedet af dem fuldstændigt. Det kommer samtidigt med, at kroppen gennemgår en forvandling. Personligt har jeg altid haft nemt ved at blive forelsket. Det er både dejligt og destruktivt sygt.

I gården var der en pige, der hed Ninna. Åh, hun var det dejligste, der kunne ses for mine øjne. Hun var rødhåret med hele ansigtet fuld af fregner. Men det blev aldrig Ninna og mig. Hun blev siden gift med min skolekammerat Poul Erik Rosengård Rasmussen. Måske var det fordi, jeg var længe om at blive modem, og hun var temmelig fremmelig. Heldigvis for det, for nu er jeg gift med mine børns mor Lizi. Hun er en enestående kvinde, som jeg vil beskrive senere.

LILLE BUTTEDE VITA

I STEDET VIL JEG fortælle om en anden pige fra Sydhavnen. En lille, buttet pige som hed Vita., Hun var den første pige, jeg fik lov at kysse, så det kunne mærkes. Vita fra K. M. Klausensgade rejste til New Zealand sammen med sin far og mor, og der er hun sikkert endnu. Hej, Vita!

SMUKKE LIS

DERIMOD LIS HANSEN – det var noget helt andet. Lis var en ung, smuk pige, som havde det svært med sig selv. Hendes hjem var ikke særlig godt. Hun talte tit om at ligge 3 alen under jorden, hvilket jeg blev dybt ulykkelig over, hun kunne sige. Sådan en smuk kvinde med fremtiden for sig. Tænk at have så negative tanker om livet. Det foruroligede mig meget, for jeg var altid selv glad – sang og fløjtede dagen lang.

Egentlig var Lis forlovet med Vagn – en af drengene i gården. Jeg kom meget i hans hjem, men så slog han op med hende. Som følge deraf havde hun brug for trøst. Det fik hun både af mig og min Mor, som var glade for hende. Vi var nærmest venner. Vi gik i biffen sammen, var hjemme hos mig, som hun følte som et fristed. Men som jeg altid har sagt til mine sønner: Man kan ikke være ven med en pige. Tiltrækningen er for stor mellem kønnene. Det var den også i dette tilfælde. Lis blev et problem. Jeg blev forelsket i hende, men siden opdagede jeg, at hun brugte mig. Man kan måske sige, hun øvede sig i at have en mand ved sin side. Nå jeg fulgte hende hjem, tog hun mig under armen, og det var altid hende, der gjorde det. Jeg måtte ikke.

En gang fik Lis mig til at græde og blive dybt ulykkelig. Det var i den periode, jeg var soldat. Marine-soldat. Det at fremstille ting, har jeg altid været glad for, så jeg lavede en bordlampe til hende, som hun kunne have på sit værelse. Jeg havde virkelig pudset og kælet for den, som var det at røre ved hende selv. Men da så det store øjeblik kom, hvor lampen skulle afleveres, var hun kold som is. Da forstod jeg, at det aldrig blev Lis og mig. Jeg græd i flere dage. Derfor: Forelsk dig aldrig i fantasien, hav vished for ideen ellers gør det ondt med tiden.

Hvor Lis blev af, det ved jeg ikke, men jeg håber hun har det godt, og har fået noget godt ud af livet. Hvis man leder længe nok, er der gode muligheder.

FØRSTE SEXUELLE OPLEVELSE

NOGLE MENNESKER SIGER: Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får. Det kunne godt være sagt om Vagns mor. Vagns far, Carl, var gift med Vagns mor Inger, fordi Carl reddede Inger fra at drukne på badeanstalten Sønderstrand, som lå der, hvor Sjællandsbroen ligger nu. Som sagt kom jeg meget hos Carl og Inger. For meget. Inger blev min første sexuelle oplevelse, som jeg lige vil nævne, men ikke uddybe nærmere og heller ikke andre.

KAPITEL 10: SÅ TIL SØS

EN MORGEN vi mødte på arbejdet, var der så koldt på fabrikken, så når vi startede maskinerne sprang proppene. Så vi kunne selvfølgelig ikke arbejde. Så da Mester kom på sin morgenrunde, var der helt stille. Han himlede op, om vi så kunne komme i gang. En af de ældste lærlinge sagde, at det kunne vi for fanden ikke, om han ikke kunne mærke, der var koldt? Så måske var det bedre, der blev købt noget kul. Så sagde han ikke noget. Måske kan du gætte, hvem lærlingen var? Ja, ganske rigtigt: Peer Søndergaard.

