REN LUFT – OGSÅ I GADERNE OG I DET UNDERJORDISKE

Cykler oser mindre end biler, cigarer, cerutter og cigaretter – for ikke at tale om pibetobak. Her et udsnit af Paris’ mere end 50.000 leje-cykler. Foto©JørgenKoefoed.

NÅR PARISERNE GØR NOGET gør de det grundigt. Fx besluttede bystyret for nogle år siden, at få turisterne men også byens egne borgere, til at lade den forurenende bil stå og bruge cyklen. Til det formål opførte man omkring 1.000 cykelstationer rundt om i Paris – så tæt, at der aldrig er mere end 200 meter mellem stativerne. Hver station er depot for mellem 20 og 80 cykler.

Jeg benytter mig selv af tilbuddet og har de senere ikke brugt metroen. Det koster i dag 8 euro for at kunne disponere over en cykel i 7 dage – men man kan også blot leje den 1 døgn.

Hver gang du tager en cykel, er den første halve time gratis – herefter koster næste halve time 1 euro, næste 2 euro og op til 4 euro pr. halve time. Hensigten er, at cyklerne bliver skiftet så tit så muligt. Det gør jeg så. Hver halve time!

Træer gi’r frisk luft til de stærkt bil-trafikerede gader – derfor bliver der i øjeblikket genplantet 100.000 nye træer. Foto©JørgenKoefoed.

NU TAGER det parisiske bystyre igen fat med den store skovl for at skabe bedre luft. I denne tid er man ved at genplante ikke mindre end 100.000 nye træer rundt om på boulevardene. Det er træer, der efterhånden er gået ud af forskellige grunde.

Noget man burde gøre i alle byer på Jorden. Jo flere træer, jo mindre C02-udslip. Så nemt er det!

JA, SELV I DET UNDERJOIRDISKE skal der nu også tilføres mere frisk luft. Spørgsmålet er i sidste ende, kan sådan nogle tilrøgede storby-pariser-bønder overhovedet tåle al den friske luft. Nu har de trukket vejret gennem Gauloises og udstødningsgasser i 100 år, så kræver det under alle omstændigheder en blød overgang. Her viser en planche, hvor stor den nye ventilator i metro-station Raspail i virkeligheden er. Foto©JørgenKoefoed.

EN CYKEL ER IKKE BARE EN CYKEL

FOR EN PARISER drejer det sig ikke altid bare om at cykle fx. Nej, som regel drejer det sig om at gøre sig bemærket, NÅR man cykler. Det kan være svært, hvis man bare benytter sig af de udmærkede leje-cykler. Her er sådan en to-delt cykel, hvor forhjulet kan køre sine egne veje perfekt. Stor opmærksomhed til denne cykel-særling – også da han styrtede på trappen, fordi forhjulet kom et trin for højt op. Foto©JørgenKoefoed.

HVAD MED ALLE DE GULERØDDER, DER MYRDES HVER DAG?!

DER BLIVER SPIST meget i Paris. Meget fisk og mange skaldyr og osse meget grønt … men KØD er nok det, der fylder mest på tallerkenerne. Og det bryder vegetarerne sig ikke, så de er begyndt at aktionere verbalt direkte på asfalten rundt om i byen: KØD = MORD. Foto©JørgenKoefoed.

AK-AK – HVOR FORANDRET

Sådan så La Closerie des Lilas’ indgang ud før i tiden. Østers-åbnerne stod til venste og arbejdede med skaldyrene. Foto©JørgenKoefoed.

Der hvor østerdrengene boltrede sig, er der nu mere af ‘Le Bateau’. Og så er drengene flyttede ud på fortovet. Foto©JørgenKoefoed.

MIT ABSOLUTTE yndlingsbrasserie her i Paris har gennem de sidste i hvert 40 år været Montparnasse-stedet: LA CLOERIE DES LILAS. Det er en af få gamle spisesteder [de andre: Le Dôme, La Rotonde, Le Select, og La Coupole], som kunstnere, journalister og andre drukkenbolte fra 1920’erne og opefter har gjort levende. Har altid første og sidste dag i Paris spist i brasseriet – LE BATEAU [Båden kaldet] – og ikke den meget eksklusive restaurant, som La Closerie også indeholder.

Barpianisten Walter sad i baren lige ved indgangen til ‘Le Bateau’ og sendte sprøde toner ud til både de drikkende, som de spisende. Nu er det slut. Andre har taget over. Foto©JørgenKoefoed.

Spiselokalet har haft sin egen intime hygge: Det lange, smalle lokale med sofaer op mod væggene og stole ud mod gangarealet. Og en tæt kontakt til den extraordinære bar, hvor halvindianeren Walter Araujo slog flygel-tonerne an. Nogen gange sang han til. Ikke altid nogen skønhedsåbenbaring, men dog 100% Walter.

Da jeg ankom til La Closerie sent søndag 12. oktober, fik jeg et chok, da jeg fra baren kiggede ind i Le Bateau. Man havde inddraget det overdækkede udendørsareal, hvor rygerne førhen kunne dampe løs om kap med fisken. Spiserummet var blevet så meget større og vældig oplyst af de store, kunstneriske lysekroner i loftet. Rummet var simpelthen ødelagt.

Som jeg sagde til inspektricen: ”L’Intimité est perdu!” (Intimiteten er tabt!). Hun smilede forlegent, men fortalte, at nu var der bedre plads til de spisende og til tjenerne. Sandt nok, men lokaliteten var blevet spoleret ved udvidelsen, som selvfølgelig i sidste ende skulle give plads til flere gæster.

Jeg fik et bord med det samme – der var kun halvfuldt – mod normalt en times ventetid sådan en sen søndag aften.

Førhen svømmede hummerne rundt i et stort akvarium og dannede bagvæg i den sydlige ende. Nu er det væk og spiselokalet er også udvidet kraftigt her. Foto©JørgenKoefoed.

Lysekronerne, der bader ‘Le Bateau’ i gyldent lys er meget flotte. Men før gjorde de små lampetter på væggene det samme arbejde, blot mere diskret. Foto©JørgenKoefoed.

Jeg fik min middag. Men den smagte ikke. De gamle tjenere, inspektører og kokke var væk – sikkert fyret under ombygningen. Jeg fik lam som hovedret, men den var ikke så god, som den plejede. Expressoen var til gengæld stadig god, men koster nu 34 kroner. Så er den også betalt – selv her i Paris. Prisniveauet var skruet op og momsnedsættelsen fra 19 til 9% for et par år siden er atter blevet glemt. Men nogen skal jo betale for den nye, dyre tagkonstruktion i glas. Velbekomme siger jeg bare.

Her har jeg slet ikke lyst til at komme mere. Og så er gode, gamle Walter ikke længere ved flyglet. Sidste år blev han meget syg og kom på hospitalet. I år er han pist borte. Ligesom den legendariske kat MIKI på Le Select.

Jeg følte mig som salige Marcel Proust, da jeg atter gik ud i den lune Pariser-nat: På sporet af den tabte tid.

FØRST EN INTRO: HVEM ER PREBEN NYBORG MADSEN? Et godt spørgsmål som jeg vil forsøge at besvare på ærlig vis – omend det vil være svært.

Hård nitte med smøg eller bare den følsomme journalist med det store hjerte? Foto©Premas.

Som Preben Nyborg Madsen opfatter sig selv. Gouache©Premas.

Dén mand har prøvet alt – og intet. Han har været journalistpraktikant på ugemagasinet ALT OM SPORT udgivet af Aller/Politiken. Han har været reporter på TV2/BORNHOLM … og jagtet SYNNØVE SØE Bornholm rundt – eller har han? Er blevet snydt af en nederdrægtig kvinde for en halv million. Og forresten: Han har også gennem flere år dækket Tour de France for det hedengangne AKTUELT – og er i næste måned aktuel i månedsmagasinet Fisk&Fri med artiklen ‘Hjemløs dansker i Albanien overlever ved floderne’. Og så har han lige lejet en luxuslejlighed i ambassadekvarteret i Tirana. Så dén artikel holder ikke helt vand.

Og for ikke så forfærdelig længe siden blev han bortvist fra Rønne Vandrerhjem, fordi han nød noget høker-rødvin på vandrerhjemmets grund.

Hans drengedrøm var at stifte et glorværdige forlag. PREMAS skulle det hedde. Det gjorde han også, men der udkom kun 1 publikation: GRYDEN … og det i hans hjemby Grindsted, som vist er et sted i Jylland. Herefter er der ikke udkommet mere.

Nu har han meget mod sin vilje slået sig ned i Viborg, som efter sigende også er en by Jylland. Her er han begyndt at fabrikere billedkunst, som han prøver at afsætte på FACEBOOK. Hans sidste maleri kunne jeg have købt for 1 (én) krone – desværre havde jeg ikke råd.

Han har også åbnet et galleri i Viborg. Han kalder det ART BORDEL SOLD.

Preben Nyborg Madsen – her som den store forretningsmand med eget galleri og kunstproduktion. Foto©Premas.

Hvad han lever af vides ikke – blot dette: Lige nu gør han Tirana i Albanien usikker. Da kassen for nylig var faretruende tom, fik han afsat en fodboldartikel til BT og 2.000 gode danske kroner strømmede ind på hans slunkne konto. 2.000 kroner kommer man ikke langt med på Bornholm, men i Albanien giver beløbet adgang til den albanske højadel – og andre stinkende rige fra den tirananske overklasse.

Hvis du vil bruge tid på at læse hans beretning – specielt creeret til MELLEM GUDHJEM OG PARIS – sker det på eget ansvar. Bloggen fralægger sig ethvert ansvar for mentale skader – det være sig grammatiske som sproglige – og psykiske som fysiske.

HER ER SÅ PREBEN NYBORG MADSENS RAPPORT DIREKTE FRA ALBANIEN

HOTEL VILLA ORESTI (Bloggen) – Tak til redaktøren for at have fået ordet. Det vil jeg bruge + mine fotografier ligeså, så alle kan se, at indlæg på denne blok godt kan handle om sko-indlæg.

Sådan ser Preben Nyborg Madsens nye albanske håndsyede sko ud. Foto©Premas.

JEG HAR LIGE handlet sko. I en sidegade i Tirana sad en lille mand med en hammer og lavede de samme sko om og om igen. Jeg bad ham producere PREMAS-deluxe-shoes i sort og hvid. Han kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra det nordligste af halvkuglen.

Men han lavede dem på tre dage og jeg har aldrig været mere glad for et par sko end de her, som bringer mig rundt i alle afkroge af Albanien i disse dage.

Jeg gav 185 kroner for de håndlavede sko i kontrastfarver, der bringer munterhed, hvor de end træder hen. De er hver en krone værd.

Da jeg i 1984 havde gummisko på og blev ansat på TV2/Bornholm af chef Arni Gregersen (en færing, som tidligere havde skrevet sport i BT), drømte jeg om karriere i branchen, hvor Synnøve Søe gjorde sig på TV3, men den historie om hende kommer senere.

TV-STATIONEN I ÅKIRKEBY

Jeg havde feriegæst fra Silkeborg det år – og blev ansat i Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor Arni var på vej til Færøerne og gennemførte en jobsamtale med mig i korte bukser og med glad feriedreng ved min side. “Du møder bare mandag så”, sagde den store mand – og det blev det så til.

Jeg tog min lækre Toyota sportsvogn Celica 2.0 GT med over – og folk kiggede på stationen i Åkirkeby, da jeg parkerede og gik ind og sagde “Hej”.

For at gøre en lang historie kortere, så springer jeg i scenerne til SKARPESKADE – af alle Bornholms byer. Jeg havde bemærket op til et dusin vejskilte mod den by, men kunne ikke finde den, når jeg drønede rundt på research.

“Kan vi ikke lave et indslag om, hvor Skarpeskade egentlig er?”, forespurgte jeg – og sådan blev der 2:30 minutter ud af Skarpeskade, som vist er to gårde ret tæt på hinanden. Vi optog midt i 15 graders frost, og urutineret som jeg var som TV-journalist, lavede jeg interviews af 5-8 minutters varighed med de stakkels indbyggere. Fotografens fingre frøs til is på optageknappen….

SYNNØVE OG SE&HØR

Et spring til den gang Synnøve Søe dominerede forsiderne på Se&Hør – og det på grund af mig? Ja! Jeg var på ferie på øen, og ville lige hilse på kollegerne, som jeg havde arbejdet med i et halvt års tid om både Skarpeskade, uforglemmelige 4 minutters indslag i nyhederne om ‘bornholmsk humor’ (syper-bryxiiiinj) og så lidt om dengang der kørte tog på øen (jeg fandt postvognen og sendte et brev med krav om lønforhøjelse til TV-stationens chef :-)).

Synnøve var i gang med noget freelance for stationen om livets skæve veje, og jeg måtte efterlade en seddel til hende om, at jeg havde været der og ønskede at snakke med hende ang. et interview.

Det blev til en politijagt på øen, hvor de blå blink jagtede mig – og fandt mig på stranden ved Rønne Campingplads. Jeg blev afhørt. Åbenbart havde jeg truet Synnøve tidligere og chikaneret hende osv. MEN da sagen blev opklaret uger senere, viste det sig, at stakkels Synnøve havde forvekslet mig med en anden (som jeg i øvrigt kendte) og håndskriften havde skabt frygt i den sensaitive miss Søe.

