![Det Wærnske Institut startede i 1814 på adressen Allégade 6 på Frederiksberg i baggården. Efter cirka 70 år flyttede skolen til Kastanievej 2 på Frederiksberg (billedet). Instituttet var en mindre kostskole for piger af borgerstanden, der her blev uddannet til duelige husmødre. Det var også et opdragelses- og undervisningsinstitut for fattige og faderløse borgerdøtre. I 1914 overtog Mariaforbundet stedet, hvor de i dag driver Kastanievej Efterskole. Foto©JørgenKoefoed.]()
Det Wærnske Institut startede i 1814 på adressen Allégade 6 på Frederiksberg i baggården. Efter cirka 70 år flyttede skolen til Kastanievej 2 på Frederiksberg (billedet). Instituttet var en mindre kostskole for piger af borgerstanden, der her blev uddannet til duelige husmødre. Det var også et opdragelses- og undervisningsinstitut for fattige og faderløse borgerdøtre. I 1914 overtog Mariaforbundet stedet, hvor de i dag driver Kastanievej Efterskole. Foto©JørgenKoefoed.
Resumé: LILLE ADDA ROUENVILLE boede med sin familie i Svaneke på Bornholm, hvor hendes far var toldoppebørselskontrollør. Da han døde i 1892 flyttede 7-årige Adda med sin bror og mor til København, hvor moderen to år senere skaffede Adda en friplads på Det Wærnske Institut. Her gik hun fra 1894 – 1902. Da hun i 1938 var 50 år gammel nedskrev hun sine erindringer fra skolen. Disse har jeg fundet under en stabel papirer hos en 92-årige dame på Frederiksberg. Det er første gang de ser dagens lys. Beretningen består af en epilog og 23 kapitler. På baggrund af den herskende hidsige debat om den nye skolereform, kunne det måske være på sin plads med et tilbageblik på skolen for over 100 år siden.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
KAPITEL 23 – de tidligere bragte kapitler gengives nederst i texten.
HVERT AAR blev der tildelt en af Eleverne et Brudeudstyrslegat paa 100 Kr. Det sidste Aar jeg var paa Skolen, var jeg saa heldig at faa det. Jeg blev kaldt op til Frk. Goll, som sagde det til mig: ”Ja, lille Adda, i Aar har du jo været saa heldig at faa Legatet, det er ikke fordi du har været særlig dygtig, men fordi du har været en god Pige, de Aar du har været på det Wærnske Institut”.
Jeg takkede og var meget glad for Legatet.
Den første Torsdag i Maj Maaned 1902 var der atter Eksamen. Dennegang var det Astas og min Tur til, som Frk. Staal altid sagde, at komme ud af Skolen for at ”pløje Livets furede Ager”.
ET NYT AFSNIT af vort Liv begyndte, men Minderne fra vort Barndomshjem gemte vi dybt i vort Hjerte.
______
SLUT: DETTE VAR det sidste kapitel i ADDA ROUENVLLEs barndomsminder fra Det Wærnske Institut på Frederiksberg, hvor hun boede og blev undervist fra 1894 – 1902. Disse erindringer skrev hun i 1938 50 år gammel.
Det Wærnske Institut eksisterer ikke længere. Bygningerne på Kastanievej på Frederiksberg huser i dag Kastanievej Friskole. På facaden ud mod Kastanievej er der indfældet en stenplade, der angiver, at DET WÆRNSKE INSTUT har eksisteret lige netop her. Foto©JørgenKoefoed.
. . . . . . . . .
Her gengives de tidligere bragte kapitler:
EPILOG: LÆR AT TAGE KAMPEN OP MOD LIVET
DA DET NU er gaaet Fru Wærns Pigeskole i Danmark ligesom det er gaaet hendes Drengeskole i Norge, saaledes at der af hendes engang store formue nu kun kan blive nogle faa Legater – for Drengenes Vedkommende i Norge et par Fripladser paa en Søkadetskole og for Pigernes Vedkommende i Danmark 6-8 Fripladser i Mariasøstrenes Husholdningsskole – synes jeg, at vi skylder Fru Wærn, som Tak for alt hvd hun har gjort for en Mængde danske Børn, at nedskrive vore Erindringer fra vor Barndom paa det Institut, hun selv har stiftet og ønsket skulde bevares igennem Aarhundreder.
Det var Konferensraadinde Wærns Mening at give forældre- eller faderløse Børn et Hjem og en Opdragelse, som kunde gøre de unge Piger skikkede til at tage Kampen op i Livet, naar de 17 Aar gamle forlod Det Wærnske Institut, et Hjem, hvor de smaa fra 6-7 Aars Alderen kunde føle sig hjemme og trygge, et Sted, som var et virkeligt Hjem, som de hele deres Liv kunde se tilbage paa og mindes i Taknemmelighed og Kærlighed.
Jeg føler selv denne Kærlighed og synes, at Det Wærnske Institut var et helligt Sted, som gemte alle vore Barndomsminder, og som genlød af glade Barnestemmer, ja et Hjem som kunde fortælle de dejligste Eventyr. I Tankerene færdes jeg ofte derude, er Barn igen og oplever det alt sammen paany, og jeg sender Fru Wærn min inderligste Tak for de Aar, jeg fik lov at være paa det Wærnske Institut.
KAPITEL 1: FLYTNING FRA SVANEKE TIL KØBENHAVN
DA JEG VAR NI AAR GAMMEL, søgte min Fru Moder en Friplads til mig på det Wærnske Institut.
Min fader som var Toldoppebørselskontrollør i Svaneke paa Bornholm, døde da jeg var syv Aar, og da Pensionen ikke var ret stor, blev min Broder søgt ind paa Herlufsholm og jeg paa det Wærnske Institut.
Den 18’ Maj 1894 om Eftermiddagen spadserede min Mor og jeg fra St. Kongensgade, hvor vi dengang boede, ud paa Kastanievej Nr. 2, hvor Skolen laa, og hvor jeg havde været saa heldig at faa Friplads.
Jeg var en lille pige paa 9 Aar og var jo lidt beklemt ved hele den ny Ordning. Jeg skulde blive ude paa Skolen hele Ugen igennem og først atter komme hjem Søndag Morgen. Naa, jeg marcherede tavs rask af sted, men Graaden sad mig hele Tiden i Halsen.
Da jeg kom til Kastanievej klarede Humøret pludselig op, thi lige foran mig ude midt paa Vejen gik en Mand med en Trækvogn, hvorpaa jeg genkendte min fine nye Kommode, jeg havde faaet, og det allerbedste: min store 3 Værelses Dukkestue, den sidste Julegave fra min Far. Jeg skyndte mig da at komme af sted, og lidt efter gik vi ind ad den store graa Skoleport.