Men det hævnede sig, da jeg senere skulle lave et svendestykke. Der var normalt tre emner, man kunne vælge mellem: En pluto-stålholder, der bestod af fire dele, en stålholder med vugge til drejebænk samt en stilbar ridseklods bestående af 22 dele.

Jeg blev kaldt ind til Mester Rom-Søren. Han stod med et smørret grin.

’Kan du huske den dag i januar, da du var fræk?’

Jo, det kunne jeg godt.

’Derfor Peer har jeg valgt for dig. Du skal lave en stilbar ridseklods i svendestykke. Her er tegningerne.’

Jeg sank en gang, men det var nu alligevel skønt, at have sagt ham min mening.

Nå, jeg fik lavet de 22 dele, men det var ikke uden kamp. Der skete en katastrofe midt i hovedemnet. Jeg knækkede et bor. Det havde sat sig fast. Men som så mange gange før klarede jeg den. Som min moster Gerda altid sagde: ’Du er Lykkens Pamfelius’.

Da min Farfar lavede sit svendestykke fik han sølvmedalje, men det var med nød og næppe, at jeg selv bestod. Men nu var jeg svend, og da jeg havde givet en kasse øl (50 stk), kunne jeg glæde mig over, at få lov til at sige du til de gamle svende. Det var en lykkelig dag. Ikke længere bundet af en lærekontrakt. Fri som fuglen. Mester var ’rar’ og beholdte mig 2 uger. Der var en årsag til, at det ikke blev til mere. Han gik nemlig fallit.

APPETIT PÅ LIVET

DET VAR FORÅR, og alt så lyst og venligt ud, så jeg travede ud i den store verden med stor appetit på livet. Jeg fik arbejde på B&W i ’Afdeling 6 Værktøj’ hos mester Jessen. En flink mand. B&W satte yderligere fart i mine drømme om at komme ud i den store verden med skib.

Hver dag gik jeg ned i Prøvehallen, dér hvor de byggede de store skibsmotorer. Ih, hvor jeg beundrede og misundte disse mennesker. ’Du må gøre noget ved det, Peer. Go for it.’ Det man vil, det gør man. Det man ville bliver sjældent til noget. Endnu en gang stod lykken mig bi.

Min faster Grethe kendte en styrmand, som var ansat på statens mønstringskontor. Det blev min lykke. Hun sørgede for, at jeg fik en søfartsbog og med den i hånden, lå hele verden – og for den sags skyld Jorden – åben for mig, og jeg var ikke sen til at skrive et nyt kapitel.

KUFFERTEN STOD KLAR

PÅ B&W OM NATTEN. Søge hyre om dagen. Parat til at tage afsted. Kufferten pakket. Så ringede telefonen endelig 12. oktobner 1953 kl. 9.00 om morgenen. Om jeg kunne tage afsted med middagsmaskinen  til London?

Jeg skulle mønstre et skib, der hed M/T Grønland, der lå i Southhampton. Jeg var lige kommet hjem fra natholdet på B&W, så jeg trængte til et par timer på øjet, så det blev ændret til en maskine kl 16.00, der skulle til Amsterdam. Her skulle jeg så skifte til London. Den var jeg med på. Det var virkelig spændende.

KAPITEL 11: PÅ VEJ UD I DEN STORE VERDEN

EFTER AT HAVE sagt pænt farvel til min Mor,  hankede den unge mand op i kufferten, skød hjertet op i livet, mødte forhyringsagenten i lufthavnen, gik ombord i flyet til Amsterdam. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs … men også meget stolt. Underligt var det at blande disse to følelser sammen. Det var som at gå linen ud.

At flyve havde jeg aldrig prøvet. Men der stod den og brummede nok så hyggeligt, og det var egentlig ret beroligende. Det var før jet-tiden.

