Foto©JørgenKoefoed.

Hos Gina Post og Peter Stange

Åbogade 3 i Gudhjem

Asta Nielsen var Europas førende filmstjerne, men end ikke Carl Th. Dreyer turde bruge hende i nogen af sine film. Hun var FOR sexet. Foto©Cinemateket.

FORFATTEREN EVA TIND har været på jagt efter spor fra Asta Nielsen lige siden hun flyttede ind i en lejlighed på Gl. Kongevej. Her opdagede hun nemlig et messingskilt, som var opsat over indgangsdøren:

I DETTE HUS FØDTES
ASTA NIELSEN
DANMARKS FØRSTE STUMFILMSTJERNE
FØDT 11.9.1881
DØD 25.2.1972
KØBENHAVNS KOMMUNE

DET DER TÆNDTE hende var, at hendes egen mor også hed Asta og også var født 11. september. Det er der kommet bogen ASTAS SKYGGE ud af, som vil være den perfekte julegave til filmnørden.

Eva Tind tegner et interessant portræt af verdens største og mest sexede stumfilmdiva, som herhjemme lavede fire film herunder hendes debutfilm, den opsigtvækkende erotiske AFGRUNDEN fra 1910, hvor hun spillede over for Poul Remeurt [Kan ses på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=KfAEn_qbr0M]

EFTER AT HAVE SET stumfilmstjernen Asta Nielsens første film AFGRUNDEN skrev den franske digter Apollinaire: “Det var en almindelig aften i Paris. Man satte sig i en biograf. Her så man første gang Asta Nielsen. Den næste dag lå hendes skygge over hele Paris.”

Denne vovede scene fra AFGRUNDEN mellem Asta Nielsen og Poul Reumert var ren pornografi i 1910 og blev derfor bortcensureret i de fleste lande, hvor filmen trak tusinder af kunder til biograferne. FotoFraFilmen.

Ellers boede hun i Tyskland, hvor hun medvirkede i over 70 film, som gik sin sejrsgang over det meste af verden. På et tidspunkt blev hun i Sovjetunionen kåret som ‘Verdens Bedste Filmskuespiller”. Når hun fx kom til Budapest til en filmpremiere, var det ikke unormalt at over 30.000 mennesker var mødt op på banegården, for at få et glimt af den ombejlede stjerne.

Hendes karriere blev afbrudt under Første Verdenskrig, hvor hun opholdt sig i Danmark. I slutningen af 1930′erne forlod hun atter Tyskland, og hermed sluttede hendes karriere brat. Ingen i Danmark havde brug for den hjemvendte verdensstjerne.

RØVERPIGEN af Reinhard Brunch 1922: Om Aucas (Asta Nielsen) forhold til to røvere, Ruggiero og Danilo. Et barn, der dør. Auca, der kaster sig i afgrunden, og Ruggiero, der skaffer et fattigt barn, den dusør der er sat på hans hoved.

PRIVATE SAMTALER

UNDER SIN JAGT på Asta Nielsen kom Eva Tind i besiddelse omkring hundrede timers telefonsamtaler mellem Asta Nielsen og hendes gode ven Frede Schmidt, der fandt sted mellem 1956 og 1959. Frede var antikvarboghandler og det var uden Astas viden, at han optog alle sine samtale med hende på en spolebåndoptager. Derfor mener nogle det kontroversielt at bringe disse samtaler ud til offentligheden.

Filminstruktøren Torben Skjødt Jensen gjorde det i sin Asta-film ‘Den Talende Muse’. Det fik han hug for. Eva Tind har også valgt at bringe en række af samtalerne. Hvis det er uetisk, er det under alle omstændigheder både interessant og underholdende.

Bloggen bringer et lille uddrag her:

ALDERDOM

ASTA: Nu er jeg 76, og næste gang bliver jeg 77. Jeg husker tydeligt Georg Brandes’ 77 års fødselsdag. Jeg skulle give Georg sådan en laurbærkrans om hovedet, han holdt en tale og sagde: “Det er en meget uheldig fødselsdag 77, det ligner et par omvendte støvler.” Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte, “Tænk at blive så gammel, men han var også meget affældig de sidste år.”

FREDE: Men nu er det ikke så høj en alder mere.

ASTA: Jo, det er. Når man er fyldt 70, så går man rapid tilbage. Selv er jeg først gået meget stærkt tilbage de sidste to år. Maskineriet går virkelig i stå. I dag kommer lægerne med al deres penicillin, hver gang man får en smule lungebetændelse, så skal man reddes, det eneste man får ud af det, er, at man får nogle flere år at være gammel i, andet er det ikke.