KAPITEL 2: MIN NYE KOMMODE
DA VI VAR kommen indenfor Porten glemte jeg straks alle mine Sorger, thi der stod 23 glade Pigebørn smilende over hele Ansigtet og tog imod mig, de bortførte mig straks, og snart var vi inde i de herligste Lege.
Min Moder var gaaet op til Forstanderinderne, Fru Friis, som stod for Husvæsenet, og Frk. Staal, som stod for Undervisningen.
Pludselig blev jeg kaldt op for at hilse paa Damerne og for at sige Farvel til min Mor, og med eet stod Livets Alvor for mig igen, men det varede heldigvis ikke længere, end til jeg saa alle mine smilende Kammerater igen.
Min fine nye Kommode var blevet sat op paa et Værelse ved Siden af Sovesalen og jeg skulde op og vise Lærerinderne, hvad jeg havde bragt med. I denne Kommode laa der en Herlighed, syntes jeg, for jeg havde faaet et helt nyt Udstyr, som jeg efter Reglementet skulde bringe med. Alt havde min Mor saa nydeligt ordnet med lyserøde Baand og Sløjfer, og jeg var meget stolt og glad for det.
Da det var blevet i Orden blev jeg præsenteret for min ”Plejemor” Elisabeth Qvist; det var en af de store Piger, der skulle hjælpe mig med mine Lektier og ordne mit Tøj, medens jeg var lille. Hvert Aar naar de to ældste Elever forlod Skolen, fik vi en ny ”Plejemor”, eller som det senere, da Frk. Goll blev Forstanderinde paa Skolen, kom til at hedde, en ”Hjælper”, hvilket jo også var rigtigere, da det var en ældre Kammerat, der skulde hjælpe en yngre.
Som Tiden gik, vænnede jeg mig til de nye Forhold og kom til at holde af Skolen og Kammeraterne. Min bedste Veninde blev Ingrid Hansen og vort Venskab holder endnu saa mange Aar efter.
KAPITEL 3: ORDNUNG MUSS SEIN
DA DER VAR GAAET et par Aar forlod Fru Friis, som da var fyldt 70 Aar, Skolen. Frk. Staal kom i hendes Sted til at sørge for Husholdningen og vi fik en ny unge Forstanderinde, Frk. Johanne Goll.
Frk. Goll, der kun var 28 Aar gammel, var en rigtig Legekammerat, syntes vi, hun færdedes med os i Haven og legede sommetider Tagfat med os, og vi gik i Ræker med hinanden under Armen og morede os dejligt: men jeg tror Frk. Goll har ment, vi ikke kunde taale, at hun var saa meget Kammerat med os, for pludselig holdt det hele op, og Frk. Goll kom ikke saa ofte i Haven mere. Senere har jeg tænkt, at vi maaske var blevet lidt for raske, maaske lidt næsvise. Og naar man skal være Opdragerinde, maa der være en grænse, som Børn ikke maa overskride, hvis man skal have Magten over dem.
Mens Frk. Staal var den blide Lærerinde, som vi gik til med alle vores Smaasorger, var Frk. Goll den opdragende Lærerinde; mange nye Ting blev indførte og mange Sætninger blev os daglig indprentede, saa vi ikke glemmer dem hele vort Liv.
”Når du skal gøre en Ting saa gør det straks”, sagde Frk. Goll.
Det er en sætning jeg har haft Gavn af hele Livet.
”Opsæt ikke til i Morgen, hvad du kan gøre i Dag.”
”Gør aldrig andre Ulejlighed med Ting du selv kan klare.”
”Gør ikke mod en Kammerat hvad du ikke vil have, hun skal gøre mod dig igen.”
Ja, der var meget der blev od saaledes indprentet, og det har været mig til stor Nytte ude i Livet.
Med Orden var det lige saadan. Naar noget laa og flød efter os, fik vi en Streg i Ordensprotokollen, og naar vi i en Uge havde 6 Streger i orden, fik vi ikke Lov til at komme Hjem om Søndagen. Det var en forfærdelige Straf, men den hjalp.
KAPITEL 4: DEN ÅRLIGE EKSAMEN NÆRMER SIG
DEN FØRSTE TORSDAG i Maj havde vi altid Eksamen; det begyndte med at der blev gjort Foraarsrengøring i alle Skolestuerne. Medens det gik for sig, var alle vi Børn oppe paa Soveværelserne og læse til Eksamen. Vi læste som Regel to og to sammen, man kunde finde os alle vegne, nogle laa endogsaa inde under Sengene og hørte hinanden i Kongerækken, saa vi andre ikke kunde høre Ørenlyd; ofte var der Skændsmaal, fordi vi ikke kunde faa Fred til at læse.
Medens alt dette stod paa første Sal, færdedes Frk. Staal i Køkken og Spisestue for at gøre alt saa festligt som muligt. Der duftede af de dejligste Sager over hele Huset.
Kiggede man ind i den lille Skolestue, stod Frk. Goll ved Strygebrædtet og lagde sidste Haand paa vores Broderier og andre Haandarbejder, de skulle lægges på lyserødt Papir, saa det kunde tage sig smukt ud, naar Bestyrelsen og Forældre paa Eksamensdagen skulde se dem. Hele Verandaen ud mod Haven var da ordnet med Borde i Hesteskoform, herpaa var der bredt store hvide Duge, hvorpaa hele Aarets Arbejder laa smukt ordnede.
I de tre Dage, der blev gjort i Orden nede i Stuerne, spiste vi alle Maaltiderne i Strygekælderen, det var vældig morsomt, vi var alle som elektrificerede, naar der foregik saadan noget ud over det almindelige.
Nogle Dage før Eksamensdagen kom vor gamle Skomager med nye Sko til os alle sammen. Vi skulde saa alle op paa Vaskeværelset og prøve dem. Hvor var vi alle glade. Naar dertil kom, at vi ogsaa fik ny Kjole, saa var vi vel nok fine alle sammen. Frk. Goll eftersaa alt, om det var i Orden.
KAPITEL 5: DEN STORE DAG
ENDELIG KOM den store Dag. Gangene i Haven havde faaet nyt Grus og alt var beredt til at modtage Gæsterne. Vi gik pænt to og to rundt i Skolestuerne. Vi maatte ikke komme i Haven for ikke at ødelægge de nyrevne Havegange, før de fremmede kom. Vi hørte hinanden i Historie og Vers, og hvad vi ellers kunde finde paa. Pludselig hørtes et Raab gennem Stuerne, der forkyndte, at første Vogn var ankommen med gamle Stiftsprovst Rothe. Saa gik det slag i slag, Vognene rullede ind i Gaarden med Bestyrelsen, Dr. Kallerup Rosenvinge og Hr. Overlærer S. Kaper og alle Lærerne og Lærerinderne samt alle Gæsterne.