Jeg solgte historien straks til Se&Hør. Den røg på hele forsiden og ugen efter igen med rettelse/beklagelse.

Synnøve? Hun sendte mig aldrig en undskyldning. Sølle!

MERE MAYONÆSE TIL PRESSEN?

Nå, skal vi have mere kød på? I så fald rækker en sildefrokost ikke som betaling for disse intime info. Men jeg har meget mere i den bornholmske pose. Så hvis redaktøren gider ryste op med noget attraktivt i honorar, skriver jeg igen.

Ellers tak for nu – og som vi siger i Albanien: “BRAVO, BRAVO, BRAVO!”.

OMKRING HONORAR TIL GÆSTE-BLOGSKRIVERE

Hr. P. N. Madsen har pr mail direkte til Tirana fået at vide, at honoraret som  vanlig er på 0 (nul) kroner, og at beløbet strax vil blive overført til hans konto, når artiklen bliver offentliggjort på Bloggen.

SURFING RAPPER … ingen kan kalde Preben Nyborg Madsens kunst for kedelig. Og er der én ting, som kunst IKKE må så være, så er det kedelig. Måske er dette maleri stadig til salg? Gå på Art Bordel Sold på Facebook og kig på mere Premas-art. Maleri©Premas.

Kalender-bagmand Steiner i kraftigt julehumør foran sidste års låge nummer 22 hos Elisabeth og Leif Bentzen i Ejnar Mikkelsensvej 8 i Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

STEINER – GUDHJEMS JULE-BAGMAND – kan snart melde om udsolgte julekalendervinduer. Der var flere, der var skuffede over ikke at være med sidste år, så de første otte vinduer blev allerede booket i januar. Siden er det gået slag i slag, og det kan i skrivende stund konstateres, at der nu kun er fem (5) vinduer tilbage.

Hvis du har lyst til at snuppe en af de ledige dage: 2/12, 12/12, 15/12, 16/12 og 18/12 kan du kontakte Steiner på 24 84 66 70.

Hvis du ikke var en at de mange, mange deltagere sidste år, kan det fortælles, at der på adressen pyntes et julevindue, som afsløres kl. 19:00. Herefter vil Havnekorets føsteviolinist Jens Riis føre an i to julesange. Og måske byder værterne efterfølgende på lidt godt til ganespalten.

Sidste år voksede deltagerantallet explosivt jo mere julen nærmede sig. Nogen gange tæt på 100 mennesker – så der kunne roligt synges: Sikken Voldsom Trængsel Og Alarm.

Den utradionelle julekalender i Gudhjem vakte berettiget opsigt over den ganske ø – så meget at hele den bornholmske presse måtte sende en rapporter. Og for at det ikke skal være løgn, blev Svaneke-borgerne så misundelige, at de nu også har etableret en julekalender magen til.

Her er den foreløbige julekalender-oversigt:

1/12 Thor Hodda Theilgaard, Ejnar Mikkelsensvej

2/12

3/12 Krüger, Kastanievej 13

4/12 Gudhjem Glasrøgeri, Ejnar Mikkelsensvej 13A

5/12 Trangbæk, Åbogade 6

6/12 Rønne Harild, Kastanievej 3

7/12 Lyng, Holkavej 11

8/12 Marna Tranberg, Ejnar Mikkelsenvej 16

9/12 Restaurant Brøddan, Brøddegade 20

10/12 Kirkenæs, Åbogade 5

11/12 Bloch, Malkestien 24

12/12

13/12 Post, Malkestien 5

14/12 Kofoed, Malkestien 2

15/12

16/12

17/12 Løhr, Brøddegade 3

18/12

19/12 Villum, Ejnar Mikkelsenvej 4

20/12 Lene Wolfsberg, Gudhjemvej 74

21/12 Scala Gudhjem, Brøddegade 10

22/12 Friis, Grevens Dal 56

23/12 Vendelbo, Gråmyrvej 3

24/12 Gudhjem Kirke kl. 16:00

Dog bør det tilføjes, at førsteviolisten Jens Riis drager i november med Café Proviantens CEO Lucas Schmidt til USA og er først retur i Gudhjem og klar den 10/12. Inden da vil andre musikanter måske dukke op.

Sådan så det ud, da Gudhjems første julekalender-vindue åbnede  sidste år på Kirkestien 1. Foto©JørgenKoefoed.

Glædelig forhjul – og så på gensyn klokken 19 et eller andet sted i Gudhjem de første 24 dage i december – dog kl. 16 den 24. foran kirken!

FØRST EN INTRO: HVEM ER PREBEN NYBORG MADSEN? Et godt spørgsmål som jeg vil forsøge at besvare på ærlig vis – omend det vil være svært.

Hård nitte med smøg eller bare den følsomme journalist med det store hjerte? Foto©LarsKræmmer med tilladelse fra Premas.

Som Preben Nyborg Madsen opfatter sig selv. ©Premas.

Dén mand har prøvet alt – og intet. Han har været journalistpraktikant på ugemagasinet ALT OM SPORT udgivet i starten af Aller/Politiken. Han har været reporter på TV2/BORNHOLM … og jagtet SYNNØVE SØE Bornholm rundt – eller har han? Er blevet snydt af en nederdrægtig kvinde for en halv million. Og forresten: Han har også gennem flere år dækket Tour de France for det hedengangne AKTUELT – og er i næste måned aktuel i månedsmagasinet Fisk&Fri med artiklen ‘Hjemløs dansker i Albanien overlever ved floderne’. Og så overvejer han lige nu at leje en luxuslejlighed i ambassadekvarteret i Tirana. Så dén artikel kommer måske ikke til at holde vand.

Og for ikke så forfærdelig længe siden blev han bortvist fra Rønne Vandrerhjem, fordi han nød noget høker-rødvin på vandrerhjemmets grund.

Hans drengedrøm var at stifte et glorværdige forlag. PREMAS skulle det hedde. Det gjorde han også, men der udkom kun 1 publikation: GRYDEN … og det i hans hjemby Grindsted, som vist er et sted i Jylland. Herefter er der ikke udkommet mere.

Nu har han meget mod sin vilje slået sig ned i Viborg, som efter sigende også er en by Jylland. Her er han begyndt at fabrikere billedkunst, som han prøver at afsætte på FACEBOOK. Hans sidste maleri kunne jeg have købt for 1 (én) krone – desværre havde jeg ikke råd.

Han har også med i et kulturprojekt i Viborg kaldet ART BORDEL SOLD.

Preben Nyborg Madsen – kulturformidler med egen kunstproduktion. Foto©Premas.

Hvad han lever af vides ikke – blot dette: Lige nu gør han Tirana i Albanien usikker. Da kassen for nylig var faretruende tom, fik han afsat en fodboldartikel til BT og 2.000 gode danske kroner strømmede ind på hans slunkne konto. 2.000 kroner kommer man ikke langt med på Bornholm, men i Albanien giver beløbet adgang til den albanske højadel – og andre stinkende rige fra den tirananske overklasse.

Hvis du vil bruge tid på at læse hans beretning – specielt creeret til MELLEM GUDHJEM OG PARIS – sker det på eget ansvar. Bloggen fralægger sig ethvert ansvar for mentale skader – det være sig grammatiske som sproglige – og psykiske som fysiske.

HER ER SÅ PREBEN NYBORG MADSENS RAPPORT DIREKTE FRA ALBANIEN

HOTEL VILLA ORESTI (Bloggen) – Tak til redaktøren for at have fået ordet. Det vil jeg bruge + mine fotografier ligeså, så alle kan se, at indlæg på denne blok godt kan handle om sko-indlæg.

Sådan ser Preben Nyborg Madsens nye albanske håndsyede sko ud. Foto©Premas.

JEG HAR LIGE handlet sko. I en sidegade i Tirana sad en lille mand med en hammer og lavede de samme sko om og om igen. Jeg bad ham producere PREMAS-deluxe-shoes i sort og hvid. Han kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra det nordligste af halvkuglen.

Men han lavede dem på tre dage og jeg har aldrig været mere glad for et par sko end de her, som bringer mig rundt i alle afkroge af Albanien i disse dage.

Jeg gav 185 kroner for de håndlavede sko i kontrastfarver, der bringer munterhed, hvor de end træder hen. De er hver en krone værd.

Da jeg i 1984 havde gummisko på og blev ansat på TV2/Bornholm af chef Arni Gregersen (en færing, som tidligere havde skrevet sport i BT), drømte jeg om karriere i branchen, hvor Synnøve Søe gjorde sig på TV3, men den historie om hende kommer senere.

TV-STATIONEN I ÅKIRKEBY

Jeg havde feriegæst fra Silkeborg det år – og blev ansat i Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor Arni var på vej til Færøerne og gennemførte en jobsamtale med mig i korte bukser og med glad feriedreng ved min side. “Du møder bare mandag så”, sagde den store mand – og det blev det så til.

Jeg tog min lækre Toyota sportsvogn Celica 2.0 GT med over – og folk kiggede på stationen i Åkirkeby, da jeg parkerede og gik ind og sagde “Hej”.

For at gøre en lang historie kortere, så springer jeg i scenerne til SKARPESKADE – af alle Bornholms byer. Jeg havde bemærket op til et dusin vejskilte mod den by, men kunne ikke finde den, når jeg drønede rundt på research.

“Kan vi ikke lave et indslag om, hvor Skarpeskade egentlig er?”, forespurgte jeg – og sådan blev der 2:30 minutter ud af Skarpeskade, som vist er to gårde ret tæt på hinanden. Vi optog midt i 15 graders frost, og urutineret som jeg var som TV-journalist, lavede jeg interviews af 5-8 minutters varighed med de stakkels indbyggere. Fotografens fingre frøs til is på optageknappen….

SYNNØVE OG SE&HØR

Et spring til den gang Synnøve Søe dominerede forsiderne på Se&Hør – og det på grund af mig? Ja! Jeg var på ferie på øen, og ville lige hilse på kollegerne, som jeg havde arbejdet med i et halvt års tid om både Skarpeskade, uforglemmelige 4 minutters indslag i nyhederne om ‘bornholmsk humor’ (syper-bryxiiiinj) og så lidt om dengang der kørte tog på øen (jeg fandt postvognen og sendte et brev med krav om lønforhøjelse til TV-stationens chef :-)).

Synnøve var i gang med noget freelance for stationen om livets skæve veje, og jeg måtte efterlade en seddel til hende om, at jeg havde været der og ønskede at snakke med hende ang. et interview.

Det blev til en politijagt på øen, hvor de blå blink jagtede mig – og fandt mig på stranden ved Rønne Campingplads. Jeg blev afhørt. Åbenbart havde jeg truet Synnøve tidligere og chikaneret hende osv. MEN da sagen blev opklaret uger senere, viste det sig, at stakkels Synnøve havde forvekslet mig med en anden (som jeg i øvrigt kendte) og håndskriften havde skabt frygt i den sensaitive miss Søe.

Jeg solgte historien straks til Se&Hør. Den røg på hele forsiden og ugen efter igen med rettelse/beklagelse.

Synnøve? Hun sendte mig aldrig en undskyldning. Sølle!

MERE MAYONÆSE TIL PRESSEN?

Nå, skal vi have mere kød på? I så fald rækker en sildefrokost ikke som betaling for disse intime info. Men jeg har meget mere i den bornholmske pose. Så hvis redaktøren gider ryste op med noget attraktivt i honorar, skriver jeg igen.

Ellers tak for nu – og som vi siger i Albanien: “BRAVO, BRAVO, BRAVO!”.

OMKRING HONORAR TIL GÆSTE-BLOGSKRIVERE

Hr. P. N. Madsen har pr mail direkte til Tirana fået at vide, at honoraret som  vanlig er på 0 (nul) kroner, og at beløbet strax vil blive overført til hans konto, når artiklen bliver offentliggjort på Bloggen.

SURFING RAPPER … ingen kan kalde Preben Nyborg Madsens kunst for kedelig. Og er der én ting, som kunst IKKE må så være, så er det kedelig. Måske er dette maleri stadig til salg? Gå på Art Bordel Sold på Facebook og kig på mere Premas-art. Maleri©Premas.

BALLADE-MAGEREN PREBEN NYBORG MADSEN LAVER BALLADE

Efter at ovenstående blog er blevet offenliggjort, er der fra hr. Madsen kommet henholdsvis rosende og rasende udfald mod Bloggens intro til hvem hr. Madsen er. Af den årsag har overstående blog-indlæg været fjernet fra nettet i mange, mange timer, minutter og sekunder.

Læs nogle af hans ud- og indfald efterfølgende – samt fra to af hans Facebook-venner.

Her kommer skyllerne:

Preben Nyborg Madsen – 3. november kl. 17:04: SIKKE DA EN OMTALE: Min gamle layout-ven fra 80erne Jørgen Koefoed har en blog kørende ’Fra Gudhjem til Paris’, som i dag overrasker læserne med en udførlig omtale af, hvem jeg er – samt bringer et opfordret indlæg. Her er linket – kan anbefales på det varmeste. Stor underholdning.