VENINDEN CLARA PONTOPPIDAN

ASTA: Når jeg tænker på min veninde Clara Pontoppidan. Hun har set sød og yndig ud, men hun har aldrig været køn. Hun bevæger sig godt, og hun har stadigvæk sin hjerne i behold, hun kan lære alt. Hun ser godt ud på pressebilleder, for der kan man ikke se alle hendes rynker. Jeg er meget mere uheldig for jeg har poser under øjnene, og dem kan man altid se. Man kan altid se, hvor der falder skygger.

FREDE: Jeg har kun set Clara Pontoppidan et par gange. Men de gange så hun umådelig gammel ud.

ASTA: Når hun holder en lille middag derhjemme, og hun går rundt om bordet og skænker vin med et sjal om sig, åh, det er som at være til en 100-årigs fødselsdag. Hun har denne uheldige krumbøjede holdning, den har hun jo altid haft, og så har hun sådan nogle finger med store knuder på.

FREDE: Nej, dog, har hun det?

ASTA: Ja, det begynder med den ene finger. “Uh”, sagde jeg, “Hvor er det synd, du har fået leddegigt. “Nej, det er skam ikke leddegigt, det kommer af at holde pennen, mens jeg skriver mine erindringer”, sagde hun.

FREDE: Ha, ha, næh!

ASTA: Men jeg kunne nu nok se, hvad det var. Og nu har hun fået det på flere fingre, så nu kan hun ikke komme med den mere.

FREDE: Nej, hvor er det dejligt. Ha, ha.

ASTA: Ja, hun er bedårende. Forleden aften kørte hun mig hjem, sådan noget er hun jo altid storartet med. Hun er altid sådan galant og gæstfri og aldrig bange for at give en tikrone ud på en vogn for én. Hun har aldrig været kneben.

FREDE: Det er også vældig sødt.

ASTA: Ja, sådan er hun.

FREDE: Åh, ja.

ASTA: Ja, hr. Frede Schmidt, jeg tror ikke, jeg kender nogen normale mennesker, jeg tænker, De må være den mest normale.

ALTID KRIG

FREDE: Jeg tænkte, er der nogle bøger, De kunne tænke Dem at læse?

ASTA: Det ved jeg ikke. Nu har jeg lige læst Heinrich Böll ‘Hvor var du, Adam’, den handler om krig: Det er krig, krig og krig, hele tiden. Jeg har snart følelsen af at have være soldat, så meget har jeg læst, der handler om krig. Man læser jo ikke om andet. Og hver gang trommerne lyder, styrter alle af sted henrykte for at blive helte. Mennesket er et tåbeligt dyr. Nå, men nu er det blevet sengetid, den er halv ni.

PÅ DET KONGELIGE TEATER

ASTA: I går var jeg til generalprøve på Det Kongelige Teater, og al det, som folk har gået og fortalt, det passer slet ikke. Iscenesættelsen var ad helvede til. De gik og spillede i rokokodragter og havde høje hvide parykker, og så var der et spindelvæv, der lignede Eiffeltårnet og i stedet for at stilisere rokokoen lidt, så var der sådan moderne jernkonstruktioner. Det værste var dekorationerne.

FREDE: Tænk, det synes jeg også.

ASTA: Sangerne, de var vidunderlige. Men det var vanskeligt, for det er skrevet på italiensk, og så står sangerne der med dette tunge danske sprog. Men hende, der spillede Askepot, hun var vidunderlig. Hun havde ingen charme og intet dramatisk talent, men hun havde en vidunderlig stemme. Ham, der spillede prinsen havde sådan lidt slør over sin  stemme, en pæn tenor, men hæs, han gik slet ikke igennem, hvilket også var umuligt med den musik, den var al for tung og al for høj og skattende.

FREDE: Mon ikke de skal spille lidt højt for at nå ud?

ASTA: Nej, nej, for jeg måtte sidde og lukke mit høreapparat, og forstår De, der var en kvintet, der  var god, alt andet var bare kling-klong.

FREDE: Det var egentlig synd.

ASTA: Næ, det var rædselsfuldt, og det varede tre og en halv time.

FREDE: Men den får sikkert gode anmeldelser.

ASTA: Ork, det blev modtaget, og instruktøren bukkede, men jeg rørte ikke en hånd … har de ellers oplevet noget?