Vi kom saa paa Pinebænken; men Hr. Overlærer Kaper, der til daglig kunne være streng, var den Dag saa mild og rar, saa vi alle var glade for at have ham som Censor.
Kl. 11 var der Frokostpause og alle Gæsterne blev beværtede paa det herligste inde i den store Spisestue, medens vi Børn dalede ned i Strygekælderen, hvor vi vidste, store Fade med ”Lækkermad” ventede os.
Ved 2-Tiden var Eksamen forbi, og vi endte altid Dagen med Sangopvisning. Vi havde en dygtig Lærerinde, Frk. Bertram, der lærte os mange smukke Sange. Naar Sangopvisningen var forbi, talte Stiftsprovst Rothe, og han endte altid med at sige ”Ora et labora”! (Red.bemærkning: Bed og Arbejde). Derefter sang vi Salmen ”Saa vil vi nu sige hverandre Farvel”, og saa begyndte alle Børnene at græde af Sorg over, at de to Kammerater den Dag forlod Skolen for at træde ud i Livet.
Vi havde saa fri Resten af Ugen, og tilbragte den i vore Hjem.
KAPITEL 6: DET NYE SKOLEAAR
MANDAGEN DEREFTER begyndte det ny Skoleaar, og da vi gik den dejlige sommer i Møde var alt Jubel og Herlighed.
Vi stod op Kl. 6 om Morgenen. Lærerinderne kaldte på os. Frk. Groll havde de to soveværelser og Frk. Staal de andre to at sørge for. Frk. Staal havde vores Sovesal og ofte gjorde hun Løjer med os for at faa os helt vaagne, inden hun gik igen. Mangen morgen blev vi vækket med den lille Sang: ”Vaagn op min lille Dukke, nu slaar Klokken seks!” eller ”Er Bispinden derovre i Gaasereden vaagen!”, det var mig der var Bispinden, for jeg laa altid saa langt nede under Dynen, at man lige kunde se min Næsetip.
Vi skyndte os så at komme i klæderne, for der var kun seks Vaskekummer paa Vaskeværelset, og da vi var fire om hver Kumme, gjaldt det om at komme først til, ellers skulde vi staa og vente til de andre var færdige. Vi havde hver en Knage til Haandklæde og Svamp og ovenover en Krog til Krus og Tandbørste. Selvfølgelig var der Navn paa alt.
Kl. 6 3/4 ringede den store Klokke nede paa Trappen og alle skulde være paaklædte og nede i Skolestuen, kom nogen for sent fik de streg. Uha! To af Eleverne, en stor og en lille havde ”Dag” d.v.s. de skulde dække Bord, tage af Bordet og vaske op, dog ikke efter Middagsbordet, den Opvask sørgede Kokkepigen og Stuepigen for.
Kl. 7 ringede Klokken igen, vi skulde da de tre Dage om Ugen i Haven og gøre Gymnastik fra Kl. 7-8. Hvis Vejret var daarligt havde vi Gymnastik oppe i den store Skolestue. Vi havde en dygtig ung Lærerinde Frk. Gabrielsen i Gymnastik. Vi holdt alle meget af hende og glædede os til hendes Timer. Fra Kl. 8-10 havde vi Haandarbejde hos Frk. Goll, vi skulde da reparere vort Tøj, stoppe Strømper eller sy Knapper i, dersom der var noget der ikke var i Orden eller lave andre Haandarbejder, som Frk. Goll lærte os. Hver Morgen i Haandarbejdstimen spurgte Frk. Goll om der var noget i Stykker paa vort Tøj, det skulde da straks repareres.
Kl. 10-101/2 spiste vi Frokost, saa meget vi kunde spise, men uden Paalæg. 1/2 Stykke Ostemad var det eneste Paalæg vi kunde faa, dersom vi gerne ville have det, men Maden smagte herligt alligevel. Øl og Mælk fik vi dertil, saa meget vi kunde drikke.
KAPITEL 7: EFTERMIDDAGENS GØREMÅL
EFTER FROKOST læste vi Lektier til til kl. 12 1/2 . Så skulde alle Børnene ned i Haven i den friske Luft. Kl. 1 blev vi ringet op igen, ofte, ja næsten daglig gik Frk. Goll en Runde paa Soveværelserne for at efterse vores Toiletæsker, om vore Kamme og Børster var rene. Oh Rædsel for den arme, hvis Kam var fuld af Haar, saa vankede der atter en ”Streg” og vedkommende blev sendt op at gøre en i Orden.
Som Børn var vi ofte rasende over alle de ”Streger”, men senere har vi været glade over at have lært Orden.
Kl. 2 spiste vi Middag. Vi bad altid Bordbøn, den store Elev, der havde ”Dag”, bad før Maaltidet, og den lille efter Maaltidet. De to der havde Dag, sad på hver sin Side af det lange Bord helt nede hos Frk. Staal, som sad for Bordenden og rettede Maden an. Den store Elev bragte Maden rundt, først til Frk. Goll, der sad for den øverste Bordende, og derefter til alle de store, der sad på Frk. Golls venstre Side ned langs det store Bord. Den lille Elev bragte Maden rundt til de smaa.
Spildte vi paa Dugen, blev vi sat hen ved et lille Bord Resten af Ugen. Undertiden kunde der være 3-4 Stykker ved det lille Bord, det var jo flovt, men vi maatte jo tage Situationen med oprejst Pande.
En Dag havde vi bestemt, at naar Frk. Staal spurgte om vi ville kunde spise mere, vilde vi alle rejse os, og med vores Tallerken i Haanden vandre ned til hende. Vi skulde den Dag have Øllebrød og Sofie Kokkepige havde været saa uheldig at lade den brænde paa. Nå, Øjeblikket kom da Frk. Staal spurgte, blot sagde Frk. Staal: ”Ja i Dag er der vel ingen, der kan spise mere!” Vi saa paa hinanden, og som et Lyn rejste vi os alle paa een Gang, og vore Stole lavede et frygteligt Rabalder, idet de blev skudt tilbage. Vi vandrede saa ned til Frk. Staal, som leende udbrød: ”Aa, det var da dejligt, saa faar vi spist al den svedne Øllebrød op”.
Kl. 2 3/4 ringede Skoleklokken igen til Skolegang fra 3-7. I det Kvarter, der var, inden Læreren kom, gik Frk. Goll rundt og saa, om alt var i Orden, om Bøgerne var på Plads og om Blyanter og Grifler var spidsede.