Preben Nyborg Madsen – 4. november 09:42: RETTELSER: Morsomme mand! Efter at have ligget søvnløs pga dit blog-indlæg om intro af mig, er der dog enkelte vigtige rettelser: “Jeg har prøvet MERE end alt – og intet”. Jeg lever af min gode og velfortjente pension + de initiativer, som jeg ikke kan lade være med at udføre både i medier, kunstverdenen og andre steder, når jeg får en ny ide. Jeg bosatte mig IKKE i Tiranas ambassadekvarter, men havde blot set på lejlighed der. Jeg ved ikke om min fiskeartikel når at komme i næste nummer af Fisk & Fri, for den er ikke skrevet endnu. Høker-rødvin er ikke et udtryk, jeg har hørt før (tillykke med den innovation). Art Bordel SOLD er et kunstnerisk projekt i Viborg, hvorfra udfærdiges alternative kunstformer ala Uwe Max Jensens nøgen stand up ved domkirken (omtalt i Ekstra Bladet). Der sælges ikke noget fra den lukkede og faldefærdige dør/bygning. Alt om Sport var IKKE ejet af Aller, da jeg arbejdede der i 1980-83. Hvad du ikke bør rette er, at jeg har et godt hjerte….det var sødt og rigtigt skrevet Og jeg kæmper som mediemand for det gode (se foto – læserbrev om hjemløse) men jeg løber ofte ind i mærkværdige hændelser, som så udvikler sig eksplosivt. Mange misforstår også mine hensigter! Og så er jeg ved at skrive en underholdende bog om min tid blandt hjemløse i Danmark, som Frits Ahlstrøm navngiver og udgives 2015 på Peoples Press. Men ellers tak for din aldeles underholdende blog, Jørgen. Jeg læser den ofte…

Lars Kræmmer via Preben Nyborg Madsen – 4. november 16:47: Lars Kræmmer om hvorfor jeg hele tiden misforståes: “Jeg tror du har en særlig evne til at se det groteske i situationer, som for andre mennesker virker ligegyldige, og de derfor ikke lægger energi i. Men det gør du, og så kaster du dig ombord og sejler din egen sø…men ikke alene, du inviterer gerne andre med på sejladsen i det groteske. Nogle gange går der en rum tid (sø) inden de andre opdager, hvor de er på vej hen… ”

Preben Nyborg Madsen – 5. november 18:13: Nu har blog-bestyreren pga flere dages intens uro omkring hans beskrivelser af mig fjernet det hele. Aldrig har jeg kendt magen. CENSUR!!!

Henrik Kristensen – 6. november 13:05: Rart samt sjovt at blive beskrevet af en anden person som tydeligvis kender dig bedre, end du selv gør…hahaha

Preben Nyborg Madsen - 7. november 14:07: I hvert fald var der 117 rettelser til de facts, han videregav…

FRA CHATTEN: Preben Nyborg Madsen til Bloggen:

PNM: TROR DU VIRKELIG, gode koffe, at journalister kan man pisse på..? og at mennesker ligeså kan man bare afpisse og gå videre? så er du godt nok galt afmarcheret

PNM: DU BRINGER i din blog så mange fejlagtige rygter, så det skriger til himlen

PNM: VI KENDER HINANDEN fra 1981, hvor du var ude og hjælpe søren 14 dage pga sygdom hos anden lay outer….du gik til den, kan jeg huske og vi snakkede meget sammen, mens jeg sad med mit Gryden-projekt og nørklede. Jeg kom endda med dig hjem på besøg…og vi morede os godt!

Blogggen: HEJ PREBEN N. MADSEN … jeg kan se, at jeg vist slet ikke skulle ha lavet denne blog om dig. Den var åbenbart lidt for munter. Så jeg har droppet den! Tak for denne gang! J

PNM: ????

PNM: LAD den være!

PNM: DEN ER SJOV som den er….måske noget af det sjoveste i bloggens historie!

Afgangshold 5 fra Filmskolen er klar til dagens optagelser på Nørresand Havn. Foto©JørgenKoefoed.

Skibsbygger Niels Løvstads gamle, sorte træbåd ligner noget fra Middelalderen og er derfor sat i vandet for første gang i flere år. Foto©JørgenKoefoed.

IKKE MINDRE END et hold på 24 filmfolk følger den vordende instruktør Kasper Skovsbøl, som i løbet af 10-12 dage skyder sin afgangsfilm på Bornholm. Der er endnu ikke nogen hverken titlel eller arbejdstitel på filmen, men ifølge instruktøren er det en film om hekseforfølgelse i Middelalderen. Den foregår officielt ikke på Bornhom, men blot på en mindre, unavngiven ø i Danmark.

Scenen, der i formiddags blev taget ved Nørresand Havn i Gudhjem, foregår på havet, hvor en af de to hovedrolleindehavere sidder i en robåd sammen med en bådsmand.

Optagelserne fortsætter i morgen i en fangekælder på Hammershus, hvor heksen og hendes datter er blevet indsat.

Datteren spilles af fotomodellen May Simón Lifschitz fra Click Models i New York og moderen af den 62-årige skuespiller Karen-Lise Mynster. Sidstnævnte ankommer først til Bornholm i aften eller med den første morgenflyver fredag.

Disse afgangsfilm fra Filmskolen plejer normalt, at blive vist i fjernsynet, så Bloggen vil holde et vågent øje med de danske programflader og fortælle, hvornår den kan ses.

Instruktørelev Kasper Skovsbøl har valgt Bornholm til sin film på grund af øens fantastiske naturscenerier: Krystalsøen, Hammershus-området, Ekkodalem mv. Til venstre filmens fotograf Catherine Coleman. Foto©JørgenKoefoed.

Filmapparatet skal surres fast inden optagelserne. Det er B-fotografens opgave. Foto©JørgenKoefoed.

Alle får redningsveste på – undtagen hovedrolleindehaveren May Simón. Desværre brugte man ikke den slags sikkerhedsudstyr i Europa i 1500-tallet. Foto©JørgenKoefoed.

Bi- og tang-experten Ole Hertz stillede sin orangefarvede motorbåd til rådighed som slæbebåd. Foto©JørgenKoefoed.

May Simón bruger ikke sit efternavn Lifschitz – forståeligt nok … det skal altid staves, når journalister og andre nysgerrige spørger. Foto©JørgenKoefoed.

May Simón arbejder for CLICK MODELS i New York – et stort og kendt model-bureau med kontorer i Atlanta, Boston, LA, Miami, Philadelphia … og NY. Foto©JørgenKoefoed.

Det var en caster, der observerede den særprægede skønhed i Magasin i København … og tilbød hende rollen i Kasper Skovsbøls afgangsfilm. Foto©JørgenKoefoed.

Filmholdet er ved at være klar til afgang. Det er Ole Hertz med nissehuen, B-fotograf Ivan Molina og A-fotograf Catherine Colemann. Foto©JørgenKoefoed.

Så er det ud på det store hav, som er hel tilpas med vind og bølgegang. Det er sømanden Hans-Martin Bloch, der styrer slæbebåden … så kan det ikke gå galt! Foto©JørgenKoefoed.

Illusionen er perfekt. Scenen kunne være fra Middelalderen, når man sørger for at filme ud mod havet, så de nymodens huse ved havnen ikke kommer med i billedet – og slæbebåden forføjer sig. Hvad lydmanden stiller op med støjen fra fjernvarmenedlægningen på Nørresand, får vi at høre, når filmen engang bliver vist på skærmene i de lavloftede stuer i Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

I andet ‘take’ var kameraholdet flyttet ind på land ved Smederenden. I båden heksens datter og ved årerne den kendte kite-surfer og Lars von Triers faste belysningsmester Thomas Neivelt. Foto©JørgenKoefoed.

Jørgen Koefoed på Pont Alexandre III: Der er to ting du bliver fyldt med i Paris: KUNST og MAD! Bug såvel som hjerneskal bliver tyk! Selfie@JørgenKoefoed.

ER NETOP  vendt hjem fra Paris. Som altid var byen proppet med kunst. Både selvfølgelig med alle de gamle mestre – inklusiv turist-hysteriske Mona Lisa – samt alle dem, der stadig går blandt de levende.

Afdøde Niki de Saint Phalle fyldte sammen med FIAC 2014 hele det kolossale Grand Palais. Men der var fandens til forskel på damen fra forrige århundrede og så alle de nye, unge kometer på årets FIAC-udstilling, hvor gallerier fra hele Verden præsenterer det, de mener, er det ypperste fra deres eget lille hjørne af Kloden.

Hvor madame Phalle var vedkommende og havde noget på hjertet, havde morgendagens kunstnerne kun tomhed at byde på. Det var som om, de søgte i blinde – uden at de vidste, hvad de søgte efter. Det meste lignede noget, man have set før for 30-40 siden. Hvor var fordybelsen, hvad var budskaberne – og hvor var fornyelsen? [Læs bloggen om Phalle's udstilling: MÆND KAN IKKE FØDE BØRN, DERFOR ER DE MISUNDELIGE PÅ KVINDERNE fra 27. oktober].

De mange hippe gæster gik rundt med vantro ansigter og ligesom de udstillende kunstnere, søgte de efter kunsten. Hvor var den blevet af?

Tilsyneladende havde den forvildet sig ind i en større labyrint og var endt i en blindgyde. Spørgsmålet er, hvordan kommer den videre – uden at skulle bakke helt tilbage til maleriets guldalder. Den gang kunst først og fremmest baserede sig på håndværk.

Svaret blæser i vinden.

FIAC 2014, der er den franske udgave af Art Forum i København, har gallerier fra hele verden og beslaglægger hele den flotte glaskuppel-hal i Grand Palais. Foto©JørgenKoefoed.

Er den sprængfarlig? Installatiin af Matthew MaCascin. Foto©JørgenKoefoed.

‘Kasse og Malede Jeans’ af Patrick Saytour. Man får lyst til at købe, hvis ellers størrelsen passer. Foto©JørgenKoefoed.

Spændende skulptur med kedelig titel: ‘Oprah Winfrey Jacuzzi’ – af Mike Bouchet. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan nogle mure blev masseproduceret af Per Kirkeby for rigtig mange år i sidste årtusinde. Men det har ikke afholdt Kirsten Pieroth fra at også lave sådan en ‘Mur’. Foto©JørgenKoefoed.

Roman Ondák har dækket dette ‘Sated Table’. OK, vi har forstået: Han er ikke udgået fra Kunstakademiet, men fra Den Suhrske Husholdningsskole. Bravo – budskabet er modtaget! Foto©JørgenKoefoed.

Galleri Wallner var det eneste danske galleri på FIAC 2014. Den polsk/tyske kunstner Alicja Kwade fyldte galleriet med en noget spredt installation: ‘Ubestemt Udveksling’. Disse to træpinde indgår, som et delelement. Lad nu være med at sige, at det ikke er kunst, for det er det … fordi … det er jo med på en kunstudstilling. Foto©JørgenKoefoed.

En af de få lyspunkter på FIAC 2014 var ‘A New World’ af Olafur Eliasson. Foto©JørgenKoefoed.

Der var rigtig mange specielle mennesker i Grand Palais – og ofte var de sjovere end det der hang på væggene. Foto©JørgenKoefoed.

Hvor er kunsten? Gæsterne på årets FIAC var tydeligt desorienteret over al det de så af moderne kunst. Der var meeeeget langt mellem snapsene. Foto©JørgenKoefoed.

Dominique Gonzalez-Foersted rammer måske stemningen omkring den ‘nye’ moderne kunst meget præcist med dette citat-kunst: … vi står foran skærmen, som var vi ombord på en gigantisk flyvemaskine på en rejse uden destination’. Ligesom MH370 fra det Malaysia Airlines, der forsvandt i cyberspace 8. marts. Foto©JørgenKoefoed.

KUFFERT-FIRMAET DER BYGGEDE ET LUFTSKIB

Som om der ikke var kunstpaladser nok i Paris, har endnu et globalt firma sikret sig et trofæ i byernes by. Denne gang taske-firmaet Louis Vuitton, der har ladet sig bygge et af de største huse i byen udelukkende helliget kunsten. Det tog 13 år, at få det hele op at stå. Det kostede monsieur Vuitton den nette sum af 110.000.000 – ikke kroner, men euro! Hvem er det, der taler om krise i Sydeuropa?

Sådan ser det nye Louis Vuitton museum ud på reklameplakaterne. Men sådan har publikum ikke mulighed for at se den spetakulære bygning, som kaldes LE NUAGE (Skyen). Foto©JørgenKoefoed.

“En storslået skib, der symboliserer Frankrigs dybtgående kulturelle styrke” – sådan udtrykker arkitekten sig om det ‘flyvende skib’ han har sat i søen her mellem Boulonge-skoven og Jardin d’Acclimatation. Og tro mig, arkitekten ved, hvad han taler om. Det er nemlig ingen ringere end Frank Owen Gehry, som kan prale af, at hans bygninger – incl. denne – er udnævnt til at være blandt de vigtigst værker i moderne arkitektur og af det prestigefyldte amerikanske magasin ‘Vanity Fair’ udråbt til at være ‘den vigtigste arkitekt i vor tid’.

SET FRA ØST: Det er herfra, de fleste gæster ankommer til museet: Bagenden af skibet og masser af vand under kølen. Foto©JørgenKoefoed.