FREDE: Ja, jeg har været på kinesisk restaurant sammen med digteren Mogens Lehn og en balletdanser, jeg kender.

ASTA: Sig mig en gang, det er da noget krydret noget, den kinesiske mad?

FREDE: Jo, det er det.

ASTA: Var det godt?

FREDE: Ja, det var dejligt. Og så er det billigt, man får en suppe, forårsruller, en kødret og så is bagefter for syvogenhalv krone

HITLERS AUTOGRAF

ASTA: Jeg læser forresten i ‘Vanviddets Dage’ af Pierre van Paassan, hvor er den spændende. Næ, altså. En vidunderlig bog. Der står al det, som man selv føler, men som man ikke ved ordentlig besked om. Nu er jeg kommet dertil, hvor Hitler begynder at røre på sig, og disse brunskjorter begynder at marchere. Det er som den grummeste roman.

FREDE: Ja, den er forlængst udsolgt.

ASTA: Jeg var engang til en sammenkomst, hvor Hitler var til stede, og der var en dame, hun ville så gerne have hans autograf, og det lå ligesom i luften, at det skulle jeg også. Så den har jeg liggende i en skuffe. Men jeg har jo ingen som helst interesse i, at den ligger der. Tror De måske, at den kan sælges?

FREDE: Ja, det tror jeg bestemt. Jeg kan at forsøge at indrykke en annonce under billetmærke, så kan vi se om nogen henvender sig.

ASTA: Ja, tak, det ville være dejligt. Så må vi se, om vi kan sælge Hitler.

FREDE: Ja, ha, ha, ha.

ASTA: Nå, men nu skal jeg høre ‘Tyve Spørgsmål til Professoren’. Farvel, farvel min ven.

ADOLF TIL BORDS

Gennem bogen plukker Eva Tind i alt 62 godbidder fra Asta Nielsens selvbiografi: ‘Den Tiende Muse’. Fx:

NOTE XXXV: 1911, Jeg skriver kontrakt med den tyske producent Paul Davidson, der giver mig 80.000 dollars om året, og jeg flytter til Berlin. Jeg er med ét den højest betalte filmstjerne I Europa. Vi optager en film på tre til fem uger.

NOTE L: 1932. Jeg indspiller min første tonefilm, men jeg er ikke tilfreds med den, når filmene fyldes med ord, fyldes hovedet med ord, og kroppen reduceres til et vedhæng,

NOTE LI: 1933: Hitler er kommet til magten, og  jeg er blevet inviteret til te i Propagandaministeriet. Vi bliver ført ind i en kæmpestor sal uden møbler. Hr. og fru Goebbles modtager os i  døren til endnu en sal, hvor små borde er stillet op med numre. Fru Goebbles griber mine hænder, hun siger, hun har glædet sig til mit besøg.

Hitler træder ind, heiler først, dernæst går han rundt og giver hånd, mens han ser alle dybt i øjnene. Hans øjne har en tiltrækkende kraft, fuldkommen som en fra Frelsens Hær.

Jeg får plads ved Førerens højre side. Jeg spørger ham, hvad han nu vil foretage sig. “Jeg vil gøre Berlin til den by i Europa med de største og smukkeste paladser” siger han og fortsætter, “Jeg kan give totusinde ord fra mig, men en eneste bevægelse fra Dem forstår hele verden.” “Mener De denne her bevægelse?” svarer jeg og laver nazihilsen.

En ung skuespillerinde siger med kælen stemme, “Det er kun Bevægelsen, der interesserer mig nu, ikke teatret.” “Det er dumt af Dem”, siger jeg, “for kunstnere forstår sig sjælden på politik, og jeg har aldrig mødt en politiker, der forstår sig på kunst”.

Efter min kommentar vender Hitler sig væk.

Goebbels kommer hen til mig efter kaffen og tilbyder mig mit eget filmselskab som staten vil finansiere. Jeg kan få frie hænder med hensyn til repertoiret, siger han. Jeg takker ham, men må beklage, at jeg for altid havde taget afsked med filmen. “Men De hader jo også jøderne?” siger han. “De har haft store uoverensstemmelser med jødiske producenter?” “Racespørgsmålet kender vi danskere slet ikke til” svarede jeg.