Vore dejligst Timer var de danske hos Frk. Mosolff, den senere Fru Kallerup-Rosenvinge; hun læste saa vidunderligt op for os af Alladin og mange andre dejlige Ting. Tegnetimerne hos Hr. Adolf Larsen var ogsaa herlige. Hr. Larsen var en af de Lærere, vi alle elskede, han var saa flink til at ”hjælpe” os, han kunde sidde i halve Timer og tegne paa vores Tegninger, saa naar vi atter saa dem, var de blevne til hele Kunstværker.
Kl. 7 var Skoletiden forbi, og efter Aftensmaaltidet, som bestod af Sigtebrød, Rugbrød og The, havde vi fri, og maatte læse eller sy til Sengetid, Kl. 8 1/2 for de Smaa under 14 aar og Kl. 10 for de store, der var fyldt 14 Aar.
KAPITEL 8: SKOVTUREN NÆRMER SIG
EFTERHAANDEN SOM S den store Taa, for saa vidste vi, det blev fint Vejr næste Dag-EREN skred frem, og alt i Naturen blev grønt og smukt, begyndte Forstanderinderne saa smaat at tale om Skovtur, og hvor vi jublede den Dag Frk. Goll i Haandarbejdstimen fortalte os, naar den skulle finde Sted. Vi fik travlt, den Dag maate vi have en Vaskekjole paa, som vi rigtig kunde røre os i, men da vi kun havde uldne Kjoler paa Skolen, skulde vi have den med hjemmefra.
Vi mødte alle den næste Mandag Morgen med en Vaskekjole, og da vi vidste det var lige meget hvordan den saa ud. Naar den blev bragt hjem igen, straalede vi af Glæde og Forventning.
Aftenen før Skovturen gik vi alle sammen baglæns i Seng med en rød Traad om den store Taa, for saa vidste vi, at det blev fint Vejr næste Dag.
Skovtursmorgenen var vi tidlig oppe; nogle af os vaagnede allerede Kl. 5, og vi kunde da umuligt sove længere af lutter Spænding.
Først listede vi hen til Vinduet, rullede sagte Gardinet op for at se hvorledes Vejret var, jo, det var da heldigvis Solskin.
Vi kom hurtigt i Tøjet og drejede Nøglen sagte om i Døren for ikke t vække de smaa. Vi listede os saa ganske stille ned ad Trapperne og ind i Skolestuen; men du store Kineser, hvor var Ventetiden dog lang. Vognene fra Vognmand Blyth i Smallegade kom jo først Kl. 9.
Lidt efter lidt kom der Liv i Huset; alle de andre kom ned, og vi spiste Morgenmad. Atter vente-vente. Endelig nærmede Klokken sig 9, og vi stod alle inde i den store Spisestue, der var tre dejlige Vinduer, der vendte ud mod Gaarden. Pludselig hørte vi Hestetrampen og lidt efter svingede to mægtige Charábanc’er ind i Gaarden. Et vældigt Hurra modtog dem.
Nu blev der rigtig nok travlt. Sofie Kokkepige fremtryllede store Stege, mægtige Fade med Stikkelsbærgrød, Sauce, Kartofler og alt hvad vi i Dagens Løb skulde bruge paa Turen. Vi fløj alle saa hurtigt vore smaa Ben kunde fra Køkkenet til Vognene, hvor Sofie Stuepige(hun hed ogsaa Sofie) pakkede alt ned i de store Magasiner unde Bænkepladserne. Endelig, da alt var færdigt og Hjælpegæsterne, Frk. Krag og den gamle Frk. Storm, tidligere Forstanderinde paa Skolen, var komne, maatte vi sætte os op i Vognene, alle ed en Paraply ifald det skulde blive Regnvejr.
Saa rullede vi med et mægtigt Hurra ud af den store Skoleport, bort fra den tomme Skole, thi det var den eneste Dag om Aaret, der ingen var i Huset, da baade Pigerne og Karlen var med paa Turen for at hjælpe til ude i Skoven.
KAPITEL 9: SKOVTUREN
VI KØRTE ad Kastanievej, H.C. Ørstedsvej, Griffenfeldtsgade og Møllegade ud til Strandvejen eller Lyngbyvejen, hvorhen Turen nu skulde gaa, og hele Tiden hylede vi Hurra af vore Lungers fulde Kraft.
Efterhaanden som der faldt lidt ro over Lejren, begyndte vores smaa Godteæsker at gaa rundt. I saadan en Æske var der mange rare Sager, der kunde være for 2 Øre Pebermynter, for 2 Øre Chokoladepastiller, for 2 Øre Bolscher, for 2 Øre Sodapastiller og for 2 Øre Lakridspastiller, det var for hele 10 Øre Herligheder. Æsken gik Vognen rundt og vi fik alle en lille Forfriskning.
Børn var dengang saa glade for lidt. Naar vi saa havde faaet lidt Styrke paa os, begyndte vi at synge Fædrelandssange, og som vi kunde synge i gamle Dage; man sang sig glad, og tænkte kun paa det ene, at det var Skovtur, og vi var henrykte.
”Rullende hen ad de støvede Veje” klang, saa Folk vendte sig om, stod stille og vinkede til os, og naar vi kom ud til Taarbæk, standsede vi lige nedenfor den store Bakke, og vi raabte Hurra, saa alle vore smaa Struber dirrede, men det lønnede sig, for lidt efter kom Hr. Overlærer Kaper med Familie ud og hilste paa os; han boede derude i Fiskerlejet om Sommeren. De ønskede os alle en dejlig Dag, og Vognen satte sig i bevægelse, og med vældige Hurra-hyl forlod vi Taarbæk.
Vi kørte saa videre og kom omsider til Skodsborg, hvor vi skulde spise Frokost. Themaskinen snurrede allerede i et af Lysthusene ud mod Øresund. Man havde nok ventet os.
Da vi havde spist, fik vi Lov til at gaa over i Skoven. Vi gik i Smaaklynger, nogle med Frk. Staal, andre med Frk. Goll, og atter andre alene. Hvor vi dog havde det dejligt. I en lang Række gik vi Arm i Arm ind under de lysegrønne Kroner syngende ”God Dag I lysegrønne Træer, god Dag du Himmel blaa”, eller ”Jeg elsker de grønne Lunde”, saa hele Skoven genlød af glade Børnestemmer.
Vi sprang efter Blomster, vi glædede os over alt, hvad vi saa, og da vi til bestemt Klokkeslet kom tilbage til Vognene for at køre videre, havde vi haft en dejlig Formiddag.
En Ting havde gjort et mægtigt Indtryk paa Ingrid og mig, vi havde set en hel Del blinde Mennesker staa paa en Trappe med Ansigtet mod Øresund, og de havde saa gribende sunget ”Vi elske vort Land”. Vi var saa betagede og tavse, da vi forlod dem. De havde sunget saa smukt og havde aldrig set Guds herlige Natur.