Som sagt skulle jeg skifte i Amsterdam, men jeg var vist ikke helt herre over situationen, for lige pludselig lød det i højttaleren: ’Mr. Sondergaard, your plane are ready, please go on board’. Det tog jeg ingen notits af, men da det gentog sig, gik det op for mig, at mr. Sondergaard det var mig. Og så skulle det gå stærkt ud til flyet. Knap var døren lukket bag mig før, maskinen lettede. Det var bælgmørkt uden for, men snart blev det et lyshav. Hvad kunne det mon være?

STORBYENS LYSHAV

LONDON! Lys så langt øjet rakte. Storslået! Nu skulle det vise sig, om det engelske jeg havde lært af en nysproglig student til 2 kr. i timen kunne bære. Det kunne det! Omend det ikke var skoleengelsk.

Da rejsen ikke endte i London, skulle jeg med tog til Southhampton, der skulle køre fra Waterloo Street Station. Det var derfor nærliggende at tage en taxi. Det var en rigtig Londonner Taxi. Det var ingen dør, men en kæde ind til chaufføren, som talte udbredt cookney-engelsk. Det var svært at forstå, men meget fascinerende. Han sagde blandt andet: ’It’s a dirty weather to day’. Det kunne jeg give ham ret i, for det regnede.

På stationen var der et mylder af mennesker, ligesom man ser på film. Jeg fandt perronen og toget. Lokomotivet stod og pustede damp. Husk, det var før dieseltogene, og at det var England. Et land med kul og før BPs fund af olie i Nordsøen.

Kl. 23.00 engelsk tid var toget i Southhampton, som i øvrigt den gang var udskibningshavn for de store amerika-linere Queen Elisabeth og United States.

DEN BESKIDTE VERDEN

DE VAR VIRKELIG givet godt ud, de 2 kr. i timen. ’Can I have a room for to night, please?’ Det kostede eet pund. Dødtræt gik jeg i seng.

Den næste dag vågnede jeg ved, at det kløede så skrækkeligt på mit ene ben. Lopper! ’Hallo, this is the World og det beskidte England.’

KAPITAL 12: KURS VENEZUELA

DET SKIB, jeg skulle med, var ikke kommet endnu, men det kom senere på dagen. Det var en tankbåd på 17.000 tons, M/T GRØNLAND. Rederiet var Det Dansk-Franske Dampskibsselskab – også kaldet Dansk-Fransk.

Det var spændende at flyve, men det var uhyggeligt spændende at gå ombord  på et skib, som jeg selv skulle med. Leve, arbejde, spise og sove i. Det fik hjertet til at slå meget hurtigt. Alt det jeg havde drømt om, var nu virkelighed.

EN MEGET UNG MASKIN-ASSISTENT

EN MAND KOM – jeg tror, det var en matros – og spurgte mig, om jeg var den nye messedreng????? ’Nej, jeg er den nye maskin-assistent, og jeg vil gerne tale med 1ste mester’. Det fik jeg lov til.

Han var en ældre, rødmosset herre. Han gloede på mig, uvist af hvilken årsag.

’Jeg har et brev til Dem fra rederiet, værs’go’.

Han tog brevet og læste det med det samme. Da han var færdig udbrød han: ’Det var som syv satanner. Hvor gammel er De??????’

’19 år, hr.’

Det viste sig, at jeg var kommet i stedet for en 4. mester. Ham der var på skibet, skulle over på et andet, derfor de kraftige udtryk.

BLØD OPSTART

ALT VAR VIRKELIG NYT for mig. Der var en underlig lugt ombord. En blanding af mad og diselolie. Højst besynderligt, men stadig euforisk … indtil jeg lukkede døren op til maskinrummet. Der fik jeg et chok.

Jeg var så chokeret, at jeg havde mest lyst til at rende min vej. Men jeg var jo i England, så der var for langt hjem, så jeg blev.

Tankerne for igennem mit hovede. Hvad nu hvis de sætter mig til noget, som jeg gør forkert og jeg ødelægger noget?

Men jeg havde glemt, at det var voksne mennesker, som udmærket vidste, hvad jeg var værd. Man sætte ikke sig selv i centrum, når man ikke er herre over situationen, men gør det, når du ved, du kan. 90% af de bekymringer man gør sig, bliver aldrig til noget.