Eva Tinds udgivelser:
ASTAS SKYGGE udgivet på Gyldendal 2016.
do, digte, Gyldendal 2009
eva+adolf, digte, Gyldendal 2011
Rosenvej, roman, Gyldendal 2012
Objet Fabriqué, digte, H//O//F 2013
Han, roman, Gyldendal 2014.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos SIKEM v/Thorkild Holm

Løkkegade 10 i Gudhjem

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Scala Gudhjem

Brøddegade 10 i Gudhjem

Foto©JørgenKoefoed.

På Hotel Klippen

Grevens Dal 50 i Gudhjem

DE HUSE, der er placeret i Gudhjem Downtowm – altså på den rigtige side af Melstedvej/Helligdomsvej – bliver solgt et efter et. I november/december er der røget fem af slagsen. Fotos©JørgenKoefoed.

KASTANIEVEJ 12

Tidligere ejere: Mona Thorndal Møller og Steen Ole Møller
købte 18. december 2007 for 1.900.000 kr.
Nye ejere: Redaktionen er bekendt med navnene, men nøjes med at notere, at det er et par, der han købt. Kvinden har i mange år boet i Svaneke og manden kommer fra Østerlars og har tidligere i mange år arbejdet i kommunen.
Ejendomsværdi pr. 1. oktober 2015: 850.000
Aktuel salgspris: Ukendt.

NØRRESAND 25

Tidligere ejere: Boet efter Hartvig Lund Ipsen.
Ny ejer: Christina Lindgren Schwartz
Ejendomsværdi 1.150.000 kr. pr. 1. oktober 2015
Salgspris: 1.200.000 kr.

ÅBOGADE 8

Tidligere ejere: Merete Riedel og Jan ’Cykelmyggen’ ’Skipper Skræk’ Tegner Riedel.
Nye ejere: Tidligere professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Bjarne Bruun Jensen med speciale i miljø- og sundhedspædagogik og hustru Kathe Bruun Jensen. Parret er kendt af mange i Gudhjem, da de har frekventeret byen i en lang række somre med udgangspunkt i deres lejlighed på Casa Blanca.
Ejendomsværdi: 670.000 kr. pr. 1. oktober 2015
Var sat til salg for 1.275.000 kr.
Salgspris: 1.175.000 kr.

ÅBOGADE 2

Tidligere ejer: Ulla Genboe Nielsen,
der købte huset 20. december 2010 for 750.000 kr.
Nye ejere: Ubekendt, men ejendommen skal efter sigende blandt andet indrettes til café.
Ejendomsværdi pr. 1. oktober 2015: 700.000
Aktuel salgspris: Ukendt.

LILLEVANG 13

Tidligere ejer: (Boet efter) Villy Jørgen Andreas Jensen, som købte ejendommen 17. september 1920 for 18.000 kr.
Ny ejer: Sofie Rigmor Kahn Klöcker.
Ejendomsværdi pr. 1. oktober 2015: 660.000 kr.
Salgspris: 400.000  kr.

Bloggen byder de mange nye velkommen til Gudhjem. 

TIL SALG

ET AF DE FÅ moderne, arkitektegnede huse i Gudhjem – Grevens Dal 8 – er sat til salg med dens 190 kvm – en del med havudsigt. Den ejes af Styrbjørn Ugleholdt Kofoed, der købte ejendommen 11. september 2010 for 2.000.000 kr. Sælges privat via 3144 1306. Salgspris: 2.300.000 kr.

DEN STEGTE FLÆSKE-PIRAT MED PERSILLESAUCE HAR TØMT BUTIKKEN OG REJST

RESTAURATØR Claus Gregersen som i nogle år har drevet THE BLACK PEARL fra Brøddegade 1 – og som jævnligt har raset frådende over både Byforeningen, Kommunen og Din Blogger – tømte for en måneds tid siden lokaliteterne for el- og hårde hvidevarer. Nu ligger de sørgelige rester fra pirat-restauranten i den forfaldne gård. Men efter forlydender har nye overtaget lejemålet og vil indrette en Thai-restaurant på matriklen.

The Black Pearl blev tømt for diverse hårde køkkenting 14. november 2016 ved 15-tiden. Foto©JørgenKoefoed.

Hos Birthe Bossen og Paul Erik Salomonsen

Egebakken 4 i Gudhjem

Hos Hoddan

Ejnar Mikkelsens Vej 17 i Gudhjem

EN ÆLDRE HERRE, der er en særdeles ivrigt læser af denne Blog, gik i går – 17. december 2016 – rundt i Gudhjem; oppe ved Brugsen, møllen, tankstationen, kirken med mere. Undervejs tabte han en kopi af ovenstående nøglering med et lille læderlap-vedhæng. Han har været rundt i sit eget spor adskillige gange. Både i går og i dag, men nøglerne er pist forsvundet. Noget kunne tyde på, at nogen har fundet dem og taget dem i bevaring.