SET FRA SYD: Man skal temmelig langt ind i Boulogne-skoven– længere end her –  for at kunne fornemme bygningen som et skib. Så langt ind, at du ikke kan få øje på helheden for bare træer. Foto©JørgenKoefoed.

SET FRA VEST: Museet ligger i udkanten af Jardin d’Acclimatation – en gammel forlystelsespark for børn i stil med Brændegårdshaven (Jobo-land) på Bornholm. Foto©JørgenKoefoed.

SET FRA NORD: Fra museet er der fri adgang til den meget store forlystelseshave, som blev åbnet af Napoleon III og kejserinde Eugénie i 1860. Nu har Louis Vuitton hugget en lille bid fra børnene her 154 år efter. Foto©JørgenKoefoed.

Og Fondation Louis Vuitton (FLV) er da også en storslået bygning på en måde. Det er rigtigt, at det på reklamebillederne ligner et skiv for fulde sejl – endda med vand under kølen. Problemet er bare, at det kan publikum ikke se, da det kræver, at man står mindst 100 meter syd for bygningen – så stor og høj er den. Men Boulonge-skoven ligger så tæt på, at du 100 meter fra kun skimter bygningsværket mellem skovens træer. Måske bliver det bedre, når bladene er forduftet.

AUDITORIUM, hvor der er 350 siddepladser, skal brugs til alle mulige aktiviteter. Denne dag står franskmændene ikke alene i kø for at komme ind på museet, men bagefter også til Dominique Gonzalez-Foerster, som performer ‘Red Shoes’. Foto©JørgenKoefoed.

Der er også kødannelser foran museets restaurant LE FRANK – opkaldt efter arkitekten. Frem til juli udstilles de mange modeller og skitser til FLV i det store Galerie 4. Og så længe det står på, er det lykkedes Frank Gehry, at få Michelin-chefkokken Jean-Louis Nomicos til at trylle i køkkenet. Foto©JørgenKoefoed.

Det store GALERI 4 er reserveret til arkitektens utallige modeller af det extraordinære byggeri, som giver mindelser om Jørn Utzons operabygning i Sydney. Man har vel lov til at lade sig inspirere. Foto©JørgenKoefoed.

De 4 terrasser. bibliotek, auditorium, studio, restaurant og 11 gallerier er forbundet med smalle, mørke og højloftede korridorer samt triste trappeforløb og rulletrapper. Det hele meget forvirrende. Det er svært, at finde ud af, hvor man befinder sig i den 11.700 m2 store bygning. Foto©JørgenKoefoed.

Nuvel, det er alligevel på mange måder et opsigtsvækkende monstrum. Men når man bevæger sig rundt i bygningen og besøger de 11 gallerier og kigger på den permanente samling, må man gnide sig i øjnene. Tænke sig hvor mange penge og kræfter, der er ofret på denne manifestation til præsentation af moderne kunst, som virker så fattige.

GALERIE 10: 60-årige Thomas Schütte fra Tyskland har creeret denne ‘Mand i Sjap’ i 2009. Foto©JørgenKoefoed.

GALERI 6: Bertrand Lavier har åbenbart været i Indien. Det har inspireret ham til denne neon-skulptur: ‘Indtryk af Indien’ fra 2005. Den er næsten 6 meter lang og 2 meter høj. Foto©JørgenKoefoed.

GALERIE 9: Stort rum med stor skærm – og få siddepladser til Pierre Huyghes levende billeder. Foto©JørgenKoefoed.

GALERI 5: 82-årige tyske Gerhard Richter var i sin ungdom meget optaget af sort/hvid fotografering, der opererer med mange gråtoner. Derfor dette maleri ‘Grå’ i størrelsen 250 x 200 cm. Ja, det ER gråt – og kun det! Foto©JørgenKoefoed.

I et af de største rum hænger nogle af den tyske kunstner Gerhard Richters meget store malerier. De forsvinder nærmest i mega-rummet. Rummet fylder 90% – kunsten de resterende 10%.

Her er beton for alle pengene – og stål. Det påstås, at der til byggeriet er medgået dobbelt så meget af dette hårde og tunge stof end til Eiffeltårnet.

Når alt kommer til alt består FLV af en række beton-klodser, stablet oven på hinanden hulter til bulter. Det hele er så beklædt med disse fantastiske glas-sejl, som holdes på plads ved hjælp af runde stålstænger og kæmpestore bjælker af limtræ.

Fondation Louis Vuitton er udstyret med fire terrasser øverst oppe. De er delvist overdækkede og giver et godt indblik i konstruktionerne samt udsyn over den omgivende by og grønne terræn. Foto©JørgenKoefoed.

Fra Terrasse Quest er der et flot udsyn til La Défense’s strømlinede skyskrabere. Foto©JørgenKoefoed.

Der er også kunst på Terrasse Quest: ‘Hvor Slaverne Levede’ fra 2014 af 34-årige argentinske Adrian Villar Rojas. Foto©JørgenKoefoed.

Inde i bygningen og på de øverste, halvåbne terrasser kigger du ind under huden på dette glas-beton-palads. Grundhuset er frygteligt kedeligt – også indvendigt – men de påmonterede 3.600 glaspaneler – lavet i en speciel ovn i Padua i Italien – er et mesterstykke. Man spekulere som en gal på, hvordan har man forklaret, hvordan og meget de hver især skulle bues – og på hvordan pokker man har fået hele dette puslespil til at gå op.

Det er dét– konstruktionerne – der imponerer – desværre hverken den kedsommelig og intetsigende permanente FLV-kunstsamlig eller de megastore rum og smalle korridorer i beton.

SYG KUNST

Under en spadseretur i det sydlige 14. arrondissement kom jeg til Hôpital Sainte-Anne. Her gik jeg ind, da jeg af erfaring ved, at der som regel findes skønne, små parkanlæg inde på de store hospitalsområder i Paris.

Hovedindgangen til Hôpitpal Sainte-Anne ved Rue Cabanis i 14. arrondissement. Der er fri adgang, så man går bare ind uden at henvende sig hos vagten. Foto©JørgenKoefoed.

Der er flere mindre gårde inden for det store hospitalsområde. Her Cour Maurice Ravel. Foto©JørgenKoefoed.

Hun har åbenbart også tabt hovedet … som flere af patienterne på det psykiatriske hospital. Foto©JørgenKoefoed.

Det er ikke bare de hospitalsindlagte, der kan søge fred og ro i hospitalets mange små parkanlæg – men også alle andre. Foto©JørgenKoefoed.

Plakat-illustrationen til LES BÊTES er lavet af Pascal Durand, som på et tidspunkt har være patient på Sainte-Anne. Foto©JørgenKoefoed.

Det er en noget skummel indgang til Musée Singer-Polignac. Men de to udstillingsrum er rustikke og meget flotte. Der var foto-forbud – derfor ingen billeder fra hvælvingerne. Foto©JørgenKoefoed.

Pludselig så jeg en plakat, der henviste til Musée Singer-Polignac, som ligger i to nyrenoverede kælderhvælvinger inde på området med udstillingen LES BÊTES (Dyrene). Her gik jeg ned og oplevede en lille, men meget interessant udstilling. Hovedsagelig værker udført af de kunstnere, der fra 1500 til 1950 havde været indlagt på dette hospital, som Napoleon i tidernes morgen opførte til psykisk syge.

Desværre ophørte indsamlingen til Collection Sainte-Anne i 1950. Museet bruges nu til udstillinger med en blanding af nutidige ‘raske’ kunstnere og fra ‘de syges arkiv’.

På den måde kunne man i Paris opleve kunst, der både slog porten ind til dine to hjernehalvdele eller efterlod én med en fad smag af ‘Kejserens Nye Klæder’.

PS: Jeg glemte lige at fortælle, at den super-modernistiske FLV-arkitekt 28. februar i år rundede de 85 år!!!

PSPS: Når du er i Paris, så køb altid det lille hæfte PARISCOPE. Det udkommer hver onsdag og koster kun en halv euro. Her står der alt om hvor og hvad der foregår af ( bl.a. gratis) koncerter, film, teater, kunstudstillinger på museer og gallerier.

Ikke mindre end 28 personer – mere eller mindre tilknyttet Gudhjem Havnekor – var mødt frem til vinterens første lørdagskomsammen. Foto©JørgenKoefoed.

Iskagemanden – Lennarth Laursen – var hædersgæst denne lørdag formiddag i Scala … så han fik lov til at vælge en af de sange, der skulle synges. Det blev til ‘I Skovens Dybe Stille Ro’ (Man antog tidligere, at teksten var skrevet af H. C. Andersen, men det er mere sandsynligt, at den er forfattet af komponisten Fritz Andersen, som i 1864 udgav en samling sange til skolebrug, hvor den findes, men uden angivelse af forfatter. Melodien er en gammel folkemelodi, sandsynligvis fra Langeland.) Her er føsselaren flankeret af søster Gurli (tv) og Lisa Høyrup. Foto©JørgenKoefoed.

ISKAGEMANDEN kom ikke af med alle de 40.000 gratis-softice, som han havde udlovet. Men dem der kom forbi butikken 26. oktober fik én. Ingen gik forgæves, men det var åbenbart ikke hele Bornholm, der havde tid eller lyst til en blød is.

Som omtalt her på Bloggen, holdt Iskagemanden en 3-dages-fest omkring sin 60 års dag. Men faktisk blev der i går holdt endnu en lille festlighed i samme anledning. Den fandt sted i Scala Gudhjem kl. 10, hvor det meste af Gudhjem Havnekor mødte frem til morgenkaffe og Bornholmerbitter – og til overrækkelsen ren fysisk af den gave, som Havnekoret havde foræret Iskagemanden.

Gaven var ét af de 36 malerier, som Lisa Høyrup har malet af Ertholmene gennem året 2013 set fra hendes soveværelsesvindue. Når gaven først blev overrakt nu, skyldtes det, at maleriet på fødselsdagen var udstillet på Svanekegården.

Ellers er det blevet besluttet, at Havnekoret mødes i biografen vinteren igennem hver lørdag mellem 10:00 og 12:00. Man kan tage kaffe med selv, men der kan også købes i biffen, hvis man vil støtte Scala. Alle fra Gudhjem er velkommen, selv om de ikke har været med til at synge.

“Dette er en solopgang over Ertholmene. Sådan én kan du hver morgen se fra din bolig her på havnen i Gudhjem. I dit nye hjem i Acapulco kan du kun se solnedgange. Dette maleri skal hjælpe dig med at huske”. Lisa Høyrup overrakte på vegne af Gudhjem Havnekor sit maleri af Ertholmene fra primo april 2013. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan nogenlunde ser Havnekorets gave til Iskagemanden ud: Lisa Høyrups maleri af solopgangen over Ertholmene primo april 2013. 30 x 30 cm. Maleriet skal med til Mexico proklamerede den begavede. Maleri©LisaHøyrup.

Iskagemanden var glad for det store fremmøde. Kniber han en lille bitte tåre? Nej, der bliver vist bare rettet lidt på brillen. Foto©JørgenKoefoed.

Menneskene i Gudhjem mødte talstærkt frem til Havnekorets første lørdagssession. Men der var da sandelig også en repræsentant fra de firbenede: Freja fra Løkkegade. Foto©JørgenKoefoed.

NYHEDER FRA MØDET:

KISSER SPURGTE om det var OK, at hun oprettede en FaceBook-side til Havnekoret. Det synes alle, var en god i idé – og Kisser har allerede oprettet siden i løbet af lørdag eftermiddag. Fremover bliver vi nødt til at kalde hende Speedy Gonzales.

SANNE BLOCH, der har været primusmotor bag Velkomst-centret i Den Sorte Café på havnen, delte spørgeskemaer ud. Hun vil meget gerne høre ris og ros omkring centret – og hører også meget gerne om, hvordan det kan gøres bedre, når det for alvor åbner til næste sommer.

LASSE FALKENBERG – nyudsprunget boule-spiller i Listed – havde forespurgt både kommunen, vandrerhjemmets bestyrer og Byforeningen om det kunne lade sig gøre, at oprette to boule-baner på trekantsområdet mellem busstoppestedet og vandrerhjemmet i stedet for den nedlagte basketball-bane. Det kunne det! Også Havnekoret syntes, det var en fremragende idé, så Lasse vil nu gå videre med projektet.

MØD OP de næste mange lørdage. Drik noget kaffe. Drik en øl. Eller lad være med at drikke noget! Snak med de andre i byen. Hør de sidste nyheder.

Læs Bloggens historie om Iskagemandens 60 første år:
ISKAGEMANDEN VIL UDDELE 40.000 SOFT-ICE GRATIS
9. oktober 2014

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste:

Tre unge knægte står på Vesterbro Torv i København. Den ene, der netop er blevet konfirmeret i Eliaskirken, som ligger på pladsen, udbryder, da kan hører, at den ene ikke skal konfirmeres: Så kommer du i helvede!

Teologen, katolikken og debattøren Iben Tranholm nikker bekræftende til Politiken-journalisten Kjeld Hybels udsagn i et interview: Du mener seriøst, at klimaforandringerne blandt andet skyldes, at vi tror for lidt på Gud?