Jeg skulle være dagmand, hvilket vil sige: Reparatør og forfaldent arbejde om dagen. Når der var manøvre skulle jeg passe maskintelegrafen og skrive manøvrerne ned samt tage tidspunkt. De skulle gerne være overens med broens i tilfælde af kollision.

HAVET SOM EN KVINDE

JEG VAR EN MEGET lykkelig, ung mand. På vej til Venezuela med M/T GRØNLAND. Det var pragtfuldt at være til søs. Jeg elsker havet. Det er som en kvindes sind. Uberegneligt. Den ene dag stille og nærmest dovent, for så at skifte til en frisk tag-fat med vinden, som kan sammenlignes med en kvindes muntre latter, der kan være yderst smittende.

Havet er dragende, som den tiltrækning kvinder har på mænd. Man får lyst til at springe i det. Ligesom at elske med hende i sengen … for så at skifte til det vildeste voldsomme. Som om der var noget indestængt i det, som skal ud. Så bliver man bange. Kvinder kan gøre mænd bange. Men når stormen har lagt sig, bliver det stille igen. Som forsoningens sødme mand-kvinde efter et skænderi og solen atter skinner, står op og går ned i smuk harmoni.

LAND I SIGTE

PÅ TREDIE-DAGEN kom en ø-gruppe til syne. Hvad kunne det dog være??? Da vi befandt os i Sydatlanten var mit gæt Azorerne. Forsigtigt spurgte jeg en matros, som nikkede bekræftende. Jeg kom til at tænke på min Mor. Telegrafisten havde sagt ’hvis De har lyst til at sende et telegram, var jeg velkommen’. Det havde jeg. Hvad var mere nærliggende: ’Passeret Azorerne. Alt vel’. Så kunne hun se på landkortet, hvor jeg var.

Efterhånden som dagene gik, blev det varmere, hvilket også var et positivt aspekt, når man til dato kun havde været i Norge og Sverige.

Overraskelserne blev ved. En dag kom jeg på dækket, lå der flyvefisk. Det er en meget interessant fisk. Når den bliver jaget af større fisk, flyver den ud af bølgerne, og når så skibet går i søen, lander den på dækket til skue for sømanden.

Mange tror at livet til søs er kedeligt og trivielt. Men det er det ikke. Der sker utroligt meget og med stor variation. Men man skal have øje for det. F.eks. solopgang. Farverne varsler en ny dags komme. Lyset som overlister mørket. Farvernes spil i skyerne. Skibet får en anden dimension. Det virker nærmest som et rumskib i uendeligheden. Kun vand og univers. Solnedgang som varsler, at dagen er brugt. Farverne bliver mørkere. Natten kommer. Stjernerne bliver tændt. Hele dette vældige rum får evigheden til at være en realitet … og ikke bare et begreb.

Man stiller det ene spørgsmål efter det andet, som der er en forklaring på. Ja, det er der på alt her i livet. Måsker er man ikke gammel nok til at godtage dem endnu.

KAPITEL 13: ENDELIG VENEZUELA

VI ER NU ved rejsens mål: Venezuela – nærmere betegnet Amua Bay. En olieplads i et ørkenlignende landskab. I dissse omgivelser er der ikke megen romantik, men hårdt arbejde.

Knap var der slået færdig på maskintelegrafen, før vi sprang på hovedmotoren. Der skulle skiftes brændstof-dyser i top og bund. Samt mange andre ting, som vi ikke kunne gøre, mens skibet sejlede. Vi fik dog nogle timer i land, før vi skulle sejle igen.

ROM OG COCA COLA

MIT MØDE med noget som jeg kun havde hørt om i en sang af Andrew Sisters, som de gjorde meget populær var rom og Coca Cola.