Hvis du kender noget til sagen, så kontakt Bloggen på 2782 0241 eller arkivparis@aegir.dk eller put nøglerne i Bloggens postkasse på Kirkestien 1. Så sørger Bloggen for at den gamle gut genforenes med hans uundværlige følgesvend – og alligevel får en god jul.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Pernille Bastrup og Jens Hede Madsen

Nørresand 3 i Gudhjem

SAMMENSTØD PÅ GUDHJEMVEJ

LIDT FØR KLOKKEN TI i ondags – 14. december – stødte to biler sammen der, hvor Sigtevej munder ud i Gudhjemvej. En personbil kommer kørende ad Gudhjemvej med retning mod Gudhjem. Da den passerer, hvor Sigtvej ender, kører den anden bil ud herfra og de to biler tørner sammen. Når man ser på fotoet af ulykkesstedet, kan man se, at bilen på Gudhjemvej har prøvet at undvige bilen, der kommer fra Sigtevej, ved at dreje ud i rabatten. Chaufføren af denne bil blev kørt på hospitalet. Den anden skete der tilsyneladende ikke noget med. Men mon ikke der venter vedkommende et retsligt efterspil. Man må absolut ikke passerer hajtænder, når der ikke er fri bane. Foto©JørgenKoefoed.

SYGEMELDT FRISØR

LOTTE KØNEKE, der åbnede frisørforretningen KLIP & KUNST i Brøddegade i sommers, har haft lukket siden november. Det skyldes, at hun er blevet langtidssyg. Hvad hun fejler vides ikke, men over sin telefonsvarer meddeler hun, at der først bliver åbnet ign en gang efter nytår. Foto©JørgenKoefoed.

SELVDØD SÆL

DET ER LIDT af en krabat af en sæl, der har udåndet og nu ligger med bugen i vejet i det der kaldes Smederenden ved Nørresand Havn. Skov- og Naturstyrelsen er blevet underrettet, men de henter kun døde sæler, når og hvis de skyller på land. Det er på grund af den smittefare, der så kan opstå. Havtemperaturen er i øjeblikket 6 grader varmt, så den kan holde sig lang tid endnu inden den begynder at lugte. Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Bende og Torben Ruberg

Kirkevej 5 i Gudhjem

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Underværket v/Helene Høm og Thomas

Kirkevej 2 i Gudhjem

Havneknejpen PROVIANTEN i Gudhjem er med til at holde liv i Gudhjem året rundt – også i slutningen af december, hvor de fleste for længst har trukket gardinerne for.

Se bare her:
21.12: Årets sidste fællesspisning kl. 17.30
22.12: Åbent kl. 16-21
23.12: Åbent kl. 16-21
24.12: Åbent kl. 10.30-15
25.12: Lukket
26.12: Åbent kl. 16-21
27.12: Åbent kl. 16-21
28.12: Åbent kl. 16-21
29.12: Åbent kl. 16-21
30.12: Åbent kl. 16-21
31.12: Åbent kl. 23.30 til vi går hjem
04.01: Onsdagsfællesspisningen kl. 17:30 starter igen

Proviantens Maria Gill ved ikke hvilket ben hun skal stå på.  Foto©JørgenKoefoed.

22.-31. december er køkkenet lukket. Men der er varm glögg, vin, kaffe, kage og mulighed for en sludder – og så sælges der både vin og gavekort ud af huset. Siger Maria Gill, der stadig er på krykker og i kørestol.

Foto©JørgenKoefoed.

Hos Lene og Erik Høst

Løkkegade 21 i Gudhjem

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Peer Søndergård med sin ny-designede Kagedåse-klunkelampe. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 16 – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 2

MILITÆR SKOLING er som at blive presset ned i en form. Det går let for nogle. Gæt, hvem det var svært for????? 39. Mig her, 39! Mig der, 39! Hurtigere, 39! Så en dag blev det for meget. Kudi 25 og mig selv blev enige om, at nu skulle de få noget at råbe for. Hvis delingen ville give os 25 kroner hver, ville vi lade os klippe skaldet. Det ville de gerne. De var helt vilde. Vi havde en barber på stuen. Han ville gøre det. Jeg gik med til det af praktiske grunde, så kunne huen sidde bedre fast, for jeg havde et stort hår den gang.

