ET OPBYGGELIGT SKILT set på den gamle DDR-bodega TANTE EMMAs BIER UND CAFÉ HAUS i Lutherstadt Wittenberg: ’Alkohol dræber ­langsomt – men vi har god tid!’. Foto©JørgenKoefoed.

Bloggen ønsker sine mange læsere et godt nyt år …

Kaj Spangenberg er journalist og medlem af Eventyrernes Klub. Han har i en årrække skrevet i Politiken under signaturen ‘spango’, men i sin høje alder nøjes han med at rejse rundt i verden – med eller uden gæster. Trods pensionering lever Kaj videre i Politikens hovedorgan: ‘At Tænke Sig’ under dække som kødgrosserer og kompagnichef for 1. Rullepølsekompagni. Her er hans budskab til verden:

VERDEN SKÆLVER

MENS MIN TILVÆRELSE formede sig stille og roligt i det forgangne år, synes verdens gang at være slået over i amokløb.

Fire hovedbegivenheder stjal billedet i 2016:

1)    Den voksende og stadig ukontrollerede indvandring til EU og terror

2)    Borgerkrigen i Syrien

3)    Ruslands ekspansioner

4)    Valget af Donald Trump til præsident i USA.

TRUMP TRUMFEDE

Trump fik over to millioner færre stemmer end Hillary Clinton, men et besynderligt amerikansk valgsystem har bragt ham til magten. Verden gik i chok, og mange frygter for demokratiet, hvilket er noget vrøvl. Trump har mig bekendt ikke planer om at afskaffe demokrati og borgerrettigheder. Men han er uforudsigelig til bekymring for Kina og til glæde for Putin, der åbenbart mener at kunne afkode ham til gavn for russiske interesser.

De omfatter Krim, Ukraine, en post-sovjetisk drøm om storhed, hvor aktiv deltagelse i den syriske borgerkrig er en brik i et stort spil. Desuden destabilisering af EU og NATO.

DET EUROPÆISKE PROBLEM

Det største og alvorligste problem for Danmark og Europa er imidlertid den store indvandring fra Mellemøsten og Afrika. Årsagen til folkevandringen – thi en sådan er det – er Schengen med ydre grænser, der stort set er lige så åbne som de indre. Det har stimuleret til menneskesmugling i megastørrelse, hvor til kommer katastrofale fejlbedømmelser af situationen af tyske Frau Merkel og svenske Fredrik Reinfeldt.

Han varslede 2014 som statsminister ”de öppna hjärtans politik”, hvilket har afstedkommet at Sverige blev overrendt af over 160.000 såkaldte flygtninge i 2015. Så slog man bremserne i og indførte grænsekontrol! Angela Merkel slog overmodig fast, at ”Wir schaffen das” – og så invaderede omkring en million såkaldte flygtninge Tyskland.

DE SÅKALDTE

Når jeg skriver ”såkaldte”, beror det på, at status som flygtning er indiskutabel efter min mening: Flygtninge fra Syrien må regnes som flygtninge, når de forlader det borgerkrigsramte land. I Jordan, Libanon og Tyrkiet er de i personlig sikkerhed. Men rejser de på betalt tur over havet til EU med de åbne grænser og bevæger sig igennem adskillige sikre lande, før de kommer til Tyskland, Danmark eller Sverige, er de ikke længere flygtninge, men migranter på rejser efter et land, der byder dem de bedste sociale og økonomiske forhold.

HJERTET FØR HJERNEN

Danmark oplevede i eftersommeren 2015 tusindvis af hovedsagelig migranter fra Mellemøsten strømme over vore grænser og ud på motorvejene, uden at vi anede hvem de var! I den situation, hvor statsræson og sund fornuft kolliderede med medborgere, der tænker med hjertet før hjernen, lod myndighederne stå til og forholdt sig passive.

Indtil nu har Lars Løkke Rasmussens regeringsførelse bragt omkring 26.500 nye og næsten udelukkende mellemøstlige indvandrere til landet. Borgerne betaler i form af strammere budgetter, øget pres på alle sociale systemer, øget konfliktniveau og en demografisk udvikling, ingen ønsker, men ingen synes at være i stand til at standse.

Indtil nu har 6.606 migranter i år søgt asyl i Danmark.

EKSTREMISTERNE

Værre er det, at prognoser siger, at ca. 1,5 pct. af de anslåede 20-25 millioner muslimer i Europa er potentielle ekstremister og kan skabe en terrorhær uden for enhver kontrol! Politikerne aner ikke deres levende råd. De står i en selvskabt katastrofe med støtte fra behjertede humanister med bind for øjnene.

De tror, at godhed skaber godhed, men har ikke noget værn over for udviklingen med forfejlet integration og en voksende højrefløj til skade for de mange fredelige muslimer, der ikke er grebet af religiøst vanvid.

Hvad er det for en verden, vi byder vore børn, børnebørn og deres efterkommere?

KATASTROFENS ÅRSAG

Jeg nævnte ikke den dybere årsag til den katastrofe, de fleste efterhånden kan se i horisonten: Overbefolkningen.

Da jeg blev født (1939) var der 2,5 milliarder mennesker på jorden. Nu er vi over syv! Overbefolkningen er moder til alle øvrige problemer: Klimaforandringer, kampen om mad, vand, energi, folkevandringer.

GUD ER IKKE DØD

Situationen er alvorlig. Men den kræver også lidt håb:

Gud er ikke død – han har bare sovet over sig, skulle jeg hilse at sige.

TJA, DET BLEV IKKE helt det Nytårsbrev, jeg havde i tankerne. Lidt glæde blandet med en smule tristesse, der dog aldrig udarter. Selvmord kan jo være livsfarligt! Under julen forkyndte kirken, at julen er Jesu fødselsdag. Senere døde han på korset, men opstod fra de døde. Det gør jeg også.

Hver eneste dag.

Hyg jer nu i hytte og slot med

ET GODT NYTÅR 2017!

Ønskes jer af K. Spangenberg, Kulhuse.

Fra en café på Montparnasse i Paris til havnekoret i Gudhjem. Bloggen dækker ikke det hele, men det meste. Fotos©JørgenKoefoed.

MELLEM GUDHJEM OG PARIS startede 1. maj 2010, som et undersite på portrætmaler Lisa Høyrups hjemmeside. Bloggen handler om alt muligt, men mest om Gudhjem og noget om Paris.

Nytårsstatistikken viser, at KLIK-tallet har været stigende gennem årene:

2013: 223.318 klik

2014: 317.589 klik

2015: 328.688 klik

 2016: 352.797 klik

Det vil sige, at der sidste år gennemsnitlig var 963 klik pr. dag,
63 flere end i 2015.

Top-5-listen ser således ud:

1)    15. oktober: 2.426

2)    19. marts: 2.266

3)    29. december: 2.0342

4)    22. april: 1.974

5)    04. december: 1.924

Så tak og godt nyt år til alle læserne!

HER ER DEN ajourførte liste over døde i 3760 Gudhjem 2016. Hvis du mener, at nogen er udeladt – eller der er fejl – bedes du sende en mail til Bloggen på arkivparis@aegir.dk eller sms eller ring til 2782 0241. (Fotos©JørgenKoefoed)

HER ER DE TI, som blev bisat eller begravet fra Gudhjem Kirke siden sidste Allehelgen og mindet under gudstjenesten 6. november:

Aage Hansen
Lillevang 5
3760 Gudhjem
Født 16. januar 1925
Død 12. marts 2016, 91 år

Marie Regine Møller
Sønder Strandvej 134
3760 Gudhjem
Død 30. april 2016,

Anne Grete Albertsen
Duebakken 9
3760 Gudhjem
Født 31. august 1933
Død 24. april 2016, 82 år

Villy Jørgen Andreas Jensen
Klippevænget 1
3760 Gudhjem
Født 17. september 1920
Død 12. maj 2016, 95 år

Evald Jensen
Brøddegade 30
3760 Gudhjem
Født 12. maj 1924
Død 13. juli 2016, 92 år

Hartvig Lund Ipsen
Nørresand 25
3760 Gudhjem
Født 5. oktober 1938
Død 18. juli 2016, 77 år

Kaj Kofoed
Duebakken 11
3760 Gudhjem
Født 24. november 1924
Død 7. oktober 2016, 91 år

Nora Gad Jensen
Kai Sonnes Vej 6
3760 Gudhjem
Død 5. oktober 2016

Per Andersen
Melsted Langgade 4
3760 Gudhjem
Død november 2016

Jan Flemming Madsen
Grevens Dal 10
3760 Gudhjem
Død november 2016

Nedenstående afdøde, der ikke blev ikke bisat/begravet fra Gudhjem Kirke – baseret på dødsannoncer i  Bornholms Tidende:

Thorbjørn Nordahl Jacobsen
Lynggårdsvej 2
3760 Gudhjem
Født 5. september 1931
Død 3. januar 2016, 84 år

Anna Elisabeth Kjøller
Gudhjemvej 19
3760 Gudhjem
Født 9. marts 1923
Død 21. januar 2016, 92 år

Ole Sten Marker
Slettevej 2
3760 Gudhjem
Født 16. oktober 1945
Død 22. januar 2016, 70 år

Hugo Enni
Nybrovej 9
3760 Gudhjem
Født 29. august 1938
Død 4. april 2016, 77 år

Svend Aage Hansen
Rø Skolevej 6
3760 Gudhjem
Født 19. december 1940
Død 9. april 2016, 75 år

Nis-Andreas Petersen Jessen
Nybrovej 39
3760 Gudhjem
Født 5. juli 1935
Død 3. maj 2016, 80 år

Doris Benthe Carl
Klippevænget 1
3760 Gudhjem
Født 27. marts 1930
Død 2.juni 2016, 86 år

Kirsten Klausen
Christiansø 38
3760 Gudhjem
Født 22. februar 1952
Død 15. juni 2016, 64 år

Emil Westman Hertz
Løkkegade 3
3760 Gudhjem
Født 30. december 1978
Død 21. juni 2016, 37 år

Gunver Julie Hansen
Larsensvej 3
3760 Gudhjem
Født 10. august 1925
Død 23. august 2016, 86 år

Arne Viggo Elleby Pedersen
Oxholmvej 9
3760 Gudhjem
Født 20. april 1940
Død 24. august 2016, 76 år

Preben Skaare Petersen
Løkkegade 32
3760 Gudhjem
Født 9. september 1938
Død 29. august 2016, 77 år

Frank Larsen
Klippevænget 1
3760 Gudhjem
Født 23. juli 1934
Død 20. september 2016, 82 år

Arna Gudmundsdottir
Larsensvej 6
Østerlars
3760 Gudhjem
Født 1958
Død 14. november 2016, 58 år

Jørn Ove Mogensen
Røvej 52
Rø
3760 Gudhjem
Født 1931
Død 18. november 2016, 85 år

Åge Emil Rasmussen
Rø Skolevej 6
Rø
3760 Gudhjem
Død 6. december 2016

DET ER IKKE ALTID så synligt. Men faktisk arbejder grupper i Gudhjem By- og Mindedforening året rundt med at gøre Gudhjem mere venlig – især over de mennesker der bor her året rundt.

Bom 1 ved indkørslen til saunaen, badskuret og solnedgansbænkene. Foto©JørgenKoefoed.

Bom 2 ved nedkørslen til havnen fra vejen. Foto©JørgenKoefoed.

Bom 3 ved indkørslen til P-pladsen ved Sorte Odde. Foto©JørgenKoefoed.

I MANGE ÅR har Bygruppen presset kommunen for at få mere styr på parkering og trafik på havnen på Nørresand. Og nu ser der ud til, at noget sker.

I løbet af foråret vil der blive opsat tre bomme i og omkring havnen, så uønsket parkering og kørsel på selve havnekajen besværliggøres. Bommene får en længde, så cykelister og gående ikke har problemer med at passere, hvorimod bilister skal ud af bilen og hejse bommen for at komme igennem. Det skulle dels sikre uvedkommende parkering på pladsen ved Sorte Odde samt blandt andet sikre freden og roen, når fastboende og turister nyder solnedgangen over Hammerknuden.

Derudover opsættes et fodhegn af træ ved vejen til skråningen ned mod parkeringspladsen. Det skulle forhindre bilister at køre ned over skråningen og parkere her.

Flemming Willum, som er talsmand for Bygruppen, fortæller i lettere begejstrede vendinger, at efter at Winni Grosbøll har ændret i kommunens organisation, er embedsfolkene blevet mere lydhøre. Her fremhæver Flemming Willum især centerchef for Teknik & Miljø Louise L. Bojesen og lederne af de tre undergrupper: Michael Brandt-Bernbom [Borger], Martin Petersen [Plan & Projekter] og Palle K. Tourell [Erhverv].

BLOGGEN: Det går den rigtige vej. Håber det kan brede sig til andre steder i byen.

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Blandingsstanderlampen bliver man aldrig træt af at udforske. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 17: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 3

NÅR MAN STIKKER NÆSEN FREM, bliver der lagt mærke til een. Da eksercerskolen var færdig, blev jeg taget til korporal. Det vil sige på konstabelskole på Holmen og uddannet til artilleri-mekaniker. Man skal passe på med at være hurtig med geværet.

Men så var der også det med vinklerne på ærmerne. Man kaldte dem ’tøsemagneter’ – og det var jo ikke så galt med lidt feminitet blandt alle disse mænd … oh, la, la og skummerum samt skrig. Apropos det med pigerne. Så var der også noget der hed orlov, men pengene var små. Som menig var den ugentlige forstrækning 12 kroner, som konstabel 15 kr. og som korporal det svimlende beløb 35 kr. Det var godt nok om  ugen, men alligevel var der ikke meget at slå til Søren med. Men med en femmer på lommen kunne man få en glad aften. Mange steder stod der soldater og børn halv pris. Det kostede 2,50 kr. for at komme i Tivoli og 2,50 kr. for et krus fadøl. Så var aftenen i Taverna reddet.

TROLD OG SJATTERNE

Vi havde charmet os ind hos en servitrice, som vil kaldte Trold. Hun havde nr. 12. Hun var en ven af folket. En skøn kvinde. Når gæsterne ikke havde drukket ud, men efterladt øl i flasken, skænkede hun det op i vores krus.

I Taverne var der levende musik og mange piger. Marinesoldaterne var de populæreste, men dengang 25 og 39 var klippet skaldet, var der ingen, der ville danse med os. De troede vi havde lus. Men hår vokser ud igen, og så blev der danset, så sveden drev. Skæve Thorvald, fællessang. Et lærred blev hevet ned med tekst på. Alle sang med på ’Jeg har en ven en rigtig sejler, der vil ta’ kegler i hver en havn’ eller denne her ’Hvad er jeg uden dig? Som den ensomme svale i maj, som et skib uden ror, en banal melodi uden ord’. Og så Godnat-Valsen … den allersidste dans, før vi går hjem????????. Det kunne måske være, at jeg måtte tilbyde frøkenen eskorte på vejen hjem, så der ikke sker dig noget????? Det handlede om at score pigen, og det gør det sikkert stadig. Sommetider lykkedes det og somme tider ikke. Men onsdag var de røde hænders aften, den var god.

På trods af de små penge, led vi ingen nød. Det var jo kun 8 år siden krigen var slut og soldaten fik god support af befolkningen. ’Her soldat, her er penge til en pakke cigaretter’ eller ’du skal også ha’ en bajer’ … sommetider mange.

MILITÆRPOLITIET GREB IND

En dag blev det til en ordentlig kæp i øret, og fortovet var ikke bredt nok … og tak skal du ha’. Jeg blev standset af militærpolitiet. Det var nat, og sporvognene kørte ikke mere, så jeg skulle gå hjem til Sydhavnen. Men nu var jeg på den, men husk det gode humør og selvironien. Frækt sagde jeg til dem, nu de alligevel bare kørte rundt, om de så ikke kunne køre mig hjem. Til min store overraskelse sagde de hop ind, og minsandten om de ikke kunne se, at hvis jeg skulle gå hjem, ville jeg være ædru, når jeg nåede frem. Det syntes jeg var en skam, og det syntes de også. Det er altid godt, at kunne tale for sig. Husk på Klods-Hans!
Fortsættes …

HERUNDER BRINGES DE FOREGÅENDE KAPITLER,
SOM HAR VÆRET BRAGT PÅ BLOGGEN:

KAPITEL 1: AT SKRIVE OM SIT LIV

SOMME TIDER kan man få en ubændig lyst til noget. Man kredser om tanken. Kan ikke blive fri. Tankerne trænger sig på … og på et eller andet tidspunkt giver man efter. Nu tænker du nok, det er en ny bil, sex eller noget så banalt som en øl. Men det er noget af helt andre dimensioner.

Nej, ved du, hvad jeg har lyst til? Jeg har lyst til at skive om mit P.S.-liv. Det er såmænd ikke noget særligt, men jeg tror, at der er dybder i et hvert menneskes liv. Noget at se tilbage på.

ENGHAVEVEJ VAR BARNDOMMENS GADE

DA JEG BLEV FØDT, var min storesøster Nancy allerede forlovet med Willy, som senere blev min svoger. Der er nemlig 13 års forskel på mig og hende og 11 år på min anden søster Erna. Så det var en efternøler, der kom til verden på Enghavevej 208. Det var lige på hjørnet af Sydhavns Plads og Sydhavnsgade … nu hedder den Borgbjergsvej.

Det må have været en svær fødsel for min Mor, for jeg vejede 10 pund. Jordemoderen skulle have sagt: ’Sikken en dejlig, stor dreng, fru Søndergaard’ … og det er jeg stadig … 105 kg i skrivende stund.

Min Mor og Far havde det ikke altid godt sammen. Jeg er nok blevet til i forsoningens sødme. Nå, tak for det!

FATTIG-30’ERNE

30’ERNE VAR EN VANSKELIG TID, så det var små kår Peer Søndergaard kom til verden i. Man skulle være lykkelig for en to-værelses, og det var lige netop sådan en min Far og Mor havde. Fem mennesker i en to-værelses. Det siger sig selv, at der var småt med plads, så hvad gør man så? Ja, man lægger den lille ny i en kommodeskuffe!

Som sagt var 30’erne en vanskelig tid. Nå, ja, hvornår har det ikke været det?! 20’ernes livsglæde var forbi, og det løsslupne liv var ovre. Sorte skyer drev igen sammen. Depression, arbejdsløshed og Hitler gjorde det ikke lettere.

Min Far som var typograf var meget arbejdsløs. Han havde kun arbejde, når Kraks Vejviser og Telefonbogen skulle trykkes, så pengene var små i Sydhavnen.

Min Mor sled i det med at sy for folk, men alt det tænkte en lille dreng slet ikke på. Når man ser fotos af mig, griner jeg altid og  er rund og trind. Jeg har i min opvækst aldrig følt, at vi manglede noget.

DER SKAL VÆRE TO x E

’HVAD SKAL DRENGEN HEDDE, Ella?’ Det hed min Mor. Min Far hed Martin. ’Han skal hedde Peer’, sagde min Mor, ’og det skal staves med to e’er’. Det er der en særlig historie bag. Som sagt var det i 30’erne, jeg blev født. Der skete så meget på verdens arena den gang. Hitler kom til magten, ulykkelig vis, og Prisen af Wales abdicerede, fordi han blev forelsket i Miss Simpson. Men hvad har det med mit navn at gøre?

Jo, det har det i høj grad. Det engelske kongehus var aktuelt stof, det er det stadig. De har mange titler, der i blandt en Peer, som er en Hosebåndsridder … den højeste orden i England. Og da min Far og Mor var lidt snobbede uden at ha’ noget at ha’ det i, så blev jeg kaldt Peer med to e’er.

FAR DØDE

DESVÆRRE NÅEDE JEG ALDRIG at kende min Far. Han døde da jeg var 1,5 år gammel. En dårlig tand og en mindre dygtig tandlæge … ja, tænk engang … så lidt skulle der til. Pencilin’et var ikke opfundet, og betændelsen bredte sig til hjernen. Ja, sørgeligt nok!

Jeg har ladet mig fortælle, at han var en spøjs fyr. Han var pukkelrygget, hvilket måske gjorde, at han var en enspænder. F.eks. har min Mor fortalt, at når han skulle møde på en ny arbejdsplads, kom han med vilje for sent, hvor andre helst ville gøre en god figur.

Fuld af mindreværd satte han sorte rullegardiner op, så man ikke kunne se, om der var nogen hjemme. Det kan selvfølgelig være meget rart, når man er nygift, men det bliver man jo ikke ved med at være. Men alle har gode og dårlige sider ved sin person.

Min Far var helt vild med radio og musik. Jeg tror, hvis han havde levet i dag, havde han haft det dyreste B&O-anlæg, man kunne få. ’Hør, Ella’, sagde han tit, men Ella kunne ikke høre noget. Hun var nemlig ikke musikalsk.

Min søster Erna har fortalt, at Far var en rigtig vogter. Han passede på os som en smed. Det er da en god egenskab. Samtidigt var han meget kvalitetsbevidst. Han købte dyre ting … dog uden at have pengene til det.

Men uanset hvordan ens Fars personlighed var, er det nok godt, at have sådan én. Jeg tænker tit på, hvordan min opvækst var blevet, hvis jeg havde haft ham.

Det kan være svært for en mor, at styre en knægt. Og svært er det selvfølgelig, at være alene med to opløbne tøser med en lillebror. Selv nu hvor jeg er 63, siger de: ’Det er min lillebror’. Irriterende!’

ALENE-MOR MED TRE BØRN

MEN DET VAR sikkert meget belastende for min Mor. Hun skulle jo tjene penge. Det gjorde hun ved at sy. Herrebenklæder syede hun. Hun gjorde det hjemme. Hvorfor? For at være hjemme for sine børns skyld. Hun var meget selvopofrende. Hun kunne tjene mere på en systue. Så vi har aldrig været nøglebørn. Tak, Mor!

Apropos nøglebørn var begrebet så småt begyndt den gang. Desværre har det udviklet sig enormt til stor skade for samfundet efter min mening. Den tryghed det var for mig at vide, at min mor var hjemme havde stor betydning. Så stor at jeg besluttede at mine børn aldrig skulle på institution, og at min kone så vidt muligt skulle være hjemme, når de kom fra skole. Det har de også senere udtrykt stor glæde ved.

KAPITEL 2: DEN STORE FÆLLESGÅRD

SYDHAVNSKVARTERET ENGHAVE, FREDERIKSHOLM består af store boligkarréer med lukkede gårde. Vores gård var særlig flot, fordi inspektøren boede i den ene ende og havde en stor anlagt have med mange træer og buske og en græsplæne med et springvand i midten. Denne gård var mit et og alt. Og den var så stor, at vi ikke havde behov for at løbe og lege ude på gaden. Det gav i sig selv en stor tryghed.

Vi børn havde et bestemt kaldesignal. Uh-uh. Ganske enkelt op med vinduet. Uh-uh blev der svaret. Uh-uh, så var det bare med at komme ned at lege.

EN VRIMMEL AF BØRN

GÅRDEN VRIMLEDE med børn i alle aldre. Små og store. Fra tidlig til sent var vi nede at lege. Skulle vi have noget at spise, havde vi ikke tid til at gå op. Vi kaldte: ’Mor, kast en mad ned’. Så kastede hun en mad ned og så tilbage til legen.

Fodbold, sjippe, hinke, spille kugler, løbe med trillebånd, et-tag-fat, skjul, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, fri for lur på alle sider og kanter, spille terre (det var vi skrappe til), terningespil.

For nogle år siden tog jeg mine drenge med til Sydhavnen for at vise dem, hvor deres Far var vokset op. Jeg glædede mig til at vise dem gården, men tænk, der var ikke et øje. Min dejlige gård var tom. Ingen glade børn. Ja, tiderne har forandret sig. Nu sidder de oppe i lejlighederne og spiller computer og glor videofilm.

Der skete selvfølgelig meget i gården. Blandt andet husker jeg en episode. En af de store drenge ville af med sit legetøj. Han syntes sikkert, at han var blevet for stor til det, så han kastede det i grams. Vi sloges selvfølgelig om det, mens han frydede sig. Han havde også en seksløber. En stor flot en. Den var lavet af tin og var til knaldhætter. Den skulle der løbes om kap for at få, så alle drengene stillede op til løb. Jeg vidste, at jeg ikke havde en chance, men jeg begærede den pistol. Mens de andre spurtede af sted, overtalte jeg den store dreng til at give mig den. De andre drenge blev selvfølgelig rasende og lovede mig tæv. De var godt sure på mig længe. Desværre havde jeg den kun kort tid. Jeg tabte den og den gik i stykker. Og hvad kan man så lære af det? Ja, arbejd for det du ønsker, så varer glæden længere.

MINE KAMMERATER

JEG TÆNKER TIT på mine kammerater. Holger, Jørgen Malmberg, Vagn, Børge, Preben Vestergård, Jørgen Pedersen, Bent Heise, Mogens Sørensen, svenske Per og pigerne: Ninna, Bente, Tykke Lis, Lis Hansen og alle de andre. Hvor er I henne? Er I glade, og har I haft et godt liv?

KAN DU HUSKE?

DET KUNNE VÆRE interessant at møde jer igen. Så skulle snakken rigtig gå: Kan du huske den gang? Jørgen Malmberg ville sikkert sige: Peer, kan du huske, du var forelsket i Ninna. Det var jeg grænseløst, men jeg fik hende aldrig.

Og Holger, hvis far var [spor]vognstyrer på Linie 3, ville nok grine, så hans store flyveører blafrede, når han talte om, hvordan vi kælkede med Tykke Lis. Hun havde et smukt ansigt og nogle store bryster, så når vi kælkede med hende, sad hun foran, og vi drenge fik lov til på skift til at tage hende på patterne. Hvor Tykke Lis er blevet af, ved jeg ikke, men Holger blev gift med Bente, Ninnas veninde.