Vi kom saa atter i Vognene, blev talte efterhaanden som vi gik op, for at ingen af os skulde blive glemt. Naa, vi skulde nok vide at være i rette Tid saadan en dejlig Dag.
Vi rullede saa videre til et andet Sted, hvor der var Gynge, Keglebane og saadanne Ting, vi kunde more os med. Vi blev saa dér resten af Dagen.
Kl. 7 kørte vi hjem; det kan nok være, det var en Flok trætte Børn Vognene kørte hjem med, men sikken en Dag; jeg tror ikke Skovture nu om Stunder er saa dejlige.
Skønt vi var dødtrætte maatte vi dog af og til synge Fædrelandssange, og da vi naaede Tuborg steg barometret atter, og vi raabte ”Hurra” til alle Gæsterne, der sad og nød den smukke Aften, og de vinkede til os med Hattene paa Stokkene og raabte til os igen.
Da vi ved 9 Tiden kom hjem paa Skolen, var vi alle mere døde end levende, og efter at have sat alle vore visne Blomster i Vand og Theen, som i en Fart var sat paa Bordet i Spisestuen, var skyllet ned, tumlede vi op paa Sovesalene og med det ene Ben i Sengen sov vi allerede og drømte om den herlige Skovtur.
Ja, saa gik Skolen igen sin vante Gang endda med dobbelt Flid, fordi vi havde haft det saa dejligt.
KAPITEL 10: DEN YNDIGE HAVE
HELE DEN LYSE, smukke sommertid tilbragte vi vor Fritid i vor yndige Have. Der var nedenfor Verandatrappen to store Græsplæner, en til højre for Trappen med et lille Rosenbed med lyserøde Maanedsroser som vi engang imellem fik Lov at plukke een af og tage med Hjem om Søndagen –; en yndig Rødbøg stod lidt derfra, saa kom en meget stor og smuk Pæon eller Bonderose. I den anden ende af Plænen var der en dejlig Rødtjørn og et lille kugleformet Akacietræ.
I den anden Plæne til venstre for Trappen stod der ogsaa en smuk, gammel Rødtjørn og en meget smuk Guldregn samt en mægtig høj Akacie. En persisk Syren stod lige overfor Verandatrappen med et Væld af store Blomsterklaser.
En tredje Plæne var henne ved Gavlen af Huset foran Frk. Staals Stue, der stod et Buskads af Snebær samt en gammel Akacie og midt i Plænen en stor Krans af Bregner.
Ved Husets anden Gavl var der en dejlig Kroketplads, hvorpaa vi i Sommermaanederne gjorde Gymnastik.
Lange hele den ene Side af Haven havde vi vore Smaahaver, to og to sammen; der havde vi travlt med at grave og plante, det gjaldt om at faa den smukkeste Have, og Ingrid og jeg købte for vore Smaapenge mange smaa Blomster og plantede deri.
Naar vi var færdig med Haverne kom Forstanderinderne paa deres Aftentur hen og beundrede Haverne og roste os for vort Arbejde.
Hele denne dejlige store Have var vor, tænk vor Have, hvor vi legede Staatrold, Bjergfyr og mange andre morsomme lege.
Om aftenen, naar de smaa var kommet i Seng, gik vi store saa i Rækker Arm i Arm rundt i Haven og sang alle de smukke Sange, vi havde lært af Frk. Bertram. Vi sang to- og trestemmige Sange, og ude langs Gærdet ved Bülowsvej standsede Folk ofte og stod og hørte paa vore glade Sange.
KAPITEL 11 – VORES SMAA FAMILIER
TIDEN GIK, og vi legede herligt i vor gamle Have, Vi delte os i smaa Familier. Hver Familie havde en Bolig et eller andet Sted. Én Familie boede i Kælderen under Verandatrappen, et Par andre i Vognporten, for den var saa stor, at den med et Tæppe kunde deles i to Lejligheder. Vi indbød saa hinanden til Fester.
I den ene Familie var der engang en Barnedaab, og jeg skulde være Præst. Af Frk. Staal havde jeg faaet en gammel rund, sort Muffeæske, den havde jeg paa Hovedet, og en sort Nederdel havde jeg laant af Sofie Kokkepige. Iført dette Skrud lignede jeg ”slaaende” en Præst.
Iført min Præstekjole skred jeg da højtideligt op ad den store Trappe ude i Gaarden, paa hvis næstøverste Trin Familien med Barnet havde taget Plads, og i det alvorlige Øjeblik da Præsten spørger Forældrene om ”Hvad skal Barnet hedde?” kom en af de store røde Omnibusser – der paa Grund af Vejreparation på Gammel Kongevej i nogle Dage kørte rundt ad Kastanievej forbi. Alle Passagererne morede sig kosteligt over denne lille Oplevelse, klappede i Hænderne og raabte: ”Bravo”. Det morede os meget.
Efter Barnedåben havde vi stort Gilde nede i Nøddealléen. Der var dækket et langt Bord af Brædder paa Bukke, det brugte man dengang. Alle vor smaa Barnekopper var stillede op, hver Familie havde jo sit Dukkestel. Paa hver lille Underkop laa der en Pebermynte, en Chokoladepastil og et Bolsche. Pludselig kom Frk. Staal til Syne med vore store 100-aarige Tinkande fuld af Chocolade; det var en vældig Overraskelse, og vi hylede af Glæde.
Dagene svandt hurtigt hen, og en Dag begyndte Frk. Goll at tale om Sommerferie. Vi fik saa Ordre til at bruge alt vort ældste Tøj før Ferien for at have det bedste til Ferien. Hver Lørdag Morgen skulde vi alle tage det rene Tøj, som vi skulde have paa om Søndagen, med ned i Haandarbejdstimen, for at Frk. Goll kunde se efter, om alt var i Orden, derefter blev det bragt op paa vor Seng, saa det laa parat Søndag Morgen.
Lørdag før Ferien fik vi Besked paa at tage en Kuffert med hjemmefra ud paa Skolen; vi kom saa alle Mandag Morgen slingrende glade og fornøjede med en Kuffert i Haanden henad Kastanievej. Alle Kufferterne blev sat op paa Loftet til det højtidlige Øjeblik kom, da der skulde pakkes.
Endelig kom den store Dag, da vi fløj bort fra Reden ud i det herlige Land, hver til sit Sted, hvor Forældrene nu havde ordnet det. Sol og Sommer, herlige Dage ventede os.