Tre mand holdt os, for så kunne vi ikke løbe. Først fik den ene klippet en stribe gennem håret, og så den anden. Vi lignede en omvendt mohikaner. De andre skreg af grin. De fik virkelig noget for pengene. Og så faldt resten af håret.

Kudi havde en sjov hovedfacon. Hans nakke var helt flad, og fra nakken gik det skråt ned mod panden. Jeg lignede nærmest en håndbold, og blev omgående udnævnt til formand for Rundhovedeforeningen. Alle skulle hen og føle. Håret var 3 millimeter langt, så det var som fløjl.

De næste dag til paraden blev der kommanderet: ’Kompagni ret! 25 og 39 træd an! Omkring! Huen af!’ Der lød et brøl af latter. Det lyder højt, når 120 mand blæser latter ud, det bedste de kan. Det er også en måde at blive kendt på. Hvad er et cirkus uden en klovn? I dette tilfælde vat det to.

HVAD ER EN SOLDAT UDEN ET VÅBEN?

VI HAVDE ENDNU IKKE fået vores geværer. Men det fik vi. Hvad er en soldat uden et gevær???? Det var helt nye geværer af den type, der blev brugt i 2. Verdenskrig – et såkaldt Garant gevær. Med det gik vi ind i en ny form for eksersits. Geværeksersits. Gevær ved fod! Gevær på skulder! Giv agt, præsentér gevær o.s.v. Men vi skulle også kunne skille det ad, og det var jeg skrap til. Da vi havde prøvet det nogle gange, skulle vi gøre det på tid. Jeg vandt hver gang. Jeg brugte en teknik, som de andre ikke lurede, og som jeg heller ikke vil afsløre her. Kun en gang blev jeg nummer to.

For at få mig ned med nakken, fandt de på, at vi skulle løbe en gang rundt om fortet, skille og samle geværet. Da jeg ikke var så godt til at løbe, blev jeg kun nummer to.

JEG GJORDE MYTTERI

EN ANDEN GANG jeg havde gjort noget, som sergenten synes, jeg skulle straffes for, blev jeg beordret 4 gange rundt om øen. Da den fjerde omgang var taget, sagde sergenten, at nu var det nok. ’Melder at jeg nu er varm, så jeg tager lige en til.’ Og det gjorde jeg.

En morgen da vi sad og skrællede kartofler, besluttede jeg, at det nu var slut med at råbe 39, for nu ville jeg være en seriøs soldat. Men knapt var jeg kommet ud til morgenmønstring, før Drengerøven (sergenten var 20 år) råbet 39. Så blev jeg stiktosset. Tog mit gevær og kylede det hen ad kajgaden, så gnisterne stod omkring det. Der blev dødstille. Alle måbede. Hvad var dog det????? Det var dramatik. Drengerøven var helt hvid i ansigtet og kommanderede: ’39, saml det gevær op!!’ ’Gu’ vil jeg ej’, meldte jeg.

Så gik han hen og hentede en fænrik, som var lærer for Eksrserskolen. Et rigtigt mandfolk, som vi alle havde stor respekt for. Stille og roligt spurgte han mig, hvad det skulle betyde? Roligt svarede jeg: ’Melder overfænrikken og forklarede ham, at nu havde jeg besluttet at vær en god soldat, men at oversergenten altid råbte efter mig, og det gad jeg ikke høre på mere. De to konfererede så om det. Overfænrikken sagde så: ’39, saml deres gevær op og træd ind i geleddet igen’. Det gjorde jeg så. Blev jeg så straffet????? Hvad tror I? Nej, jeg blev forfremmet til første geled, og jeg fik fred for ham resten af min tid på Middelgrunden og mine soldaterkammerater havde stor respekt for mig.

Vær ikke bange for at vove pelsen, Mette!

Fortsættes …

Hos Vibeke Crüger og Per Bentsen

Kastanievej 13 i Gudhjem

Foto©JørgenKoefoed.

Foran Gudhjem Kirke

Kirkevej 9 i Gudhjem

Bemærk tidspunktet: Det er et kvarter før Marianne Ring holder Julegudstjeneste.

DIN BLOGGER har været på julebesøg i hovedstaden – nej, det er ikke Rønne! Hver gang  man kommer, er der sket forandringer eller forunderlige ting udspiller sig for ens åsyn. Se bare her:

BYEN PÅ HOVEDET

PÅ DEN pæne side af Nyhavn kunne man 22. december opleve en ung kvinde, der havde lyst til at se de smukke, gamle huse fra en lidt anden vinkel. Eller var det bare fordi, hun skulle bruge nogle fotos af sig selv til næste møde i Job-Centret? Foto©JørgenKoefoed.