DET SORTE SPROG

VI VAR GODE KAMMERATER, selv om atmosfæren var hård. Det sorte sprog i sproget, det jeg i dag kalder sydhavnsk, havde sin egen klang. Min klasselærer yndede at sige, når vores sprogblomster blev for kraftige: ’Vort modersmål er så dejligt, det har så mild en klang’.

Vi sagde tingene, som de var. En spade var en spade, en skovl en skovl, en tissemand en …. (censur). Det modsatte en ….. (censur), et dumt svin var et dumt svin og en kammerat en kammerat.

Vi havde vores egne love, som blev håndhævet med tæv. Der var ingen slinger i valsen. De store beskyttede de små og de store tævede hinanden i gensidig respekt for udfaldet.

Når vi spillede fodbold var vi Frem’ere, og det er vi stadig.

MUSIKKEN PÅ REJSEGRAMMOFONEN

VORES GÅRD var forum for alt …. også musik. Vi spillede 78’ere på rejsegrammofonen. Vi sad drenge og piger og hyggede os. Det var Louis Armstrong, Benny Goodman, Tommy Dorsey, Duke Ellington, Stan Kenton, Jack Tiergarden og Glen Miller for blot at nævne nogle. Alt sammen vidunderlig, svingende musik til forskel på den rædselsfulde rock unge mennesker hører nu til dags.

Og så var der alle schlagerne, som vi hørte på Giro 413 om søndagen. Men så kom Holger, som for øvrigt var meget musikalsk, med en long-playing-plade. Så var det slut med den optrukne rejsegrammofon.

Hele den udvikling, der er sket i den retning, er sket i min tid. Det er ubeskriveligt.

Vi hørte ikke musik hele tiden. Det var en eksperimenterende tid. På et loft sad vi og blandede svovl og andre ting sammen for at lave krudt. Det skulle vi prøve af i gården. Der skete ingenting indtil vi en dag fremstillede en rørbombe. Den sprang med et ordentlig brag, så vi blev bange. Ikke mere af den slags.

KAPITEL 3: DA KRIGEN KOM

DEN 9. APRIL 1940 var jeg seks år. Det er en dag, jeg husker tydeligt. Min Mor og jeg skulle over på Statens Seruminstitut. Jeg skulle vaccineres mod kopper. Enhver ved, hvad der skete denne dag. Tyskerne besatte Danmark. Andre var nok blevet blevet hjemme på denne dag, men min Mor var en handlekraftig kvinde, og vaccineret det blev jeg. På trods af tyske tropper, kanoner, flyvemaskiner og krigsskibe forcerede min Mor og jeg Langebro og kom til Seruminstituttet, som ligger på Amager, og kom helskindet hjem igen.

SAMMENHOLDET

KRIGEN VAR på en måde en mørk og kedelig tid. Men også en sammenholdets tid. Som Helge Kærulff-Schmidt sang: ’Vi er jo alle i samme båd’ eller Liva Weel: ’Man binder os på hånd og mund’. Men man kan ikke binde ånd.

Det var en tid, hvor der blev diskuteret politik og holdninger. Jeg har altid haft den opfattelse, at hvis man havde en idé, skulle man træde frem med den. Sådan havde min Mors familie det. De fleste var kommunister og mine onkler var modstandsmænd. Ikke 4. maj-frihedskæmpere, men rigtige sabotører. Min onkel Hermand fremstillede bomberne og min onkel Svend fyrede dem af. Han var også med til at likvidere stikkere. Og der gik rygter om, at Hermand var med til at sejle Niels Bohr over til Sverige.

Min onkel Svend var en stor chamør, hvilket gik ud over andre end tyskerne. En dag kom jeg ned til min Mormor. Jeg skulle altid komme ad køkkentrappen og banke et bestemt signal. Hun boede to opgange fra os. Da jeg kom ind, sad der en tre-fire mænd og deres maskinpistoler lå på spisebordet. Det fortæller lidt om tidens alvor.

Da krigen var forbi, lærte jeg dem alle sammen at kende. Alle prægtige mænd fælles om én sag: At drive tyskerne ud af Danmark. Men også for at få en bedre verden bag efter. Det lykkedes desværre ikke.

SABOTAGER I SYDHAVNEN

SYDHAVNEN OG VALBY var fabrikskvarterer. Der gik næsten ikke en dag, uden der lød nogle ordentlige brag og skyderier. Hollesens Fabrikker, Allways – ikke ultra – men radiofabrik, B&W Teglholmen, Adler, Kulkranerne i Sydhavnsgade, Ford, Tuxham i Trekronergade, Vægtfabrikken på Stubmøllevej for blot at nævne nogle.

Pludselig en dag jeg var nede hos min Mormor, kom tyskerne farende og stillede en maskinkanon op og begyndte at skyde vildt lige uden for hendes vinduer. Jo, der skete noget hver dag.

En tysk deling soldater marcherede gennem gaden syngende: ’Wir fahren gegen Engeland’ og ’Alte Kammeraden’. Det var jo en statelig hær, der invaderede os, men som årene gik, blev den mere og mere ynkelig. Man fik helt medlidenhed med de stakkels mennesker. Til sidst var de kun laser og pjalter.

EN SVÆR TID

2. JULEDAG 1944 lød der pludselig skud. Vi for hen til vinduet og så en mand løbe væk og en anden lå blødende på jorden. Det var en Hipo-mand, der var blevet likvideret.

Ja, krigen var stadig i gang, og den kunne mærkes på mange måder. Det var extremt kolde vintre, og der var ingen brændsel. Det var specielt svært for en enlig mor. Hendes brødre som skulle være de første til at hjælpe hende, var jo travl optaget af krigen. Men drengen Peer lå ikke i kommodeskuffen mere, den var byttet ud med en harmonikaseng, han stjal kul fra tyskerne sammen med Holger. Ovre i Scandiagade stod jernbanevogne fulde af kul, og når vagtposterne var nede i den ene ende, sprang vi drenge op, og hev kul ned. Så gik det hjem med kul på vores slæder. Det var ellers nok noget, der gav varme. Det var herligt og spændende.

Men alting har en ende, og den 4. maj, viste det sig, hvem der var hvem. Nogle havde travlt med at komme væk, og andre med at komme efter dem.

KAPITEL 4: DEN FORBANDEDE SKOLE

DET SIGER NÆSTEN SIG SELV, at jeg gik i skole under krigen og i efterkrigstiden. Det undrer mig at alle de børn jeg siden er blevet velsignet med alle er boglige, hvilket man langt fra kan sige, jeg var og er. De otte år jeg gik i skole var et sandt helvede, og en af de lykkeligste dage i mit liv var, da jeg gik ud af den.

Nu var forholdene ikke de bedste under krigen og efter. Men det var ikke det, for selvfølgelig kunne man lære noget. Det var min indstilling, der var negativ. Havde min Far levet, var det nok blevet anderledes. I dag ved jeg godt, hvad der skulle til. Mere myndighed i hjemmet. Min Mor kunne ganske enkelt ikke overskue det.

Det var sådan, at jeg altid sad på sidste række. Det gjorde de såkaldt dumme og hver gang læreren spurgte om noget, lod jeg som om, jeg havde tabt noget på gulvet. Mærkeligt at læreren ikke gennemskuede det. På den både var vi begge dumme.

GOD TIL NOGET

MEN DER ER ALTID NOGET man er god til. Jeg var god til sløjd, samfundskendskab, geografi og sprog. Min tysklærer sagde engang til mig: ’Jeg ville give dig ug, hvis du ville læse på det. Men hvorfor skulle man det, når jeg kunne uden.

Med gymnastik var det helt galt. Men jeg var klassens helt, når jeg bestak læreren med cigarer, og vi fik håndbold. Cigarerne stjal jeg fra min moster Jenny. Hun var ansat på Nobels Cigarfabrik. Hun stjal dem selv, så hun kunne ikke sige noget.

Men når jeg havde cigarer med i skole sagde jeg:
’Må vi få håndbold i dag, hr. Ebert?’
’Nej, I har godt af gymnastik’.
’Nå, et var ellers en skam, jeg har 10 cigarer med i dag’.
’Nå, så lad gå.’
Og så fik vi håndbold.

Men på mange andre områder var han et dumt svin. Jeg kunne ikke fordrage ham.. Han var uretfærdig som de fleste.

SVØMNING I HAVNEN

OM SOMMEREN VAR DER IKKE noget problem med gymnastikken. Der gik vi til svømning i Gasværkshavnen. Nej, vi gik ikke, for vi løb der hen syngende, så vi var godt varme, når vi ankom, så det var godt med en dukkert. Det kunne godt være koldt, men det blev der ikke taget hensyn til. Her var jeg i mit es. Her var er ingen, der kunne lære mig noget. Udspring på hovedet fra vippe, dykke,  svømme under vandet. Det lille og det store Frisvømmermærke tog jeg let, hvor andre havde store kvaler. Og senere det samme med Livredderen.

DA SPANSKRØRET DANSEDE

I DE OTTE ÅR jeg gik i skole, fik jeg forskellige former for diciplinærstraffe. 3 slag med spanskrøret, som havde sin bestemte plads hos læreren, så alle kunne se det … uvist af hvilken årsag! 3 eftersidningstimer, som også blev kaldt ’svedere’ samt et utal af nakkedrag og kind-niv. Det var faktisk lige efter min skoletid, at det blev forbudt. Der var mange lærere, der var rene sadister. Men for lidt og for meget fordærver alt. Det kan man se på børns opførsel nu om stunder.

KAPITEL 5: FÆRDIG MED SKOLEN

DER ER NU GÅET 14 år af mit liv, og det begynder at forme sig anderledes. Som sagt før  var det en lykkelig dag i mit liv, da jeg kylede min skoletaske langt væk. Nu var det tid til at finde en læreplads. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad arbejde var. Mens jeg gik i skole havde jeg adskillige  bypladser. Jeg kørte med rulletøj, gik med den lokale avis, havde plads hos en grønthandler og hos en købmand.. Det sidste kunne være temmelig hårdt. Den var der 50 pilsnere i en kasse, og det var altid dem, der boede på 4. sal, der skulle have varerne bragt. Lønnen var 20 kroner om ugen plus diverse drikkepenge, som var meget mere end selve lønnen. Som Niels Hausgård siger: ’Der er altid arbejde nok til dem, der kan og vil’. Arbejde tager man ingen skade af, modsat det syn man har på den sag nu om dage, at unge mennesker ikke må arbejde. Det strider mod al sund fornuft …

HVILKEN UDDANNELSE SKULLE JEG VÆLGE?

NU VAR TIDEN TIL AT LÆRE NOGET, for at jeg kunne tjene penge. Jeg havde jo lært, at livet koster penge, og ikke som en stor dreng sagde til mig engang: ’Alt hvad der stå uden for forretningerne var gratis’. Den er fin, tænkte jeg og snuppede en honningkage. Da jeg kom hjem med den, sagde min Mor: ’Den må du hellere gå hen med igen’.

Det fag jeg skulle lære, var det, jeg skulle kunne ernære mig af resten af mine dage. Sådan var indstillingen den gang.

At blive smed eller maskinarbejder, det var sagen. Og det man vil, det bliver man. Det man ville, bliver man måske. Underligt at der er så stor forskel på de to ord.

Det viste sig at være et godt valg. Dette fag har bragt mig mange interessante oplevelser, som jeg ikke har villet været foruden.

Min Farfar var smed på centralværkstedet i København (Jernbanen). Han sagde: ’Når du bliver udlært, så søg ind til jernbanen, så er din lykke gjort resten af dit liv’. Jeg ved godt, hvorfor de gamle sagde det. De var hunderædde for at blive arbejdsløse. Men jeg har aldrig været tryghedsnarkoman. Jeg havde andre planer.

NEMT AT FÅ EN LÆREPLADS

NU TIL DAGS KRÆVES DER næsten en studenterexamen for at komme i lære. Men det gjorde det ikke i 1948. Det var en genopbygningstid, så det var forholdsvis let at få en læreplads. Det var min onkel Herman, der skaffede mig den. Han havde en modstandskammerat, der under krigen havde et værksted, der lavede maskinpistoler. De hed stenguns. Det gik fint under krigen, men nu skulle der produceres andre ting.

Det var en svær tid at gå fra skole til læreplads. Jeg var kun en hvalp, som ikke altid kunne se alvoren i livet. Derfor fik jeg mange hug af Mester og af svendene. Jeg lærte at se menneskerne fra en anden side, end jeg var vant til. Tit var de meget modbydelige mod hinanden …. også mod mig, der var yngste lærling.

En gang jeg blandede mig i svendenes samtale, fik jeg én på hovedet og blev spurgt om, at jeg så kunne holde min kæft, til jeg blev spurgt. Og det kunne jeg sagtens.

DAGLIGDAG PÅ VÆRKSTEDET

VI FREMSTILLEDE VÆRKTØJER til fremstilling af ringbind. De var noget anderledes end dem i dag. Vi havde også en produktion, som nogle damer tog sig af. Det var noget være rod, som jeg vil komme ind på om lidt.

Hos sabotøren var der kun én lærling foruden mig. Han hed Bruno. Han var altid så uheldig.. Nu skal I bare høre hvordan:

En dag vi sad og spiste vores frokost, fik vi et chok. Om formiddagen havde vi spildt noget fortynder på gulvet. Det blev suget op med noget savsmuld og fejet sammen i en bunke. Vi havde ingen frokoststue, så vi spiste vores mad på værkstedet. Da Bruno havde spist, tænfte han en smøg og kastede flegmatisk tændstikken over i savsmuld-bunken. Hille, du milde kineser, sikken brand. Det var nærmest en explosion, men selv midt i dramaet var der tid til at stikke Bruno et par flade.

Samme Bruno var også uheldig ved en julefrokost. Bruno var en rask, ung mand, der nok kunne drikke nogle bajere. Det gjorde de i øvrigt alle sammen også kvinderne. Midt i det hele kom en af svendene og spurgte,  om jeg lige kunne smutte hen og købe nogle kondomer, for nu skulle kællingerne ha’, hvad godt var. Jeg gjorde ikke nogen indvendinger, for det var ham, der en gang knaldede mig en lussing. Men jeg synes, det var noget rod, for de var alle gift … men ikke med hinanden.

På vej hjem fra denne julefrokost gik det galt igen for min uheldige lærekammerat. Han var efterhånden blevet godt træt i ansigtet og i Linie 3 blev han syg. Vi blev smidt af. Pludselig gik han helt ud. Der kom en ambulance, og han blev kørt på hospitalet, hvor han blev pumpet ud. I dag ville man ikke tage notits af det, men næste dag stod det i avisen. Det endte med at Bruno blev smidt ud af læren, og han forsvandt ud af mit liv.

FØRSTE OLYMPIADE EFTER KRIGEN

MIN LÆREMESTER BJØRN MADSEN var tosset efter damer, men det blev han også på mig. Peer Søndergaard var en glad, ung mand, som fløjtede og sang dagen lang, og ikke tog livet så alvorligt. Det var i 1948. I det år var der den første Olympiade efter krigen. Vi havde radio på værkstedet, og hvad var mere naturligt end at høre olympiade-reportage med Gunnar NU Hansen? Han talte så bejstret om alle datidens sportshelte: Greta Andersen, Karen Margrethe Harup, Raghild Hveger, Niels Holst Sørensen, guldvinder på 800 meter og senere general i Flyvevåbenet. Danmark vandt bronze i fodbold med navne som John Hansen og Johannes Pløger fra Frem – min klub – Ivan Hansen og Knud Lundberg fra AB. Carl Åge Præst fra ØB og Ejgil Nielsen på mål. Danmark vandt over Italien 5-3. Johan Hansen, som var expert i hovedstød scorede hattrick, og var den første danske fodboldspiller, der blev solgt til Italien. Han blev købt af Juventus for den enorme sum af 111.000 kroner.

Da min mester så, at jeg hørte radio i arbejdstiden, fik jeg den største skideballe, jeg til dato havde fået. Underlig fyr ham Bjørn, men måske havde han store problemer, for umiddelbart efter gik han fallit, og jeg måtte søge en anden læreplads. Det fik jeg ret let. Paradoksalt nok hos en forhenværende værnemager. Der var så mange forhenværende den gang.

KAPITEL 6: MESTER ROM-SØREN

MIN NYE MESTER blev kaldt Rom-Søren. Ja, livet er uretfærdigt. Sabotøren gik ned, men værnemageren overlevede. Værnemageren, der havde arbejdet for tyskerne, klarede sig bedre. Jeg har altid haft det svært med uretfærdigheder.

Måske var det på sin plads at forklare, hvorfor han blev kaldt Rom-Søren.

Da han som ung maskinarbejder på B&W – motorfabrikken på Christianshavn –  havde han et skab og i det skab … ja, gæt en gang! Hvad tror du, der var i det skab??? Godt gættet! Der var rom. Der blev drukket meget på arbejdspladserne den gang. Og hos Rom-Søren kunne man købe sig en dram. De sagde, at det var på den måde, han skaffede penge, så han kunne blive maskinfabrikant. Det er ganske vist, for en af svendene der hed Dregert, havde arbejdet sammen med ham, bekræftede at det var rigtig nok. Hvilket igen blev bekræftet af Harrald, en svend der stadig var på B&W, da jeg selv blev svend, og fik arbejde der.

DEN PÆNE MAND

ROM-SØREN, hvis rigtige navn var Svend Åge Sørensen, var en højst besynderlig person. Han var i perioder en nydelig mand i pænt jakkesæt og blød hat. Et par gange om  dagen kom han gående gennem værkstedet, og det gik fra mand til mand: ’Søren kommer’.

Han havde en hæslig vane. Han tyggede skråtobak og fy for den lede Augusta, som han kunne spytte. Hans harkere flød alle vegne. Af og til var det helt galt med ham. Så gemte han sig inde på sit kontor. Der sad han og tømte den ene flaske Clock-likør efter den anden. Det kunne han godt gøre en halv snes dage i træk uden at tage hjem. Han blev ikke vasket, og vi så ham kun, når han skulle på lokum … og sikke et syn.

Når han havde disse perioder, var der kun én, der måtte komme ind til ham. Det var cigar-damen henne på hjørnet. Det var hans elskerinde. En nydelig kvinde. Om man begriber hun kunne gøre det.

LØNNINGSDAGEN OG DE ANDRE DAGE

NÅ, SÅDAN ER DER så meget. Men så lidt om torsdagen. Det får mig til at tænke på min løn som lærling. Det første år fik jeg 19,20 kroner om ugen. Det steg til 35,37 kroner om ugen det sidste år.

At være i lære som maskinarbejder, foregik på følgende måde: I kortere eller længere perioder arbejdede man ved de forskellige maskiner. Drejebænk, fræser, schapper, langhøvl, diverse slibemaskiner samt skruestiksarbejde.

Vi var gode til at fremstille værktøjsmaskiner … altså sådanne som vi selv betjente. Det vi fremstillede gik til eksport. Noget arbejde var interessant, andet kedeligt. Jeg stod ved en langhøvl et stykke tid. Når der blev sat spån til, kunne der godt gå flere timer, inden den var færdig, og hvad gjorde man så?

En tur på lokum, og det var rigtige lokummer. Der sad vi så og sked på rad og række. Der var ingen døre men en skillevæg mellem hver tønde. Af og til sad vi der bare uden at have bukserne nede. Nogen gange kom mester og overraskede os. Han blev tosset: ’Sidder I bare der og tør-skider!’ Så kunne vi nok se at komme ud i en fart og på vejen ud, fik vi et los i røven. Underligt, ikke!?

KAPITEL 7: EFTER VERDENSKRIGEN

EFTERKRIGSTIDEN VAR en udfordringens tid for en ung maskinlærling. Der var mange muligheder. Man kunne emigrere til Canada, Venezuela, Sydafrika, Australien eller tage ud og sejle jorden rundt. Alt det drømte vi om. Vi talte om, hvordan det ville være at opleve varmen, palmerne, pigerne, de sorte, de skævøjede. Alt det som krigen havde lukket af for, og som man kun kunne opleve med livet som indsats som soldat.

Der blev krævet meget af en lærling. Vi arbejdede fra kl. 7.00 til 16.00 mandag til fredag. Lørdag til kl. 13.00. Weekend hed det, men i vinterhalvåret skulle vi på teknisk skole hver anden dag. Som sagt fik vi fri kl. 16.00, men kl. 17.30 skulle vi være på teknisk skole til kl. 21.00. Der var ikke meget fritid. Der blev demonstreret for en dag-skole, som man har i dag.

DEN LANGE LÆRETID

LÆRETIDEN SNEG SIG af sted. 4 år og 10 måneder er lang tid. Mange gange havde jeg lyst til at springe, især når andre kom hjem efter at have været ude at sejle. Åh, hvor det trak i det højre ben. Men tak til min Mor. Hun sagde: ’Du kan gøre lige, hvad du vil, når du er udlært’. Og det gjorde jeg.

DE ANDRE LÆRLINGE

HOS ROM-SØREN var der mange lærlinge. Lad mig fortælle lidt om dem.

Der var Henning, som blev kaldt Røde-Karl. Hvorfor? Fordi han var, ja, rigtig gættet, rødhåret. Han var en god kammerat.

Jørgen, som senere fik navnet Rom-Jørgen. Det har en anden forklaring.

Knud Nybæk var en enspænder, som var overladt til sig selv. Hans far var maskinmester hos Stillings i Valby. Knud havde bygget sit eget hus sin far og mors have. Knud tog ikke tingene så tungt. Husets opvarmning var en hel masse varmelegemer, som hang frit ude i luften, så man skulle passe på ikke at støde til dem. De lyste i mørket. De var rødglødende. Det var egentlig ret hyggeligt. Knud var meget experimenterende. De aluminiumsstiger, som alle har i dag, var han med i til at begynde med. Knud var også en af dem, der gjorde alvor af det, han talte om, til stor opmuntring for mig. Han fik senere hyre hos ØK, som sejlede på Fjernøsten. Det var en stor oplevelse for mig, da jeg fik lov til at besøge ham på skibet i Københavns Havn. Men Knud forsvandt, som så mange andre.

Henning var en ordinær person. En af dem der godt kunne stå ved en drejebænk på den samme fabrik hele livet. Beundringsværdigt eller hul i hovedet? Døm selv!

Jørgen var også en af dem, jeg drømte sammen med. Vi skulle erobre verden, men han var af den type, som Osvald Helmuth sang om i visen ’Ved Kajen’. Han blev hurtigt forlovet og gift. Dermed forsvandt drømmen om flugten ud i den store verden.

Jørgen, som senere blev til Rom-Jørgen, kommer vi tilbage til i et senere afsnit.

PENGENE VAR SMÅ

LÆRETIDEN VAR en tid, hvor jeg var temmelig bundet af lærekontrakten. Pengene var små og mulighederne få. Selv om en biografbillet kun kostede 45 øre på de tre første rækker og fra række 4-17 75 øre og resten af salen 1 krone 20 øre, var det svært at få pengene til at slå til. Jeg betalte det halve af min løn hjemme, hvilket var sundt.

KAPITEL 8: KVINDEN I MIT HJERTE

I LÆRLINGEPERIODEN var der en kvinde, som havde en stor plads i mit hjerte. Det var min Mormor. Kristine Jørgensen var en usædvanlig kvinde. Som ung var hun meget smuk, hvilket min Bedstefar Jens så længe før mig. Det blev mit held, for så kunne jeg selv blive til. Min Mormor kunne sommetider godt være foruden ham. Lige så selvopofrende min Mormor var, lige så selvisk var min Bedstefar.

Man kan sige, at modsætninger mødes, men afsløres først hen ad vejen. Min Mormor fik 14 børn, hvor kun de 7 levede til en høj alder. Min Bedstefar var fordrukken, så vilkårene for min Mormor var indlysende hårdt arbejde og uhyrligheder som følge. Rengøring tidlig om morgen, passe rulleforretning om dagen, og så stå til tjeneste for Bedstefar, når han kom fuld hjem. Sikke et liv med så mange børn. Med sådan en tilværelse skulle man tro, at hun var et bittert menneske, men det var ikke tilfældet.

FAMILIENS SAMLINGSPUNKT

HUN VAR SMUK i skind og sind. Man kan sige, at hun lærte ydmyghed af det, hun led … lige som Jesus, men hun var ikke religiøs. Hendes udstråling bevirkede, at hun var samlingspunkt for hele familien.

Den del af familien, der boede inde i byen kaldte hende Bedste. Hun var min Mormor. Hos hende fandt jeg et fristed. Der var så dejligt i hendes stue. Det var så hyggeligt, som hun sad der i sin stue og lavede håndarbejde. Hun hæklede lyseduge, strikkede de pragtfuldeste sokker, man kunne tænke sig … og det gjore hun til hele familien. Hun brugte hele sin pension på materialer og fik sjældent tak.

Disse stunder hos min Mormor var præget af ro. Det var før fjernsynet. Det var ikke fordi vi talte så meget sammen, men det var ligesom om vi tavst forstod hinanden. Hun havde mange gode blade og spurgte ikke om noget, som min Mor altid gjorde. Mor var nærmest ulidelig på det punkt.

BJERGENE AF ÆBLESKIVER

JA samlingspunkt, det var Mormor altså. Sikke nogle familiefester, der blev holdt hos hende, og altid med et fast traktement. Mormors æbleskiver, som hun bagte i bjerge, var efter en speciel opskrift. Hun brugte kun kærnemælk. Selv om andre brugte hendes opskrift, blev de aldrig så gode som Mormors.

Måske fornemmer du som læser dette, at jeg holdt usigeligt meget af denne kvinde. Hun blev 84 år. Desværre var jeg ikke hjemme, da hun døde. Jeg var til søs. Da jeg fik meddelelsen, sagde jeg til telegrafisten, at nu bliver der ballade i familien. Ganske rigtigt. Hun var samlingspunktet og bolværket. Da hun ikke var mere, spredtes familien, og blev aldrig forenet igen. Men mindet om hende lever. Hun var et stort menneske … uden at tro på Gud eller Fanden.