Vi drikker rom og Coca Cola for ’the working dollar’ … og det gjorde jeg. Det var dog det dejligste, jeg nogensinde havde smagt, men min karriere som sømand kom til at hænge i en tynd tråd. Uden at ænse faren, fik jeg mere og mere af denne vidunderlige drik, med hvilket resultat??? Jeg blev stærkt beruset, og når jeg blev det, var jeg altid meget lystig!! Så da vi kom ombord, skulle vi alle tørne til. Det gjorde vi med en ordentlig brandert på. 1. Mester og 2. Mester var de eneste, der var ædru. 1. Mester var rasende. Helt ’uforståeligt’ og da han så min tilstand, blev det for meget. Een skulle det gå ud over. Så jeg fik en ordentlig Herre-overhaling med besked om, at jeg kunne rejse hjem, når vi kom til Europa. Det blev jeg meget ked af. Det var ikke min hensigt, så da vi alligevel på en eller anden måde fik skibet fra kaj og ud på havet, var der en meget lille maskinassistent, som bankede på Mesters dør.

’Kom ind’, lød det hvast, og da han så, det var mig, sagde han: ’Hvad vil De?’ ’Jeg, jeg vil bare sige, at jeg var frygtelig ked af det, der var sket, og jeg gerne ville give ham en undskyldning. Forsigtigt stak jeg hånden frem spændt på, om han ville tage den. Det gjorde han, mens jeg bad så mindeligt om at få lov til at blive … og det fik jeg.

DER LØD ET KÆMPE BRAG

TO ET HALVT DØGN efter skete der noget, som gjorde, at Mester kunne være stolt af os. Kl. var 15.20. Jeg var så småt ved at gøre klar til udskejning, da der lød et kæmpe brag. Alle i maskinen stod stille. Sekunder efter gik smøreoliealarmen. 2. Mester stoppede omgående hovedmotoren. Hvad var der sket???

Lynhurtigt fik vi lemmene af ind til krumtappen. Ved cylinder 4 var ulykken sket. Et krydshovedleje var faldet ned, og derfor slået et stort hul i bunden af krumtapgraven. Al smøreolien var løbet ud i bunden af skibet. Fuld lastet med olie, lå vi så der med et haveri af dimensioner, midt ude i Atlanterhavet. Ja, hvad gør man så?????????????

Det viste sig, at vi fuldt ud havde de faglige kvalifikationer, der skulle til.

2 1/2 døgn efter blev der slået klar på maskintelegrafen af Peer Søndergaard og M/T GRØNLAND tudede i tyfonen og sejlede til Hamburg.

De skibe der lå og ventede på, at vi skulle kalde assistance, blev slemt skuffede. De ville jo få bjærgningsentreprisen. Det ville blive mange millioner. Vi var jo fuldt lastet.

DEN NYE AFLØSER: BISSE-POUL

DER BLEV IKKE talt mere om, at jeg skulle i land, når vi kom til Europa. 1. Mester, som var på nervesammenbruddets rand i forvejen, fik det ikke bedre efter haveriet ved Venezuela. Så han blev afløst af en hård banan, som blev kaldt BISSE-POUL. Han kunne styre maskinbesætningen og maskinen.

KAPITEL 14 – HÅRDT ARBEJDE OG KVINDELIGE FORNØJELSER

MEN HVAD FIK JEG selv ud af min jomfru-rejse? Jeg lærte lynhurtigt, at livet til søs er forbundet med hårdt arbejde – og at skibets sikkerhed frem for alt kom først og eventyret til sidst … hvis der var noget.

Jeg havde aldrig før arbejdet 36 timer i træk, men det har jeg gjort mange gange siden under mottoet: ’Skibet SKAL sejle i nat’.

OVERSKUD AF KVINDER

DET SIGER SIG SELV, at en hel måned på et skib, så stiger lysten til at komme i land enormt. Se andre mennesker. Og hvor gjorde vi så det? I Hamburg er der et kvarter, som kaldes St. Pauli. Der lever der mennesker af hunkøn, som forstår sømænds behov for nærkontakt. Disse piger var der mange af. Det var kun otte år siden krigen var ophørt, og de fleste mænd var døde eller blevet invalider. Derfor var der et stort overskud af kvinder i Tyskland. Mange af dem blev glædespiger eller ludere, som de også kaldes.

Det var en hård tilværelse, de fostrede. Da vi i en periode sejlede fast på Hamburg, kom vi til at lære dem godt at kende – Vilma og Kristina – temmelig godt. Det var også mennesker med følelser. Da jeg var ganske ung, kalde de mig for Baby Face.