Ham PH sagde så meget. Også meget klogt – der ofte fik bolledejgen til at gynge, fx denne klassisker: Høje hellige moralske / Fine folk og samfundsstøtter / Brave borgere og venner / I som altid vasker hænder / Tag og rend mig i den offentlige mening.

FEM KILOMETER FRA GUDHJEM breder Rø Plantage sig ud over ikke mindre end 593 hektar jord [1 ha = 100 meter x 100 meter] og anlagt helt tilbage i 1866 til 1875, mens Christian den Niende tronede på sin tronstol i Københavnstrup.

Hallo – det burde skabe noget mere respekt end denne graffiti-vandal giver udtryk for.

Peter Tiemroth skriver i sin bog GUDHJEM i 9000 ÅR om Gudhjem By- og Mindeforenings køb af Fisker og Rafns smukke stationsbygning oven for byen: ‘I 1969 købte foreningen stationsbygningen uden at have pengene. For at skaffe de nødvendige midler arrangerede man straks en udstilling “Kunst i Gudhjem-eje”, og derefter satte man en storstilet indsamling i gang. Sct. Hans aften arrangeredes til den ende en cabaret i Kino Gudhjem med Jytte Hauch-Fausbøll som instruktør og Jytte Abildstrøm, Freddy Fræk og Jesper Klein, som i de dage medvirkede i TV-serien “Sonja på Bornholm” Og ved hjælp af kommunen og Bornholms historiske Forening fik man på et hængende hår samlet den nødvendige sum sammen for at kunne opfylde slutsedlens betingelser’. Og nu her 45 år efter er det måske go’nat til det smukke initiativ. Det er en af Ole Christensens skulpturer i forgrunden. Foto©JørgenKoefoed.

RYGERTNE HAR i NOGEN TID svirret i Gudhjem … og har afstedkommet både bestyrtelse, harme, sorg og vantro.

Det drejer sig om den hæderkronede Gudhjem By- og Mindeforening, som efter meddelelsen om, at kommunen fra 2016 stopper det årlige tilskud på omkring 140.000 kroner ser sig nødsaget til at gå nye veje.

Bloggen får først fat i Forkvinden for Byforeningen Henriette Howalt.

BLOGGEN: Henriette, jeg har ladet mig fortælle, at Gudhjem By- og Mindeforenings bestyrelse pønser på at lukke og slukke for hele molevitten. Hvad er der gået galt?

HENRIETTE HOWALT: Det er som ikke fordi, vi bruger så mange penge, men uden det kommunale tilskud løber det slet ikke rundt.

BLOGGEN: Nej, det kan forstå. Det er jo begrænset hvor mange, der besøger museet om året. Men der er jo et medlemsgrundlag på 600-700. De kommer ganske vist gratis ind, men det er dog et meget godt økonomisk grundlag.

HENRIETTE HOWALT: Jo … og foreningen arvede også omkring en million kroner fra Inge Madsen for nogle år tilbage. De penge er gået til renovering af den gamle stationsbygning. Taget var fx utæt og så er tagetagen ført tilbage til det oprindelige.

BLOGGEN: Jamen, har I ikke fået fondsmidler til det?

HENRIETTE HOWALT: Jo, men ikke ret meget. I hvert fald har foreningen brugt over en million på den renovation.

BLOGGEN: Fy for pokker! Det lyder ikke godt!

HENRIETTE HOWALT: Så vi er tvunget til at skulle finde på et eller andet. Og hvad kan man gøre? Henrik Sandberg fra Høst-museet var interesseret i en sammensmeltning, men parolen var, at han stillede betingelserne, og vi andre bare skulle makke ret. Høst-museet skulle have 2/3 af indtægterne … så kunne vi få resten.

BLOGGEN: Jamen, men hvis Gudhjem Museum kunne få en 1/3 af indtægterne fra Høst-museet, så ville den jo også være god nok! Men hvilken fordel ville Høst-museet få ud af sådan en sammenslutning?

HENRIETTE HOWALT: Høst-museet kunne få adgang til alle vores medlemmer. Men der ville sikkert være en del, som så ville melde sig ud. Sandberg er jo ikke lige populær overalt i byen.

BLOGGEN: Nej … og efter at Sandberg på mystisk vis, har fået fingrene i fru Vangs hus er populariteten sikkert ikke steget.

HENRIETTE HOWALT: Hvordan kommunen kan give tilladelse til nedlæggelse af endnu et attraktivt helårshus er mig en gåde.

BLOGGEN: Dén disposition kan jo komme til at koste Høst-museet livet. Men omkring Gudhjem Museum: Når bestyrelsen nu gør sig disse tanker om nedlæggelse eller omrokering og sender en redegørelse ud til alle de frivillige, så burde man nok med det samme have gået ud til offentligheden – eller i hvert fald medlemmerne – med planerne. På den anden måde sætter man en utilfredhedsbølge igang. Mange tror, at bestyrelsen vil gå bag medlemsskarens ryg og vil liste noget igennem.

Byplanlægger Henriette Howalt er forkvinde for Byforeningen – her sammen med Filuka, som IKKE er en del Gudhjem By- og Mindeforenings bestyrelse. Foto©JørgenKoefoed.

HENRIETTE HOWALT: Bestyrelsen vil bare have noget på plads, inden man går ud med det. Det er ikke fordi, noget skal hemmeligholdes.

BLOGGEN: Det forstår jeg godt. Men hvad er det, man vil?

HENRIETTE HOWALT: De museer der i øjeblikket findes på Bornholm er jo samlet under en statslig vifte. Køber man en billet et sted, kan man gå gratis ind de andre steder. Kan Gudhjem Museum komme med dér, får man del i en portion penge. Men det kommer så til at betyde, at det er Lars Kærulf Møller fra Bornholms Kunstmuseum, der tager over og bestemmer, hvad museet i  Gudhjem skal bruges til.

BLOGGEN: Så er det ham, der vil komme til at bestemme aktiviterne i Gudhjem?

HENRIETTE HOWALT: Ja. Om han vil bruges lokalerne til udstilling eller bare som lager, er der ikke nogen, der ved noget om.

BLOGGEN: Der er en malerisamling på stedet, som for det meste er doneret af forskellige mennesker netop til Gudhjem Museum. Hvad bliver der så af den samling?

HENRIETTE HOWALT: Den vil så overgå til Bornholms Kunstmuseum.

BLOGGEN: Det vil sige, Kærulf kan vælge af udstille billederne eller blot sætte dem i depot?

HENRIETTE HOWALT: Ja, men jeg vil nu nok mene, at samlingen er så interessant for Kærulf, at de vil blive udstillet. Men jeg ved ikke noget præcist, da intet endnu er besluttet. Og den endelige beslutning skal jo bestemmes af medlemmerne.

BLOGGEN: Ja, det skal vel fremlægges på en generalforsamling og vedtages eller forkastes her?

HENRIETTE HOWALT: Den endelige beslutning skal igennem to generalforsamlinger.

BLOGGEN: Vil man så lægge ud med en extra-ordinær generalforsamling og lade den ordinære i foråret være denne sidste og afgørende?

HENRIETTE HOWALT: Det ved jeg ikke. Jeg  ved blot, at Kærulf er interesseret i en form for sammenlægning. Men der er bestyrelsesmøde den 18. i næste uge, og det kan være, at Peter Tiemroth og Mogens Lau har noget mere konkret at fremlægge her.

BLOGGEN: Deltager Lars Kærulf Møller i dette møde?

HENRIETTE HOWALT: Nej! Det er kun bestyrelsen.

KATTEN ER UDE AF SÆKKEN

Bloggen får efterfølgende fat i By- og Mindeforeningens formand Peter Tiemroth.

BLOGGEN: Peter, jeg har lige talt med Henriette Howalt omkring de planer, som bestyrelsen er ved at udarbejde. Jeg vil blot lige sikre mig, at det er rigtigt, at foreningen agter at foreslå generalforsamlingen en nedlæggelse?

PETER TIEMROTH: Ja, det er rigtigt. Men bestyrelsen vil helst ikke have, det kommer ud før vi ved, hvordan vi vil komme ud med det.

BLOGGEN: Jo, men nu bringer jeg historien på min blog, fordi det er noget mange taler om i Gudhjem – en del med bestyrtelse. Og det der med at holde nyheder tilbage, er ikke noget Bloggen bruger … det sker kun på Bornholms Tidende. Jeg ville bare sikre mig, at plottet er sandt.

PETER TIEMROTH: Jamen, det er noget, der allerede er kommet ud til flere. Vi har sendt en meddelelse om sagen til alle vores frivillige, og nogen af dem har vel ladet det sive. Så der er sådan set ikke noget hemmeligt i det. Når medlemmerne ikke har fået meddelelsen, skyldes det, at vi ikke har mailadresserne på vores medlemmer … og at en brev-udsendelse ville være for dyr. Men du kan få meddelelsen tilsendt med det samme.

BLOGGEN: Ja, tak! Den vil jeg da gerne offentliggøre her på Bloggen. Men fortæl mig lige noget. Tilskuddet fra kommunen falder vist først væk fra 2016?

PETER TIEMROTH: Ja, men en eventuel nedlæggelse skal også først igennem to ordinære generalforsamlinger … i 2015 og i 2016.

BLOGGEN: Hvis nu generalforsamlingen går imod bestyrelsens planer her til foråret, må den vel gå af?

PETER TIEMROTH: Ja, det er klart!

HER ER MEDDELELSEN FRA BY- OG MINDEFORENINGENS BESTYRELSE TIL DE FRIVILLIGE OMKRING DE PLANLAGTE ÆNDRINGER:

Kære billettører og andre ulønnede hjælpere ved Gudhjem Museum

Bestyrelsen har med jævne mellemrum gennem de senere år drøftet Gudhjem Museums fremtid især i lyset af de gentagne udmeldinger om, at det kommunale tilskud til driften vil bortfalde.  Det har ligeledes været vanskeligt at finde personer, der har villet og kunnet påtage sig de nødvendige arbejdsopgaver i bestyrelsen.

Da ”Kulturstrategi for Bornholms Regionskommune 2014-2017” blev vedtaget, blev det samtidig slået fast, at kommunalbestyrelsen fremover vil satse på at støtte de statsanerkendte museer hvor statstilskuddet er betinget af kommunale støttekroner. Oplægget til budgetforhandlingerne for 2015 indebar da også en 100% reduktion af tilskuddet til Gudhjem Museum og de øvrige 6 museer og samlinger på Bornholm.

Denne udvikling var ikke uventet, og bestyrelsen havde forinden taget uformel kontakt med Bornholms Museumsforening, der ejer og driver de statsanerkendte museer: Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum med henblik på en eventuel sammenlægning af Gudhjem Museum med disse museer.

Overvejelserne skal ses som bestyrelsens forsøg på at bevare Gudhjem Museum og dets samlinger som et museum, når det kommunale tilskud bortfalder. Det vil ikke være muligt at drive Gudhjem Museum uden et offentligt tilskud på ca. 150 000 kr. om året, og det er urealistisk at forestille sig et beløb af den størrelse kompenseret gennem øgede entreindtægter og kontingenter. Kommunens nedprioriteringsforslag for 2016-2018 medfører, at driftstilskuddet til de små museer helt bortfalder.

Inden de afsluttende budgetforhandlinger for 2015 deltog Peter Tiemroth og Mogens Lau i et møde med borgmester og udvalgsformand sammen med formanden for Bornholms Museumsforening, Christina Dideriksen. På mødet redegjorde vi for vore tanker om en mulig fælles fremtid for museerne.

Borgmester og udvalgsformand var velvilligt indstillet over for de fremsatte tanker, og som bekendt endte budgetforhandlingerne med, at tilskuddet fastholdes i 2015. Det er vores opfattelse, at dette hovedsagelig skyldes planerne om at søge Gudhjem Museum sammenlagt med Bornholms Museumsforenings aktiviteter. Der er nu en dialog igang med Bornholms Museumsforening om betingelserne for en sammenlægning og alle de praktiske forhold, der skal afklares i den forbindelse.

Hvis vi når til en aftale, skal den ifølge vedtægterne for Gudhjem By-og Mindeforening vedtages på 2 hinanden følgende ordinære generalforsamlinger. Bestyrelsen vil foreslå Gudhjem By-og Mindeforening nedlagt og Gudhjem Museums bygningsmasse, samlinger og evt. øvrige formue overdraget til Bornholms Museumsforening. De by-og borgerrelaterede opgaver må i givet fald løses i et nyt regi.

Det er bestyrelsens opfattelse, at vi på den måde kan bevare de værdier som en række personer gennem snart 50 år ved frivilligt, ulønnet arbejde og vedholdende engagement har skabt for Gudhjemområdet i særdeleshed og for Bornholm og øens turisme i almindelighed.

Det er også af betydning for os, at de genstande, der gennem årene er afleveret til Gudhjem Museum i tillid til, at de vil blive bevaret for eftertiden, på denne måde overdrages til statsanerkendte museer, der er underkastet lovgivningsmæssige krav om indsamling, bevaring og forskning.

Endelig er det af afgørende betydning for bestyrelsen, at den fredede og velbevarede stationsbygning i Gudhjem, der i sig selv er en arkitektonisk perle, kan overdrages til en forening, der kan drive den videre som museum i henhold til den gældende lovgivning.