KAPITEL 9: PIGER OG SEX

PÅ ET TIDSPUNKT i en drengs liv ændres ens syn på det andet køn totalt Fra at betragte piger, som nogle snottede, dumme tøser, ændres billedet af dem fuldstændigt. Det kommer samtidigt med, at kroppen gennemgår en forvandling. Personligt har jeg altid haft nemt ved at blive forelsket. Det er både dejligt og destruktivt sygt.

I gården var der en pige, der hed Ninna. Åh, hun var det dejligste, der kunne ses for mine øjne. Hun var rødhåret med hele ansigtet fuld af fregner. Men det blev aldrig Ninna og mig. Hun blev siden gift med min skolekammerat Poul Erik Rosengård Rasmussen. Måske var det fordi, jeg var længe om at blive modem, og hun var temmelig fremmelig. Heldigvis for det, for nu er jeg gift med mine børns mor Lizi. Hun er en enestående kvinde, som jeg vil beskrive senere.

LILLE BUTTEDE VITA

I STEDET VIL JEG fortælle om en anden pige fra Sydhavnen. En lille, buttet pige som hed Vita., Hun var den første pige, jeg fik lov at kysse, så det kunne mærkes. Vita fra K. M. Klausensgade rejste til New Zealand sammen med sin far og mor, og der er hun sikkert endnu. Hej, Vita!

SMUKKE LIS

DERIMOD LIS HANSEN – det var noget helt andet. Lis var en ung, smuk pige, som havde det svært med sig selv. Hendes hjem var ikke særlig godt. Hun talte tit om at ligge 3 alen under jorden, hvilket jeg blev dybt ulykkelig over, hun kunne sige. Sådan en smuk kvinde med fremtiden for sig. Tænk at have så negative tanker om livet. Det foruroligede mig meget, for jeg var altid selv glad – sang og fløjtede dagen lang.

Egentlig var Lis forlovet med Vagn – en af drengene i gården. Jeg kom meget i hans hjem, men så slog han op med hende. Som følge deraf havde hun brug for trøst. Det fik hun både af mig og min Mor, som var glade for hende. Vi var nærmest venner. Vi gik i biffen sammen, var hjemme hos mig, som hun følte som et fristed. Men som jeg altid har sagt til mine sønner: Man kan ikke være ven med en pige. Tiltrækningen er for stor mellem kønnene. Det var den også i dette tilfælde. Lis blev et problem. Jeg blev forelsket i hende, men siden opdagede jeg, at hun brugte mig. Man kan måske sige, hun øvede sig i at have en mand ved sin side. Nå jeg fulgte hende hjem, tog hun mig under armen, og det var altid hende, der gjorde det. Jeg måtte ikke.

En gang fik Lis mig til at græde og blive dybt ulykkelig. Det var i den periode, jeg var soldat. Marine-soldat. Det at fremstille ting, har jeg altid været glad for, så jeg lavede en bordlampe til hende, som hun kunne have på sit værelse. Jeg havde virkelig pudset og kælet for den, som var det at røre ved hende selv. Men da så det store øjeblik kom, hvor lampen skulle afleveres, var hun kold som is. Da forstod jeg, at det aldrig blev Lis og mig. Jeg græd i flere dage. Derfor: Forelsk dig aldrig i fantasien, hav vished for ideen ellers gør det ondt med tiden.

Hvor Lis blev af, det ved jeg ikke, men jeg håber hun har det godt, og har fået noget godt ud af livet. Hvis man leder længe nok, er der gode muligheder.

FØRSTE SEXUELLE OPLEVELSE

NOGLE MENNESKER SIGER: Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får. Det kunne godt være sagt om Vagns mor. Vagns far, Carl, var gift med Vagns mor Inger, fordi Carl reddede Inger fra at drukne på badeanstalten Sønderstrand, som lå der, hvor Sjællandsbroen ligger nu. Som sagt kom jeg meget hos Carl og Inger. For meget. Inger blev min første sexuelle oplevelse, som jeg lige vil nævne, men ikke uddybe nærmere og heller ikke andre.

KAPITEL 10: SÅ TIL SØS

EN MORGEN vi mødte på arbejdet, var der så koldt på fabrikken, så når vi startede maskinerne sprang proppene. Så vi kunne selvfølgelig ikke arbejde. Så da Mester kom på sin morgenrunde, var der helt stille. Han himlede op, om vi så kunne komme i gang. En af de ældste lærlinge sagde, at det kunne vi for fanden ikke, om han ikke kunne mærke, der var koldt? Så måske var det bedre, der blev købt noget kul. Så sagde han ikke noget. Måske kan du gætte, hvem lærlingen var? Ja, ganske rigtigt: Peer Søndergaard.

Men det hævnede sig, da jeg senere skulle lave et svendestykke. Der var normalt tre emner, man kunne vælge mellem: En pluto-stålholder, der bestod af fire dele, en stålholder med vugge til drejebænk samt en stilbar ridseklods bestående af 22 dele.

Jeg blev kaldt ind til Mester Rom-Søren. Han stod med et smørret grin.

’Kan du huske den dag i januar, da du var fræk?’

Jo, det kunne jeg godt.

’Derfor Peer har jeg valgt for dig. Du skal lave en stilbar ridseklods i svendestykke. Her er tegningerne.’

Jeg sank en gang, men det var nu alligevel skønt, at have sagt ham min mening.

Nå, jeg fik lavet de 22 dele, men det var ikke uden kamp. Der skete en katastrofe midt i hovedemnet. Jeg knækkede et bor. Det havde sat sig fast. Men som så mange gange før klarede jeg den. Som min moster Gerda altid sagde: ’Du er Lykkens Pamfelius’.

Da min Farfar lavede sit svendestykke fik han sølvmedalje, men det var med nød og næppe, at jeg selv bestod. Men nu var jeg svend, og da jeg havde givet en kasse øl (50 stk), kunne jeg glæde mig over, at få lov til at sige du til de gamle svende. Det var en lykkelig dag. Ikke længere bundet af en lærekontrakt. Fri som fuglen. Mester var ’rar’ og beholdte mig 2 uger. Der var en årsag til, at det ikke blev til mere. Han gik nemlig fallit.

APPETIT PÅ LIVET

DET VAR FORÅR, og alt så lyst og venligt ud, så jeg travede ud i den store verden med stor appetit på livet. Jeg fik arbejde på B&W i ’Afdeling 6 Værktøj’ hos mester Jessen. En flink mand. B&W satte yderligere fart i mine drømme om at komme ud i den store verden med skib.

Hver dag gik jeg ned i Prøvehallen, dér hvor de byggede de store skibsmotorer. Ih, hvor jeg beundrede og misundte disse mennesker. ’Du må gøre noget ved det, Peer. Go for it.’ Det man vil, det gør man. Det man ville bliver sjældent til noget. Endnu en gang stod lykken mig bi.

Min faster Grethe kendte en styrmand, som var ansat på statens mønstringskontor. Det blev min lykke. Hun sørgede for, at jeg fik en søfartsbog og med den i hånden, lå hele verden – og for den sags skyld Jorden – åben for mig, og jeg var ikke sen til at skrive et nyt kapitel.

KUFFERTEN STOD KLAR

PÅ B&W OM NATTEN. Søge hyre om dagen. Parat til at tage afsted. Kufferten pakket. Så ringede telefonen endelig 12. oktobner 1953 kl. 9.00 om morgenen. Om jeg kunne tage afsted med middagsmaskinen  til London?

Jeg skulle mønstre et skib, der hed M/T Grønland, der lå i Southhampton. Jeg var lige kommet hjem fra natholdet på B&W, så jeg trængte til et par timer på øjet, så det blev ændret til en maskine kl 16.00, der skulle til Amsterdam. Her skulle jeg så skifte til London. Den var jeg med på. Det var virkelig spændende.

KAPITEL 11: PÅ VEJ UD I DEN STORE VERDEN

EFTER AT HAVE sagt pænt farvel til min Mor,  hankede den unge mand op i kufferten, skød hjertet op i livet, mødte forhyringsagenten i lufthavnen, gik ombord i flyet til Amsterdam. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs … men også meget stolt. Underligt var det at blande disse to følelser sammen. Det var som at gå linen ud.

At flyve havde jeg aldrig prøvet. Men der stod den og brummede nok så hyggeligt, og det var egentlig ret beroligende. Det var før jet-tiden.

Som sagt skulle jeg skifte i Amsterdam, men jeg var vist ikke helt herre over situationen, for lige pludselig lød det i højttaleren: ’Mr. Sondergaard, your plane are ready, please go on board’. Det tog jeg ingen notits af, men da det gentog sig, gik det op for mig, at mr. Sondergaard det var mig. Og så skulle det gå stærkt ud til flyet. Knap var døren lukket bag mig før, maskinen lettede. Det var bælgmørkt uden for, men snart blev det et lyshav. Hvad kunne det mon være?

STORBYENS LYSHAV

LONDON! Lys så langt øjet rakte. Storslået! Nu skulle det vise sig, om det engelske jeg havde lært af en nysproglig student til 2 kr. i timen kunne bære. Det kunne det! Omend det ikke var skoleengelsk.

Da rejsen ikke endte i London, skulle jeg med tog til Southhampton, der skulle køre fra Waterloo Street Station. Det var derfor nærliggende at tage en taxi. Det var en rigtig Londonner Taxi. Det var ingen dør, men en kæde ind til chaufføren, som talte udbredt cookney-engelsk. Det var svært at forstå, men meget fascinerende. Han sagde blandt andet: ’It’s a dirty weather to day’. Det kunne jeg give ham ret i, for det regnede.

På stationen var der et mylder af mennesker, ligesom man ser på film. Jeg fandt perronen og toget. Lokomotivet stod og pustede damp. Husk, det var før dieseltogene, og at det var England. Et land med kul og før BPs fund af olie i Nordsøen.

Kl. 23.00 engelsk tid var toget i Southhampton, som i øvrigt den gang var udskibningshavn for de store amerika-linere Queen Elisabeth og United States.

DEN BESKIDTE VERDEN

DE VAR VIRKELIG givet godt ud, de 2 kr. i timen. ’Can I have a room for to night, please?’ Det kostede eet pund. Dødtræt gik jeg i seng.

Den næste dag vågnede jeg ved, at det kløede så skrækkeligt på mit ene ben. Lopper! ’Hallo, this is the World og det beskidte England.’

KAPITAL 12: KURS VENEZUELA

DET SKIB, jeg skulle med, var ikke kommet endnu, men det kom senere på dagen. Det var en tankbåd på 17.000 tons, M/T GRØNLAND. Rederiet var Det Dansk-Franske Dampskibsselskab – også kaldet Dansk-Fransk.

Det var spændende at flyve, men det var uhyggeligt spændende at gå ombord  på et skib, som jeg selv skulle med. Leve, arbejde, spise og sove i. Det fik hjertet til at slå meget hurtigt. Alt det jeg havde drømt om, var nu virkelighed.

EN MEGET UNG MASKIN-ASSISTENT

EN MAND KOM – jeg tror, det var en matros – og spurgte mig, om jeg var den nye messedreng????? ’Nej, jeg er den nye maskin-assistent, og jeg vil gerne tale med 1ste mester’. Det fik jeg lov til.

Han var en ældre, rødmosset herre. Han gloede på mig, uvist af hvilken årsag.

’Jeg har et brev til Dem fra rederiet, værs’go’.

Han tog brevet og læste det med det samme. Da han var færdig udbrød han: ’Det var som syv satanner. Hvor gammel er De??????’

’19 år, hr.’

Det viste sig, at jeg var kommet i stedet for en 4. mester. Ham der var på skibet, skulle over på et andet, derfor de kraftige udtryk.

BLØD OPSTART

ALT VAR VIRKELIG NYT for mig. Der var en underlig lugt ombord. En blanding af mad og diselolie. Højst besynderligt, men stadig euforisk … indtil jeg lukkede døren op til maskinrummet. Der fik jeg et chok.

Jeg var så chokeret, at jeg havde mest lyst til at rende min vej. Men jeg var jo i England, så der var for langt hjem, så jeg blev.

Tankerne for igennem mit hovede. Hvad nu hvis de sætter mig til noget, som jeg gør forkert og jeg ødelægger noget?

Men jeg havde glemt, at det var voksne mennesker, som udmærket vidste, hvad jeg var værd. Man sætte ikke sig selv i centrum, når man ikke er herre over situationen, men gør det, når du ved, du kan. 90% af de bekymringer man gør sig, bliver aldrig til noget.

Jeg skulle være dagmand, hvilket vil sige: Reparatør og forfaldent arbejde om dagen. Når der var manøvre skulle jeg passe maskintelegrafen og skrive manøvrerne ned samt tage tidspunkt. De skulle gerne være overens med broens i tilfælde af kollision.

HAVET SOM EN KVINDE

JEG VAR EN MEGET lykkelig, ung mand. På vej til Venezuela med M/T GRØNLAND. Det var pragtfuldt at være til søs. Jeg elsker havet. Det er som en kvindes sind. Uberegneligt. Den ene dag stille og nærmest dovent, for så at skifte til en frisk tag-fat med vinden, som kan sammenlignes med en kvindes muntre latter, der kan være yderst smittende.

Havet er dragende, som den tiltrækning kvinder har på mænd. Man får lyst til at springe i det. Ligesom at elske med hende i sengen … for så at skifte til det vildeste voldsomme. Som om der var noget indestængt i det, som skal ud. Så bliver man bange. Kvinder kan gøre mænd bange. Men når stormen har lagt sig, bliver det stille igen. Som forsoningens sødme mand-kvinde efter et skænderi og solen atter skinner, står op og går ned i smuk harmoni.

LAND I SIGTE

PÅ TREDIE-DAGEN kom en ø-gruppe til syne. Hvad kunne det dog være??? Da vi befandt os i Sydatlanten var mit gæt Azorerne. Forsigtigt spurgte jeg en matros, som nikkede bekræftende. Jeg kom til at tænke på min Mor. Telegrafisten havde sagt ’hvis De har lyst til at sende et telegram, var jeg velkommen’. Det havde jeg. Hvad var mere nærliggende: ’Passeret Azorerne. Alt vel’. Så kunne hun se på landkortet, hvor jeg var.

Efterhånden som dagene gik, blev det varmere, hvilket også var et positivt aspekt, når man til dato kun havde været i Norge og Sverige.

Overraskelserne blev ved. En dag kom jeg på dækket, lå der flyvefisk. Det er en meget interessant fisk. Når den bliver jaget af større fisk, flyver den ud af bølgerne, og når så skibet går i søen, lander den på dækket til skue for sømanden.

Mange tror at livet til søs er kedeligt og trivielt. Men det er det ikke. Der sker utroligt meget og med stor variation. Men man skal have øje for det. F.eks. solopgang. Farverne varsler en ny dags komme. Lyset som overlister mørket. Farvernes spil i skyerne. Skibet får en anden dimension. Det virker nærmest som et rumskib i uendeligheden. Kun vand og univers. Solnedgang som varsler, at dagen er brugt. Farverne bliver mørkere. Natten kommer. Stjernerne bliver tændt. Hele dette vældige rum får evigheden til at være en realitet … og ikke bare et begreb.

Man stiller det ene spørgsmål efter det andet, som der er en forklaring på. Ja, det er der på alt her i livet. Måsker er man ikke gammel nok til at godtage dem endnu.

KAPITEL 13: ENDELIG VENEZUELA

VI ER NU ved rejsens mål: Venezuela – nærmere betegnet Amua Bay. En olieplads i et ørkenlignende landskab. I dissse omgivelser er der ikke megen romantik, men hårdt arbejde.

Knap var der slået færdig på maskintelegrafen, før vi sprang på hovedmotoren. Der skulle skiftes brændstof-dyser i top og bund. Samt mange andre ting, som vi ikke kunne gøre, mens skibet sejlede. Vi fik dog nogle timer i land, før vi skulle sejle igen.

ROM OG COCA COLA

MIT MØDE med noget som jeg kun havde hørt om i en sang af Andrew Sisters, som de gjorde meget populær var rom og Coca Cola.

Vi drikker rom og Coca Cola for ’the working dollar’ … og det gjorde jeg. Det var dog det dejligste, jeg nogensinde havde smagt, men min karriere som sømand kom til at hænge i en tynd tråd. Uden at ænse faren, fik jeg mere og mere af denne vidunderlige drik, med hvilket resultat??? Jeg blev stærkt beruset, og når jeg blev det, var jeg altid meget lystig!! Så da vi kom ombord, skulle vi alle tørne til. Det gjorde vi med en ordentlig brandert på. 1. Mester og 2. Mester var de eneste, der var ædru. 1. Mester var rasende. Helt ’uforståeligt’ og da han så min tilstand, blev det for meget. Een skulle det gå ud over. Så jeg fik en ordentlig Herre-overhaling med besked om, at jeg kunne rejse hjem, når vi kom til Europa. Det blev jeg meget ked af. Det var ikke min hensigt, så da vi alligevel på en eller anden måde fik skibet fra kaj og ud på havet, var der en meget lille maskinassistent, som bankede på Mesters dør.

’Kom ind’, lød det hvast, og da han så, det var mig, sagde han: ’Hvad vil De?’ ’Jeg, jeg vil bare sige, at jeg var frygtelig ked af det, der var sket, og jeg gerne ville give ham en undskyldning. Forsigtigt stak jeg hånden frem spændt på, om han ville tage den. Det gjorde han, mens jeg bad så mindeligt om at få lov til at blive … og det fik jeg.

DER LØD ET KÆMPE BRAG

TO ET HALVT DØGN efter skete der noget, som gjorde, at Mester kunne være stolt af os. Kl. var 15.20. Jeg var så småt ved at gøre klar til udskejning, da der lød et kæmpe brag. Alle i maskinen stod stille. Sekunder efter gik smøreoliealarmen. 2. Mester stoppede omgående hovedmotoren. Hvad var der sket???

Lynhurtigt fik vi lemmene af ind til krumtappen. Ved cylinder 4 var ulykken sket. Et krydshovedleje var faldet ned, og derfor slået et stort hul i bunden af krumtapgraven. Al smøreolien var løbet ud i bunden af skibet. Fuld lastet med olie, lå vi så der med et haveri af dimensioner, midt ude i Atlanterhavet. Ja, hvad gør man så?????????????

Det viste sig, at vi fuldt ud havde de faglige kvalifikationer, der skulle til.

2 1/2 døgn efter blev der slået klar på maskintelegrafen af Peer Søndergaard og M/T GRØNLAND tudede i tyfonen og sejlede til Hamburg.

De skibe der lå og ventede på, at vi skulle kalde assistance, blev slemt skuffede. De ville jo få bjærgningsentreprisen. Det ville blive mange millioner. Vi var jo fuldt lastet.

DEN NYE AFLØSER: BISSE-POUL

DER BLEV IKKE talt mere om, at jeg skulle i land, når vi kom til Europa. 1. Mester, som var på nervesammenbruddets rand i forvejen, fik det ikke bedre efter haveriet ved Venezuela. Så han blev afløst af en hård banan, som blev kaldt BISSE-POUL. Han kunne styre maskinbesætningen og maskinen.

KAPITEL 14 – HÅRDT ARBEJDE OG KVINDELIGE FORNØJELSER

MEN HVAD FIK JEG selv ud af min jomfru-rejse? Jeg lærte lynhurtigt, at livet til søs er forbundet med hårdt arbejde – og at skibets sikkerhed frem for alt kom først og eventyret til sidst … hvis der var noget.

Jeg havde aldrig før arbejdet 36 timer i træk, men det har jeg gjort mange gange siden under mottoet: ’Skibet SKAL sejle i nat’.

OVERSKUD AF KVINDER

DET SIGER SIG SELV, at en hel måned på et skib, så stiger lysten til at komme i land enormt. Se andre mennesker. Og hvor gjorde vi så det? I Hamburg er der et kvarter, som kaldes St. Pauli. Der lever der mennesker af hunkøn, som forstår sømænds behov for nærkontakt. Disse piger var der mange af. Det var kun otte år siden krigen var ophørt, og de fleste mænd var døde eller blevet invalider. Derfor var der et stort overskud af kvinder i Tyskland. Mange af dem blev glædespiger eller ludere, som de også kaldes.

Det var en hård tilværelse, de fostrede. Da vi i en periode sejlede fast på Hamburg, kom vi til at lære dem godt at kende – Vilma og Kristina – temmelig godt. Det var også mennesker med følelser. Da jeg var ganske ung, kalde de mig for Baby Face.

Det er altid meget opslidende at kigge i havn. Som min Mor altid sagde, var hun mere nervøs for mig dér, end når vi var til søs.

OLIE-SEJLADS

MEN SKIBET SKAL SEJLE, og det gjorde det. På Middelhavet med tillæg på ti kroner om dagen, fordi det var krigszone. Vi hentede olie i Zidon i Libanon. Det vil sige, vi ankrede op et par kilometer fra kysten. Ved en bøje blev en slange hevet ombord, fyldte skibet og så sejlede vi til Hamburg igen.

1.300 kr. om måneden plus kost og logi og 300 kr. i krigstillæg. I alt 1.600,00 kr. Mange penge den gang. Nu 40 år efter tjener jeg det på en formiddag, når den er god.

STATEN KALDTE

EN DAG KOM DER et brev fra min Mor. Der var kommet en indkaldelse til soldat. Jeg skulle møde 1. maj. Jeg besluttede at afmønstre og få soldatertiden overstået.

Det var med en vis frygt, men også spænding, jeg mødte på Flådestation Holmen. Da min indstilling til livet altid har været ’Born to Freedom’, så var jeg godt klar over, at de næste 1 1/2 år ville være præget af disciplin, og at andre skulle bestemme, hvornår jeg skulle komme, og hvornår jeg skulle holde fri. Men på den anden side var der også noget sundt ved det. Ens tilpasningsevne blev afprøvet til det yderste. At være sammen med mennesker, som man ikke selv havde valgt, var en oplæring i flexibilitet. Det gjorde også nogle til venner og kammerater. Og så var der jo også hele den romantiserede side af soldaterlivet. Det at være i uniform gjorde, at man var med til mange ting, som man normalt ikke ville gøre som civilist, hvilket jeg vil berette om senere.

KAPITEL 15 – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 1

PEER SØNDER FRA KOMMODESKUFFEN var nu blevet 20 år i det Herrens år 1954. Det var forår, men af en eller anden grund – pudsigt nok at jeg ikke kan huske det – havde jeg halsbetændelse, den dag jeg ankom til Holmen. Temperaturen var næsten 40 grader, så i stedet for uniform og udrustning, blev jeg indlagt på infirmeriet. Det var meget menneskeligt. Jeg fik en mængde pencillin og hørte soldater-historier fortalt af de andre indlagte. Det var ret hyggeligt. Der gik så en lille uge med det.

Dagen kom så, da jeg fik min udrustning. Det var meget heldigt. Der var god tid til at prøve størrelser, og dermed noget der passede. Den gang var det strafbart at lægge uniformen, så den skulle jeg have på de næste 1 1/2 år. Så skulle man jo gerne se godt ud. Havde jeg nu skulle have udstyret sammen med 100 andre mænd, kunne man jo let forestille sig, hvad der blev kastet i hovedet på een.

Det var dejligt at skille sig ud. Være anderledes, som i mange livssituationer har præget mit liv.

UDSTATIONERET PÅ MEGET LILLE Ø

JEG VAR IKKE taget til rigtig marinesoldat, men til det der gik under betegnelsen Kystbefæstningen, som var en del af Den Kongelige Marine.

Jeg blev udstationeret på Middelgrunds Fortet uden for København. Det smagte da lidt af fugl. Der var da i det mindste vand rundt om. Det var en ø. Det er et skib jo også for den sags skyld, bare med den forskel, at det bevæger sig. Når pæren er i orden, så er den i orden!!!!!

AT SÆTTE SIG I RESPEKT

MINE FREMTIDIGE medmennesker var allerede godt i gang med soldaterlivet. Det vil sige eksercits fra morgen til aften. Træd an! Ret ind! Giv agt! Rør! Se til venstre! Hun af! Giv agt, løb! Min hue er ingen hat. Det skulle jeg så lære. Mit hovednr. var 205218 og mit delingsnr. var 39 … og sergenten brugte det flittigt.

Når man nu skal leve sammen med sådan en flok mænd, unge mænd der ikke har meget hår på brystet, gælder det om at sætte sig i respekt fra start. Man kan sige: Skaffe sig en plads, så der er luft omkring ens person. At masserne ikke kvæler en. Det var der ikke noget problem i. Min opvækst i Sydhavnen viste sig at være en fordel. Det at jeg allerede havde været ude i den store verden og havde et fag, gav en vis respekt fra start. Hurtigt vise hvad man er god til, og det man ikke er god til. Tage det med humør og selvironi. Så går det altid. Modsat var der nogle, der havde dårlige nerver, kom fra socialt belastede kår. Mod dem var verden ond – og blev sikkert ved med at være det.

KAPITEL 16 – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 2

MILITÆR SKOLING er som at blive presset ned i en form. Det går let for nogle. Gæt, hvem det var svært for????? 39. Mig her, 39! Mig der, 39! Hurtigere, 39! Så en dag blev det for meget. Kudi 25 og mig selv blev enige om, at nu skulle de få noget at råbe for. Hvis delingen ville give os 25 kroner hver, ville vi lade os klippe skaldet. Det ville de gerne. De var helt vilde. Vi havde en barber på stuen. Han ville gøre det. Jeg gik med til det af praktiske grunde, så kunne huen sidde bedre fast, for jeg havde et stort hår den gang.

Tre mand holdt os, for så kunne vi ikke løbe. Først fik den ene klippet en stribe gennem håret, og så den anden. Vi lignede en omvendt mohikaner. De andre skreg af grin. De fik virkelig noget for pengene. Og så faldt resten af håret.