EN Ø I FORANDRING

Sådan ser det nye byggeri på Papir-øen ud som modelbyggeri. Det er Skuespilhuset, der stikker op forrest i billedet. Foto©JørgenKoefoed.

Det kommende byggeri på Papir-øen set fra Skuespilhuset. Operaen bliver byggeriets nabo til venstre. Foto©JørgenKoefoed.

DER ER STADIG huller i København, hvor der kan bygges nyt. Carlsberg-grunden er et godt eksempel på en omlæggelse af et industriområde til at blive en del af den urbane dagligstue. Islands Brygge et andet. Det sidste skrig er Papirøen, der ligger lige over for Skuespilhuset. Stedet har ikke været tilgængeligt for københavnerne før sidste år, hvor de tidligere lagerhaller blev brugt til avisernes kæmpe papir-ruller, deraf navnet.

I sommers blev øen midlertidig omdannet til et stort mad-område, der blev en af de største besøgsattraktioner i byen.

Nu bliver øen snart lukket igen, når man tager fat på at opføre et spektakulært – men meget smukt – byggeri. I kælderen P-pladser, i stue-etagen forretninger og restauranter og fra første sal og opefter ejerlejligheder af de mest eftertragtede slags. Det er Cobes-arkitekterne, der vandt konkurrencen om bebyggelse af øen. Deres  tegnestue har lige nu til huse i en af de store industrihaller. I stuen har de en udstilling om det kommende byggeri og oven på arbejder firmaets 80 arkitekter.

Der er lagt an til, at det hele skal stå færdigt 2021 – men lur mig, om det ikke er noget mere realistisk med 2022 … 2013 … 2024.

YOKOs PAPIR-TRÆER

DEN VERDENSBERØMTE John Lennon-enke – kunstneren Yoko Ono – var sidste år også en tur forbi Papirøen. Her har hun givet folk og fæ mulighed for at udtrykke sig skriftligt på gammeldags kuffertsedler, som bindes op i de opstillede træer. Budskaberne er mange lige fra et tegnet hjerte til fx dette ønske fra Tim Ldasa, medlem af Repræsenanternes Hus i Filippinerne, dateret 29. oktober 2016: “I wish for global peace and understanding by all citizens of the world”.

BETON-JULEN

EFTER JULE-MASSAKREN i Berlin 19. december blev beton-blokke julens mest eftertragtede vare. Også her på julemarkedet i Nyhavn. Foto©JørgenKoefoed.

SØD SYNDSFORLADELSE

HVEM KAN STÅ FOR et Gåsebryst? I hvert ikke Din Blogger, når han besøger Van Hauens butik i Store Kongensgade. Her får man på et stort skilt syndsforladelse, mens de attraktive flødeskumskager pakkes i en forsvarlig pap-æske: “Når man endelig skal synde, skal man sørge for at spise kager, der er hver eneste kalorie værd. Vi laver kagerne som i de gode gamle dage. Med rigtig piskefløde til flødeskummen og original kagecreme. En sjældenhed i dag – men stadig en lige stor fornøjelse.”

HER HAR MOPPER OGSÅ VÆRET

DET FRA TV KENDTE værtshus HARALDSBORG på Islands Brygge, har ikke fået færre gæster efter at Brygge-familens overhovede og superstar Ann Patricia Christiansen – kendt under navnet MOPPER – drak sin sidste porter 21. november 78 år gammel. Således var det brune værtshus rimelig tæt besat, da Din Blogger ankom ved et-tiden 19. december – en time før lukketid. Her var Søren Honoré – publisher og chefredaktør for månedsmagasinet Fisk & Fri – faldet i snak med Gitte Rex – direktør for personalebureauet Rex & Lindeborgh og samtidig søster til stedets ejer Peter Rex. Hr. Honoré mente, at man skulle hænge Moppers stol op i loftet. Lige som man havde gjort med Hemingways på stamværtshuset La Bodeguita del Medio i Havanna. Så var der ingen, der herefter kunne benytte den. Fru Rex ville videregive ideen til brormand … så får vi se. Foto©JørgenKoefoed.

DØDE SØFOLK

Fanemarch forbi Charlottenborg, som i forbindelse med udstillingen ‘An Age of Our Own Making’, er blevet indpakket i godt brugte afrikanske lærredssække af den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama. Et noget deprimerende syn. Foto©JørgenKoefoed.