KAPITEL 12: ENDNU ET NYT SKOLEAAR
DA FERIEN VAR FORBI mødtes vi alle igen glade, solbrændte, højrøstede, fortællende alt, hvad vi havde oplevet. Der genlød af glade Barnestemmer over hele Huset. Tuttet var blevet levende igen.
Det var med en vis Højtidelighed vi atter betraadte vor gamle Skole, for alt var nymalet og ferniseret. Den Lugt kendte man kun efter Sommerferien.
Bøgerne kom atter frem, og vi arbejdede med stor Iver baade i Skolen og ved Husvæsenet. Nu skulde de to ældste Piger konfirmeres til Efteraaret, saa de skulde gaa i Køkkenet og lære Husvæsen.
Alt gik som en Leg.
Der var endnu ca. 1 1/2 Maaned at nyde Sommeren i ude i Haven i Fritiden, inden de mørke Dage sneg sig frem, og den sidste Friluftsfornøjelse vi havde, var en Tur i Frederiksberg Have, naar Træernes Blade gulnedes og begyndte at falde af.
Dagen oprandt, da vi skulde derhen. Vi fik hver en Pakke Mad, som skulde nydes de i den gamle Have. Karlen bragte Kopper og Chocolade derhen, og Frokosten blev indtaget ved de lange Borde, der dengang stod i Haven.
Efter Frokosten legede vi eller gik Tur til Kildekonen i Søndermarken; men Kl. 1 skulde vi alle samles igen, og saa gik Turen hjemad.
KAPITEL 13: VINTEREN NÆRMER SIG
NU VAR DET SLUT med Sommeren, Bladene faldt af Træerne og hvirvlede henad Vejene, Regnen styrtede ned og Blæsten rasede i de gulnede Træer, som om den vilde sige: ”Saa, klæd jer nu af og gaa i Seng og sov den lange Vintersøvn, saa I kan samle Kræfter til næste Foraar”.
Sommeren var forbi; Efteraaret bebudede den kommende Vinter.
En Ting til mindede os om, at Vinteren var ved at komme nærmere: Kakkelovnene. Disse havde hele Sommeren staaet skinnende blanke men kolde, nu lukkede de Mundene op og tog imod al den Føde, der blev stoppet i dem, og til Gengæld udspyede de den herligste Varme
Naar vi kom ned fra den kolde Have, stimlede vi alle sammen om den, den var nu en god Kammerat. Om aftenen blev de langarmede Gaskroner tændt. Dengang brugte man Kupler og Glødenet over Gasblusset.
Herlig var Sommeren, men Vinteren havde ogsaa sin Hygge og dejlige Indendørstid.
To Ting vi alle saa hen til med mægtig Interesse, var Nøddehøsten og Vindruehøsten. Paa den ene Side af Kroketpladsen var der en Nøddeallé, som forekom os smaa vældig lange. Da den Tid nærmede sig, da Nødderne blev modne, gjaldt det om at komme saa tidligt op om Morgenen, at man kunde komme et lille Svip ned i Nøddealléen, inden de andre kom ned, for at samle alle de nedfaldne Nødder op. Ingen maatte ryste de store Buske, der næsten lignede Træer, men samle op, hvad der i Nattens Løb var faldet ned, maatte vi gerne.
Dagen kom da Karlen skulde ryste Nødderne ned og vi samlede alle sammen op. Det var Løjer. Alle Nødderne blev saa afleveret til Frk. Staal og derpaa delt ud i lige store Bunker til os Børn. Alt gik meget nøjagtigt til. Ah, hvor de smagte.
Op ad Muren havde vi de dejligste grønne Vindruer, de maatte selvfølgelig heller ikke røres, før de var modne. De blev saa plukket ned og ligeledes delte imellem os alle. Jeg ser endnu Skolens 100-aarige Tinbakker bugnede af denne vidunderlige Frugt.
Engang imellem kom Frk. Staal ind til os i Skolestuen – naar vi om aftenen var samlede derinde – med et stort Fad Æbler. Frk. Staal fik hvert Aar et par Sække Æbler sendt fra en, der vilde glæde Børnene, hvem det var, ved jeg ikke.
Naar saadanne smaa Overraskelser kom, hylede vi af Glæde, saa Huset rystede.
KAPITEL 14: SIBYLLES TRISTE LIV
SKOLEN HAVDE en morsom Dukke, der stammede fra det Aar Skolen blev stiftet, den hed Sybille. Sybilles liv var meget trist, hun laa oppe paa Loftet i en stor Kasse.
En Dag kom jeg tilfældigt derop da Frk. Staal var ved at ordne Kassen: ”Kom skal du se Sybille!” sagde hun. Jeg kom nærmere og beundrede Sybille, hun var dengang ca. 90 Aar gammel, hun havde et rundt hvidt Porcellænshoved med kulsort malet Haar med Skilning i Midten redt ned over Ørene.
Jeg tror ikke der var mange Elever, der kendte Sybilles Eksistens, hun burde have haft Hæderspladsen i en Glasmontre nede i den lille Skolestue. Nu da alt er forandret paa den gamle Skole er Sybille maaske pakket endnu dybere ned, hun burde være opbevaret på Industrimuseet.
KAPITEL 15: JULEN ER PAA TRAPPERNE
JULEN NÆRMER sig med raske Fjed, og i vor Fritid om Aftenen syede vi paa Julegaver. Vi sad omkring det store Bord i den lille Skolestue. De smaa, der ikke kunde klare sig paa egen Haand med Haandarbejder, sad ved det lille Bord henne i Hjørnet og saa Billeder i de store indbundne Familiejournaler. Kl. 81/2 gik de smaa i Seng og vi store begyndte da at synge. Og vort Arbejde gik dejligt fra Haanden.
Der var Hygge, Fred og Beskyttelse for Ungdommen i Fru Wærns dejlige Stuer.
Forberedelserne til Julen begyndte med, at vor gamle Skomager fik Besked om at komme og tage Maal af os til nye Støvler. Vi fik alle hver Jul et Par nye Støvler og Tøj til en ny Kjole af Skolen.
Oppe på Vaskeværelset sad Frk. Goll paa en Stol og overvaagede alt. Den gamle Skomager stod med bøjer Ryg og tegnede alle vore smaa Fødder af paa et stort Stykke Papir, der kom Navn i hver Tegning, alt skulde passe, saa ingen fik for smaat Fodtøj.
Der var ordentlig røre i Flokken.
Skomageren samlede saa alle sine Tegninger, og hver gik til sit; men lidt før Jul kom han igen med hele Herligheden. Vi prøvede saa alle sammen vore ny Støvler, og Frk. Goll følte paa alle Ben for at være sikker paa, at alt var, som det skulde være. Vi var stolte over vores fine Ben.