Med venlig hilsen
Peter Tiemroth
Formand for Gudhjem By-og Mindeforening
og
Mogens Lau
Gudhjem Museum

Gudhjem, 11. oktober 2014

DA JEG FOR NOGEN TID SIDEN var på biblioteket i Gudhjem faldt jeg over en bog i stort format – 275 x 205 mm. På omslaget var der en skygge fra et fyrtårn, hvor en person er på vej op. Skyggen faldt på en spids land med vand på de tre sider. Passede blikfag for en bog med titlen TOLV HALVE – DANSKE HALVØER BEREJST, BESKREVET OG FOTOGRAFERET.

Som forfatteren skriver i bogens forord: Alle vi danskere bor enten på en ø eller på en halvø. Sådan er det bare indrettet her til lands. Mens Danmarks 443 navngivne øer er særdeles velbeskrevne, så foreligger der ikke mange vidnesbyrd fra alle de underlige næs, odder, rev og pynter og andre former for halvøer, der trodsigt stritter ud i hav og fjord og dermed er en karakteristisk del af vores savtakkede kystlinje. Men nu er der én … Foto©JørgenKoefoed.

NÅR JEG TOG BOGEN med hjem skyldtes det alene, at jeg i tidernes morgen gennem flere år lavede Årets Pressefoto med bogens fotograf, Carsten Ingenmann, tidligere pressefotograf på Jyllands-Posten gennem 23 år, nu tilknyttet til DAS BÜRO som freelancer.

Da jeg kom hjem kiggede jeg først og fremmest på fotografierne. Men på et tidspunkt kom jeg til at læse lidt af teksten. Den fangede … så jeg gik i gang forfra. Jeg har sjældent moret mig så godt.

Journalist Stig Olesen – mesterskriver på Jyllands-Posten – skriver meget kontant … og helt ustyrligt morsomt på den underspillede måde. Jeg sad og småklukkede det meste af tiden og fik hel lyst til strax at besøge de udvalgte halvøer. Bedre turistguide findes vist ikke nord for Alperne. Så måske er det derfor, at bogen er udsolgt fra forlaget.

Med tilladelse fra Carsten Ingemann bringer Bloggen brudstykker fra beskrivelsen af Grisetåodde [side 194 – 215]:

DER ER RUNER, SOM INGEN KAN TYDE

Grisetåodden ender i Oddesundbroen. Carsten Ingemanns billede er affotograferet fra bogen.

EN SOMMERDAG i 1914 kom en mærkelig mand gående ad landevejen over den smalle Grisetåodde.

Den fremmede havde et vildtvoksende, sort skæg, og foran skubbede han en pibende trillebør med et stort klædeskab på.

Mens Europa var ved at selvantænde i en altomfattende krig, der for altid ville forandre menneskers hoveder, parkerede den fremmede mand roligt trillebøren og skabet ved færgelejet og satte sig stilfærdigt til at vente på at komme over det smalle, strømfyldte Oddesund til Thy.

Man lagde selvfølgelig mærke til den underlige vandrer, som skilte sig ud fra de mange handelsrejsende, studeprangere og rejsende håndværkere, der tålmodigt ventede på hjulfærgerne “Hjalmar” og “Ingeborg”…

SUS OG CAPRI

De gamle brobisser-skure er blevet udbygget og er nu attraktive sommerhuse for lokalbefolkningen. Carsten Ingemanns billede er affotograferet fra bogen.

… Fotografen og jeg parkerede bilen ved det tomme cafeteria, som var lukket og låst på den særlige måde, der med tydelighed signalerede, at det næppe ville åbne igen. Falmet julepynt i oktober og et tykt lag støv lader ikke meget håb tilbage.

Der er da også noget fascinerende spøgelsagtigt over Grisetåodde sådan en formiddag i det tidlige efterår. Lige som de forladte guldgraverbyer, man ser i Anders And & Co. På den vestlige kyst mellem  landevejen og stranden ligger små sommerhuse med navne som “Sus”, “Capri” og “Strandly” og oser langt væk af lange, lyse sommedage med saftevand, æblegelé og mormors nybagte franskbrød. Men i dag er der intet liv at spore bag de sirlige blondegardiner over vindueskarmens mange kunstige blomster.

Man kan sagtens drøne forbi Hovedvej 11 uden at lægge mærke til disse små velholdte tidslommer, som i virkeligheden er et stykke dansk kulturhistorie. Husene på Grisetåodde er nemlig opført som midlertidig beboelse for de brobisser, der arbejdede på Oddesundbroen frem til dens åbning i 1938. Her blev der spillet hazard, drukket brændevin og slået på tæven i en grad, så blondegardinerne ville rødme helt op til gardinstangen, hvis de fik nys om fordums udskejelser.

Siden overtog lokale fiskere og landmænd de små skure og benyttede dem som ydmyge badehuse og redskabsskure. Derefter begyndte den kreative knopskydning med trykimprægneret træ og de trapezplader, der øjensynligt er alle danske sommerhuses skæbne, og i dag fremtræder “Sus”, “Capri”, “Strandly” og alle de andre som nogle af de første eksempler på fritidshuse for almindelige danskere.

Alle vestjyder er som bekendt autodidakte kunstnere med bølgeblik, fiskekasser og bundgarnspæle, og det hjemmebyggede skur er derfor en dominerende byggetradition på Grisetåodde. Og tak for det, bliver Fotografen og jeg enige om, for i et gennemreguleret og luftfotograferet samfund som vort er det en befriende tanke, at det såkaldte småhusreglement – i hvert fald i princippet – giver enhver dansker lov til på sin egen grund at bygge et skur på op til 10m2 uden at blande nogen myndighed ind i det. Sæt løgkupler på, mal det lyserødt, kald det en thesalon – uden indblanding fra arkitekter, byplanlæggere og designere kan enhver dansker opføre sit eget Christiania på op til 10m2, hvor der hinsides al god smag må brygges æblevin, ryges North States, laves løvsalsarbejde, udbores knallerter, bygges flaskeskibe, drikkes elefantøl og opsættes farvestrålende autoreklamer, hvor letpåklædte kvinder sidder overskrævs på gnistrende tændrør.

Skuret er den sidste rest af grundlovssikret anarki her til lands, og på Grisetåodde kan man blandt andet konstatere, at et udrangeret styrehus fra en trawler såvel som et trykimprægneret legehus fra Silvan mageligt opfylder småhusreglementet …

HER SKABTES DEN RÅDNE BANAN

… Men Grisetåodde skriver stadig historie med sin lille klo ude i Limfjorden. For det var nemlig lige her, at direktøren for Ny Carlsberg Fondet, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, i 2007 satte sig i en spisebordsstol placeret midt i ruinerne af den gamle fiskemelsfabrik og til tv-udsendelsen “Den rådne banan” fortalte om sin barndom i 1950’erne i Oddesund-området. Programmet og de trøstesløse billeder fra Grisetåodde var med til at kickstarte debatten om det skævvredne Danmark, men ved Oddesund blev man naturligvis rasende over tv-billederne, som man fandtes tendentiøse – man var jo midt i en nedrivning og oprydning, for pokker – så hvorfor ikke vise “Sus”, “Capri” og alle de andre idyller?

Her på tomten af fiskemelsfabrikken fødtes Udkantsdanmark, Den Rådne Banan, Den Fede Pølse, partiet Fælleslisten samt uendeligt mange deraf afledte læserbreve, kronikker og politiske løfter.

Endnu flere bølgeslag senere er det meste selvfølgelig glemt, og trods en delvis tilsandet havn og algebegroede rester af kuldsejlede muslingefarme spredt ud over strandene, så fremtræder Grisetåodde i dag som et lille solbeskinnet naturparadis, ja man kunne næsten sige som en fuldmoden Chiquita …

KLÆDESKABET BLEV PAKKET IND

Christian Vandet Jørgensen – Æ Skawman – var et venligt menneske, men han inviterede aldrig nogen ind i sit skab. Foto©StruerMuseum (fra bogen).

…. DA MANDEN med trillebøren var kommet i land på Thyholm, gik han til højre ad en smal grusvej, inden han slog sig ned under skrænten på stranden ved Serup. Her indrettede den fremmede sig i sit solide klædeskab. Når skabet blev rejst på højkant, kunne man sidde i det eller stå og lave mad. Når det blev aften, lagde han skabet ned for at kunne ligge udstrakt og sove.

Sådan gik det år for år. Egnen have fået en attraktion …

… MAN KAN IKKE sige at Skawmanden var særlig forandringsparat. Efter 24 år i kædeskabet gik han nødtvungent med til at bygge et lille skur omkring skabet, som han dog stadig insisterede på at sove i. Skuret blev dækket med store tangdynger, så det faldt helt sammen med stranden.

Som årsag til sin særprægede livsform angav han til en tilrejsende københavnerjournalist: “Måske kiggede jeg for dybt i et par pigeøjne, eller måske kiggede jeg for dybt i et glas”…

…ENEBOEREN SNAKKEDE gerne med de lokale, men ingen kom inden for i hans skur. Og blev han inviteret til middag hos naboerne, så stod han uden for og spiste gennem et åbenstående vindue.

“i alle de år jeg har boet her, har jeg aldrig overskredet en anden mands dørtærskel”, udtalte han i et interview mange år senere. Og det princip betragtede han vistnok livet igennem som grundlag for fred i verden …

DEN ÆGTE BØFSANDVICHW MED HELE SVINERIET

… MEN MENNESKER lever ikke af skønhed alene, og vi har ladet os fortælle, at Færgegrillen over i Oddesund Nord stadig serverer en hjemmelavet bøfsandwich med bløde løg, rødbeder, remoulade, ketchup og brun sovs, hvilket man efterhånden skal køre rigtig langt efter i en salat- og shawarmatid.

Én gang i livet skal enhver dansker unde sig selv at spadsere over Oddesundbroen i klart solskin; udsigten fås simpelthen ikke bedre – Amalfibugten og Empire State Building inklusive. At det overhovedet lader sig gøre at spadsere over en trafikeret bil- og jernbanebro, er et lille mirakel. Prøv det samme på moderne forbindelser som Storebælt og Øresund, og du vil omgående blive lagt i benlås.

Oddesundbroen kostede den formidable sum af 6,5 mio. kroner, og åbningen blev naturligvis transmitteret af Statsradiofonien. Her oplæst gårdejer Jens Søe fra Boddum sit store taksigelsesdigt, der gjorde thyboen landskendt. Digtet sluttede:

“No skal i ha tak for Bro, der I ga wos /
no faar i nok lawed Minnesker a wos”

Men det var nu ikke alle fastboende, der passede ned i støbeformen.

FOR CHRISTIAN VANDET JØRGENSEN var broåbningen formentlig kun været en uvant støj i baggrunden. Æ Skawmand var ikke til hornorkestre og store folkemængder. Han holdt sig til sit skur og de nærmeste omgivelser. For eksempel havde den tyske besættelsesmagt i flere år bygget kanonstillinger og pigtrådsafspærringer ved Oddesundbroen, før eneboeren bemærkede de fremmedes tilstedeværelse: “De to første år anede jeg slet ikke, at der var krig, før tre velbevæbnede krigere en dag brækkede min dør op med vold og trængte herned til mig”, forklarede han senere.

Ved en anden lejlighed blev han spurgt, hvad han egentlig fik tiden til at gå med:

“Jeg sidder herinde i mit hus og sysler med mine ting, og når det bliver mørkt, så går jeg i seng”.

Christian Vandet Jørgensens eneste ønske var en hurtig og let død. Det blev opfyldt. I 1956 blev han fundet død på gulvet ved siden af det møbel, som i 42 år havde tjent som hus og seng. Seks lokale mænd bar ham til graven – dog ikke i skabet – men i en rigtig kiste.

MEGET KAN MAN SIGE om den hjemmelavede bøfsandwich på Færgegrillen, men den lader ikke gæsten uberørt. Der er ikke sparet på de bløde løg, sovsen er tyk såvel som rigelig, og sesambollen på størrelse med et smølfehus.

Det er derfor med et vist besvær, at vi begiver os ud på den gamle Drivervej, som før kølebiler og frysecontainere var den direkte hullede og støvede eksportrute til de store markeder i Tyskland og England.

Endelig når vi op til Odby Kirkegård, hvor vi efter lang tids søgen finder den lille, undseelige gravsten over “Eneboeren Christian Vandet Jørgensen, f. 3/10 1879 – d. 3/8 1956”.

Vi må ned på knæ og fjerne blade og mos for at læse den utydelige inskription, som de lokale for over et halvt århundrede siden satte på stenen over den mærkelige mand, der en sensommerdag i 1914 kom gående over Grisetåodde:

“Der er runer, som ingen kan tyde.”

FAKTA: GRISETÅODDE

Grisetåodde er en lille halvø i Nissum Bredning mellem Hardsyssel og Thyholm

Halvøen havde sin egen jernbanestation indtil åbningen af Oddesundbroen 1938.

Fra station Oddesund Syd sendte lokale fiskere ål og sild til København og Hamborg.

Yderst på Grisetåodde står et 10 meter højt fredet fyrtårn fra 1909.

Oddesund Nord Danmarks mindst benyttede jernbanestation. Den har i gennemsnit fem passagerer om dagen.