Seks veteraner nedsatte hver sin krans ved Mindeankeret i Nyhavn efterfulgt af en tropet-fanfare. Foto©JørgenKoefoed.

Orlogsprovst Ejgil Bank Olesen, der også er provst ved Holmens Kirke, ledede mindehøjtideligheden. Ellers tilbringer den gode præst halvdelen af sin arbejdstid til søs. Snart på fredsbevarende opgaver i Golfen med Olfert Fischer, snart på Skoleskibet Danmark og snart på inspektion langs Grønlands kyster. Så meget har han været på langfart, at hans kone – Solveig Lentz, der også er præst – på et tidspunkt sagde, at hun troede, hun havde giftet sig med en præst og ikke sømand. Foto©JørgenKoefoed.

HVER JULEAFTENSDAG – 24. december kl. 13:00 – marcherer medlemmer af Marineforeningen med dannebrogsfaner i spids fra Bethel-kirken i Nyhavn til Mindeankeret sammesteds for at nedlægge kranse og mindes de mange søfolk, der døde under Anden Verdenskrig. Efter kransenedlæggelsen lod to kvindelige trompetister fra Søværnets Tamburkorps hornene lyde over Nyhavn og Kongens Nytorv. Sanghæfter var blevet delt ud. Først blev der sunget ‘Dejlig Er Jorden’ og efter en kort tale af en repræsentant for 3F, hyldede man de sejlende frihedskæmpere med ‘Altid Frejdig Når Du går’. Der var rigtig mange tilskuere, ikke mindst meget unge turister fra Japan, som ved juletid af en eller anden grund invaderer København i flokkevis.

STUVENDE FULD

Det var Marmorkirkens præst Mikkel Wold, der fik fornøjelsen af at lede julegudstjenesten i den tætpakkede kirke. Foto©JørgenKoefoed.

Frederiks Kirke var længe undervejs. Frederiks V nedlagde grundstenen i 1749, men først i 1894 stod den færdig. Men resultatet er storslået. Det runde kirkerum med den højtliggende kuppel giver mindelser om Peterskirken i Rom. Ikke underligt at kirken har mellem 3.000 og 4.000 besøgende dagligt i turistsæsonen. Den er en af diamanterne i Københavns diadem af kirker. Foto©JørgenKoefoed.

LIGE SOM KIRKERNE på Bornholm er de københavnske kirker også proppede juleaften. Den smukkeste kirke i byen – Frederiks Kirke populært kaldet Marmorkirken – beliggende på aksen: Den nye Opera og Amalienborg var ingen udtagelse. Ti minutter før kl. 16 var der ikke en plads at opdrive i det kæmpestore kirkerum, så de sent ankomne måtte nøjes med en ståplads.

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

HISTORIKEREN og forfatteren Mikael Jalving, der i sommers har været vært på det udskældte anti-muslimske debat-program ’Je suis Jalving’ i Radio 24syv på sin blog på jp.dk: Sverige har som bekendt virkelig taget globaliseringen til sig og gjort den til benhård virkelighed og formået at afvikle mest muligt af det, der engang var landets særkende, herunder kristendom, socialdemokratisme, militært forsvar og en vis stivhed eller træghed i alle samfundsled. I dag står alting leddeløst for ikke at sige pivåbent. Landet er blevet et kæmpemæssigt socialt eksperiment.

UNDER RUBRIKKEN: ’Kun en tåbe frygte ikke Det Muslimske Broderskab’ skriver Lone Nørgaard, hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Samling, i Politiken: Det Muslimske Broderskab er dødsensfarligt for såvel  de muslimske landes egne ikkeislamistiske indbyggere som for vesterlændinge. Dette perspektiv er imidlertid ikke for alvor trængt igennem i den politiske debat. Ledende politikere med Lars Løkke og Søren Pind i spidsen kender tydeligvis ikke til begrebet ’taqiyya’. Det betyder, at i religiøse og politiske spørgsmål kan en muslim ligefrem være forpligtiget til at udøve taqiyya ­ forstillelse – så man skjuler egne hensigter og holdninger. Forestillelsen skal blot fremme sagen.

Hans Peder From fra Roskilde i et læserbrev i Politiken: Det er forfriskende, at Søren Pind tager afstand fra højrefløjens krig mod islam-retorik, som spejler og forstærker det, den hævder at bekæmpe.