Kudi havde en sjov hovedfacon. Hans nakke var helt flad, og fra nakken gik det skråt ned mod panden. Jeg lignede nærmest en håndbold, og blev omgående udnævnt til formand for Rundhovedeforeningen. Alle skulle hen og føle. Håret var 3 millimeter langt, så det var som fløjl.

De næste dag til paraden blev der kommanderet: ’Kompagni ret! 25 og 39 træd an! Omkring! Huen af!’ Der lød et brøl af latter. Det lyder højt, når 120 mand blæser latter ud, det bedste de kan. Det er også en måde at blive kendt på. Hvad er et cirkus uden en klovn? I dette tilfælde vat det to.

HVAD ER EN SOLDAT UDEN ET VÅBEN?

VI HAVDE ENDNU IKKE fået vores geværer. Men det fik vi. Hvad er en soldat uden et gevær???? Det var helt nye geværer af den type, der blev brugt i 2. Verdenskrig – et såkaldt Garant gevær. Med det gik vi ind i en ny form for eksersits. Geværeksersits. Gevær ved fod! Gevær på skulder! Giv agt, præsentér gevær o.s.v. Men vi skulle også kunne skille det ad, og det var jeg skrap til. Da vi havde prøvet det nogle gange, skulle vi gøre det på tid. Jeg vandt hver gang. Jeg brugte en teknik, som de andre ikke lurede, og som jeg heller ikke vil afsløre her. Kun en gang blev jeg nummer to.

For at få mig ned med nakken, fandt de på, at vi skulle løbe en gang rundt om fortet, skille og samle geværet. Da jeg ikke var så godt til at løbe, blev jeg kun nummer to.

JEG GJORDE MYTTERI

EN ANDEN GANG jeg havde gjort noget, som sergenten synes, jeg skulle straffes for, blev jeg beordret 4 gange rundt om øen. Da den fjerde omgang var taget, sagde sergenten, at nu var det nok. ’Melder at jeg nu er varm, så jeg tager lige en til.’ Og det gjorde jeg.

En morgen da vi sad og skrællede kartofler, besluttede jeg, at det nu var slut med at råbe 39, for nu ville jeg være en seriøs soldat. Men knapt var jeg kommet ud til morgenmønstring, før Drengerøven (sergenten var 20 år) råbet 39. Så blev jeg stiktosset. Tog mit gevær og kylede det hen ad kajgaden, så gnisterne stod omkring det. Der blev dødstille. Alle måbede. Hvad var dog det????? Det var dramatik. Drengerøven var helt hvid i ansigtet og kommanderede: ’39, saml det gevær op!!’ ’Gu’ vil jeg ej’, meldte jeg.

Så gik han hen og hentede en fænrik, som var lærer for Eksrserskolen. Et rigtigt mandfolk, som vi alle havde stor respekt for. Stille og roligt spurgte han mig, hvad det skulle betyde? Roligt svarede jeg: ’Melder overfænrikken og forklarede ham, at nu havde jeg besluttet at vær en god soldat, men at oversergenten altid råbte efter mig, og det gad jeg ikke høre på mere. De to konfererede så om det. Overfænrikken sagde så: ’39, saml deres gevær op og træd ind i geleddet igen’. Det gjorde jeg så. Blev jeg så straffet????? Hvad tror I? Nej, jeg blev forfremmet til første geled, og jeg fik fred for ham resten af min tid på Middelgrunden og mine soldaterkammerater havde stor respekt for mig.

Vær ikke bange for at vove pelsen, Mette!

Fortsættes …

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Donald Trump: Mænd er bedre end kvinder, men en god kvinde er bedre end ti mænd.

Angela Merkel om Donald Trump til det tyske ugeblad Der Spiegel oversat og bragt i dagbladet Politiken: Det er interessant at se, i hvilken tankeverden han lever.

Donald Trump i sin bog ‘Trump – The Art of the Comback’ fra 1997: Jeg har altid ment, at aggression, sex-drive og alt, hvad der følger med, var mandens gebet, ikke kvindens. Efter at jeg er blevet ældre og har betragtet livet på første række i de store natklubber, til sociale begivenheder og fester overalt i verden, er jeg begyndt at forstå, at kvinder er langt stærkere end mænd. Deres sex-drive får os til at ligne babyer.

Per Koefoed fra firmaet TJEK regner med, at trappegelænderet og afskærmningen mod Klippen bliver klar i løbet af januar. Foto©JørgenKoefoed.

Det er især klippe-trappen fra Åsen og ned til havnen, der kræver noget at holde fast i. Foto©JørgenKoefoed.

Det er nu heller ikke så dårligt, at have noget at hive fat i, når man skal forcere klippetrappen op til Åsen. Foto©JørgenKoefoed.

SOM TIDLIGERE NÆVNT arbejdes der i Gudhjem By- og Mindeforening til stadighed med at forbedre byen for borgerne.

Nu kan DEN GRØNNE GRUPPE med Susanne Bloch og Kirsten Laurberg Lund i spidsen glæde sig over, at der i øjeblikket bliver opsat et gelænder langs trappen fra havnen og op til Åsen. Det har gruppen arbejdet på i mange år. Nu bliver det altså til en realitet.

EN ANDEN TING, som gruppe også har arbejdet med i afdskillige år, er Gudhjems grønne smutveje. Byen har rigtig mange ukendte stier, hvoraf nogle i flere år har været så ubetrådte, at de er gledet ind, som en del af folks privatsfære. Men 16 er stadig tilgængelige. Her vil kommunens Teknik & Miljø nu opsætte skilte med stiernes navne. Og det blive navne, som enten er eksisterende eller nogle gruppen finder på.

Det er Den Grønne Gruppes håb, at der senere kan udgives en folder, hvor smutvejene er indtegnet på et bykort. Herefter får de førde og turisterne så også mulighed for at opdage noget af det skjulte Gudhjem.

GÆNGET – en af Gudhjem mange skjulte smutveje. Den starter mellem Holkavej 18 og 20 og ender oppe på Malkestien. Foto©JørgenKoefoed.

Gudhjem Downtown i hvidt. Foto©JørgenKoefoed.

HUSENE I GUDHJEM DOWNTOWN bliver stadig solgt i pænt tempo. Så vil man have et hus her, skal man enten være hurtig eller have pengepungen i orden. Kig på udbuddet lige NU [Fotos@JørgenKoefoed]:

EJNAR MIKKELSENSVEJ 13

Ejere: Lifestone I/S v/Britta Johnstone og Leif Jensen
Bolig 144 kvm og erhverv 115 kvm – i alt 259 kvm
Ejendomsvurdering 1/10 2015: 680.000 kr.
Købt 2/3 2007 for 2.825.000 kr.
Salgspris: 2.775.000 kr.

NØRRESAND 13

Ejer: Boet efter Ingrid Christiansen
116 kvm / 194 kvm
Ejendomsværdi pr. 1/10/15: 780.000 kr.
Salgspris: 1.250.000 kr.

GREVENS DAL 19

Ejer: Schjellerup Ejendomsselskab ApS
184 kvm / 609 kvm
Købt 2/10 2015 for 664.500 kr.
Salgspris: 2.500.000 kr.

GREVENS DAL 54

Ejer: Lise Marie Marcussen
Købt 6/2 1986 for 400.000 kr.
219 kvm / 800  kvm
Ejendomsvurdeing pr. 1/10 2015: 1.050.000 kr.
Salgspris: 2.998.000 kr.

GREVENS DAL 8

Ejer: Styrbjørn Ugleholdt Kofoed
190 kvm / 1.025 kvm
Ejensomsværdi pr. 1/10 2015: 870.000 kr.
Købt: 11. august 2010 for 2.000.000 kr.
Salgspris: 2.300.000
Sælges af ejeren selv

MELSTEDVEJ 13

Ejer: Ole Dyppel Frederiksen
148 kvm / 635 kvm
Købt 26/9 2001 for 375.150 kr.
Vurdering 1/10 2015: 375.000 kr.
Salgspris: 1.250.000 kr.

TIL SALG I GUDHJEM UPTOWN:

GUDHJEMVEJ 89

Ejere: Sandy Thorndal Andersen
og Anastasios Nastoulis
Købt 1/9 2014 for 745.000 kr.
219 kvm / 254 kvm
Salgspris: 995.000 kr.

GUDHJEMVEJ 103

Ejere: Boet efter Erik Underbjerg [Yoga-Erik]
233 kvm  / 1.489 kvm
Vurdering 1/10 2015: 810.000 kr.
Salgspris: 695.000 kr.

GRÅMYRVEJ 1B

Ejere: Ingrid Koch og Palle Claus Dahl
81 kvm / 2.026 kvm
Købt 13/12 2007 for 1.025.000 kr.
Salgspris: 898.000 kr.

SOLGT FOR NYLIG:

HOLKAVEJ 20

Steiner lægger sidste hånd på facade på Holkavej 20. Foto©JørgeKoefo

Michael ’Steiner’ Steinmetz’ Hus blev solgt på 3 måneder til prisen – 1.250.000 kr.
Køberne: Et ægtepar på omkring de 60. Manden er ingeniør.

LILLEVANG 4

Forhenværende direktør for Høst-Museet Henrik Sandberg, har fået solgt sit hus.
Køber: Michael Koefoed, pensioneret skolelærer, der tidligere har boet i Svaneke

Det er lidt af et hul Peter & co har gravet ud. Foto©JøgenKoefoed.

‘DET ER TIL et fuglebad’, lød den kække bemærkning, da Bloggen spurgte Peter fra Fugato, hvad det store hul midt i Café Klints terrasse skulle bruges til.

PETER: Nej, vi er ved at gøre plads til at placere en ‘fedtudskiller’. Sådan én skal alle restauranter være udstyret med, så fedtet bliver skilt fra opvaskevandet. Samtidig bliver gården forsynet med en ny og smukkere belægning. Men det er nu ikke noget vi skal lave.

Der kan frituresteges rigtig mange fiskefileter inden denne nye ‘fedtudskiller’ bliver fuld. Foto©JørgenKoefoed.

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

80-årige Wang Deshun – fotomodel og skuespiller kaldet ’Kinas Hotteste Bedstefar’ – i interview med Didi Kirsten Tatlow i New York Times: Man kan finde ud af, om man er gammel, ved at spørge sig selv, om man tør prøve noget, man ikke har prøvet før. Naturen bestemmer alderen, men man bestemmer selv over sin tankegang.

49-årige socialdemokratiske Christel Schaldemose i interview med Politiken i anledning af hendes 10-års jubilæum i EU-parlementet: Før jeg kom herned, sagde jeg, at jo mere man ved om EU, des mere positiv bliver man over for det. Det er jeg holdt op med, for jeg tror ikke længere på det.

42-årige Sara Skaarup – journalist og sexolog – i sin klumme i Politiken: Det er på tide vi frigør vores blik på lyst fra en kønnet opfattelse. Kvinden står på ingen måde seksuelt tilbage for manden i dagens Danmark – tværtimod, hun er et rovdyr i bevægelse.

Lotte Køneke, da hun i sommers var ved at sætte salonens facade i stand. Foto©JørgenKoefoed.

‘Du har ringet til Klip & Kunst. Butikken har desværre lukket foreløbig til efter nytår på grund af langtidssygdom. God jul og godt nytår.’

Sådan har det lydt de sidste par måneder, når man ringede til frisøren i Gudhjem Lotte Køneke. Og sådan lyder det stadig den dag i dag.

Desværre har Bloggen erfaret, at frisør Lotte – der åbnede sin forretning i juni sidste år – nu endegyldigt har kastet håndklædet i ringen. Ikke på grund af manglende kunder, men på grund af de sygdomsproblemer, som Lotte fortsat slås med.

Bloggen ringede til Birte Støvring, som ejer huset på Brøddegade, hvor Lotte havde indrettet sin salon.

BLOGGEN: At du har sat frisør-salonen til leje, må vel betyde at Lotte Køneke har opgivet at komme tilbage til sin forretning?

BIRTHE STØVRING: Ja, desværre. Hun håbede længe, at hun kunne komme over sine problemer. Men desværre – nu har hun givet op.

BLOGGEN: Meget ærgeligt. Der mangler i den grad en frisør i Gudhjem.

BIRTE STØVRING: Ja! Hun er også meget ked af det. Hun havde jo oparbejdet en kundekreds. Men desværre. Lotte har kontaktet Dansk Frisørlaug for at høre, om der eventuelt var en anden frisør, der ville overtage salonen. Men forgæves.

BLOGGEN: Hvad koster butikken at leje?

BIRTE STØVRING: 30.000 kr. om året.

Det er stueetagen i Brøddegade 24, der nu atter er til leje. Foto©JørgenKoefoed.

Det ville være dejligt, hvis en ny frisør kunne overtage efter Lotte Køneke. Foto©JørgenKoefoed.

Jacob Ludvigsen var i TV2/Bornholm 6. december sidste år for at fortælle om Hans Henrik Møllers ikke færdigskrevet roman om to kendte Gudhjem-horra. Foto©JørgenKoefoed.

Reklamemanden, klummeskriveren og forfatteren Jacob Ludvigsen fra Brændesmark ved Svaneke har skrevet nedenstående artikel om en påbegyndt roman om to fra Gudhjem. Artiklen blev bragt i ’Jul på Bornholm 2016’ – nu bringes den her på Bloggen med hr. Ludvigsens tilladelse:

Forfatteren Hans Henrik Møller blev født i Rønne 1956.  5. august 2010 besøgte han Svaneke Købmandshandel. 2. februar 2012 afgik han ved døden efter længere tids svær sygdom. Foto©JacobLudvigsen.

HANS HENRIK MØLLER, forfatteren til romanen BURGUNDIA, var optaget af to bornholmske unge mænds drømme og tidlige død. Gustaf Munch-Petersen mistede livet i den spanske borgerkrig, Ole Høst på Østfronten. Med arbejdstitlen DE VILDFARNE ville han beskrive de to anti-helte fra Gudhjem, men Møller blev ramt af cancer og døde, inden han kunne fuldende værket. Hans efterladte hustru, Merete Møller Olesen, har givet tilladelse til at bringe uddrag af manuskriptet.

MED ”BURGUNDIA” SATTE Hans Henrik Møller sig for at trænge ind i den bornholmske folkesjæl. Romanen udkom i august 2010 og vakte betydelig opmærksomhed og opnåede gode anmeldelser, der sammenlignede ham med verdenslitteraturens giganter James Joyce og Honoré de Balzac. Bogen er siden solgt i over 5.000 eksemplarer og til oversættelse på estisk.

Derfor var der store forventninger til hans næste skønlitterære billede fra Bornholm, men han blev indhentet af en ondartet cancer og måtte give op midt i en sætning på side 86: ”Jeg går”. I januar 2012 var det forbi, Hans Henrik Møller blev kun 56 år.

Inden da mødtes Møller, hans kone Merete Møller Olesen og jeg på Søllings Skænkestue, som Svaneke Bodega kaldes i BURGUNDIA. Jeg medbragte en kuffert med litteratur, der handlede om Ole Høst og hans dårlige venner, som gejlede ham op til at melde sig til tysk krigstjeneste. Jeg havde foreslået ham at kigge nærmere på Ole Høst og Gustaf Munch-Petersen, som ud fra to diametralt modsatte ideologiske standpunkter ofrede deres liv i det, der for dem var en højere sags tjeneste. Møller var begejstret for tanken og tog kufferten med hjem til Værløse.

I juli 2016 var Merete Møller Olesen og jeg tilbage på skænkestuen. Hun ville gerne levere kufferten tilbage og overlod mig det ufuldendte manuskript til DE VILDFARNE. Vi aftalte, at der kunne bringes uddrag i JUL PÅ BORNHOLM – at udgive de 86 sider i bogform er en mulighed, men det kræver nøjere overvejelser.

Hans Henrik Møllers evne til at skildre den bornholmske natur og de to maleres kamp med farverne og det hvide lærred rummer skønhed og dybde, og hans psykologiske indsigt i de to hovedpersoners væren og væsen stemmer godt overens med det, vi ved om dem.

De første linjer slår tonen an:

VINTERDAGEN DØR

”I dag står porten åben. Der står en skikkelse ved siden af, holdt i sort og næsten usynlig mod husets mørke konturer, kroppen let foroverbøjet og ansigtet en forsvindende plet. Kun sneen lyser op i et skrab af blåt og hvidt, himlen er skåret over af tagryggen og lader sig kun fornemme som en skive af frost. Turkis, med en antydning af gult og grønt.

Dette er det sidste, før dagen dør: Et stivnet øjeblik af farver, en flade udspændt på et lærred som man kan synke ind i inden alt igen skal forlades. Zinkhvidt og kobolt, en hvisken af ametyst. Kun ude til venstre brydes stilheden af orange strøg, som er det hø, der er anbragt der, i en stak der stammer fra en anden tid, hvor markerne endnu var i live.

Vejen kan man ikke se, den der fører hen til huset eller væk fra det, heller ikke søen der ligger bagved og som også må være stivnet nu som et åndedræt, en bleg hinde af is. Der er kun det der er, en udskæring, ikke andet, og gennem porten brænder himlen op ude over havet.”

Vi plukker videre i teksten:

OLUF HØST ARBEJDER

Det er dette hus i Løkkegade 35 Ole Wiedemann Høst forlader i 1941. Først for at arbejde i en kulmine i München og senere videre til Østfronten som soldat i Waffen SS  for at kæmpe mod de røde i Rusland. Foto©JørgenKoefoed.

”Lyset er stærkt heroppe. Det vælter ind ad de høje, brede vinduer og fejer alt til side, spindelvæv og bekymringer. Der står et bord henne under vinduerne med pensler i bøtter og tuber af maling, der står en stol ved siden af og i midten et gammelt spisebord med udskårne ben, helt dækket af lærreder og skitser. Der er også en stige, anbragt på skrå op til loftslugen. Væggene er dækket af malerier, færdige og ufærdige mellem hinanden.

Far står ved staffeliet med hovedet på skrå og kniber øjnene sammen. Staffeliet kan han flytte rundt i rummet, alt efter hvor han vil have lyset og hvor meget. Er han i godt humør, står staffeliet direkte foran vinduet. Så taler motivet i klare, umiskendelige farver, så løber der børn rundt på klipperne i bagende sol mens havet slår smut og en damper sender en røgfane ud under horisonten. Er han derimod ikke i godt humør, anbringer han staffeliet i den fjerneste ende så kun skyggerne kan nå frem, vinduessprosserne og et umærkeligt aftryk af rummet selv.

I dag står staffeliet nogenlunde midtvejs mellem vinduet og væggen og lidt på skrå. Lyset fylder den ene halvdel af lærredet. De siger ikke noget til hinanden da Ole kommer ind, men nøjes med at nikke.

Ole går hen og stiller sig ved siden af og lægger hovedet på skrå.

Billedet forestiller ikke noget endnu. Der er kun løse streger på lærredet der inddeler det i felter, en fed stribe skærer sig hen over midten for at fjerne baggrunden fra det der skal være fremme.

Ole kniber øjnene sammen.

Når motivet er ved at dukke op, gælder det om at være stille. Det viser sig bag øjnene før det bliver genkendeligt på lærredet, det tager sine egne farver med sig, den ene dag lyse og med en overvægt af himmel, den anden indelukkede og mørke som i en kostald. Andre gange igen er det endda ikke motivet der kommer først, men farverne. Som er det farverne selv der søger ud for at finde et sted de kan være i, en følelse af rød, et flimmer af akvamarin der kruser et helt hav inden det falder til ro på overfladen.

Far retter sig op, står et sidste øjeblik og betragter lærredet. Så går han hen til bordet, han tager de første tuber og giver sig til at klemme farve ud på paletten, blåt og grønt på hver sin side af hvidt og uden tilløb til at blande dem så man kan se hvordan humøret er.”

GUSTAF PORTRÆTTERES

”Gustaf er blevet student. De har taget et billede af ham og sat det op på skænken hjemme i stuen i Toldbodgade. Han sidder i haven foran huset på en hvidmalet træbænk og med det ene ben lagt over det andet. Han har hunden på skødet og den hvide hue på, den dækker hele hovedet og håret der ellers er tilbøjeligt til at gå sine egne veje, påvirkeligt af både vind og løse indfald. I baggrunden et stakit og en flagstang, roser og kålblade og en syrenbusk der truer med at overdøve det hele.

I Toldbodgade er det det velordnede der dominerer, rette vinkler og faste rutiner. Far er ingeniør og professor, mor er lektor, men også svensk, som en åbning et sted mod andre lande, värmlandske skove eller skærgårde der skyder sig ind i kysten og klipper den op. For det meste er åbningerne dækket til, det er kun sjældent de når at udfolde sig eller at man bemærker dem. Selv ferierne er omhyggeligt planlagt på forhånd så der ikke opstår uforudsete forviklinger; inden familien tager afsted til øen, har de sendt husholdersken og tjenestepigen i forvejen så alt kan være parat til når de selv kommer. Så hejser de flaget og drikker et glas vin, så står de i rundkreds der, på græsset foran huset, sammen med nogle af de lokale, så er de ankommet igen og kan indtage sommeren.

Der har været fester, nu hvor han er blevet student, støvede og tilrøgede eller omvendt ude i deet fri, i Dyrehaven eller i en have et andet sted, piger i lyse kjoler og med latteren syngende gennem skumringen, andre altid gemt bort i udkanten og i færd med at blive overset. Og Gustaf, Gustaf selv, med huen skævt på hovedet eller smidt hen i et hjørne så håret kan få lov til at krølle frit.

Og ansigtet. Man bærer ansigtet med sig, sin umiskendelighed, sine rynkede øjenbryn og smalle træk, næsens aflange fordeling og ørerne der folder sig ud på hver sin side af hovedet for at lytte efter.

Han venter med at sætte sejl til han er helt fri af havnen. Han stager sig ud med bådshagen, han står på det glatte fordæk og skubber fra mod molerne i lange, rygbøjede stræk, og som båden tager fart og nærmer sig udløbet, begynder den at neje som en danserinde. ”Elga”. At mærke den blive levende under én, at føle driften, sjælens frisatte forhåbninger, de kurvede sider og rorets sammenbidte opmærksomhed. ”Elga” har været der altid, som sommeren har været der, og havet, tidligere med ham selv som kun passager og en anden ved roret, i de senere år med ham alene ombord, overladt til sin egen, gyngende ensomhed.

Det drypper fra sejlet da han hejser det. Store, tunge dråber der har gemt sig natten over, foldet ind i deres egne, våde drømme, blanke og i stand til at spejle alt. De rammer dækket med en dæmpet lyd mens han går forud og også sætter fokken.

”Elga” bliver liggende der, ud for den yderste mole, ubeslutsom og morgentung i kølen. Så fanger hun en luftning inde fra land, så én fra ude fra havet, og går over stag forbi revet der stadig syder hvidt.

Gustaf lægger den ene hånd på roret”.

NÆR VED HAVNEN

”Regnen er holdt op. Det er mørkt. Udenfor har gærdet trukket sig tilbage til skygge, en svag streg mod baggrunden. Til gengæld kan man få øje på sig selv i ruden når man ser op; ikke klart, blot et utydeligt omrids, belyst af lampen. Så kommer trangen til at rejse sig, gå duknakket rundt under loftet, hen til den grønne sofa der har ventet. De ligner hinanden, det er det der gør det svært. Midt i alle forskellene, nuancerne, er de ens, sådan som en følelse er det, en vilje eller drøm der er kropslig og vil ud. De mødes ovenikøbet, ser hinanden og nikker i forbifarten, større er byen jo ikke, og fortsætter så i hver deres retning, stadig ens.

OG DE DØR

“De dør hver deres sted, steder hvor de kommer til kort, steder der ikke vil lade sig indtage og bebo, men afviser dem. De dør med års adskillelse, fjernt fra hinanden og fra øen, uden at vide det og hvad der ellers vil ske. At Arne bliver fængslet og forsvinder i Moskva, at Børge begår selvmord, efter en dårlig opførelse, at far vil sætte en sten over Ole i haven. Som om slutningen bare ligger og venter, årstallene der skal afgrænse navnet. Som om slutningen også er et sted, men ikke til at vide.

Ens, forskellige. Tilflytter og indfødt. Gæster i virkeligheden.

De er idealister. De er besjælede, grebet af en sag, også selvom sagen ikke er den samme, men trækker dem modsat. At tro på det gode, at ville det retfærdige, det sande; tro det kan indfries. Hentes. Være partisan og soldat, kæmpe imod det der hæmmer og forhindrer. Borgerligheden, det vilkårlige. De andre.

Sandheden ligger i fejlen. Ole holder med de forkerte, Gustaf med dem der taber. Som er sandheden heller ikke til at vide, men vilkårlig, afhængig af perspektiv og distance. En fejl, ikke andet, en drøm om det underste land som det er muligt at grave sig ned til og finde, blank og glat som en sten på stranden.

Sandheden er der altid først bagefter, forsinket, og når andre har talt. Kan man holde med de forkerte med vilje, kan man begå fejl med fuldt overlæg fordi det netop er dér at vejen er?

Man bliver liggende på sofaen, følger plankerne i loftet med blikket. Knasterne, de dybe render, den langstrakte forsvinden hen mod væggen. Så rejser man sig igen, ubeslutsomt, går tilbage til bordet og lægger fotografiet under lampen.

Han har lyse bukser på, Ole, og en jakke med tern. Skoene er lidt for store, udtrådte, støvede, og svarer ikke til det renvaskede der ellers er over ham; de spinkle hænder, det smalle ansigt, smilet, håret der er glat og strøget til siden. Han sidder på en trappe med fliser og gelænder, Niels står ved siden af, i arbejdstøj, og læner sig op ad ham med den ene hånd på hans skulder. Som for at støtte sig til ham. Som for at holde på ham.