Tøjet til vor ny Kjole havde vi faaet med Hjem, den skulde syes til Festen: ”men”, sagde Frk. Goll, ”ikke for meget unødvendigt paa, kun en Flip og et Bælte af Fløjl, husk det!”. Vi maaTte ikke være alt for pyntede og derved blive forgængelige.
KAPITEL 16: JULEFORBEREDELSER
DEN FØRSTE DECEMBER begyndte de rigtige Juleforberedelser, saa kom Frk. Goll med al Julepapiret, og vi begyndte at lave Julestads. Hjerter og Kræmmerhuse, Muffer med Vat, Kurve af Spaaner, Æselører af Guldpapir, Halvmaaner med Chocoladekattetunger i og Krysanthemer med Likørtoppe. Ja, det var vel nok Sager. Vi fik alle en Likørtop at smage.
De smaa ved det lille Bord lærte til at begynde med at lave Guld- og Sølvlænker.
Til Gæsterne blev der lavet ekstra Kurve af Karton med Silkepapir og Indholdet i dem var en lille Grad mere lukullisk end det, der kom paa Træet.
Engang i Maanedens løb fik vi Lov til at være oppe til Kl. 12 og lave Julestads, og da serverede Frk. Staal Kaffe og hjemmebagte Kager, det glædede vi os meget til.
Den 20’ December fik vi alle Ferie og vandrede hjem for atter at komme igen den 22’ og holde Julefest.
De to Konfirmander blev paa Skolen, den ene skulde hjælpe Frk. Goll med at pynte Træet, den anden skulde hjælpe Frk. Staal med Sagerne i Køkkenet. Alt skinnede, Sølvtøjet var nogle Dage i Forvejen under Sang og Klang blevet pudset ude i det store Køkken, saa man kunde spejle sig i det.
Den 22’ December mødte vi alle til Festen. Vi fløj alle op paa Soveværelserne for at iføre os vor nye Stads: ny Kjole og Støvler. Vi var rigtignok fine. Vi beundrede hinanden, vi blev vendt og drejet, og saa begav vi os ned i den lille Skolestue, hvor Frk. Goll ventede paa os for at se efter, om alt var som det skulde være.
Som der duftede i denne Skolestue. Bordet var dækket med Kopper og alle slags dejlige Julekager, som de kun kunde bages under Frk. Staals kyndige Husmoderhaand; de brune Kager med Mandlen paa Midten glemmer man aldrig.
Der var rigtignok Glæde i den Stue, 24 smaa og store forvantningsfulde Børn.
Kl. 6 1/2 kom Vognene med Bestyrelsen, Lærere og Lærerinder.
Vor gamle Stiftsprovst var ikke mere, Pastor Bondo var traadt i hans Sted.
Da alle Gæsterne var kommet, blev der serveret ”staaende” The og Kager. Da Gæsterne var færdige med Theen stillede vi alle op, de mindste foran og saa større og større to og to bagved hinanden.
Frk. Goll og den store Pige var forsvundet ind i den store Skolestue, hvor Juletræet stod og ventede paa at blive tændt.
Vor utaalmodighed var stor, de smaa kunde næsten ikke holde det ud længere; da pludselig blev Døren åbnet og se! Dér stod det mægtige Juletræ og straalede fra Toppen til Foden. Aah, hvor var det smukt, alles Øjne stod paa Stilke og vi brød ud i Begejstring.
Ganske langsomt, betaget, traadte vi over Dørtærsklen og dannede Kreds inde omkring Træet. Vi sang ”Glade Jul, dejlige Jul” og Træet afspejledes i alle de glade Barneøjne. Da sangen var til Ende talte Pastor Bondo om Julen og det lille Jesubarn. Efter Talen sang vi igen nogle Julesalmer, og saa blev der uddelt Gaver.
KAPITEL 17: HVAD DU ØNSKER, SKAL DU FAA
VI HAVDE ALLE faaet Lov til at ønske os en Gave, og vi var meget spændt paa om vort ønske var opfyldt. Jeg husker, at jeg det første Aar ønskede mig et Fuglebur, og tænk, der var virkelig et Fuglebur inde under Juletræet. Alle Kammeraterne smilede til mig, naar jeg kom forbi Buret.
De store ønskede sig som regel Bøger, og de smaa Spisestel, Kaffestel og Komfurer. Alle Ønsker blev opfyldt.
Da vi havde faaet vores Gaver forsvandt vi rundt i Stuerne med vores Herligheder. Vi var rigtignok glade.
Pludselig høres Dansemusik inde fra Julestuen. Tjulla havde faaet fat i vor gamle elskede Lærer, landskabsmaler Adolf Larsen, og han kørte troligt rundt paa Lirekassen, for at vi alle kunde faa os en Svingom. Aar efter Aar var det Hr. Larsens Bestilling, og han fandt sig trolig i det uundgaaelige.
Endelig blev der dækket lange Borde med Masser af Mad; men du gode Kineser, hvor var vi ogsaa sultne. Det ene Fad Mad forsvandt efter det andet, men en Sildesalat som den Sofie Kokkepige kunde lave, fik man heller ikke hver Dag.
Inde i Spisestuen sad alle Gæsterne, vi Børn spiste i den lille Skolestue.
Klokken blev omsider mange, men vi mærkede det næppe. Kl. 12 kørte Gæsterne bort, og vi blev sendt i Seng, men da var vi ogsaa trætte, at vi sov øjeblikkelig.
Næste Dag gik vi alle hjem. Jeg ville ikke have Papir om mit Fuglebur, det var fyldt med Julestads og Godter. Alle skulde se min herlige Julegave.
KAPITEL 18: EFTER JUL
VI HAVDE FERIE til den 7’ Januar, og saa mødte vi alle igen paa vor dejlige gamle Skole. Vi begyndte atter vor daglige Dont, besluttede at være meget flittigere, men man lovede jo ofte mere, end man kunde holde.
Saa kom den rigtige Vinter. Sneen faldt i tætte Klumper, vi kunde næsten ikke holde Tankerne samlede i Skoletimerne af Længsel efter at komme ned og slaas med Snebolde. Det var koldt, men vi var raske Piger.
KAPITEL 19: SKARNSSTREGER
VI FANDT SELVFØLGELIG ogsaa paa mange gale Streger. Den Mad, der blev tilovers efter Aftenbordet, blev sat ud i Køkkenet, for at de Elever, der i Aftenens Løb blev sultne, kunde gaa ud og tage sig et Stykke Mad.
Tomme, Ingrid og jeg gik dengang i seng Kl. 8 1/2, vi laa paa samme Sovesal. Pludselig udbryder en: ”Aah, jeg er saa sulten”. ”Saa gaa ned i Køkkenet og hent dig et Stykke Mad!” sagde en anden. ”Det tør jeg ikke, gaar du med?” ”Ja” udbrød begge vi andre.