Det er altid meget opslidende at kigge i havn. Som min Mor altid sagde, var hun mere nervøs for mig dér, end når vi var til søs.

OLIE-SEJLADS

MEN SKIBET SKAL SEJLE, og det gjorde det. På Middelhavet med tillæg på ti kroner om dagen, fordi det var krigszone. Vi hentede olie i Zidon i Libanon. Det vil sige, vi ankrede op et par kilometer fra kysten. Ved en bøje blev en slange hevet ombord, fyldte skibet og så sejlede vi til Hamburg igen.

1.300 kr. om måneden plus kost og logi og 300 kr. i krigstillæg. I alt 1.600,00 kr. Mange penge den gang. Nu 40 år efter tjener jeg det på en formiddag, når den er god.

STATEN KALDTE

EN DAG KOM DER et brev fra min Mor. Der var kommet en indkaldelse til soldat. Jeg skulle møde 1. maj. Jeg besluttede at afmønstre og få soldatertiden overstået.

Det var med en vis frygt, men også spænding, jeg mødte på Flådestation Holmen. Da min indstilling til livet altid har været ’Born to Freedom’, så var jeg godt klar over, at de næste 1 1/2 år ville være præget af disciplin, og at andre skulle bestemme, hvornår jeg skulle komme, og hvornår jeg skulle holde fri. Men på den anden side var der også noget sundt ved det. Ens tilpasningsevne blev afprøvet til det yderste. At være sammen med mennesker, som man ikke selv havde valgt, var en oplæring i flexibilitet. Det gjorde også nogle til venner og kammerater. Og så var der jo også hele den romantiserede side af soldaterlivet. Det at være i uniform gjorde, at man var med til mange ting, som man normalt ikke ville gøre som civilist, hvilket jeg vil berette om senere.
Fortsættes …

HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Marianne Bang og Jan Hjoth-Hansen

Løkkegade 26 i Gudhjem

HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Henriette Engelhart

Åbogade 8 i Gudhjem

HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Helle Mogensen og Jacob Lund

Brøddegade 18 i Gudhjem

EN STUVET OG EN BRÆKKET, TAK!

$
0
0
Værs'go, så er der serveret. Det er den brækkede tilhøjre. Foto©JørgenKoefoed.

Værs’go, så er der serveret. Det er den brækkede til højre. Foto©JørgenKoefoed.

OVERSKRIFTEN KUNNE LYDE som en bestilling på en restaurant, men er desværre noget helt andet … om end denne historie handler om en restauratør. En meget uheldig én af slagsen. Og så oven i købet et af omdrejningspunkterne i Gudhjem. Nu skal du bare høre, hvor uheldig man kan være. Sagt på en anden måde: Når først noget går galt, går det hele galt.

Det handler om Maria Gill, som er restauratør, kogekone, tjener og medejer af Provianten på havnen i Gudhjem.

Forrige lørdag – 26. november – er Maria i København. Her falder hun af en eller anden grund og forstuver sin venstre fod. Det gør ondt, men hun tænker, at det nok går over i morgen. Om søndagen har hun så ondt i foden, at hun er bange for, at anklen er brækket, så hun tager til skadestuen. De konstaterer, at det blot er en forstuvning. Hun får lagt en forbinding. Så vidt så godt.

Om onsdagen – 30. november – vil Maria til Bornholm med den tidlige bus kl. 6:50. Men først skal hun lige forbi sin vinforretning i Torvehallerne ved Nørreport Station. Hun tager sin cykel trods sin forstuvning. Næsten helt fremme mister hun balancen og falder så uheldigt med cyklen at den raske fod får en tur i vridemaskinen. Nu er gode råd dyre. Maria kan ikke rejse sig, da begge ankler nu er kraftigt beskadiget. Heldigvis har hun sin mobil på sig. Hun ringer efter en taxa.

TAXAMANDEN (da han ankommer til den forulykkede): Er du sikker på, at du skal til Bornholm?

MARIA: Ja, det skal jeg! Og bussen går lige om lidt inde fra Hovedbanegården.

Taxamanden rejser damen og får hende hjulpet ind i sin bil. Bussen bliver nået med nød og næppe. Vel ankommet til Ystad er der heldigvis handicap-service, så Maria bliver bragt ombord i kørestol.