Fliserne er til at forstå, hårde og genkendelige som de er. De glider ind i kroppen når man betragter dem, de sætter sig som en vedvarende smerte hvis man sidder for længe, spids og ikke til at komme udenom. Men skoene, de forstyrrer, en detalje der nægter at lade sig indordne under helheden. Hvor har han været inden han satte sig her, hvor skal hen hen når han rejser sig?

En fejl. Selv det mest selvfølgelige er behæftet med fejl, med usikkerhed og tvetydigheder. Hvordan aflæser man et billede, hvordan kan man trænge ind i det og forstå det uden selv at blive opslugt og gå i ét?

Som en fortabelse. Som en tilblivelse.

Ole forsvinder når man slukker lampen, og Niels. Kun et omrids bliver tilbage, en utydelig firkant under lampens cirkel.

Så går man ud af døren, lukker den efter sig, natten slutter tæt om huset. Regnen er holdt op, men der er stadig væde i luften. En dis, en berøring mod panden og kinderne. Gærdet tager til og bliver synligt som man kommer tættere på, åbner sig og leder ud på stien.

Havnen bliver til efter svinget. Mørket blinker i vandoverfladen og mellem de tavse både. Der er helt stille. Langs kajen er lygterne tændt, disen samler sig under hver enkelt til en afgrænset banke. Yderst, tæt under molen, står der en bænk.” Ellers intet.

Efter døden rejser Oles far en sten over ham. Som en rune, en nordisk eller baltisk hilsen til den der drog bort over havet. Han anbringer den i haven i nærheden af klippevæggen der skyder sig op fra undergrunden, flankeret af et birketræ. Stenen er ganske enkel og rummer kun Oles navn, omgivet af de to lakoniske årstal der har ventet på ham, netop på ham, men på bagsiden har han også indhugget den særlige signatur han fra nu af går over til at bruge, også på sine billeder: To cirkler med kors der rækker ud efter hinanden, ved siden af dem to B’er.

Som er også stenen et værk, vendt mod mørket og evigheden. Og uforståeligt. Noget der først skal ses eller tolkes. Hvorfor B’er?

Nogle af Oles ting bliver sendt til hans far fra Ukraine. Det tager sin tid. Halvdelen af hundetegnet, i blik og med flosset kant. Bæltespændet med den indgraverede forhåbning, med løftet ”Gott mit uns”, notesbogen med dens blanding af løse, nærmest sjuskede tegninger og delvist overstregede notater. Så man kan følge ham, i en usikker tilblivelse. Andre ting har han i forvejen, hans far, modtaget undervejs og lige siden Ole meldte sig; feltpostbreve og julekort, behørigt stemplet af både postvæsenet og de tyske myndigheder. Som har de alligevel ikke forladt hinanden, de to, ikke brudt forbindelsen i vrede og efter ord der blev for mange til at holde sammen. Brevene gemmer Oles far i skrivebordet og tager dem kun frem ved særlige lejligheder, sammen med den udklippede dødsannonce. På skrivebordet også et billede af Ole, lidt duknakket og med et forsigtigt smil.”

AFSKEDSBREVET

Det er her i Brøddegade 38, at Gustaf Munch-Petersen boede, da han valgte at forlade sin kone og barn for at kæmpe i Den Spanske Borgerkrig. Foto©JørgenKoefoed.

”Gustaf sidder ved køkkenbordet. Det er aften, mørket presser ruderne indad i en bue der spejler det der er indenfor, men konkavt og fordrejet, som i et spejlkabinet. Gustaf sidder og har et hoved der er større i den ene end den anden side, Lisbet går i baggrunden og er lutter ryg mens hun rydder de sidste ting af vejen. Køkkenet er hvidmalet og med blå skabslåger, lyset fra lampen på bordet skaber skygger der kravler ind i hver en krog.

På det seneste er uroen vokset i ham. Han har svært ved at holde benene i ro, men sidder for det meste og vipper med det ene over det andet. Lisbet beder ham med jævne mellemrum om at sidde stille eller gå sig en tur, men uanset hvor ofte eller hvor længe han forsøger at efterkomme hendes ønske, vender uroen tilbage så snart han har sat sig. Han spiller ikke ”Bolero” på grammofonen mere, i hvert fald ikke så ofte, den kan hun efterhådnen udenad, siger hun, men nøjes med at lade den marchere i baggrunden inde i hovedet, støvletramp og rytmiske formationer på vej op ad bakkekammen.

Det er hverdagens skyld. Det der var så rigtigt, så befriende i starten, har nu forvandlet sig til sin egen modsætning. De har fået deres eget hus, om end det kun er til leje, de er blevet en familie og kan understøtte hinanden, diskutere og tage billeder af den ene foran gavlen med Mette, af den anden inde ved drejebænken mens leret pølser sig op mellem fingrene, men indimellem er det som om der ikke længere er nogen retning i denne hverdag, kun en yderligere, uroskabende monotoni, En følelse af tomhed, af at svigte, når der ikke er noget større at kæmpe for, noget der rækker ud over én selv. En skyld.

Lisbet kommer over til ham, hun har Mette på armen.

‘Så tror jeg det er sengetid,’ siger hun. ‘Bliver du siddende længe?’

‘Kun et øjeblik,’ svarer han. ‘Jeg har lige et par ting jeg skal have skrevet, så kommer jeg også.’

‘Så godnat da.’

Lisbet bøjer sig og kysser ham flygtigt på panden. Gustaf griber om Mettes runde, buttede krop og kysser hende. Mette snor sig for at slippe fri.

Så går de, ud af døren og op ad trappen til soveværelset ovenpå.

Gustaf ser efter dem. Så rejser han sig, går over til et af skabene, åbner det og tager papir og en konvolut ud. Han står et øjeblik og lytter efter dem ovenpå. Så går han tilbage til bordet, skubber den tomme kop til side og sætter sig ned.

Øverst på papiret skriver han datoen og hendes navn.

“Gudhjem den 7. november 1937. Min egen Lisbet. Jeg bliver nødt til at forlade Gudhjem i nogen tid.”

ORDENE FORSVINDER

DISSE UDDRAG kan give en fornemmelse af, hvad Hans Henrik Møller arbejdede med, hvordan han formåede at flytte sig selv som iagttager 75 år tilbage i tiden og fornemme stemningen i Ole og Gustafs liv, deres vilde trang til opgør og oprør.

Vemodigt, at forfatteren skulle segne, han var et ungt og frodigt træ i den bornholmske litteratur.

Peer Søndergård flyttede til Rønne i 1997 og har boet der lige siden. Han blev født 23. november 1933, og voksede op i Sydhavnen i København og gjorde som udlært maskinmester verdenshavene usikre.

På et tidspunkt blev han pustet af Gud. Det førte ham ind i Jehovas Vidner. Her er han stadig aktiv samtidig med, at han har fået den dille at lave en lampe næsten hver dag af genbrugsmaterialer. Lamperne kan ses & købes i hans nyåbnede GALERIE JE T’AIME – SANS ÉGAL [’Jeg elsker dig – uden lige’] … her taler han om sine lamper!

Hvad var det Osvald Helmuth sagde i en monolog: ‘Jeg er en standerlampe’. Det kunne Peer Søndergård også sige … for det er svært at finde ham mellem stuens mange lysende punkter. Foto©JørgenKoefoed.

I 2007 skrev han sine erindringer EN STENBRO DRENGS HISTORIE. Dem har Bloggen fået lov til at offentliggøre styk- og drypvis hen over de næste år.

KAPITEL 18: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 4

PÅ SKOLEN skulle vi lære at vedligeholde og reparere kanoner, håndvåben og skyde med dem. Det hold jeg var med på blev undervist i antiluftværn, dobbelt 40 millimeter, enkelt 40 m/m mobil, 20 m/m maskinkanon, Madsen Maskingevær, Husqvarna Maskinpistol og 9 m/m pistol.

Da vi skulle skyde med 40 millimeteren løb vi tør for ammunition. Jeg blev sammen med en anden sendt efter mere krudt, men i kampens hede så vi ikke efter, hvad vi tog. Det var krigsammunition, men vi var jo ikke i krig, men på øvelse. Så da granaterne eksploderede i nedslaget, blev der vild panik og helvede brød løs. Men atter en gang blev jeg reddet af en  frisk bemærkning: ’Det var da den rigtige størrelse, hr. Kaptajn!’

UDSTATIONERING

Hvad siger I så? Korporal Søndergård anno 1954. Foto©PeerSøndergård.

Men ellers klarede jeg mig fint på skolen. Efter konstabel-elevtiden blev vi udnævnt til konstabler. Det betød, at vi skulle sy en vinkel på ærmerne af uniformen. Den var rød, hvilket betød, at vi var værnepligtige.

Nu var tiden inde til at vi skulle udstationeres. Det var meget spændende, hvor vi skulle hen. Der er mange forter i Danmark. Ét i Nordjylland. Ét på Langeland og ellers var de fleste fordelt på Sjælland.

Jeg håbede på, at det blev Middelgrunden igen selv om der stod på vagtposten: ’Hvorfor se Neapel og dø, når man kan kede sig ihjel på denne ø’. Jeg var trods alt københavner, og der var mange fordele ved at være omkring byen.

Men så skulle det ikke være. Det blev Stevnsfortet. Det var bestemt ikke noget, der passede mig. Der kunne de sende bønderkarlene ned. Jeg var sur og deprimeret i lang tid. Men det skulle vise sig, at det blev et meget lærerigt ophold.

Vi ankom i efterårets dis og mørke. Den tid jeg altid har sagt, at Danmark skulle lukkes. Fra 1. november og genåbnes 1. maj. Kun bryggerierne skulle holdes åbne, så der var øl nok til den næste sæson.

Efterhånden som tiden gik, blev det bedre og bedre at være der. Vi havde en flink chef. Han var fænrik og hed Åge Nielsen. Sammenholdet på stuen var strålende. Gode kammerater, som jeg vil nævne nogle stykker af: Helmut ’Vallø’ Hansen, fordi han boede i Hårløv, Kaj Madsen og Hans, de to barberer, som var sanitetskonstabler samt Georg, der var helt speciel. Fortsættes …

HERUNDER BRINGES DE FOREGÅENDE KAPITLER,
SOM HAR VÆRET BRAGT PÅ BLOGGEN:

KAPITEL 1: AT SKRIVE OM SIT LIV

SOMME TIDER kan man få en ubændig lyst til noget. Man kredser om tanken. Kan ikke blive fri. Tankerne trænger sig på … og på et eller andet tidspunkt giver man efter. Nu tænker du nok, det er en ny bil, sex eller noget så banalt som en øl. Men det er noget af helt andre dimensioner.

Nej, ved du, hvad jeg har lyst til? Jeg har lyst til at skive om mit P.S.-liv. Det er såmænd ikke noget særligt, men jeg tror, at der er dybder i et hvert menneskes liv. Noget at se tilbage på.

ENGHAVEVEJ VAR BARNDOMMENS GADE

Da jeg blev født, var min storesøster Nancy allerede forlovet med Willy, som senere blev min svoger. Der er nemlig 13 års forskel på mig og hende og 11 år på min anden søster Erna. Så det var en efternøler, der kom til verden på Enghavevej 208. Det var lige på hjørnet af Sydhavns Plads og Sydhavnsgade … nu hedder den Borgbjergsvej.

Det må have været en svær fødsel for min Mor, for jeg vejede 10 pund. Jordemoderen skulle have sagt: ’Sikken en dejlig, stor dreng, fru Søndergaard’ … og det er jeg stadig … 105 kg i skrivende stund.

Min Mor og Far havde det ikke altid godt sammen. Jeg er nok blevet til i forsoningens sødme. Nå, tak for det!

FATTIG-30’ERNE

30’erne var en vanskelig tid, så det var små kår Peer Søndergaard kom til verden i. Man skulle være lykkelig for en to-værelses, og det var lige netop sådan en min Far og Mor havde. Fem mennesker i en to-værelses. Det siger sig selv, at der var småt med plads, så hvad gør man så? Ja, man lægger den lille ny i en kommodeskuffe!

Som sagt var 30’erne en vanskelig tid. Nå, ja, hvornår har det ikke været det?! 20’ernes livsglæde var forbi, og det løsslupne liv var ovre. Sorte skyer drev igen sammen. Depression, arbejdsløshed og Hitler gjorde det ikke lettere.

Min Far som var typograf var meget arbejdsløs. Han havde kun arbejde, når Kraks Vejviser og Telefonbogen skulle trykkes, så pengene var små i Sydhavnen.

Min Mor sled i det med at sy for folk, men alt det tænkte en lille dreng slet ikke på. Når man ser fotos af mig, griner jeg altid og  er rund og trind. Jeg har i min opvækst aldrig følt, at vi manglede noget.

DER SKAL VÆRE TO x E

’Hvad skal drengen hedde, Ella?’ Det hed min Mor. Min Far hed Martin. ’Han skal hedde Peer’, sagde min Mor, ’og det skal staves med to e’er’. Det er der en særlig historie bag. Som sagt var det i 30’erne, jeg blev født. Der skete så meget på verdens arena den gang. Hitler kom til magten, ulykkelig vis, og Prisen af Wales abdicerede, fordi han blev forelsket i Miss Simpson. Men hvad har det med mit navn at gøre?

Jo, det har det i høj grad. Det engelske kongehus var aktuelt stof, det er det stadig. De har mange titler, der i blandt en Peer, som er en Hosebåndsridder … den højeste orden i England. Og da min Far og Mor var lidt snobbede uden at ha’ noget at ha’ det i, så blev jeg kaldt Peer med to e’er.

FAR DØDE

Desværre nåede jeg aldrig at kende min Far. Han døde da jeg var 1,5 år gammel. En dårlig tand og en mindre dygtig tandlæge … ja, tænk engang … så lidt skulle der til. Pencilin’et var ikke opfundet, og betændelsen bredte sig til hjernen. Ja, sørgeligt nok!

Jeg har ladet mig fortælle, at han var en spøjs fyr. Han var pukkelrygget, hvilket måske gjorde, at han var en enspænder. F.eks. har min Mor fortalt, at når han skulle møde på en ny arbejdsplads, kom han med vilje for sent, hvor andre helst ville gøre en god figur.

Fuld af mindreværd satte han sorte rullegardiner op, så man ikke kunne se, om der var nogen hjemme. Det kan selvfølgelig være meget rart, når man er nygift, men det bliver man jo ikke ved med at være. Men alle har gode og dårlige sider ved sin person.

Min Far var helt vild med radio og musik. Jeg tror, hvis han havde levet i dag, havde han haft det dyreste B&O-anlæg, man kunne få. ’Hør, Ella’, sagde han tit, men Ella kunne ikke høre noget. Hun var nemlig ikke musikalsk.

Min søster Erna har fortalt, at Far var en rigtig vogter. Han passede på os som en smed. Det er da en god egenskab. Samtidigt var han meget kvalitetsbevidst. Han købte dyre ting … dog uden at have pengene til det.

Men uanset hvordan ens Fars personlighed var, er det nok godt, at have sådan én. Jeg tænker tit på, hvordan min opvækst var blevet, hvis jeg havde haft ham.

Det kan være svært for en mor, at styre en knægt. Og svært er det selvfølgelig, at være alene med to opløbne tøser med en lillebror. Selv nu hvor jeg er 63, siger de: ’Det er min lillebror’. Irriterende!’

ALENE-MOR MED TRE BØRN

Men det var sikkert meget belastende for min Mor. Hun skulle jo tjene penge. Det gjorde hun ved at sy. Herrebenklæder syede hun. Hun gjorde det hjemme. Hvorfor? For at være hjemme for sine børns skyld. Hun var meget selvopofrende. Hun kunne tjene mere på en systue. Så vi har aldrig været nøglebørn. Tak, Mor!

Apropos nøglebørn var begrebet så småt begyndt den gang. Desværre har det udviklet sig enormt til stor skade for samfundet efter min mening. Den tryghed det var for mig at vide, at min mor var hjemme havde stor betydning. Så stor at jeg besluttede at mine børn aldrig skulle på institution, og at min kone så vidt muligt skulle være hjemme, når de kom fra skole. Det har de også senere udtrykt stor glæde ved.

KAPITEL 2: DEN STORE FÆLLESGÅRD

SYDHAVNSKVARTERET ENGHAVE, FREDERIKSHOLM består af store boligkarréer med lukkede gårde. Vores gård var særlig flot, fordi inspektøren boede i den ene ende og havde en stor anlagt have med mange træer og buske og en græsplæne med et springvand i midten. Denne gård var mit et og alt. Og den var så stor, at vi ikke havde behov for at løbe og lege ude på gaden. Det gav i sig selv en stor tryghed.

Vi børn havde et bestemt kaldesignal. Uh-uh. Ganske enkelt op med vinduet. Uh-uh blev der svaret. Uh-uh, så var det bare med at komme ned at lege.

EN VRIMMEL AF BØRN

Gården vrimlede med børn i alle aldre. Små og store. Fra tidlig til sent var vi nede at lege. Skulle vi have noget at spise, havde vi ikke tid til at gå op. Vi kaldte: ’Mor, kast en mad ned’. Så kastede hun en mad ned og så tilbage til legen.

Fodbold, sjippe, hinke, spille kugler, løbe med trillebånd, et-tag-fat, skjul, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, fri for lur på alle sider og kanter, spille terre (det var vi skrappe til), terningespil.

For nogle år siden tog jeg mine drenge med til Sydhavnen for at vise dem, hvor deres Far var vokset op. Jeg glædede mig til at vise dem gården, men tænk, der var ikke et øje. Min dejlige gård var tom. Ingen glade børn. Ja, tiderne har forandret sig. Nu sidder de oppe i lejlighederne og spiller computer og glor videofilm.

Der skete selvfølgelig meget i gården. Blandt andet husker jeg en episode. En af de store drenge ville af med sit legetøj. Han syntes sikkert, at han var blevet for stor til det, så han kastede det i grams. Vi sloges selvfølgelig om det, mens han frydede sig. Han havde også en seksløber. En stor flot en. Den var lavet af tin og var til knaldhætter. Den skulle der løbes om kap for at få, så alle drengene stillede op til løb. Jeg vidste, at jeg ikke havde en chance, men jeg begærede den pistol. Mens de andre spurtede af sted, overtalte jeg den store dreng til at give mig den. De andre drenge blev selvfølgelig rasende og lovede mig tæv. De var godt sure på mig længe. Desværre havde jeg den kun kort tid. Jeg tabte den og den gik i stykker. Og hvad kan man så lære af det? Ja, arbejd for det du ønsker, så varer glæden længere.

MINE KAMMERATER

Jeg tænker tit på mine kammerater. Holger, Jørgen Malmberg, Vagn, Børge, Preben Vestergård, Jørgen Pedersen, Bent Heise, Mogens Sørensen, svenske Per og pigerne: Ninna, Bente, Tykke Lis, Lis Hansen og alle de andre. Hvor er I henne? Er I glade, og har I haft et godt liv?

KAN DU HUSKE?

Det kunne være interessant at møde jer igen. Så skulle snakken rigtig gå: Kan du huske den gang? Jørgen Malmberg ville sikkert sige: Peer, kan du huske, du var forelsket i Ninna. Det var jeg grænseløst, men jeg fik hende aldrig.

Og Holger, hvis far var [spor]vognstyrer på Linie 3, ville nok grine, så hans store flyveører blafrede, når han talte om, hvordan vi kælkede med Tykke Lis. Hun havde et smukt ansigt og nogle store bryster, så når vi kælkede med hende, sad hun foran, og vi drenge fik lov til på skift til at tage hende på patterne. Hvor Tykke Lis er blevet af, ved jeg ikke, men Holger blev gift med Bente, Ninnas veninde.

DET SORTE SPROG

Vi var gode kammerater, selv om atmosfæren var hård. Det sorte sprog i sproget, det jeg i dag kalder sydhavnsk, havde sin egen klang. Min klasselærer yndede at sige, når vores sprogblomster blev for kraftige: ’Vort modersmål er så dejligt, det har så mild en klang’.

Vi sagde tingene, som de var. En spade var en spade, en skovl en skovl, en tissemand en …. (censur). Det modsatte en ….. (censur), et dumt svin var et dumt svin og en kammerat en kammerat.

Vi havde vores egne love, som blev håndhævet med tæv. Der var ingen slinger i valsen. De store beskyttede de små og de store tævede hinanden i gensidig respekt for udfaldet.

Når vi spillede fodbold var vi Frem’ere, og det er vi stadig.

MUSIKKEN PÅ REJSEGRAMMOFONEN

Vores gård var forum for alt …. også musik. Vi spillede 78’ere på rejsegrammofonen. Vi sad drenge og piger og hyggede os. Det var Louis Armstrong, Benny Goodman, Tommy Dorsey, Duke Ellington, Stan Kenton, Jack Tiergarden og Glen Miller for blot at nævne nogle. Alt sammen vidunderlig, svingende musik til forskel på den rædselsfulde rock unge mennesker hører nu til dags.

Og så var der alle schlagerne, som vi hørte på Giro 413 om søndagen. Men så kom Holger, som for øvrigt var meget musikalsk, med en long-playing-plade. Så var det slut med den optrukne rejsegrammofon.

Hele den udvikling, der er sket i den retning, er sket i min tid. Det er ubeskriveligt.

Vi hørte ikke musik hele tiden. Det var en eksperimenterende tid. På et loft sad vi og blandede svovl og andre ting sammen for at lave krudt. Det skulle vi prøve af i gården. Der skete ingenting indtil vi en dag fremstillede en rørbombe. Den sprang med et ordentlig brag, så vi blev bange. Ikke mere af den slags.

KAPITEL 3: DA KRIGEN KOM

DEN 9. APRIL 1940 var jeg seks år. Det er en dag, jeg husker tydeligt. Min Mor og jeg skulle over på Statens Seruminstitut. Jeg skulle vaccineres mod kopper. Enhver ved, hvad der skete denne dag. Tyskerne besatte Danmark. Andre var nok blevet blevet hjemme på denne dag, men min Mor var en handlekraftig kvinde, og vaccineret det blev jeg. På trods af tyske tropper, kanoner, flyvemaskiner og krigsskibe forcerede min Mor og jeg Langebro og kom til Seruminstituttet, som ligger på Amager, og kom helskindet hjem igen.

SAMMENHOLDET

Krigen var på en måde en mørk og kedelig tid. Men også en sammenholdets tid. Som Helge Kærulff-Schmidt sang: ’Vi er jo alle i samme båd’ eller Liva Weel: ’Man binder os på hånd og mund’. Men man kan ikke binde ånd.

Det var en tid, hvor der blev diskuteret politik og holdninger. Jeg har altid haft den opfattelse, at hvis man havde en idé, skulle man træde frem med den. Sådan havde min Mors familie det. De fleste var kommunister og mine onkler var modstandsmænd. Ikke 4. maj-frihedskæmpere, men rigtige sabotører. Min onkel Hermand fremstillede bomberne og min onkel Svend fyrede dem af. Han var også med til at likvidere stikkere. Og der gik rygter om, at Hermand var med til at sejle Niels Bohr over til Sverige.

Min onkel Svend var en stor chamør, hvilket gik ud over andre end tyskerne. En dag kom jeg ned til min Mormor. Jeg skulle altid komme ad køkkentrappen og banke et bestemt signal. Hun boede to opgange fra os. Da jeg kom ind, sad der en tre-fire mænd og deres maskinpistoler lå på spisebordet. Det fortæller lidt om tidens alvor.

Da krigen var forbi, lærte jeg dem alle sammen at kende. Alle prægtige mænd fælles om én sag: At drive tyskerne ud af Danmark. Men også for at få en bedre verden bag efter. Det lykkedes desværre ikke.

SABOTAGER I SYDHAVNEN

Sydhavnen og Valby var fabrikskvarterer. Der gik næsten ikke en dag, uden der lød nogle ordentlige brag og skyderier. Hollesens Fabrikker, Allways – ikke ultra – men radiofabrik, B&W Teglholmen, Adler, Kulkranerne i Sydhavnsgade, Ford, Tuxham i Trekronergade, Vægtfabrikken på Stubmøllevej for blot at nævne nogle.

Pludselig en dag jeg var nede hos min Mormor, kom tyskerne farende og stillede en maskinkanon op og begyndte at skyde vildt lige uden for hendes vinduer. Jo, der skete noget hver dag.

En tysk deling soldater marcherede gennem gaden syngende: ’Wir fahren gegen Engeland’ og ’Alte Kammeraden’. Det var jo en statelig hær, der invaderede os, men som årene gik, blev den mere og mere ynkelig. Man fik helt medlidenhed med de stakkels mennesker. Til sidst var de kun laser og pjalter.

EN SVÆR TID

2. juledag 1944 lød der pludselig skud. Vi for hen til vinduet og så en mand løbe væk og en anden lå blødende på jorden. Det var en Hipo-mand, der var blevet likvideret.

Ja, krigen var stadig i gang, og den kunne mærkes på mange måder. Det var extremt kolde vintre, og der var ingen brændsel. Det var specielt svært for en enlig mor. Hendes brødre som skulle være de første til at hjælpe hende, var jo travl optaget af krigen. Men drengen Peer lå ikke i kommodeskuffen mere, den var byttet ud med en harmonikaseng, han stjal kul fra tyskerne sammen med Holger. Ovre i Scandiagade stod jernbanevogne fulde af kul, og når vagtposterne var nede i den ene ende, sprang vi drenge op, og hev kul ned. Så gik det hjem med kul på vores slæder. Det var ellers nok noget, der gav varme. Det var herligt og spændende.

Men alting har en ende, og den 4. maj, viste det sig, hvem der var hvem. Nogle havde travlt med at komme væk, og andre med at komme efter dem.