FEM GODE GRUNDE TIL STRAKS AT BESØGE GRISETÅODDE:

Flot udsigt til Nissum Bredning, Thyholm og Venø fra det gamle fyr.

Fint lystfiskeri i det strømfyldte farvand ude på spidsen.

Brobissernes gamle hytter er nu idylliske og eftertragtede sommerhuse.

Spadsereturen ad den gamle Drivervej over Oddesundbroen er en stor oplevelse.

Færgegrillen serverer en autentisk bøfsandwich med bløde løg og brun sovs.

———

TOLV HALVØER [Skallingen, Helgenæs, Enebærodde, Gedser Odde, Skansehage, Sjællands Odde, Reersø, Kegnæs, Lovns, Grisetåodde, Helnæs og Trelde Næs] er udgivet af forlaget Hovedland 2012 med støtte fra Sundheds- og Indenrigsministeriets Landdistriktpulje + Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond. 255 sider. 349 kr.

Forlaget melder om udsolgt, så kan du ikke finde den i en boghandel eller et antikvariat, kan du låne den på biblioteket.

Nej, det er ikke nummer 60 på Gudhjemvej men 64, du finder Lauegård. Det er første gård på venstre hånd lige efter plejehjemmet og de beskyttede boliger, hvis du kommer fra Gudhjem-siden. Foto©JørgenKoefoed.

DA BIRGIT DAM OG AGNETE AABYE DAM for et par år siden kørte hjem fra det årlige, traditionelle julebordpynt-arragement i Royal Copenhagen og Illums Bolighus ved Storkespringvandet på Strøget, sagde de med én stemme: ‘Hvorfor skal vi køre helt til København for at få dén oplevelse? Hvorfor laver vi det ikke selv?!’

Det tyggede de to damer lidt på indtil de en varm sommerdag i år besluttede, at nu skulle det være: Der skulle sørme være julemarked i Lauegårds nyrenoverede ko- og svinestald – GÅRDKONNÁN kaldet. Og det skulle ikke bare være et almindeligt marked, som florerer rundt i alle afkroge af Bornholm. Nej, det skulle være et marked, hvor KVALITET var ledeordet.

Til den ende fik man Stella Jensen ind fra højre, som det creative orakel. Og da Bloggen var på besøg i onsdags var det Tage Andersen, jeg først kom til at tænke på. Alt var hjemmelavet af naturmaterialer. Selv bordene var lavet af gamle stilladsgulve. God stil hele vejen igennem … ikke mindst, da gårdejeren Erling Aabye Dam kunne fortælle, at der for en gangs skyld også var tænkt på de stakkels mænner, som jo var blevet slæbt med af deres bedre halvdele. Udover kaffe og the fra Bornholms Thehandel og Gårdkonnáns julebag kunne der nemlig også erhverves store Havanna-cigarer, cognac, whisky og portvin.

Jamen, så blev det jo alligevel jul – ganske vist ikke i den gamle købmandsgård – men til gengæld i den gamle kostald.

Der er ikke plads til parkering inde på gårdspladsen, men foran er der plads til 20 biler. Men for at undgå kaos, så parkér evt. på Gudhjemvej eller ved svømmehallen. Silla gør gerne … men bider nok ikke! Foto©JørgenKoefoed.

Det er over 50 år siden, at Lauegårds gårdkonnán har huset svin og køer. Den blev totalrenoveret for 2-3 år siden så smukt, at alene lokalet er et besøg værd. Men nyd lige det smukkle stilleben inden så går indenfor. Foto©JørgenKoefoed.

Der står kvinder bag alt – også Jul på Lauegård: Birgit Dam og Agnete Aabye Dam. Keglerne er fra Oohh som er unikt dansk design fremstillet af en gruppe kvinder på Sri Lanka, som har fået mulighed for at lave disse ting hjemme hos dem selv. Så har de mulighed for at tjene lidt penge, mens de passer børn og hus. Foto©JørgenKoefoed.

Stella Jensen laver det hele selv – her et strandpinde(jule)træ. Foto©JørgenKoefoed.

Hvem har sagt at en kogle skal stamme fra et grantræ? Det kan lige så godt stamme fra en gammel nodebog. Siger Stella Jensen. Foto©JørgenKoefoed.

Bende Ruberg fra Kirkevej i Gudhjem laver også selv det hele fra bunden – også disse stager. Foto©JørgenKoefoed.

En noget utraditionel julenisse … af Bende Ruberg. Foto©JørgenKoefoed.

Dette julebord er dækket af Charlotte Storm Kofoed (øverst) og Stella Jensen. Foto©JørgenKoefoed.

FAKTA OM JUL PÅ LAUEGÅRD

Gudhjemvej 64, Gudhjem

Fredag 21. november 15:00 – 18:00

Lørdag 22. November 10:00 – 18:00

Søndag 23. November 10:00 – 18:00

Lørdag 14:00 spiller HELT BAROKT

Fredag + søndag hygger pianisten Bent Peder Holbech om eftermiddagen. Og det er tilladt at synge til.

Julebordene er dækket af Bende Ruberg,Wicki Bruun Kofoed fra BlomsterKunsten, Charlotte Storm Kofoed & Stella Jensen.

Der kan købes julegaver af Bende Ruberg, BlomsterKunsten, Stella Jensen, Bornholms Vinforsyning, Bornholms Thehandel, Sue Trolle, gede- og fåreskind fra Lille Bjerregård og Chalk Paints fra Annie Sloan – specialmaling og voks til gamle møbler. Derudover juletræer og smedejernsstativer.

Og som rosinen i pølse-enden sørger smeden for, at der i løbet at de tre markedsdage bliver smedet juletræsfødder i den gamle esse.

Der er også pyntet op i den gamle lade og i karlekammeret ligger Julemanden og sover. Væk ham ikke … så bli’r han sur juleaften. Foto©JørgenKoefoed.

Herfra min verden går … når jeg er i Paris: Rue de la Grande Chaumière i 6. arrondissement. For enden af gaden skimtes gadekrydset Place Picasso. Foto©JørgenKoefoed.

UNDER MIT nylige ophold i Paris fik jeg ud over besøg på kunstudstillinger, filmforestillinger, gratis kirkekoncerter og besøg på store og små spisesteder også tid til at læse bøger. Ud over Rifbjergs nye digtsamling FUT FUT FUT og Angela Brinks TÆSK fik jeg også læst Hanne-Vibeke Holsts storslåede rune over hendes far, digteren Knud Holst: KNUD, DEN STORE.

En tyk fætter på ikke mindre end 577 sider, men så velskreven og underholdende, at biografien med sindsro kan kaldes en ‘side-vender-bog’ – altså hurtig læst.

KNUD, DEN STORE er Hanne-Vibeke Holsts 15. roman udgivet på Gyldendal. Foto©JørgenKoefoed.

På side 417 støder jeg på en oplysning, som ren faktisk ikke er rigtig. Det er omkring Armstrongs første skridt på Månen.

Texten lyder således:

‘Bu [Knuds hustru] ligger ovenpå og sover, hun har bedt om at blive vækket, “når der sker noget”. Det gør der nu, men Knud kan umuligt rive sig løs, hans opmærksomhed er fikseret på skærmen, på det ufattelige billede af Neil Armstrong, der hvirvler månestøv op, mens han tager sine første slowmotionskridt i Stilhedens Hav. Manden er 382.297 kilometer fra Jorden, det har DR’s korrespondent gentaget flere gange, og dog går både billede og lyd klart igennem til jordboernes tv-apparater. Hvordan kan man undgå at blive imnponeret over denne bedrift, hvordan kan man rynke blasert på næsen over amerikanerne, Vietnamkrig eller ej? Og hvordan kan man andet end beundre denne toptrænede astronaut med den distinkte diktion, der efter at have landet sit månefartøj afleverede det koncise statement: “The Eagle has landed!”. Det var stort. Og endnu større bliver det, da han med månefartøjet afspejlet i visiret siger den sætning, der får de mørke hår til at rejse sig på Knuds underarme: That’s one small step for a man, one gigant leap for mankind.

Nogle vil sikkert indvende, at udsagnet er forhåndsudtænkt af en ferm retoriker og lært udenad af Armstrong, men Knud tror på, at det kommer fra Armstrong selv. For astronauten har en lyrisk åre, “den er stor og lys og skøn”, siger han kærligt om sin egen planet, da han af jordkontrolen i Houston bliver bedt om at beskrive Jorden set fra Månen. Knud bliver bevæget, får en klump i halsen, det første menneske på Månen er poet!’

BLOGGEN MAILER TIL FORFATTERENS PRIVATE SEKRETÆR

Hanne-Vibeke Holst har skrevet en bevægende fortælling om hendes egen far – forfatteren Knud Holst. Det er også et portræt af Danmark fra en meget nær fortid og en roman om en betydningsfuld generation. Foto©JørgenKoefoed.

Fra: Jørgen Koefoed <arkivparis@aegir.dk>
Dato: tirsdag den 28. oktober 2014 12.31
Til: Julie Salling Lind <julie@hannevibekeholst.dk>
Emne: KUND DEN STORE OG MÅNELANDINGEN

Hej Hanne-Vibeke Holst

UNDER NOGLE ugers ophold i Paris har jeg læst din bog om KNUD, DEN STORE. Den er fantastisk underholdende, og også en imponerende rune, du her har ristet over farmand. Stor læseoplevelse – gad vide hvad Knud selv ville have sagt til dit ærlige og kærlige portræt?!

Blot har jeg en oplysning, som måske vil interessere dig.

På side 417 omtaler du månelandingen og Knuds tro på, at de bevingede ord er noget Armstrong selv har fundet på. Det er det ikke. De kommer ren faktisk fra min kones 92-årige moster Martha.

Hun mødte Armstrong på et slags seminar i Tyskland. Her var han på besøg sammen med andre mænd, der ligesom ham var blandt de mulige første astronauter. Under opholdet fik han telefonisk at vide, at han var blevet udpeget sammen med Buzz Aldrin til at blive de første på Månen.

Han var selvfølgelig jublende glad og under en efterfølgende samtale mellem ham og Martha, siger hun disse senere så berømte ord til ham, som han bliver begejstret for og skriver ned – og vil kreditere hende for. Men Martha er en meget beskeden dame, og beder ham om at betragte ordene som hans egne. Som hun senere har sagt: Det var jo ikke mig, der skulle betræde Månen.

Historien har jeg skrevet på min blog MELLEM GUDHJEM OG PARIS:
VERDENSSENSATION: NU KAN DET AFSLØRES, HVEM DER FANDT PÅ NEIL ARMSTRONGS BERØMTE ORD PÅ MÅNEN
22. november 2011

Venlig hilsen
Jørgen Koefoed
pt Paris ellers Gudhjem

Hanne-Vibeke Holst blev student fra Brønderslev Gymnasium i 1977. Danmarks Journalisthøjskole 1984. Har været ansat på Berlingske Tidende og Søndags B.T. Klummeskribent på Alt for Damerne fra 1995 til 2002, Skribent og debattør i bl.a. Politiken og forfatter til film, tv og bøger. Udover sine roman-succeser har hun skrevet mere faglige bøger, bl.a. interviewbogen “Nordjylland i McWorld – udvkling eller afvikling?”. Her er fru Holst fotograferet på BogForum 2010, hvor hun præsenterede romanen MOSKVA, 7. OKTOBER. Foto©JørgenKoefoed.

Fra:    julie@hannevibekeholst.dk
Emne:    Vedr.: KUND DEN STORE OG MÅNELANDINGEN
Dato: 11. nov 2014 13.42.08 GMT+01:00
Til:    arkivparis@aegir.dk

Kære Jørgen Koefoed
Se venligst svar fra Hanne-Vibeke Holst nedenfor:

Hej Jørgen Koefoed
Tusind tak for din mail, og for din ros.
Af gode grunde vidste jeg jo ikke, at det var din kones moster, der rent faktisk har udtalt de bevingede ord, og kan vel derfor ikke klandres for at have lavet en fejl. Men hvor er det en sjov historie, og sikkert noget, som jeg fra nu af vil tænke på, når jeg hører citatet.

Ciao HVH

Med venlig hilsen / Best regards
Julie Louise Jensen
Personlig assistent for Hanne-Vibeke Holst
Kattesundet 16, 1.
1458 København K

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste:

I 2009 rejste Politikens kulturredaktør Bjørn Bredal med sin hustru og børn gennem Tyrkiet og videre til den syriske kulturby Aleppo. Da hans 5-årge søn ser byens farvestrålende butikker med al Arabiens glimmer og glans udbryder han begejstret: I morgen skal vi købe en masse guld, så vi kan blive rige.

Anomymt citat på en Gajol-æske købt ombord på Bornholmerfærgen: Mist en time om morgenen, og du jager den hele dagen.

Den parisiske restaurant La Petite Périgourdine i 39, rue des Ecoles kan anbefales kraftigt – ikke mindst for denne argumentation på menukortet: Apetitten kommer, når man spiser, tørsten når man drikker!

Sidste års første julekalenderlågeværtinde Lisa Høyrup ved Thor Hodda på Ejnar Mikkelsensvej, hvor første lågeåbning pågår i år –  kl. 19. Foto©JørgenKoefoed.