Ombord på færgen møder Maria Gudhjems skibsrederpar Gina Post og Peter Stange på færgen. De hjælper hende fra borde i Rønne. Her bliver hun stoppet ind i skibsrederens sorte Suzuki S-crosser, og mens Gina transporterer den hårdt sårede Maria til Gudhjem, følger Peter efter i Marias stationscar.

Ude af stand til at gå må Maria aflyse fællesspisningen om onsdagen. Gudhjem går sulten i seng denne aften!

Om fredagen –  2. december – gør det stadig så ‘sindssygt’ ondt i den sidst beskadigede fod, at Maria tager til skadestuen i Rønne. Her konstateres, at den højre fod er brækket. Heldigvis med et ukompliceret brud, så hun undgår en operation og kan nøjes med en støvle, så bruddet kan vokse sammen i fred og ro.

Maria skal nu holde sig i ro i tre uger – men hun satser på at kunne rejse sig fra sottesengen 21. december, selv om støvlen skal være på i seks uger.

BLOGGEN: Hvad så med juleaften?

MARIA: Den vil Thomas og jeg helst tilbringe her i Gudhjem.

BLOGGEN: Hvad så med nytårsaften? Åbner Provianten?

MARIA: Ja. Norske Lene slår dørene op 23:30 og holder åbent så længe, hun kan stå på benene. Desværre er vi selv i Torvehallerne, hvor vi har åbent til kl. 15  og efter dette tidspunkt, går der hverken færge eller fly til Bornholm.

FAKTA OM PROVIANTEN

Mimi Østergaard har lovet at stå for madlavningen, så længe det er nødvendigt. Det betyder, at det hele kører som planlagt:

Fællesspisning onsdage kl. 17:30.

Torsdag og fredag kl. 16:00-24:00. Lørdag kl. 12:30-24:00. Disse dage serveres Dagens Ret. Den samme som om onsdagen. Lørdag frokost er der tapas-bræt som normalt. Derudover er der øl i hanerne og vin på hylderne.

Velbekomme … og god bedring til den forulykkede!

HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Gudhjem Museum v/ Kirsten Lund

Stationsvej 1 i Gudhjem


HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Sussi Kirknæs og Niller Kunert

Brøddegade 7 i Gudhjem

HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Dorthe Kofoed

Malkestien 2 i Gudhjem

GUD-HJEMMEGJORTE JULEGAVER

$
0
0

SOM DE GAMLE grækere vist nok sagde: ’Hvorfor gå over åen efter vand, når man har det i knæene’. Ikke sandt?!

Det siges at julen nærmer sig med stormskridt. Så skal der købes gaver. Julegaver! Og som vores chefredaktør, Søren Christensen, forleden udtrykte sig i en leder i Bornholms Tidende: Julegaver køber vi da lokalt!

Netop! Når nu Gudhjem er fyldt med creative sjæle, der hver i sær producerer højt estimerede produkter, hvorfor så ikke lægge dine indkøb her.

Her er tre af slagsen:

LITTERATUR: FLIK-FLAK

Gudhjem-boen Kirsten Sonne Harild har omkring 100 børne- og ungdomsbøger bag sig. Foto©JørgenKoefoed.

Gudhjem-boen Kirsten Sonne Harild har omkring 100 børne- og ungdomsbøger bag sig. Foto©JørgenKoefoed.

Forfatteren Kirsten Sonne Harild, der bor i Løkkegade i Gudhjem, udgav for nogle uger børnebogen ’Kom igen, Felina’. Det er første bog i den nye FLIK-FLAK-serie. Den kan købes i Nexø og Rønne Boghandel til en pris af 130 kr. Serien illustreres af Jan Solheim.

flik-flak1www

DEN HANDLER OM den elleve-årige spring-gymnast, Felina, der efter sommerferien er rykket op på opvisnings- og konkurrenceholdet. Men til en af de første træningstimer med det nye hold, får hun den triste besked, at der måske alligevel ikke er plads til hende på holdet. Fra den ene dag til den anden brister alle hendes store drømme, hendes selvtillid og ikke mindst forholdet til veninderne, som hun har sprunget med i mange år. Men pludselig kommer der hjælp fra en uventet kant. Et helt anderledes, sjovt blandet hold tilbyder hende en plads. Felina genvinder sin styrke og glæde ved at springe, og får efter lidt tid muligheden for at komme stærkt igen. Spørgsmålet er, om hun vil?