KAPITEL 4: DEN FORBANDEDE SKOLE

DET SIGER NÆSTEN SIG SELV, at jeg gik i skole under krigen og i efterkrigstiden. Det undrer mig at alle de børn jeg siden er blevet velsignet med alle er boglige, hvilket man langt fra kan sige, jeg var og er. De otte år jeg gik i skole var et sandt helvede, og en af de lykkeligste dage i mit liv var, da jeg gik ud af den.

Nu var forholdene ikke de bedste under krigen og efter. Men det var ikke det, for selvfølgelig kunne man lære noget. Det var min indstilling, der var negativ. Havde min Far levet, var det nok blevet anderledes. I dag ved jeg godt, hvad der skulle til. Mere myndighed i hjemmet. Min Mor kunne ganske enkelt ikke overskue det.

Det var sådan, at jeg altid sad på sidste række. Det gjorde de såkaldt dumme og hver gang læreren spurgte om noget, lod jeg som om, jeg havde tabt noget på gulvet. Mærkeligt at læreren ikke gennemskuede det. På den både var vi begge dumme.

GOD TIL NOGET

MEN DER ER ALTID NOGET man er god til. Jeg var god til sløjd, samfundskendskab, geografi og sprog. Min tysklærer sagde engang til mig: ’Jeg ville give dig ug, hvis du ville læse på det. Men hvorfor skulle man det, når jeg kunne uden.

Med gymnastik var det helt galt. Men jeg var klassens helt, når jeg bestak læreren med cigarer, og vi fik håndbold. Cigarerne stjal jeg fra min moster Jenny. Hun var ansat på Nobels Cigarfabrik. Hun stjal dem selv, så hun kunne ikke sige noget.

Men når jeg havde cigarer med i skole sagde jeg:
’Må vi få håndbold i dag, hr. Ebert?’
’Nej, I har godt af gymnastik’.
’Nå, et var ellers en skam, jeg har 10 cigarer med i dag’.
’Nå, så lad gå.’
Og så fik vi håndbold.

Men på mange andre områder var han et dumt svin. Jeg kunne ikke fordrage ham.. Han var uretfærdig som de fleste.

SVØMNING I HAVNEN

OM SOMMEREN VAR DER IKKE noget problem med gymnastikken. Der gik vi til svømning i Gasværkshavnen. Nej, vi gik ikke, for vi løb der hen syngende, så vi var godt varme, når vi ankom, så det var godt med en dukkert. Det kunne godt være koldt, men det blev der ikke taget hensyn til. Her var jeg i mit es. Her var er ingen, der kunne lære mig noget. Udspring på hovedet fra vippe, dykke,  svømme under vandet. Det lille og det store Frisvømmermærke tog jeg let, hvor andre havde store kvaler. Og senere det samme med Livredderen.

DA SPANSKRØRET DANSEDE

I DE OTTE ÅR jeg gik i skole, fik jeg forskellige former for diciplinærstraffe. 3 slag med spanskrøret, som havde sin bestemte plads hos læreren, så alle kunne se det … uvist af hvilken årsag! 3 eftersidningstimer, som også blev kaldt ’svedere’ samt et utal af nakkedrag og kind-niv. Det var faktisk lige efter min skoletid, at det blev forbudt. Der var mange lærere, der var rene sadister. Men for lidt og for meget fordærver alt. Det kan man se på børns opførsel nu om stunder.

KAPITEL 5: FÆRDIG MED SKOLEN

DER ER NU GÅET 14 år af mit liv, og det begynder at forme sig anderledes. Som sagt før  var det en lykkelig dag i mit liv, da jeg kylede min skoletaske langt væk. Nu var det tid til at finde en læreplads. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad arbejde var. Mens jeg gik i skole havde jeg adskillige  bypladser. Jeg kørte med rulletøj, gik med den lokale avis, havde plads hos en grønthandler og hos en købmand.. Det sidste kunne være temmelig hårdt. Den var der 50 pilsnere i en kasse, og det var altid dem, der boede på 4. sal, der skulle have varerne bragt. Lønnen var 20 kroner om ugen plus diverse drikkepenge, som var meget mere end selve lønnen. Som Niels Hausgård siger: ’Der er altid arbejde nok til dem, der kan og vil’. Arbejde tager man ingen skade af, modsat det syn man har på den sag nu om dage, at unge mennesker ikke må arbejde. Det strider mod al sund fornuft …

HVILKEN UDDANNELSE SKULLE JEG VÆLGE?

NU VAR TIDEN TIL AT LÆRE NOGET, for at jeg kunne tjene penge. Jeg havde jo lært, at livet koster penge, og ikke som en stor dreng sagde til mig engang: ’Alt hvad der stå uden for forretningerne var gratis’. Den er fin, tænkte jeg og snuppede en honningkage. Da jeg kom hjem med den, sagde min Mor: ’Den må du hellere gå hen med igen’.

Det fag jeg skulle lære, var det, jeg skulle kunne ernære mig af resten af mine dage. Sådan var indstillingen den gang.

At blive smed eller maskinarbejder, det var sagen. Og det man vil, det bliver man. Det man ville, bliver man måske. Underligt at der er så stor forskel på de to ord.

Det viste sig at være et godt valg. Dette fag har bragt mig mange interessante oplevelser, som jeg ikke har villet været foruden.

Min Farfar var smed på centralværkstedet i København (Jernbanen). Han sagde: ’Når du bliver udlært, så søg ind til jernbanen, så er din lykke gjort resten af dit liv’. Jeg ved godt, hvorfor de gamle sagde det. De var hunderædde for at blive arbejdsløse. Men jeg har aldrig været tryghedsnarkoman. Jeg havde andre planer.

NEMT AT FÅ EN LÆREPLADS

NU TIL DAGS KRÆVES DER næsten en studenterexamen for at komme i lære. Men det gjorde det ikke i 1948. Det var en genopbygningstid, så det var forholdsvis let at få en læreplads. Det var min onkel Herman, der skaffede mig den. Han havde en modstandskammerat, der under krigen havde et værksted, der lavede maskinpistoler. De hed stenguns. Det gik fint under krigen, men nu skulle der produceres andre ting.

Det var en svær tid at gå fra skole til læreplads. Jeg var kun en hvalp, som ikke altid kunne se alvoren i livet. Derfor fik jeg mange hug af Mester og af svendene. Jeg lærte at se menneskerne fra en anden side, end jeg var vant til. Tit var de meget modbydelige mod hinanden …. også mod mig, der var yngste lærling.

En gang jeg blandede mig i svendenes samtale, fik jeg én på hovedet og blev spurgt om, at jeg så kunne holde min kæft, til jeg blev spurgt. Og det kunne jeg sagtens.

DAGLIGDAG PÅ VÆRKSTEDET

VI FREMSTILLEDE VÆRKTØJER til fremstilling af ringbind. De var noget anderledes end dem i dag. Vi havde også en produktion, som nogle damer tog sig af. Det var noget være rod, som jeg vil komme ind på om lidt.

Hos sabotøren var der kun én lærling foruden mig. Han hed Bruno. Han var altid så uheldig.. Nu skal I bare høre hvordan:

En dag vi sad og spiste vores frokost, fik vi et chok. Om formiddagen havde vi spildt noget fortynder på gulvet. Det blev suget op med noget savsmuld og fejet sammen i en bunke. Vi havde ingen frokoststue, så vi spiste vores mad på værkstedet. Da Bruno havde spist, tænfte han en smøg og kastede flegmatisk tændstikken over i savsmuld-bunken. Hille, du milde kineser, sikken brand. Det var nærmest en explosion, men selv midt i dramaet var der tid til at stikke Bruno et par flade.

Samme Bruno var også uheldig ved en julefrokost. Bruno var en rask, ung mand, der nok kunne drikke nogle bajere. Det gjorde de i øvrigt alle sammen også kvinderne. Midt i det hele kom en af svendene og spurgte,  om jeg lige kunne smutte hen og købe nogle kondomer, for nu skulle kællingerne ha’, hvad godt var. Jeg gjorde ikke nogen indvendinger, for det var ham, der en gang knaldede mig en lussing. Men jeg synes, det var noget rod, for de var alle gift … men ikke med hinanden.

På vej hjem fra denne julefrokost gik det galt igen for min uheldige lærekammerat. Han var efterhånden blevet godt træt i ansigtet og i Linie 3 blev han syg. Vi blev smidt af. Pludselig gik han helt ud. Der kom en ambulance, og han blev kørt på hospitalet, hvor han blev pumpet ud. I dag ville man ikke tage notits af det, men næste dag stod det i avisen. Det endte med at Bruno blev smidt ud af læren, og han forsvandt ud af mit liv.

FØRSTE OLYMPIADE EFTER KRIGEN

MIN LÆREMESTER BJØRN MADSEN var tosset efter damer, men det blev han også på mig. Peer Søndergaard var en glad, ung mand, som fløjtede og sang dagen lang, og ikke tog livet så alvorligt. Det var i 1948. I det år var der den første Olympiade efter krigen. Vi havde radio på værkstedet, og hvad var mere naturligt end at høre olympiade-reportage med Gunnar NU Hansen? Han talte så bejstret om alle datidens sportshelte: Greta Andersen, Karen Margrethe Harup, Raghild Hveger, Niels Holst Sørensen, guldvinder på 800 meter og senere general i Flyvevåbenet. Danmark vandt bronze i fodbold med navne som John Hansen og Johannes Pløger fra Frem – min klub – Ivan Hansen og Knud Lundberg fra AB. Carl Åge Præst fra ØB og Ejgil Nielsen på mål. Danmark vandt over Italien 5-3. Johan Hansen, som var expert i hovedstød scorede hattrick, og var den første danske fodboldspiller, der blev solgt til Italien. Han blev købt af Juventus for den enorme sum af 111.000 kroner.

Da min mester så, at jeg hørte radio i arbejdstiden, fik jeg den største skideballe, jeg til dato havde fået. Underlig fyr ham Bjørn, men måske havde han store problemer, for umiddelbart efter gik han fallit, og jeg måtte søge en anden læreplads. Det fik jeg ret let. Paradoksalt nok hos en forhenværende værnemager. Der var så mange forhenværende den gang.

KAPITEL 6: MESTER ROM-SØREN

MIN NYE MESTER blev kaldt Rom-Søren. Ja, livet er uretfærdigt. Sabotøren gik ned, men værnemageren overlevede. Værnemageren, der havde arbejdet for tyskerne, klarede sig bedre. Jeg har altid haft det svært med uretfærdigheder.

Måske var det på sin plads at forklare, hvorfor han blev kaldt Rom-Søren.

Da han som ung maskinarbejder på B&W – motorfabrikken på Christianshavn –  havde han et skab og i det skab … ja, gæt en gang! Hvad tror du, der var i det skab??? Godt gættet! Der var rom. Der blev drukket meget på arbejdspladserne den gang. Og hos Rom-Søren kunne man købe sig en dram. De sagde, at det var på den måde, han skaffede penge, så han kunne blive maskinfabrikant. Det er ganske vist, for en af svendene der hed Dregert, havde arbejdet sammen med ham, bekræftede at det var rigtig nok. Hvilket igen blev bekræftet af Harrald, en svend der stadig var på B&W, da jeg selv blev svend, og fik arbejde der.

DEN PÆNE MAND

ROM-SØREN, hvis rigtige navn var Svend Åge Sørensen, var en højst besynderlig person. Han var i perioder en nydelig mand i pænt jakkesæt og blød hat. Et par gange om  dagen kom han gående gennem værkstedet, og det gik fra mand til mand: ’Søren kommer’.

Han havde en hæslig vane. Han tyggede skråtobak og fy for den lede Augusta, som han kunne spytte. Hans harkere flød alle vegne. Af og til var det helt galt med ham. Så gemte han sig inde på sit kontor. Der sad han og tømte den ene flaske Clock-likør efter den anden. Det kunne han godt gøre en halv snes dage i træk uden at tage hjem. Han blev ikke vasket, og vi så ham kun, når han skulle på lokum … og sikke et syn.

Når han havde disse perioder, var der kun én, der måtte komme ind til ham. Det var cigar-damen henne på hjørnet. Det var hans elskerinde. En nydelig kvinde. Om man begriber hun kunne gøre det.

LØNNINGSDAGEN OG DE ANDRE DAGE

NÅ, SÅDAN ER DER så meget. Men så lidt om torsdagen. Det får mig til at tænke på min løn som lærling. Det første år fik jeg 19,20 kroner om ugen. Det steg til 35,37 kroner om ugen det sidste år.

At være i lære som maskinarbejder, foregik på følgende måde: I kortere eller længere perioder arbejdede man ved de forskellige maskiner. Drejebænk, fræser, schapper, langhøvl, diverse slibemaskiner samt skruestiksarbejde.

Vi var gode til at fremstille værktøjsmaskiner … altså sådanne som vi selv betjente. Det vi fremstillede gik til eksport. Noget arbejde var interessant, andet kedeligt. Jeg stod ved en langhøvl et stykke tid. Når der blev sat spån til, kunne der godt gå flere timer, inden den var færdig, og hvad gjorde man så?

En tur på lokum, og det var rigtige lokummer. Der sad vi så og sked på rad og række. Der var ingen døre men en skillevæg mellem hver tønde. Af og til sad vi der bare uden at have bukserne nede. Nogen gange kom mester og overraskede os. Han blev tosset: ’Sidder I bare der og tør-skider!’ Så kunne vi nok se at komme ud i en fart og på vejen ud, fik vi et los i røven. Underligt, ikke!?

KAPITEL 7: EFTER VERDENSKRIGEN

EFTERKRIGSTIDEN VAR en udfordringens tid for en ung maskinlærling. Der var mange muligheder. Man kunne emigrere til Canada, Venezuela, Sydafrika, Australien eller tage ud og sejle jorden rundt. Alt det drømte vi om. Vi talte om, hvordan det ville være at opleve varmen, palmerne, pigerne, de sorte, de skævøjede. Alt det som krigen havde lukket af for, og som man kun kunne opleve med livet som indsats som soldat.

Der blev krævet meget af en lærling. Vi arbejdede fra kl. 7.00 til 16.00 mandag til fredag. Lørdag til kl. 13.00. Weekend hed det, men i vinterhalvåret skulle vi på teknisk skole hver anden dag. Som sagt fik vi fri kl. 16.00, men kl. 17.30 skulle vi være på teknisk skole til kl. 21.00. Der var ikke meget fritid. Der blev demonstreret for en dag-skole, som man har i dag.

DEN LANGE LÆRETID

LÆRETIDEN SNEG SIG af sted. 4 år og 10 måneder er lang tid. Mange gange havde jeg lyst til at springe, især når andre kom hjem efter at have været ude at sejle. Åh, hvor det trak i det højre ben. Men tak til min Mor. Hun sagde: ’Du kan gøre lige, hvad du vil, når du er udlært’. Og det gjorde jeg.

DE ANDRE LÆRLINGE

HOS ROM-SØREN var der mange lærlinge. Lad mig fortælle lidt om dem.

Der var Henning, som blev kaldt Røde-Karl. Hvorfor? Fordi han var, ja, rigtig gættet, rødhåret. Han var en god kammerat.

Jørgen, som senere fik navnet Rom-Jørgen. Det har en anden forklaring.

Knud Nybæk var en enspænder, som var overladt til sig selv. Hans far var maskinmester hos Stillings i Valby. Knud havde bygget sit eget hus sin far og mors have. Knud tog ikke tingene så tungt. Husets opvarmning var en hel masse varmelegemer, som hang frit ude i luften, så man skulle passe på ikke at støde til dem. De lyste i mørket. De var rødglødende. Det var egentlig ret hyggeligt. Knud var meget experimenterende. De aluminiumsstiger, som alle har i dag, var han med i til at begynde med. Knud var også en af dem, der gjorde alvor af det, han talte om, til stor opmuntring for mig. Han fik senere hyre hos ØK, som sejlede på Fjernøsten. Det var en stor oplevelse for mig, da jeg fik lov til at besøge ham på skibet i Københavns Havn. Men Knud forsvandt, som så mange andre.

Henning var en ordinær person. En af dem der godt kunne stå ved en drejebænk på den samme fabrik hele livet. Beundringsværdigt eller hul i hovedet? Døm selv!

Jørgen var også en af dem, jeg drømte sammen med. Vi skulle erobre verden, men han var af den type, som Osvald Helmuth sang om i visen ’Ved Kajen’. Han blev hurtigt forlovet og gift. Dermed forsvandt drømmen om flugten ud i den store verden.

Jørgen, som senere blev til Rom-Jørgen, kommer vi tilbage til i et senere afsnit.

PENGENE VAR SMÅ

Læretiden var en tid, hvor jeg var temmelig bundet af lærekontrakten. Pengene var små og mulighederne få. Selv om en biografbillet kun kostede 45 øre på de tre første rækker og fra række 4-17 75 øre og resten af salen 1 krone 20 øre, var det svært at få pengene til at slå til. Jeg betalte det halve af min løn hjemme, hvilket var sundt.

KAPITEL 8: KVINDEN I MIT HJERTE

I LÆRLINGEPERIODEN var der en kvinde, som havde en stor plads i mit hjerte. Det var min Mormor. Kristine Jørgensen var en usædvanlig kvinde. Som ung var hun meget smuk, hvilket min Bedstefar Jens så længe før mig. Det blev mit held, for så kunne jeg selv blive til. Min Mormor kunne sommetider godt være foruden ham. Lige så selvopofrende min Mormor var, lige så selvisk var min Bedstefar.

Man kan sige, at modsætninger mødes, men afsløres først hen ad vejen. Min Mormor fik 14 børn, hvor kun de 7 levede til en høj alder. Min Bedstefar var fordrukken, så vilkårene for min Mormor var indlysende hårdt arbejde og uhyrligheder som følge. Rengøring tidlig om morgen, passe rulleforretning om dagen, og så stå til tjeneste for Bedstefar, når han kom fuld hjem. Sikke et liv med så mange børn. Med sådan en tilværelse skulle man tro, at hun var et bittert menneske, men det var ikke tilfældet.

FAMILIENS SAMLINGSPUNKT

Hun var smuk i skind og sind. Man kan sige, at hun lærte ydmyghed af det, hun led … lige som Jesus, men hun var ikke religiøs. Hendes udstråling bevirkede, at hun var samlingspunkt for hele familien.

Den del af familien, der boede inde i byen kaldte hende Bedste. Hun var min Mormor. Hos hende fandt jeg et fristed. Der var så dejligt i hendes stue. Det var så hyggeligt, som hun sad der i sin stue og lavede håndarbejde. Hun hæklede lyseduge, strikkede de pragtfuldeste sokker, man kunne tænke sig … og det gjore hun til hele familien. Hun brugte hele sin pension på materialer og fik sjældent tak.

Disse stunder hos min Mormor var præget af ro. Det var før fjernsynet. Det var ikke fordi vi talte så meget sammen, men det var ligesom om vi tavst forstod hinanden. Hun havde mange gode blade og spurgte ikke om noget, som min Mor altid gjorde. Mor var nærmest ulidelig på det punkt.

BJERGENE AF ÆBLESKIVER

Ja, samlingspunkt, det var Mormor altså. Sikke nogle familiefester, der blev holdt hos hende, og altid med et fast traktement. Mormors æbleskiver, som hun bagte i bjerge, var efter en speciel opskrift. Hun brugte kun kærnemælk. Selv om andre brugte hendes opskrift, blev de aldrig så gode som Mormors.

Måske fornemmer du som læser dette, at jeg holdt usigeligt meget af denne kvinde. Hun blev 84 år. Desværre var jeg ikke hjemme, da hun døde. Jeg var til søs. Da jeg fik meddelelsen, sagde jeg til telegrafisten, at nu bliver der ballade i familien. Ganske rigtigt. Hun var samlingspunktet og bolværket. Da hun ikke var mere, spredtes familien, og blev aldrig forenet igen. Men mindet om hende lever. Hun var et stort menneske … uden at tro på Gud eller Fanden.

KAPITEL 9: PIGER OG SEX

PÅ ET TIDSPUNKT i en drengs liv ændres ens syn på det andet køn totalt Fra at betragte piger, som nogle snottede, dumme tøser, ændres billedet af dem fuldstændigt. Det kommer samtidigt med, at kroppen gennemgår en forvandling. Personligt har jeg altid haft nemt ved at blive forelsket. Det er både dejligt og destruktivt sygt.

I gården var der en pige, der hed Ninna. Åh, hun var det dejligste, der kunne ses for mine øjne. Hun var rødhåret med hele ansigtet fuld af fregner. Men det blev aldrig Ninna og mig. Hun blev siden gift med min skolekammerat Poul Erik Rosengård Rasmussen. Måske var det fordi, jeg var længe om at blive modem, og hun var temmelig fremmelig. Heldigvis for det, for nu er jeg gift med mine børns mor Lizi. Hun er en enestående kvinde, som jeg vil beskrive senere.

LILLE BUTTEDE VITA

I stedet vil jeg fortælle om en anden pige fra Sydhavnen. En lille, buttet pige som hed Vita., Hun var den første pige, jeg fik lov at kysse, så det kunne mærkes. Vita fra K. M. Klausensgade rejste til New Zealand sammen med sin far og mor, og der er hun sikkert endnu. Hej, Vita!

SMUKKE LIS

Derimod Lis Hansen – det var noget helt andet. Lis var en ung, smuk pige, som havde det svært med sig selv. Hendes hjem var ikke særlig godt. Hun talte tit om at ligge 3 alen under jorden, hvilket jeg blev dybt ulykkelig over, hun kunne sige. Sådan en smuk kvinde med fremtiden for sig. Tænk at have så negative tanker om livet. Det foruroligede mig meget, for jeg var altid selv glad – sang og fløjtede dagen lang.

Egentlig var Lis forlovet med Vagn – en af drengene i gården. Jeg kom meget i hans hjem, men så slog han op med hende. Som følge deraf havde hun brug for trøst. Det fik hun både af mig og min Mor, som var glade for hende. Vi var nærmest venner. Vi gik i biffen sammen, var hjemme hos mig, som hun følte som et fristed. Men som jeg altid har sagt til mine sønner: Man kan ikke være ven med en pige. Tiltrækningen er for stor mellem kønnene. Det var den også i dette tilfælde. Lis blev et problem. Jeg blev forelsket i hende, men siden opdagede jeg, at hun brugte mig. Man kan måske sige, hun øvede sig i at have en mand ved sin side. Nå jeg fulgte hende hjem, tog hun mig under armen, og det var altid hende, der gjorde det. Jeg måtte ikke.

En gang fik Lis mig til at græde og blive dybt ulykkelig. Det var i den periode, jeg var soldat. Marine-soldat. Det at fremstille ting, har jeg altid været glad for, så jeg lavede en bordlampe til hende, som hun kunne have på sit værelse. Jeg havde virkelig pudset og kælet for den, som var det at røre ved hende selv. Men da så det store øjeblik kom, hvor lampen skulle afleveres, var hun kold som is. Da forstod jeg, at det aldrig blev Lis og mig. Jeg græd i flere dage. Derfor: Forelsk dig aldrig i fantasien, hav vished for ideen ellers gør det ondt med tiden.

Hvor Lis blev af, det ved jeg ikke, men jeg håber hun har det godt, og har fået noget godt ud af livet. Hvis man leder længe nok, er der gode muligheder.

FØRSTE SEXUELLE OPLEVELSE

Nogle mennesker siger: Får man ikke den man elsker, må man elske den, man får. Det kunne godt være sagt om Vagns mor. Vagns far, Carl, var gift med Vagns mor Inger, fordi Carl reddede Inger fra at drukne på badeanstalten Sønderstrand, som lå der, hvor Sjællandsbroen ligger nu. Som sagt kom jeg meget hos Carl og Inger. For meget. Inger blev min første sexuelle oplevelse, som jeg lige vil nævne, men ikke uddybe nærmere og heller ikke andre.

KAPITEL 10: SÅ TIL SØS

EN MORGEN vi mødte på arbejdet, var der så koldt på fabrikken, så når vi startede maskinerne sprang proppene. Så vi kunne selvfølgelig ikke arbejde. Så da Mester kom på sin morgenrunde, var der helt stille. Han himlede op, om vi så kunne komme i gang. En af de ældste lærlinge sagde, at det kunne vi for fanden ikke, om han ikke kunne mærke, der var koldt? Så måske var det bedre, der blev købt noget kul. Så sagde han ikke noget. Måske kan du gætte, hvem lærlingen var? Ja, ganske rigtigt: Peer Søndergaard.

Men det hævnede sig, da jeg senere skulle lave et svendestykke. Der var normalt tre emner, man kunne vælge mellem: En pluto-stålholder, der bestod af fire dele, en stålholder med vugge til drejebænk samt en stilbar ridseklods bestående af 22 dele.

Jeg blev kaldt ind til Mester Rom-Søren. Han stod med et smørret grin.

’Kan du huske den dag i januar, da du var fræk?’

Jo, det kunne jeg godt.

’Derfor Peer har jeg valgt for dig. Du skal lave en stilbar ridseklods i svendestykke. Her er tegningerne.’

Jeg sank en gang, men det var nu alligevel skønt, at have sagt ham min mening.

Nå, jeg fik lavet de 22 dele, men det var ikke uden kamp. Der skete en katastrofe midt i hovedemnet. Jeg knækkede et bor. Det havde sat sig fast. Men som så mange gange før klarede jeg den. Som min moster Gerda altid sagde: ’Du er Lykkens Pamfelius’.

Da min Farfar lavede sit svendestykke fik han sølvmedalje, men det var med nød og næppe, at jeg selv bestod. Men nu var jeg svend, og da jeg havde givet en kasse øl (50 stk), kunne jeg glæde mig over, at få lov til at sige du til de gamle svende. Det var en lykkelig dag. Ikke længere bundet af en lærekontrakt. Fri som fuglen. Mester var ’rar’ og beholdte mig 2 uger. Der var en årsag til, at det ikke blev til mere. Han gik nemlig fallit.