FRA PÅ MANDAG og 24 dage frem skal alle Gudhjem-boerne – og tilløbende – rundt i byen og åbne låger i Danmarks Hyggeligste Julekalender.

Juleglæden har i år også bredt sig til Svaneke. De har med forlov fra julekalenderens opfinder Steiner kopieret ideen – blot findes lågerne her kun i forretningerne. I Gudhjem var det sidste år kun private, der stillede et vindue til rådighed, men i år har også tre forretninger sneget sig ind: Scala Gudhjem, Gudhjem Glasrøgeri og Thor Hodda. I samme anledning har Scala Gudhjem flyttede sine aftenforestillinger i december fra 19:15 til 19:30. Så man både kan nå julekalenderen og biografen.

Bloggen vil hver dag fra 1. december til 24. december fortælle, hvor aftenens julekalender bliver åbnet.

PS: Hvis du vil have en kalenderlåge i 2015 er det ikke spor for tidligt, at bestille hos Steiner på 24 84 66 70. Der er allerede reserveret 4 datoer.

Byens juletræ ankom i onsdags. Når du læser dettte, er det sikkert stillet på højkant …. jamen, jamen … så MÅ det jo være jul! Foto©JørgenKoefoed.

Den endelige oversigt over de 24 julekalenderlåger:

1/12 Thor Hodda v/Theilgaard, Ejnar Mikkelsensvej 17

2/12 Lund, Brøddegade 18

3/12 Crüger, Kastanievej 13

4/12 Gudhjem Glasrøgeri, Ejnar Mikkelsensvej 13A

5/12 Trangbæk, Åbogade 6

6/12 Rønne Harild, Kastanievej 3

7/12 Lyng, Holkavej 11

8/12 Marna Tranberg, Ejnar Mikkelsenvej 16

9/12 Restaurant Brøddan, Brøddegade 20

10/12 Kirkenæs, Åbogade 5

11/12 Bloch, Malkestien 24

12/12 Kirsten Arvidsen, Duebakken 8

13/12 Post, Malkestien 5

14/12 Kofoed, Malkestien 2

15/12 Borvang, Brøddegade 36

16/12 Riis, Holkavej 6

17/12 Løhr, Brøddegade 3

18/12 Løvstad, Ejnar Mikkelsensvej 1

19/12 Villum, Ejnar Mikkelsenvej 4

20/12 Lene Wolfsberg, Gudhjemvej 74

21/12 Scala Gudhjem, Brøddegade 10

22/12 Friis, Grevens Dal 56

23/12 Vendelbo, Gråmyrvej 3

24/12 Gudhjem Kirke kl. 16:00

DET KAN GODT VÆRE, at Paris byder på mange særprægede, smukke eller opsigtsvækkende bygninger, installationer, statuer, udstillinger med mere. Men mest alt byder den sydende storby på ansigter, ansigter, ansigter. Der bor over 11 millioner mennesker i Paris og adskillige millioner fra ind- og udland strømmer ind og ud dag for dag, uge for uge. Så er der noget, der trænger sig på, er det alle disse menneskers meget forskellige udtryk, former og farver. Du glor på dem alle, men kun få glor igen. I Paris holder man blikket for sig selv.

Oven i kommer så alle de tusinder af ansigter, der til gengæld stirrer på dig eller lader sig beglo fra byens mure, plakatsøjler og forretningsvinduer. Kig dém i øjnene … pas på ikke at blive bims.

NUMMER 41 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 42 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 43 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 44 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 45 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 46 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 47 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 48 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 49 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

NUMMER 50 af 1000. Foto©JørgenKoefoed.

THOR HODDA

Ejnar Mikkelsensvej 17 i Gudhjem

åbner julens første kalendervindue.

Foto©JørgenKoefoed.

FAMILIEN LUND

Brøddegade 18 i Gudhjem

åbner julens andet julekalendervindue.

RAPPORT FRA ÅBNINGEN AF KALENDERLÅGE 1:

Trods en bidende 4 m/s- vind fra østsydøst tiltrak årets første julekalenderlåge-åbning hos Thor Hodda ved havnen i Gudhjem ikke under 100 mennesker – incl. Havnekorets førsteviolinist Jens Riis netop hjemvendt efter en måneds opdagelsesrejse med caféejer og CEO Lucas Schmidt til Nepal og i dag mandag, hvor begge sammen med en af byens halvvoksne knægte, 15:10 hopper på et fly til LA. Men rolig … det er kun 1 uge … og så er han tilbage med bue og violin – med mindre Hollywood kidnapper ham!

Det var den gode nyhed.

Den dårlige er, at samme Lucas svigter Gudhjem nytårsaften, hvor han agter at opholde sig i CPH, så der i år IKKE bliver mulighed for at tømme sommerens u-drukne øl-ankre. “ØV-BØV” må Bloggens kommentar være til denne øl-fadæse.

Steiner, der er bagmanden til Gudhjem Julekalender, bød menneskemasserne velkommen. Han kunne fortælle, at Bornholms Tidende havde ringet for at høre, hvilke nye tiltag, der var arrangeret omkring Danmarks Hyggeligste Julekalender. “Ingenting – for det skal skal være som det plejer … ligesom julen”. Det gav klapsalver! Foto©JørgenKoefoed.

Vinden var bidende kold, men hjerterne varme, da over 100 Gudhjemmere flokkedes om årets første kalenderlåge med ‘Dejlig Er Jorden’ og *På Loftet Sidder Nissen Med sin Julegrød” på sangprogrammet. Foto©JørgenKoefoed.

Ikke alene var lågen hos Thor Hodda årets første, men bliver måske også årets største. Der var bambier på glatis indviklet i meget store snefnug i det store butiksvindue.. Kort sagt: ABSOLUT JUL! Foto©JørgenKoefoed.

Thos Hodda bød på glögg, kaffe og varm chokolade med karameller og småkager. I døren mellem datter og mor Nybirk ses Mimi Østergaard … lige om lidt på vej til Sicilien. Tænke sig, at hun kan undvære julekalenderen i Gudhjem! Foto©JørgnKoefoed.

Topmøde ved en julekalender-åbningen: Enhedslistens Morten Riis og Julebagmand Steiner. Foto©JørgenKoefoed.

Julelåge-nummer-1-vært George Zeeman kunne smide en nyhedsbombe under glögg-indtagelsen: Fra næste sæsonstart vil Turistbåden Thor præsentere deres nye logo. Det kommer på flagvimpel, T-shirts og kasketter (se fotoet) – ogå til salg i Thor Hodda. Det er Georges datter, der har designet. Foto©JørgenKoefoed.

Foto©JørgenKoefoed.

VIBEKE CRÜGER

Kastanievej 13 i Gudhjem

åbner julens tredje julekalendervindue.

Nok er Stegt Flæsk Med Persillesovs blevet kåret som Danmarks Nationalret, men det behøver Gudhjem vel ikke at reklamere for. Desuden er tilbehøret IKKE en sauce, men en sovs! Foto©JørgenKoefoed.

SKILTESKOVENE VOKSER overalt på Bornholm. Ikke mindst i Gudhjem, hvor skiltene bliver større, højere og længere. Da Høst-museet på mystisk vis havde erhvervet sig en privatbolig med havudsigt til en kommende gourmet-restaurant og forsynet gavlen med et kæmpeskilt trådte politikeren Torben Rønne-Larsn (DF) i karakter og proklamerede, at nu skulle det skilteregulativ, som kommunen for nogle år siden havde udarbejdet sammen med Gudhjem By- og Mindeforening, overholdes.

Det fik museumsinspektør Sandberg til at stryge facadeskiltet – selvom han ikke ville gøre det, før Restaurant The Black Pearl havde fjernet deres meter-lange ’Stegt Flæsk og Persillesauce-skilt’.

Jeg tvivler på, at kommunen nogensinde kom i gang med skilteregulativet. Men sådan er det jo med kommunen. Der snakkes og snakkes og snakkes, mens forkerte beslutninger hagler ned over det stakkels, bornholmske samfund.

Nuvel, noget sker måske alligevel. Det ser ud til at det berygtede ’Sauce-skilt’ står foran en udradering.

Læs denne mail som Bloggen modtog i sidste uge:

Fra: clausgregersen@connectline.dk
Emne: skilte
Dato: 29. nov 2014 12.22.20 GMT+01:00
Til: arkivparis@aegir.dk

Hej Jørgen

Kan se at du ivrigt har kritiseret skilte rundt omkring. Nu har jeg overtaget Restaurant Black Pearl, og kan se at du er meget optaget af, at skiltningen ikke er som du ønsker det.

Jeg ved at der er en meget lille håndfuld borgere i Gudhjem, der ikke har så meget andet og lave end at finde små kritisable ting og gå efter, og det bekymrer mig da en del, når jeg nu tænker på, at Gudhjem er et turistmål, og en by som mange stræber efter at se.

Der er dog ingen der i den netop afsluttet sæson har beklaget sig over restauranten udseende til mig, og jeg har været der hver dag.

Jeg er dog blevet overfuset én gang, for ganske nylig, af et kvindemenneske, hvor jeg bare meget overraskede kunne konstatere, at hun var da helt galt på den, for hvis man ønsker en dialog omkring nogle forhold man mener ikke er kønne, så burde der nok være en anden indgangsvinkel end den hun startede ud med.. Og hvis man bruger den form for dialog, så tvivler jeg på at i får held med at få skilte fjernet.

At skiltet på rækværket ikke er det kønneste, og teksten stegt flæsk og persillesovs, som nu er udråbt til Danmarks Nationalret, bliver ændret til næste sæson, er ikke jeres bestræbelser der har gjort det, men mere min egen indstilling.

Men det sorte skilt, er kommet for at blive, med eller uden tekst.

Gårdhaven bliver også moderniseret, og det træværk der udgør et halvtag bliver fjernet, men flagstængerne med piratflag forbliver.

Endvidere bliver gården bag restauranten, lukket inde at et 1.55 m højt plankeværk, da for mange mennesker bruger denne gård som genvej til bussen, og også mere som afskærmning til baggården og affaldscontainere og andet udstyr.

Med venlig hilsen / Kind regards
Claus Gregersen
Farvergaardsvej 13
3200 Helsinge
Kontor/Office:  +4548794909
Mobile: +4531464909

Hold kæft, hvor ser det godt ud med The Black Pearls piratflag, der langsomt flænses i stykker – måned for måned. Æstetik på et meget højt plan! Foto©JørgenKoefoed.

Bloggen ringede efterfølgende til Claus Gregersen

BLOGGEN: Tak for din mail, Claus. Jeg bliver nødt til at korrigere dig en lille smule. For det første er det ikke kun en lille håndfuld borgere, der er utilfredse med det ucharmerende ’Sauce-skilt’. Det er vel nærmest omvendt. Det er nok kun en lille håndfuld, der er ligeglade.

Dernæst skriver du, at de klagende er folk, der ikke har andet at lave. Det er vist også noget vrøvl. Selv er jeg ret så aktiv på flere fronter her i byen – blandt andet med at skrive denne blog. Derfor er det faktisk positivt, at  jeg og andre er optaget af det, der sker i byen. Herunder fatal skiltning.

CLAUS GREGERSEN: OK, men det skilt er måske heller ikke særlig kønt og det overvejer jeg da også at fjerne. Ligesom jeg vil renovere udendørsarealerne – blandt andet vil jeg nedlægge ferielejlighederne og udvide restauranten her. Men jeg vil gøre det langsomt. Flere bornholmere er begyndt at besøge The Black Pearl, så derfor vil jeg ikke lave store forandringer på én gang, men gøre det hen ad vejen.

BLOGGEN: Vil du så fjerne Sauce-skiltet, som skræmmer indgangen til byen?

CLAUS GREGERSEN: Det sorte lærred forbliver for at skærme for vinden, men jeg kan som sagt, da godt se, at skiltet ikke for kønt, så det fjerner jeg sikkert, men piratflagene forbliver.

BLOGGEN: Du burde nu fjerne de flag. Lige nu er de fuldstændig forrevne og hænger og dasker. Desuden synes jeg ikke de passer til en exclusiv by som Gudhjem. De hører mere til Bakken.

CLAUS GREGERSEN: Du er velkommen til at tage dem ned.

BLOGGEN: Det vil jeg nu nok afholde mig fra. Men en anden ting: For kort tiden siden væltede en tønde inde i din gård og mange hundrede liter brugt friture-olie løb ned ad Brøddegade. Yderst delikat. Skulle den ikke have været bortfjernet?

CLAUS GREGERSEN: Jo, det har jeg også bestilt, men det er åbenbart ikke sket. Problemet er, at der er nogle unge i byen, der bruger den tønde til at komme op på taget, som  genvej til busstoppestedet. Derfor vil jeg også have sat et stakit op, så der dels bliver lukket af for denne smutvej og dels skjuler den ikke særlig pæne baggård.

BLOGGEN: Det lyder da godt, at du har intentioner om, at gøre noget for at indgangen til byen bliver kønnere. Gudhjem er jo som en smuk kvinde. Hun tiltrækker mange personager – og det er desværre ikke alle, der har reelle hensigter. Derfor er vi flere i byen, der holder øje med, hvad forretningsdrivende og kommunen finder ud af sammen – uden om Byforeningen.

Men spændende at se, om du kan give et bidrag til Gudhjems forskønnelse.