Vi listede os saa paa bare Ben ned i Køkkenet, tog saa megen Mad vi kunde have i Hænderne og begav os paa Vej op igen.
Da vi kom til Frk. Staals Dør siger en: ”Tør I banke paa Frk. Staals Dør” ”Ja”, hviskede vi andre og stillede os op ved Siden af hinanden. ”En, to, tre” talte vi og ”Bang”, der faldt tre knyttede Næver mod Døren.
Vi stormede saa op ad Trappen saa vi nær havde tabt Maden, det gjaldt om at komme op i en Fart og i Seng.
Vi laa lidt og lyttede, alt var ganske stille. ”Aah det var en Skam” sagde vi til hinanden, ”der var nok slet ikke nogen derinde”. Vi lyttede igen, og saa gik Døren pludselig op og vi hørte Frk. Staal gik ind paa de andre Sovesale og med sin blideste Stemme sagde hun: ”Var der nogen af Jer, der var oppe paa Gulvet?”. Alle tav. Saa fór Fr. Staal hen til Tomme, tog Dynen af hende og begyndte at slaa løs paa hende af alle Kræfter. Tomme var hurtig i Vendingen og hoppede som en lille Reje fra Hovedgærdet til Benenden og fra Benenden til Hovedgærdet, det var ikke mange Slag der ramte hende.
Saa kom Turen til mig, jeg var ikke saa klog, jeg fik min Omgang, derefter kom Turen til Ingrid; men paa det Tidspunkt var Frk. Staal saa træt, at hun ikke kunde mere. Ingrid fik ingen Prygl, kun Skænd: ”Tænke sig, at man skal slaa saa store Pigebørn”, sagde Frk. Staal og var nærved at tabe Vejret.
Jeg maatte indrømme, vi var frygtelig uartige, for da Frk. Staal var gaaet, maate vi alle putte Hovedet under Dynen, at ingen skulde høre den Lattersalve, der fulgte bagefter.
Vi var jo da, Gud ske Lov, Børn. –
KAPITAL 20: FØDSELSDAGENE
NAAR EN ELEV havde Fødselsdag fik hun Lov ”at sove sammen med sin bedste Veninde”. Det foregik paa følgende Maade. Hvis Veninden hørte til paa en anden Sovesal, maatte hun bytte seng med en paa Fødselsdagsbanets Stue. Sengeklæderne blev byttet om, og Glæden var stor.
Alle Kammeraterne skrev et Kort til Fødselsdagsbarnet og Veninden samlede dem sammen Aftenen før. Næste Morgen naar vi vaagnede, overrakte Veninden alle vore Kort til Fødselsdagsbarnet, som altid blev ”meget forbavset”. De to Veninder maatte denne store Dag ligge længe og fik Kaffe paa Sengen, og som de nød det at ligge og se alle de andre Kammerater skynde at klæde sig paa.
Fødselsdagsbarnet fik Lov at gaa hjem fra Morgenstunden, og hvis Veninden var inviteret til Gilde, maatte hun gaa hjem til hende et Par Timer efter Skoletid om Aftenen.
KAPITEL 21: FREDAGSLUSSINGER
HVER FREDAG kom Hr. Overlærer Kaper, som var Inspektør ved Skolen. Først talte han med Forstanderinderne, og derefter drak han The med os alle.
For den øverste Bordende sad Hr. Kaper med en Forstanderinde paa hver af Bordets Langsider, saa kom alle Børnene. For den anden Ende af Bordet sad de to Elever, der havde ”Dag” med den store hyggelige Themaskine snurrende foran sig. Den store lavede Theen til de voksne og den lille bragte den om.
Efter Aftensbordet stillede vi op omkring det store Bord i den lille Skolestue. Hr. Kaper skulde se vore Karakterbøger; det var meget spændende.
De elever, der havde daarlige Karakterer, fik Skænd, var der Anmærkninger, blev vi sendt i Seng, og var det særlig haarrejsende med os, kunde vi saagar faa en ordentlig Lussing, det var forfærdelig flovt, men det gik heldigvis ikke saa ofte paa.
Derefter fik vi Lov at lege i den store Spisestue. Vi flyttede alle Borde og Stole ud langs Siderne af Stuen, og saa dansede vi Runddans og sang dertil.
De Kammerater, der kunde spille Dansemusik, spillede for os, og vi dansede af Hjertens Lyst; men naar Frk. Goll kom ind med sine Noder og spillede Lanciers og Francaise for os, kendte Glæden ingen Grænser.
Den Aften maatte de små være oppe til Kl. 9. Kl. 10 kom Frk. Goll ind, klappede i Hænderne og sagde: ”Saa er Kl. 10, nu rydder vi op i en Fart og skynder os i Seng”. Det gik som et Lyn.
KAPITEL 22; KONFIRMATIONERNE
EN ANDEN STOR FESTLIGHED, der gentog sig Aar efter Aar, var Konfirmationen.
Den 29’ September 1901 blev Asta og jeg konfirmerede af Pastor Bondo i Frue Kirke i København. Vi maatte hver have 3 Gæster af vor Familie med til Festen. Jeg havde min gamle Farmor, min Mor og min Bror med.
Om Mogenen kørte Forstanderinderne med os to Konfirmander i Droske til Kirke, hvor vor Familie stod og ventede os. Efter Jøjtideligheden kørte vi tilbage til Instituttet, og Familien og Gæsterne var inviteret til Middag Kl. 6.
Efter Hjmkomsten spiste vi Frokost. De to store Piger, der skuldes konfirmeres næste Aar, var den Dag paa Skolen for at hjælpe til, og de havde saa nydeligt ordnet alle vore Gaver henne paa det lille Bord i den lille Skolestue.
Eftermiddagen gik med at modtage og beundre alle de dejlige Gaver, og Klokken blev hurtigt 6 og alle Gæsterne kom.
Vi spiste saa Middag, og Bestyrelsen holdt Taler til os og til sidst takkede min Bror paa min Moders og mine Vegne Bestyrelsen og Forstanderinderne for de Aar, jeg havde været paa Instituttet.
Ved 10-Tiden sluttedes Festen, og alle Gæsterne kørte hjem.
Vi konfirmander sov paa Skolen den Nat; der var en Del at ordne, før vi næste Morgen gik hjem for at have fri hele den Uge.
Atter var vi et Minde rigere.
DET VAR SIDSTE KAPITEL I DEN LANGE BERETNING OM LIVET PÅ DET WÆRNSKE INSTITUT OMKRING ÅR 1900 – SOM DET BLEV HUSKET AF EN AF ELEVERNE CIRKA 40 ÅR EFTER.
’