APPETIT PÅ LIVET

Det var forår, og alt så lyst og venligt ud, så jeg travede ud i den store verden med stor appetit på livet. Jeg fik arbejde på B&W i ’Afdeling 6 Værktøj’ hos mester Jessen. En flink mand. B&W satte yderligere fart i mine drømme om at komme ud i den store verden med skib.

Hver dag gik jeg ned i Prøvehallen, dér hvor de byggede de store skibsmotorer. Ih, hvor jeg beundrede og misundte disse mennesker. ’Du må gøre noget ved det, Peer. Go for it.’ Det man vil, det gør man. Det man ville bliver sjældent til noget. Endnu en gang stod lykken mig bi.

Min faster Grethe kendte en styrmand, som var ansat på statens mønstringskontor. Det blev min lykke. Hun sørgede for, at jeg fik en søfartsbog og med den i hånden, lå hele verden – og for den sags skyld Jorden – åben for mig, og jeg var ikke sen til at skrive et nyt kapitel.

KUFFERTEN STOD KLAR

På B&W om natten. Søge hyre om dagen. Parat til at tage afsted. Kufferten pakket. Så ringede telefonen endelig 12. oktobner 1953 kl. 9.00 om morgenen. Om jeg kunne tage afsted med middagsmaskinen  til London?

Jeg skulle mønstre et skib, der hed M/T Grønland, der lå i Southhampton. Jeg var lige kommet hjem fra natholdet på B&W, så jeg trængte til et par timer på øjet, så det blev ændret til en maskine kl 16.00, der skulle til Amsterdam. Her skulle jeg så skifte til London. Den var jeg med på. Det var virkelig spændende.

KAPITEL 11: PÅ VEJ UD I DEN STORE VERDEN

EFTER AT HAVE sagt pænt farvel til min Mor,  hankede den unge mand op i kufferten, skød hjertet op i livet, mødte forhyringsagenten i lufthavnen, gik ombord i flyet til Amsterdam. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs … men også meget stolt. Underligt var det at blande disse to følelser sammen. Det var som at gå linen ud.

At flyve havde jeg aldrig prøvet. Men der stod den og brummede nok så hyggeligt, og det var egentlig ret beroligende. Det var før jet-tiden.

Som sagt skulle jeg skifte i Amsterdam, men jeg var vist ikke helt herre over situationen, for lige pludselig lød det i højttaleren: ’Mr. Sondergaard, your plane are ready, please go on board’. Det tog jeg ingen notits af, men da det gentog sig, gik det op for mig, at mr. Sondergaard det var mig. Og så skulle det gå stærkt ud til flyet. Knap var døren lukket bag mig før, maskinen lettede. Det var bælgmørkt uden for, men snart blev det et lyshav. Hvad kunne det mon være?

STORBYENS LYSHAV

London! Lys så langt øjet rakte. Storslået! Nu skulle det vise sig, om det engelske jeg havde lært af en nysproglig student til 2 kr. i timen kunne bære. Det kunne det! Omend det ikke var skoleengelsk.

Da rejsen ikke endte i London, skulle jeg med tog til Southhampton, der skulle køre fra Waterloo Street Station. Det var derfor nærliggende at tage en taxi. Det var en rigtig Londonner Taxi. Det var ingen dør, men en kæde ind til chaufføren, som talte udbredt cookney-engelsk. Det var svært at forstå, men meget fascinerende. Han sagde blandt andet: ’It’s a dirty weather to day’. Det kunne jeg give ham ret i, for det regnede.

På stationen var der et mylder af mennesker, ligesom man ser på film. Jeg fandt perronen og toget. Lokomotivet stod og pustede damp. Husk, det var før dieseltogene, og at det var England. Et land med kul og før BPs fund af olie i Nordsøen.

Kl. 23.00 engelsk tid var toget i Southhampton, som i øvrigt den gang var udskibningshavn for de store amerika-linere Queen Elisabeth og United States.

DEN BESKIDTE VERDEN

De var virkelig givet godt ud, de 2 kr. i timen. ’Can I have a room for to night, please?’ Det kostede eet pund. Dødtræt gik jeg i seng.

Den næste dag vågnede jeg ved, at det kløede så skrækkeligt på mit ene ben. Lopper! ’Hallo, this is the World og det beskidte England.’

KAPITAL 12: KURS VENEZUELA

DET SKIB, jeg skulle med, var ikke kommet endnu, men det kom senere på dagen. Det var en tankbåd på 17.000 tons, M/T GRØNLAND. Rederiet var Det Dansk-Franske Dampskibsselskab – også kaldet Dansk-Fransk.

Det var spændende at flyve, men det var uhyggeligt spændende at gå ombord  på et skib, som jeg selv skulle med. Leve, arbejde, spise og sove i. Det fik hjertet til at slå meget hurtigt. Alt det jeg havde drømt om, var nu virkelighed.

EN MEGET UNG MASKIN-ASSISTENT

En mand kom – jeg tror, det var en matros – og spurgte mig, om jeg var den nye messedreng????? ’Nej, jeg er den nye maskin-assistent, og jeg vil gerne tale med 1ste mester’. Det fik jeg lov til.

Han var en ældre, rødmosset herre. Han gloede på mig, uvist af hvilken årsag.

’Jeg har et brev til Dem fra rederiet, værs’go’.

Han tog brevet og læste det med det samme. Da han var færdig udbrød han: ’Det var som syv satanner. Hvor gammel er De??????’

’19 år, hr.’

Det viste sig, at jeg var kommet i stedet for en 4. mester. Ham der var på skibet, skulle over på et andet, derfor de kraftige udtryk.

BLØD OPSTART

Alt var virkelig nyt for mig. Der var en underlig lugt ombord. En blanding af mad og diselolie. Højst besynderligt, men stadig euforisk … indtil jeg lukkede døren op til maskinrummet. Der fik jeg et chok.

Jeg var så chokeret, at jeg havde mest lyst til at rende min vej. Men jeg var jo i England, så der var for langt hjem, så jeg blev.

Tankerne for igennem mit hovede. Hvad nu hvis de sætter mig til noget, som jeg gør forkert og jeg ødelægger noget?

Men jeg havde glemt, at det var voksne mennesker, som udmærket vidste, hvad jeg var værd. Man sætte ikke sig selv i centrum, når man ikke er herre over situationen, men gør det, når du ved, du kan. 90% af de bekymringer man gør sig, bliver aldrig til noget.

Jeg skulle være dagmand, hvilket vil sige: Reparatør og forfaldent arbejde om dagen. Når der var manøvre skulle jeg passe maskintelegrafen og skrive manøvrerne ned samt tage tidspunkt. De skulle gerne være overens med broens i tilfælde af kollision.

HAVET SOM EN KVINDE

Jeg var en meget lykkelig, ung mand. På vej til Venezuela med M/T GRØNLAND. Det var pragtfuldt at være til søs. Jeg elsker havet. Det er som en kvindes sind. Uberegneligt. Den ene dag stille og nærmest dovent, for så at skifte til en frisk tag-fat med vinden, som kan sammenlignes med en kvindes muntre latter, der kan være yderst smittende.

Havet er dragende, som den tiltrækning kvinder har på mænd. Man får lyst til at springe i det. Ligesom at elske med hende i sengen … for så at skifte til det vildeste voldsomme. Som om der var noget indestængt i det, som skal ud. Så bliver man bange. Kvinder kan gøre mænd bange. Men når stormen har lagt sig, bliver det stille igen. Som forsoningens sødme mand-kvinde efter et skænderi og solen atter skinner, står op og går ned i smuk harmoni.

LAND I SIGTE

På tredie-dagen kom en ø-gruppe til syne. Hvad kunne det dog være??? Da vi befandt os i Sydatlanten var mit gæt Azorerne. Forsigtigt spurgte jeg en matros, som nikkede bekræftende. Jeg kom til at tænke på min Mor. Telegrafisten havde sagt ’hvis De har lyst til at sende et telegram, var jeg velkommen’. Det havde jeg. Hvad var mere nærliggende: ’Passeret Azorerne. Alt vel’. Så kunne hun se på landkortet, hvor jeg var.

Efterhånden som dagene gik, blev det varmere, hvilket også var et positivt aspekt, når man til dato kun havde været i Norge og Sverige.

Overraskelserne blev ved. En dag kom jeg på dækket, lå der flyvefisk. Det er en meget interessant fisk. Når den bliver jaget af større fisk, flyver den ud af bølgerne, og når så skibet går i søen, lander den på dækket til skue for sømanden.

Mange tror at livet til søs er kedeligt og trivielt. Men det er det ikke. Der sker utroligt meget og med stor variation. Men man skal have øje for det. F.eks. solopgang. Farverne varsler en ny dags komme. Lyset som overlister mørket. Farvernes spil i skyerne. Skibet får en anden dimension. Det virker nærmest som et rumskib i uendeligheden. Kun vand og univers. Solnedgang som varsler, at dagen er brugt. Farverne bliver mørkere. Natten kommer. Stjernerne bliver tændt. Hele dette vældige rum får evigheden til at være en realitet … og ikke bare et begreb.

Man stiller det ene spørgsmål efter det andet, som der er en forklaring på. Ja, det er der på alt her i livet. Måsker er man ikke gammel nok til at godtage dem endnu.

KAPITEL 13: ENDELIG VENEZUELA

VI ER NU ved rejsens mål: Venezuela – nærmere betegnet Amua Bay. En olieplads i et ørkenlignende landskab. I dissse omgivelser er der ikke megen romantik, men hårdt arbejde.

Knap var der slået færdig på maskintelegrafen, før vi sprang på hovedmotoren. Der skulle skiftes brændstof-dyser i top og bund. Samt mange andre ting, som vi ikke kunne gøre, mens skibet sejlede. Vi fik dog nogle timer i land, før vi skulle sejle igen.

ROM OG COCA COLA

Mit møde med noget som jeg kun havde hørt om i en sang af Andrew Sisters, som de gjorde meget populær var rom og Coca Cola.

Vi drikker rom og Coca Cola for ’the working dollar’ … og det gjorde jeg. Det var dog det dejligste, jeg nogensinde havde smagt, men min karriere som sømand kom til at hænge i en tynd tråd. Uden at ænse faren, fik jeg mere og mere af denne vidunderlige drik, med hvilket resultat??? Jeg blev stærkt beruset, og når jeg blev det, var jeg altid meget lystig!! Så da vi kom ombord, skulle vi alle tørne til. Det gjorde vi med en ordentlig brandert på. 1. Mester og 2. Mester var de eneste, der var ædru. 1. Mester var rasende. Helt ’uforståeligt’ og da han så min tilstand, blev det for meget. Een skulle det gå ud over. Så jeg fik en ordentlig Herre-overhaling med besked om, at jeg kunne rejse hjem, når vi kom til Europa. Det blev jeg meget ked af. Det var ikke min hensigt, så da vi alligevel på en eller anden måde fik skibet fra kaj og ud på havet, var der en meget lille maskinassistent, som bankede på Mesters dør.

’Kom ind’, lød det hvast, og da han så, det var mig, sagde han: ’Hvad vil De?’ ’Jeg, jeg vil bare sige, at jeg var frygtelig ked af det, der var sket, og jeg gerne ville give ham en undskyldning. Forsigtigt stak jeg hånden frem spændt på, om han ville tage den. Det gjorde han, mens jeg bad så mindeligt om at få lov til at blive … og det fik jeg.

DER LØD ET KÆMPE BRAG

TO et halvt døgn efter skete der noget, som gjorde, at Mester kunne være stolt af os. Kl. var 15.20. Jeg var så småt ved at gøre klar til udskejning, da der lød et kæmpe brag. Alle i maskinen stod stille. Sekunder efter gik smøreoliealarmen. 2. Mester stoppede omgående hovedmotoren. Hvad var der sket???

Lynhurtigt fik vi lemmene af ind til krumtappen. Ved cylinder 4 var ulykken sket. Et krydshovedleje var faldet ned, og derfor slået et stort hul i bunden af krumtapgraven. Al smøreolien var løbet ud i bunden af skibet. Fuld lastet med olie, lå vi så der med et haveri af dimensioner, midt ude i Atlanterhavet. Ja, hvad gør man så?????????????

Det viste sig, at vi fuldt ud havde de faglige kvalifikationer, der skulle til.

2 1/2 døgn efter blev der slået klar på maskintelegrafen af Peer Søndergaard og M/T GRØNLAND tudede i tyfonen og sejlede til Hamburg.

De skibe der lå og ventede på, at vi skulle kalde assistance, blev slemt skuffede. De ville jo få bjærgningsentreprisen. Det ville blive mange millioner. Vi var jo fuldt lastet.

DEN NYE AFLØSER: BISSE-POUL

Der blev ikke talt mere om, at jeg skulle i land, når vi kom til Europa. 1. Mester, som var på nervesammenbruddets rand i forvejen, fik det ikke bedre efter haveriet ved Venezuela. Så han blev afløst af en hård banan, som blev kaldt BISSE-POUL. Han kunne styre maskinbesætningen og maskinen.

KAPITEL 14 – HÅRDT ARBEJDE OG KVINDELIGE FORNØJELSER

MEN HVAD FIK JEG selv ud af min jomfru-rejse? Jeg lærte lynhurtigt, at livet til søs er forbundet med hårdt arbejde – og at skibets sikkerhed frem for alt kom først og eventyret til sidst … hvis der var noget.

Jeg havde aldrig før arbejdet 36 timer i træk, men det har jeg gjort mange gange siden under mottoet: ’Skibet SKAL sejle i nat’.

OVERSKUD AF KVINDER

Det siger sig selv, at en hel måned på et skib, så stiger lysten til at komme i land enormt. Se andre mennesker. Og hvor gjorde vi så det? I Hamburg er der et kvarter, som kaldes St. Pauli. Der lever der mennesker af hunkøn, som forstår sømænds behov for nærkontakt. Disse piger var der mange af. Det var kun otte år siden krigen var ophørt, og de fleste mænd var døde eller blevet invalider. Derfor var der et stort overskud af kvinder i Tyskland. Mange af dem blev glædespiger eller ludere, som de også kaldes.

Det var en hård tilværelse, de fostrede. Da vi i en periode sejlede fast på Hamburg, kom vi til at lære dem godt at kende – Vilma og Kristina – temmelig godt. Det var også mennesker med følelser. Da jeg var ganske ung, kalde de mig for Baby Face.

Det er altid meget opslidende at kigge i havn. Som min Mor altid sagde, var hun mere nervøs for mig dér, end når vi var til søs.

OLIE-SEJLADS

Men skibet skal sejle, og det gjorde det. På Middelhavet med tillæg på ti kroner om dagen, fordi det var krigszone. Vi hentede olie i Zidon i Libanon. Det vil sige, vi ankrede op et par kilometer fra kysten. Ved en bøje blev en slange hevet ombord, fyldte skibet og så sejlede vi til Hamburg igen.

1.300 kr. om måneden plus kost og logi og 300 kr. i krigstillæg. I alt 1.600,00 kr. Mange penge den gang. Nu 40 år efter tjener jeg det på en formiddag, når den er god.

STATEN KALDTE

En kom der et brev fra min Mor. Der var kommet en indkaldelse til soldat. Jeg skulle møde 1. maj. Jeg besluttede at afmønstre og få soldatertiden overstået.

Det var med en vis frygt, men også spænding, jeg mødte på Flådestation Holmen. Da min indstilling til livet altid har været ’Born to Freedom’, så var jeg godt klar over, at de næste 1 1/2 år ville være præget af disciplin, og at andre skulle bestemme, hvornår jeg skulle komme, og hvornår jeg skulle holde fri. Men på den anden side var der også noget sundt ved det. Ens tilpasningsevne blev afprøvet til det yderste. At være sammen med mennesker, som man ikke selv havde valgt, var en oplæring i flexibilitet. Det gjorde også nogle til venner og kammerater. Og så var der jo også hele den romantiserede side af soldaterlivet. Det at være i uniform gjorde, at man var med til mange ting, som man normalt ikke ville gøre som civilist, hvilket jeg vil berette om senere.

KAPITEL 15 – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 1

PEER SØNDER FRA KOMMODESKUFFEN var nu blevet 20 år i det Herrens år 1954. Det var forår, men af en eller anden grund – pudsigt nok at jeg ikke kan huske det – havde jeg halsbetændelse, den dag jeg ankom til Holmen. Temperaturen var næsten 40 grader, så i stedet for uniform og udrustning, blev jeg indlagt på infirmeriet. Det var meget menneskeligt. Jeg fik en mængde pencillin og hørte soldater-historier fortalt af de andre indlagte. Det var ret hyggeligt. Der gik så en lille uge med det.

Dagen kom så, da jeg fik min udrustning. Det var meget heldigt. Der var god tid til at prøve størrelser, og dermed noget der passede. Den gang var det strafbart at lægge uniformen, så den skulle jeg have på de næste 1 1/2 år. Så skulle man jo gerne se godt ud. Havde jeg nu skulle have udstyret sammen med 100 andre mænd, kunne man jo let forestille sig, hvad der blev kastet i hovedet på een.

Det var dejligt at skille sig ud. Være anderledes, som i mange livssituationer har præget mit liv.

UDSTATIONERET PÅ MEGET LILLE Ø

Jeg var ikke taget til rigtig marinesoldat, men til det der gik under betegnelsen Kystbefæstningen, som var en del af Den Kongelige Marine.

Jeg blev udstationeret på Middelgrunds Fortet uden for København. Det smagte da lidt af fugl. Der var da i det mindste vand rundt om. Det var en ø. Det er et skib jo også for den sags skyld, bare med den forskel, at det bevæger sig. Når pæren er i orden, så er den i orden!!!!!

AT SÆTTE SIG I RESPEKT

Mine fremtidige medmennesker var allerede godt i gang med soldaterlivet. Det vil sige eksercits fra morgen til aften. Træd an! Ret ind! Giv agt! Rør! Se til venstre! Hun af! Giv agt, løb! Min hue er ingen hat. Det skulle jeg så lære. Mit hovednr. var 205218 og mit delingsnr. var 39 … og sergenten brugte det flittigt.

Når man nu skal leve sammen med sådan en flok mænd, unge mænd der ikke har meget hår på brystet, gælder det om at sætte sig i respekt fra start. Man kan sige: Skaffe sig en plads, så der er luft omkring ens person. At masserne ikke kvæler en. Det var der ikke noget problem i. Min opvækst i Sydhavnen viste sig at være en fordel. Det at jeg allerede havde været ude i den store verden og havde et fag, gav en vis respekt fra start. Hurtigt vise hvad man er god til, og det man ikke er god til. Tage det med humør og selvironi. Så går det altid. Modsat var der nogle, der havde dårlige nerver, kom fra socialt belastede kår. Mod dem var verden ond – og blev sikkert ved med at være det.

KAPITEL 16 – LIVET SOM MARINE-SOLDAT 2

MILITÆR SKOLING er som at blive presset ned i en form. Det går let for nogle. Gæt, hvem det var svært for????? 39. Mig her, 39! Mig der, 39! Hurtigere, 39! Så en dag blev det for meget. Kudi 25 og mig selv blev enige om, at nu skulle de få noget at råbe for. Hvis delingen ville give os 25 kroner hver, ville vi lade os klippe skaldet. Det ville de gerne. De var helt vilde. Vi havde en barber på stuen. Han ville gøre det. Jeg gik med til det af praktiske grunde, så kunne huen sidde bedre fast, for jeg havde et stort hår den gang.

Tre mand holdt os, for så kunne vi ikke løbe. Først fik den ene klippet en stribe gennem håret, og så den anden. Vi lignede en omvendt mohikaner. De andre skreg af grin. De fik virkelig noget for pengene. Og så faldt resten af håret.

Kudi havde en sjov hovedfacon. Hans nakke var helt flad, og fra nakken gik det skråt ned mod panden. Jeg lignede nærmest en håndbold, og blev omgående udnævnt til formand for Rundhovedeforeningen. Alle skulle hen og føle. Håret var 3 millimeter langt, så det var som fløjl.

De næste dag til paraden blev der kommanderet: ’Kompagni ret! 25 og 39 træd an! Omkring! Huen af!’ Der lød et brøl af latter. Det lyder højt, når 120 mand blæser latter ud, det bedste de kan. Det er også en måde at blive kendt på. Hvad er et cirkus uden en klovn? I dette tilfælde vat det to.

HVAD ER EN SOLDAT UDEN ET VÅBEN?

Vi havde endnu ikke fået vores geværer. Men det fik vi. Hvad er en soldat uden et gevær???? Det var helt nye geværer af den type, der blev brugt i 2. Verdenskrig – et såkaldt Garant gevær. Med det gik vi ind i en ny form for eksersits. Geværeksersits. Gevær ved fod! Gevær på skulder! Giv agt, præsentér gevær o.s.v. Men vi skulle også kunne skille det ad, og det var jeg skrap til. Da vi havde prøvet det nogle gange, skulle vi gøre det på tid. Jeg vandt hver gang. Jeg brugte en teknik, som de andre ikke lurede, og som jeg heller ikke vil afsløre her. Kun en gang blev jeg nummer to.

For at få mig ned med nakken, fandt de på, at vi skulle løbe en gang rundt om fortet, skille og samle geværet. Da jeg ikke var så godt til at løbe, blev jeg kun nummer to.

JEG GJORDE MYTTERI

En anden gang jeg havde gjort noget, som sergenten synes, jeg skulle straffes for, blev jeg beordret 4 gange rundt om øen. Da den fjerde omgang var taget, sagde sergenten, at nu var det nok. ’Melder at jeg nu er varm, så jeg tager lige en til.’ Og det gjorde jeg.

En morgen da vi sad og skrællede kartofler, besluttede jeg, at det nu var slut med at råbe 39, for nu ville jeg være en seriøs soldat. Men knapt var jeg kommet ud til morgenmønstring, før Drengerøven (sergenten var 20 år) råbet 39. Så blev jeg stiktosset. Tog mit gevær og kylede det hen ad kajgaden, så gnisterne stod omkring det. Der blev dødstille. Alle måbede. Hvad var dog det????? Det var dramatik. Drengerøven var helt hvid i ansigtet og kommanderede: ’39, saml det gevær op!!’ ’Gu’ vil jeg ej’, meldte jeg.

Så gik han hen og hentede en fænrik, som var lærer for Eksrserskolen. Et rigtigt mandfolk, som vi alle havde stor respekt for. Stille og roligt spurgte han mig, hvad det skulle betyde? Roligt svarede jeg: ’Melder overfænrikken og forklarede ham, at nu havde jeg besluttet at vær en god soldat, men at oversergenten altid råbte efter mig, og det gad jeg ikke høre på mere. De to konfererede så om det. Overfænrikken sagde så: ’39, saml deres gevær op og træd ind i geleddet igen’. Det gjorde jeg så. Blev jeg så straffet????? Hvad tror I? Nej, jeg blev forfremmet til første geled, og jeg fik fred for ham resten af min tid på Middelgrunden og mine soldaterkammerater havde stor respekt for mig.

Vær ikke bange for at vove pelsen, Mette!

KAPITEL 17: LIVET SOM MARINE-SOLDAT 3

NÅR MAN STIKKER NÆSEN FREM, bliver der lagt mærke til een. Da eksercerskolen var færdig, blev jeg taget til korporal. Det vil sige på konstabelskole på Holmen og uddannet til artilleri-mekaniker. Man skal passe på med at være hurtig med geværet.

Men så var der også det med vinklerne på ærmerne. Man kaldte dem ’tøsemagneter’ – og det var jo ikke så galt med lidt feminitet blandt alle disse mænd … oh, la, la og skummerum samt skrig. Apropos det med pigerne. Så var der også noget der hed orlov, men pengene var små. Som menig var den ugentlige forstrækning 12 kroner, som konstabel 15 kr. og som korporal det svimlende beløb 35 kr. Det var godt nok om  ugen, men alligevel var der ikke meget at slå til Søren med. Men med en femmer på lommen kunne man få en glad aften. Mange steder stod der soldater og børn halv pris. Det kostede 2,50 kr. for at komme i Tivoli og 2,50 kr. for et krus fadøl. Så var aftenen i Taverna reddet.

TROLD OG SJATTERNE

Vi havde charmet os ind hos en servitrice, som vil kaldte Trold. Hun havde nr. 12. Hun var en ven af folket. En skøn kvinde. Når gæsterne ikke havde drukket ud, men efterladt øl i flasken, skænkede hun det op i vores krus.

I Taverne var der levende musik og mange piger. Marinesoldaterne var de populæreste, men dengang 25 og 39 var klippet skaldet, var der ingen, der ville danse med os. De troede vi havde lus. Men hår vokser ud igen, og så blev der danset, så sveden drev. Skæve Thorvald, fællessang. Et lærred blev hevet ned med tekst på. Alle sang med på ’Jeg har en ven en rigtig sejler, der vil ta’ kegler i hver en havn’ eller denne her ’Hvad er jeg uden dig? Som den ensomme svale i maj, som et skib uden ror, en banal melodi uden ord’. Og så Godnat-Valsen … den allersidste dans, før vi går hjem????????. Det kunne måske være, at jeg måtte tilbyde frøkenen eskorte på vejen hjem, så der ikke sker dig noget????? Det handlede om at score pigen, og det gør det sikkert stadig. Sommetider lykkedes det og somme tider ikke. Men onsdag var de røde hænders aften, den var god.

På trods af de små penge, led vi ingen nød. Det var jo kun 8 år siden krigen var slut og soldaten fik god support af befolkningen. ’Her soldat, her er penge til en pakke cigaretter’ eller ’du skal også ha’ en bajer’ … sommetider mange.