MUSIK: LOVE IS OK, ALWAYS DANCING, TWILIGHT BLUES MED MERE

Sådan ser Thor Backhausens nye CD ud. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan ser Thor Backhausen og hans nye CD ud. Foto©JørgenKoefoed.

MUSIKEREN Thor Backhausen, der bor og har musikstudiet ZEBRA i Melsted, 3760 Gudhjem har netop smidt CD’en MISEN & BACKHAUSEN ud i den store verden. De 10 blues-melodier kører i 54 behagelige minutter. Man får lyst til at tænde en stor cigar og skænke en rummelig maltwhiskey som akkompagnement til den tilbagelænede musik, som er skrevet af Backhausen selv. Sangene bliver sunget af Misen Groth. Den er ’mixed and mastered by’ Jørgen Knub og gudhjemboen og Sebastians chef-bassist Michael Friis har produceret. Sangene er skrevet af Misen Groth, Anna Lia Bright, Charlotte Backhausen, Thor Backhausen og Hans Kragh Jacobsen. Musikerne bag: Michael Friis,bas. Henrik Salinas, guitar. Paul Banks,guitar. Niels Vangkilde, guitar, Kristian Jørgensen,violin, Klaus Menzer, trommer, Jacob Andersen, perc. Thor Backhausen accordion, piano og orgel.

Thor Backhausen og Misen Groth fotograferet af William Emil roth-Andersen på Nørrebros nye musiksted: Sigurdsgade 39.

Thor Backhausen og Misen Groth fotograferet af William Emil  Groth-Andersen på Nørrebros nye musiksted: Sigurdsgade 39.

Her kan du købe CD’en: Dagli’Brugsen i Gudhjem, Musikexperten, Store Torvegade 8, 3700 Rønne, telefon: 56 95 33 45 – Den Lille Boghandel i Bornholms Lufthavn – Jazzcup, Gothersgade 107, 1123 København K, telefon: 33 33 87 40…. og hos komponisten selv Thor Backhausen, Melsted By 8, telefon 2167 1006. Du kan høre første nummer, hvis du går ind på www.thorbackhausen.dk.

 ÅRBOG: EN TAND HØJERE END HIGH CLASS

Publisher og editor Jesper Rovsing Olsen i huset på Malkestien 26 i Gudhjem i skyggen af Kaffeslottet. Foto©JørgenKoefoed.

Publisher og editor Jesper Rovsing-Olsen i huset på Malkestien 26 i Gudhjem i skyggen af Kaffeslottet. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER EN hamrende eksklusiv publikation, som gudhjemboen Jesper Rovsing-Olsen har sendt ud i julehandlen. 132 sider på det fedeste papir i storformatet 34 cm i højden og 24 cm i bredden. Men det hele passer til titlen: ÅRBOG FOR FEINSCHMECKERE 2017. Her er ikke omtale af eksklusive varer, men af varer der ligger en klasse højere end det eksklusive. Fx URET: Skelleterede ure er afklædte skønheder, VINEN: Mosel vil gerne genopdages, som en af verdens fineste vinområder, MØBLET: En ukendt dansk møbelsnedker er leverandør til verdens største super-yachter, BILEN: Alfa Romeos ingeniører skulle ikke bare skabe en bil, men genrejse et helt bilmærke.

a%cc%8arbog20167www

PRISEN ER ligesom sidste år på 198 kroner og Årbogen kan købes i Den Lille Boghandel i Bornholms Lufthavn og Magasin på Kgs. Nytorv i København. Men ring til Jesper på 3118 1068 og hør om flere udsalgssteder.

HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Sofie og Morten

Nørresand 15 i Gudhjem

HER ÅBNES DAGENS KALENDERLÅGE KL. 19:00

$
0
0
Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Inge og Flemming Svenningsen

Kirkevej 12 i Gudhjem

Viewing all 2822 articles
Browse latest View live