MILITÆRPOLITIET GREB IND

En dag blev det til en ordentlig kæp i øret, og fortovet var ikke bredt nok … og tak skal du ha’. Jeg blev standset af militærpolitiet. Det var nat, og sporvognene kørte ikke mere, så jeg skulle gå hjem til Sydhavnen. Men nu var jeg på den, men husk det gode humør og selvironien. Frækt sagde jeg til dem, nu de alligevel bare kørte rundt, om de så ikke kunne køre mig hjem. Til min store overraskelse sagde de hop ind, og minsandten om de ikke kunne se, at hvis jeg skulle gå hjem, ville jeg være ædru, når jeg nåede frem. Det syntes jeg var en skam, og det syntes de også. Det er altid godt, at kunne tale for sig. Husk på Klods-Hans!
Fortsættes …

Pinsekirkens eget orkester lagde for med sange til Jesus ære. Foto©JørgenKoefoed.

FOR NOGLE VINTRE SIDEN kæmpede din Blogger sig vej gennem høj sne i Almindingen. Ad Chr. X vej ud til Sigtemøllevejen. Her er der åbent land, og jeg kunne forude se en sortklædt mand, der manørerede usikkert med en trillebør. Han flyttede mærkeligt nok sne, der lå langs hans hæk ud mod vejen og kørte den ud på marken til den anden side.

Kort tid efter mødte jeg manden, da han var tilbage på vejen med en tom trillebør.

Jeg standsede og talte lidt med ham om hans Sisyfos-arbejde. Han faldt ned på sine knæ, mens han talte med mig.

Her kunne han berette en ejendommelig historie.

Manden, der var ret gammel, havde sidste år være meget svækket. Så meget, at han dårligt kunne bevæge sig endsige gå. Så læste han i Rytterknægten, at der var en ‘helbredelsesseance’ i Åkirkebyhallerne.

MANDEN MED TRILLEBØREN: Ikke fordi jeg tror på sådan noget. Jeg er heller ikke hellig, men jeg ville gerne være rask. Så jeg kravlede ud til bilen og kørte til Åkirkeby. Her kom jeg med møje og besvær ind i salen. Mødet startede, og dem der ville helbredes skulle komme op foran. Vi var mange, der fik lagt hænder på vores skuldre, mens der blev bedt. Miraklet skete. Jeg kunne gå tilbage ned gennem hallen og ud til min bil uden besvær. Og jeg er stadig rask, som du kan se.

Den tyggede jeg lidt på. Det var min agt, at opsøge ham på et senere tidspunkt for at få en nærmere beskrivelse. Men det blev både forår og sommer … og så var det ligesom for sent.

DEN HELBREDENDE VOLVO-DIREKTØR

Men for nogle uger var der et indlæg i Bornholms Tidende, som fortalte om, at Hans Berntsen havde bedt for syge i 35 år. Han havde været med til at starte Bilka og var gennem en årrække direktør for Volvo i Danmark inden han blev ‘helbredelsesprædikant’.

Årsagen til dette skift var ifølge ham selv:

“For mange år siden oplevede jeg og min familie en mirakuløs redning fra en alvorlig bilulykke i Tyskland. En stor tankvogn kørte op i vores campingvogn, fordi chaufføren var faldet i søvn. Vores bil blev skubbet 200 meter inden den ramte autoværnet i den modsatte side. Ulykken skete på en viadukt, så jeg tænkte: ‘Bare vi ikke kommer ud over kanten’. Bilen blev totalskadet, men heldigvis kunne vi alle kravle ud. Vi var overbeviste om, at det var Gud, der havde reddet os.”

MØDET MED HANS

Hans Berntsen er dybt religiøs og har gudsbenådede talegaver. Foto©JørgenKoefoed.

Den samlede bornholmske presse var til stede for at dokumenterer de mange helbredelsesforsøg. Foto©JørgenKoefoed.

Min nysgerrighed var vakt. Derfor deltog jeg i mødet lørdag 28. januar. Det foregik i Pinsekirkens store mødesal på Sagavej i Rønne, som havde lagt lokaler til. Hans tilhører ikke nogen bestemt trosretning. Han optræder alle mulige steder. Fx hos Frelsens Hær i Horsens, Apostolsk Kirke i Hillerød og Frikirken i Ringsted. Folkekirken har ikke åbnet deres døre. De tror tilsyneladende ikke på, at Jesus kan helbrede via et almindeligt menneske.

Der var mødt omkring 200 mennesker op. Man blev meget hjerteligt modtaget af Pinsemenighedens mødetilforordnede, som også sørgede for at en ung trio slog tonerne an til en sang til Jesu ære.

Så kom Hans på scenen. Total veltalende, hyggelig munter, introducerede han de fremmødte for hans tilgang til Gud, Jesus og Helligånden. Han opfordrede alle til at åbne deres hjerter for Jesus. Det ville ændre deres liv i den positive retning.

Så var det tid til forbøn for de syge. Inden da gjorde han opmærksom på, at det var ikke ham, der havde særlig magiske hænder. De var ganske almindelige. Det var derimod Jesus, som gennem hans forbøn, kunne gøre mennesker raske. Underforstået: Ikke alle kunne regne med at blive helbredt ved denne forbøn. Men måske ved den næste eller næste igen.

HELBREDELSE PÅ SAMLEBÅND

Hans er intens, når han går i forbøn for en syg. Foto©JørgenKoefoed.

De syge blev opfordret til at komme op ved scenen. Her skulle de en for en sætte sig i en stol foran Hans, og hel kort bare sige hvad de fejlede. Fx piskesmæld, leddegigt eller tinnitus. Så tog Hans for det meste fat i folks hæle, løftede benene op til vandret og bad Jesus om, at gøre dette menneske rask. Andre fik håndspålæggelse, hvis det var hovedet, det var galt med.

Der røg rigtig mange igennem. Også folk der gik med krykker eller kom i kørestol. Men ingen smed krykkerne eller hoppede dansende ud af rullestolen efterfølgende. Men en unge kvinde, der stillede sig lige bag mig havde åbenbart fået noget ud af sin forbøn:

“Det er hel fantastisk. Jeg har aldrig stået så godt før. Hold dog op, hvor er det godt!”

De fleste mennesker har smerter, fordi de er skæve. Deres fødder er ikke lige lange. Foto©JørgenKoefoed.

Spædbørn kan også have helbredsproblemer. Foto©JørgenKoefoed.

Rullestolsbrugere prøvede også at kunne gå efter en forbøn. Det lykkedes ikke her. Foto©JørgenKoefoed.

Heller ikke krykkerne kunne smides i denne ombæring. Foto©JørgenKoefoed.

Denne kvinde havde smerter efter piskesmæld. Om hun blev helbredt vides ikke. Foto©JørgenKoefoed.

En mor havde taget sin teenage-datter med for en helbredelse. Foto©JørgenKoefoed.

En kørestolsbruger kom op at stå for at modtage en helbredende forbøn. Foto©JørgenKoefoed.

DIN BLOGGER BLEV IKKE HELBREDT

Da det var ved at tynde ud i den store flok, der søgte helbredelse, sprang din Blogger også ned i stolen. Jeg hviskede til Hans: Jeg har en ‘kold venstre skulder’. Så blev mine ben løftet op, og der blev sendt en bøn op til Jesus.

HANS: Hjalp det?

DIN BLOGGER: Det må tiden vise!

En uge efter kunne jeg konstatere, at det ikke var ved denne helbredelsesseance, at jeg skulle blive gode venner med min skulder. Men jeg prøver gerne igen. Ifølge Det Nye Testamente kunne Jesus jo udbrede sin kristne tro på grund af sine mange helbredelser af syge.

OM HANS BERNTSEN

Hans Berntsen udgiver også bladet MISSION DANMARK. I det første nummer i 2017 kan man læse en masse tilkendegivelser fra mennesker, der er blevet raske gennem Hans’ forbønner. Fx skriver Kirsten med foto af sig selv: “Jeg har haft tinnitus i mere end 1 år – jeg kunne ikke sove om natten – vågnede utallige gange på grund af den lyd – jeg kunne ikke leve med det – det var opslidende for mig. Ørelægen sagde, at er ikke var noget at gøre ved det ­– derfor tog jeg op til Hans, og han bad for mig. På vej hjem blev det værre – men efter 3 uger en søndag morgen var det væk, og jeg har intet mærket siden.”

Hans Berntsen bor i Ellegårdspark 42 i Farum. Du kan se hans mødeliste for 2017 på www.missiondanmark.dk.

Fortæl Bloggen, hvis du oplever noget mirakuløst.

Det var den daværende provst på Bornholm Gotfred Larsen, der stod for indsættelsen af Marianne Ring. Foto©JørgenKoefoed.

RIGTIG MANGE  kirkegængere fik noget af et chok, da deres præst – Marianne Ring – fra prædikestolen forkyndte, at hun havde besluttet at forlade Bornholm.

Stilheden var larmende – indtil en enkelt brød ud i gråd. Det skete sidste søndag.

Din Blogger sad på værelse 604 på Hotel Generator i Adelgade i København på vej til Paris, da denne sms tikkede ind på mobilen mandag 6. februar kl. 09:23:

“Kære Jørgen og Lisa. Så er I altså på vej. Så vil jeg fortælle jer, for dog at fortælle det selv, at jeg har søgt og fået embede nede ved Michael. Jeg prøve-prædikede i tirsdags og fik udnævnelsen i torsdags. Det er gået meget hurtigt. Jeg fratræder med udgangen af marts. Ikke mit livs letteste beslutning, her er jo pragtfuldt, i både natur, sogn og kirke. Men mennesket lever ikke af Guds ord alene, eller – Guds ord må gerne få krop. KH fra Marianne”

Vi græd ikke dér på værelse 604 – men vi sukkede dybt adskillige gange.

Din Blogger havde et par dage forinden hørt fra vandrørene, at noget ubehageligt var under opsejling. Og nu var det en realitet. Fandens osse!

EN LYSENDE SJÆL

Gudhjem Kirke var pyntet op med blodrøde roser, da Marianne Ring holdt sin tiltrædelsesprædiken. Foto©JørgenKoefoed.

Marianne Ring blev indsat som præst i 2014 i Gudhjem Kirke. Der var roser i de små messingvaser ved bænkene … og efter indsættelsen var alle tilstedeværende klar over, at Gudhjem nu havde fået en præst, der til fulde matchede byens navn.

Marianne kastede sin sjæls lysende lys over Østerlars og Gudhjem. Hun tiltrådte 2. marts 2014 og fratræder nu bare lidt over tre år efter. Som Karen Jønsson synger i filmen ‘En Fuldendt Gentleman’ fra 1937: “Hvorfor er lykken så lunefuld, hvorfor er glæden så kort?”

SØNDERJYDERNE FÅR LYSET

Marianne Ring har fået embede ved Tinglev Kirke i Sønderjylland … 8 km nord for grænsen og 8 km vest fra sin soulmate Michael Ravnholt Westh, som blev indsat som sognepræst ved Kliplev Kirke 5. juni 2016.

NOGET – MEN IKKE DET HELE – OM MARIANNE LEONHARDT RING

Marianne Ring fyldte 50 år 8/8/08 og i den anledning bragte Kristeligt Dagblad denne fødselsdagsomtale:

“Sygehuspræst Marianne Leonhard Ring, Vanløse, er født i Glostrup og klassisk sproglig student fra Rungsted Statsskole. Hun blev cand.theol. i 1991 fra Københavns Universitet og året efter sognepræst i Glostrup, hvor hun virkede indtil 1999, da hun kom til Ågerup-Kirkerup-Hvedstrup Pastorat. Her var hun blandt andet aktiv i arbejdet med restaureringen og ombygningen af den tidligere præstegård og den nye sognegård. I årene fra 2002 til 2006 arrangerede og ledede hun sognerejser med både kirke og kunst i fokus til Spanien, Grækenland og Tyskland, ligesom hun tidligere har arrangeret rejser til Israel og Jordan. I 2004 udarbejdede hun et skilsmisseritual, som ligger fremme i kirkerne, og i otte år fra 2000 har hun været involveret i grafisk tilrettelæggelse samt indlæg i og redaktion af pastoratets kirkeblad. Ved siden af præstegerningen er Marianne Leonhard Ring aktivt udøvende kunstner. Hun modtog i årene omkring 1980 privatundervisning hos billedhugger Willy Ørskov på Kunstakademiets Billedhuggerskole og har haft stipendieophold i Athen og Oslo. Hun har deltaget i adskillige udstillinger med sine skulpturer. Pr. 1. august i år er Marianne Leonhard Ring tiltrådt præstestillingen på Hospice Sjælland.”

MARIANNE RING PÅ BLOGGEN

Det var en glad Marianne Ring, der førte an som rutineret rejseleder for 24 bornholmere. Foto©JørgenKoefoed.

MARIANNE RING arrangerede i oktober 2016 en bus-tur for menighederne til Luther-land i Tyskland i anledning af Luther-året i år. Den meget vellykkede tur er nærmere beskrevet i bloggen IKKE LUTTER LUTHER fra 13. oktober 2016 – se http://www.lisahoyrup.dk/jk/det-var-ikke-lutter-luther/

EFTER HØST-GUDSTJENESTEN i 2014 var der kaffe og lagkage i lange baner i præstegården. Bagefter optrådte Marianne Ring som er særdeles veloplagt auktionarius ved den efterfølgende frugt-og-grønt-auktion. Foto©JørgenKoefoed. Se bloggen GUDHJEM-PRÆSTEN PÅ SLAP LINE på http://www.lisahoyrup.dk/jk/gudhjem-praesten-paa-slap-line/

To friske tøser fotograferet foran Gudhjem Kirke: Marianne Ring og Lisa Høyrup. Foto©JørgenKoefoed.

I OKTOBER 2014 udstillede Marianne Ring sammen med Lisa Høyrup på Svanekegården – henholdsvis små bronze-skulpturer af kvinder og 36 små malerier ‘Udsigten fra mit soveværelsesvinduer’ – Ertholmene gennem 2013 med tre billeder pr. måned. Se bloggen RING & HØYRUP INDTAGER SVANEKE på http://www.lisahoyrup.dk/jk/to-gudhjem-kvinder-indtager-svaneke/  Malerierne kan ses på Lisa Høyrups hjemmeside: http://www.lisahoyrup.dk/værelse-med-udsigt/ – Skulpturerne på http://www.mariannering.dk/MarianneRing/Udtalelser.html

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste – eller det mest interessante:

Adam & Noah – Danmarks ghetto-svar på ‘Kongerigets Klogeste’ og kendt fra YouTube og DR2 i deres bog ‘Klogskab til Danskere’ i kapitlet ‘Hvorfor må jeres børn alt?’: Okay, opdragelse er ikke det nemmeste i verden. I hvert fald ik’, hvis man spørger danskerne. Men når man tænker over det, er det faktisk ik’ det sværeste i verden. Det er jo bare en masse ja- og nej-svar, man skal give sit barn.

Adam & Noah – Danmarks ghetto-svar på ‘Kongerigets Klogeste’ og kendt fra YouTube og DR2 i deres bog ‘Klogskab til Danskere’ i kapitlet ‘Hvorfor må jeres børn alt?’: Dansker forældre er total bange for at sætte grænser for deres børn. Det som om, at børnene er sådan nogle små skrøbelige væsener, som man ikke må sige noget til. Hallo, de skal bare have at vide, at de skal holde deres kæft.

Adam & Noah – Danmarks ghetto-svar på ‘Kongerigets Klogeste’ og kendt fra YouTube og DR2 i deres bog ‘Klogskab til Danskere’ i kapitlet ‘Hvorfor må jeres børn alt?’: Hvis en lærer fx sætter en elev på plads, så går eleven hjem og klager til sine forældre. Hvad gør forældrene så? De siger ikke til deres barn, at nu må det være nok med at råbe i klassen, mens der er undervisning. Eller at det fx er en dårlig idé at sidde og sende sms’ere til deres præpubbekæreste i timen. Nej, de siger: ‘Lille Sif-Emma Marie, det må have været en traumatisk oplevelse’, og så vil de snakke med læreren. Så går de fucking ned på skolen og klager over, at undervisningen ikke er på deres barns præmisser.

Her er Din Bloggers klumme i dagens udgave af WEEKEND i Bornholms Tidende:

Det er ikke bare dansk politi, der tager let på egen sikring. Se bare på denne antiterror-enhed jeg fotograferede i Paris sidste år i oktober. Nogen går spredt på hver sit fortov, men her er de lige til at skyde ned med en enkelt salve fra en maskinpistol. Ikke just rettidig omhu. Foto: Jørgen Koefoed.

Paris 8. februar 2017: Kun fem dage efter, at en araber angreb en gruppe sikkerhedsfolk på pladsen foran Louvre, oplevede din klumme-skriver denne episode: Tre militære sikkerhedsfolk og tre politibetjente i hyggelig snak og med ryggen til pladsen foran Notre Dame Kirken. Et sted, der ligesom ved Louvre, er fyldt med turister. Her udvises i hvert fald ingen rettidig omhu – til glæde for eventuelle terrorister. Foto©Jørgen Koefoed.

Det var A. P. Møller, der bankede ’rettidig omhu’ ind i knolden på sine medarbejdere

Nu bør politiet også lære det!

I DET FORGANGNE ÅR kunne politiet i USA notere sig for en 1. plads i nedskydning af egne borgere  – hvide og især sorte. Man kunne forledes til at tro, at det er fordi amerikanske betjente er mere blodtørstige end politi i andre vestlige lande. Det er muligt, de er det, men jeg tror først og fremmest, det er på grund af rettidig omhu.

Det amerikanske problem udspringer af, at Gud og hveranden mand gemmer et skydeklart våben i bukselommen. Og jeg kunne forestille mig, at sådan en almindelig politimand er rimelig rædselsslagen for ikke at kunne komme hjem til familien efter endt arbejde. Derfor har han fingeren på aftrækkeren hver gang, han har kontakt med en civilist. Herfra er der jo ikke langt til, at et skud eller tre går af, hvis den anråbte bevæger hænderne forkert.

Herhjemme har politiet – i hvert fald indtil videre – haft et meget afslappet forhold til kundekontakten. Det er jo ikke så dårligt endda. Men måske lige afslappet nok i forhold til, hvordan den kriminelle scene har udviklet sig. Prøv lige at kigge på de episoder, der har udspillet sig de senere par år:

Krudttønden

To politifolk og en række danske og svenske PET-agenter var sat på arbejde, da den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks i februar 2015 skulle holde foredrag i Krudttønden på Østebro. Alle ved hvordan det endte. Men hvordan kunne Omar Hamid først nå at dræbe filminstruktøren Finn Nørgaard på gaden uden for og derefter sende en kugle-regn gennem Krudttøndens store cafévindue – uden at de udkommanderede sikkerhedsvagter nåede at reagere? Selvfølgelig fordi de befandt sig inde i cafeen, hvor de sad og drak kaffe – endda med ryggen til gaden og indgangsdøren. Og det på trods, at mødet var i fuld gang ved siden af. Lidt for afslappet – og i hvert fald uden rettidig omhu.

Synagogen

Bedre blev det ikke senere på aftenen ved Synagogen i det indre København. I betragtning af, at hele byen var i rød alarm, burde de to betjente have udvist allerhøjeste rettidig omhu. I stedet står de formentlig og snakker med den jødiske civilvagt Dan Uzan, mens en tilhyllet person får lov til at komme hel tæt på dem og kvit og frit sende en kugle gennem jødens pandebrask. Efterfølgende viser det sig, at betjentene hverken har klargjort deres maskinpistoler eller overhovedet kan betjene dem.

Skuddet ved Christiania

I september sidste år standsede to betjente en narkokurér uden for Christiania. Ordensmagten regnede ikke med, at den unge araber var tilknyttet jihad-gruppen Millatu Ibrahim, der har tæt forbindelse til Islamisk Stat. Derfor var de hel uforberedte, da han trak en pistol og skød den ene betjent. Det samme skete faktisk, da to italienske betjente en sen nattetime henvendte sig til en mistænkelig person i en forstad til Milano. Her nåede den ene betjent også at blive skudt, inden massemorderen fra julemarkedet i Berlin  selv blev skudt.

Politidrabet i Albertslund

5. december 2016 sent om aftenen får den vagthavende betjent på politistationen i Albertslund en telefonopringning fra den lokale skytteforening. Meldingen lyder på, at en navngiven person har stjålet og medtaget en pistol fra foreningen i løbet af aftenen. Den vagthavende tjekker mandens identitet og kan konstatere, at han er identisk med den person, der nogle år tidligere kom ind på stationen og forsøgte at likvidere en betjent med en softgun. Denne alarmerende opdagelse får ikke den vagthavende til hverken at varsko de ansatte eller sikre indgangen til stationen. Resultatet kender vi. En tilfældig politimand blev skuddræbt den efterfølgende morgen. Hvor var den rettidige omhu?

Knivstukket i Rønne

Natten til torsdag 15. december blev Bornholm Politi kaldt ud til høj musik i en lejlighed i Sankt Mortensgade. Lejlighedens indehaver var en gammel kending og derfor besluttede de to betjente, at medtage hans musikanlæg. Mens de afmonterer apparatet overvåger de tilsyneladende ikke den stærkt påvirkede og rasende mand, må man formode. I hvert fald ikke før han stikker en kniv i ryggen på den ene betjent.

Barskere tider

Selv om det ikke lyder rart, kunne noget tyde på, at det danske politi skal være indstillet på, at de også kan blive angrebet, når de får kontakt med civilister. De tider er åbenbart forbi, hvor nogen tænker sig om to gange, før de tager livet af en betjent.

Tonen er blevet rigtig rå. Før gav man politiet fingeren. Nu får de stålet!

Pandekagemanden er tilbage sort som en neger – her sammen med Pandekagehusets madamme. Foto©JørgenKoefoed.

SÅ ER DER ATTER snart Pandekager Over Gudhjem. Pandekagemanden er returneret til byen efter adskillige måneder i de varme lande.

BLOGGEN: Du ligner jo en neger. Har du været i Afrika?

PANDEKAGEMANDEN: Nej! Jeg er lige kommet tilbage fra Cambodja.

BLOGGEN: Cambodja?! Jamen plejer du ikke at opholde dig i Thailand?

PANDEKAGEMANDEN: Jo, men i år skulle det være Cambodja. Jeg var sammen med Peer Fischer [ham fra Løkkegade]. Vi havde lyst til at prøve noget nyt.

BLOGGEN: Jamen, hvordan var der så i Cambodja?

PANDEKAGEMANDEN: Der var møg-beskidt. Overalt. De smider deres affald på gaderne. Man kan sige, at Thailand er blevet forurenet af russere, der ikke opfører sig ordentlig, hvorimod Cambodja er forurenet af affald.

BLOGGEN: Hvad med hotellet?

PANDEKAGEMANDEN: Det var fint. Jeg boede tre minutter fra stranden. Det er gader og veje, der er flyder med affald.

BLOGGEN: Er der kriminalitet?

PANDEKAGEMANDEN: Officielt er der ingen. Men det skyldes åbenbart, at forbrydelser ikke bliver registreret. Der er masser af kriminalitet.

BLOGGEN: Hvad med befolkningen?

PANDEKAGEMANDEN: De er meget fattige. Derfor er der også billigere end i Thailand. Men trafikken er livsfarlig. De kører hel forfærdeligt. På en landevejsstrækning ud til lufthavnen, så jeg blandt andet en væltet scooter med far, mor og tre børn, der lå smadret i vejsiden. Ligesom jeg så en havereret bil, hvor en ko var røget ind gennem forruden. Ganske forfærdeligt!

BLOGGEN: Skal du så også til Cambodja næste år?

PANDEKAGEMANDEN: Nej, det skal jeg absolut ikke.

BLOGGEN: Hvad med Pandekagehuset. Ruderne har i flere måneder været tildækket med sort plastic. Hvad foregår der bag de nedrullede gardiner?

PANDEKAGEMANDEN: Jamen, det hele er blevet sat i stand. Alt træværk er blevet slebet ned og malet og bordene har fået en gang dobbelt-lak.

BLOGGEN: Det lyder vældigt. Hvornår agter du så at få gang i pandekage-panderne?

PANDEKAGEMANDEN: Jeg åbner 1. marts.

Gudhjem Kirke har fået et nyt menighedsråd, men til gengæld mangler der nu en  præst efter 1. april. Foto©JørgenKofoed.

DER VAR MENIGHEDSRÅDSVALG over det ganske land 8. november sidste år. Også i Gudhjem Sogn. Der var bare to problemer, der gjorde, at det ikke kunne lade sig gøre i her.

ET: Hele det gamle menighedsråd ønskede ikke at genopstille.

TO: Der var ikke nye stillerlister, der kunne stemmes på.

Altså måtte valget aflyses. Biskoppen gav tilladelse til en udskydelse, så der blev extra tid til at samle et nyt råd. Det er nu lykkedes. Der var konstitueringsmøde i præstegården i Østerlars i går aftes og de mange poster blev uddelt sammen med en gennemgang af regnskabet for 2016. Bagefter det meget lange møde var der smørrebrød fra Åkirkebyhallerne.

Det nye menighedsråd ser sådan ud:

De nye menighedsrådsmedlemmer prøvede alle sammen at komme ind i konfirmationsstuen på én gang: Forrest: Marianne Ring, Preben Paulsen og Michael Hammarlund. Fra venstre bagest: Martin Bloch, Agnete Kofoed Petersen, Lene Kofoed Bloch, Lene Høst, Kirsten Sonne Harild og næsten usynlig helt til højre Henrik Kaufmann.  Bente Harild var ikke til stede. Foto©JørgenKoefoed.

Michael Hammarlund (næstformand – enstemmig valgt – og kirkeværge]

Henrik Kaufmann (kontaktperson og referent)

Lene Høst (kasserer)

Agnete Kofoed Petersen

Marianne Ring (præsten)

Hans Martin Bloch (suppleant)

Lene Kofoed Bloch (suppleant)

Kirsten Sonne Harild (suppleant)

Bente Harild (suppleant)

Og så blev byens træmand – Bjørn Cordsen – valgt til bygningskyndig uden dog at være medlem af menighedsrådet.